Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings logo. Klik for at komme til forsiden af vtu.dk.

Kunstnerisk udsmykning

UBST bruger årligt ca. 5 mio. kr. på kunstnerisk udsmykning. Det implementeres på institutionerne på to måder: For nybyggeri er den kunstneriske udsmykning naturligt en del af projektet og for eksisterende byggeri udarbejdes udsmykningsplaner, hvor UBST eller brugeren kan tage initiativer til ny kunst til en bygning eller et campusområde. Tilvejebringelse af kunstnerisk udsmykning sker altid i tæt samarbejde mellem UBST og brugeren.

UBST ønsker at skabe en helhedsorienteret udsmykning inden for hele ejendomsporteføljen – både for campusområder og for de enkelte bygninger.

For at sikre kvaliteten af valget af kunstnerisk udsmykning benytter UBST to kunstkonsulenter udpeget af statslige rådgivere for kunstneriske anliggender. Konsulenterne er valgt for en treårig periode, og deres opgave er at pege på den til formålet bedst egnede kunst. En del af denne vurdering er at sikre, at relevante kunstpolitiske hensyn varetages. Konsulenterne inddrages både i forhold til kunst i nybyggerier og kunst i eksisterende bygninger.

Processen for tilvejebringelse af ny udsmykning varetages af UBST i samarbejde med brugerens kunstudvalg. Grundlaget for tilbuddet om kunstnerisk udsmykning er, at brugere, kunstkonsulenter og UBST når frem til enighed om et givet kunstprojekt.

Udgifterne til kunstnerisk udsmykning afholdes af en særskilt konto på Finansloven og indgår hverken i lejebetalingen for eksisterende ejendomme eller i opgørelsen af anlægsudgifter ved nybyggeri. Bruger afholder alle drifts- og vedligeholdsudgifter til det færdige kunstværk.

Denne side er kapitel 7 af 8 til publikationen "Bygningsbruger hos Universitets- og Bygningsstyrelsen - for videregående uddannelser og dansk forskning".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.