Bogen sætter fokus på potentialet i at bruge fysisk planlægning og arkitektur til at skabe verdensklasse universiteter. Den præsenterer eksempler på hvordan internationale og danske universiteter arbejder med sagen og debatterer samtidig måden, vi gør det på.
LITTERATUR
FOTO
BAGGRUNDSUNDERSØGELSER
Kolofon
Hele publikationen som PDF [7.2 mB]
Universitets- og Bygningsstyrelsen
Bredgade 43
1260 København K
Tlf: 3395 1200
Fax: 3395 1300
ubst@ubst.dk
http://www.ubst.dk
Danmark skal have universiteter i verdensklasse. Et vigtigt parameter i denne bestræbelse er et levende og udfordrende fysisk forsknings- og studiemiljø.
Den fysiske planlægning har en væsentlig betydning for kvaliteten af studie- og forskningsmiljøet på og omkring universiteterne. Nye læringsmetoder, nyt kreativt arbejdsmiljø, internationalisering, digitale muligheder og ikke mindst byudvikling og skærpede energikrav stiller stadig større krav til de fysiske rammer. Universiteternes planlægning skal derfor nytænkes for at kunne leve op til denne udvikling.
Denne publikation er essensen af et projekt i Universitets- og Bygningsstyrelsen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, som gennem to år har sat fokus på potentialerne ved fysisk planlægning af universiteter. Projektet består af undersøgelser af internationale og danske eksempler og af en række temamøder samt en konference, som landets universiteter har deltaget i. Du kan downloade alle undersøgelser i deres oprindelige form på vores hjemmeside: www.ubst.dk
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling håber med denne publikation at kunne inspirere og skabe bedre forudsætninger for udviklingen af de fysiske rammer for universiteter. Vi håber, du som planlægger, universitetsadministrator eller engageret universitetsbruger, studerende eller ansat vil gå i dialog med os.
Jens Peter Jacobsen Direktør Universitets- og Bygningsstyrelsen, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Universiteterne bliver udfordret! Læringsformer og faggrænser ændrer sig. Der er nye krav til bæredygtighed og fleksible bygningsstrukturer, ligesom vi i dag oplever et anderledes samspil mellem uddannelse, forskning og omverden. Tilsammen gør det, at universiteterne til stadighed skal nytænke sig selv.
Flere og flere universiteter har fået øjnene op for potentialet i at bruge fysisk planlægning. Det er ikke en tilfældighed, at MIT vælger planlægningsmetoder, der sikrer ikonarkitektur, at Harvard integrerer bæredygtighed i alle led af planlægningen, og ETH Zürich vælger at omdanne et 70’er-campus til en akademisk bydel for TankeKultur.
De fysiske rammer bliver også brugt strategisk i en mindre skala for at håndtere nye udfordringer og fremme studie- og forskningsmiljøet: Aalborg Universitet giver studerende fast arbejdsplads på professorens kontor, Københavns Universitet indkøber 1000 borde og stole, og MIT ombygger traditionelle auditorier, så de kan rumme nye undervisningsformer.
Det er vores ambition med denne bog at præsentere eksempler på, hvordan internationale og danske universiteter arbejder med de fysiske rammer, ligesom vi ønsker at debattere måden, vi i Universitets- og Bygningsstyrelsen gør det på. Dermed vil vi gerne inspirere til planlægningen af morgendagens campusområder og studiemiljø.
Bogen er skrevet til beslutningstagere, udførende og brugere, der arbejder med planlægning af campus og studiemiljø. På universiteter, hos rådgivere og myndigheder. Bogen er på dansk og engelsk, fordi udfordringerne for planlægning af campus og studiemiljø er internationale, og mange af vores samarbejdspartnere befinder sig i udlandet.
Campus og Studiemiljø består af to dele, som behandler universiteternes fysiske rammer i to forskellige skalaer.
Bogens første del, Strategisk planlægning af campus, giver et billede af, hvad campus er, og præsenterer først et historisk, et internationalt og et dansk perspektiv på udviklingen. Herpå præsenterer Universitets- og Bygningsstyrelsen sin strategi for, hvordan vi skaber campus i verdensklasse. Til sidst rummer afsnittet fem internationale campus-cases, som illustrerer, hvordan de har valgt at håndtere generelle problemstillinger, f.eks. universitetets fysiske integration i byen og samfundet.
Bogens anden del går ned i skala og ser på Studie- og forskningsmiljø. Først fortæller en række personlige stemmer fra studerende, undervisere og forskere om deres vision. Herpå præsenterer bogen et debatoplæg om, hvordan et studie- og forskningsmiljø i verdensklasse egentligt ser ud. Endelig laver bogen nedslag på tre elementer af det gode studiemiljø: Studiearbejdspladser, IKT-støttede læringsrum og laboratorier. De tre temaer bliver belyst gennem danske og internationale eksempler og rummer generelle perspektiver, som gælder for mange andre elementer af det gode studie- og forskningsmiljø.
Afslutningsvis præsenterer bogen bud på Morgendagens campus og studiemiljø gennem en række debatartikler, som tegner scenarier for fremtiden.
Bogen består af et sammendrag af resultaterne af et udviklingsarbejde i Universitets- og Bygningsstyrelsen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om de fysiske rammer for campus og studiemiljø. Bogen er derfor resultatet af mange menneskers arbejde. Stor tak for samarbejdet. Uden jer ingen bog!
Du kan downloade alle undersøgelser i deres oprindelige form på Universitets- og Bygningsstyrelsens hjemmeside: www.ubst.dk. Arbejdet med at formulere udviklingspotentialer for campus og studiemiljø fortsætter, og vi håber, du har lyst til at følge med i initiativerne på hjemmesiden – ligesom du er velkommen til at kontakte os.
Cathrine Schmidt, antropolog Mikala Holme Samsøe, arkitekt MAA
Campusområder er steder, hvor der sker noget levende. Udenlandske studerende og udenlandske forskere tiltrækkes af et levende miljø.Hvis vi vil tiltrække de bedste udenlandske kræfter, må vi starte med campusområdet
De følgende artikler betragter campusplanlægningen ud fra tre forskellige perspektiver. Tilsammen giver de et billede af, hvad campusområder er, og hvordan de har udviklet sig.
Det historiske perspektiv kigger på, hvordan man de seneste 800 år har bygget universiteter med udgangspunkt i to traditioner. I den ene omslutter universitetet sig selv, og i den anden åbner det sig mod omverden og byliv. De er egentlig modsætninger, men komplimenterer også hinanden på en måde, som er brugbar for nutidens behov for både dynamik og fordybelse.
Det internationale perspektiv beskriver grundlæggende historiske og kulturelle forskelle på den amerikanske og den europæiske campustypologi og foreslår, hvordan vi kan udvikle en europæisk campusmodel.
Det danske perspektiv beretter om, hvordan dansk universitetsplanlægning har udviklet sig i nyere tid. I starten var det en ad hoc præget aktivitet, men i dag ser vi en mere strategisk planlægning, som har konsekvenser for den omkringliggende by.
To forskellige syn på videnskaben afspejler sig i universitetets bygninger og dets fysiske relation til byen. Videnskaben kan enten ses som værende drevet af indre kræfter eller af interaktion med omverdenen. Artiklen giver et historisk blik på opbygningen af universiteterne og bevægelsen mellem universitets fordybelse og byen som dynamisk ”omverden”
Idéhistorien har længe arbejdet med to perspektiver på kræfterne bag videnskabens forandring. Det ene perspektiv ser videnskaben udviklet af indre drivkræfter, idet der opstår modsætninger i et tankesystem, der finder løsninger. Det kaldes det internalistiske perspektiv. Det andet perspektiv hævder, at ”virkeligheden” opstiller problemer og skaber forudsætningerne for videnskabens udvikling. Det kaldes det eksternalistiske perspektiv. De to perspektiver kan også bruges til at beskrive universiteternes fysiske organisering og deres relation til byen. Den ene mere lukket og den anden mere integreret i byen. Striden mellem de to perspektiver har til tider været hed. Det er samtidig en udbredt opfattelse, at de to perspektiver komplimenterer hinanden.
I universitetets fysiske organisering ses det internalistiske perspektiv ved et sluttet uforstyrret miljø af specialiserede sandhedssøgende og intellektuelle diskussioner på højt niveau. Det eksternalistiske perspektiv handler om universitetet som stærkt involveret i samfundsudviklingen, både i de problemer man tager op, og i hvordan viden anvendes. Derfor er universitetet i dette perspektiv også afhængig af at være et åbent mødested for forskellige strømninger af tanker – velintegreret i byen.
I efterordet til bogen ”The University and the City” 1988 skriver redaktøren Thomas Bender om forskelle og ligheder mellem universiteter og byen. Byen, mener han, er en ”åben heterogenitet”. Heterogeniteten hentyder til mangfoldigheden og de indre modsigelser ved hver kompleks institution. Universitetet er en ”halvlukket heterogenitet” (semicloistered heterogeneity). Halvlukketheden er en balancegang mellem universitetets indre verden (den klosterlignende lukkethed) og deltagelsen i den ydre sammenhæng. Grænsefladen mellem universitetet og dets omgivelser bliver et vigtigt rumligt aspekt.
Gennem 800 års historie af universitetsbygninger løber der to traditioner. Til den internalistiske tradition hører kollegiet, det amerikanske campus og det, man kan kalde, eksternuniversitetet. Til den eksternalistiske tradition hører universitas, institutionsuniversitetet og citycampus. Disse traditioner er i højeste grad levende, både i kraft af bygninger, der stadig er i brug, og i kraft af synspunkter, som videreføres i nye byggerier. Jeg vil skiftevis beskrive den internalistiske og den eksternalistiske tradition gennem en række eksempler.
Kollegiet blev ved hjælp af donerede midler grundlagt i middelalderen som en stiftelse. Det havde sine statutter, som styrede lærernes og de studerendes liv. Collegio di Spagna i Bologna fra 1367 anses ofte som det første specialiserede universitetsbyggeri i Europa. Dets forbillede er tydeligt klosteret. Inden for en lukket mur ligger en kvadratisk to etagers bygning omkring en indre gård. Her sover, spiser og studerer lærere og studerende i en verden for sig. Ved gårdens ene side ligger en kirke, præcis som kirken ved Klostergården.
Kollegietraditionen lever videre i de engelske ”colleges”. I Oxford er collegeområder spredt ud over byen med boliger og undervisningslokaler omkring store ”quadrangles”, som oftest med en kirke ved den ene side. Cambridge er mere opdelt i en række med college på den ene side og byen på den anden side – den modsætning, som på engelsk kaldes ”town and gown”.
Universitas betyder ”lav” her specielt lavet af universitetslærere. De tidligste universiteter var ikke fysisk forankrede institutioner, de kunne faktisk flytte sig fra by til by med deres lille bogsamling. De havde ingen specialbyggede lokaler, men lejede sig ind i byens almindelige huse. Dog gerne i én del af byen, ligesom andre lav hørte til i sine gader. Universitetets gade kunne hedde ”Skolegaden”, ”Boggaden” eller noget lignende. I det centrale København hed den ”Studiestræde”.
Til større samlinger og højtideligheder brugte man byens kirke. Et vigtigt aspekt af universitas var, at de studerende, ligesom lærerne, dannede deres eget lav, og at de havde en tydelig selvstændighed til dels adskilt fra kollegiet.
Campusuniversitetet er oprindeligt en amerikansk tradition. Det tidligste belæg for begrebet findes i et brev fra 1774 om Princetons universitetsområde. De amerikanske universiteters tradition stammer fra de første engelske kolonialister med baggrund i Oxford og Cambridges colleges. I Amerika fandtes der ikke middelalderbyer. Desuden blev universiteterne ofte opført ude ved ”the frontier”, da deres primære opgave var at uddanne præster. Det blev nemlig anset som vigtigt at udføre missionsvirksomhed blandt indianerne. Her var der ingen forudsætninger for omkransede gårde. Kvadraten blev til ”yard” eller ”ground”. Efter selvstændigheden spredte begrebet campus sig og kom til at betegne ikke blot græsplænen foran hovedbygningen, men hele universitetsområdet. Fra kollegietraditionen havde man stadig ideen om, at universitet skulle tage ansvar for hele den studerendes liv, endda også bolig og fritid fx idræt. Universitetet stod ”in loco parentis”, dvs. i forældrenes sted.
Institutionsuniversitetet på det europæiske kontinent tilhørte snarere universitas traditionen. Efterhånden som universitetet voksede og fik flere specialbygninger – først anatomiske teatre og astronomiobservatorier og fra 1800-tallet stadig flere specialiserede naturvidenskabelige institutioner – kunne man ikke længere holde universitetsområdet samlet. Man måtte anvende de grunde, man kunne finde i byen og fik derigennem en mere eller mindre spredt lokalisering, velintegreret i byen. I løbet af 1800-tallet blev der mange steder opført nye hovedbygninger for de akademiske ceremonier. De blev samtidig en måde, hvor på man kunne hævde de traditionelle humanistiske fags plads på universitetet. Og seminarrummet blev humanioras svar på naturvidenskabens laboratorium.
Eksternuniversitetet blev løsningen på 1960’ernes uddannelseseksplosion. Disse universitetsområder kaldes ofte campus, men til forskel fra den amerikanske tradition indeholder de ofte ikke studenterboliger og heller ikke faciliteter som idrætsanlæg. En lighed er adskillelsen fra byen. Universitetets ekspotentielle tilvækst med en fordobling af antallet af studerende på ti år gjorde udbygningsmulighederne og pladsen til ekspansion til et hovedkrav. På den baggrund blev universiteter næsten uden undtagelse placeret i udkanten af byen eller udenfor byen med stor friplads udenom. Universitetet fik en tydelig sammenhængende identitet. Integrationen i byen blev forringet. ”Uddannelsesfabrikker” blev de kaldt på grund af den ensidige fokus på undervisning og hurtig gennemstrømning.
Cityuniversitetet blev 1990’ernes svar på kritikken mod eksternuniversitetet. Integrationen med byen betones igen: byen som en tilgang til universitetet og universitetet som en tilgang til byen. I Frankrig drev man et stort program ”Université 2000”, som gik ud på at flytte fakulteterne ind i byen, eller at gøre eksternuniversiteterne til mere by-agtige miljøer. I Sverige lå samtlige de nyetablerede universiteter fra 1970’ernes udbygningsboom med undtagelse at et i udkanten eller uden for byen. I en ny udbygningsbølge i 1990’erne blev samtlige nyetableringer placeret i de bygninger, der var ved hånden. Ofte overtog man gamle industrilokaler og militærkaserner. I dag findes eksternuniversiteter og cityuniversiteter side om side, som bygninger som tankemodeller, som dagens version af middelalderens to modeller: det lukkede kollegium og det velintegrerede universitas.
Göteborgs store universitet var i 1975 spredt over mere end 70 forskellige adresser i byen. Man havde aldrig fået en samlet udflytning, som det skete i Stockholm. Ulemperne var åbenbare: Manglende stordriftsfordele i alt fra rengøring og pedel til café og bibliotek; træghed i at få informationer ud; færre spontane møder mellem undervisere med forskellige fagligheder. Men der var også fordele; for lokale politikere fremstod universitetet ikke som en verden for sig. Den ”familiære” stemning på de små institutioner fremmede kontakten mellem undervisere og studerende og gjorde, at administrationen påtog sig mere ansvar.
Gennem 1980’erne og 1990’erne blev Göteborgs universitet samlet i fakulteter, i ”clusters”, der fik en størrelse som hele kvarterer, men som stadig lå spredt i den indre by. Samtidig ændredes synet på dette, og fordelene ved cityuniversitetet blev betragtet som indlysende. I løbet af nogle år i 1990’erne blev der lavet en udredning i et samarbejde mellem universitet, kommune og erhvervsliv, der tog udgangspunkt i universitetet.
Formålet var at ”skabe en bedre og mere livskraftig by”. På sædvanlig planlægningsmaner præsenterede rapporten et forenklet billede af universitetet i byen. Den spredte lokalisering blev sammenfattet i en ”universitetsring”. Til dette billede blev der tilføjet tre ”strøg”. Et ”kultur- og forlystelsesstrøg” langs byens hovedgade Kungsportsavenyn, et ”begivenhedsstrøg” med idrætsanlæg, arena, messe og forlystelsespark og et mindre etableret ”videnstrøg” over floden til en ny del af det tekniske universitet. Problemet med dette ”videnstrøg” er dog, at det kræver en båd. Det er en planlægning på alt for højt et abstraktionsniveau til at fange det, som jeg mener, er væsentligt for at skabe et levende videnstrøg i grænsefladen mellem bygningerne og byen. Der findes et andet billede, som bedre fanger denne grænseflade.
Kulturgeografen Torsten Hägerstrand har beskrevet sin dag som studerende i institutionsuniversitetsbyen Lund i 1930’erne. Hägerstrand udviklede ”tidsgeografi” som videnskab, og han bruger her ”trajektorier” gennem tid og rum. Han beskriver sin vej gennem byen fra hjemmet til spisestedet til forskellige undervisningsbygninger og studenterhuset: Den Akademiske Forening. Det tydeliggør, at måden at bruge byen på er en vedvarende bevægelse ud og ind af bygningerne. Pointen er også, at hans vej overlappes af mange andres veje og skaber mulighed for uventede møder. Byen er en ”kreativ plads”, og den består af virkelige videnstrøg. Anderledes forholder det sig i Hägerstrands beskrivelse af en trajektorie, der tilhører en medicinprofessor i 1970’erne.
Han tager bilen fra sit hjem udenfor byen og befinder sig hele dagen i det samme specialiserede miljø på sygehuset. Der opstår ingen uventede møder. Lignende tanker præger arkitekten Christopher Alexanders bog ”The Oregon Experiment” fra 1975, der handler om udviklingen af et universitet i Oregon. Et af de mønstre, han beskriver, er ”open university”, som opløser grænsen mellem byen og universitetet og lader dem vokse ind i hinanden. Andre er ”university streets” hvor universitetet udbygges i små enheder lands gaden, ”local administration” i små spredte enheder, ”department hearth” som samlingspunkter i hver institution, direkte koblet til gangstrøg og med alle vigtige lokaler for institutionen i nærheden og sidst men ikke mindst ”real learning in cafés”, som er privatdrevne caféer, restauranter, boghandlere, biografer i nærhed af hinanden, som fungerer som mødesteder mellem studerende, undervisere og byens borgere.
Grænsefladen mellem universitetet og dets omgivelser er et vigtigt rumligt aspekt, der sætter rammerne for det kreative arbejde. Den fysiske planlægning skal balancere mellem universitets indre verden og deltagelsen i samfundet. Artiklen viser, at det internalistiske og det eksternalistiske perspektiv ikke er uforenelige, men derimod komplimenterer hinanden. Skabelse af viden er kreativt arbejde. Og beskrivelse af Lund og Oregon bygger på forestillingen om, at kreativt arbejde sker bedst i en kontinuerlig pendling mellem privat og offentlig. Mellem indadvendt tankearbejde og udadvendt afprøvning af ideerne.
Oversættelse fra svensk: Cathrine Schmidt
Det amerikanske campus bliver beundret, og mange europæiske universiteter forsøger at efterligne det. Det er dog værd at bemærke nogle fundamentale kulturelle og historiske forskelle mellem de to typologier, der har indflydelse på, hvordan de samme ideer fungerer under forskellige forhold på de to kontinenter. Denne artikel opsummerer nogle punkter fra et tysk forskningsprojekt, der sammenligner et stort antal europæiske campusområder med et stort antal amerikanske med henblik på at definere, hvad et europæisk campus er, og hvordan det planlægges.
Princeton og Harvard. For langt de fleste, der beskæftiger sig med det europæiske universitets udvikling, lader så fremragende institutioner til at repræsentere selve idealet inden for højere uddannelse. Kun der er det muligt at uddanne fremtidens elite. Ville det ikke være mest ønskværdigt også at have sådanne fantastiske steder, et sådant tæt akademisk fællesskab, et livlig døgnåben campus i Europa?
De misundelige blikke til den anden side af Atlanten er dog baseret på en misforståelse af selve ideen omkring ‘campus’. Harvard-modellen fungerer ikke i Europa, og det europæiske campus eksisterer allerede, den skal bare opdages!
Uddannelsesinstitutioner er flettet ind i og afhængige af det samfund, de fungerer i og er skabt for.
Alle universiteter består af tre uafhængige dele:
En vellykket udvikling af universitetet kræver alle tre dele; institution, akademisk fællesskab, rum.
Hvert universitet består af et eller flere ‘rum’, der er hjemsted for undervisning, forskning, institutionelle, administrative og infrastrukturelle faciliteter. Men universitets rum¹ er meget større end disse områder. Det omfatter også ikke-institutionelle faciliteter og rum. Hvad der hører til ‘campus’ afhænger af, hvordan campus opfattes af fællesskabet og de omgivende observatører – byen.
Det er her, forskellen begynder: Harvard er en by i en storby. Flere af universitets områder og rum overlapper hinanden, hvilket giver denne campustype sin helt særlige karakter. Alt ser ud til at fungere perfekt og virker som en forførende invitation til at blive brugt som grundplan for universitetsudvikling.
I Europa overlapper universitetsrum og -steder ikke hinanden. Derfor er det europæiske campus et andet slags campus, som kræver en noget differentieret undersøgelse af den omgivende by, samfundskultur og identitet samt af den fælles bevidsthed. Kombineret med forskning i det relevante universitets historie, dets institutionelle organisation og det akademiske fællesskab.
Grundlæggelsen af det amerikanske universitet var væsentligt for koloniseringen af et utæmmet land. De første universiteter var civilisationens ydergrænse. Med grundlæggelsen af universiteter forsøgte de religiøse Pilgrimsfædre at skabe en model for en bedre verden som en modsætning til Europa med dets moralsk fordærvede byer. Institutioner såsom Harvard, Princeton og Berkeley blev grundlagt før de omgivende byer. Uddannelse betød altid civilisation og udvikling af et bedre menneske og samfund.
Selv i dag ser man en stærk frygt for byen – for det ukontrollerbare – eksemplificeret i forstæder og lukkede områder. Amerikansk urbanisering betyder forstæder i forbindelse med fortætningsknudepunkter. Det mest bemærkelsesværdige slags knudepunkt er campus. Det adskiller sig fra omgivelserne, er beskyttet, godt vedligeholdt og uden behov for at blande sig med de farlige omgivelser. På campus finder man fremragende arkitektur samt by- og landskabsdesign. Det er her, den amerikanske storbys fremtid og ideal realiseres. Museer, teatre, biblioteker og samlinger blev grundlagt og forbliver på campus; og det er selvfølgelig også her, at forskning hører hjemme. Og med tiden er universiteterne tilmed blevet hjemsted for store sportsklubber. Frygt og klosteragtig idealisme er smeltet sammen til den amerikanske campus, hjertet i amerikansk urbanisering.
‘Universitetstanken’ er et europæisk koncept. Udviklingen af institutioner med en universel tilgang til viden var det fremskridtsorienterede byfællesskabs udtryk for et behov for intens udveksling – og derfor indbegrebet af forskning og undervisning i forening.
Europæiske universiteter har historisk set haft imponerende betydning. Det er et fælles træk i deres udvikling, at de blev grundlagt inden for eksisterende bysamfund og som en del af den omgivende by. De repræsenterede den herskende klasse og bidrog til monarkens omdømme.
Universitet og by voksede med gensidig indflydelse. Selv i dag er de tæt forbundet via studenterkvarterer og delte institutioner. Byen tilbyder museer, teatre og offentlige biblioteker, sportsklubber og infrastruktur, og det akademiske fællesskab bruger dem og bliver aktive i dem. I Europa er by og universitet forenet. Hvor man i USA fx studerer på Harvard (i byen Cambridge), så studerer man i Europa fx på Frankfurt Universitet.
Det europæiske universitets institutionelle struktur afspejler dets hovedformål: Det er statsejet og dermed optimeret til effektiv masseuddannelse. Med en professor i centrum tilbydes specialiseret undervisning og forskning under et professorat. Afdelinger er svage organer, selvstyrende under professoratet, hvor dekanen, ‘fremmest blandt ligestillede’ regelmæssigt skiftes ud (ca. hvert andet år). Det centrale bureaukrati er stærkt og administrerer hele økonomien. I dette system er de studerende nødt til at være uafhængige og ‘voksne’. De kigger sig omkring for at finde den uddannelse, der bedst passer til deres personlige studiemål. De betragter universitetet som en arbejdsplads. Når de starter på universitetet, er det begyndelsen på deres erhvervsliv.
Det europæiske universitets typiske bebyggelsesstruktur består af store midtbyanlæg kombineret med efterkrigstidssatellitområder, der er designet til at have plads til den videnskabelige revolutions studentermasser.
Universiteterne må konkurrere på faglig dygtighed inden for deres områder, og de er altid i fare for at blive beskyldt for at spilde skatteydernes penge, hvis deres udgifter bliver synlige udefra.
Amerikanske universiteter derimod udgør akademiske landsbyer. “Men grundlæggerne var stålsatte i deres kollektive tro på, at højere uddannelse kun er fuldt ud effektiv, når de studerende spiser, sover, studerer, går til gudstjeneste og slapper af sammen i et tæt fællesskab” (Turner, 1984, p. 23). Thomas Jeffersons design til Virginia Universitet i Charlottesville viser ‘professorernes huse’ omkring det centrale campus. Her bor og arbejder professorer og studerende sammen som en akademisk familie og landsby. Disse ‘landsbyboere’ bliver ledet af en stærk dekan og styret af en central administration.
Denne landsbys bebyggelsesstruktur er vigtig for overførslen af image og ideer. Traditionen med bygninger af berømte designere har skabt vartegn over for omverdenen og punkter, som medlemmer af det akademiske fællesskab kan identificere sig med. Bygningerne udtrykker institutionens ånd og resultater.
Boliger er et af den amerikanske campus’ vigtigste elementer. Størstedelen af de ærværdige bygninger omkring Harvard Yard er kollegier for bachelorstuderende – et faktum der kommer som en stor overraskelse for europæiske besøgende. De bachelorstuderende – der ofte kun er 17 år gamle og langt væk hjemmefra – finder en surrogatfamilie i det amerikanske college-system. Det at bo sammen og være selskabelig og samtidig tage ansvar og lære noget er dermed grundlaget for de bachelorstuderendes studieplan.
Studenterkollegierne på campus er karakteristiske for det livlige døgnåbne amerikanske campus – en egenskab som det europæiske campus aldrig vil være i stand til at opnå på universitetsområder.
Harvard er utvivlsomt fremragende og attraktivt. Men selv om det er noget sværere at få øje på det europæiske ‘campus’, så findes det i bedste velgående, og det er værd at videreudvikle! Det er et rum, der er viklet ind i den omgivende by, dens bydele og deres kultur og infrastruktur. I universitetsbyer som Tübingen og Firenze er hele byen delvist præget af universitetslivsstilen, og i München og Barcelona danner universitetet boligkvarterer, natteliv og kulturelle aktiviteter og skaber et aktivt liv i gaden.
Desværre opdagede offentligheden ikke denne ‘hemmelighed’, førend den var i fare. Frankfurts Universitet ønskede at skabe et europæisk Harvard ved at flytte fra dets historiske beliggenhed til tre fjerne campusområder. Når man besøger disse nybyggede steder om lørdagen, er det helt tydeligt: lukkede låger, tomt, bevogtet. Dette er ikke et campus, men en tom skal, uden egentlig historie og baggrund. Nu da de studerende er flyttet væk fra den gamle beliggenhed, er der dannet aktivistgrupper, der vil ‘redde’ bydelenes universitetskarakter.
Harvard er et sted, der ikke fungerer i Europa. Det truer snarere den europæiske universitetscampus’ egenart, kulturelle kvaliteter og særlige charme.
Vi anbefaler følgende tre handlingspunkter i forbindelse med videreudvikling af den europæiske campus:
Først og fremmest er det vigtigt at være enige om en hovedregel: Universitetets rum er dets campus. Dette rum går langt ud over summen af universitetets områder og fungerer kun som et hele. De steder, hvor universitet og by er forbundet på kryds og tværs, som det er tilfældet med de fleste europæiske universiteter, er det en udfordring at beskrive campus. Det europæiske universitet er ikke en ø i byen – dets rum overlapper store bydele. Derfor bliver campusudvikling et spørgsmål om samarbejde mellem universitetet og byudviklere og -planlæggere. Dette samarbejde mellem universitet og byplanlæggere er tvingende nødvendigt og til gensidig fordel for udviklingen af både det europæiske universitet og den europæiske by!
¹ Denne definition af ‘campus’ som ‘rum’ er baseret på den forståelse af rum, som Prof. Martina Löw beskriver. Hun forstår ‘rum’ som forholdet mellem sociale goder og mennesker et bestemt sted. Denne opfattelse af rum forbinder rummets strukturerende, statiske og ordnende funktion med dets skabelse og permanente forandring. (Löw 2001)
En typisk forskel mellem den amerikanske og det europæiske campus er, at det amerikanske er vokset gradvist i store og mellemstore by-lignende bygningsstrukturer, mens vi i Europa oftest har bygget store undervisningsanlæg på én gang. Her ses Universitat Autònoma de Barcelona og Princeton Universitet i samme skala.Universitetsplanlægningen startede i midten af 1800 tallet med udviklingen af den moderne naturvidenskab. Indtil det seneste årti var planlægningen præget af visionen om ét sammenhængende universitet og placering i byens udkant. Herefter tegner der sig en ny udvikling, hvor by og universitet udvikles samordnet
Udbygningen af den danske universitetssektor via planlægning følger byernes ekspansion og ser dagens lys omkring midten af 1800-tallet. Indtil da var universitetsudbygningen en mere ad hoc-præget aktivitet, der tog afsæt i aktuelle behov og de få ledige byggegrunde i middelalderbyen. Universitetssektorens ekspansion følger i vidt omfang udviklingen af den moderne naturvidenskab. De gamle bygninger kunne ikke huse de nye funktioner.
Universitetsplanlægning i Danmark starter med Københavns Universitet. I modsætning til andre europæiske storbyuniversiteter valgte man at flytte dele af Københavns Universitet ud til de frigivne arealer ved Rosenborg Bastion. Her anlægges Botanisk have, Observatoriet samt en række andre universitetsbygninger nær Kommunehospitalet.
Herefter følger udflytningen af Veterinærskolen fra Christianshavn i 1856 til det åbne land på Frederiksberg. Her bliver den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu LIFE, eta-bleret i Bindesbøll’s ”herregårdsanlæg”. På samme tid etableres Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU) på frie voldarealer ved Sølvtorvet.
Udflytningen af universiteter til provinsen kommer markant til udtryk ved etableringen af Aarhus Universitet i begyndelsen af 1920’erne. Staten ønskede at forbedre muligheden for uddannelse i provinsen med et nyt universitet i Jylland. Det nye universitet skulle i modsætning til universiteterne i København tilbyde en verden med boliger, undervisning og samliv på ét samlet sted. Der var tale om en klassisk campusplan efter angelsaksisk model:
”Et meget vigtigt Middel til at særpræge det nye Universitet er (…) at det nye Universitet i saa høj Grad som muligt bliver et Kollegieuniversitet i den Forstand, at Universitetet ikke blot giver Studenterne Undervisning, men ogsaa til sin Raadighed har Studentergaarde, hvor Studenterne kan bo.”
”Universitetsbebyggelsen bør i det hele være bedre end ved Københavns Universitet, samlet, men dog landskabeligt fri og smuk. Der bør sørges for Studenternes legemlige og personlige Vel, ikke blot ved Studentergaardene, men ogsaa ved Indretning af Studenterbespisning, Sportspladser o.s.v.”¹
Universiteternes udvikling i udkanten af byen fortsætter op gennem 40’erne. Polyteknisk Læreanstalt, som med byens vækst nu er placeret i centrum, søger at ekspandere her. Men et nyt kompleks i centrum bliver straks for lille. Undervisningsministeriet planlægger derfor, at universitetet skal ud af København. Det sker i 1960’erne, hvor de flytter til åbne arealer i Lyngby med gode parkeringsmuligheder, da man forventer, at studerende primært ville køre i bil til universitetet!
I 1960’erne var der stærk vækst både i antallet af studerende og i efterspørgslen på akademisk arbejdskraft. Staten besluttede at opføre et tredje universitet i Danmark. Odense Universitet, nu Syddansk Universitet, blev udpeget som supplement til København og Aarhus.
Pludselig går det stærkt. Allerede inden Odense Universitet var kommet i gang, besluttede Folketinget, at det ikke ville være tilstrækkeligt til at opsuge den forventede voldsomme vækst i studentertilgang. Som et led i landsplanlægningen, der skulle forstærke erhvervsudviklingen regionalt, blev det derfor vedtaget at oprette to, muligvis tre, nye universiteter fordelt i landet.
De nye universiteter blev placeret uden for bycentrum, fordi det var det eneste sted, man kunne få et stort sammenhængende areal. Aalborg blev udpeget som hjemsted for det ene universitet. Roskilde blev udpeget som det andet, fordi det ville aflaste Københavns Universitet mest.
Universiteterne blev samtidig planlagt uden kollegier, fordi opfattelsen af, at studerende skulle tilbringe både studietid og fritid samme sted, var under opbrud. Man anså det for vigtigt, at studerende deltog aktivt i samfundet og ønskede derfor at integrere dem i den almindelige boligmasse frem for i kollegier på campus. Loven om kollegiebyggeri blev ophævet, og man prioriterede i stedet ungdomsboliger for alle unge under uddannelse.
Af de tre nye universitetsområder, der blev planlagt fra 1970’erne, blev Odense Universitet opført først. 4 km fra bycentrum uden boliger eller andre funktioner nær universitetet. Herefter ser man et stadig stigende ønske om byintegration. Roskilde Universitet blev planlagt omgivet af boliger og erhverv, men med en stærk opsplitning mellem de enkelte funktioner. Senere blev Aalborg planlagt som byintegreret universitet i et nyt forstadsområde. Universitetet blev opført i enklaver med størst muligt grænseflade til andre funktioner. Man må dog i dag erkende, at de oprindelige intentioner om at skabe by i disse tre tilfælde kun i begrænset omfang er lykkedes.
På samme tid blev pladsen for Københavns Universitets fakulteter i indre by så trang, at man foretog en midlertidig udflytning af Det Humanistiske Fakultet til Amager – det nuværende KUA. Mange tror fejlagtigt, at bygningerne er udført til midlertidigt brug. De er dog bygget som normalt byggeri, blot med en generalitet, så de siden kunne bruges til andre formål, hvis universitetet senere skulle samles uden for København, som der var planer om.
Studentertallene steg stadigvæk. Derfor iværksatte Folketinget i midten af 1990’erne en ny handlingsplan for universiteterne kaldet ”Universiteter i Vækst”. Den blev startskuddet til store udvidelser på universitetsområdet og indebar, at der blev afsat 500 mio. kr. årligt til nybyggeri over en 10-årig periode.
I den forbindelse blev KUA udvidet og moderniseret, og placeringen blev gjort permanent. For planerne om den kommende Ørestad gjorde, at universitets bygningskompleks med ét blev del af et helt nyt bykvarter med metro til døren. Det nye bykvarter fik en betydelig boligmasse med DR-byen og IT-universitetet som naboer og mulighed for synergi. Beslutningen om at fastholde Københavns Universitet på Amager gjorde, at man definitivt opgav at flytte universitetet ud af byen. Man opgav samtidig at samle universitetet ét sted. Det gjorde man til gengæld andre steder, hvor muligheden opstod.
Handelshøjskolen i København havde været meget spredt, men blev samlet i et byforløb på Frederiksberg mellem 2 nye metrostationer. På samme vis blev de kunstneriske uddannelser i København samlet på Holmen et tidligere militært område centralt beliggende i byen. Området blev samtidig udbygget med boliger og den kongelige opera.
Det lykkedes også, at holde Aarhus Universitet samlet, bl.a. fordi staten overtog store bygningskomplekser i nærheden ligesom Byggeselskabet under Aarhus Universitetsfond erhvervede arealer og bygninger til innovation og IT i Katrinebjerg ved siden af Universtietsparken. Planerne om at flytte Aalborg Universitet ud fra byen blev dermed endelige opgivet.
Indtil år 2000 blev alle universiteternes bygninger stillet til rådighed af staten på baggrund af analyser af lokalebehovet. I 2000 blev de fleste universiteter omfattet af SEA-ordningen (Statens Ejendomsadministration), hvor Universitets- og Bygningsstyrelsen fungerer som ejendomsejer og udlejer til universiteterne. De får statslige bevillinger til at betale husleje, men har frit forbrugsvalg. SEA-ordningen giver incitament til at udnytte og effektivisere arealforbruget og muligheder for at bygge, når der er behov. Besparelser ved arealrationaliseringer kan bruges til forskning og uddannelse
I de seneste år er der samtidig sket en stor organisatorisk koncentration af universiteterne for at imødekomme internationalisering og stigende international konkurrence. Regeringen igangsatte i 2005 en udviklingsproces inden for universiteterne og de statslige sektorforskningsinstitutioner. Det har ført til en række fusioner, der reducerede antallet af landets universiteter fra 12 til 8, mens antallet af sektorforskningsinstitutioner er reduceret fra 13 til 3. Den organisatoriske koncentration vil i de kommende år blive fulgt op af en fysisk koncentration, hvor universiteternes anlæg vil blive samlet på færre lokaliteter.
En væsentlig udfordring for universitetsplanlægningen i de kommende år bliver at sikre ekspansionsmuligheder til universiteternes særligt i bynære omgivelser.
Den globale udfordring for forskning og uddannelser har gjort, at staten afsætter flere midler til offentlig finansieret forskning. Det vil resultere i yderligere nybyggerier i de kommende år, ikke mindst laboratoriebygninger. De laboratorier, der blev bygget for 30-40 år siden, står over for en modernisering. Laboratorier udgør ca. 800.000m², eller ca. 40 % af det samlede areal på universiteterne. Heraf er kun ca. 200.000m² nye eller nyrenoverede (under 10 år).
Væksten i forskningsmidlerne og fusionerne stiller flere af universiteterne overfor nye og store udfordringer, med at skabe plads til den vækst, der kommer i de kommende år. Især fordi universitetsområderne skal suppleres med andre universitetsrelaterede funktioner, så de ses som attraktive akademiske bykvarterer.
Fra 1990’erne og frem har man lagt et stort pres på for at flytte universiteterne ind til bymidten, da erfaringerne viser, at det er svært at skabe liv på kanten af byen. Men pladsen er trang i byen, og både Aarhus Universitet og Københavns Universitet har begrænsede ekspansionsmuligheder indenfor egne arealgrænser. Universiteter, stat og kommunerne laver derfor nu planer for den fremtidige udvikling. Planlægningen inddrager i højere grad end tidligere kommunerne, fordi deres velvilje er nødvendig, når universiteterne erhverver grunde og planlægger udenfor egne områder i bymiljøet.
