Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings logo. Klik for at komme til forsiden af vtu.dk.

Universitets- og Bygningsstyrelsen

Om UBST

Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) er en nyoprettet styrelse, der er etableret under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (VTU) pr. 1. maj 2006. Styrelsen er oprettet for at skabe spændende og attraktive uddannelses- og forskningsmiljøer gennem optimale organisatoriske, juridiske, fysiske og økonomiske rammer. Med de bedste rammer og en optimal infrastruktur for uddannelse og forskning skal styrelsen bidrage til universiteter i verdensklasse.

Styrelsen dækker universiteternes opgaver - det vil sige uddannelser og forskning - og de fysiske rammer. Omkring uddannelse og forskning varetager UBST forhold som analyser, policyudvikling, lovgivning og forvaltning af rammer for universiteterne, universitetsuddannelser og forskeruddannelse.

Omkring de fysiske rammer står UBST for lokaleforsyningen til dansk forskning og danske uddannelser. UBST opfører og udlejer bygninger og arbejder med planlægning, udbud, ny-, om- eller tilbygning, ejendomsadministration, vedligehold og køb/salg kort sagt alle faser af et byggeri eller en bygnings levetid.

Grundlaget for UBST s lokaleforsyning blev etableret i 1974 med oprettelse af Byggedirektoratet, der oprindeligt virkede som bygherreorganisation for statslige uddannelses-, forsknings- og kulturbygninger. I 2001 blev Byggedirektoratet omdannet til et statsligt ejendomsselskab, der udlejer bygninger og ejendomme til uddannelses-og forskningsinstitutioner under SEA-ordningen (Statens Ejendomsadministration). Samtidig ændredes navnet til Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger.

Pr. 1. januar 2007 har UBST overtaget ansvaret for en række af de statslige sektorforskningsinstitutioner og har på vegne af Undervisningsministeriet fået det bygningsmæssige ansvar for de tidligere amtskommunale uddannelser.

Byggecycklusen bestående af planlægning, udbud forhandling og kontrakt, byggeri, overtagelse/aflevering, løbende ejendomsforvaltning og vedligehold, fraflytning, køb og slag.

Om denne pjece

Denne pjece giver en overordnet introduktion til UBST som bygningsleverandør og er henvendt til UBST's daglige samarbejdsparter hos brugerne. Du kan læse om de tilbud og muligheder, der er ved at benytte UBST som udlejer og bygherre.

Målsætning

UBST's bygningsdel har gennem en lang årrække beskæftiget sig med byggeri og ejendomsforvaltning. Som lokaleleverandør inden for SEA-ordningen (Statens Ejendomsadministration) er vi forpligtet til at løse vores opgaver professionelt og på den måde skabe grundlaget for, at den enkelte bruger kan opnå et effektivt arealforbrug.

UBST vil derfor gennem en effektiv forvaltning sikre funktionelle, bæredygtige og æstetiske fysiske rammer for forskning og uddannelse. Rammer, der skal bidrage til, at danske forskere og studerende er konkurrencedygtige på niveau med de bedste udenlandske.

Samarbejde og ansvarsfordeling

Vi når kun vores mål gennem et tæt samarbejde med vores brugere. Vi arbejder med en klar rollefordeling mellem os som udlejer og brugeren som lejer. Det betyder mindre bureaukrati og hurtigere beslutningsgange, og vi ønsker, at tillid og fleksibilitet i samarbejdet er med til at udvikle betydningen og mulighederne forbundet med jeres lokalebrug. Som platform for samarbejdet indgår vi administrationsaftaler med den enkelte bruger. Aftalerne beskriver processer, rolle- og ansvarsfordeling omkring de løbende, vigtige opgaver.

Brugeren betjenes via fire ejendomscentre. De tre af ejendomscentrene tager sig af bygningsleverancen til de amtskommunale ungdomsuddannelser, og Ejendomscenter UNI (EUNI) har ansvaret for de videregående forsknings- og uddannelsesinstitutioner herunder de brugere, der er kommet til med universitetsfusionerne i 2006. Denne pjece beskriver de forhold, der gælder for brugerne under EUNI. Forholdene for brugerne tilknyttet de øvrige tre centre er beskrevet i en lignende pjece.

EUNI er organiseret, så hver institution har fast kontakt med den samme gruppe af medarbejdere - i daglig tale kaldet kundeenheden. Den direkte kontakt skaber de bedste rammer for et effektivt og frugtbart samarbejde. Medarbejderne i kundeenheden har kompetencer inden for planlægning, udlejning, byggeri, vedligehold og økonomi og er fysisk placeret, så de sidder samlet. I kraft af et solidt fagligt netværk sikres videndeling, faglig udvikling og sammenhæng.

UBST s ejendomsportefølje (pr. 1. jan. 2007)
Aalborg Universitet ca. 10.000 m²
(Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut)
Aarhus Universitet - 550.000 m²
(Aarhus Universitet, Handelshøjskolen i Århus, Danmarks Jordbrugsforskning og Danmarks Miljøundersøgelser)
Arkitektskolen Århus - 1.000 m²
Danmarks Pædagogiske Universitet - 31.000 m²
Den Danske Filmskole - 7.000 m²
Det Fynske Musikkonservatorium - 3.000 m²
Det Jyske Musikkonservatorium - 5.000 m²
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium - 8.000 m²
IT-Universitetet i København - 23.000 m²
Københavns Universitet - 721.000 m²
(Københavns Universitet, Danmarks Farmaceutiske Universitet og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole)
Kunstakademiets Arkitektskole - 22.000 m²
Roskilde Universitetscenter - 87.000 m²
Rytmisk Musikkonservatorium - 6.000 m²
Statens Teaterskole - 8.000 m²
Syddansk Universitet - 220.000 m²
(Syddansk Universitet og Statens Institut for Folkesundhed)
Vestjysk Musikkonservatorium - 3.000 m²
Danmarks Tekniske Universitet - 131.000 m²
(Forskningscenter Risø, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Fødevareforskning,
Danmarks Rumcenter og Danmarks TransportForskning)
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse - 22.000 m²
Øvrige ejendomme: - 87.000 m²
I alt: - 2.088.000 m²

Til at understøtte ejendomscentrenes arbejde findes der i UBST forskellige ressourcer. Planlægningsog udviklingsenheden tager sig af overordnet fysisk planlægning og initierer UBST’s bygningsmæssige forsøgs-og udviklingsvirksomhed, herunder erfaringsopsamling. Udbudsenheden bistår og sikrer UBST’s kontrakts-og udbudshåndtering – efter danske som fælleseuropæiske bestemmelser – og samarbejde med ejendomscentrene i at skabe de bedst mulige udbudsprocesser. Herudover er der til EUNI tilknyttet en Køb og Salg ressource, som har til opgave at købe og sælge ejendomme og grunde og generelt fremme UBST’s kapitalforvaltning.

Denne side er kapitel 1 af 8 til publikationen "Bygningsbruger hos Universitets- og Bygningsstyrelsen - for videregående uddannelser og dansk forskning".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.