Det er bl.a. omsat i en ny campusplan for Københavns Universitet, som koncentrerer 4 campusområder i bykvarterer: Søndre Campus, City Campus, Nørre Campus og Frederiksberg Campus. Opdelingen på campus er faglig dvs. den rummer uddannelser på alle niveauer samt forskning indenfor et overordnet fagområde. Samme model har Syddansk Universitet valgt med sine campi fordelt i byerne Odense, Sønderborg Kolding og Esbjerg.
På samme vis har Aarhus Universitet netop lavet en visionsplan for de næste 20 år, der placerer 300.000 nye m². i byområdet omkring den eksisterende universitetspark i Århus. Her vil man samle alle bacheloruddannelser, mens overbygningsuddannelserne, ph.d.-uddannelserne samt forskning placeres i Universitetsparken og på 15 forskningsenheder fordelt i bysamfund rundt i Danmark.
Aktuelt forsøger staten og universiteterne at skabe attraktive campusmiljøer i hele landet. De skal både rumme byens miljø og faciliteter og samtidig tilbyde de kvaliteter, som et akademisk campus besidder. Det betyder høj koncentration af akademiske faciliteter, innovationsfaciliteter, boliger til gæstelærere og udvekslingsstuderende i bynære miljøer, det vil kræve plads.
Den første udfordring bliver at danne en medicinsk og naturvidenskabelig bydel i den nordlige del af Nørrebro i København, der allerede er fuldt udbygget.
¹ C.F.Møller, Aarhus Universitets Bygninger 1978
Afsnittet rejser spørgsmålet, om hvordan vi skaber et campus i verdensklasse. Det bliver belyst ved at vise eksempler fra en række undersøgelser af danske og internationale campusområder, som Universitets- og Bygningsstyrelsen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har foretaget.
Afsnittet viser talrige eksempler på universiteter, der strategisk bruger de fysiske rammer til at blive endnu mere attraktive og velfungerende. De åbner sig fysisk op overfor omverdenen og får fysisk tilstedeværelse og identitet i bybilledet, ligesom de inddrager kommune og lokalmiljø i en bæredygtig planlægning. Eksemplerne viser desuden, hvordan funktionaliteter ud over de rent akademiske - som innovationsmiljøer og boliger til internationale studerende og forskere, styrker universitetet.
Tilsammen tegner afsnittet Videnskabsministeriets ønsker til, hvilke fysiske kvaliteter og funktionaliteter et campus i verdensklasse bør indeholde.
Hvilke kvaliteter og funktionaliteter har et sådant campus? Og hvordan er det fysisk indrettet og organiseret? Universitets- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet har foretaget en række undersøgelser af danske og internationale campusområder for at belyse disse spørgsmål. Resultatet er en række inspirerende eksempler på universiteter, der strategisk bruger de fysiske rammer til at blive endnu mere attraktive og velfungerende. Tilsammen tegner de seks øjebliksbilleder på, hvad en verdensklasse - campus bør indeholde, og hvordan det er planlagt og drevet
Det moderne universitet har en fysisk tilstedeværelse og identitet i bybilledet. Undersøgelserne viser, at mange europæiske universiteter, der typisk er planlagt som monofunktionelle zoner med fokus på akademiske aktiviteter, nu åbner deres områder op over for omverdenen.
Den typiske europæiske campus er bygget udenfor centrum, hvor der ikke er integreret funktioner til andre formål end universitetets undervisning og forskning. Det består ofte af større sammenhængende bygningskomplekser, der er bygget på én gang eller i få etaper. Bygningerne er funktionelt indrettet udelukkende til undervisning og forskning i dagtimerne. Der er derfor normalt ikke integreret boliger, butikker, sportsfaciliteter eller børneinstitutioner i strukturen.
Denne type universitet kan man se mange steder herhjemme, f.eks. Roskilde Universitet eller Syddansk Universitet. Også tidligere komplekser som Aarhus og Nørre Campus i København følger samme model, selv om de i dag ligger centralt i et byområde. Da Aarhus Universitet og Nørre Campus blev opført, lå de imidlertid også udenfor byernes daværende centrum. De blev også bygget som en større ensartet monofunktionel bygningsmasse.
Aktuelt er der mange danske og internationale eksempler på, at man nu forsøger at åbne disse enklaver af universitetsbygninger fysisk op, så de i stedet skaber et flerfunktionelt og akademisk bykvarter. Det fremgår f.eks. af de fem campus-cases, som er beskrevet her i bogen. Målet for alle cases er at give studerende lyst til at tilbringe mere tid på campus og samtidig åbne campus op, så det også fysisk inviterer det omgivende samfund ind til viden, oplevelser og læring.
Denne tendens skal ses i lyset af, at mange universiteter indtil for få år siden var pålagt at levere to ydelser, nemlig uddannelse og forskning til samfundet til gengæld for de midler, de får stillet til rådighed af staten. Som noget nyt skal mange universiteter, herunder de danske, nu også levere videnspredning. Forpligtigelsen til at formidle viden gør sig tydeligt gældende i planlægningen. Det er afgørende, at universiteterne åbner sig fysisk op for omverden bl.a. for at kunne formidle og også retfærdiggøre sin eksistens.
Ambitionen for flere universiteter er at blive et livligt bykvarter med døgnåbent og aktiviteter til langt ud på aftenen. Realiteterne viser imidlertid, at der i praksis ofte ikke er grundlag for dette på kort sigt.
Et universitet som ETH Zürich arbejder derfor strategisk på at udvide den periode, hvor der er liv på campus ved at fokusere på weekenden. Her er ingen undervisning, og alting er derfor normalt lukket, men weekenden er imidlertid det tidspunkt, hvor lokalbefolkningen har tid og lyst til at tage ud på campus. ETH arrangerer derfor nu akademiske aktiviteter, bl.a. rundvisninger i laboratorierne, skakklub for børn og ScienceTalk med kendte forskere. Alt sammen i weekenden. Det hele foregår med udgangspunkt i en dertil indrettet udstillingsbygning, som er centralt og synligt placeret på campus.
De mange besøgende har naturligt medført et behov for weekend-åbne caféer og dermed igangsat en positiv spiral: Caféerne og gæsterne gør det mere attraktivt for studerende at tage ud på universitetet i weekenden, og ETH oplever en stigning i antallet af studerende, der tager ud og arbejder på campus i weekenden.
Eksemplet fra ETH viser tydeligt, hvordan samspil mellem universitet og by kræver en aktiv strategi. Det fysiske miljø kan være tilgængeligt og invitere til åbenhed og inklusion, men det kræver aktiviteter at skabe samspil.
Undersøgelserne viser udelukkende eksempler på universiteter, der ønsker at blive opfattet som et sted, man kan gå ind og besøge. Selv amerikanske eliteuniversiteter stræber efter denne åbenhed. Det opfattes af mange som en måde både at sprede viden og at skabe større forståelse og synlighed, der indirekte retfærdiggør universitetets tilstedeværelse.
Nogle laver fysiske udstillingsbygninger i centrum for at nå et publikum, der ellers aldrig kommer hen til universitetet. Den anerkendte arkitektur- og kunstskole Pratts, som ligger i Brooklyn, NY, præsenterer f.eks. elevernes arbejder i deres egen udstillingsbygning, som er centralt placeret på Manhattan, hvor flere har mulighed for at kigge forbi.
Manchester Universitet har opsat informationsskærme langs større veje, der annoncerer for dagens offentlige forelæsninger og andre arrangementer på campus. Her står tid, sted og en opfordring til at deltage. Tiltag, der gør det let for udefra kommende spontant at besøge universitetet. New York University er et eksempel på det samme. Det er placeret som en integreret del af bylivet på Manhattan og har forelæsninger i det, der svarer til butikslokaler. Alle kan følge med og endda gå ind og deltage, og universitetets virke bliver dermed nærværende på en meget direkte måde.
Amerikanske campusområder, der som nævnt i de indledende artikler har tradition for i praksis at lukke sig af mod omgivelserne, arbejder nu flere steder med fysisk at åbne portene og skabe mulighed for indblik og indsigt. Det sker aktuelt på Columbia University, der i sit ”Manhattan Village Project” lejer butiksarealer i underetagen ud til erhverv, som har relation til universitetet. Her flytter en offentlig lægepraksis for hjerneundersøgelse ind i samme hus, som universitetets hjerneforskere underviser og forsker i osv.
I Danmark planlægger KU's Nørre Campus aktuelt en international konkurrence om en helhedsplan, der skal åbne arealerne op og skabe større samspil med byen omkring. Universitetets Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter ønsker i samarbejde med Rigshospitalet, Kommunen og Parken at udvikle bydelen under temaet “Sundhed og Viden”. Området fremstår i dag fragmenteret og til dels svært tilgængelig dels pga. stærkt trafikerede veje. KU ønsker at bruge den viden og aktivitet, som bliver genereret i og omkring campus, til at udvikle bydelen fysisk og mentalt.
Universiteternes aktiviteter kan også formidles via kunst. KU's Frederiksberg Campus og Holmens campus for de kunstneriske uddannelser i København har netop udarbejdet kunstplaner, der integrerer kunst på campus. Kunstplanerne beskriver en samlet ide for kunstens rolle på campusområdet og synliggør og formidler faglighed. Kunsten skaber samtidig en anledning for offentligheden til at besøge campus.
Universiteterne bliver mødt med krav om større åbenhed og relevans for omverdenen. Det stiller naturligt nye krav til bygningsfunktioner og til campus, og gør det nødvendigt at se universitetsplanlægning i en større skala end tidligere.
En konkret udfordring ved at gøre monofunktionelle campusområder flerfunktionelle er bl.a., at universiteterne i dag ofte ikke har hjemmel til at huse funktioner, der rækker udover det universitetsmæssige. En tradition, der også ses andre steder i Europa. Det er nødvendigt at arbejde for at gøre det muligt at integrere børnehaver, boliger eller butikker på campus. I dag skal den fysiske planlægning af campus under alle omstændigheder tænkes i samspil med den omkringliggende by og de funktioner samt brugere, den har. En større og mere kompleks skala end hidtil.
Det moderne universitet har en nedskrevet strategi og politik for det fysiske studiemiljø og campus. Og de handler efter det. Undersøgelsen viser, at studerende og ansatte oplever studiemiljøet mere attraktivt på de universiteter, der klart har formuleret en strategi og politik for det fysiske miljø på campus, frem for de universiteter som ikke har en strategi. Strategien er som regel udtryk for ledelsens opbakning og anerkendelse af, at fysisk planlægning er en del af en ledelsesmæssig værkstøjskasse.
Lancaster University ligger udenfor større byområder og skal derfor gøre en særlig indsats for at skaffe studerende. Ledelsen på universitetet besluttede at investere i et program for væsentlig opgradering af bygningsmassen for nogle år siden. Universitetet er steget betragteligt i britiske universitets rankings for det gode studiemiljø, og markedsfører sig i dag på et attraktivt socialt miljø, som er understøttet af gode fysiske rammer for både studie- og boligsituationen på campus.
Flere universiteter har anerkendt, at det kræver ekstra “manpower” at omsætte fysiske strategier til handling. Strategien kan i mange tilfælde ikke udføres blot som en ekstra opgave i den daglige bygningsdrift. Den kræver måske helt andre kompetencer, end driftsafdelingerne normalt besidder. På ETH Zürich har man f.eks. etableret en gruppe, der sikrer og styrer udførelsen af en større masterplan. Gruppen består bl.a. af en forsker med baggrund i fysik samt en kommunikationsuddannet.
Herhjemme har CBS en nedskrevet strategi for de fysiske forhold, og CBS bruger samtidig design som et strategisk redskab til at opgradere campus. CBS bruger efter eget udsagn en lille tand mere på design og planlægning, fordi de anerkender dets betydning.1 Indsatsen ses tydeligt, når man besøger campus på Frederiksberg, som fremstår indbydende og moderne, svarende til det signal CBS ønsker at sende.
Der kan være inspiration at hente f.eks. i den måde Ørestad Nord Gruppen2 understøtter strategisk udvikling af et område i København. Det er en interesseorganisation, hvis sekretariat arrangerer store og små aktiviteter i byområdet, der også rummer Københavns Universitet. Ørestad Nord Gruppen henvender sig både til lokale beboere samt private og offentlige virksomheder i den nye bydel. Gruppen rummer bl.a. arkitekt- og kommunikationsfaglige ressourcer og eksperimenterer f.eks. med, hvordan man kan udnytte midlertidige byrum eller skabe sports- og fritidsaktiviteter.
Udfordringen for flere universiteter i undersøgelsen synes at være, at fysisk planlægning – som i mange andre typer af organisationer – ikke normalt bliver opfattet og accepteret som et udviklingsredskab, om end der er et stigende fokus på det. Det betyder også, at der ikke altid afsættes midler til at føre strategierne ud i livet. Det kræver midler og mandskab at skabe og effektuere en helhedsplan.
Det ses både i den store skala som i eksemplet på ETH, men også i den lille skala. På nogle danske universiteter fungerer ledere eller ansatte med arkitektfaglig baggrund som vågne æstetiske øjne. De bevæger sig rundt på campus og tager ansvar for, at f.eks. indretning, belysning og skiltning fungerer efter hensigten. Samtidig sikrer deres tilstedeværelse, at idéerne bag større strategier bliver formidlet professionelt til brugerne.
Det moderne universitet er i tæt dialog med sine omgivelser. Det har brug for lokalsamfundets støtte og velvilje for at kunne gennemføre sine planer. Undersøgelserne viser, at planlægningsprocessen ændrer sig. Tidligere var det normalt at udarbejde masterplaner, som angav mulige byggefelter, højder og bygningsvolumen for de næste 20 måske 30 år. Det gjorde det muligt at indarbejde masterplanen i kommunens lokalplan én gang for alle.
I dag bliver masterplaner imidlertid flere steder afløst af helheds- eller visionsplaner med mindre specifikke rammer som f.eks. guidelines og en kortere levetid, f.eks. 10-15 år. Denne gradvise ændring i planlægningsmetode og den kortere tidshorisont gør tilsammen, at universiteterne hyppigere kan få brug for at ændre f.eks. kommunernes lokalplaner for at få nye byggerier gennemført. Det kræver, at universiteterne har en løbende og konstruktiv dialog med myndighederne. Det gælder naturligvis ikke kun på lokalt niveau, for universitetsplanlægning bør også i højere grad ses på et regionalt og landsplansniveau for at sikre sammenhæng og helhed. Trafikplanlægning er et godt eksempel på dette. Etableringen af en ny metroring tænkes sammen med campus planlægning, så den ikke blot servicerer boliger, men også store universitetsområder.
Campus casene i denne bog repræsenterer forskellige planlægningsprocesser og måder at inddrage interessenter på. MIT bruger f.eks. en model de kalder ”Real Time Planning”, som er en ad-hoc planlægningsproces, hvor man ser højst 5 år frem i tiden. Her fokuseres mere på nedslag og enkelte bygninger end på større helheder, som f.eks. generel forbedring af udendørs opholdsrum. Metodens svaghed er, at den ikke skaber helheder og sammenhængende oplevelser mellem de enkelte bygninger. Det kan ses på MIT, hvor mellemrummet mellem husene – set med danske øjne – er ringe udnyttet og kun få steder inviterer til ophold. MIT er kendt for gennem mange år at bruge verdensberømte arkitekter til at udforme identitetsfulde bygningsværker, men bygningerne fremstår som enkelte fyrtårne og ikke som et samlet hele. Real time planning metodens fokus på enkelte bygninger passer imidlertid godt til den amerikanske finansieringsform, der baserer sig på sponsorater. Hvis en sponsor spontant tilbyder at finansiere en specifik bygning, f.eks. en svømmehal eller et nyt laboratorium, gør metoden det let hurtigt at integrere nye bygningsprojekter.
Et andet eksempel er ETH i Zürich, der valgte at involvere interessenter bare 3 måneder efter, de fik den første ide til at lave en gennemgribende transformation af deres campus. De udarbejdede en skitse for at visualisere ideen om et fortættet campusområde og brugte den til at gå i dialog med mennesker og organisationer, som kunne have en politisk eller økonomisk interesse i projektet. Dialogen skabte grundlag for en masterplankonkurrence, der gav guidelines for, hvordan byggefelter skulle bebygges fremover. Fordelen ved denne proces var, at universitetet uden store investeringer og på kort tid kunne gå i dialog og sikre økonomisk og politisk opbakning til at realisere deres vision.
En tredje model er KU’s Frederiksberg Campus. De har gennem en 1-årig visionsproces skabt grundlag for at realisere en trinvis udbygning af campus. Processen har afdækket tre sider af campus i tre forskellige skalatrin. En slags matrix proces, hvor fokus var at skabe overblik over- og hierarki mellem de informationer og visioner, forskellige interessenter havde om stedet. Det handlede om at skabe accepterede retningslinier for den videre udvikling. Fordelen ved processen er, at den giver mulighed for at inddrage megen viden og involvere mange interesserenter på flere niveauer, på én gang.
Hidtil har mange campusområder i Danmark fået udarbejdet helhedsplaner, der meget nøjagtig angav byggefelter og højder for bygninger, der måske først skulle bygges om 10 år. Som det ses, ændrer indholdet af en ”strategisk helhedsplan” sig i disse år. Eksemplerne viser, hvordan universiteterne i højere grad ønsker rammer og spilleregler, som fremtidige bygninger kan forme sig efter. Uanset valget af procesmodel, kræver de alle nær dialog med kommune og lokale interessenter.
Universiteterne ser også sig selv på en ny måde i forhold til omgivelserne. Det er ikke længere nok at formulere, hvad de kan gøre for de studerende, forskere og erhvervslivet. Universiteterne formulerer nu i højere grad, hvad de kan bidrage med til byen eller området. Universiteter bør være en vigtig komponent i en vidensby.
Det er en ny selvforståelse, og det kræver samarbejde med de lokale myndigheder og aktører. KU arbejder f.eks. aktuelt for at udvikle Nørre Campus mellem Nørrebro og Østerbro i København. Hensigten er fysisk at åbne campus op, så det interagerer med bydelene omkring. For KU betyder det, at de sammen med Københavns Kommune, bygningsejere og en række større institutioner og virksomheder i området aktuel formulerer grundlaget for en fælles visionsplan for bydelen.
Det er en udfordring at sikre velvilje og opmærksomhed fra de lokale politikere og embedsmænd. Mange kommuner er optaget af, hvordan boligområder udvikler sig og er ikke nødvendigvis interesseret i de behov, som videntunge erhverv og uddannelser har. SDU’s viden- og kulturcenter, Alsion, i Sønderjylland indeholder både universitet, forskerpark, en fondsfinansieret koncertsal til det lokale symfoniorkester samt et DSB-billetsalg i én stor bygning. Det er et godt eksempel på en planlægning, der ikke kunne finde sted uden et tæt samarbejde med myndigheder og andre parter. Universitetet udvikler sig bedst fysisk, hvis kommunen og lokalmiljøet ser en strategisk fordel i universitetets tilstedeværelse
Det moderne universitet har brug for muligheder for hurtigt at kunne agere på ændrede vilkår. Der skal kort sagt være plads til meroptag af studerende, nye forskningsenheder, opstartsprojekter m.m. Undersøgelserne fra udlandet viser, at faciliteter som science-centre, studentercentre, parker eller inkubatormiljøer for unge forskere bidrager positivt til et helhedstænkt campusområde. De skaber f.eks. mulighed for at koble studiejobs og praktik tættere med undervisning og letter dermed overgangen fra studie til arbejdsliv. Det er nødvendigt i fremtiden at kunne skabe plads til disse miljøer på campus.
På MIT har private forskningsvirksomheder etableret sig i universitetets randområder på arealer, som er ejet af MIT. Universitetet investerer bevidst i arealer omkring campusområdet. Dels for at investere med fortjeneste for øje, dels for at fremtidssikre området til senere udvidelser. Derudover giver det universitetet mulighed for at bygge bygninger til spin-offs, inkubator-miljøer og private firmaer, som de ønsker at samarbejde med.
Lancaster Universitet er et offentligt universitet, finansieret dels af den engelske stat og dels af universitetets egne indtægter. Universitetet ejer bygninger og grundareal og lejer nogle af deres bygninger ud til private erhvervsdrivende. Lancaster har 6000 fastboende studerende på campus og har brug for mange dagligvarebutikker på grund af en isoleret beliggenhed. Universitetets “property manager” er bl.a. beskæftiget med at styre detailhandlen på campus, så detail- og bolig- samt undervisningsarealer supplerer hinanden indholdsmæssigt. F.eks. skaber han kommercielt drevne caféer, der omdannes til non-profit studenterdrevne steder om aftenen, eller giver billig husleje til en Røde Kors genbrugsbutik, fordi den sikrer, at de studerendes donerer deres møbler og ting, så de ikke ender som affald, som universitetet skal sørge for at rydde bort ved semesteret slutning. For Lancaster Universitet ligger fleksibiliteten ikke i, at de er bygningsejere. Det opfatter de som mindre væsentlig. Muligheden for selv at udleje til andre og skabe overskud derved, er det primære for dem.
Danske Universiteter er omfattet af husleje-ordningen, som medfører, at statslige institutioner på bl.a. forsknings- og uddannelsesområdet betaler husleje for de anvendte bygninger, som for en stor dels vedkommende bliver udlejet af Universitets- og Bygningsstyrelsen. Universiteterne opnår dermed fleksibilitet, da de med kort varsel kan opsige lejemål, de ikke selv har brug for og beredskab for at udvide.
Aarhus Universitet samarbejder derudover med et ejendomsselskab, der hører under Aarhus Universitets Forskningsfond. Selskabet bygger bygninger for dernæst at leje dem ud, primært til universitetet. Ejendomsselskabet har været en aktiv medspiller i udvidelsen af datalogiske lærings- og forskningsmiljøer på Katrinebjerg, der er et område, som blev opkøbt og udviklet af selskabet. Ejendomsselskabet lejer arealer ud til både virksomheder og til AU. Således sameksisterer flere fag fra det datalogiske institut i dag side om side med private rådgivningsfirmaer fra IT-branchen.
Udfordringen ved hurtigt at kunne agere på ændrede areal- og funktionsbehov på campus er en øget risiko og økonomisk usikkerhed. Det kan f.eks. være vanskeligt for universiteter at binde sig for et areal, som de ikke ved, om de kan leje videre ud til f.eks. små nyopstartede virksomheder. Den fysiske nærhed skaber synergi og er afgørende, når et universitet udvider. Den kan betyde øget fokus på tilstedeværelsen af f.eks. billige og fleksible arealer med lave driftsomkostninger.
Det moderne universitet tilbyder ikke blot attraktive lærings- og forskningsmiljøer, men også attraktive boligmuligheder for sine udenlandske gæster. Undersøgelserne peger på, at flere universiteter, også danske, opfatter antallet af udenlandske gæster på campus som ligefrem proportionalt med antallet af attraktive boliger til udenlandske forskere og studerende. Boligerne er en væsentlig nøgle i en strategisk indsats for et internationalt studie- og forskningsmiljø. Boliger sikrer samtidigt liv på campus og indgår dermed som et byudviklingsfaktor af campus.
De udenlandske universiteter arbejder i langt højere grad end herhjemme med boliger på campus. Det er primært amerikanske og angelsaksiske universiteter, der samtænker boligtilbuddet med uddannelsen, men også universiteter fra det europæiske fastland interesserer sig for at integrere boliger på eller omkring campus.
Der er historiske og kulturelle grunde til, at danske/europæiske studerende og forskere primært bor udenfor campus, som Wilhelm og Elbes beskriver det i deres artikel. Et typisk dansk campus er – i modsætning til det amerikanske – bygget som en arbejdsplads, og ligger lige som et erhvervsområde som et supplement til byen. Derfor findes der ikke naturligt boliger, indkøbsmuligheder og varierede kulturelle fritidstilbud for unge omkring campus, som man ser det i USA. Samtidig har vi et kulturelt ønske herhjemme om at selvstændiggøre unge mennesker bl.a. ved at give dem en tilværelse, der fysisk befinder sig uden for studiet og undervisningen. På samme vis har vi tradition for, at forskere og undervisere ikke bruger fritiden på universitet, men derimod deltager i det sociale liv og benytter de kulturelle tilbud udenfor universitetet. Trods de grundlæggende forskelle er det dog værd at hæfte sig ved et par initiativer på boligfronten i udlandet, idet idéerne kan overføres til f.eks. boliger for udenlandske studerende eller gæsteforskere herhjemme.
Mange amerikanske universiteter som f.eks. MIT, hvor 40 % af de bachelorstuderende er udlændinge, forsøger bevidst at få studielivet til at flyde sammen med privatlivet. Det sker f.eks. ved at integrere lærings- og grupperum i kollegierne, som også bruges i undervisningstiden. Det er en struktur, vi kender herhjemme fra f.eks. højskoler, hvor læring og fritid også smelter sammen. MIT ser boligerne som en god måde at skabe hurtig integration, hvilket er vigtigt særlig for en forsker eller studerende, der kun er på besøg i en kort periode.
MIT placerer samtidig bevidst attraktive forskerfamilieboliger i samme bygning, hvori de studerende bor, for på den måde at øge kendskabet til hinanden. Det understøttes af aktiviteter som f.eks. tilbud om fællesspisning. I praksis betyder det, at forskeren med familie færdes hjemmevant blandt de studerende, og at diskussionen fortsætter efter undervisningen i mere private rammer. MIT oplever en bedre og hurtigere integration mellem gæsteforskere og studerende, når forskeren bliver indlogeret på kollegier på campus.
ETH Zürich planlægger selv at bygge et større antal fire-rumsboliger på campus, fordi de gerne vil have et attraktivt tilbud til studerende og udenlandske forskere med familie. De finansieres af sponsorer og skal udlejes via et boligselskab. Boligerne er bevidst udformet som fire-rumsboliger, så de kan bruges enten som bofællesskab for tre-fire studerende eller som rummelige forskerfamilieboliger. Dermed vil de også være attraktive for almindelige familier, og boligerne kan i eventuelle nedgangsperioder udlejes til interesserede i området.
I Danmark er der opført et antal nye, attraktive fondsfinansierede kollegier i København, bl.a. Bikuben og Tietgen på KU’s Søndre Campus i Ørestaden. Her tilbydes en attraktiv selvstændig bolig for unge mennesker, hvor der samtidig er mulighed for at interagere med ligestillede. Interessen for disse boliger synes at være vokset blandt studerende og er givetvis med til at give denne form for netværksbolig, hvor man trækker på hinandens ressourcer og viden, en opblomstring blandt danske unge generelt. Disse kollegier er imidlertid opført af donatorer uden involvering af universitetet eller andre.
Én af udfordringerne ved at tilbyde boliger for udenlandske gæster er at afklare, hvem der ejer og driver boligerne. Herhjemme er kommunerne generelt forpligtiget til at skaffe boliger, men har ikke særligt ansvar for at løse denne type boligproblemer. Universiteterne kan leje af private, men erfaringerne – særligt fra hovedstaden – viser, at danske universiteter typisk ikke har råd til at leje passende boliger ved campus, da grundpriserne her typisk er for høje. Et andet aspekt er det forholdsmæssigt store praktiske arbejde, der er forbundet med at finde boliger på det private marked – særligt til gæsteforskere, der kun er på besøg i f.eks. et par måneder.
Det moderne universitet har en strategi for sin bæredygtige indsats og handler på den. Eksemplerne i denne bog viser, at bæredygtighed langt fra blot er politisk korrekthed for universiteterne, men også på lang sigt en mulighed for at spare. Danske universiteter skal gå foran og sikre en bæredygtig strategi.
Et godt eksempel på en succesfuld organisation, der har arbejdet med temaet meget tidligt er: “Harvard Green Initiative”, som blev grundlagt i 2000. Kontoret består af ca. 20 professionelle fuldtidsansatte, der gennem et par år præger samtlige byggeprojekter ved bl.a. at sørge for den miljørigtige amerikanske certificering LEED samt uddannelse af universitetets brugere.
Uddannelse kan f.eks. bestå i at skabe “peer to peer workshop” for køkkenpersonale eller studerende, hvor de taler med hinanden og konkurrerer om, hvem der kan spare mest. Studerende fra forskellige fag rekrutteres til at være grønne ambassadører og møder mod betaling ind hver 14. dag og oplæres i konkrete tiltag, de selv kan udføre og videregive til deres medstuderende på kollegierne; f.eks. vandbesparelse eller sluk for lyset. Harvard har 10.000 studerende boende på campus, så besparelsen er stor.
Således fungerer de ansatte i initiativet som en mellemting mellem praktiske viceværter, der får installeret vandbesparere i kollegiernes brusebade, og strateger, der skal formidle den større historie både nedad til brugere og opad til ledelsen. Alle ansatte er selvfinansierede, forstået på den måde at universitetet betaler dem som bæredygtighedskonsulenter, der sikrer miljøcertificering i om- og nybygningssager. Det viser sig, at merudgiften til konsulenter og byggeomkostninger er tjent ind på driftsbesparelser.
Universitets- og Bygningsstyrelsen bygger aktuelt den første CO2 neutrale bygning på KU's Nørre Campus. Green Lighthouse får et forbrug på 22khw/m², hvilket er 80 % mindre end Bygningsreglementet foreskriver. Generelt fastlægger styrelsens nye strategi på energiområdet fremover som minimum at bygge i lavenergiklasse 1, som er 50 % under Bygningsreglementet.
I Videnskabsministeriets essaykonkurrence om fysiske rammer for studiemiljø på landets universiteter peger de studerende på, at de oplever, det er svært at”få lov til” at engagere sig i bæredygtigt arbejde på campus. Samtidig har både ansatte på danske universiteter og folkene bag “Harvard Green Initiative” erfaret, hvor vanskeligt det er, at inddrage de studerende. De har typisk meget lille forståelse for universitetets organisation, og har derfor vanskeligt ved at agere i den.
En væsentlig udfordring består i at tænke bæredygtighed ind i alle trin af universitetets drift og virke. Når det er sagt, viser eksemplerne, at det er vanskeligt at organisere og systematisere de bæredygtige tiltag på universiteterne. Det er dels et omstændeligt arbejde i mange skalatrin, og der findes kun få forgangsbilleder. Grundlæggeren af “Harvard Green Initiative”, Leith Sharp opfordrer – i en artikel i denne bog – universiteter til at bruge bæredygtighed som en mulighed for at gennemgå en systemisk transformation. Hun mener, de skal gå fra at være undervisende og forskende organisationer til også at blive lærende organisationer, der professionelt kan håndtere de forandringsprocesser, som bæredygtighed medfører.
Hvordan skaber vi så campus i verdensklasse? Bymæssighed, bæredygtighed, boliger og den inddragende planlægningsproces bidrager hver for sig og er udtryk for det samme: Det handler om at bruge fysiske rammer og planlægning strategisk og professionelt til at håndtere nogle af de udfordringer universiteterne møder.
Artiklen bygger på informationer fra undersøgelser, som alle kan downloades på Universitets- og Bygningsstyrelsens hjemmeside www.ubst.dk/projekt Campus.
¹ Rektor Finn Junge, temamøde i Universitets- og Bygningsstyrelsen, juni 2007 ² www.orestadnordgruppen.dk
ETH Zürich er placeret isoleret i landlige omgivelser udenfor bygrænsen. Dens placering kan sammenlignes med placeringen af f.eks. RUC, eller SDU herhjemme ETH Zürich har de seneste år fortættet bygningsstrukturen, så der er opstået en egentlig pladsdannelse med infospot, mødested, busstop, caféer og overblik. NYU er placeret som en integreret del af bylivet på Manhattan og har forelæsninger i det, der svarer til butikslokaler. De skaber et vindue til universitet og gør dets virke nærværende. En DNA-streng pryder belægningen af en plads på KU’s Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg Campus. Kunstværket, som er af Bjørn Nørgaard, formidler dermed den faglighed, som fakultetet arbejder med. Lancaster Universitet markedsfører sig på et attraktivt socialt miljø, som er understøttet af gode fysiske rammer for både studie- og boligsituationen på campus. CBS bruger design som et strategisk redskab til at opgradere campus og har netop indskrevet design og fysiske forhold som ét af fem strategiske punkter for de kommende års indsats.Fem campus cases giver her et billede på, hvordan internationale og danske universiteter arbejder med fysisk campusplanlægning. Campusområderne er udvalgt, fordi de behandler aktuelle udfordringer, som flere andre universiteter står overfor i deres fysiske campus planlægning: ETH Zürich arbejder med byintegration, Harvard med bæredygtighed, Københavns Universitet med inddragelse og kunst, Lancaster med det gode studieliv og MIT med en planlægningsproces, der fremmer ikonarkitektur.
De fem cases repræsenterer forskellige campus typologier: Et fritliggende campus, som Lancaster University, der er omgivet af marker. Et campus som ligger på byens kant og søger at blive integreret med byen, som ETH. Og endelig et campus, der er integreret med byen, og det er Harvard University, Københavns Universitet og MIT eksempler på. Alle fem cases har det til fælles, at de arbejder med bymæssighed og ønsker at åbne op og fysisk synliggøre universitetet i samfundet. Deres forskellige udgangspunkt gør, at de åbner op på helt forskellig vis. Nogle universiteter søger at integrere sig i byen. For andre er byen langt væk, og derfor skaber de selv bymæssigheden på campus.
Hver case består af en analyse af campus. Den belyser, hvordan universitetet er organiseret, hvordan bygninger og byrum samt socialt og fagligt liv fungerer, og endelig beskriver den fremtidsstrategierne for campus. Analysen er suppleret med uddybende interviews med mennesker, der er involveret i planlægningen.
Casene kan bidrage som inspiration, når universiteter, myndigheder og rådgivere skaber morgendagens campusområder.
ETH Hönggerberg (Eidgenössische Technische Hochschule Zürich) er et efterkrigstidscampus på kanten af Zürich, 15 min bilkørsel fra centrum. Universitetet ønsker at udvikle det monofunktionelle Höngerberg til en levende vidensbydel i Zürich. Det sker i rammerne af udviklingsprojektet Science City, som siden 2003 har iværksat akademiske aktiviteter, kommunikation og byggeprojekter, der åbner universitetet op overfor omverden
| Hönggerberg, Zürich, Schweiz / | |
|---|---|
| Grundlagt | 1855, campus påbegyndt 1964 |
| Status | Føderalt universitet |
| Campus befolkning | ETH Hönggerberg Campus: 5.500 personer. I alt 18.000 på ETH: Heraf 6.300 bachelor, 4.700 master, 3.000 ph.d og 4.000 VIP og TAP ansatte |
| Afstand til by | 7 km fra Zürich Centrum (1.100.000 indb.) |
| Fagområder | Teknik, Arkitektur, Humaniora, Business, Naturvidenskab |
| Årlig studieafgift | Ca. 2.800 kr. |
| Antal sengepladser på campus | Ingen |
ETH er et ud af to føderale tekniske universiteter i Schweiz, hvilket står i modsætning til kantonale læringsanstalter. Dette betyder, at den schweiziske føderale regering ejer ETH´s bygninger med den konsekvens, at universitetet kun kan leje arealer og lokaler ud til eventuelle ikke-akademiske interessenter, som erhverv, caféer og butikker, på Hönggerberg campusområdet. ETH har ikke mulighed for at opkøbe arealer eller bygninger, som senere kan udlejes eller bebygges. ETH udvikler deres universitet i tæt samarbejde med dels byen Zürich (byggetilladelser og generel bypolitisk opbakning), dels kantonen Zürich (offentlig transport og uddannelsesmæssige rammer) og dels den føderale regering (økonomi og overordnet strategi).
ETH Hönggerberg var oprindelig tænkt som et anlæg med store, fritstående bygninger af næsten industriel karakter beregnet udelukkende til undervisning og forskning. Universitetet ligger fredfyldt og isoleret omgivet af marker og grønne skove.
Som del af Science City projektet blev der i 2005 afholdt en byrumskonkurrence, og vinderen var en fleksibel urban strategi, der lægger op til bygningstæthed og koncentration for at sikre urbane kvaliteter. En anden vigtig pointe er, at overgangene mellem private og offentlige zoner skal krydse hinanden og skabe interaktion. ETH havde f.eks. hidtil adskilt fagområder, f.eks. ingeniører i én bygning og arkitekter i en anden. Strategien er nu fysisk at blande fagområderne i de forskellige bygninger for at skabe større forståelse fagene imellem.
Et af de seneste byggeprojekter har tilført campus et sluttet byrum i form af en pladsdannelse. Denne plads er nu det centrale ankomst- og orienteringssted, og dens urbane karakter og evne til at skabe stedslighed har gjort den meget populær. Pladsen er møbleret med store orange letvægtsmøbler, som udfylder rummet mellem bygningerne. Møblerne er en gestus, der ligger op til uformelt ophold, ”playfullness” og medindflydelse fra brugernes side.
ETH ønsker, at Hönggerberg Campus bliver et sted, som ikke kun er til arbejde og studie, og planlægger derfor målbevidst rundvisninger og foredrag, som henvender sig til brugergrupper, der bor i de omkringliggende byområder. De formidler forskning og aktuelle akademiske emner til brugergrupper, der normalt ikke har mulighed for at deltage i sådanne arrangementer i løbet af dagen. Det stigende antal besøgende f.eks. i weekenden har medført, at universitetets kantiner nu holder weekend åbent. Hvilket har sat en positiv spiral i gang, fordi det dermed også er mere attraktivt for studerende at komme i weekenden.
Science City er også et læringsmæssigt projekt, og universitetet inddrager campusudviklingen i undervisningsforløb og forskningsprojekter. F.eks. huser ETH et forskningsprojekt om campusudvikling, som formidler viden om planlægning og bæredygtig campusudvikling til andre universiteter globalt set.
Hvert år i april afholdes en stor international konference i bæredygtig campusudvikling, hvilket understreger tyngden i Science City: Intentionen er at gøre ETH Hönggerberg til en bæredygtig bydel – og samtidig finder man også overskud til at bruge det som springbræt til oprettelsen af et internationalt bæredygtigt netværk. Det at sprede og initiere viden bliver gjort til en aktiv del af universiteternes profilering.
Science City projektet skal sikre, at Hönggerberg bliver ”et akademisk bykvarter”, der indeholder mere end akademiske funktioner. Science City projektet er en platform, som universitetet bruger til at skabe dialog med myndigheder, beboere og interessegrupper om udviklingen af bykvarteret, ligesom platformen bruges til at skabe rammebetingelser for masterplan, trafik, bæredygtighed, finansiering, kommunikation og vedligehold.
Hvert år kommer nye projekter til. Der er i alt ca. 70 delprojekter, som udspringer af paraplyen. Aktuelt arbejdes der f.eks. på ny skiltning på campus og udgivelsen af et digitalt månedsmagasin om campusudviklingen, og så planlægges de første boliger på campus i forsøget på at få flere funktioner og dagsrytmer ind på campus. Der skal opføres 1000 boligenheder, typisk fire-værelses boliger, som både kan bruges som bofællesskab til studerende og som gæsteforskerboliger. Boligerne drives af byens boligselskab, og indretningen gør, at boligerne evt. også kan udlejes til andre målgrupper.
Yvonne Wäger er studerende på 4. semester på miljøstudier
Hvor meget tid bruger du på Hönggerberg campus om ugen?
Da jeg har et studiejob som assistent på et grundkursus i skovstudier, er jeg herude et par gange om ugen. Når jeg er herude, nyder jeg det faktisk, da jeg betragter det som lidt af et fristed: Trods nærhed til byen er der nem adgang til naturen, og man befinder sig i en anden verden – langt fra byens larm og trængsler.
Hvilke funktioner, ud over de faglige benytter du dig af?
Når jeg er på Hönggerberg, forsøger jeg altid at komme over i sportscenteret. Sidste år var jeg med på et rohold, hvor vi blev undervist gratis, men desværre kniber det med tiden i år på grund af studierne. Derudover benytter jeg mig en del af gratis biograftilbud, som finder sted på campus inde i byen.
Kender du folk fra andre fag end dit eget?
Jeg bor i en delt lejlighed med andre studerende fra ETH, vi er fra forskellige fagområder. ETH har en central formidling, der hjælper de studerende med at finde et sted at bo. At bo i en lejlighed med andre studerende har gjort, at min omgangskreds på universitetet er blevet udvidet fagligt såvel som socialt. Derudover er miljøstudier placeret sammen med geologi, hvilket har givet mig mulighed for at lære andre at kende.
Eveline Meier er folkeskolelærer og er taget på campus med sine børn og deres kammerater for at nyde det gode vejr. Hun bor godt 10 minutter fra campus
Hvilket ærinde har du her på campus i dag?
Egentligt har jeg ikke noget decideret ærinde. For et par lørdage siden var jeg på en rundtur herude på campus og opdagede, hvor skønt der er. Derfor tog jeg min egen skoleklasse med herop. Vi havde bat og bolde med og spillede både rundbold og volleybold. Bagefter gik vi forbi den medicinske have og kiggede på planter fra alperne. På vejen hjem købte vi is i den lille campuskiosk. I dag er jeg heroppe med mine egne børn, da jeg tænkte, at de lave soppebassiner ville være lige noget for dem på sådan en varm dag.
Så du kom her første gang pga. af de mange initiativer foranlediget af Science City? Ja, jeg læste i avisen, at der var en masse tiltag på vej heroppe, og jeg fik lyst til at tage med til et åbent hus arrangement. Det var en rigtig ildsjælstype, der viste rundt, og jeg tænkte straks, da jeg så de flydende orange møbler i soppebassinet, at det lige var noget for mine børn. Nu er vi her så. Næste gang vi skal herop, tror jeg bliver til ”børne-universitetsdag”, hvor der blandt andet er skak for de små.
Henri Hagenmiller er tværfaglig ph.d. studerende på det farmaceutiske institut og det mekaniske ingeniørstudie. Sidste år flyttede ingeniørstudiet fra byen ud til Hönggerberg. Derfor fordeler Henri sin tid mellem sit kontor i byen og sin plads i en større forskningscelle på Hönggerberg
Hvad synes du om Hönggerberg som campus?
Det er en meget stor kontrast for mig den ene dag at arbejde i et aflukket kontor i byen og den næste at arbejde blandt andre i et forskningsrum med masser af mennesker. Men jeg kan faktisk godt lide at være på Hönggerberg, for jeg møder flere, når jeg sidder i forskningsrummet, end når jeg er inde i byen, hvor jeg sidder helt for mig selv. Atmosfæren er dog også lidt mere personlig inde i byen. Den nye bygning herude fra 2004 er kold og steril. Med sine fleksible vægge kan alle rum laves om, og der er intet, der er permanent for længere tid ad gangen. Det positive er, at jeg har mit skrivebord lige ved mit laboratorium, og at jeg derfor har hurtig adgang til forsøg og resultater. Jeg kan også hurtigt spørge andre om hjælp. Hvis jeg på Hönggerberg skal koncentrere mig, er jeg nødsaget til gå på biblioteket for at få fred. Det behøver jeg ikke på mit kontor inde i byen.
Kan du sammenligne Hönggerberg med andre universiteter?
Jeg har også læst på et anerkendt amerikansk universitet – og jeg må sige, at de forskningsmæssige faciliteter her faktisk er meget bedre. Der bliver tydeligvis investeret en masse penge i os, hvilket gør det en fryd at komme på arbejde hver morgen. Når det kommer til ikke akademiske programmer, må jeg sige, at der er lang vej til de amerikanske standarder. Der har vi noget at lære.
Bruger du andre af universitetets faciliteter?
I forbindelse med min forskning bruger jeg tit andre maskiner på universitetet. Men det er vist også det. Jeg er ikke så god til at tage del i sociale arrangementer for eksempel. Der sker ting hist og pist, men jeg er nok for lidt universitetsnørd til rigtigt at være med. Det eneste, jeg egentlig benytter mig af, er caféen lige overfor busstoppestedet. Her kan jeg nyde en kop kaffe og skimme avisen, mens jeg venter på bussen.
Interview Gerhard Schmitt, Vicepræsident for planlægning og logistik på ETH
Det tog bare tre måneder fra ideen om at transformere campus radikalt opstod i 2003, til visionen blev præsenteret i offentligheden. Projektet Science City skal forvandle det monofunktionelle ETH campus til en levende akademisk bydel.
Hvordan startede dette forløb? Hvad var der før visionen?
Før visionen var der et kæmpe behov for et nyt campus. Dengang havde ETH bygninger centralt i Zürich, og en udpost på Hönggerberg i et rekreativt område. Det var kun en samling af bygninger til forskning og undervisning. Der var ingen boliger, intet liv, intet campus i den forstand.
Studerende og ansatte så det som en stor mangel, og nogle af dem ville helst rykke hele universitetet tilbage til byen. Her opstod idéen om at lave en stor fornyelse og revitalisering af udposten. Den skulle fornyes på en måde, så den blev lige så god – ja faktisk bedre end at flytte til byen.
Hvor mange var involveret i denne proces?
Det var meget få personer. Jeg rådførte mig og havde selvfølgelig opbakning fra kollegaer – men beslutningen blev truffet af få mennesker.
Hvor lang tid tog det?
Tiden var moden til det. Det tog bare tre måneder fra vi formulerede den første idé i maj 2003 til vi præsenterede den offentligt i medierne. Dengang kunne mange ikke forestille sig, hvordan det kunne se ud, når Hönggerberg blev forvandlet til et ”Stadt-Quartier für Denkkultur”, en akademisk bydel. Derfor havde vi brug for hurtigt at få det første skitseforslag, som vi brugte til at diskutere ud fra. Det blev lavet af Andreas Deplazes [professor i arkitektur på ETH, red.] og var også klart i juli 2003.
Hvilke oplysninger indgik i dette første skitseforslag til Science City?
Vi kendte allerede funktionerne, vi vidste f.eks., at vi skulle have boliger til studerende. Det var først og fremmest de rumlige virkninger, vi ville vise med det første forslag. Skitseforslaget blev afgørende i den videre proces, fordi vi ud fra det kunne diskutere med vores stakeholders.
En slags dialog grundlag?
Ja – præcis. En fysisk Dialog Model! Med denne første model kunne vi diskutere med nabolaget, de omkringliggende bydele, og de kunne spørge os mere konkret.
Hvordan foregik dialogen konkret?
Vi lavede ”Echo-räume” (Ekko-rum) som gjorde det muligt, at grupper, som ikke nødvendigvis var direkte deltagere i vores projekt - bl.a. fordi vi ikke kendte dem endnu - kunne deltage. Det var NGO´er, politiske partier, naboer, omkringliggende institutioner osv. Vi diskuterede muligheder og risici ved projektet – og brugte den første skitsemodel. Alt dette var med til at gøre vores forslag skarpere og bedre.
Har De et godt råd til andre universiteter i lignende situation som Deres?
En fuldstændig afgørende faktor for os var, at vi på det allertidligste tidspunkt inddrog vores stakeholders og fortalte om vores vision. Her blev vi hjulpet af det første tidlige skitseforslag, som var uundværligt i dialogen. Stakeholderne er vigtige for os at fokusere på, fordi de på en meget direkte måde kan bremse processen. Det direkte demokrati i Schweiz gør, at også små grupper har mulighed for at bremse et forslag ved afstemning. Og det er det, der er et under: Vi var i stand til at overvinde tvivlen og de spørgsmål der var i begyndelsen, da det blev præsenteret for de omkringliggende beboere, fordi vi kunne tilpasse planerne og imødekomme spørgsmålene. Der var ikke en eneste ”Einsprache” – formel indvending – da de første bygninger blev præsenteret. ETH er et føderalt universitet – ikke et privat. Det betyder, at det nye bykvarter også er for beboerne i området. Vi føler os forpligtiget til også at lave det til en bydel for dem.
Herefter gennemførte I en planlægningsskonkurrence?
Ja, dialogfasen blev grundlaget for, at vi kunne gennemføre en konkurrence året efter i 2004, som Kees Christiaanse vandt. Her fik vi en masterplan, som ikke er en masterplan, men nærmere Master Regler. Det betyder, at vi har frihed til, at ganske meget kan udvikle sig undervejs.
Hvordan omsætter I resultatet af konkurrencen?
Vi har skabt i alt 60 moduler, som tilsammen favner fokuspunkter i visionen. Sport, forplejning, boliger, akademiske aktiviteter osv. Inden for hvert modul har vi formuleret en række delprojekter, som vi realiserer parallelt. De har forskellige målgrupper og vidt forskellig størrelse. Det kan f.eks. være udendørsbelysning, skiltning, men også nye byggerier. Vores modulstruktur gør det muligt at omsætte mange delaspekter parallelt.
Hvilke faktorer er afgørende for, at projektet lykkes i realiseringsfasen? Hvordan fastholder man engagement og fokus?
Det er afgørende, at organisationen er trimmet. Meget trimmet. Vi har en lille styregruppe, som består af projektlederen og vicedirektørerne for infrastruktur og finansiering. Det betyder, at der er meget få personer i den indre kreds, og at det er ETH Zurichs bestyrelses ansvar, at projektet udvikler sig. Heldigvis modtager vi værdifuld hjælp fra vores Strategic Advisory Board, som består af repræsentanter for bl.a. den politiske verden, forskningen og det lokale erhvervsliv.
Samtidig er vi gået i dialog med ligesindede fra andre lande, fordi de har tilsvarende problemstillinger. De kommer og besøger os fra hele verden – ofte fra Asien – og vi modtager gæster fra universiteter fra Berlin til Singapore som er interesseret i Science City modellen. Sammen diskuterer vi mulighederne og problemerne ved denne udvikling. Det foregår på et fagligt og også administrativt plan, hvor vi samarbejder mellem universiteter. Det lærer vi meget af. På grund af planlægningsaspektet er jeg nu også ansvarlig for internationale relationer. Disse to ting følges godt ad.
Hvordan håndterer I finansieringen?
Vi har to organer, som er ansvarlige for at skaffe finansiering til projekterne i Science City. Bestyrelsen for ETH Zürich har det øverste ansvar, og vi arbejder sammen med den uafhængige organisation, ETH Foundation, som har til formål at støtte ETH. Medlemmerne af begge organer taler med sine kontakter og søger derigennem finansiering. Finansieringen må vi generelt afklare meget hurtigt, så det ikke sætter processen i stå. Det skyldes, at der er en lang vej for at få godkendt et kommende byggeri. Det skal godkendes på universitetet og kommunen og også i det schweiziske parlament. Det betyder, at vi på et meget tidligt tidspunkt har brug for en konkretisering, herunder en finansiel afklaring, af de bygninger vi ønsker at bygge i fremtiden.
Er det grunden til, at I ønskede en fleksibel plan?
”Master Reglerne” havde stor betydning i forhold til finansieringen. Vi vidste allerede fra starten, at vi havde brug for ekstern finansiering for at gennemføre visionen. Det giver usikkerhed om, hvad der kan gennemføres hvornår, så vi havde brug for en fleksibel plan, hvor ting kunne foregå samtidig. Det er essentielt for os, at tingene kan foregår parallelt! At hele processen ikke bliver afbrudt, eller sat på standby, blot fordi et enkelt projekt ikke falder på plads.
Er der andre aspekter, der hjælper jer i fundraisingen?
Vores fokus på bæredygtighed viste sig også at være vigtigt for muligheden for at skabe eksterne finansieringsmuligheder. Vi har sat det mål, at vores CO2 udledning skal halveres inden for de næste 10 år. Da vi har meget eksisterende byggeri, betyder det i praksis, at nye bygninger skal producere energi i løbet af året. Denne udfordring har åbenlyst hjulpet os med at skabe interesse for at bidrage til at finansiere de nye energirigtige bygninger.
Mikala Holme Samsøe
ETH Zürich skal blive til et ”Byområde for Tanke Kultur” med mange forskelligartede funktioner. For at nå dette mål benytter universitetet en masterplan, der fastlægger de væsentligste parametre for den fremtidige udvikling. Den skal sikre, at der under størst mulig frihed opstår helhed i den trinvise udbygning af universitetet. Arkitekt Ute Schneider fra Kees Christiaanse Architects & Planners, KCAP er sammen med sit team ansvarlig for at udføre den masterplan, hun i sin tid var med til at lave
Den nye masterplan har siden 2005 fungeret som grundlag for en omstrukturering og udvidelse af det monofunktionelle ETH Hönggerberg campus fra 60´erne. Det nye ”Science City” på Hönggerberg skal blive til en moderne, bæredygtig akademisk bydel for ”Tanke Kultur”. Målet er at omdanne campus fra at være et sted, man kun kan lære eller forske, til et sted man også bor, handler, dyrker sport og besøger kulturelle arrangementer.
Planen har fokus på fortætning og tolker Science City som et kompakt system af rum, der griber ind i hinanden. Atrier, gårdrum og gennemgange sørger for, at der sker en sammenfletning af private, halv- og hel-offentlige rum. Planen har mere fokus på de enkelte funktioner end på den byggede form.
Den masterplan I har lavet for ”Science City” består af retningslinier, som skaber både struktur og fleksibilitet. Hvordan fungerer disse guidelines i praksis? Vores guidelines gælder både for byplanlægning og uderum. Byplanreglerne definerer, hvor meget af et byggefelt der må bebygges, og hvilke byggelinier man skal opfylde for at kunne skabe gader og rum til at orientere sig. De definerer, hvor højt og hvor tæt, der må bygges, og hvor der skal være gennemgange eller perforeringer.
Reglerne fungerer godt i praksis, selvom det tog et stykke tid før de blev accepteret. Sådanne regler bliver helst undgået, fordi der ofte er et økonomisk pres for at maksimere. Som byplanlægger må man allerede af den grund kæmpe og forklare formålet med reglerne. Dette gælder først og fremmest de regler, der handler om maksimal bebyggelsesprocent eller skaber passende gadeforløb og højder, der sikrer det nødvendige lysindfald. Reglernes formål er ikke altid åbenlyse.
Masterplanen lægger op til, at der bliver skabt mange forskellige funktioner på campus. Er der i praksis nogle barrierer for at skabe denne mangfoldighed ? Målet om at få boliger spredt rundt på campus har været svært at opnå, selvom det er essentielt for at få liv til området. Man samler åbenbart alligevel gerne tilsvarende funktioner – også selv om en by ikke fungerer sådan. Mangfoldigheden af funktioner bliver også ofte minimeret fra opdragsgiverens side.
Man må bruge overtalelse for at få implementeret service- og butiksfunktioner på campus. F.eks. satte byggeafdelingen i forbindelse med, at vi planlagde en konkurrence, spørgsmålstegn ved hvilke funktioner, det overhovedet er meningsfuldt at have på campus. Egentlig havde man ikke brug for mere end den allerede foreslåede børnehave. Her kan man som planlægger yde stor indflydelse i planlægningsfasen ved at foreslå funktioner som vaske-saloner, indkøbsfaciliteter eller faciliteter, de studerende selv kan præge og tage i besiddelse. Forslag man også kan lade gå igen i konkurrenceprogrammerne.
I har lavet masterplanen for ETH og er nu rådgiver for universitetet i udførelsesfasen. Hvordan er jeres rolle helt konkret i denne realiseringsproces? Vi vandt en byudviklings-testkonkurrence i 2004 [hvor fire firmaer deltog] og blev på det grundlag bedt om at udarbejde en masterplan, som vi arbejdede på i 3/4 år. Herefter lavede vi det juridiske grundlag [til en ny lokalplan] i samarbejde med ETH og byen Zürich. Det resulterede i, at byggeforeskrifterne nu tillader boligfunktioner på Hönggerberg området, hvilket ikke var muligt under byens gældende lokalplan for stedet.
Herefter har vi udarbejdet en plan for de offentlige rum på campus, ligesom vi har lavet diverse mindre undersøgelser af andre funktioner og udarbejdet konkurrencemateriale. Vi har også været med til at bedømme konkurrencer om f.eks. skiltning eller belysningskoncept for ”Science City”.
Det meste af alt dette arbejde går under det, man kan kalde supervision eller bygherrerådgivning. Det har vist sig for os i flere projekter, at det er en meget positiv måde at følge en planlægningsproces på. Særligt når supervisionen er kombineret med udarbejdelse af en plan for det offentlige rum, som er en plan for det tæppe, som alt kommer til at stå på.
Hvilke erfaringer har I samlet i supervisionsprocessen?
Når planlæggeren fungerer som supervisor, kan masterplanens overordnede mål integreres intensivt i ethvert delprojekt eller byggeopgave. Og de ofte meget komplekse sammenhænge, der er i en masterplan, kan integreres naturligt i den videre planlægning. Det oplever vi meget positivt for resultatet.
Hvis masterplanlæggeren imidlertid kun er med som supervisor, uden samtidig at være involveret i at udarbejde plangrundlaget, bliver supervisionen for det meste reduceret til kun at handle om korrigerende indgreb. I tilfældet med ETH var KCAPs indflydelse på planlægningen stor, da vi både deltog i areal- og funktionsstrategierne, konkurrenceforberedelser og bedømmelse samt lavede en plan for de offentlige rum.
Planerne bliver omsat i et meget tæt samarbejde med både den strategiske projektledelse af ”Science City” og med den afdeling på ETH, der står for at gennemføre byggeprojekterne. Før masterplanen blev hvert byggeri behandlet og planlagt som et uafhængigt objekt. For at bringe de enkelte byggeprojekter i overensstemmelse med den overordnede planlægning var det nødvendigt med en periode for at tilpasse sig de nye retningslinier. Her er det væsentligt, at masterplanens mål bliver kommunikeret klart og tydeligt. Det er nødvendigt, at der er en bred opbakning og forståelse af den nye plan. Derfor kommunikerede den strategiske projektledelse masterplanens mål bredt til universitetets medarbejdere, studerende og befolkningen
I har også lavet campusplaner for andre universiteter i Europa. Hvad skal universiteter generelt – efter din opfattelse – være opmærksomme på, hvis de ønsker at gå igang med et større campus planlægningsarbejde?
Helt generelt kan man sige, at det er vigtigt at få et godt og stort anlagt helhedskoncept, som indbefatter alle, der er berørt af projektet. Det er vanskeligt at gennemføre sådant et projekt, hvis der ikke er accept fra alle deltagere og brugere.
Det er ganske væsentligt, at universitetet har identificeret én person, som repræsenterer og styrer projektet. Én der har fået tildelt det nødvendige ansvar til at gøre det og samtidig har mandskab til rådighed til at følge og koordinere projektet. Erfaringerne viser også, at det er essentielt, at den strategisk, konceptionelle projektledelse har et tæt samarbejde med den udførende side, der leder byggesagerne.
Endelig er det rigtig vigtigt for helheden at få en masterplan, der fastlægger de vigtigste rammebetingelser – og samtidig efterlader nok frirum til, at mangfoldighed kan udvikle sig i en helhed. Den skal tilbyde så meget fleksibilitet, at konceptet kan ændres i forhold til ændrede vilkår i omgivelserne, f.eks. politiske, erhvervsmæssige ændringer eller ændringer i de akademiske strukturer eller læringsformer.
For at komme ud af den akademiske enklave og udvikle et akademisk bykvarter er det særdeles vigtigt at integrere befolkningen og åbne campus for den undervejs i forløbet. Man kan f.eks. lave Åbent Hus på de enkelte institutter, fritidstilbud, åbne forelæsninger m.m. Projektet “Treffpunkt”(”Møde Sted”), som tilbyder lokalbefolkningen akademiske arrangementer i weekenden, blev startet som en test på ETH, da man dengang slet ikke var sikker på, om befolkningen overhovedet ville være interesseret. Programmet blev imidlertid hele tiden udbygget, fordi interessen viste sig at være enorm. En positiv bieffekt var, at campus blev befolket i weekenden, og at der er opstået en udveksling mellem den lokale og den akademiske befolkning på ETH, som er forbilledlig.
Harvard University er det ældste og sandsynligvis mest kendte universitet I USA. Det blev grundlagt samtidig med byen Cambridge, Massachusetts i 1636 og fremstår som en integreret del af byen. Siden da er Harvard ekspanderet trinvist. Universitetet står i dag overfor en stor udvidelse i Allston, som er del af byen Boston. Den nye bydel bliver opført efter bæredygtige principper
| Harvard University, Boston, USA | |
|---|---|
| Grundlagt | 1636 |
| Status | Privat ejet universitet |
| Campus befolkning | ca. 35.000 personer, heraf: Bachelor-studerende 6.650, master/ diploma-studerende: 11 900, VIP: 2.800, andre ansatte 12.500 |
| Afstand til by | 4 km fra Downtown Boston (4 mio. indb. i metroregionen) |
| Fagområder | Business, Design, Forvaltning, Humaniora, Jura, Medicin, Teknologi, Teologi og Uddannelse |
| Årlig studieafgift | 210.000 DKK |
| Antal sengepladser på campus | 7.800 |
Harvard er privat ejet og bliver hovedsageligt finansieret gennem donationer og universitetets egen indkomst. Universitetet består af 14 forskellige skoler og institutter, som med hver deres administration og økonomi fungerer uafhængigt af hinanden. 2/3 af de studerende modtager en eller anden form for økonomisk støtte som f.eks. lån, legater eller har en indtægt fra deltidsjob.
Universitetet ejer og driver adskillelige museer og kunstsamlinger, som er åbne for publikum. Deres mange biblioteker er imidlertid hovedsageligt reserveret for mennesker med tilknytning til Harvard, og offentligheden har begrænset adgang til bygningerne.
Harvard består af tre campus-områder: Allston, Longwood og det ældste Cambridge, som alle ligger i umiddelbar nærhed af hinanden. Cambridge Campus er det mest kendte. Det daterer sig tilbage til 1636 og udgør et centrum i bydelen. Harvards Cambridge Campus består primært af små og mellemstore bygninger, der er vokset trinvis og fremstår flydende integreret i det omkringliggende byområde. Universitetets funktioner ligger her side om side med boliger og forretninger.
Harvards ældste og mest kendte del er det kommercielle centrum omkring ”Harvard Square”. Pladsen er et bydelscentrum og rummer metrostation, mange restauranter, cafeer og butikker. Her ligger såvel bydelens modetøjsbutikker som ”Harvard Bookstore” og ”Harvard Shopping Mall”.
Universitetets ældste bygninger fra 1720 befinder sig i den kendte ”Harvard Yard”, et introvert grønt parkrum, som ligger lige rundt om hjørnet fra det pulserende Harvard Square.
Harvards Cambridge Campus består primært af bygninger med et klassisk formsprog og historiske elementer og referencer, og universitetet bevarer dette udtryk i om- og tilbygninger, ligesom nybyggeri også forholder sig til den eksisterende struktur med de mange små og enkeltstående bygninger. Bygningerne danner indadvendte grønne parker, som er omkranset af boliger, institutter eller biblioteker. Den karakteristiske Yard skaber dermed små verdener på campus med hver sine karakteristika og brugergrupper. Nogle haver virker private og bruges af studerende, der bor på stedet. Andre har mere offentlig karakter og tiltrækker store mængder af turister. Bygnings- og yard-strukturen gør, at Cambridge Campus opleves som en lille by, man kan gå på opdagelse i.
Universitetet rummer en række sports- og fritidstilbud, som er spredt ud over alle tre campusområder. Mange af dem i professionel standard. I Allston ligger f.eks. det store Harvard Sportsstadium, som har plads til 30.000 tilskuere.
Harvard tilbyder en mangfoldighed af faciliteter på campus, ligesom der er et rigt handelsliv, som fletter sig ind omkring universitetets campus. Studerende og ansatte kan uden problemer blive i bydelen i flere uger uden at være tvunget til at opsøge de nærliggende områder. Studerende bor på campus under det første år, hvorefter nogle vælger at flytte ud i naboområderne. I alt bor ca. 60 % af alle studerende på campus. Der er 13 forskellige ”Houses”, der fungerer som colleges med egne traditioner, bibliotek, spisesal og fællesrum.
Harvard har en stærk tradition for at engagere studerende i frivillige studentergrupper. Her findes flere hundrede grupper, der dækker områder inden for medie, politik, sport, musik, teater, dans, velgørenhed samt faglige emner generelt. Mange af disse grupper er over 100 år gamle. ”The Harvard Crimson”, fra 1873 er én af USA’s ældste daglige universitetsaviser, Harvards kor er det ældste universitetskor i landet, og ”Phillips Brooks House Association” er en studenterorganisation, der arbejder tæt sammen med det lokale miljø i Boston.
De sociale og faglige aktiviteter på campus henvender sig først og fremmest til studerende og fakultet men rækker i nogle tilfælde også ud til lokalsamfundet. F.eks. driver universitetet adskillige museer med sjældne samlinger. Disse samlinger er typisk åbne for interesserede, ligesom de bruges i undervisningen.
Campus ved Allston, som ligger i gåafstand fra det oprindelige Cambridge Campus, er under markant udbygning. Her bygges bygningskomplekser i en større skala og mere moderne udtryk end i den ældste del af Harvard. Området ligger på den sydlige side af floden.
Allston er i dag et nedslidt industriområde med parkering og holdepladser for lastbiler. Den centrale placering og lave udnyttelsesgrad giver imidlertid universitetet en unik mulighed for at udvide. To væsentlige aktiviteter som ”Harvard Business School” og det store sportsstadium befinder sig nemlig allerede i området.
Planen rækker 50 år ud i fremtiden og udstikker fleksible retningslinjer for projekter i området. Campus skal de næste 20 år udvides med 370-450.000 m², og planen er, at campus over de følgende 30 år udvides yderligere med tilsvarende areal.
Planen fokuserer på fire temaer: Interdisciplinær undervisning og forskning, som skal sikre, at mange videnskaber, herunder både science, økonomi og kunst, kan arbejde sammen på tværs. Det vil bl.a. kunne ses i den måde, universitetsbygninger struktureres på. Place Making er et andet tema, som handler om at skabe identitet og forankring i det nedslidte område. Universitetets funktioner her blandes med offentlige og kulturelle for at skabe et levende og karakterfuldt miljø. Samtidig skal en stærkt trafikeret vej, der hidtil har hindret adgang til floden, overdækkes for at skabe et rekreativt område for bydelen. Bæredygtighed er et tredje tema, som sættes på dagsordenen af en gruppe, der kaldes” Harvard Green Campus Initiative”: Allston skal planlægges, opføres og drives på en bæredygtig måde. Udbygningen af Allston er et eksempel på, at Harvard satser strategisk på at blive foregangsuniversitet inden for bæredygtighed, og universitetet har siden årtusindskiftet arbejdet for denne målsætning. Økonomisk udvikling er det sidste tema. Projektet skal skabe udvikling og økonomisk vækst i bydelen, og målet er at sikre i gennemsnit 500 nye jobs og 15 nye virksomheder pr. år i bydelen de næste 50 år.
Research: Julia Anshelm og Mikala Holme Samsøe
Zach Arnold er studenterkoordinator ved Harvards Green Campus Initiatives peer-to peer-program. Han informerer Harvards studerende om energi og miljø og søger at få dem til at agere mere bæredygtigt
Hvad er Harvards peer-to-peer program?Programmets formål er at få studerende til at sænke deres energi- og vandforbrug, genbruge mere og at udbrede en større miljøbevidsthed blandt de studerende. Vi fortæller, hvordan den enkeltes adfærd påvirker campus og derigennem det globale miljø. Det handler om den enkeltes fodaftryk på miljøet. Universitetet sponsorerer gevinster til vores miljøkonkurrencer og betaler løn til en række studenterrepræsentanter, en fast medarbejdere fra universitetet og os tre studenterkoordinatorer.
Hvad går dit og studenterrepræsentanternes daglige arbejde ud på? Vi planlægger et studenteraktivitetsprogram for hele året. Vi er til rådighed for de studerendes spørgsmål og vejleder i, hvordan man arbejder for miljøet på Harvard. Universitetet er nemlig ikke den mest gennemskuelige organisation. Blot det at få energisparepærer i spisesalen involverede tre forskellige kontorer. En af de ting jeg arbejder på er at få større kontakt mellem studerende og de ansatte, der administrerer og varetager driften af universitetet.
Vores studenterrepræsentanter hjælper de studerende, der har individuelle grønne projekter de gerne vil realisere. De arbejder med kollegierne og studentergrupper for at arrangere grønne konkurrencer eller sætter kampagner i gang, hvor studerende kan skrive under på, at de vil tænke bæredygtighed ind i deres hverdag.
Anabela Pappas er køkkenmedarbejder på Harvard University. Hun har deltaget i Harvards kurser om bæredygtighed og arbejder på at gøre køkkenet mere bæredygtigt
Hvad er din motivation for at deltage i Harvards Grønne Initiativ først som studenterrepræsentant og siden som studenterkoordinator?Jeg har altid været involveret i miljøsager. Jeg arbejder også stadig på det politiske plan, hvor vi har fået Harvard til at forpligte sig til at reducere sit aftryk på drivhusgaseffekten. Og tidligere arbejdede jeg på et system, der kunne måle det enkelte kollegiums energiforbrug nu og her.
Jeg synes, det er spændende at være med til at vække en bevidsthed om, hvad vores forbrug betyder. At formidle sammenhængen mellem det, der virker som abstrakte globale miljøproblematikker og det enkelte individ. Det sætter en kædereaktion i gang, da vores studerende kommer til at sidde i meget forskellige stillinger, der vil påvirke verden omkring dem.
Hvad har du lært igennem kurserne for et grønnere Harvard?Jeg har lært, hvor mange penge jeg sparer bare ved at slukke komfurerne og andet køkkenudstyr. Nu ved jeg præcis, hvor lang tid det tager at slukke lys og ovne, og jeg ved, hvor meget energi det sparer. Vi lærer også om genbrug. I køkkenet var vi med i en af campus konkurrencerne om bæredygtighed: ”Den grønne stegepande”, men vi klarede os ikke så godt, før vi havde været gennem kurset.
Hvorfor startede du med at fortælle andre om, hvordan man kan spare energi og reducere affald? Mange folk kunne ikke se problemet. Vi arbejder med de studerende, og jeg så, at meget af grillmaden blev efterladt uspist, fordi de studerende ændrede mening eller måtte skynde sig af sted til timerne. Så meget mad blev spildt, og grillene brugte en masse energi. Vi startede en kampagne med skilte: Tag ikke mere mad, end du kan spise. På den måde kan vi skabe opmærksomhed om, hvordan man kan spare energi.
Hvilke andre initiativer bliver startet i køkkenet?Før havde vi komfurerne tændt 10 timer om dagen. Nu slukker vi dem mellem måltiderne. Det gør en stor forskel! Vi kan også spare vand ved rengøring. I stedet for at bruge en masse vand, når vi renser bøtterne til mad, fylder vi en vask og renser dem på skift, før vi vasker dem.
’Tag din egen kop med’ er også en måde at spare på papirkrus. Jeg sprang faktisk ned i en af affaldscontainerne og tog billeder af alle de brugte papir- og plastikkrus. Det åbnede virkelig øjnene på de studerende og fakultetets ansatte.
Hvordan kunne man forbedre den grønne kampagne?Jeg har foreslået, at tankerne om, hvordan man sparer energi, bringes ind i Brobygnings-undervisningen på Harvard. På Brobygnings-kurser kan folk lære at tale engelsk som deres andet sprog. Harvard er gode til at understøtte diversitet, og vi har mange mennesker, der arbejder her, som ikke taler engelsk. Billeder siger mere end tusind ord, og på den måde kan man også videregive information på campusområdet og på arbejdspladserne.
På Harvard University bliver 30-40 studerende ansat hvert år til at være bæredygtige inspiratorer for deres medstuderende. Deres indsats har medført en 15 % reduktion i universitetets energiforbrug. De studerende bliver systematisk undervist i, hvordan de kan bruge leg og konkurrencer til at sætte fokus på vandforbrug eller standby strøm på kollegierne. Oplæringen foregår i rammerne af ”Harvard Green Campus Initiative” (HGCI), som er et akademisk og administrativt initiativ, der vil gøre Harvard University til en global model for, hvordan man driver et bæredygtigt campus
InterviewHGCI kombinerer et strategisk projekt med arbejde af mere praktisk karakter. På den ene side refererer de direkte til universitetets øverste ledelse og skaber organisatoriske forandringer, som møder de bæredygtige udfordringer. På den anden side er de en slags handymænd ”i marken” som f.eks. sørger for, at alle brusehoveder på kollegierne bliver skiftet ud til en vandbesparende model. Det giver gruppen en daglig berøringsflade med både organisationens top og bund. Inden for disse rammer yder HGCI’s medarbejdere indflydelse på to områder: De ændrer adfærd og indgår samtidig som konsulenter i alle byggeopgaver på Harvard.
HGCI startede op i 2000 med én tidsbegrænset projektansættelse, og i dag, 8 år senere driver 24 fuldtidsansatte og 40 på deltid initiativet fremad. Direktøren i HGCI, Leith Sharp fortæller, at projektet startede op som et én-mands-projekt, der skulle overbevise universitetet om sin relevans. ”Det, at jeg har grundlagt initiativet, betyder, at jeg har gjort alting selv, indtil jeg var i stand til at skabe finansiering til personale. Så det har været meget hand- on, når man både deltager i byggeprojekter og rådgiver om grønne byggemetoder eller mødes med studerende for at opfordre dem til grøn adfærd. Jeg har fået folk til at se de mere finansielle og miljømæssige besparelser i at investere i vores gruppe, og vi er med tiden vokset til 24 ansatte. Det har gjort det muligt for at mig at fokusere mere på strategiske aktiviteter, som f.eks. at implementere grønne guidelines for byggeri på hele campus eller sikre finansiering på længere sigt.”
HGCI´s medarbejdere deltager i universitetets byggeprojekter og sikrer, at bygningerne kan opnå LEED certificering, som er det amerikanske rating system for grønne bygninger. LEED mærket er forbundet med stor prestige i USA, og man kan blive certificeret i sølv, guld og platin. På Harvard skal alle bygninger som minimum være LEED sølv certificeret, og de er det amerikanske universitet med det største antal certificerede bygninger. Harvard har et stigende antal byggeprojekter i gang, pt. 50 større byggerier, hvoraf størstedelen af dem opnår LEED guld certificering.
HGCI’s andet virkefelt er at skabe adfærdsændringer. Det sker ikke kun ved hjælp af studerende, der ansættes som grønne ambassadører, men også i form af træning af f.eks. tekniskpersonale og køkkenpersonale, som typisk har indflydelse på en væsentlig del af energi og ressourceforbruget på campus.
Frem for at undervise studerende og ansatte anvender HGCI Peep-to-Peer, hvor de primært lader deltagerne tale med hinanden, udveksle erfaringer og derigennem finde løsninger. HGCI har gode erfaringer med metoden, da den skaber en positiv konkurrencesituation mellem deltagerne. Konkurrencen er konstruktiv, fordi målet er fælles, og fordi alle vinder. Deltagerne konkurrerer f.eks. indbyrdes om, hvilket kollegium der kan reducere vandforbruget mest den kommende periode. Den, der vinder, opnår social status.
Baggrunden for at de bruger Peer-to-Peer metoden skal findes i psykologien og den ofte ubevidste jagt efter social anderkendelse. Direktøren Leith Sharp, der har læst psykologi og human development, fortæller: ”Ønsket om at opretholde status i de grupper af ligestillede, vi indgår i, er en magtfuld, menneskelig trang. Den kan bruges strategisk til at bryde de barrierer, der er ved effektiv voksenundervisning: Folk har travlt, og det er normalt svært at få dem til at fokusere på læring. Men hvis du gør det til en bydende nødvendighed for deres sociale status at lære, så har folk en tendens til at prioritere det. Skønheden ved Peer-to-Peer modellen er, at det er en proces mellem ligesindede, der indeholder gensidig læring, samtidig med at deltagerne opnår social belønning for deres engagement. Da vi begyndte at bruge disse modeller, fandt vi ud af, at de rummede alle mulige andre slags fordele. Det blev f.eks. mere sjovt og skabte gode forbindelser mellem folk.”
HGCI støtter processen og skaber først og fremmest et forum, hvor disse problemstillinger bliver diskuteret og efterfølgende fulgt op på. De studerende får 11-17 dollars i timen for at deltage én gang hver 2. uge og har derefter til opgave gennem lege og aktiviteter at sætte fokus på et udvalgt aspekt af bæredygtighed på kollegiet den kommende periode.
De studerende, der deltager i træningen, oplever det typisk som en særdeles positiv oplevelse. Nogle kalder den deres bedste. De studerende ser det som en komponent i deres læring og ophold på universitet. De kan selv identificere nære problemer i lokalmiljøet på campus eller kollegiet – og kan med hjælp fra HGCI lettere implementere løsningerne, som også kan være strukturelle eller organisatoriske. Temaerne bliver som regel også brugt i de studerendes akademiske arbejde, og her hjælper HGCI med at skaffe data og oplysninger.
Når de studerende og fakultetet bliver involveret i bæredygtighedsproblematikken lokalt, bidrager det til en større forståelse for den organisation, som universitetet er. HGCI oplever, at studerende og det videnskabelige personale generelt har ringe ide om, hvordan bygningerne bliver drevet. Driften opleves intuitivt som værende et beskidt arbejde, som burde være let at udføre. Disse barrierer er studerende og personale fra fakulteterne med til at nedbryde, når de bruger cases fra Harvards egen drift i deres undervisning.
Her opstår imidlertid et andet problem – nemlig at det administrative personale sjældent har mulighed for at fremskaffe strukturerede oplysninger til de studerendes læringsprojekter. Det er ganske enkelt for svært at få adgang til data om bygningsdrift og transport på Harvard, hvilket sandsynligvis gælder på mange andre universiteter. HGCI oplever, at det sker, fordi det administrative personale ikke tidsmæssigt har ressourcer til at strukturere oplysningerne, så de kan bruges. ”Fakultetet har ofte ikke tid til at sætte sig nok ind i, hvordan et campus fungerer. Studerende kan ikke få adgang til information, ligesom de er afhængige af at skulle aflevere projektet til tiden. Universitetets ansatte er allerede bebyrdede, så de har ikke mulighed for at smide alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe studerende eller fakultetet. Så vores universiteter har faktisk brug for at skabe en bred bro mellem personale, fakultet og studerende, så de sammen kan bruge campus kreativt som et redskab til at lære. Resultatet er ikke umiddelbart målbart, og derfor har meget få universiteter indført sådanne tiltag, til trods for at denne form for praksisorienteret undervisning er essentielt for en uddannelse, der relaterer sig til bæredygtighed”, pointerer Leith Sharp.
Harvards markedsfører sig på sit engagement i bæredygtighed, som sker gennem HGCI, og universitetet opfattes af mange som blandt de førende på dette område. Det behøver imidlertid ikke altid at koste ekstra at engagere sig i denne sag. Konstruktionen omkring HGCI sikrer nemlig, at størstedelen af alle udgifter dækkes.
Alle HGCI medarbejdere er ansat af Harvard og fungerer i praksis som konsulenter betalt af de enkelte Harvard skoler, der er selvstændige økonomiske enheder. De køber HGCI’s assistance for at sikre, at bæredygtighed bliver implementeret i byggeprojekter og i det daglige liv. Udgiften opvejes let af den besparelse, det medfører for skolens drift. På samme vis betaler f.eks. det firma, der driver kantinerne for træning af køkkenpersonalet, da de oplever en væsentlig nedgang i køkkenets ressourceforbrug og affaldsmængde efter hver session.
Leith Sharp fortæller: ”Der er så mange fordele i det for Harvard: De økonomiske besparelser, den positive medieomtale, stoltheden i lokalsamfundet, bedre udviklingsmuligheder for personalet, bedre forhold til offentlige myndigheder, der regulerer området. Og så selvfølgelig den gode følelse af, at vi handler proaktivt på disse enorme problemstillinger. Omvendt er der også risici forbundet med, at Harvard ikke er frontløber inden for dette emne. Universitetet ville blive angrebet af frustrerede studerende og alumi eller få dårlig medieomtale. Jeg tror, at fordelene er gået hånd i hånd med angsten for risikoen ved ikke at handle, og at begge har været medvirkende årsag til, at folk har involveret sig.”
HGCI har oprettet en låne fond, hvor de enkelte skoler på Harvard kan låne penge til bæredygtige elementer i forbindelse med ny- og ombygning. Der findes forskellige lånetyper, f.eks. svarende til merudgiften ved at indføre elementer, der kan skabe økonomiske besparelser på min. 9 % om året. Leith Sharp forklarer, at muligheden for på en ubureaukratisk måde at låne penge har været afgørende for skolernes evne og lyst til at foretage bæredygtige tiltag i deres bygninger. ”Lånefonden er skabt for at fjerne en undskyldning – f.eks. manglende finansiering – for ikke at indarbejde grønne tiltag, der har en tilbagebetalingstid på 5 måske 10 år”.
Målet for HGCI er at forandre Harvard University, så det ikke blot er en undervisnings- og forskningsinstitution, men også en lærende institution. Institutionen skal grundlæggende ændre sin organisation, så den kan håndtere nutidens store udfordringer, som f.eks. bæredygtighedsproblematikken. Konkret betyder det, at HGCI implementerer ”University-wide Sustainability Principles”.
”Ideen er, at et voksende antal studerende og lærere hvert semester skal have muligheden for at bruge deres campus som et læringsredskab for en myriade af emner: Fra bæredygtigt bygningsdesign, grønt regnskab og energisystemer til ledelse og beslutningsprocesser. Indtil videre er det mere en vision end realitet på Harvard. Vi har bestemt skønne eksempler på dette i de seneste år. Ingeniørstuderende, der studerer energiforbruget i bygningerne eller kurser i offentlig administration, som undersøger Harvards CO2 udslip. Men det er ikke blevet rutine endnu. For at visionen kan realiseres i den skala, som Principperne forslår, skal Harvard finde en måde at finansiere de ekstra medarbejdere, som kan understøtte det arbejde. Som nævnt tidligere kræver det, at studerende, fakultet og personalet kan få den rette opbakning for at skabe de rette muligheder for at udvikle et bæredygtigt campus”, slutter Leith Sharp.
| Harvard Green Campus Initiative (HGCI) | |
|---|---|
| Harvard Green Campus Initiative (HGCI) er et initiativ, der skal gøre Harvard til et levende laboratorium og lærende organisation for bæredygtighed. Forretningsmodellen er entreprenant, da HGCI løbende udvikler og sælger nye services til Harvards enkelte skoler og afdelinger, som kan spare penge og reducere miljømæssige påvirkninger. HGCI er en serviceorganisation med 24 fuldtidsmedarbejdere og 40 deltidsstuderede, som deltager i ny- og ombygningssager – og arbejder med adfærdsændring |
Frederiksberg Campus udgør et grønt og næsten landligt åndehul for byområdet Frederiksberg 2 km fra Københavns Centrum. Her bor det Biovidenskabelige Fakultet, LIFE, som arbejder med mennesker, planter og dyreliv. Omverdenen kender LIFE for sit populære haveanlæg, som beboere i nærområdet i dag bruger rekreativt. LIFE ønsker nu med en ny visionsplan at synliggøre de faglige aktiviteter og aspekter af campusområdet
| Det biovidenskabelige fakultet, LIFE, Frederiksberg Campus, København | ||
|---|---|---|
| Grundlagt | 1858, hvor fakultetets have blev anlagt. | |
| Status | Offentligt universitet | |
| Campus befolkning | 5.300 personer. Heraf 3.500 indskrevne studerende, (hvoraf 10 % er udenlandske studerende) samt 1.800 fuldtidsansatte | |
| Afstand til by | 2 km fra Københavns Centrum (1 mio. indbyggere) | |
| Fagområder | Fødevarer, Naturressourcer og Veterinærmedicin | |
| Årlig studieafgift | 0 kr. | |
Københavns Universitet er et offentligt universitet. Universitetet lejer hovedparten af sine bygninger hos Universitets- og Bygningsstyrelsen, som ejer bygningerne og campusområderne.
Københavns Universitet fusionerede i 2007 med en række andre universiteter bl.a. den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, som nu kaldes Det Biovidenskabelige Fakultet, LIFE. Københavns Universitet har omfattende campusplaner for samlokalisering af universitetets aktiviteter på de fire nye campusområder: Nørre Campus, City Campus, Søndre Campus samt Frederiksberg Campus. Foruden Frederiksberg Campus har Det Biovidenskabelige Fakultet også campusområder i Taastrup og Hørsholm. Her er pladskrævende aktiviteter som forsøgsmarker og stalde med store husdyr placeret.
Frederiksberg Campus består af tre områder. De ligger i forlængelse af hinanden afbrudt af trafikerede veje. Områderne er meget forskelligartede. Det mest kendte område er det oprindelige, som består af et fredet haveanlæg med karakterfulde bygninger af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Et gammelt væksthus på dette område har nu fået en ny funktion som café – nomineret til den bedste i København 2008. Her serveres blandt andet universitetets eget øl.
En række historiske og bevaringsværdige bygninger fra 1770 og 1858 er placeret på det nordligste område, der i løbet af årene blev inddraget. I 1968-70 blev det markante højhus opført på grund af udviklingen i fakultetets uddannelser. Det anses i dag som det centrale kompleks. Den 8 etager høje funktionalistiske laboratorie- og undervisningsbygning er tegnet af arkitekterne Steen Eiler Rasmussen og Mogens Koch. Bygningen skaber en indre vandregang og fungerer som en livlig zone med aktivitet. Nye auditorie-, laboratorium- og foyerbygninger blev opført af arkitektfirmaer som Erik Møllers Tegnestue i 1995 og Dissing+Weitling i 1996.
Studentermiljøet er aktivt på LIFE. Studiernes undersøgelser og eksperimenter tager typisk afsæt i campusområdets væksthuse og haver. Mange studerende knytter sig naturligt til campusområdet og tilbringer gerne fritiden her.
Nogle studerende har også mulighed for at bo i nærheden.
Campus strækker sig over et stort areal, og som forsker færdes man typisk nær sit eget fag. De studerende mødes dog gerne på tværs af alle studieretninger i den populære kantine Gimle, der befinder sig ved en forplads til det oprindelige campusområdet. Således fungerer Gimle som et socialt holdepunkt, som alle studerende besøger med jævne mellemrum.
Campus har både mødesteder ude og inde. Den centrale gang giver god mulighed for samvær med borde og stole til faglig og anden snak. Udenfor er plantesamlingerne på campus samlet i parker. Her kan ansatte, studerende og folk udefra gå en tur eller ligge og nyde solen. Man kan også høre om plantelivet på en af rundvisningerne, som universitetet tilbyder.
LIFE står overfor et større nybyggeri af læringsarealer, gæsteboliger og forskningsfaciliteter. Fakultetet har derfor netop udarbejdet en udviklingsplan. I arbejdet med udviklingsplanen blev studerende og forskere fra LIFE inddraget sammen med eksterne ressourcepersoner. Planen kombinerer visioner for bæredygtighed, trafikale forhold, det sociale liv og plantelivet på campus.
En særlig kunstplan viser mulighederne for kunst på fremtidens Frederiksberg Campus. Og på Det Biovidenskabelige Fakultets campus i Taastrup har kunstneren Camilla Berner lavet en kunstplan, der gør hele området til et stort kunstværk.
Forholdet mellem universitet og by er et væsentligt punkt i Københavns Universitets campus planlægning. Frederiksberg Campus er allerede i dag en attraktion i bydelen blandt andet på grund af sin have. Fremover ønsker fakultetet at tilbyde endnu flere grønne rum og oplevelser som koncerter eller åbne forelæsninger til byens borgere og universitetets befolkning. Visionsplanen indeholder en rambla, som forbinder campus internt og indgår i en eksisterende grøn cykelsti i kommunen.
Murene skal brydes ned på udvalgte steder omkring campus, så der fysisk åbnes op for indsyn. Samtidig lægger visionsplanen op til nye steder som Gastronomiens hus. Hensigten med de nye tiltag er at styrke universitetets formidling af viden blandt andet om fødevarer fra jord til bord. I dag har universitetet allerede plantesalg fra drivhusene til private – og trækker på den måde flere besøgende til campusområdet.
Research: Cathrine Schmidt
Per Holten-Andersen er dekan på Det Biovidenskabelige Fakultet
Kan du beskrive, hvad det kræver af ledelsen at starte og gennemføre arbejdet med en visionsplan?Som formand for styregruppen fulgte jeg processen ret nøje. Vi skulle ikke bare have flotte arkitekttegninger men en operationel plan. Derfor meldte vi klart ud, hvad vi prioriterede – f.eks. at de praktiske ting som parkeringsforhold skulle løses i visionsplanen.
Har inddragelsen af Frederiksberg kommune hjulpet det videre arbejde?Med inddragelsen har vi haft mulighed for at præge kommunens tanker om området og omvendt. Vi ville sikre, at visionsplanerne blev forankret i kommunens lokalplaner og i trafikplanerne for Frederiksberg. Og vi havde bl.a. kommunens planchef med i styregruppen. Beslutningen om, hvad der skal ske med de to veje, der krydser campusområdet fra øst mod vest, træffes inden for et par år. Det ved vi på grund af de fælles møder.
Har du gode råd til andre i en lignende situation?Jeg har ingen patentløsning, men jeg mener, det er vigtigt, at universitetsledelsen tager hånd om campusmiljøet. Universiteter er ikke blot forskning og uddannelse. Miljøet er en vigtig komponent, når man skal tiltrække studerende og er vigtig for arbejdsglæden blandt de ansatte. Sammenlagt bruger jeg nok 10 % af min tid på arbejdet med udeområderne og bygningerne. Jeg ser det som en integreret del af opgaven for universitetsledelsen at følge op på og udvikle miljøet både gennem store fremtidsplaner og små vedligehold.
Universiteterne skal markere sig med synlige campusområder, der løfter resten af byområdet og ånden på universitetet. Vi har i forvejen gode rammer, og det prøver vi at gøre endnu bedre. F.eks. har vi arbejdet meget på at gøre udeområderne anvendelige. I dag dækker vores trådløse netværk fx også hele parken, der altid er åben for adgang. Og i modsætningen til for to år siden er der ikke ét skilt, hvor der står: ”Græsset må ikke betrædes”. Det er tiltag vi får meget positiv respons på i vores undervisningsmiljøvurderinger.
Trine Sofie Nielsen studerer Naturressourcer ved LIFE og er formand for De Studerendes Råd. Trine Sofie Nielsen deltog både i Advisory Board og Styregruppen for udviklingssplanen på LIFE
Hvad synes du om forløbet med visionsplanerne og hvad var dit fokus som studerende?Workshoppen [dialogdagene red.] fungerede rigtigt godt. Vores fokus som studerende var naturligvis at få et bedre studiemiljø med bedre faciliteter f.eks. et større studenterhus.
Synes du, I har fået sat et præg på visionsplanerne?Ja, det var vigtigt med det sociale på campusområdet. Ramblaen binder de studerende bedre sammen, og mens nogle af faciliteterne i dag kun er i den ene ende af campusområdet, har vi sikret, at der er kantine og caféer i alle tre dele af campus, i visionsplanen. På den måde har de studerende også noget at byde ind med. Mens de ansatte på LIFE selvfølgelig har deres specifikke interesser i forhold til det sted, hvor de arbejder, ser vi studerende det måske mere overordnet. Fordi vi ikke har specifikke steder, vi hører til. Vi færdes jo over det hele på campusområdet.
Har andre studerende vist interesse for visionsplanerne?I starten var det svært at fange de studerendes interesse. Mange jeg talte med blev først klar over, at de studerende havde en mulighed for at blive inddraget i processen, efter at workshoppen var blevet afholdt. Informationen var ikke nået ud til alle. Skulle man gøre det om, kunne man måske holde workshoppen over to dage for at få mere opmærksomhed om projektet og få flere inddraget.
Er der andre ting du nu bagefter ville ønske, der var sket?Det havde været oplagt at inddrage de studerende fra landskabsarkitektlinien. Jeg har hørt flere, der har ærgret sig over, at de ikke blev inddraget i processen.
Marina Bergen Jensen er forsker ved Skov og Landskab, Parker & Urbant Landskab
Hvad var din involvering i arbejdet med visionsplanen?Jeg præsenterede ideer, til hvordan man kunne arbejde med vand på campusområdet, på et af Advisory Boardets møder. Ideen er at aflaste Frederiksberg Kommunes kloaksystem ved at holde regnvandet på campusområdet. Kloaksystemerne vil nemlig være under pres i fremtiden. For klimaændringerne giver mere og kraftigere regn.
Med vandet kunne vi lave et spændende campus med særlige bede med planter, der gror bedst i en fugtig jordbund. Det vil være en god opgave for vores landskabsarkitektuddannelse. Vandet kunne også bruges til vores væksthuse, toiletskyl eller andre ting, der ikke kræver samme kvalitet som drikkevand.”
Hvad synes du om forløbet med visionsplanen?Jeg forstod først rigtig sammenhængen med campusplanen ved det første møde. Jeg oplevede, at min rolle var at komme med inspiration, som arbejdsgruppen kunne lytte til. Nu vil jeg gerne høre, hvad der sker med visionsplanen.
Hvad synes du om resultatet?Jeg havde ikke hørt mere om resultatet, før rektor præsenterede det til vores personalemøde. Ramblaen lyder rigtig flot. Det er godt, at vi får bundet hele campus sammen. Jeg ved ikke, om der sker noget med vandplanerne.
Hvad glæder du dig mest til i den fremtidig udvikling der er skitseret?Væksthuset, vores studenterdrevne café, skal ligge centralt på ramblaen. Det er rigtig godt tænkt! Det glæder jeg mig til at se.
Den nye udviklingsplan for Frederiksberg Campus skal sikre, at de overordnede linier er gennemtænkt, så fremtidens tiltag bliver en del af en helhed. Siden skal planen hjælpe med at realisere tiltagene gennem fundraising. Erfaringen er, at man skal involvere alle niveauer af universitetet og samtidig have blik for, at det færdige produkt skal være lige til at omsætte
Interview”Når vi bruger offentlige penge, er det vigtigt, at vi bruger dem rigtigt den første gang. Derfor lavede vi udviklingsplanen. Det samme gælder, når vi søger private fonde om midler til at udvikle vores campus. Udviklingsplanen gør det tydeligt, at vi har gennemtænkt de projekter, vi søger midler til – at vi har en overordnet plan med udviklingen. Det er vigtigt, hvis målet skal nås”, fortæller Marianne Vejen Hansen. Planen skal også formidle LIFE’s kvaliteter i offentligheden. Den viser de muligheder, campusområdet rummer og viser, hvordan man kan omsætte dem til konkrete fysiske forslag.
”Man skal selv aktivt involvere sig i samarbejdet med rådgivere. Arbejdet med udviklingsplanen kræver, at man har et godt kendskab til området og bygningerne. Det har også været godt, at projektet har været centralt forankret i organisationen. Det Biovidenskabelige Fakultets dekan Per Holten-Andersen var allerede fra begyndelsen aktivt involveret i projektet”, fortæller Marianne Vejen Hansen og fortsætter: ”Vi havde et rigtig godt og smidigt samarbejde indenfor den lille arbejdsgruppe. De mange deltagere ved dialogmøderne var en fordel. Vi ville dels have så mange input som muligt, og dels ville vi skabe netværk og ejerskab om de fremtidige beslutninger.”
Der var kun 4 personer i arbejdsgruppen: Rådgiverne fra arkitektfirmaet Kjær & Richter og Schønherr Landskab samt bygningschef og projektleder. Input til arbejdsgruppen kom blandt andet fra et Advisory Board. Det blev nedsat i starten af processen. Interne og eksterne sparringspartnere i Advisory Board blev inviteret til dialogmøder igennem hele arbejdsprocessen. De tanker og visioner, der kom frem på møderne med Advisory Board, blev siden bearbejdet og præsenteret for styregruppen, der stod for prioriteringen af forslagene.
En proces med mange involverede kræver dog klare rammer, fortæller Anette Persson: ”Set i bakspejlet kunne dialogmøderne godt have haft mere aktiv deltagelse og mindre karakter af orienteringsmøder. Dialogmøderne kræver meget præcise udmeldinger om, hvad man forventer af Advisory Boardets medlemmer fra de faglige miljøer. Nogle af Advisory Boardets medlemmer havde nok den oplevelse, at de ved deres tilstedeværelse bidrog med deres egen faglighed og interesse. De havde ikke følelsen af, at de var forpligtet til at være ambassadører, der fik spredt debatten ud i deres faglige bagland på institutterne. Det var ellers vores tanke, da vi havde bedt institutterne om at udpege repræsentanter fra hvert fagområde”.
”Vi ville gerne skabe et ejerskab til processen hos vores studerende og ansatte,” fortæller Anette Persson. ”Derfor ville vi gerne inddrage dem. Vi ville gerne skabe et engagement i- og et ejerskab både til processen og til området og til det efterfølgende resultat. Vi ville gerne have ansatte og studerende til at tænke over, hvad der kunne blive bedre ved omgivelserne. Vi ville vise, at LIFE har nogle særlige kvaliteter.”
Udviklingsplanen er også en huskeliste. Den udpeger, hvilke overvejelser man skal gøre sig, inden de fysiske tiltag udføres. Svarene på de spørgsmål er forskellige fra område til område og kan ændre sig. Derfor skal beslutningsgrundlaget være gennemskueligt. At forklare hvorfor tiltagene er valgt og ikke blot fortælle, hvad der er valgt, giver processen legitimitet og engagerer brugere og samarbejdspartnere, fortæller Marianne Vejen Hansen. For eksempel blev Frederiksberg Kommune inddraget tidligt i visionsprocessen.
”Vi holdt møder med kommunen, hvor vi fortalte om vores planer, og de fortalte blandt andet om deres trafikplaner. Vi vil gerne ændre trafikforholdende omkring campus. Især med hensyn til de to veje, der gennemskærer campusområdet. Det har givet os en god start på det fremtidige samarbejdet, at de ved, båd
e hvad vi vil og hvorfor, og at de har haft indflydelse på udformningen”, fortæller Anette Persson.”Vi var selvfølgelig i en privilegeret situation med de forskellige fagligheder på LIFE. Men jeg tror, at man sagtens kan drage stor nytte af på samme måde at inddrage faglighederne på andre universitetsfakulteter”, siger Marianne Vejen Hansen. Med faglige kompetencer indenfor landskabsarkitektur, byrum og beplantning kunne forskere på LIFE bidrage med konkrete forslag til visionsplanen. Blandt andet arbejdede en forsker ved Center for Skov og Landskab med et nedsivningssystem, der kan forebygge oversvømmelser i forbindelse med store regnskyl.
Studerende og ansatte kan også bidrage med kendskab til området. Ved et af dialogmøderne fik de til opgave at indtegne campusområdets kvaliteter, potentialer og problemer på individuelle kort, der senere blev lagt sammen til ét kort. Det gjorde det tydeligt for arbejdsgruppen, hvor de skulle sætte ind. En positiv overraskelse for arbejdsgruppen var, at de studerende og ansatte så rigtig mange muligheder for campus og var åbne for forandring.
Gratis fadøl og hotdogs tiltrækker studerende. Og det uddelte arbejdsgruppen for at tiltrække de studerende på LIFE til de åbne dialogmøder. Flyers og e-mails var til gengæld ikke vejen til at skabe opmærksomhed om dialogmøderne i dette projekt. For at sikre en stor studenterdeltagelse må møder heller ikke ligge for tæt op ad eksamener men gerne umiddelbart inden fredagsbaren, lyder det enstemmigt fra Marianne Vejen Hansen og Anette Persson. Yderligere at inddrage studerende gennem deres undervisning kræver endnu mere planlægning. ”Vi havde planer om at inddrage et hold studerende i et projekt om handicaptilgængelighed på campus, men undervisningsplanen var allerede lagt fast for året. Derudover kan det godt være en udfordring at få gjort de studerende involverede i arbejdet med at udvikle campusområdet. Undervisningen ligger jo spredt, og midt i den faglige fokusering får de studerende ’skyklapper på’”, fortæller Marianne Vejen Hansen. Nemmere er det at inddrage studenterorganisationerne, der kan formulere og repræsentere klare interesser. For eksempel havde studentergrupper for bæredygtighed mulighed for at præsentere deres idéer på et af Advisory Boardets møder. Både Advisory Boardet og i Styregruppen sad den samme repræsentant fra De Studerendes Råd, og det sikrede et godt vidensflow.
Udviklingsplanen skal ikke blot samle støv på hylden, og derfor er der stadig et stort stykke arbejde, der skal gøres. Udviklingsplanen indeholder ikke konkrete tiltag og fysiske guidelines. De skal nu skabes, mens hverdagen sætter ind. Arbejdsgruppen er derfor ved at udarbejde en handlingsplan, der kommer til at indeholde både de helt overordnede langsigtede visioner og de små hurtige succeser som f.eks. at etablere en løberute på campusområdet. Forskellen mellem udviklingsplan og handlingsplan kan beskrives med temaet, ”Udendørs belysning”. Handlingsplanen skal opstille konkrete anvisninger for, hvad den rette udendørs belysning er på en række steder ud fra de hensyn, udviklingsplanen beskriver. Hensynene relaterer sig til orientering, sikkerhed, stemning og iscenesættelse. Med mere konkrete fysiske guidelines, ønsker arbejdsgruppen et sæt fælles spilleregler for nye fysiske tiltag. Ikke for at skabe en ensartethed, men for at sikre en diversitet, hvor initiativet kan komme fra flere forskellige aktører, og projekterne kan sættes i gang løbende. Hvert halve år vil gruppen gøre status over arbejdet og udstikke detaljer for det videre forløb.
Formidlingsarbejdet er heller ikke slut. Det er vigtigt at synliggøre tidligere tiltag, så både interne og udefrakommende brugere af campusområdet kan se, at der sker noget efter deres indsats. ”Når den nye løberute får skilte op, eller der kommer liggestole frem på campusområdet, skal det være tydeligt, at det er en lille del af den overordnede udviklingsplan”, slutter Anette Persson
Cathrine SchmidtCampusplanlægning har store økonomiske samt politiske konsekvenser. Der skal tages alvorlige beslutninger i et vidtrækkende perspektiv. Hvad er planlæggerens rolle i at afklare alt dette? Schønherr Landskab og Kjaer & Richter arbejdede tæt sammen med LIFE gennem et år for at lave den nye udviklingsplan
Vi arbejdede gennem et år tæt sammen med fakultetets medarbejdere. Processen var formuleret åben og sammen måtte vi løbende definere, hvordan den skulle forme sig. For mange enheder i bygherrens organisation må spørge sig selv og hinanden: Hvilket liv skal udfolde sig på campus, hvordan vil vi ses af omverdenen, og hvilken udvikling ønsker vi?
Som rådgivere måtte vi gøre os klart, hvordan vi fik inddraget de relevante parter på de rigtige tidspunkter. Vi måtte finde en måde at lade en visionær og realistisk plan vokse frem i samarbejde med fakultet og ikke mindst finde vores egen rolle som arkitekter.
Brugerne skulle være centrale i forhold til at formulere planens indhold, og vi skulle som rådgivere være centrale i forhold til at give planen et fysisk udtryk. Brugernes indsigt i området fik på den måde indflydelse på projektet samtidig med, at vi fik arbejdsro til at skabe planen som en syntese. Det viste sig at være en god og forståelig skelnen, der også præciserede forskellen på arkitekter og brugerne.
Arbejdsgruppen var sammensat af arkitekter fra fakultetet og rådgiverne. Det var frugtbart og helt nødvendig. Fakultetets arkitekter havde en indsigt i campusmiljøet, der var af vital betydning for både produkt og proces. Kendskabet til organisationen sikrede at planen blev forstået, godkendt og kvalificeret indefra organisationen. Det tætte samarbejde var positivt og sparede os for vildskud og urealistiske forslag.
På Advisory Board møderne præsenterede vi løbende projektet og fik konstruktiv respons. F.eks. kom en deltager med ideen om den såkaldte ”Rambla” – et tværgående sti- og aktivitetsforløb på campusområdet. Det er svært at afgøre, om panelets medlemmer i praksis tog noget med fra møderne og bragte det tilbage til resten af fakultet. Erfaringen vi tager med er, at formålet med et Advisory Boards skal afklares tidligt. Sammensætningen af panelet og medlemmernes forståelse af deres rolle er af afgørende betydning.
Vi lagde vægt på at udarbejde et program for planen. Programmet skulle udpege de fælles intentioner og mål for planen. Bygherrens oplæg var vidtfavnende og ambitiøst. Området stort og interessenterne mange. Med programmet identificerede vi værdier, problemer og potentialer og skabte fokus og hierarki.
Programmet var et godt redskab til at inddrage både brugere og beslutningstagere. Fokus blev lagt på planens substans, og vi undgik løs snak om tilfældige kæpheste. Det var en fordel for planens faglige indhold og udbyttet af brugerinddragelsen at kunne udvikle program og planforslag i én og samme proces. Store dele af programmet indgik direkte i den endelige udviklingsplan, fordi det blev et fundament for planen. Programudviklingen skærpede alle parters bevidsthed om planens indhold og skabte fælles forståelse for baggrunden for planens fysiske udtryk.
Hvorfor endte projektet med at tage 10,5 måneder, når det var planlagt til at tage omkring 6? Vi har en tilståelse: Styregruppens godkendelse af programmet og det afsluttende arbejde med at formidle planen til fakultets 150 års jubilæum viste sig at tage meget længere tid end nogen i arbejdsgruppen havde forventet.
Et program er forpligtende, voldsomt determinerende og godkendelse af det må ikke undervurderes. Programgodkendelsen satte projektets alvor på spidsen for alle og det medførte en reel pause på en måned samt ekstra møder med f.eks. Frederiksberg Kommune. Erfaringen vi tager med er, at en programgodkendelse skal planlægges. Alle beslutningstagere skal på forhånd tages tidmæssig i ed og skal have fuld forståelse for, hvad et program er. Samtidig er det et arbejde i sig selv, at skabe klarhed om projektets endelige form. Formen er afhængig af modtager og overdragelsesform.
For at kunne gribe kompleksiteten i opgaven udarbejdede vi en matrix. I tre skalaforhold fokuserede vi på 1. campusområdets relation til byen, 2. området som helhed og 3. de enkelte rum og bygninger. Samtidig arbejdede vi med tre spor, som repræsenterede tre dimensioner af campusmiljøet. Det mentale spor omhandlede aspekter som branding og identitet. Det sociale spor kredsede om f.eks. liv og fællesskab på campus. Det fysiske spor behandlede områdets konkrete materialitet.
Koblingen mellem spor og skalaforhold satte system i og synliggjorde vidt forskellige aspekter, fra manglen på enkelte parkeringspladser til campusområdets ry i resten af byen. Alle kunne hurtigt forstå modellen og sætte deres egne kommentarer og synspunkter i sammenhæng. Modellen viste sig meget brugbar til og med programmet, hvor den efterfølgende mere blev til en måde at tænke på.
Der er forskel på om brugerne bidrager igennem f.eks. ord, tegning eller foto. Medierne inviterer til noget og besværliggør noget andet. Vores erfaringer er, at ord og snak let bliver for uforpligtigende generelt og ikke udfordrer brugerne til at vælge eller se nye sammenhænge. Da brugerne derimod tegnede på kort, satte de naturligt deres ”egne hjørner” ind i en helhed. da vi bad brugerne om at bidrage med tre fotos af ”det bedste” gav det en mulighed for at indfange stemninger og situationer. Andre aspekter beskrives selvsagt bedst i ord.
Det må understreges at inddragelsen af brugerne ikke må udvande forskellen på aktørerne. Brugerne ved bedst, hvad deres drømme er, hvilke kvaliteter og problemer, de har gjort sig erfaringer med på et sted, og arkitekterne ved bedst, hvordan det hele vægtes i en helhed og får fysisk udtryk.
Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvilken kommunikationsstrategi har den ønskede effekt i organisationen? Det skal diskuteres tidligt. Projektet fik en plads på Fakultets egen hjemmeside, hvor studerende som ansatte kunne skrive kommentarer. De relativt få kommentarer, der blev indsendt, kan skyldes at projektet fik en mindre eksponeret placering på fakultetets hjemmeside. Alle blev inviteret til dialogdagen – en fælles workshop mellem brugere og arbejdsgruppe. Arrangementet og hjemmesiden blev annonceret igennem flyers og plakater på hele campusområdet. De mange flyers og plakater skabte opmærksomhed, men Fakultets designskabelon så ud til at have en neutraliserende effekt. Det havde været bedre at lade projektet have sin egen grafiske profil og dermed tiltrække sig større opmærksomhed.
Studieturen til campusmiljøer i New York og Connecticut var planlagt til at ligge i de indledende faser. Men på grund af det store koordineringsarbejde blev turen afholdt senere i programgodkendelsesperioden. Det viste sig at være et godt tidspunkt.
En større delegation med repræsentanter fra en række af de involverede parter deltog på turen. Særligt møderne med universiteternes egne planlæggere var til stor inspiration. På turen blev alle klar over, at planen skulle være et dynamisk værktøj. Samtidig blev der på turen taget konkrete beslutninger. F.eks. ideen om en egentlig hovedindgang til campus blev elimineret. Studieturen var en katalysator for forventningsafstemning og konkretisering. Den optimale placering af en studietur er ud fra vores erfaringer midtvejs i programudarbejdelsen, idet en række foreløbige programspørgsmål allerede her ville kunne afprøves fremadrettet.
Undervejs i projektet fik vi en række overraskelser. Muligheden for samtidig at igangsætte arbejdet med en kunstplan for Frederiksberg Campus medførte en generel konsolidering af udviklingsplanen, men også yderligere koordinering og præcisering af relationen mellem de to planer. Frederiksberg Kommune fik tillige en uventet rolle, da det viste sig at et delområde var underlagt naturbeskyttelsesloven i et omfang, som var svært at få afklaret indenfor tidsrammen.
Hvad kom der så ud af denne proces? Den primære substans i planen er en række retningslinier og principper - for at fastholde områdets værdier, udfolde dets potentialer og løse hovedproblematikker. Plantegninger og visualiseringerne fortæller, hvordan der kan, men ikke skal, gives fysik plads indenfor de opstillede rammer. Udviklingsplanen er et værktøj til planlægning. Den vil derfor være aktuel i mange år, hvis handlingsplanen forankres bredt udover de fysiske rammer.
Universiteternes fysiske miljøer skal ikke blot være sikre og sunde, men også æstetiske. Det fastslår loven om undervisningsmiljø. Universiteterne kan derfor få hjælp af Universitets- og Bygningsstyrelsen både til kunstudsmykninger og til en samlet kunstplan for de fysiske omgivelser, ude som inde. Den mulighed benytter Det Biovidenskabelige Fakultet, LIFE sig af
På LIFE i Taastrup har land-art-kunstneren Camilla Berner lavet en kunstplan, hvor landskabet udgør værket. Hun fortæller, hvordan en række stier i landskabet ikke blot giver én mulighed for at komme ud i de smukke omgivelser på campus, men også synliggør det daglige liv på stedet ved at fortælle om den faglige viden, der ligger bag det, der ses og sanses.
”Hvid Rute” er titlen på værket, som handler om ”genveje”. Ifølge planen vil en række af hvide fliser føre én ud til forskningsaktiviteter på campusområdet; til klimastation, træsamling eller vandbalancestation. Foruden stier af hvide fliser, bliver forsøgsmarkerne slået, så der dannes stier. Stierne er både dem som de studerende og ansatte allerede har dannet, og dem man kunne ønske sig, så man kan gå igennem de blomstrende raps- og lupinmarker, der er anlagt som forsøgsmarker. Derfor er det også planen, at hvide gummistøvler i alle størrelse bliver stillet til rådighed, så besøgende kan gå gennem landskabet uanset vejret.
”Man strukturerer og forskønner normalt et landskab i et bestemt design. Så går der noget tid, og så har den menneskelige brug ”rodet” det hele til igen. Folk har trampet deres egne stier. Det er de stier jeg vil tage udgangspunkt i - i brugen af stedet og betydningen af de ting, der er på campus”, fortæller Camilla Berner og fortsætter: ”Når man kører ud til LIFE’s Højbakkegård i Taastrup, kommer man forbi markerne og den smukke æblehave kaldet ”Pometet”. Men på selve stedet kan man ikke umiddelbart se historien. Da jeg var der første gang, var det efterår. Der var ikke blade på træerne, og foruden en rød vildvin var de grå gasbetonbygninger det eneste, jeg så. Stedet havde ikke tegn på det spændende liv, som foregår derude. Og som besøgende manglede man en skiltning, der kunne føre én rundt, til det, der rent faktisk foregår på campus”.
Der skal være en tæt dialog mellem bygherre, rådgivere og brugere, når kunsten skal integreres i campusudviklingen. Et kunstudvalg med to kunstkonsulenter og to embedsmænd støtter arbejdet med at lave en kunstplan. Som oftest bliver uddannelsesinstitutionen bedt om at nedsætte et kunstudvalg, som kunstkonsulenterne kan indgå en dialog med, for at finde retningslinier for udtryk, placering, vedligeholdelse og opfyldelse af specifikke krav og ønsker. I den proces kan forskernes faglighed og brugen af området give nye ideer til at gøre kunsten synlig på campus.
På LIFE i Taastrup er det kunstneren Camilla Berner, der selv har inddraget forskere og ansatte fra området. Hun har blandt andet fået indblik i stedets brug ved at bede ansatte og studerende om at indtegne deres smutveje på et kort over området. I alt brugte Camilla Berner 3-4 måneder på det indledende arbejde med at lære om stedet og undersøge mulighederne for ruter.”Jeg er gået ned og har sagt dav!”, siger Camilla Berner og griner. ”Så har jeg spurgt: hvordan kommer du hertil? De svarer måske; med bussen og fortæller, hvilken rute de går for at komme herhen. Egentlig ville de gerne gå en anden vej, for det ville spare dem 5 minutter, men de kan ikke lide at gå over græsplænen. Så tager jeg dem på ordet og indtegner en sti dér”.
Arbejdet har på den måde været bundet op om de ønsker, de daglige brugere har til stedet. Camilla Berner ekspliciterer: ”Dyrlægerne og de studerende vil gerne gå en tur og tømme hovedet efter svære operationer, som kan tage flere timer. Det fortalte Susanne Nautrup Olsen, der leder det nye store dyrehospital. Ejerne af de store dyr vil også gerne spadsere og tænke over, om de skal bekoste en svær operation eller aflive dyret. Ligesom forskere og studerende gerne vil gå ture til at vende ideer”.
Kunstplanen skal sikre, at kunsten understøtter campusområdet, universitetets identitet og historie og den videnskabelige profil. For æstetik og faglighed kan nemlig kombineres, og det er vigtigt at inddrage kunstplanlægningen så tidligt som muligt i planlægningen.
LIFE satser på, at kunstplanen også kan skaffe midler til campusområdet, og har lavet en folder om værket for at søge sponsorpenge til at anlægge stierne. LIFE vil senere lave en folder til besøgende, der skal gøre historierne i landskabet tilgængelige. Folderen skal være ved rutens hovedlinier. Man vil kunne læse om planten ”Gåsemad”, der kan spore landminer. (Den grønne plante bliver rød, hvis den vokser ovenpå en mine). Man kan også læse om ”Pometet”, den gamle æblehave, der fungerer som en nordisk genbank for æbler. Folderen er udarbejdet af Camilla Berner og Hanne Lipczak Jakobsen, teknisk chef på LIFEs campusområde i Taastrup. De to har haft et tæt samarbejde, og det har været en stor fordel for projektet.
”Der er mange aktiviteter i landskabet som ingen, undtagen dem, der arbejder med det, kender til. For eksempel gik jeg en tur rundt med Hanne, og vi standsede ved de små bakker med majs. De virkede som en arkitektonisk indramning af landskabet. Som æstetiker udbrød jeg, at det så helt fantastisk ud, mens Hanne svarede: ”Ja det er en stor succes!”. ”Succes - hvordan? Jeg fandt så ud af, at forskerne på LIFE har eksperimenteret med, at majs giver et større udbytte, hvis det bliver dyrket på små jordvolde end på flad jord. Den formidling kunne de godt gøre mere ud af.” Universiteterne forpligtiger sig ikke til at bruge kunstplanerne, men foruden at være et middel til formidling og fundraising er kunstplanerne også en brugbar referenceramme, når universiteterne hver tredje år skal evaluere det æstetiske undervisningsmiljø.
Kunsten i campusudviklingen giver både nye muligheder og nye udfordringer, især når kunstværket er et landskab med mange funktioner. For hvordan skal man håndtere kunstværkets mere flydende form? Skal de definerede smutveje, fliser og kort over området ændres, når der kommer nye aktiviteter til? Eller skal kunstværket være et fastfrosset billede af aktiviteterne i dag? Samtidig har det været vigtigt, at den kunstneriske udsmykning tænkes sammen med produktionen og forskningen på LIFE og med de målsætninger for sundhed, bæredygtighed og tilgængelighed, der er for offentligt tilgængelige campusområder.
For kunstplanen på Taastrup Campus betyder det, at de høstede stier skal kunne omlægges, så de ikke ligger uhensigtsmæssigt for de forsøgsmarker, der løbende bliver beplantet. Samtidig skal andre vigtige planlægningsmæssige hensyn som handicaptilgængelighed indarbejdes i planen for udeområdet. Skal de hvide stier og de nedtrådte stier f.eks. gøres tilgængelige for kørestolsbrugere? Camilla Berners svar er indtil videre nej. Hun argumenterer: ”Selvfølgelig skal der tages hensyn til handicappede, men i den forstand er jeg ikke landskabsarkitekt og har ikke lavet landskabsdesign, det er et kunstværk. Det betyder til tider mere vægt på æstetik end funktion. Der er en finhed i den hvide streg som en linie af hvide fliser vil skabe. Det vil have karakter af en trampesti. Dobbelte fliserækker vil minde om brede fortove. Men et nyt samarbejde med en ny landskabsarkitekt vil give mulighed for at åben op for en samlet rute, hvor mine stier kan forbinde sig til nye asfalt- og grusstier, der tilgodeser tilgængelighed for handicappede”.
Når der er fundet en ny landskabsarkitekt, begynder Det Biovidenskabelige Fakultet at søge om midler til at realisere kunstplanen, som inkluderer alt fra indkøb af gummistøvler til anlæggelse af stier. Kunstplanen, som Camilla Berner har udarbejdet, har dermed konkretiseret et mål om at indarbejde kunst på campus.
Kunststøtten er funderet i et offentligt cirkulære, der fastsætter, at 1,5% af håndværkerudgifterne ved offentligt ny- eller ombygning skal anvendes til udsmykning¹. Ordningen har fungeret siden 2004, og der er blevet bevilliget ca. 5 mio. kr. årligt i den periode. På Universitets- og Bygningsstyrelsens hjemmeside vil man snart kunne se de op mod 40 udsmykninger, som styrelsen har støttet siden ordningen begyndte. Her vil man også kunne se kunstplanerne for campusområderne.
Cathrine Schmidt¹ Kunststøtten beregnes ud fra de normale byggeudgifter. Det betyder, at selvom der for eksempel er ekstra udgifter forbundet med at oprette laboratorier, udløser det ikke flere midler til udsmykning.
Lancaster Universitet fra 1964 er et fritliggende universitet ca. 5 km udenfor Lancaster by. Der er 6.000 sengepladser på campus og 15.000 studerende og ansatte i alt. Den landskabelige placering og de mange fastboende studerende gør, at universitetet må tilgodese de behov, der knytter sig til de studerendes hverdag
| Det biovidenskabelige fakultet, LIFE, Frederiksberg Campus, København | ||
|---|---|---|
| Grundlagt | 1964, hvor det også er opført | |
| Status | Offentligt universitet | |
| Campus befolkning | 15.000 personer. Heraf: 8.500 bachelorstuderende, 3.000 masterstuderende, 800 ph.d. studerende, 1.200 VIP ansatte og 1.500 TAP ansatte | |
| Afstand til by | 5 km fra Lancaster Centrum (46.000 indb.) | |
| Fagområder | 3 fakulteter: Management, Art/Social Science og Science/Tech. | |
| Årlig studieafgift | Ca. 35.000 kr. (Standard for engelske universiteter). | |
| Antal sengepladser på campus | Ca. 6.000 | |
Lancaster University er et offentligt universitet, der finansieres dels af den engelske regering og dels af universitetets egne indtægter. Universitetet ejer selv deres bygninger og deres arealer. Det betyder, at de kan leje lokaler ud til forskellige kommercielle foretagender og selv få gavn af overskuddet. Universitetet indgår i flere offentlige-private partnerskaber (OPP), blandt andet er det nyere ”graduate housing”. Den nye science park, der er på tegnebrættet, tænkes finansieret i samarbejde med Lancaster by, som i høj grad er interesseret i at have et godt samarbejde med universitetet, eftersom universitetet er byens og regionens største arbejdsplads.
Lancaster Universitet er et isoleret campus placeret 5 km fra Lancaster by. Campusområdet har en meget bred sammensætning af tilbud – akademiske som sociale – hvilket gør det til et levende område, der kan sammenlignes med en lille by.
Campus er opbygget som et langt gadeforløb – i daglig tale kaldet ”The Spine” (ryggraden), som forbinder alle undervisningsrum, butikker og sociale funktioner med hinanden. Studenterkollegierne har gerne en bar eller en café i stueetagen, som netop vender ansigtet mod gadeforløbet, hvorimod undervisning og boliger er placeret på første og anden sal. Det medfører et livligt gadebillede, med åbne butiks- eller læringsfacader. Den centrale ryggrad er delvist overdækket, så man kan altid komme tørskoet fra bygning til bygning, ligesom overdækningen skaber læ og rare steder at mødes uformelt.
Bygningsstrukturen er kompakt og uhierarkisk opbygget, og fodgængere er adskilt fra kørende trafik. Den tætte struktur gør, at alle afstande er overkommelige at tilbagelægge til fods. Intet er mere end 10 minutters gang væk. Det giver en særlig nærhed, at campuslivet udspiller sig i et koncentreret område.
”Alexander Square” er campusområdets centrale torv, og herfra spreder gadeforløbet sig til resten af campus og til mindre pladsdannelser. Pladsen er en slags ”Rådhusplads” med underjordisk stoppested for bussen til Lancaster by samt centrale funktioner såsom bibliotek, administration, boghandel og bager. Alexander Square er flankeret af bygninger på alle sider og har sol og dejlig læ. Pladsens ene side er hævet med siddevenlige trin, som giver en intim og afslappet atmosfære. Her opholder studerende sig med og uden formål, og pladsen bliver konstant krydset af folk på vej fra den ene ende af campus til den anden.
Over halvdelen af de studerende bor på ét af de 9 kollegier på campus. For at servicere de 6.000 studerende der bor her, findes et alsidigt udbud af byfunktioner på campus, som stort set alle er placeret i gadeforløbet: Biograf, genbrugsbutik, boghandel, aviskiosk, bageri, kaffebarer, spisesteder, kirke, bank, blomsterhandler, teater, tandlæge, læge, apotek, postkontor mv. Nogle spisesteder er forvaltet af universitetet, men langt de fleste er private foretagender, som lejer sig ind på universitetet. Udlejningen forvaltes af universitetet, der således har mulighed for at tjene penge på detailhandelens tilstedeværelse.
Universitetet udnytter generelt lokalerne hele døgnet ved f.eks. at forpagte en café, der drives kommercielt i dagtimerne, og lade studerende drive en non-profit café i aftentimerne.
Lancaster har med sit fokus på en helhedsorienteret campusplanlægning gjort meget for også at tilfredsstille de ikke akademiske behov. Således prioriteres uformelle mødesteder højt – også i lærings- og forskningstunge bygninger: F.eks. InfoLab 21, et nyt forskningscenter, indeholder således både inkubartormiljøer, forskningsfaciliteter og en attraktiv spisecafe med tagterrasse og udsigt, som tiltrækker gæster, der ellers ikke benytter huset.
Lancaster University har siden 2007 arbejdet efter en ny 10 årig masterplan, som i modsætning til den foregående forsøger at bibeholde campus inden for det oprindelige bebyggelsesfelt. Den nye strategi forstærker derved det centrale gadeforløb fra den oprindelige plan fra 1966 og flytter fokus tilbage på campusanlæggets midte og væk fra yderområderne. Intentionen i den nye plan er at opgradere det offentlige rum og at reintroducere grønne akser med udsyn til det omkringliggende landskab. Det indebærer bl.a. nedrivning af udvalgte bygninger, der ligger uhensigtsmæssigt. Der skal skabes nye bypladser og opgradering af eksisterende, således at gadeforløbet bliver tilført nye destinationer, bl.a. en kulturplads i den nordlige ende af campus, som knytter sig til teateret og koncertsalen. På det centrale Alexander Square er intentionen at etablere en ny eksponeret læringshub, som skal gøre ”selvstudier og selvforvaltede studiekredse” mere attraktive for de studerende.
Joe Rigby studerer sociologi på Lancaster University. Han er ved at afslutte sit første år på en kombinationsuddannelse af en mastergrad og en Ph.d., efter at han har taget sin bachelorgrad på Oxford Universitet
Hvor meget tid bruger du på campus?Jeg bor inde i byen, da jeg under mit BA-studie har prøvet at bo på campus. Denne gang ville jeg gerne bo i et miljø, hvor der ikke udelukkende var studerende omkring mig. Tanken om studentikos isolation appellerede ikke ligefrem til mig. Men når det er sagt, skal det siges, at jeg kommer på campus hver dag for at studere.
Hvad fik dig til at skifte universitet mellem din bachelorgrad og din overbygning?Da jeg skulle vælge overbygnings-universitet, var jeg blandt andet nødt til at overveje min økonomi. Jeg tog til samtale på Lancaster, da jeg er meget imponeret over de professorer, der underviser på sociologi. Det er folk, hvis bøger jeg har læst på min BA. Under samtalen tilbød de mig en fordelagtig aftale med en kombineret master og Ph.d., og så var det svært at sige nej. Da de også gjorde det økonomisk rentabelt, tog jeg imod tilbuddet. Jeg skiftede på grund af den faglige profil, og ikke så meget på grund af det sociale liv.
Hvilke forskelle ser du mellem Oxford og Lancaster Universitet?På Lancaster er der helt sikkert en anden stemning, end der er på Oxford. Lancaster er næsten anti-elitær. Jeg møder ikke det klasseskel, som var meget tydeligt på Oxford. Derimod støder jeg gerne ind i mine professorer og underviser på campusområdet, som – med fødderne solidt plantet på jorden – gerne stopper op og sludrer. På Oxford var der en masse pres, både fra mig selv og fra omgivelserne: når jeg nu var så privilegeret at få en studieplads på Oxford, så måtte jeg jo yde alt, hvad jeg kunne. Det blev lidt af en hæmsko, og her på Lancaster trives jeg faktisk bedre, da jeg har ubegrænset plads til at finde mit eget ståsted.
Lianne Robinson har for tiden orlov fra sit bachelorstudie i filmvidenskab og arbejder lønnet som ansvarlig for ”uddannelse og velfærd” i Lancaster Universitets studenterforening LUSU
Hvor meget tid bruger du på campus?Jeg bruger næsten al min tid, i den forstand, at jeg bor, arbejder og socialiserer her. Jeg bor på et af kollegierne, men tilbringer det meste af min tid hernede i studenterforeningen. Her har jeg flest venner, og vi fungerer vel nærmest som en stor familie. Så selvom jeg har orlov, er mit liv stadig centreret, mentalt som fysisk, omkring campus.
Hvorfor valgte du at arbejde for studenterforeningen LUSU, og hvad laver du der?Der er mange grunde til, at jeg valgte at blive aktiv i LUSU. Først og fremmest har foreningen givet mig nogle fantastiske stunder som studerende og gjort min tid på campus nemmere. LUSU har en filmklub placeret i et af universitetes forelæsningssale. Her kom jeg meget, da biografen er billigere end inde i byen.
Igennem filmklubben blev jeg opmærksom på de mange andre klubber og foreninger, der hører under LUSU. De dækker alt fra politiske, etniske, faglige og sociale forhold. Da jeg så sidste sommer trængte til en pause fra studierne, fandt jeg det oplagt at arbejde for LUSU og stillede derfor op til valg som en af de seks studerende, der er lønnet for deres arbejde. Jeg blev valgt og har i dag ansvaret for den generelle velfærd og uddannelse på campus. Det er en glimrende kombination, idet jeg får relevant arbejdserfaring uden at miste forbindelsen til universitetet.
Hvad arbejder du for at forbedre på universitetet?Nu er Lancaster Universitet jo et sted, hvor de studerendes behov generelt er blevet godt tilgodeset, så der er heldigvis mange ting, jeg ikke behøver at bekymre mig om. En ting, der dog optager os for tiden, er opgraderingen af de fysiske studieområder. Lancaster Universitetsområde tilbyder et væld af uformelle steder, man kan studere, men mange af dem er koblet op på enten caféer eller vores mange barer. Der findes faktisk også studerende, der gerne vil kunne sidde uformelt sammen uden at have krummer, smuldrede chips eller ølsjatter i deres bærbare computere, og det er vigtig, at der også er plads til dem. Mange af dem er ofte overbygningsstuderende, der ikke deltager meget i universitetet sociale liv, og det er vigtigt, at deres behov bliver tilgodeset.
Patricia Russo er udvekslingsstudent fra Italien. Hun studerer et år på instituttet for engelsk litteratur som en del af hendes BA fra Italien
Hvor meget tid bruger du på campus?Jeg bruger al min tid her. Jeg var lidt nervøs for, hvordan det skulle være at flytte helt alene til Nord-england, så jeg blev meget glad, da jeg endelig kom hertil. Jeg bor på et kollegium med studerende fra forskellige fag, og det har været meget nemt at falde til. Jeg havde kun været her i to dage, da jeg blev hevet med ned i baren for første gang af en af mine gangfæller. Jeg nyder at studere og leve på sådan et intenst sted. Når jeg vågner om morgen, er jeg studerende, når jeg spiser frokost, er jeg studerende, og når jeg fester om natten, er jeg det sådan set også. Jeg er trådt ind i et ”fuldkomment” studenterliv!
Hvilke faciliteter bruger du på campus?Det ville næsten være nemmere at sige, hvilke jeg ikke bruger, for hele mit liv lever jeg jo her. Mine indkøb foregår nede hos Spar-købmanden, mine penge henter jeg nede i en af de mange bankautomater på campus, mine pints drikker jeg på en af de mange barer, der ligger på campus, og min yoga foregår i sportscenteret. Jeg kan egentlig ikke tænke på noget behov, som jeg ikke får dækket her – det skulle da lige være tøjshopping – men det er nu også meget godt at være tvunget til at tage ind til byen af og til.
Hvilke steder foretrækker du på campus?Jeg elsker at sidde her på pladsen og se på alle de folk, der går forbi. Det er et sted, hvor man både ser og bliver set. Nu er her lidt stille i dag, men nogle gange foregår der de mærkeligste ting. Folk laver happenings for at samle penge ind eller sælger ud af deres gamle bøger, ligesom de mange foreninger værger medlemmer af og til. Det skyldes måske min italienske baggrund, men hvis jeg skulle brokke mig lidt, kunne jeg godt savne en café her på pladsen, der solgte ordentlig kaffe og som måske havde nogle borde i solen, man kunne sidde ved. Ja, ikke for at fornærme nogen, men madkvaliteten her på campus er altså ikke italiensk standard.
Lancaster University har netop forbedret sin placering i en national ranking efter en massiv satsning de seneste fire år på fysiske forbedringer af campus. Universitetet, der ligger i provinsen i England, gør sig ekstra umage med at skabe et attraktivt fysisk og socialt miljø. Strategien er at skabe rum til ”Det gode studieliv”. For Lancaster University inkluderer det butikker, banker, restauranter og teater, og måske også snart et boligområde for 55+ årige. De kan fungere som mentorer
I har netop forbedret jeres placering på de britiske ranking-lister for universiteter. Har det fysiske miljø været medvirkende til dette – og i så fald hvilke aspekter af det fysiske miljø? Vi kan se, at det fysiske miljø har en stor betydning, når de studerende skal vælge universitet. Jeg tror, det handler om to ting: Dels om udvalget af faciliteter og dels om kvaliteten af dem. Vi prøver på at skabe en diversitet og et udvalg af tilbud på campus. Her tænker jeg på f.eks. sportsfaciliteter, butikker, supermarkeder, banker og fritidsmuligheder, og kvaliteten af det skal være i orden. Derudover gør vi meget ud af at skabe sikre miljøer for vores studerende. Det skal være et behageligt og sikkert sted at bo, leve og studere.
I tager altså ansvar for de unge mennesker ved at tænke sikkerhed ind i planlægningen på campus. Hvordan gør I det?
Når man bor her på campus, har man alle de tilbud, man har i en almindelig by. I modsætning til byen har vi en mulighed for at skabe en større sikkerhed her. Og det er der nogle studerende, der foretrækker. Det engelske politi har en pris: ”Secure by Design”, som gives til bebyggelser, der tænker sikkerheden ind i udformningen. Det kan f.eks. dreje sig om belysning eller overblik. Vi har opnået denne pris for alle de byggerier, vi har gennemført de seneste to år. Sikkerhed er vigtigt for os, og vi er glade for ”Secure by Design”-prisen.
I har 6-7000 boliger på campus, og det betyder, at halvdelen af jeres studerende bor her, hvilket skaber liv på alle tider af døgnet. Campus er omgivet af grønne marker, og nærmeste by er 5 km væk. Som gæst kan man opfatte campus som en isoleret, men livlig ungdomsby. I har bygget boliger til studerende med børn og får derved en mere differentieret beboersammensætning. Har I også overvejet at bygge boliger til andre målgrupper end studerende?
Ja, vi overvejer, om vi skal tilbyde boliger til 55+ på campus. Det er et koncept, vi har hørt om fra Australien, hvor man har gjort det. De ældre tilflyttere får en forældre-lignende rolle over for de studerende. De bliver en slags mentorer. Vi kan naturligvis tilbyde videreuddannelse og voksenundervisning for dem, der vælger at flytte hertil. De kan selvfølgelig også bruge universitetets sports- og fritidsfaciliteter. Så jeg vil ikke kalde det at trække sig tilbage for at leve en rolig tilværelse! Vi er ved at søge myndighederne om tilladelse til at benytte nogle af universitetets arealer til boligformål og vil herefter beslutte, om vi skal bruge dem til 55+ boliger. Vi synes, det er en spændende tanke.
I forsøger at udnytte de arealer, I har til rådighed på en effektiv måde og tænker i dobbeltfunktioner, som også har nogle sociale fordele. F.eks. har I indført caféer, der drives privat i dagtimerne og forvandles til studenterdrevne non-profit caféer i aftentimerne. Lokalet og køkkenet er således det samme, der er blot to pengekasser. Har du andre eksempler på arealer, der udnyttes til flere ting på én gang ?
Ja, lige nu ombygger vi arbejdspladserne til de videnskabelige medarbejdere (academic accomondation) rundt omkring på campus. Vi introducerer ”Brake outs” eller ”Mixing Hubs” i kontorarealerne, som både kan bruges af studerende og ansatte. ”Brake outs” er et supplement til arbejdspladsen, som både kan bruges til formelle møder med studerende, men også til uformel samtale eller interaktion med kollegaer. Vi placerer typisk disse mødesteder i hjørnerne, hvor der er det bedste udsyn. Dermed fungerer de som en slags bindeled mellem forskellige funktioner og mennesker i bygningen.
Vi følger vores 10-årige masterplan, som blev færdig sidste år, og går frem projekt for projekt. Vi foretager derfor f.eks. gennemgribende renovering af samtlige ældre bygninger over de næste 9 år. Det betyder, at vi skifter vinduer, installationer, kabler og rør i alle bygninger for at sikre en bæredygtig drift. Renoveringen giver os samtidig mulighed for at ommøblere og strukturere kontorer og studiearealerne.
Bæredygtigheden er generelt vigtig, og vi har fået flere priser for vores indsats her. Én af de ting vi gør, er at studerende nu kan logge sig på og se energiforbruget i deres eget hus. Det hus der bruger mindst energi pr. semester, kan vinde en pris på 600 pund. Der bor bare 12 personer i et hus, og udsigten til, at den enkelte kan tjene 50 pund, har vist sig at virke meget opmuntrende til at få bedre vaner!
Udover renoveringerne er I også i gang med flere nybyggerier og en opgradering af mange pladser og gadeforløb på campus. Hvordan finansierer I alle disse tiltag? Universitetet har strategisk besluttet at bruge en andel af det årlige overskud på at opgradere bygningsmassen. Universitetet kan herudover søge både nationale og regionale midler. Så bruger vi OPP, til alle vores boliger. Uden OPP havde vi ikke råd til at opføre de nye boliger.
På sigt ønsker vi at overlade ejerskabet og driften af de studenterboliger, vi allerede ejer, til private virksomheder. Når vi fokuserer på at eje og drive undervisningsbygningerne og overlade boligerne til andre, kan vi minimere risikoen ved drift og byggeri. Ejerskabet af bygninger er i sig selv ikke vigtigt for os. Så længe kontrakterne er i orden, kan vi sagtens afhænde dem i OPP. Det gør det muligt for os at bruge pengene til det, vi helst vil.
Mikala Holme Samsøe
MIT (Massachusetts Institute of Technology) ligger i et industrielt præget byområde i byen Cambridge blot få kilometer fra Boston centrum. Campusområdet er grundlagt i 1916 og siden udbygget punktvist. Universitetet bruger ikonografisk stjernearkitektur til at markedsføre sin tværfaglige og innovative tilgang. De bruger ingen masterplaner men satser derimod på løbende planlægningsprocesser
| MIT, Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, Boston | ||
|---|---|---|
| Grundlagt | 1861, campus påbegyndt 1916. | |
| Status | Privat universitet | |
| Campus befolkning | 18.000 personer. Heraf 4.000 bachelorstuderende, 2.400 master/diplomastuderende, 3.700 ph.d-studerende/doktor, 1.800 VIP ansatte og 6.100 TAP ansatte | |
| Afstand til by | 2 km fra Boston centrum (4 mio. indbyggere i Boston metroregion) | |
| Fagområder | Tekniske uddannelser (45%), Arkitektur (8%), Humaniora (5%), Business (12%) og Naturvidenskab (29%) | |
| Årlig studieafgift | Ca. 185.000 kr. | |
| Antal sengepladser på campus | 5.000 | |
MIT er et privat universitet, der regnes blandt de bedste i verden. Der satses tungt på teoretisk, anvendt og interdisciplinær forskning samt højteknologisk udviklingsarbejde. MIT er en privat virksomhed, der ejer alle sine bygninger. Universitetet modtager dog offentlige midler via tilskud til forskningsprojekter. MIT udlejer lokaler til selvstændige serviceerhverv, hvorimod sportsfaciliteter og kollegier er finansieret og forvaltet af universitetet selv.
MIT er et samlet by-universitet med et langstrakt campusområde i byen Cambridge få kilometer fra Boston centrum. Campusområdet er funktionelt opdelt i to, da Massachusetts Avenue, der forbinder Boston og Cambridge, går tværs igennem. På den ene side ligger samtlige akademiske bygninger, mens den anden side af campus indeholder boliger, sport, kultur og et mindre antal næringsdrivende.
Bebyggelsesmæssigt domineres det akademiske område af universitetets tidligste bygning, som er en sammenhængende bygningsstruktur af lange gange. Den centrale gang forbinder vidt forskellige fagområder og er MIT’s ”catwalk”, hvor man ses og mødes.
Begge dele af campus er prydet af en række bygningsværker af verdenskendte arkitekter. MIT har en lang tradition for at tiltrække dem, da innovativ arkitektur ses som del af universitetets profil. De ikonografiske og til tider ekspressive bygninger som f.eks. Frank Gehrys ”Stata Center” giver imidlertid campus en fragmenteret karakter.
Der er ikke fokus på mellemrummet mellem disse bygninger, og der findes i dag ikke mange byrum, der inviterer til brug. Der er dog undtagelser som f.eks. den monumentale plæne ved flodbredden, som transformeres til skolens ”festsal” til diplomoverrækkelser ligesom det bruges mere uformelt og intimt til hverdag. Sloganet: ”On MIT we do not walk – We run” indikerer, at MIT- brugeren ikke spadserer formålsløst rundt på campus, men derimod bevæger sig med et mål for øje. Oplevelsen mellem afgang og ankomst bliver da betydningsfuld, og det kan give en mulig forklaring på det sparsomme fokus på rummet mellem husene.
MIT’s usædvanligt stærke faglige profil har gjort, at universitetet ikke har haft væsentligt behov for at spille sammen med sine omgivelser. De seneste 90 års udvidelser spiller måske derfor i ringe grad sammen med resten af byen: MIT synliggør ikke sin viden i de urbane omgivelser og udbyder som sådan ikke programmer, der inviterer folk ind.
Området omkring MIT består primært af industri og kontorarealer og fremstår dødt. Byen Cambridge ønsker ikke meget detailhandel i området, da man har prioriteret forskningsvirksomheder med større skattepligt højere. Netop prioriteringen af forskningsvirksomheder og det høje antal inkubatormiljøer, der er nabo til MIT, er med til at gøre Cambridge/Boston-regionen til en videnby par excellence. Set med denne optik sameksisterer MIT glimrende med resten af byen.
Det er en stor udfordring for MIT at sikre det sociale miljø i et fagligt klima, der er præget af elitestuderende og høje ambitioner. MIT tilbyder alle nye bachelorstuderende en kollegieplads, så de integreres godt i MIT-miljøet. Kollegier, der præger den vestlige side af campus er som regel bygget, så de skaber et univers af værelser og kroge til både læring og socialt samvær. Dermed forener kollegierne det hjemlige med det akademiske. Universitetets satsning på kollegiebygninger udført af kendte arkitekter skal således netop forstås som en styrkelse af det akademiske miljø.
”Simmons Hall” er det nyeste kollegium, tegnet af Steven Holl, og USA’s dyreste kollegiebygning til dato. Bygningen digter videre på tiltag fra den finske arkitekt Alvar Aaltos kanoniserede MIT-kollegium ”Baker House”. Kollegiet huser også en værtsfamilie med et medlem af lærerstaben, ligesom der er boliger for gæsteforskere.
”Learning by doing” er MIT’s faglige motto. Undervisningen har en afprøvende karakter, og studerende og forskere arbejder konsekvent på tværs af fag, ligesom de gerne bygger og afprøver ideer på et af de mange værksteder eller laboratorier.
De lange korridorer og ”catwalken” på MIT danner – trods deres kedelige fremtoning – grundlag for MIT’s særlige iværksætterkultur. I korridorerne mødes folk på tværs af fag og deler deres viden, uagtet at der ikke rumligt er gjort noget ekstra ud af uformelle mødesteder. Den tværfaglige udveksling bliver understøttet af, at flere fag er samlet i samme korridor i modsætning til en struktur, hvor hvert fag er organiseret i selvstændige bygninger.
MIT er det eneste af universitet i denne undersøgelse, der ikke har en masterplan, men derimod satser på ”Real Time Planning”. Det er et mindre formaliseret planlægningsredskab, der handler på kort sigt og skal tilgodese en kompleks og omskiftelig omverden.
Igennem det seneste årti har MIT fokuseret på ved hjælp af ”Real Time Planning” at bygge nye enestående og ikoniske bygninger til forskning og beboelse, ligesom der er gjort forskellige punktvise forsøg på at revitalisere uderum på campus.
MIT’s næste udviklingsfase, ”Evolving Campus”, skal sikre, at universitetet forbliver ledende inden for viden, innovation, forskning og uddannelse og samtidig en bydel, der kan tilgodese mange forskelligartede behov.
Da det globale klasseværelse er blevet en normalitet på MIT, ønsker man nu at opprioritere det lokale campus og nærområde for også fremover at kunne lokke internationale forskere, studerende og investorer til.
De kommende projekter skal derfor bidrage til en positiv udvikling af de omkringliggende bykvarterer, særligt et nedslidt industriområde, som danner overgang til byen. Området er allerede delvist udviklet, da MIT gennem årene har opkøbt store mængder jord og nu ønsker at udvikle det.
Kapitlet er et redigeret uddrag af arbejdspapiret ”Fremtidens Campusområde” af Universitets- og Bygningsstyrelsen og JuulIFrost Arkitekter.
Kaitlyn Becker læser til mekanisk ingeniør på andet år. Bacheloruddannelsen er nomineret til fire år
Hvor meget af din tid bruger du på campus?Al min tid, mere eller mindre. Jeg bor på Simmons Hall kollegiet, som ligger på den vestlige del af campus, og jeg studerer på den østlige. Engang imellem forlader jeg dog campus for at handle lidt ind - men det er vist alt. Ellers bruger jeg min tid ligeligt imellem mit værelse og min undervisning. MIT er min verden.
Hvorfor bor du på Simmons Hall-kollegiet?Som bachelorstuderende er man garanteret en plads på et af universitetets kollegier. Man vælger selv, hvilket kollegium man vil bo på og håber dernæst på, at man bliver tildelt sin første prioritet. Jeg valgte Simmons Hall fordi, det er det nyeste og derfor også, om man vil, det mindst nedslidte. Simmons Hall er godt nok det dyreste af kollegierne, men jeg ville bare så gerne prøve at bo i denne fantastiske, nye bygning. Faktisk synes jeg så godt om bygningen, at jeg stillede op til valg om at blive bygningens guidefører. Det er godt nok ulønnet, men da jeg også har studiejob i kollegiets reception, gør det ikke noget. Tværtimod vidner det blot om engagement, når jeg skriver det på mit cv. Jobbet i receptionen giver mig derimod gratis logi, samtidig med at jeg lærer en masse af kollegiets andre beboere at kende. Ja, og som om det ikke var nok, har jeg også et sommerjob som del af et ”undergrad research program”. Her får jeg laboratorieerfaring, som er alfa og omega for min fremtidige færd.
Hvad fik dig til at vælge MIT som dit universitet?Jeg havde faktisk aldrig overvejet MIT, førend min fysiklærer hev fat i mig og opmuntrede mig til at søge. Derfor rejste mine forældre og jeg hertil og så de fysiske faciliteter an. Min første tanke var: ” Oh my god. Her skal jeg aldrig gå”. For jeg så et råt og koldt campus, der ikke var særlig appellerende. Men så tog vi på en rundvisning guidet af en studerende. Han var fantastisk, og her mødte jeg en studerende, der var lige som mig selv: Glad for mekanik og passioneret bruger af tekniske termer, ja, han var vel egentlig ret nørdet, på en god måde altså. Det var helt klart denne fornemmelse af, at jeg på MIT kunne finde ”soulmates”, som fik mig til at ansøge i sidste ende.
Phoebe Putnam er ved at færdiggøre en Ph.d.-afhandling i litteratur fra Harvard Universitet
Hvad bringer dig til MIT, når du studerer på Harvard?Jeg bor midt imellem de to universiteter, men er faktisk tættest på Harvard. Men Harvard lukker mange af deres faciliteter ned i sommerperioden, hvorimod MIT bliver ved med at holde åbent. Konkret er jeg her i dag, fordi jeg godt kan lide at sidde oppe på læsesalen på øverste etage af studentercenteret, som er det sted, hvor alle ”ikke akademiske faciliteter” er samlet. Det gør det nemt for mig, når jeg trænger til en pause: Jeg kan blot gå et par etager ned og købe min kaffe, spise min frokost eller tage en tur i svømmehallen.
Hvordan vil du sammenligne MIT og Harvard?På Harvard er det, groft sagt, din underviser, der har nøglen til klasseværelserne. Når der ikke er undervisning, sidder du altså andre steder og studerer. På MIT er miljøet langt mere socialt og uformelt. Hvis et klasseværelse ikke bliver brugt, kan du blot sætte dig derind. Det er sådan set lige meget, om du overhovedet er indskrevet på MIT eller ej. MIT er også langt mere isoleret fra byen, end Harvard er, og man har derfor været nødt til at udbyde ”støttefunktioner” så som dette studentercenter, der har alt fra mad og kaffe til kopiering, merchandise og sportsfaciliteter under ét tag. Det betyder, at selvom designet og arkitekturen måske ikke ligefrem er det kønneste, så kan jeg få de fleste af mine behov dækket inden for ét område. Det er praktisk, når man som mig har travlt med at få skrevet, men også er let at distrahere. I denne bygning har jeg fred og ro, næsten da!
Bruger du andre af universitetets faciliteter?Grunden til, at jeg begyndte at bruge læsesalen på MIT, var min kæreste, som har læst til kemiingeniør her på universitetet. Førend jeg mødte ham, havde jeg aldrig været på MIT, og jeg er endda født og opvokset i Boston. Min interesse for litteratur har ført mig langt væk fra ”nørderne” på MIT. Siden fandt jeg ud af, at MIT faktisk har et ganske udmærket bibliotek, som også har fagstof og håndbøger, som jeg kunne bruge. Så nu bruger jeg flittigt biblioteket. Måske er vi litterater og de tekniske ingeniører ikke så forskellige alligevel.
For MIT er det essentielt at kunne trække på talent og de helt rigtige personer i samarbejdsprocessen omkring campusplanlægning. Dette sker i en ‘real-time’ planlægningsproces, der skal udfordre intellektuelle samarbejdspartnere og give arkitektonisk innovation plads til at udfolde sig. Adèle Santos er medlem af universitetets byggeudvalg, og dermed med til at rådgive universitetets rektor om campusplanlægning
Real-time-planlægning er en mindre struktureret planlægningsproces, der giver plads til mange forskellige synspunkter for at nå frem til innovativ arkitektur. Det er et eksempel på en noget anderledes tilgang til campusplanlægning. MIT har fulgt denne fremgangsmåde i nogen tid, og det har skabt en rig variation af arkitekturmesterværker på campus. Udfordringen er dog den særegenhed og den ad-hoc-stil, den kan forårsage.
Åh ja, hvis jeg skal være ærlig, så har vi ikke haft en masterplan i evigheder! Tidligere havde vi en planlægger, der lavede masterplaner, men de blev betragtet som alt for usmidige. Hans kontrakt blev ikke fornyet, og siden da har vi ikke haft en formel planlægningsproces. I stedet for at anvende masterplaner prøver vi nu at se på den involveringsproces, der kan give os flere valgmuligheder fremover.
Hvad er fordelen ved real-time-planlægning efter din mening?Jeg synes, det er meget pragmatisk. Man har selvfølgelig nogle rammer, så man kender det overordnede mål. Men der er også behov for den fleksibilitet i processen, som man får med real-time-planlægning.
Og ulempen?Det kan være ret så ad-hoc-agtigt. Der må nødvendigvis være nogle overordnede rammer til at styre udvikling. Vi skal have en idé om, hvad der kan placeres relativt centralt, og hvad der kan anbringes i periferien. Ellers ender vi bare med alting på de forkerte steder. For eksempel byggede vi et kollegium et uegnet sted, bare fordi der var mulighed for at bygge der. Og helt ærligt, så er det faktisk typisk for MIT: Vores måde at udnytte arealer på er ret særegent.
Jeg tror, man er nødt til at gå ud og finde de bedste talenter. Man skal have fat i de ‘bedste hoveder’, og man er virkelig nødt til at samarbejde. Dvs. med universitetets egne folk, både fra fakultetssiden og fra planlægningsafdelingen. På den måde kan vi skabe det bedste produkt og tænke det ind i universitetets større sammenhæng. Vi forsøger at udnytte potentialet sammen med de mest talentfulde arkitekter, bydesignere og landskabsarkitekter.
Det handler altså mere om de rigtige mennesker end om den rigtige proces?Ja, når bare den er baseret på samarbejde. Vi skal stadig have nogle overordnede rammer at arbejde ud fra.
| ”Real-Time Planning” | |
|---|---|
”Real-Time Planning” er en mindre formaliseret fremgangsmåde, som kan bruges i komplekse planlægningsprocesser, der har til mål at skabe innovative byggeprojekter som f.eks. ikonbyggerier. I ”Real-Time Planning” bruges hverken masterplan eller guidelines, som man kender fra lokalplansarbejde. Man finder derimod de internationalt mest talentfulde mennesker, matcher deres evner med de benspænd opgaven giver og tager ud på en åben rejse sammen. Her skal man kunne læse de foranderlige omgivelser for hurtigt at kunne træffe valg, der bringer projektet i den rigtige retning. Retningen er i dette tilfælde nogle fundamentale sociale og urbane mål. Denne tilgang skal gøre det muligt at læse de kræfter, der er i spil omkring et byggeprojekt i en stor kompleks organisation, som et universitet. Hvert enkelt byggeprojekt bliver behandlet som en mulighed for både at se kritisk tilbage og udforske fremtiden. ”Real-Time Planning”-processens fordel er den fleksibilitet, den giver i alle projektets faser. Man undgår den mekaniske gentagelse og tillader nye ideer. Ulempen er, at uden passioneret engagement, stærkt lederskab og høje arkitektoniske mål lykkes projektet ikke. Kilde: Mitchell (2007) |
Ja, der blev bygget mange bygninger under den tidligere ledelse, og vi har faktisk ikke rigtigt en masse ressourcer til at gøre den slags lige nu. Så det nemmeste er at se på alt det landskab, der samler campus. Designede områder og stier, der forbindes med det indendørs netværk, kan skabe en større sammenhæng for den bebyggede campus. Vores nuværende landskab er for det meste ret ordinært. For nu at sige det lige ud.
Hvis området mellem bygningerne er blevet forsømt hidtil, har det så noget at gøre med den ad-hoc-agtige real-time-planlægningsproces?Jeg tror snarere, det handler om landskabsplaner, der ikke førte til noget. MIT fokuserede mere på bygningerne. De landskabsarkitekter, der arbejder med os nu, er meget brugerorienterede. Jeg synes, de er særdeles brugerfølsomme, og de forsøger at tage fat i vigtige træk fra fortiden. Selvfølgelig er Killian Court, den grønne plæne mellem hovedbygningen og floden, et rigtig dejligt område. Mange af vores åbne rum er ikke særligt nyttige, fordi de ikke er brugervenlige.
Jeg sætter mig sammen med designerne forud for byggeudvalgsmøderne og får en professionel snak med dem. Jeg kan identificere de problemer, der vil dukke op og hjælpe med at nå frem til den bedste løsning. På en måde er jeg fortaler for godt design som forbedring af alt, hvad vi laver på MIT.
På den anden side, så er jeg også nødt til at være lidt af en aktivist. Vores universitet ligger meget spredt, og vi befinder os i en række sammenkoblede bygninger. Det er svært at gennemskue, hvilken forskning, der finder sted bag de lukkede døre på vores gange. Lige nu er jeg involveret i et tiltag, der skal skabe rum, hvor vi kan vise, hvad vi skaber. En idé går ud på at have et ‘innovationsgalleri’, hvor alle fem skoler kan udstille deres arbejde. Det ville fremme diskussion og vise MIT frem over for MIT.
Jeg er sikker på, at det gør sig gældende alle steder, men MIT viser ikke sig selv for verden. Der er en unik kultur her, og når man kører ned ad Massachusetts Avenue, så bør man vide, at man kører gennem MIT. Jeg har for eksempel anbefalet, at busstoppestederne tæt ved vores hovedindgang skal designes af vores fakultetsmedlemmer, der ved, hvordan man designer interaktive digitale strukturer. Der skulle være skærme, der annoncerer aktiviteter på campus og viser innovationer, der finder sted på MIT. Folk skal kunne se de innovationer, vi arbejder med, når de går forbi. Jeg tror, at offentligheden ville finde det meget spændende!
Afsnittet lader tre stemmer fra tre brugergrupper komme til orde. Her fortæller studerende, undervisere og forskere om deres vision for det gode fysiske studie og forskningsmiljø. Fælles for dem er, at de alle tænker i tvær- og flerfagligt samarbejde, ligesom at de giver udtryk for, at viden er noget, der bliver til i interaktion med andre.
De studerende er repræsenteret ved 1.- og 2.-præmie forslaget i Videnskabsministeriets essaykonkurrence for studerende om det gode studiemiljø. Konkurrencen satte fokus på de fysiske rammer på danske universiteter. Vinderen af 1.-præmien beskriver, hvordan hun opsøger forskellige steder, når hun skal finde det gode studiemiljø, f.eks. universiteternes biblioteker. Vinderne af 2.- præmien beskriver kvaliteter som fordybelse og forbundethed, som de eksemplificerer i hverdagsscenarier fra en optimal fremtid.
Underviserne er repræsenteret ved to undervisere, som begge har erfaring med forskellige læringsformer. Begge eksperimenterer med brugen af rummet i læringssituationen. Den ene reflekterer over, hvordan læringsrum har udviklet sig gennem tiden med udgangspunkt i fortidens idealer. Han beskriver, hvordan man kun lærer, hvis man skaber rammen som læringen skal udfolde sig inden for. Den anden fortæller om vigtigheden af at integrere pædagogik og design i undervisningsrummene.
Forskerne er repræsenteret ved en forsker fra de ”tørre” samfundsfaglige fag samt af én fra de ”våde” naturvidenskabelige fag, som har laboratorier som en del af deres daglige arbejdsplads. Den ene ønsker, at arkitekturen lægger op til forstyrrelser, som kan bryde den ensomhed, man som forsker kan opleve på sit kontor. Den anden fortæller om potentialet i at opgradere laboratorier for at opnå videnskabelige gennembrud.
Mit fysiske studiemiljø har altid været andre steder. Det har aldrig været på mit institut ude på Amager. Og jeg tror ikke, at det udelukkende er instituttets skyld. Man kan vist slet ikke tale om skyld. Jeg tror også, at det er et spørgsmål om gemyt. Jeg søgte ikke et ”miljø”. Jeg forventede faktisk heller ikke, at der var et miljø. Da det nye KUA blev stablet på benene, var jeg dybt taknemmelig for lysindfald i klasselokalerne og internetadgang på gangene. Men stadig stemte min ide om at være studerende ikke overens med det mentale rum, der blev skabt via instituttets rammer. Jeg vil nærmere sige, jeg søgte at skabe mit eget studiemiljø. Jeg tror, at begrebet studiemiljø er bøjeligt, lige så mobilt som det moderne menneske. Og ikke nødvendigvis bundet til ét specifikt fysisk rum. Ideelt set er det bundet til flere rum.
Visse ting går igen for de ”andre” steder, hvor jeg så har søgt hen, når jeg ikke havde undervisning ude på KUA. Jeg søgte Diamanten, og jeg søgte Handelshøjskolens bibliotek. Jeg har læst et år i New York, og der brugte jeg typisk New York Universitys mastodont af et bibliotek. For det første er alle tre steder præget af en forskellighed i sammensætningen af studerende. Ikke alene kommer de studerende fra forskellige institutter, de kommer også fra vidt forskellige skoler. Jeg kan mærke, at jeg har brug for denne forskellighed, for en identitet som studerende, der ikke alene er betinget af mit institut. For det andet tilbyder alle tre steder gode rammer for at studere. Hvad forstår jeg ved gode rammer? Mange ting spiller her ind, men først og fremmest noget så simpelt som ro og tildelingen af ens egen autonome lille ø af et bord, ens egen lampe; rammer, der udstråler, at de dels er til for de studerende, dels at man som gruppe figurerer som en faktor. Det styrker identiteten og i sidste ende motivationen. Desuden udmærker Handelshøjskolens og NYU´s bibliotek sig yderligere ved i endnu højere grad at være for de studerende. Handelshøjskolens bibliotek har ikke kun åbent i hverdagene og lørdag, men også hver søndag til kl.17, og der er proppet med mennesker, en levende ø i et ellers dødt København. I New York har de taget skridtet videre, her kan man benytte bibliotekets læsesale til kl. 24 hver eneste af ugens dage, og der er flere hundrede computere med internetadgang til rådighed for de studerende, trådløst netværk i hele bygningen, gigantiske læsesale, og enerum, hvis man gerne vil have fuldstændig ro. Her kan det godt være, at institutbibliotekets mandag-til-fredag-tider har været en ud af mange årsager til, at jeg aldrig en eneste gang har benyttet det. Med andre ord bidrager de tre biblioteker med en tilgængelighed, der passer mig og mange andre, tror jeg, fordi det passer fint med en trang til selv at administrere sin tid på tværs af weekender og lukkelov. Tænk bare på podcasts, der er udtryk for samme fænomen. For det tredje indeholder alle tre steder en dobbelthed af fællesskab og individualisme. Man sidder en masse mennesker principielt i gang med det samme, at tilegne sig viden, på lange rækker, men man gør det ved sit eget bord, ligesom ens eget projekt stadig er ens helt eget, som regel væsensforskelligt fra sidemandens. Den dobbelthed af fællesskab og individualisme styrkes via de fysiske rammer alle tre steder. På Diamanten er der fx lange rækker af borde, hvor man har udsyn til studerende både foran og bag sig. Dette udsyn mener jeg er helt essentielt. Det styrker fornemmelsen af fællesskab, og i sidste ende identiteten som studerende, at kunne se andre i gang med samme aktivitet som en selv. For det fjerde går det igen alle tre steder, at der takket være glasfacaderne er masser af naturligt lys i læsesalene. Eksempelvis kan man fra Diamanten kigge ud over Københavns Havn. Bygningen åbner i stedet for at lukke, hvilket giver en fornemmelse af, at man ikke har lukket sig selv væk fra verden; man er stadig en del af den. Samtidig giver lysindfaldet simpelthen energi, og en mulighed for at løfte blikket fra bøgerne eller computeren hen imod et punkt, hvor der er liv og bevægelse, et skib, der sejler forbi, mennesker, der står og taler sammen osv. Derved integreres pausen i langt højere grad, mens man sidder ved sin plads. Hvilket, tror jeg, i sidste ende er mere produktivt, fordi kontrasten mellem pause og arbejde ikke bliver så stor.
I forhold til den fysiske placering af en campus, mener jeg, at hvad jeg vil kalde ”proximity” er centralt for fornemmelsen af at tilhøre et egentligt studiemiljø. Den relative tæthed mellem forskellige af universitetets funktioner forstærker fornemmelsen af et regulært identitetsskabende rum. Her oplevede jeg igen New York Universitys campus som noget nær ideel. Universitetets administration, institutter, træningscentre og ”dorms” er placeret omkring en park, Washington Square Park, som så igen er omkranset af New York City. Hvor man på den ene side kan sige, at det er umuligt at sammenligne Danmark med USA, da strukturen er markant anderledes end i Danmark – bl.a. er universiteterne i USA typisk private, og campuskulturen er langt mere udbredt – kan man på den anden side sige, at alt ikke behøver være sammenligneligt, for at man kan lade sig inspirere. New York University er unikt, fordi campus er byen, og ikke et afgrænset område uden for byen, som man ser det med stort set alle andre amerikanske universiteter og visse danske. Hvilket gør eksempelvis København oplagt til sammenligning. Det, jeg mener, er lykkedes ved NYU, er at skabe et studiemiljø, der ikke er forceret. Det er et studiemiljø, hvor man på den ene side via bl.a. den relative tæthed mellem de forskellige NYU-bygninger ikke er i tvivl om, at man hører til, og hvor der aldrig er tvivl om ens identitet som studerende, men hvor rammerne på den anden side ikke bliver for trange eller for dikterende. Man står jo midt i forskelligheden, byen er lige der, eksisterende som modpol til en identitet som udelukkende ”studerende”. Fx er NYU´s dominans ikke altoverskyggende omkring Washington Square Park. Der ligger også cafeer, restauranter og tøjbutikker i området. Ud over at jeg selv trivedes med denne dobbelte identitet af studerende og ”mig selv”, og ved visheden om, at der var huller i studieidentiteten, jeg kunne sive ud af, hvis den blev for trang, tror jeg, at det er en studiemiljøform, mange unge trives med i dag. Det moderne menneske har brug for flere identitetsskabende flader, en enkel tror jeg hurtigt vil virke begrænsende. Samtidig tror jeg også, at en identitet med ”huller” omvendt er gunstig i forhold til forståelsen af ens omverden. Verden forandrer sig konstant, og for at forstå denne foranderlighed tror jeg, at det er vigtigt, at man selv er foranderlig og har evnen til at gå ind på andre menneskers præmisser. Især i forhold til den voksende globalisering tror jeg, at jo mere samspil mellem forskellige fysiske rum, og i sidste ende, identiteter, jo bedre udviklet evne til empati og forståelse.
Endeligt er det jo helt essentielt, at der findes oaser, hvor man kan mødes og slappe af fra læsningen. New York University er privilegeret på den måde, at det som nævnt er placeret omkring Washington Square Park, en park, der fungerer rekreativt, og som er befolket med meget mere end blot studerende. I midten af parken er et rundt springvand, hvor folk sidder og spiser frokost, både studerende, turister og arbejdende newyorkere. Rundt omkring er der gadegøgl eller et orkester, der spiller, der står gadehandlere med deres vogn forskellige steder i parken. I et hjørne er der en lille park i parken, hvor hundene bliver luftet. I et andet hjørne spilles der skak, der er en legeplads, en imitation af Triumfbuen, og imellem de mange stier ind til springvandet er grønne områder, hvor nogle sidder for sig selv og læser, andre sidder og taler sammen, og nogen spiller frisbee eller football. Igen er det forskelligheden i de mennesker, der føler, at det er deres park, og forskelligheden i de tilbud, parken har, der inspirerer. Parken er nok fyldt med studerende, men det er ikke kun deres park, det er alles park, eller byens park. Hvis man i fremtiden forestiller sig at forstærke campusfornemmelsen i Danmark, tror jeg det er vigtigt ikke at skabe for klaustrofobiske rammer. Byen, som campus er tilknyttet, skal ideelt set sive ind og blande sig. Lige som med alt andet kan tankegangen i et studiemiljø blive for ensrettet, hvis man aldrig møder andet end folk, der minder om en selv og taler samme akademiske lingo. Her er de fysiske rammer altafgørende for at skabe denne åbenhed.
Et af de alternative rum, som kan indgå i interaktionen med andre rum, er cyberspace. Som jeg nævner indledningsvis, betragter jeg studiemiljø som en bevægelig størrelse. Begrebet er ikke nødvendigvis knyttet til et specifikt fysisk rum. Og det er heller ikke nødvendigvis knyttet til et fysisk rum overhovedet. Som Jakob Linaa Jensen skriver i artiklen ”Offentligheden i de digitale mediers tidsalder” fra hjemmesiden Turbulens.net, er en offentlighed ikke længere betinget af et fysisk rum: ”Ligesom i cyberspace er sociale interaktioner i offentligheden ikke kropslige. Fysisk tilstedeværelse er ikke en forudsætning. De individer, der interagerer online eller i offentligheden (eller i online-offentligheden) er selv placeret i et fysisk rum, mens interaktionerne finder sted.” Ved New York University fungerede internettet som et alternativt – og dominerende – rum til det fysiske. Det var her, at tekster, der skulle læses, blev ”posted”, og der foregik både faglige diskussioner samt formidling af information sted via mailen. Ligesom et konkret fysisk rum bliver cyberspace et rum, der skærper identiteten som studerende. Igen mener jeg, at dette rum er ideelt for det mobile, moderne menneske; man er ikke afhængig af sin egen kropslige tilstedeværelse, du kan i princippet sidde hvor som helst og stadig følge med i undervisningen. Samtidig mener jeg, at det fysiske rum og cyberspace fungerer bedst i samspil. Kontrasten mellem de to typer af rum inspirerer og giver mulighed for flere typer af identitetsskabelse.
Jeg tror, at det er i samspillet mellem flere rum, at man når det optimale studiemiljø i fremtiden. En dobbelthed af en fysisk tilkendegivelse af, at de studerende er vigtige via nogle grundlæggende gode rammer, og åbenhed over for omverdenen. I sidste ende er det den omgivende verden, livet, der inspirerer de akademiske overvejelser.
Alt for ofte reduceres debatten om det fysiske studiemiljø til et spørgsmål om mængden af studenterfaciliteter og services. Skal vi have flere computere, flere læsepladser, flere specialepladser, flere festlokaler, en kantine? Selv om sådanne diskussioner er vigtige, mener vi, at udviklingen af de fysiske rammer må tage udgangspunkt i en bredere diskussion af, hvilke kvaliteter fremtidens universitet som vidensinstitution skal inspirere og give plads til. De fysiske rammer er i udgangspunktet universitetets arkitektoniske og materielle set-up. Men betydningen rækker ud over mursten og bygninger. De fysiske rammer betinger, muliggør og stimulerer forskellige former for studieliv.
Vores udgangspunkt for at skrive dette essay er således, at de fysiske rammer ”skaber rum”. At skabe rum er dog mere end blot at skabe steder. Derfor har vi valgt at koble konkrete idéer til fysisk udformning og indretning med en diskussion af hvilke kvaliteter, vi mener, er centrale for fremtidens studieliv. Vi har udvalgt fire kvaliteter, som vi mener, de fysiske rammer skal skabe rum for: Fordybelse, Viden, Forbundethed og Inspiration.
Studerende er i udgangspunktet forskellige. Vi studerer forskellige fag. Vi studerer på forskellige måder, på forskellige tidspunkter og udvikler os forskelligt i løbet af vores studietid. Et succeskriterium for os er derfor at skabe levende og fleksible fysiske rammer, der ikke dikterer hvilke aktiviteter, der kan udspille sig i rummet. Det perfekte studiemiljø opstår i interaktionen mellem mennesker, aktiviteter og det fysiske sted. Det materielle og det sociale er tæt forbundet. Med andre ord kan de fysiske rammer ikke adskilles fra det liv, der udfolder sig i dem.
Udformningen af de fysiske rammer må tage hensyn til lokale forhold på den enkelte uddannelsesinstitution og det enkelte fag. Dette essay er skrevet med udgangspunkt i vores eget studieliv på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Vi er en speciel type studerende, hvis uddannelse er karakteriseret ved en høj grad af selvstudium. En stor del af vores studieliv bliver brugt enten i et undervisningslokale, med næsen i en bog eller med fingrene på et tastatur. Selvom den konkrete udformning af det fysiske studiemiljø nødvendigvis vil og skal variere, mener vi dog, at de kvaliteter, vi beskriver, kan anvendes i arbejdet med de fysiske rammer på alle videregående uddannelsesinstitutioner.
Jeg går ind i rummet, hvor jeg og fire andre studerende har vores arbejdsplads. Rummet emmer af aktivitet og stemning – her bliver viden skabt. Arbejdspladsen har jeg bygget op af frie elementer, som jeg selv har haft mulighed for at sammensætte. Jeg har bl.a. valgt bogkasser til mine bøger, et aflåseligt skab, et hæve-sænke bord og et par mobile skillevægge, så jeg kan justere min kontakt med resten af rummet. Skrivebordet og skillevæggene fungerer også som interaktive flader, hvorpå jeg skitserer mine ideer, laver mindmaps og udkast til dispositioner, jeg kan trække direkte over på min computer. Jeg har mulighed for at udfolde min viden i flere medier, former og dimensioner. Rummet er indrettet som et decentralt arbejdsmiljø. Tæt på min arbejdsplads finder jeg derfor alt, hvad jeg behøver: kopi og print, kaffe og te og et lille rum, hvor jeg kan tage en powernap.
Studielivet er et nomadeliv. Vi bevæger os hele tiden rundt mellem undervisningslokaler med bøger og bærbar under armen. Denne evige mobilitet er central for studielivet, men der er også brug for rum, hvor fordybelsen er i centrum. Rum, der skaber ro, hvor vi kan have en privatsfære og arbejde koncentreret. Dette kan blandt andet skabes ved, at vi får en personlig arbejdsplads. En arbejdsplads vi selv kan komponere og regulere grænserne for i både rum og lyd. En base, hvor vi er forankrede og ikke behøver at spekulere på praktiske problemer, som hvor er der et stik til min computer, en netforbindelse og et sted, hvor jeg kan stille mine ting?
En arbejdsplads giver basale betingelser for fordybelse, men nogen gange kan det være nødvendigt at have mulighed for at trække sig fuldstændigt tilbage og ind i total stilhed. Vi forestiller os at skabe små fysiske rum i rummet. Små pupper eller huler, hvor man kan finde absolut ro og en anden stemning. En dør, der åbner sig til et frirum, hvor vi kan læse eller blot samle tankerne, energi og kræfter.
Vi forestiller os, at arbejdspladserne samles i små arbejdsfællesskaber i mindre lokaler, da støj ellers er uundgåelig. På trods af mobile skillevægge er storrumskontorer eller andre gennemgangsrum derfor ikke nogen god løsning, når der skal skabes plads til fordybelse. Vi vil ikke kæmpe mod de vilkår, som rummets begrænsninger dikterer.
Studerende og studieopgaver er forskellige. En personlig arbejdsplads er således kun én form for arbejdsrum blandt mange. I udformningen foreslår vi, at der tænkes i lysforhold, forskellige grader af stilhed og gradueringer mellem privat og offentlig. Som studerende på nutidens universitet har du ofte kun to muligheder: fredagsbaren hvor der bliver larmet og drukket øl, eller læsesalen hvor stillediktaturet hersker. Vi savner miljøer mellem disse to poler, hvor man kan koncentrere sig og stadig opleve andre studerendes nærvær og småsnakken. Det kunne f.eks. være chill-out læsezoner med planter og bløde stole eller arbejdsstationer, hvor man hurtigt kan plotte sin computer til.
I dag skal jeg mødes med min gruppe for at udarbejde en analysestrategi til vores projektarbejde. Vi har booket os ind i et af universitetets vidensværksteder. Det er et interaktivt grupperum, der både giver os mulighed for uforstyrret at udveksle idéer og samtidig ved sin indretning stimulerer vores kreativitet. Rummet har online adgang til opslagsværker og litteratursøgningsmuligheder. Når vi får en idé, kan vi derfor følge op på den med det samme. Vi begynder at tegne vores analysemodel på de interaktive flader på væggene og i loftet. Mens vi tegner overføres vores arbejde direkte til vores bærbare computere. Vi trækker os lidt tilbage, sætter os i de fleksible møbler, vipper lidt frem og tilbage, mens vi diskuterer modellen, rejser os op igen og forsætter arbejdet på rummets vægge.
Universitetet er primært en vidensinstitution – et sted hvor viden skabes og indlæres. Men ofte begrænses universitetets vidensrum til undervisningslokaler eller individuelle arbejdspladser. På den måde afspejler det nuværende universitetsbyggeri en klassisk forståelse af viden, som en ting, der blot skal overleveres fra en underviser til en studerende, eller tages ud fra en bog. Vi forstår i stedet viden, som noget, der kan indlæres, udveksles, skabes og udvikles i mange forskellige sammenhænge og aktiviteter. Viden frembringes ikke i individet alene men i relationer. Dette mangfoldige videns- og læringsbegreb skal reflekteres i indretningen af universitetets rum.
Vi mener, at fysiske rammer spiller en central rolle i stimuleringen af viden og læring. Som minimum betyder dette, at man som studerende skal have fri adgang til vidensmiljøer og -kilder, f.eks. let tilgængelige biblioteker og elektroniske ressourcer. Vi foreslår også, at der på universitetet skabes en lang række vidensmiljøer, hvor viden kan udveksles og udvikles udenfor undervisningslokalet. Fysiske vidensmiljøer – vidensværksteder.
Vi forestiller os rum, hvor faglige netværk kan dannes og vedligeholdes. Rum der giver mulighed for fordybelse og debat i gruppearbejdet. Dette kunne være en slags labs, hvor studerende og forskere kan booke sig ind og arbejde. Sådanne vidensværksteder kan være multifunktionelle og fleksible alt efter gruppens størrelse og det arbejde, der skal udføres. Herudover kan der være rum, der er specielt tilpasset bestemte funktioner og former for vidensudveksling. Idérum, hvor projektgrupper eller forskningsnetværk kan brainstorme og idéudvikle. Udvekslingsrum, hvor der kan afholdes mindre foredrag og workshops.
Efter dagens forelæsning går flere af mine holdkammerater ned i caféen. Et dejligt festligt rum med musik, bar og bordfodbold. Her er jeg tit og danner venskaber med studerende fra både mit eget og andre fag. Det giver mig en fornemmelse af at være en del af et større fællesskab på universitetet. Men i dag har jeg ikke lyst til at gå med. Dagens forelæsning har været svær, og jeg er frustreret. Jeg går i stedet ned i loungen med to medstuderende. Her er rart, lyst, hyggeligt og hjemligt. Jeg slapper af i en af sofaerne og nyder en kop kaffe. Rummet er indrettet med små flyder-øer, hvor man kan sidde sammen i små grupper og tale forholdsvist uforstyrret. Jeg har fulgt de to medstuderende i de sidste tre år på studiet. Vi har samarbejdet om flere opgaver og trækker på hinanden, når studielivet bliver hårdt. At kunne diskutere problemstillingerne fra dagens forelæsning med dem, giver mig mod til igen at kaste mig ud i nye faglige udfordringer.
I disse år tales der meget om universitetets transformation til en serviceinstitution, hvor uddannelse bliver til en vare, og de studerende bliver til forbrugere. Men vi vil ikke gå på et universitet, hvor vi er som kunder i et supermarked - et sted uden identitet, historie og relationer. For os er forbundetheden til stedet og de mennesker, der befinder sig her, en drivkraft i vores personlige og faglige udvikling. Vi vil ikke være kunder, men medproducenter af viden. At vi som studerende er forbundet til universitetet skaber engagement og tryghed til at kaste sig ud i ny viden, nye tanker og relationer.
Det fysiske udtryk er en vigtig del af den måde, hvorpå universitetet er tilstede som institution i vores studieliv. Når vi går ned af gangene eller sidder i auditoriet, vil vi gerne have en fornemmelse af stedets historie, visioner, værdier og de mennesker, der gennem tiden har været med til at forme dem.
Universitetets og fagenes identiteter skal være visuelt tilstede og tænkes ind i udsmykningen af bygningerne. Men der skal også være plads til, at vi kan sætte spor i fortællingen. At vi har steder, vi kan præge og gøre til vores egne. De fysiske omgivelser skal være åbne og inviterende. Bygningerne må derfor vise os tillid ved at lukke os ind efter kl. 16 og åbne lukkede gangarealer. En låst dør er en afvisning af vores potentiale – en åben er en invitation til at bidrage til universitetets virke.
Det er vigtigt, at universitet ikke blot skaber rum for fysiske, men også sociale forankringer. Dem vi etablerer i form af fællesskaber med studerende, undervisere og andre ansatte. Samtaler over frokosten, over kaffekoppen og fredagsøllen handler ikke blot om opfyldelsen af et socialt behov. Netværk er en ressource, vi kontinuerligt kan trække på også efter studierne. Relationer, der er skabt i én sammenhæng, kan aktualiseres i en anden. Derfor er det nødvendigt, at de fysiske rammer ansporer folk til at møde hinanden. At der indtænkes plads til fællesskabet. Steder, hvor man kan samles i forskellige skalaer: en-til-en, arbejdsgrupper, som hold, studie, fakultet, campusområde og universitet.
Når jeg går gennem universitetets gange, føles det som går jeg gennem ny viden og idéer. Forskningen er tilstede i rummet omkring mig. På tavlen foran biblioteket stopper jeg og læser om de bøger, der bliver anmeldt i denne uge. På de interaktive opslagstavler foran forskernes, Ph.d.ernes og undervisernes kontorer, kan jeg se nyheder og input om deres forskning. Her finder jeg bl.a. billeder fra folks feltarbejde, publikationslister og uddrag af videnskabelige artikler. På gangarealerne ved undervisningslokalerne kan jeg på de store virtuelle informationstavler læse nyt fra de forskellige fag på campus, om forskellige debatarrangementer, konferencer, workshops. På en af tavlerne finder jeg en invitation til et møde, jeg vil gå til. Det er i et netværk for studerende og forskere, der arbejder med Østeuropa.
Universitetets rum skal i sin arkitektoniske og æstetiske udformning inspirere os, udfordre os, skabe lyst til læring, innovation og kreativitet. Rummet skal være lyst, overdådigt og overraskende. Det skal være legende og foranderligt. Det skal opfordre os til at udvide vores forestillingshorisont og rykke vores forståelsesramme – det skal sætte spørgsmålstegn ved det kendte og forudsigelige.
Universitetet skal være mere end funktionsopdelte rum forbundet af tomme, identitetsløse gange. Når vi befinder os på gangarealerne, skal vi ikke mødes med kliniske tomme vægge og lukkede døre. De faglige identiteter skal være visuelt tilstede. Når vi eksponeres for hinandens vinkler på og forståelser af verden, tilskyndes vi til tværfagligt samarbejde. Den forskning, der udspiller sig bag universitetets mange lukkede døre, skal kommunikeres ud i rummet. Dette kan for eksempel ske ved, at der foran hvert kontor er en interaktiv opslagstavle, hvor forskningen formidles. Universitet skal ikke være et elfenbenstårn. De fysiske rammer skal afspejle, at institutionen er en aktiv og levende del af samfundet. Universitetet må vende vrangen ud og invitere omverdenen indenfor.
Relationerne til samfundet kontekstualiserer vores studier og giver inspiration til vores fremtidige arbejdsliv. Dermed får de faglige terperier en ny dimension. De får ekstra mening og retning.
Relationerne kan f.eks. skabes igennem en projektbørs eller en erhvervsvejledning, hvor studerende kan møde deres fremtidige arbejdsgivere både gennem opslag, pjecer og face-to-face. Men også ved at gøre universitetets fysiske rum tilgængeligt for potentielle samarbejdspartnere til f.eks. foredrag, workshops, debataftener, møder og konferencer, hvor studerende, forskere og inviterede gæster kan mødes og inspirere hinanden.
Der er i dag ringe sammenhæng mellem rum og viden om, hvad læring er. Rum til læring udspringer i stedet af fortidens samfundsmæssige idealer. F.eks. introverte klostre, prangende herregårde, effektive fabrikker eller decentrale boligbebyggelser. Det påvirker den måde, vi tænker læringsrum på i dag. Måske skulle vi tænke dem på ny! Men for at gøre det, må vi forstå, hvad der er sket og arbejde med at fortolke det. Så jeg forsøger jeg mig med en lille skitse af vore kollektive historiske erfaringer med læringsrum.
Vi kender alle det hyggelige ord ”skolestue”. Det giver en helt anden stemning end ”klasseværelse” eller det mere fremmedlydende ”auditorium”. Alle tre er eksempler på læringsrum. Skolestuen er hjemmets stue, blot flyttet til skolen, hvor læring så foregår – i modsætning måske til hvad der sker hjemme i stuen, den fine stue. Klasseværelset er formentlig lyst og luftigt, men her står borde og stole i geled. Der er tale om et rum, der indgår i en større organisation – ellers ville der ikke være tale om en ”klasse”. Auditoriet er et sted for lytning. Der forelæses, og der lyttes på. Det er som en art græsk teater med forelæseren i midten og række efter række af studerende, der dog ikke ser en forestilling, men snarere lytter til et hørespil. Bag ved forelæseren kan der dog være tavle efter tavle, der fyldes med tegn og tegninger. Skolestuen ser vi måske for vort indre blik i en bygning, der nærmest ligner en dansk bondegård, klasseværelset i en bygning, der også kunne være en fabrik, og auditoriet er del af et stort bygningskompleks, hvor der foregår meget andet en læring. Der er laboratorier og biblioteker, kontorer og kantiner. Til de tre læringsrum er der også knyttet helt forskellige forestillinger om sociale strukturer og organisation. I skolestuen hjælper læreren den enkelte elev, i klasseværelset overhøres der, og der er ”lektier for”, og i auditoriet kommer og går den studerende måske næsten uafhængigt af forelæseren. ”Jeg skal lige hen og høre en forelæsning”.
Skole og læring er igennem tiderne foregået i meget forskellige rum. Oldtidens græske sofister holdt skole i tilknytning til markedspladsen – ”agoraen”. Vi har en udgravet skole – en villa – fra tiden omkring Cæsar i det antikke Rom, hvor der blev trænet retorik. Vi kan se resterne i udgravningerne under det sydlige Napoli – Herculanum. De klassiske rum er tabt. Vi har kun sparsomme ruiner og så ordene, der blev efterladt tilbage, ”akademi” efter den høj, hvor Platon havde sin skole, og ”lycee” (på fransk) efter stedet, hvor Aristoteles havde sin Lyceum. Det er først med den tidlige middelalders klostre, at der starter en læringstradition, som vi har levet med kontinuerligt siden. I klostrets ”kapitelsal” mødtes munkene til læsning af et kapitel fra Bernhards klosterregel. Munkene sad i en ”skolestue” og fik forelæst teksten. Bernhards tekst var opdelt i kapitler, der passede i længde og kunne spredes ud over en længere periode af oplæsninger. Vi kalder stadig en del af en bog for et ”kapitel”. Med fremkomsten af de store katedraler fra omkring år 1100 opstod et behov for uddannet personale, og de første katedralskoler opstod. De lignede formentlig klostre og indeholdt i hvert fald rum til forelæsning i lighed med kapitelsalen, men også rum hvor der blev skrevet bøger – ”scriptoriet” – efter forelæsningerne. Hvis man har set filmen efter bogen ”Rosens navn” har man set det, som det sikkert så ud. Og ligesom i bogen/filmen var biblioteket med dets få bøger et centralt element. Bøgerne måtte læses på stedet. De var ofte lænkede til det. Så biblioteket var ikke kun et sted for opbevaring af bøger, men for læsning og læring. Omkring 1200 opstod så universitetet, og det fik forelæsningslokaler – ”auditorier”. Men der udspillede sig også små teaterforestillinger i form af disputationer, hvor teser blev angrebet og forsvaret på basis af forelæsning af en tekst – via en ”lektor”, en læser. Og stridigheder blev afgjort af en professor, der kunne ”profess” noget, dvs. hævde det som gældende viden eller dogme. En professor, der sad hævet i sin ”chair”, som det stadig hedder på engelsk, og kunne tale ”ex cathedra”, fra et ophøjet sted. Den akademiske diskussion lignede næsten, hvad der senere blev modellen for retssalen. Professoren blev til dommer, og anklager og forsvarer overtog rollen som den, der kritiserede, og den der forsvarede.
Der er således rum til læsning, rum til lytning, rum til diskussion. Senere opstod to helt nye typer rum til læring. Med renæssancen opstår det anatomiske teater, som vi kalder det. Det er et sted, hvor forskeren og lægen kan gennemføre en dissektion og vise den samtidig. Rundt om dissektionsbordet sidder de studerende og følger med, og oplever en ny verden åbne sig. Når den studerende så selv skal til, omdannes læringsrummet fra et, hvor man ser og lytter til et, hvor man handler. Det bliver et ”laboratorium” – et sted hvor der arbejdes. Det kan være med dyr og planter, med menneskedele, eller med kemiske og fysiske fænomener. I slutningen af det 20. århundrede kom så computer-laboratoriet til med dets række efter række af skærme og tastaturer.
Klosteret som læringsrum er præget af, hvad der på engelsk kaldes et ”cloister”, dvs. et aflukket rum. Der er skel mellem verden og klosterets verden. Livet er afsondret, og læringen er en fordybelsens eller meditationens læring. Det er en læring vendt indad. Det er en art refugium. Men der er andre former for læring. I renæssancepaladset foregår læringen helt anderledes. Her er humanisten både opdrager og underviser, og i børneværelset er væggene beklædte med didaktiske billeder, der næsten magisk skal overføre deres indhold af dyder til de opvoksende. Sådan som flere af Botticellis billeder var tiltænkt det. Humanisten bliver hofmand, og læringen består i at erhverve den rette evne til at begå sig ikke kun i konversation men i hele ens adfærd. Den er præget af evnen til at klæde sig, til at føre sig, til at deltage i dans og leg, i kunst og sport. Et fint udtryk er ”sprezzatura”, evnen til at få det særdeles svære og hårdt tillærte til at se let og legende ud -- til at dække over, hvad man egentlig ønsker, bag en ”maske” af let defensiv ironi. Et læringsideal, der kom til at præge senere århundreders forestilling om luksus og overklasse. Det er ikke som klosterets læring en inderlig fordybelse men snarere en udadvendt kropslig performance. Renæssancens paladser kom mærkeligt nok til at danne arkitektonisk forbillede for mange af det 19. århundredes skoler og universiteter.
I slutningen af det 18. århundrede fremkom de første fabrikker. Hurtigt blev fabrikken en model for en moderne rationel institution. Læring skulle foregå i rum, der lignede fabrikkens. I virkeligheden var en skole eller et universitet en slags læringsfabrik.
Karl Marx så fabrikken som en model for læring. Skoler for almindelige menneskers børn var begyndt at fremkomme, og læring skulle organiseres. Langsomt opstod i de fleste industrialiserede samfund skolesystemer med et åbent og frit tilbud om undervisning og læring. Skolestuer blev til klasseværelser, og med fremkomsten af demokratier blev der fra den brede befolkning lagt vægt på at få gennemført skoling, ja ligefrem undervisnings- og læringspligt. De store ”victorianske” institutioner opstod: hospitaler, museer, skoler og universiteter. De blev ofte bygget som store gotiske borge eller som renæssance-slotte. Det var de to perioder, man så op til. Med fremkomsten af funktionalismen efter Første Verdenskrig kom fabrikken som ideal endnu mere i fokus. Boligen var en leve-fabrik og skolen en lære-fabrik. Det berømteste eksempel på et læringsrum bygget i fabrikkens slagskygge er Bauhaus ved Dessau af arkitekten Walter Gropius. Her var der et ideal om, at læring skete i værksteder, og disse var bemandet med både teoretikere og praktikere. Studier var arbejde, og arbejde var læring. Bygningerne kunne lige så godt bruges til en maskinfabrik. Da Bauhaus på grund af nazismen, og Anden Verdenskrig endte i USA, fik man til huse syd for centrum af Chicago på en campus af læringsbygninger designet af Mies van der Rohe. Klosterets afsondrede klostergård og dets klostergang er her afløst af gennemsigtige pavilloner spredt i et parkagtigt landskab. Der er åbenhed overfor verden og overfor hinanden. 1930’ernes lys og luft i boligen er blevet til lys og luft i læringen. Læring er ikke den enkeltes individuelle fordybelse, men knyttet til et travlt netværk af mennesker i stadig interaktion.
Fra midten af 1960’erne opstod universiteter baseret på en sammentænkning af problem-baseret læring og projektarbejde. Det krævede helt nye måder at tænke bygninger på. Hver projektgruppe sit rum. Læring blev til i en landsby af små læringsrum, der hvert især var ramme om alle de processer, som er knyttet til at være organiseret i projekter: Mål- og problemformulering, arbejdsdeling, undersøgelse og skrivning, produktion af rapport og endelig eksamen som samtale mellem gruppe, vejleder og censor. Andre igen lod sig inspirere af de helt nye teknologiske muligheder. Bygninger kan være store, åbne og fleksible, som vi kender det fra messe- og kongrescentre, og de kan være udstyret med avancerede former for teknologisk infrastruktur, først og fremmest knyttet til informations- og kommunikationsteknologi.
I dag dukker nye læringsformer op. At lytte, læse og diskutere er stadig utroligt vigtigt, men kan foregå på nye måder. Nye former baseret på spil og leg kan blive introduceret og kan blive støttet af de utrolige muligheder, som teknologien giver. De lærende skal nu selv skabe det rum, de skal lære i. De får muligheder og værktøjer, og ideen om ”learning by doing” får en helt ny dimension. Man lærer kun, hvis man kan skabe den ramme og det indhold, ens læring skal udfolde sig i og inden for. Ja måske bliver det centrale i læringen at sætte og bryde disse rammer. Det er det måske allerede i det arbejde, man får efter uddannelse. Der er et stigende krav til innovation i arbejdet, og læring ses nu som en afgørende form for værdiskabelse. Læring er en art curriculum, som skal beherskes, men også overskrides. Arbejde får karakter af læring og knytter sig til stadig refleksion og konceptualisering af de vundne erfaringel. Ligesom læring sker gennem interaktion med andre. Det er afgørende for fremtidens læringsrum at der er plads til både den personlige fordybelse og den intense sociale interaktion.
Så hvad kan vi lære af historien? Vi kan se, at der har været mange former, og vi har et bredt udvalg, der kan stimulere vores pædagogiske fantasi. Vi må både overskride, hvad der hidtil er foregået og tage noget med os. Fremtidens læringsrum er måske en kombination af kloster, herregård og fabrik. Vi må få tradition og vision til at spille sammen, få identitet, fordybelse, fleksibilitet og interaktion til at være levende pædagogiske muligheder: Der er i dag ingen sammenhæng mellem rum og viden om, hvad læring er. Universiteternes rum udspringer i stedet af samfundsmæssige idealer. F.eks. introverte klostre, prangende herregårde, effektive fabrikker eller decentrale boligbebyggelser.
Pædagogik og design må tænkes sammen. Æstetik og procesorienteret design skal fremme læring, som bryder med vante tankeformer og handlemønstre, fremmer kollaboration, tværfaglighed, og skaber engagement. Relationen mellem læring og rum har ændret sig i den seneste tid, men er stadig vigtig.
Informations- og kommunikationsteknologien (IKT) er stadig i sin vorden, men allerede nu gør IKT på mange måder videntilegnelse og læreprocesser uafhængige af såvel tid og rum. De foregår alle steder, i toget, ved spisebordet, i lufthavnen, på virksomhederne, i feltarbejde, i laboratorierne, på caféerne igennem den bærbare computer og andre mobile redskaber. Medens vi arbejder med vores projekter, er vi til stadighed i kontakt med medstuderende, vejledere, eksterne samarbejdspartnere og deltager sideløbende i andre aktiviteter over nettet, Skype, Facebook, Google etc. Man kan lære og deltage i undervisningen og de fælles læreprocesser, derfra hvor man er. Dette er virkeligheden for de fleste forskere og studerende i dag. Det fysiske universitet er derfor under pres. Specielt for de voksne, professionelle som går på vores masteruddannelser, er tendensen klar. De kommer kun på universitet fire til fem gange om året til nogle intensive seminarer. Resten fungerer over nettet. Tilhørsforholdet er således ikke forankret i bygningerne, men i det virtuelle miljø, som deltagerne skaber gennem deres aktiviteter og traditioner. Men selv her spiller det fysiske universitet og rummene alligevel en vigtig rolle. Det er på de fysiske seminarer, at vi vedligeholder og uddyber de personlige relationer mellem deltagerne, ligesom de fysiske samlinger giver mulighed for at tilrettelægge andre oplevelser og læreprocesser end de virtuelle, hvor vi især udnytter det håndgribelige, at vi kan eksperimentere, opleve og undre os sammen. Udfordringen er så at gøre det og at have nogle steder, som understøtter dette.
Vi som undervisere kan tilbyde de studerende forskellige former for vejledning. Den norske lærings- og klasserumsforsker Olga Dysthe har udviklet en model, som favner de forskellige vejledningsformer, som moderne universitetsuddannelse består af:
De tre former for vejledning er alle væsentlige. Men hvor den førstnævnte form dominerede det klassiske universitet, er mit budskab, at det moderne universitet, som skal agere som motor i vidensamfundet, skal have fokus på den sidstnævnte form. Vi skal designe for praksisfællesskabet og netværket, både det fysisk-konkrete som det virtuelle. Det handler om at tilrettelægge forpligtende og produktive samarbejder mellem studerende, og mellem studerende og forskere. Samtidig skal vi sikre, at disse grupper ikke lukker sig om sig selv og har nok i sig selv. De skal hele tiden udfordres gennem kontakten til omverdenen og andre netværk.
Aalborg Universitet og Roskilde Universitet brød begge med det traditionelle undervisningsbegreb og baserede sig på nyere pædagogiske principper om problem- og projektorienteret læring. Grundplanen blev udlagt med projektrum, rum til workshops, seminarrum og fælles køkken. I Aalborg var der tale om gamle fabriksbygninger, der var blevet ledige, da cigar-produktionen rykkede ud af byen. Byggerierne var ikke special-designede, men der blev stillet nogle lokaler til rådighed, som kunne tages i brug, dvs. som studerende, forskere og undervisere kunne gøre til deres sted. Hver gruppe af studerende fik et stort projektrum, som de indrettede med de dengang avancerede studieredskaber: skrivemaskiner, bogskabe, bøger, tavler, opslagstavler, kaffemaskiner, køleskabe, spritduplikator etc. Rummene og pædagogikken spillede sammen. De studerende og underviserne havde ejerskab til rummene og fik de nødvendige ressourcer og arbejdsredskaber til støtte for projektarbejdet. Lidt kunst blev der også til, som kunne udfordre de studerendes ideer om livet og verden.
Projektarbejdsformen findes stadig, men i dag er bygningsdesign og pædagogisk form vokset fra hinanden. Projektrummet er på mange måder for snævert. Det lukker de studerende inde i sig selv – og det lukker dem ude fra verden. På humaniora har vi slet ikke ressourcer til at give hver projektgruppe et rum. Her har vi i en årrække forsøgt os med grupperum, som de studerende kan låne: Tomme rum uden arbejdsredskaber, ressourcer eller kunst på væggene. Nogle studerende har benyttet dem, men ofte har de stået gabende tomme.
Løsningen er i stedet at bringe design og pædagogisk praksis sammen igen i form af fælles grupperum, fleksible møbler og IKT-udstyr. Det sker på nogle uddannelser på Aalborg Universitet. Her har projektarbejdet fået en ny form: Mindre lukket om sig selv, og gennem IKT til stadighed i kontakt med omverdenen. Som supplement indgår værkstedet og laboratoriet, hvor de studerende kan eksperimentere og prøve deres teorier af, inden de afprøver i ”real-life” eller i ”second-life”. Studerende og forskere er meget glade for disse miljøer. Problemet kan være at få ro til fordybelse, som jo også er en del af læreprocesserne, men så tager vi høreværn på eller trækker os tilbage i nogle rum med dedikerede funktioner hertil.
Udfordringen til netværksuniversitet er på én gang at designe et sted, hvor de studerende, forskerne og underviserne føler sig hjemme, bliver engageret, udfordret og har lyst til at komme og samtidig at understøtte, at store dele af kommunikationen og samarbejdet vil være medieret af IKT. På den ene side skal der designes for, at alle har et sted, hvor de hører hjemme, f.eks. i et åbent projektmiljø. På den anden side, giver IKT en stor fleksibilitet i forhold til, hvorledes læringsrum skal designes. Nogle gange er det mest praktisk og behageligt at kunne ligge på nogle sækkepuder og lytte til den sidste podcast fra forelæseren. Andre gange har man lyst til at overvære forelæsningen fra en kondicykel, så man kan få lidt motion samtidigt. I det fælles møde har man nogle gange brug for at sidde ved små café-borde eller i bløde sofaer, medens man mange andre gange har brug for formelle møde- og samarbejdsredskaber, f.eks. en projektor, flip over og fælles modelleringsværktøjer, så alle har et fælles udgangspunkt for drøftelserne.
Nogle rum er personlige eller projektgruppens, medens andre rum er flerbrugerrum. Dette kræver samtidig organisatoriske løsninger. Hvem passer rummene? Hvordan bliver der skabt fælles ejerskab og ansvar? Hvor vi kan give en årgang deres eget rum til projekt- og kursusaktiviteter, og skabe fælles ejerskab og engagement til at tage vare herpå. I modsætning til alle de øvrige rum, som mest optræder som en kulisse for undervisningen. Men det tager tid for et rum at blive taget i brug, og der skal være ressourcer til at bestykke rummene med de nødvendige arbejdsredskaber og kunst. Når pædagogikken og design i højere grad skal spille sammen, må vi derfor i langt højere grad interessere os for at forstå den pædagogiske praksis som udgangspunkt for design. Praksis er ikke engang givet, men udspiller og udvikler sig. Derfor er det også helt afgørende, at der er afsat midler til at tilpasse arkitektur til de konkrete praksisser, der finder sted. At der er råd til at indkøbe en stige, så bøgerne kan nås på de øverste reoler. At der kan laves ekstra lydisolering, når der ikke er taget tilstrækkeligt højde for støjniveauet. At møblerne er lette og fleksible, så de kan flyttes rundt, og at de mobile vægge faktisk kan og må flyttes uden ret mange ekstraomkostninger. Turid H. Horgen og kolleger (1999) har foreslået en tilgang til design som de kalder ”proces arkitektur”. Essensen i denne tilgang er, at designere og brugere i samarbejde skal skabe og re-designe deres rum og artefakter, så de understøtter og spiller sammen med de arbejds- og læringsformer, som er under udvikling, og som ønskes fremmet. De peger på en række principper herfor, så som ufuldstændige rum, som inviterer til, at brugerne udfylder den manglende del; uskarpe territoriale grænser og flertydighed, som supporterer kommunikation og samarbejde på tværs af discipliner; fleksibilitet og billige tilpasninger til de evigt skiftende konstellationer og arbejdsformer; forskellige størrelser og former til støtte og afgrænsning af særlige funktioner; gensidig synlighed og transparens for, at man kan følge med i hinandens lærings- og arbejdsprocesser og fremme mulighed for at mødes spontant, samt tilgang til artefakter og teknologier til støtte for arbejde og læring. Vores rum er således ikke blot en ramme for arbejds- og læreprocesser, men de spiller dynamisk sammen med disse og bidrager aktivt til at realisere dem.
Jeg arbejder i Kilen på CBS, en prisbelønnet¹ universitetsbygning tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekter. Det er det bedste sted, jeg har arbejdet i hele min karriere. Men at jeg arbejder i Kilen, er en sandhed med modifikationer! Faktisk arbejder jeg alle mulige andre steder end i Kilen. Den computer jeg har til rådighed dér, er tændt langt færre timer, end min hjemmecomputer og min bærbare computer er. Alle mine undervisnings-, formidlings- og forskningsaktiviteter trækker mig væk fra mit kontor. Ofte føler jeg ikke, at jeg har tid til at gå på arbejde, fordi jeg skal passe mit arbejde. Jeg sniger mig til at gøre det alligevel engang imellem!
Mine arbejdsvaner er sikkert ikke meget anderledes end de fleste andre forskeres. Det udleder jeg af, at forskningsmiljøerne generelt har en meget lav udnyttelsesgrad. Min erfaring fra både danske og udenlandske universiteter er, at institutterne på en normal arbejdsdag er tyndt besat med forskere. Og dem der er til stede, er ofte folk, der er på besøg fra andre universiteter – hvor de altså så er fraværende.
Den lave udnyttelsesgrad skyldes til dels, at en forskerstilling i Danmark kun muliggør forskning i en mindre del af arbejdstiden. Men den skyldes også, at den teknologiske udvikling har gjort forskningen mindre stedbundet. Tidligere var vi nødt til at gå på biblioteket, mens vi i dag kan downloade artikler fra et hvilket som helst sted på kloden. Og mens vi tidligere var nødt til at samarbejde med dem, vi fysisk kunne mødes med, samarbejder og skriver vi i dag oftere med forskere på den anden side af jorden, end med dem, der har plads i nabokontoret.
I en vis forstand må vi acceptere som præmis for nyt universitetsbyggeri, at forskere ikke længere ”tager på kontoret” for at passe deres arbejde. Lidt for sjov kan man sige, at kontoret er blevet stedet, hvor vi hænger overtøjet og sætter tasken, når vi skal undervise eller til møde, og et arkiv for de bøger og papirer, som vi ikke aktuelt arbejder med.
Det funktionelle behov for kontorer er tilsyneladende borteroderet, men det har ikke ændret kravene. Frank Gehry fortæller, at når han spørger professorer om, hvordan de ønsker deres nye kontor indrettet, så beskriver de det, de har i forvejen! Min erfaring er, at langt de fleste ønsker sig et stort, lydisoleret enkelt-mandskontor, hvor de kan lukke døren og koncentrere sig om deres studier og skriverier. Praksis er som sagt, at døren er lukket udefra det meste af tiden, og det kan umiddelbart virke paradoksalt, at vi kæmper så indædt om noget, som vi så bruger så lidt! Men måske er forklaringen bare, at kontoret spiller en vigtig symbolsk betydning.
At have sit eget kontor er tegn på, at man er ansat! Ikke bare ansat, men også værdsat! Enhver antydning af, at individuelle forskerceller ikke er løsningen, fører til omgående revolte. Denne symbolske betydning genfinder vi i alle organisationer. Kontoret er et statussymbol og en markering af, hvor man befinder sig i det sociale hierarki. Jo højere man er i det sociale hierarki, desto større og bedre et kontor sidder man i, og ironisk nok, desto mindre er man tilstede! Det gælder for ministre og direktører på samme måde som for professorer. Hvis det ikke var for denne symbolik, ville det være uforklarligt, hvorfor de ansatte, der kommer hver dag, skal have de dårligste og mindste kontorer: TAP’erne, fordi de har tilstedeværelsespligt, og ph.d. studerende, fordi de ikke har noget skrivebord hjemme.
Der er skrevet meget om, hvordan virksomheder bygger, og hvordan de forsøger at undgå denne dyre og besværlige måde at symbolisere sociale hierarkier på, men mig bekendt er det ikke lykkedes nogetsteds. Man har godt nok indført kontorlandskaber mange steder, men chefer sidder langt de fleste steder stadigvæk for sig selv, og konkurrencen drejer sig som regel fortsat om hjørnekontoret. Ingen vil stå ved, at det handler om symbolik, så derfor efterrationaliseres indretningen altid med henvisning til funktionelle behov. Kontorlandskaber fremmer videndelingen, siger man, og chefer fører fortrolige samtaler. Men det er formentlig ikke bedre efterrationaliseringer, end at forskerne skal have egne kontorer for ikke at blive forstyrret og miste koncentrationen om deres intellektuelle arbejde – et arbejde de som sagt i stor udstrækning laver udenfor kontoret.
Det er hverken de funktionelle eller de symbolske behov, der efter min mening skal udgøre de kritiske designpræmisser for forskernes arbejdspladser i fremtiden. Det er de sociale behov. For at forklare hvad jeg mener, vil jeg ty til et eksempel fra studieverdenen.
På CBS har vi et bibliotek på Solbjerg Plads, som er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Her er der kø fra morgenstunden for at få en af læsepladserne. Det er ikke bare CBS-studerende, der læser der; det er også studerende fra alle de andre universiteter – ja, der er sågar selvstændigt erhvervsdrivende, som kommer der jævnligt. Folk kommer ikke på grund af bibliotekets bøger og computere, for de arbejder med deres egne, medbragte ting. De kommer heller ikke for at lave noget sammen, for de må ikke snakke eller dele viden. De kommer for at sidde sammen – for at bryde isolationen og kedsomheden på kollegieværelset eller i enmandsfirmaet. En isolation og kedsomhed, som i sig selv kan være mægtig forstyrrende. Min fortolkning er, at bibliotekernes læsesale er fyldte, fordi isolation er mere forstyrrende, end nærværet af andre er.
En forskerkarriere er potentielt et meget ensomt og individuelt liv. Selv når man samarbejder, gør man det ofte sekventielt, fordi man ikke kan skrive firhændigt. Der er ikke meget, den fysiske indretning kan gøre for at ændre disse vilkår. Men den kan hjælpe til at bryde den sociale isolation, i stedet for at fremme den ved at bygge lukkede kontorer. Hvad er det lige, der skulle gøre et forskningsmiljø tillokkende for nye kandidater, hvis det syn, der møder dem, er lange korridorer med lukkede døre? Hvad er det, der skulle få nogen til at kaste sig ud i morgentrafikken, hvis der er lige så ensomt på arbejde, som der er hjemme? Det kunne være arkitekturens vigtigste opgave i fremtiden at skabe de forstyrrelser, som den sociale isolation brydes ved.
I starten var jeg bekymret ved, om der ville være for meget larm i Kilen, sådan som den er bygget op omkring et stort, åbent atriumrum. Nu betragter jeg det som en af attraktionerne i bygningen, at man hele tiden har fornemmelse af liv. Jeg var også bekymret over de mange glasflader, som gav folk mulighed for at se ind. Nu betragter jeg det som en attraktion, at det er muligt at se ud! Jeg har taget konsekvensen og sidder i dag i et stort centerkontor med 12 arbejdspladser. Jeg kommer for at blive forstyrret – ikke så det forhindrer mig i at arbejde, men for at føle fællesskab, opleve et socialt nærvær og muliggøre spontan videndeling. Den form for forstyrrelse er langt mere konstruktiv og produktiv end den, isolationen bag lukkede døre skaber, og som leder til nyttesløs surfing på Internettet og almindelig tankeflugt. Men om medarbejderne værdsætter at have ”chefen” siddende der, og om medarbejderne i centret alle drømmer om deres eget lukkede kontor, er naturligvis åbne spørgsmål.
Det attraktive ved Kilen er fornemmelsen af, at der er mennesker til stede – aktive mennesker. Det er lyden af de studerende; det er synet af dem, når de bemægtiger sig de åbne arealer til gruppearbejde. Det er smilet fra en kollega, der går forbi uden for mødekontoret. Jo, det forstyrrer, men det forstyrrer lige så meget, så man holder sig vågen og koncentreret om sine gøremål.
Ikke alle er enige med mig. Der er nogle steder skilte på de tomme borde, der forbeholder dem for ansatte. Der er reoler for glasvæggene, og der er lukkede døre. Og naturligvis er det en ledelsesopgave at regulere forstyrrelserne, men løsningen er altså ikke at fjerne dem. Opgaven består i at gøre forstyrrelser positive, når vi godt ved, at de let kunne få negative konsekvenser. Måske skal der ikke mere til end at indføre lidt nye adfærdsnormer. I arbejdsfællesskabet skal vi måske lære at isolere os, når vi frygter at forstyrre de andre uhensigtsmæssigt, i stedet for som tidligere at isolere os af frygt for, at de andre forstyrrer os. Dette er læsesalens sociale norm, og den kan også være hensigtsmæssig udenfor.
Vi snakker om forskellen mellem det fysiske sted (space) og det betydningsfulde sted (place). Forskernes arbejdsplads er mindre interessant som det første end som det sidste. Vi skal snakke mindre om kvadratmetre, adgang og rettigheder, og mere om den sociale mening, inspiration og nærvær – en besjælet arbejdsplads for forskerne. Det kan arkitekturen ikke skabe, men den kan hjælpe os andre til at gøre det.
¹ RIBA European Award 2006
Da den store franske encyklopædi blev skrevet i 1700-tallet rummede den i 28 bind stort set al den videnskab, som på det tidspunkt var anerkendt. Den samlede viden kunne med andre ord overskues! Sådan er det ikke længere. Væksten i viden og opdelingen i de klassiske videnskaber har i dag umuliggjort den opgave for enkeltpersoner.
Men ikke nok med det. Ligesom med mobiltelefonen er videnskaben nået til 3. generation: Teknisk set løfter vi os op på et stadig højere niveau, og mulighederne for at tale sammen på kryds og tværs af hidtil velkendte grænser bliver hele tiden større. Sådan er det også med videnskaben version 3.0, hvor samarbejde og faglige gennembrud sker på tværs af kendte videnskabelige grænser - og hvor teknikken i højere grad bliver et fælles arbejdsredskab.
Frø til den udvikling er allerede sået, eksempelvis på Nano-Science Center på Københavns Universitet. Her samarbejder fysikere, geologer, biologer og kemikere på tværs af fag og videnskaber med udgangspunkt i hver deres solide, faglige base for sammen at blive klogere på alt fra olieefterforskning i Nordsøen til medicinsk diagnosticering.
Det skal vi se meget mere af fremover, fordi det netop er i den flerfaglige smeltedigel, at svaret på mange af fremtidens udfordringer ligger eksempelvis inden for energiforsyning, klimaforandringer og livsstilsproblemer. På vejen frem mod fremtidens forskningsmiljø eksisterer der derfor et opgør med den gammeldags tankegang, der cementerer opdeling mellem videnskaberne – både fysisk og indholdsmæssigt. I fremtidens forskningsmiljø er det udfordringerne og projekterne, der er det fysiske omdrejningspunkt. Det bør have en afsmittende effekt på de bygninger, der udgør rammerne for forskning og uddannelse.
Det vil være naturligt at flytte fagene sammen og opløse den firkantede opdeling omkring fagene, vi kender i dag. Det vil skabe en frodig grobund for samarbejde og idéudveksling mellem både studerende og forskere på tværs af traditionelle faggrænser. Og det er netop ved at øge samarbejdet mellem de forskellige discipliner, at universitetet forventer at få flere videnskabelige gennembrud fremover. Fremtidens laboratorier og arbejdsrum skal dermed rumme vidtgående, flerfagligt samarbejde. Den spændende, men krævende udfordring består i at skabe bygninger og fysiske rammer, som ikke bare fremmer tværvidenskabeligt forskningssamarbejde, men som også skaber rum for, at forskerne kan bevare og udvikle deres egen fagdisciplin.
I Danmark hænger forskning og uddannelse tæt sammen, og det særlige ved danske uddannelser er forankringen i internationalt anerkendte forskningsmiljøer. Det betyder, at undervisningen bliver ledet og varetaget i forskningsmiljøerne, og at udviklingen af uddannelsernes faglige profil i høj grad bliver drevet af forskningen. Det vil sige, når de studerende på de naturvidenskabelige uddannelser laver projekter, skriver bacheloropgave eller speciale, så foregår det i tæt samarbejde med den forskningsgruppe, som de er tilknyttet.
Det vil vi se mere af fremover. De studerende vil ikke længere sidde på læsesale eller i særlige specialerum, som man ser det på de såkaldt ”tørre” uddannelser indenfor eksempelvis humaniora eller samfundsvidenskab. De studerende vil være fysisk placeret i laboratorier og kontorer, med tyk streg under at de dermed uddannes i forskningsgrupperne. Derfor skal pladsen til de studerende, der skal sidde side om side med forskerne, tænkes ind i indretningen af nye laboratorier og bygninger til de naturvidenskabelige discipliner.
Måden, vi underviser på, har også ændret sig markant over tid. Højt teknologiniveau, tværfagligt samarbejde, mere åbenhed, fælles kommunikation, synergi mellem fagene osv. er nøgleord for den moderne undervisning. Undervisningen vil fremover foregå på mange forskellige måder: På nettet, i arbejdsgrupper, i laboratorier, i hold af eksempelvis 30 og 60 studerende eller i forelæsninger, hvor flere hundrede studerende undervises samtidig. Fleksible læringsmiljøer og lokaler, der kan tilpasses efter undervisningsbehovet, er derfor nødvendige. Det vil også give nye muligheder for en mere rationel udnyttelse af de bygninger og lokaler, universitetet har til rådighed.
Skal Danmark klare sig i konkurrencen om at tiltrække de klogeste hoveder, skal vi også kunne tilbyde et fleksibelt forskningsmiljø med en optimal teknisk infrastruktur – herunder hurtig opstartsfase og højtspecialiserede instrumentplatforme. Sådan er det, fordi de bedste forskere i verden søger derhen, hvor de dygtigste forskere allerede er, hvor faciliteterne er i top, og hvor chancerne for at opnå finansiering er størst. Det er præmisserne for, at danske uddannelser og danske kandidater har en kvalitet, der er efterspurgt, og som er attraktiv på det globale arbejdsmarked.
Et eksempel på betydningen af teknisk infrastruktur, er infrastrukturens vægtning i ansøgninger til EU’s forskningsråd ERC, hvorfra der over seks år uddeles 56 mia. kr. I første omgang tæller ansøgningens kvalitet, idé og forskerens hidtidige performance. I anden omgang tæller også adgangen til state-off-the-art teknik, apparatur og infrastruktur. Da en stadig større andel af dansk forskning skal finansieres eksternt, er det nødvendigt, at fremtidens forskningsmiljø har tidssvarende infrastruktur og rammer, der understøtter det. Derfor har vi brug for et forskningsmiljø med fleksible indretningsmuligheder.
Da forskningsmiljøerne er drevet af bevillinger, stilles der store krav til fleksibilitet, fordi det efterhånden, som bevillinger gives og udløber, vil være nødvendigt at lukke og åbne hele eller dele af forskningsgruppernes aktiviteter.
Bygningernes fleksibilitet skal også bruges til, at forskerne hurtigt efter bevillingstilsagn, kan komme i gang med arbejdet. For forskere, der er afhængige af laboratoriefaciliteter, er det helt afgørende. For dem har laboratoriet samme afgørende funktion, som motoren har for enhver bil: Uden motor kører bilen ingen vegne – og det giver sig selv, at den, der har den bedste og mest top-tunede bil, kommer først i mål.
Sådan er det også i forskningens verden: Uden et laboratorium, der kan geares og tilpasses forskerens behov og bevillinger, kan forskeren ikke arbejde optimalt. Og uden et laboratorium, der er i front med de tekniske specifikationer, kommer man hverken først i mål med de nye ideer eller kan tiltrække de allerdygtigste talenter.
Fremtidens forskningsmiljø er også en grænseløs størrelse. I århundreder har forskere studeret, efterprøvet og bygget videre på fagfællers resultater, uanset hvor i verden de så dagens lys. Over de seneste 100 år har naturvidenskaben derfor udviklet sig til en gennemført international videnskab. Globaliseret om man vil. Det betyder, at vores viden i stigende grad går på tværs af grænser, og det vil præge dagligdagen i fremtidens laboratorier. Et universitet skal - med internationale campusmiljøer som forbillede – have inspirerende studiemiljøer, forskerboliger, cafeer, konferencecentre og IT-faciliteter.
Campusmiljøet – nærmiljøet omkring universitetet – bliver mere og mere internationalt, og det præges af, at studerende og forskere fra vidt forskellige dele af verden opholder sig her i kortere eller længere perioder. Boliger, kollegier og gæsteforskerboliger i universitetets nærmiljø ligger derfor i naturlig forlængelse af tanken om et åbent universitet, hvor mennesker mødes og grænser brydes.
Dørene til universitetet skal være som åbne svingdøre for et innovations- og vækstmæssigt kraftcenter, der stimulerer innovative miljøer, og som styrker samspillet mellem offentlige og private virksomheder. Forskerne skal bo dør om dør med iværksættere, og universitetets campus skal være det foretrukne sted, når nye tekniske virksomheder skal sættes i verden. Forskningsresultater skal omsættes til nye produkter og til virksomheder, der hurtigt går i gang med at realisere resultatet af banebrydende forskning. Øgede forbindelser mellem studerende, forskere samt offentlige og private virksomheder er krumtappen i den udvikling – og det skal afspejles i den måde, som fremtidens forskningsmiljø tænkes sammen med omgivelserne.
Nok er vores viden blevet grænseløs, men det er de økonomiske rammer dog ikke. Skal Danmark ruste sig til konkurrencen i et globaliseret samfund, er der behov for investere i nye slagkraftige campusområder, der kan uddanne kvalificerede kandidater, skabe forskningsresultater af høj international klasse og bidrage til samfundsøkonomisk vækst.
Behovet for nye rammer ses tydeligt på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor vi arbejder. Faciliteter for forskere og studerende er ganske enkelt blevet overhalet indenom af den teknologiske udvikling. Problemet ligger populært sagt under kølerhjelmen. Karosseriet er solidt, men motoren er fra det forrige århundrede. Det mere end millimeterpræcise måleudstyr og fantastiske forskningsapparatur, som er nogle af forskernes vigtigste arbejdsredskaber, stiller strenge krav til bl.a. vibrationsfrie zoner, temperaturregulering og høj luftkvalitet. Det er krav, som bygningerne naturligt nok ikke blev bygget til for de mere end fyrre år siden, hvor soklen til hovedparten af de naturvidenskabelige laboratorier blev støbt i 1960’erne. Det er ineffektivt og koster det danske samfund dyrt, at forskere derfor må udføre forsøg om natten for at mindske unøjagtighederne i deres forskningsresultater på grund af, at trafikken udenfor får bygningen til at ryste. Et andet eksempel er manglen på ventilationskapacitet, der betyder, at universitetet må overveje at sige nej tak til banebrydende forskningsprojekter, fordi der ikke kan bygges mere udsugning ind i bygningerne.
Skal vi på universiteterne positivt være med til at uddanne kvalificeret arbejdskraft, skabe nye videnstunge arbejdspladser og bidrage til samfundsmæssig vækst, så skal der investeres massivt i fremtidssikrede rammer for forskning og uddannelse. Det vil flytte grænserne for væksten i vores viden, og det vil tillade vores viden at vokse på tværs af landegrænser, videnskaber og virksomheder. Alt sammen til gavn for den samfundsøkonomiske udvikling i en stadig mere globaliseret verden.
Afsnittet belyser spørgsmålet om, hvordan fysiske rammer kan bidrage til at skabe et studie- og forskningsmiljø i verdensklasse. Det sker gennem eksempler fra undersøgelser af internationale og danske miljøer.
Afsnittet viser universiteter, der strategisk bruger det fysiske miljø til at blive endnu mere velfungerende. De forsøger alle at åbne sig mod omverdenen, og bruger forsker- og studiearbejdspladser, IKT, laboratorier og læringsrum til at gøre det.
Der er eksempler på, hvordan studerende får fast arbejdsplads på professorens kontor; store auditorier bliver ombygget til dialogbaserede undervisningslokaler; og på hvordan studerende bliver brugt som en ressource, der udvikler det fysiske miljø. Det viser desuden, hvordan universiteterne forlænger åbningstiden ved at skabe flere aktiviteter og attraktive steder.
Tilsammen peger materialet også på nogle af de udfordringer, som universiteterne møder, når de arbejder med det fysiske studie- og forskningsmiljø. Hvordan kan man f.eks. understøtte undervisere i at eksperimentere med rum og IKT? Eller skabe både rum til ro og interaktion på forskerarbejdspladsen? Og hvordan kan studerende inddrages på en hensigtsmæssig måde i den fysiske planlægning? Det tegner omridset af et svar og en strategi for fremtiden. Eksemplerne kan bidrage som inspiration til den videre debat.
Hvordan kan de fysiske rammer bidrage til at skabe et optimalt studie- og forskningsmiljø for moderne universiteter i verdensklasse? Universitets- og Bygningsstyrelsen har fundet eksempler på en række universiteter i Danmark og udlandet, som kan inspirere til den videre debat
Det moderne universitet har åbent, når man skal bruge det. Denne bog viser eksempler på udenlandske universiteter, der opfatter sig selv som pulserende videncentre med aktiviteter fordelt over hele døgnet og ugen. De kan ikke forestille sig, at studerende ikke skulle have adgang til bogsamlinger, print og mad alle dage hele døgnet. Denne åbenhed understøtter en moderne livsstil, hvor man kan vælge, at studie og arbejde også finder sted weekend, aften og i ferieperioder.
Åbne døre, nøglekort og sandwich-automater gør imidlertid ikke, at det automatisk summer af liv alle dage hele døgnet. Universiteterne sætter realistisk ind i de tidsrum, hvor de reelt har mulighed for at påvirke besøgstallet. ETH Zürich, Höngerberg, er placeret i byens randzone, og de har erkendt, at det endnu ikke er attraktivt at opholde sig på campus i de sene aftentimer. Til gengæld har de udnyttet weekenden til at invitere lokalbefolkningen på akademiske aktiviteter så som rundvisninger i laboratorierne, skakklub for børn og forældre samt ”ScienceTalk”¹, som er naturvidenskabelige foredrag, som kan have almen interesse. For ETH er det første skridt i retning af at gøre det attraktivt at komme til campus i weekenden.
Andre universiteter er placeret mere bynært, eller også bor størstedelen af deres studerende på campus, hvilket naturligt øger åbningstiden. Det resulterer i mange tilfælde i særlige bygninger, som fungerer som mødesteder, der koncentrerer liv og aktiviteter i aften- og nattetimerne samt weekenderne. Det ses f.eks. på Columbia University og MIT, som begge har et døgnåbent ”Student Center”. I begge tilfælde er det opført som en selvstændig bygning, der visuelt skiller sig ud fra resten af området. Bygningerne rummer faciliteter som studiearbejdspladser, caféer, studenterpolitiske aktiviteter, informationssøgning, print og basale bogsamlinger. Sådanne steder koncentrerer en mangfoldighed af aktiviteter, og det føles trygt og inspirerende at komme, fordi der er liv. Også om natten.
Flere universiteter arbejder i øjeblikket på at skabe bygninger, der skal fungere som ”fyrtårne”, ”Students Hubs” eller ”Students & Faculty Club”. Fælles for dem er synligheden, åbenheden og differentierede funktioner, der skal tiltrække forskellige brugergrupper.
Videnskabsministeriet gennemførte for nylig en essaykonkurrence for studerende om det gode studiemiljø, og 1. og 2. præmien er vist i denne bog. En gennemgående pointe blandt bidragyderne var ønsket om at få udvidet adgangen til universiteternes biblioteker i de større byer. CBS´s læsesal har så vidt vides landets længste åbningstid, typisk ml. 7.30-22.30 alle dage. Det bliver brugt af studerende fra alle studieretninger og institutioner i København. De opfatter stedet som et inspirerende sted at komme i weekender og aftentimer, fordi stedet vibrerer af studieaktivitet. Bibliotekernes lange åbningstid gør det samtidig muligt for mennesker med normal arbejdstid at benytte universitetets faciliteter.
For at målrette ressourcerne har KU´s bibliotek på Panum indført fleksible åbningstider. Uge for uge tilpasser åbningstiden sig semesterets eksaminer, så der i læseperioder også er adgang sen aften og weekend.
Udfordringen ved at forlænge åbningstiden er både at kunne åbne op og invitere omverdenen inden døre og samtidig kunne prioritere ressourcer til bemanding og håndtere krav om sikkerhed. Faren for tyveri, overfald, hærværk – og inden for visse forskningsområder også frygten for spionage – er reel. Den bør imidlertid ikke forhindre universiteter i at agere som et tilgængeligt, døgnåbent videncenter, der gør det muligt for studerende, forskere og interesserede at bruge stedets faciliteter.
Eksemplerne i undersøgelsen peger på behovet for at overveje, hvilke aktiviteter og faciliteter, der kan knyttes til de åbne døre – f.eks. café, faglig assistance til opgaver, værksteder, foredrag og rundvisninger.
Den lange åbningstid er i sig selv en praktisk foranstaltning, og den signalerer samtidig på en meget direkte måde, hvordan universitetet opfatter sig selv: Møder man en låst dør, eller skal universitetet opleves som et tilgængeligt videncentrum?
Det moderne universitet tilbyder en variation af læringsrum, som samtidig naturligt inddrager moderne teknologi og faciliteter til IKT-støttet læring. Hverken brugen af IKT og rummets udformning er målet i sig selv, men blot redskaber der kan understøtte og udfordre undervisningen. Det kræver en aktiv stillingtagen til hvornår og hvordan, de skal bruges som virkemidler.
Hans Siggaard Jensen beskriver i sin artikel, at der ikke er nogen sammenhæng mellem rum og den viden vi har om, hvad læring er. Vi bygger læringsrum efter fortidens idealer, skriver han. Skal vi så ændre og ombygge alle vores undervisningslokaler? Sandsynligvis ikke. Men måske skal vi eksperimentere mere?
MIT har taget et sigende skridt i den retning. I en tid hvor mange ønsker sig store auditorier for at kunne gennemføre forelæsninger for mange på én gang, har universitetet nedlagt ét af sine to store auditorier. Her var tidligere plads til 300 med traditionel klapsæde opbygning. Auditoriet er nu omdannet så der er plads til 100 studerende, der sidder gruppevis omkring runde borde med plads til alle gruppemedlemmernes bærbare computere. Underviseren er centralt placeret ved en mikserpult, og kan herfra udvælge relevant arbejde fra grupperne. Rummet understøtter dels traditionelle forelæsninger og primært problemløsning i grupppearbejde. MIT har brugt rummet et par år, og erfaringerne viser, at denne indretning og undervisningsform kan hive særlig svage studerende op på et højere niveau.
Langt fra alle IKT-støttede læringsaktiviteter kræver nye fysiske rumtyper. Udveksling mellem studerende fra flere verdensdele på samme tid kræver blot mobilt udstyr og foregår fint i fleksible, værkstedslignende rum.
I andre tilfælde kræver det en mere stationær opbygning, som sikrer driftsikkerhed. MIT transmitterer forelæsninger live til Singapore University og visa versa flere gange om dagen. Det foregår fra tre mindre auditorier, der er indrettet særligt til transmissioner, der f.eks. er mere lydtætte og uden dagslys. Disse tre rum i kælderen under universitetet gør, at MIT´s lærerstab kan blive hørt i hele verden, ligesom studerende let kan arbejde sammen. MIT udvider nu med flere rum, da der er et stigende behov. Det synes at være en hurtig og billig måde for et universitet at etablere sig og skabe synlighed i andre lande eller kontinenter.
Undersøgelserne peger på, at nok kan IKT integreres i mange eksisterende rum, men der kommer undervisningstyper og IKT muligheder til, som vil kræve nye rum. Udformning og møblering af undervisningsrum ændrer sig og vil supplere de typer, vi allerede kender. Måske vil det traditionelle auditorium blive til en arena, som er kendetegnet ved ikke at have et hierarki, hvor man samarbejder eller optræder for hinanden. Gangene kan udvikle sig til et landskab af faglighed, hvor man formidler viden og måske involverer forbipasserende i det faglige arbejde.
Én af udfordringerne ved at bruge nye rumtyper og inddrage IKT er bl.a. at få underviserne interesseret i rummet og teknologien. Brug af IKT og nye rumformer kræver mere tilrettelæggelse og koreografi af underviseren. De studerende har typisk ingen betænkeligheder og er som regel trænede brugere. Danske universiteter har endnu ikke udnyttet potentialet i at tænke pædagogik og faglighed sammen med rum. Udviklingen af nye rumtyper til læring og samarbejde er ikke udpræget i universitetsbyggeriet i dag. Danske gymnasier derimod har de seneste år udviklet og bygget rum, der understøtter nye pædagogiske og faglige principper. Gymnasierne udfordrer derved den traditionelle undervisningssituation. Ørestad Gymnasiet er måske et af de tydeligste eksempler: Klasselokaler uden vægge og har zoner til faglige eksperimenter og leg.
Det moderne universitet tilbyder attraktive studie- og samarbejdsmiljøer for studerende. Det handler om den faste eller fleksible studiearbejdsplads, som kan befinde sig på hele universitetet. Rum kan hjælpe til at skubbe, befordre eller bare overkomme en udfordring, ligesom udformningen af fysiske rammer kan styrke faglige og sociale relationer på tværs af årgange og studier.
På Lancaster University har de etableret en lang række lounge- og læsemiljøer for studerende, som man kender fra moderne kontorarbejdspladser. De bygger derudover aktuelt en ”Students Hub”, et moderne studenterhus med læsepladser, læringslounge og café hele døgnet, som skal samle og synliggøre studenteraktiviteter. De studerende skal inspirere hinanden ved at summe sammen. Samme type studenterhus findes på flere amerikanske universiteter2, og tendensen ses på andre kontinenter. University of Tokyo har for nyligt åbnet et prestigefuldt center med differentierede typer af læringsmiljøer, som benyttes af forskelligartede studieretninger under ét fakultet. Stedet er så fysisk attraktivt, at centret tjener penge på at udleje til andre fakulteter. På trods af en tradition i japansk arkitektur for at skabe introverte bygninger åbner dette center sig ganske sigende for indblik.
Kendetegnet ved ovenstående eksempler er, at de ofte indtager en fremtrædende plads på campus i kraft af deres moderne design og interaktionsprægede og transparente arbejdsmiljøer. Attraktive arbejdspladser, der understøtter nutidige arbejdsformer, sender et positivt signal til brugerne og omverden.
Undersøgelsen af en række danske studiearbejdspladser, som er vist her i publikationen, peger på, at de kan hjælpe studerende til at gennemføre særligt de første år af studiet. Universiteterne har taget udfordringen op og indretter nu fleksible studiearbejdspladser i eksisterende bygninger. Den kommende bygning for humaniora og samfundsvidenskab på SDU i Kolding er imidlertid et eksempel på en bygning, hvor studiearbejdspladsen er tænkt ind fra starten og derfor har fået en mere fremtrædende plads.
Det moderne universitet tilbyder attraktive lærings- og samarbejdsmiljøer for forskere og undervisere. Det handler både om måden, institutter er indrettet på, og måden de indgår i helheden, ligesom det handler om forskernes arbejdsplads på universitetet. Rummene kan udfordre vante arbejdsgange og styrke vidensdeling og faglige relationer på tværs af fag.
Mens fokus hviler på studiearbejds- og læringsmiljøerne til de studerende, er der langt færre, der kigger på forskerens arbejdsplads. I Danmark er der på universitetsniveau tradition for, at hver forsker har sit personlige kontor, som giver mulighed for fordybelse såvel som private samtaler og møder i samme rum. Den tradition er kun nogle få årtier gammel og blev indført på et tidspunkt, hvor alle forskere typisk sad hjemme. Forskere fik tildelt faste kontorer for at opfordre dem til at befolke institutterne.
I dag er problemstillingen en anden. Mange forskere skal opholde sig alle mulige andre steder end på deres kontor for at udføre deres arbejde, hvilket Kristian Kreiner skriver om i sin artikel her i bogen.
Kontorerne står tomme det meste af tiden. Kristian Kreiner beskriver, hvordan han som forsker, præcis som også de studerende i essaykonkurrencen udtrykker det, ønsker, at arbejdspladsen kan skabe forstyrrelser og social interaktion. Det skal summe af forskerliv. Det inspirerer både forskeren og ikke mindst de studerende.
Denne summen opstår imidlertid ikke, når gangen med forskerkontorer er lang og aflukket, og forskeren ikke er tilstede. Måske skal forskerens ret til have sit eget private kontor tages op til revision. Findes der bedre måder at udnytte pladsen og hinandens ressourcer på?
Nogle enkelte eksperimenterer imidlertid med indretningen af forskerarbejdspladen og forsøger at skabe differentierede miljøer med multifunktionelle rum, som flere kan arbejde i på én gang. 10 humanistiske VIP´ere har fast arbejdsplads i ét åbent rum med ph.d og specialestuderende på E-learningLab, på Aalborg Universitet. Det fælles kontor styrker det faglige miljø og skaber synlighed blandt forbipasserende. Hvert semester tilbydes 1-2 specialestuderende en arbejdsplads i rummet, og de arbejder derved i samme rum som instituttets professor. Det giver de studerende en ligeværdig kontakt til undervisere og forskere, og en forsmag på arbejdsliv og leveregler, der gælder på en arbejdsplads. Fordelen for E-learningLab er, at de øger deres mulighed for at knytte potentielle ph.d.-kandidater til sig. Aalborg Universitet har ud fra samme tankegang oprettet et væksthus, hvor ph.d og specialestuderende arbejder i samme rum. Det er værd at bemærke, at alle de nævnte arbejdspladser er indrettet med samme møblement. Der er således ikke forskel på det, man tilbyder en studerende og en forsker.
En anekdote belyser et andet aspekt af værdien af at skabe ligeværdighed. Det fortælles, at den første rektor på RUC besluttede, at han blot havde brug for et kontor på 12 m². Det satte naturligvis standarder for, hvad forskere og andre ansatte på universitetet kunne kræve.
På Syddansk Universitet i Kolding har brugere og ledelse truffet beslutning om, at forskerarbejdspladserne i et kommende større nybyggeri skal understøtte forskernes ønske om synlighed og samarbejde. Konkurrenceprogrammet lægger vægt på en større differentiering i arbejdspladserne end traditionelt. Kontoret ses ikke som den enkelte forskers faste ejendom, men kan i perioder deles eller udlånes. Det giver mulighed for at indføre mere spaciøse rumligheder, som kan understøtte nogle af de andre arbejdsopgaver, forskerne har udover forskningen.
Udfordringerne ved at skabe attraktive miljøer for studerende og forskere ligger i det skisma, at brugerne på den ene side ønsker ro til fordybelse og på den anden side har brug for synlighed og rammer, som understøtter samarbejde.
Det gælder både for studerendes læsepladser og forskernes arbejdsplads. Det er påfaldende, at mens de studerende efterspørger nye tiltag og rammer, der understøtter deres læring og livsstil, er forskerne påfaldende stille og ønsker typisk ikke rumlige forandringer.
Forskernes barrierer for at ændre det traditionelle én-mandskontor synes at være frygt for larm, begrænsninger i private samtaler samt for nogle angst for at miste status eller tilhørsforhold. Alligevel ser et stigende antal danske forskere³ flere fordele end ulemper ved at vælge løsninger, hvor de i højere grad deler arealerne med andre. De vælger at indrette arbejdspladsen, så de har differentierede muligheder, der understøtter den specifikke arbejdssituation. Forskeren kan både opsøge rum til ro og fordybelse og finde et sted til synlighed og samarbejde. Alt efter behov.
Det moderne universitet har tidssvarende faciliteter for sine forskere og studerende. Det betyder, at laboratorierne skal give studerende og forskere mulighed for at eksperimentere ved hjælp af moderne faciliteter og teknologi. Og samtidig skal det ske på en måde, der stimulerer samarbejde og vidensdeling.
I Danmark står vi overfor at skulle modernisere mange laboratoriebygninger på universiteterne. De fleste er bygget i 60´erne og 70´erne og skal opgraderes for at kunne imødekomme nye behov. Det gælder både krav til miljø og bæredygtighed, behov for mere specialiseret udstyr og for fysisk fleksibilitet i indretningen, så man kan imødekommende skiftende bevillinger og forskningsprojekter. Udover de nye tekniske behov er der også behov for nye rum til samarbejde, fordi der har været tradition for at fokusere på den traditionelle arbejdsgang i laboratoriet uden i særlig høj grad at tænke i rum for det uformelle eller tværfaglige miljø.
Queen Marys Blizard bygning i London er et eksempel på et laboratoriebygning, der arbejder med rum til samarbejde og også ønsker at synliggøre det. Bygningen har et stort rum, hvorfra der er udsyn både til laboratorier og til møderum, der svæver som celler og DNA-strenge og dermed tydeligt indikerer den faglighed, huset rummer. De åbne laboratorier kan naturligvis ikke klassificeres eller leve op til strenge sikkerhedskrav, som også veksler fra land til land. Men huset giver et bud på, hvordan man kan tænke i laboratorier, der formidler viden og samarbejde.
Det kommende ”Protein Center”, The Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, på Københavns Universitet er et eksempel på et laboratorium, der ligeledes indtænker rum, som kan stimulere kontakten mellem de topforskere, som skal bruge det. Projektet, som står klar i 2009, imødekommer samtidig mange af de nye tekniske fokusområder. Der er tale om en gennemgribende modernisering af et afsnit af den eksisterende Panum bygning, der traditionelt har føringer i gulvet. Den nye indretning frigør sig fra dette ved at koble sig til loftet og i øvrigt fjerne tunge installationer fra laboratoriebordene. Det sikrer fleksibilitet til løbende at rokere om, i takt med at projekter og bevillinger skifter.
Udfordringerne ved at skabe tidssvarende laboratorier er først og fremmest økonomiske, da der er tale om betydelige omkostninger, ligesom der er strukturelle begrænsninger i de eksisterende bygninger, der skal moderniseres. Udfordringen består imidlertid også i at tænke laboratorieplanlægningen strategisk ind i en større plan for hele universitetet. Et laboratorium ”låser” på grund af de dyre installationer, og skal man f.eks. vælge decentrale undervisningslaboratorier med generelt udstyr eller satse på centralt beliggende speciallaboratorier? Interessant er det også, om laboratorier skal bygges og moderniseres på en robust måde, der gør, at de over et århundrede løbende kan opgraderes? Eller om vi skal vælge løsninger, der sandsynligvis skal skiftes grundlæggende efter en kortere årrække. Uanset strategien for laboratorier skal den ses i sammenhæng med planlægning af hele campus.
Det moderne universitet inddrager aktivt sine studerende i problemstillinger, der vedrører udvikling af campus. Universiteter har flere problemstillinger, som kan bruges i forbindelse med undervisningen. Det øger de studerendes indblik og forståelse for den komplekse institution, de er del af. Involveringen kan både engagere studerende og kvalificere resultatet.
Det sker på mange forskellige måder: MIT lader de IT-studerende løse infrastrukturelle problemer, f.eks. programmere et nyt informations- og nyhedssystem, som vises på hele campus. Opgaven består ikke kun i at lave softwaren, men særligt at løse den organisatoriske del, der muliggør, at systemet kan leve videre også efter, de studerende har forladt universitetet. En lille, men vigtig detalje.
En anden model ses på Lancaster University, som ansætter studerende til at skaffe frivilligt arbejde i lokalsamfundet. I England er der tradition for, at studerende arbejder frivilligt som en del af deres CV-pleje. Tre studerende er ansat af universitetet, men fundraiser i praksis deres egen løn og er dermed omkostningsneutrale, samtidig med universitetet opnår velvilje i lokalsamfundet.
Harvard bruger strategisk sine studerende som ambassadører for bæredygtige initiativer. De aflønnes på timebasis for at lære deres medstuderende at spare på vand og elektricitet. Studerende på kurset “Environmental Design” involveres samtidig i analyserer af forbruget på stedet - oplysninger, der har vist sig at være nyttige for universitetets driftsafdeling.
En af udfordringerne ved at involvere studerende i problemstillinger, der omhandler universitetets drift og organisation, er, at de som udgangspunkt ikke har nogen forudsætninger for at forstå universitetets komplekse struktur og beslutningsprocesser. I Videnskabsministeriets essaykonkurrence om det gode studiemiljø efterlyste mange studerende muligheder for at blive inddraget og hørt i forbindelsen med udviklingen af de fysiske rammer. ”Hvor går vi hen med en god ide?” eller ”Hvordan kan jeg bidrage?”, lyder spørgsmål fra initiativrige studerende. Mange studerende har lyst til at engagere sig, men de kan ikke agere i forhold til organisationen og bliver naturligt frustrerede.
Eksemplet fra Harvard viser, at studerende har brug for indføring for at kunne handle konstruktivt i universitetets struktur. Det kræver ofte et grundigt forarbejde at engagere studerende i udvikling af studiemiljøet. Administrativt personale skal f.eks. afsætte tid til at finde data frem om forbrug eller planlægning. En positiv effekt er imidlertid, at det kobler det administrative personale tættere til undervisningen og kan bidrage til øget respekt mellem undervisere og administration.
Det kan synes mere overskueligt at inddrage studerende i konkrete projekter, der ikke vedrører daglig drift. Eksemplerne i bogen viser, at universiteter i stigende grad inddrager studerende. De bliver spurgt om indretning, udsmykning, miljøtiltag og deltager med ideer og skitser, ofte i workshopform. En proces, der kan skabe et inkluderende engagement, men som aldrig må erstatte professionelle rådgivere. Udfordringen er, at studerende, såvel som ansatte, kan være bundet til jordnære problemstillinger, og derfor ikke udvikler visionære idéer, der reelt kan bruges. I værste fald er man klar over det, før man starter - og studerende bliver kun inddraget for inddragelsens skyld.
Enkelte universiteter svarer – sat på spidsen – at de studerende, man spørger i dag, jo ikke er her om 4 år, når planen er realiseret. Så hvorfor inddrage dem? Svaret er, at universiteternes fysiske rammer også skal passe til de studerendes aktiviteter og praksis. Inddragelsen handler dermed ikke blot om at spørge, hvad de studerende ønsker, men om løbende at se på udviklingen i, hvad det vil sige at være studerende på universitetet. På samme måde må forandringer i forskerens arbejde og vidensformidling afspejle sig i de fysiske rammer.
Studerende udgør dog uden tvivl en potentiel ressource for den fysiske udvikling af studiemiljøet. Der er typisk to forskellige grunde til at inddrage dem. Enten for at engagere og oplyse studerende eller for sammen at udvikle idéer. Uanset hensigten viser eksemplerne, at det kræver ressourcer samt rammer og mål, der er klare for alle parter, hvis studerende skal inddrages i udviklingen af campusmiljøet på en konstruktiv måde.
Hvordan ser et studie- og forskningsmiljø i verdensklasse så ud? Forholdene omkring åbningstid, studie- og læringsmiljøer, IKT-støttede rum, laboratorier og inddragelsen af studerende er berørt her og tegner omridset af et svar og en strategi for fremtiden. Man kunne også nævne biblioteker, auditorier, kantiner, samlinger eller mødesteder, for hvor og hvordan skal vi opbevare og udveksle viden? Det overordnede spørgsmål er ikke endeligt besvaret og kræver øget opmærksomhed de næste år.
¹ Se programmet for Science Talk på www.sciencecity.ethz.ch/treffpunkt/
² F.eks. ITT´s McCormick Tribune Campus Center af Rem Koolhaas
³ I forbindelse med ombygning og nybyggeri udført af Universitets- og Bygningsstyrelsen.
Dette afsnit viser, hvordan danske og internationale universiteter har valgt at håndtere aktuelle og globale udfordringer i forhold til de tre udvalgte temaer: Studiearbejdspladser, Læringsrum understøttet af Informations- og Kommunikations- Teknologi samt Laboratorier.
Temaerne er valgt på grund af deres aktualitet: Studiearbejdspladser efterlyses fra flere sider på landets universiteter. Der er stigende fokus på behovet for at inddrage IKT i undervisningen, ligesom landets universitetslaboratorier står overfor en stor modernisering.
De tre temaer sætter samtidig fokus på generelle udfordringer, som universiteter aktuelt står overfor: Flydende faggrænser, nye læringsformer og krav om fysisk fleksibilitet, bæredygtighed og vidensdeling er med til at ændre den måde, vi tænker studie og forskningsmiljøer på.
Temaet studiearbejdspladser er belyst med udgangspunkt i en undersøgelse af studiearbejdspladser på en række danske universiteter.
Eksemplerne er valgt, fordi de hver repræsenterer en ”god historie”, som beskriver, hvordan studiearbejdspladsen er brugt strategisk i indsatsen for at skabe et godt studiemiljø. De bliver f.eks. brugt som rambuk for at forlænge åbningstid, som holdrum, der mindsker frafald og som en metode til at flytte studerende ind i mesterlære på professorkontoret!
Her vises et udvalg fra undersøgelsen fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Det omfatter både ældre og nyetablerede pladser og repræsenterer forskellige læringsformer og uddannelser. Undersøgelsens målgruppe er praktikere og brugere på universiteter og rådgivere, der etablerer studiearbejdspladser.
Foruden eksemplerne beskriver afsnittet først baggrunden for, hvorfor studiearbejdspladser er kommet på dagsordenen. Temaet slutter med en artikel, som peger på de udfordringer universiteterne møder, når de udformer og driver studiearbejdspladser. Artiklen giver samtidig eksempler på, hvordan universiteterne har taklet udfordringerne.
Attraktive studiemiljøer og arbejdspladser på universitetet understøtter moderne læringsformer, skaber socialt og fagligt netværk og mindsker frafald. Alle universiteter ønsker selvsagt at have attraktive studiemiljøer. Men hvilke planlægningsredskaber og strategier virker, når arbejdspladserne og miljøet bliver skabt og drevet? Og hvordan bliver tiltagene finansieret og organiseret? En undersøgelse af danske universiteter giver et bud og tegner samtidig et billede af tendenser, der gør sig gældende for udformningen af det fysiske studiemiljø
Studerende efterspørger flere og bedre studiearbejdspladser. Videnskabsministeriet gennemførte i 2007 en essaykonkurrence for studerende om de fysiske rammer på landets universiteter. Her nævnte stort set alle 63 bidragydere behovet for flere og bedre studiearbejdspladser med længere åbningstider. Uanset studieårgang, studiemønster og fag peger alle, med forskellige begrundelser, på dette behov.
Studiearbejdspladser var tidligere noget, der blev stillet til rådighed på universiteternes biblioteker. Derudover var der typisk få læse- og studiearbejdspladser, som studerende kunne anvende. Projektgruppebaserede miljøer, som herhjemme på RUC og AAU, ændrede billedet af, hvilke faciliteter et universitet stiller til rådighed, idet de indførte grupperum og projekthuse med faste studiearbejdspladser.
Indtil for nyligt diskuterede vi, hvad indførelsen af teknologi ville gøre ved behovet for fysiske universiteter. Det virtuelle universitet med e-læring og forelæsninger på pod-cast synes dog ikke at have mindsket behovet for at have et fysisk sted at mødes. Snarere tværtimod. Nu stiller alle universiteter herhjemme som en selvfølge faciliteter og areal til rådighed, så studerende har mulighed for – og får lyst til – at blive på universitetet for at lære. Universiteterne opruster med ekstra inventar: Studiearbejdspladserne har fundet rum i gangarealer og er blomstret op i hjørner på bibliotekerne. Fokus har dog flyttet sig fra de faste pladser, som studerende råder over i en periode, til fleksible pladser, som bruges af flere på skift.
De universitetsbygninger vi bygger i dag, adskiller sig fra de foregående på den måde, at studiearbejdspladsen – det sted hvor det sociale og det faglige møde sker – er tænkt ind i arkitekturen fra begyndelsen. Nogle af disse bygninger er på tegnebrættet, og vi kan snart besøge dem. Andre har allerede slået dørene op. Kendetegnende for dem alle er, at de grundlæggende tænker læring på en ny måde. Læring er ikke noget, der bliver hældt på i auditoriet, men noget, der sker i udvekslingen mellem mennesker. Studiearbejdspladsen er altså det fysiske mødested og platform for læring. Her møder studerende hinanden, forskerne og omverdenen. Den studerende møder universitetets miljø og ånd.
Studiearbejdspladser og fysisk studiemiljø er sat på dagsordenen i Danmark af flere grunde. Særlig tre træder tydeligt frem:
Læringsform: Studiemiljøet og tilbuddet om arbejdsplads eller arbejdsrum på universitetet understøtter nyere læringsformer, der baserer sig på samarbejde. Læring bliver til i dialog og udveksling med andre. Også individuelt arbejde kræver sparring og nærhed til andre mennesker.
Konkurrence: Et godt studiemiljø og attraktive studiearbejdspladser giver en konkurrencefordel for et universitet. F.eks. skaber det tilhørsforhold, som kan fastholde studerende og sikre gennemførsel, hvilket har væsentlig betydning for universiteternes bevillinger. Et andet aspekt af konkurrencevinklen er, at private udbydere i visse tilfælde begynder at sælge arbejdspladser til f.eks. specialestuderende udenfor universitetet. Det fjerner naturligvis liv og viden fra universitetsområdet, ligesom det sætter spørgsmålstegn ved universitetets forpligtigelse over for de studerede.
Areal: Arealerne skal udnyttes optimalt, hvilket er blevet en større motivationsfaktor for universiteterne end tidligere. Bl.a. på grund af indførelsen af en statslig huslejeordning, hvor universiteterne kan vælge at bruge penge sparet på husleje til andre aktiviteter, f.eks. undervisning. Det sætter større fokus på værdien af den måde, hvorpå hver enkelt m bliver brugt. Studiearbejdspladser er en fin måde at tænke i dobbeltfunktioner, bedre udnyttelse af f.eks. kantine og biblioteksfaciliteter osv. Studiearbejdspladser og fysisk studiemiljø er med andre ord et strategisk redskab, som universiteterne bruger til at håndtere aktuelle udfordringer.
Og hvordan håndterer universiteterne så disse udfordringer? Hvilke redskaber virker, når det fysiske studiemiljø bliver udviklet og drevet. Det har vi spurgt otte danske universiteter om i en undersøgelse af danske studiearbejdspladser.
Undersøgelsen ”Strategisk brug af Studiearbejdspladser” er baseret på registrering og analyse af 16 udvalgte studiearbejdspladser på 8 danske universiteter. Undersøgelsen viser, hvordan man kan bruge studiemiljø - herunder etablering af studiearbejdspladser, som et strategisk redskab: Studiemiljø og studiearbejdspladser kan bidrage til at mindske frafald, understøtte læring samt faglige og sociale relationer.
Undersøgelsens formål er at skabe et erfaringskatalog, man kan tage afsæt i, når man etablerer fremtidige studiemiljøer. Den belyser de faktorer, der spiller ind, når studiearbejdspladsen bliver etableret og drevet.
Her beskriver vi universiteternes erfaringer med etablering, brug og drift. Undersøgelsen beskriver også de fysiske elementer som valg af inventar, arbejdsform og supportfaciliteter.
Undersøgelsen giver et overordnet billede af de typer studiearbejdspladser, man finder på de danske universiteter i dag. Den peger på generelle tendenser og udfordringer, som mange danske universiteter står overfor, når de skal etablere nye arbejdspladser og studiemiljø.
| De følgende eksempler er et uddrag fra undersøgelsen ”Strategisk brug af Studiearbejdspladser” som er udarbejdet af SIGNAL Arkitekter i samarbejde med Universitets- og Bygningsstyrelsen |
På Aalborg Universitet (AAU) står de enkelte institutter for etablering af studiearbejdspladser. Den decentrale organisering af studiearbejdspladserne gør, at de enkelte institutter er tildelt midler til at finansiere indkøb af inventar. Bestilling og indkøb forgår dog centralt gennem den tekniske forvaltning, hvor en designkonsulent anbefaler møbeltyper for at holde en ensartet designlinie på AAU.
Universitetet vælger inventar efter kvalitet og enkelt klassisk design for at sikre en lang levetid. F.eks. har de gennem mange årtier brugt de samme kontorstole og blot benyttet defekte møbler, som reservedele for de resterende.
Den decentrale organisering gør, at initiativer blomstrer op nede fra. Forskningsenheden E-learninglab er et eksempel på ildsjæle der gennem mange år har eksperimenteret med deres indretning. Først med åbne kontorer i et såkaldt ”garageri”, og nu i en ny bygning, hvor studerende har arbejdsplads i samme rum som professoren.
| Specialepladser i E-learning lab | |
|---|---|
|
Beskrivelse:
E-learning lab er en forskningsenhed under Institut for Kommunikation. Her har studerende fast arbejdsplads i samme rum som forskere og professor. Det sker for at fremme vidensdeling og for at udnytte hinandens kompetencer | |
|
Brugere:
Rummet er den daglige arbejdsplads for en eller flere specialestuderende, et antal ph.d.-studerende samt forskeradjunkter og administrativt personale. | |
|
Inventar:
Møblerne til rummet blev nyindkøbt i forbindelse med byggeprojektet. Loungemøblerne har instituttet selv finansieret via forskningsprojekter. Møblerne er mobile og de fleste udstyret med hjul, så man hurtigt kan ændre indretningen. | |
|
Adgang:
Der er fri adgang til bygningerne fra kl. 08.00 - 17.30. Herefter er der adgang med nøglekort. E-learning lab er dog altid aflåst. |
E-learninglab ønskede at skabe et miljø, hvor de studerende får helt særlige muligheder for faglig udvikling. Derfor etablerede de specialearbejdspladser i forskningsenheden. En af fordelene er, at de studerende befinder sig i et professionelt miljø, hvor de har mulighed for at diskutere deres projekter med bl.a. forskere og ph.d. studerende, mens de samtidigt får et indblik i erhvervslivet. Professor på AAU, Lone Dirckinck-Holmfeldt, som har været idéudvikler til det tværfaglige miljø i E-learning lab, beskriver formen som et slags mesterlæreprincip. De studerende ansættes typisk til 10 timers job, samtidigt med at de skriver deres speciale, hvor de udfører opgaver for forskningsenhedens øvrige ansatte. Man oplever på den måde en gensidig udnyttelse af kompetencer, som er med til at styrke det faglige miljø.
Indretningen af rummet som et åbent arbejdsmiljø understøtter den gensidige videnudveksling mellem ansatte og studerende. En særlig pointe er, at inventaret er ens for alle, da man har ønsket at nedbryde hierarkiet mellem de forskellige brugere af kontoret. Det mobile inventar giver mulighed for hurtigt at tilpasse rummet til arbejdsfunktionen. AAU har med god erfaring indført lignende kontorrum andre steder på campus, hvor grupper på 10-12 specialestuderende og ph.d´studerende arbejder i samme rum.
Strategien for etablering af studiearbejdspladser var integreret fra starten, da Aarhus Universitet i 2002 oprettede nanoteknologiuddannelsen iNANO. Derfor er der etableret særlige holdrum til 1.års studerende på iNANO. Det fungerer som en slags fast klasselokale, hvor hold á 20 studerende har al deres holdundervisning. Rummet bruges derudover til studiecafe og sociale aktiviteter for at fremme tilknytningen.
Udgangspunktet er, at en god start på studiet, giver godt grundlag for at blive, og på den måde kan man mindske frafaldsprocenten. Derfor er der på iNANO lagt særlig vægt på studiearbejdspladser til studerende på 1. del af studiet.
Centerets ledelse ønsker at skabe synergi mellem forskere og studerende ved at skabe fysisk nærhed mellem dem. Derfor er holdrummene placeret på samme gang, som iNANOs administration og lektorer har kontor. En ekstra fordel ved denne løsning er, at administrationen har tæt kontakt til de studerende og dermed fingeren på pulsen med, hvordan studiemiljøet fungerer.
“Den nanoteknologiske uddannelse er meget tværfaglig, hvilket bevirker, at de studerende går til forelæsninger forskellige steder på campus. Det har motiveret til, at der blev gjort en ekstra indsats for at skabe et fast tilhørsforhold for de studerende på uddannelsen i form af fysisk tilknytning”, fortæller Signe Osbahr, som er videnskabelig koordinator på iNANO.
Fra undervisning til gruppearbejde på iNano| Holdrum på iNANO til 1. årsstuderende | |
|---|---|
|
Beskrivelse:
På iNANO, Interdisciplinært Nanoscience Center, findes 3 holdrum til 1.årsstuderende. | |
|
Brugere:
Hvert hold á 20 studerende råder over et rum. Pladserne bruges til undervisning, gruppearbejde, frokost og samvær | |
|
Inventar:
Hvert holdrum er udstyret med 20 standardborde og –stole, foruden 9 specialdesignede computerborde med plads til to studerende pr. bord. De sparer både plads og computere og gør, at studerende samarbejder om opgaveløsningen. De er designet af den undervisningsansvarlige og udført i samarbejde med et møbelfirma. Midlerne til at etablere holdrummene er tilvejebragt via særlige midler fra Undervisningsministeriet til etablering af nanouddannelserne. | |
|
Adgang:
Den almindelige åbningstid er fra 7.00-17.00. Herefter har de studerende adgang til bygningerne med nøglekort. |
Holdrummene på iNano er meget populære blandt studerende og bliver vist frem på nettet for at tiltrække nye studerende. Rummene er indrettede til at understøtte flere funktioner, henholdsvis holdundervisning og gruppearbejde, og med det opnår man mange fordele. Dels sparer man plads og penge, idet én plads fungerer som to, og dels får holdet et fysisk og socialt tilhørsforhold til studiet, som tydeligt mindsker frafaldsprocenten.
Indretningen kombinerer standard- og specialinventar, som har givet en fuld brugertilpasset løsning. For at holde det samlede budget nede har man valgt at prioritere en del af inventaret til specialløsninger; Et computerbord, hvor flere kan arbejde sammen ved én stationær PC og købe det øvrige som standard
DPU har taget en principiel beslutning om, at samtlige individuelle pladser er placeret på biblioteket, mens gruppepladser og grupperum fordeles i de øvrige bygninger. Ud over disse formelt etablerede pladser findes der på DPU et stort antal lounge- og cafémiljøer, som serviceres med trådløst net og adgang til strøm og mad. Kantinen er én af dem. Dette sikrer optimal udnyttelse af faciliteterne og skaber et levende studiemiljø, der er meget populært hos de studerende. Studie, diskussion, samarbejde, frokost og pause foregår i samme miljø.
DPU eksperimenterer med forskellige møbeltyper og har f.eks. valgt at indkøbe et ganske smalt og meget kort bord, som bruges på hele DPU i vidt forskellige sammenhænge. De studerende klagede over, at der i undervisningssituationer var for stor en afstand til underviseren, og den nye bordtype, som er 60 cm bred, har mindsket den oplevede afstand mærkbart, viser DPU´s rundspørge. Bordet er 130 cm langt, hvilket giver plads til præcis to studerende. Det giver passende tæthed, som de studerende synes godt om. Alle længder under 130 cm ville gøre bordet til et enkeltmandsbord.
I inventarprocessen har DPU valgt at samarbejde med de arkitektrådgivere, som også står for den øvrige ombygning. Resultatet er en nær sammenhæng mellem bygning, rum og møbel, hvilket skaber en visuel identitet.
Studiearbejdspladserne på DPU er oprettet ud fra en overordnet og langsigtet strategi, hvilket giver et ensartet og samlet udtryk over hele campus.
| Individuelle studiearbejdspladser på biblioteket | |
|---|---|
|
Beskrivelse:
Individuelle studiearbejdspladser på DPU findes udelukkende på biblioteket. | |
|
Brugere:
Det er primært specialestuderende, som bruger pladserne til koncentrationstungt arbejde og opgaveskrivning i kombination med research. | |
|
Inventar:
Studiearbejdspladserne er indrettede med standardinventar. Ca. halvdelen af pladserne har stationære pc´er. De studerende ønsker, at antallet af pc´er øges, da mange ikke råder over en bærbar. | |
|
Adgang:
Der er fri adgang på biblioteket fra kl. 9.00-19.00. Biblioteket har netop udvidet sin åbningstid med en time efter stigende efterspørgsel fra de studerende. |
DPU har en vision om, at biblioteket skal være døgnåbent og bruger placeringen af specialearbejdspladserne som et argument for at få dette gennemført. Derfor er alle stille- arbejdspladser placeret på biblioteket. Biblioteket oplever massiv efterspørgsel på en udvidelse af åbningstiden, da studerende også har brug for at benytte studiepladserne aften og weekend.
Indtil videre har biblioteket udvidet åbningstiden med en ekstra time om morgenen og åbner nu på samme tidspunkt som resten af DPU kl. 9.00. Denne udvidelse af åbningstiden klares med studentermedhjælpere, og på årsbasis koster den ekstra time 150.000 kr.
“Selvfølgelig må man medregne personaleomkostninger ved at døgnåbne biblioteket, men det vurderes som en mindre post i forhold til en løsning, hvor biblioteket kunne afspærres i enkelte sektioner, f.eks. med et gitter. Det ville i øvrigt også være et forkert signal at sende til vores studerende, at de skulle læse bag et gitter,” fortæller chefkonsulent Thomas Møller Kristensen.
På SDU styres etableringen af studiearbejdspladser centralt. Den overordnede vision er at skabe funktionelle og levedygtige løsninger, hvor de fysiske rammer prioriteres højt. Æstetisk studiemiljø og gode studiearbejdspladser anses som konkurrenceparameter i forhold til at tiltrække nye studerende.
Udvælgelse og indkøb af inventar foregår i bygningsafdelingen. Bygningschefen bevæger sig meget rundt på campus og igangsætter små og store forbedringer af det æstetiske miljø.
I byggeafdelingen har man nedsat en arbejdsgruppe, som udvælger inventar. Afdelingen står selv for udførelse af mindre designkomponenter, og i mere omfattende projekter bruger man de arkitekter, som er tilknyttet som universitetets husarkitekt indenfor en rammeaftale. De enkelte løsninger evalueres løbende, og byggeafdelingen tester selv de forskellige inventarkomponenter for at kunne tilbyde de bedste møbler til de studerende.
| Studiekube | |
|---|---|
|
Beskrivelse:
Studiekuben er et pladsbesparende møbel til individuelt studium. Studiekuben er opstillet forskellige steder på SDU. Kuben kan opstilles alene eller flere sammen i formationer. | |
|
Brugere:
Alle typer studerende anvender den til koncentrationstungt arbejde. | |
|
Inventar:
Studiekuben er specialdesign, og hertil har man indkøbt en lampe, som kan integreres, og en justerbar kontorstol. Bordet kan indstilles individuelt i forskellige arbejdshøjder. Den samlede pris ligger på ca. 6000 kr. for alle inventardele. | |
|
Adgang:
Der er fri adgang på biblioteket fra kl. 9.00-19.00. Biblioteket har netop udvidet sin åbningstid med en time efter stigende efterspørgsel fra de studerende. |
SDU ønskede at kunne etablere arbejdspladser til fordybelse og koncentration i åbne rum med kort varsel. De blev introduceret til studiekuben af en arkitektstuderende, Stinne Bjerre, som havde udviklet møblet i forbindelse med sit afgangsprojekt. SDU var åben overfor idéen, da man netop ønskede at optimere den individuelle studiearbejdsplads og indgik et samarbejde med den studerende og et kendt møbelfirma for at få produktet færdigudviklet.
Studiekuben er en succes hos de studerende og på Medicin-studiet, hvor de først blev opsat, ønsker man flere af slagsen til erstatning for traditionelle læsepladser. Møblet er udviklet som følge af en lang behovsafdækning på netop individuelt studie, og derfor er den optimalt afstemt til brugen: Studiekuben fungerer som visuel og lydmæssig afskærmning. Den giver maksimal benplads. Kuben er modulopbygget og kan placeres i rumskabende formationer i mange typer lokaler, hvilket SDU aktuelt har gjort f.eks. Alsion i Sønderborg, hvor de møblerer et meget stort lokale.
I CBS seneste bygning, Kilen ved Solbjerg Plads, findes der både specialdesignet inventar i café- og loungestil og designermøbler med et ungt udtryk. I dag er der en langt mere flydende grænse mellem studie og fritid, og på Kilen har man skabt et miljø, der appellerer til CBS´ studerende, som de genkender og kan afspejle sig i.
Studiearbejdspladserne fordeler sig på flere forskellige typer; formelle, uformelle og en mellemtype til korttidsarbejde, hvilket giver de studerende mulighed for at kunne veksle plads alt efter arbejdsform. Alle pladser er forsynede med net, strøm og diverse andre supportfaciliteter. Sammenhængen mellem det visuelle udtryk, tilpasningen af funktioner og et uformelt, men fuldt serviceret studiemiljø gør CBS til et attraktivt studiested.
CBS har flere steder valgt specialløsninger i form af specialdesignet inventar til sine studiearbejdspladser. Det gøres bl.a. for at understøtte arbejdsfunktionen i moderne og stilrent formudtryk, som bliver kendetegnende for stedet.
CBS etablerer som hovedregel studiearbejdspladser i forbindelse med aktuelle byggeprojekter. Deres egen byggeafdeling har et nært samarbejde med både arkitekter og møbelproducenter for at sikre en optimal udnyttelse og for at kunne tilbyde et attraktivt studiemiljø, hvor det æstetiske udtryk indgår på lige fod med funktionaliteten.
| Gruppearbejdspladser på Kilen | |
|---|---|
|
Beskrivelse:
Gruppearbejdspladserne ligger i forbindelse med atriet på Kilen og er indrettet med høje barborde og barstole. Perfekt til ad hoc møder eller korttidsarbejde. | |
|
Brugere:
Gruppepladserne er tilgængelige for alle studerende tilknyttet CBS, men anvendes primært af studerende på studiets første del. De bruger pladserne i forbindelse med uformelt gruppearbejde. | |
|
Inventar:
De bølgeformede barborde er specialdesignet og udviklet specielt til Kilen. Bordet er modulopbygget og kan indgå i flere sammenhænge afhængig af rummets størrelse. | |
|
Adgang:
På Kilen er der udelukkende adgang for studerende tilknyttet CBS. Åbningstiden er fra kl 08.00 - 22.30, og herefter er der ingen adgang i bygningen. CBS arbejder for øjeblikket på en løsning, hvor de studerende kan få udvidet adgang weekend og aften med nøglekort. |
CBS ønskede at skabe et alternativ til den traditionelle studiearbejdsplads og peger både i form og funktion på tendenser inden for fremtidens studiemiljø. Visionen var at skabe forskellige typer af pladser, som kunne supplere hinanden i såvel formelle som uformelle miljøer.
Områderne med høje bølgeformede barborde har en uformel karakter og er placerede i et åbent miljø, hvor brugerne har en stor kontaktflade til andre studerende. Bordets bølgeform gør, at det egner sig til såvel gruppearbejde som individuelt arbejde, og at flere grupper kan bruge det samme bord på én gang.
Designet er moderne og inspireret af et typisk cafémiljø. Bordene har integreret kabelbakke, så man nemt kan koble bærbare pc til, og pladserne kan på den måde fungere som reelle arbejdspladser. Det er vigtigt at bemærke, at pladsen er beregnet som et supplement til de øvrige studiearbejdspladser på CBS, men opfylder et behov for uformelle og tilgængelige pladser til arbejde i kortere tid.
Københavns Universitet har på kort tid etableret en stor mængde studiearbejdspladser på hele universitetet. Arbejdspladserne er etableret som en del af en større strategi, der tager sit udgangspunkt i rapporten ”Mærk suset”. Rapporten beskriver visionen for et bedre studiemiljø og indeholder en prioriteret liste over de 10 vigtigste indsatsområder på området. ”Aktion Læseplads” er et af de øverste punkter på listen og fokuserer på at etablere studiepladser og trådløst net.
”Aktion Læseplads” afsatte en pulje med midler, som de enkelte fakulteter kunne søge. Pengene skulle bruges til at etablere studiearbejdspladser, og man kunne vælge mellem fire på forhånd definerede typer. De fire typer er højbord, lave loungemøbler samt bord med hhv. justerbar eller almindelig stol. I første omgang er der indkøbt inventar til 1000 nye studiepladser. Midlerne er overordnet fordelt ud fra devisen ”mest studiemiljø for pengene hurtigst muligt”.
For at afhjælpe det akutte behov for flere læsepladser valgte KU at indkøbe en stor mængde standardinventar i en SKI rammeaftale fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice, hvilket sikrede en høj mængderabat og hurtigere levering. I inventarprocessen har fakulteterne samarbejdet med indretningsarkitekter og designkonsulenter fra det valgte møbelfirma, som har lavet indretningsforslag med udgangspunkt i de fire møbeltyper. Valget af møbler er godkendt af de enkelte fakulteter, og indkøbt til alle af fællesadministrationen.
Et vigtigt aspekt i valget af møbler var designet, da inventaret skal indgå i vidt forskellige sammenhænge i hele universitetets bygningsmasse.
| Specialepladser på KUA | |
|---|---|
|
Beskrivelse:
Arbejdspladserne på KUA er nyindrettede i eksisterende kontorer. Rummene har plads til mellem 5 og 8 studerende | |
|
Brugere:
Rummene er eksklusivt for specialestuderende. | |
|
Inventar:
Rummet er møbleret med standardinventar. Én studiearbejdsplads består af et fast bord, en kontorstol med flex ryg og et antal hylder i et fælles reolsystem. | |
|
Adgang:
Der er døgnåbent for studerende med nøglekort. De studerende udtrykker et ønske om at få lås på døren til rummene af hensyn til risiko for tyveri. |
KUA ønskede på kort tid at skabe bedre forhold for specialestuderende. De ville tilbyde dem en arbejdsplads på campus og et tværfagligt og socialt studiemiljø for at motivere studerende til at skrive speciale på universitetet frem for f.eks at leje lokaler i byen eller arbejde hjemme.
KU ønskede en hurtig etableringsproces, og dette skete ved at indkøbe en stor mængde standardinventar. I første omgang 1000 borde og stole, som også skulle dække andre områder på universitetet. Fakultetet ansøgte om midler og kunne på den måde oprette et nyt autonomt specialeafsnit med 122 nye studiearbejdspladser, heraf 83 som deciderede specialepladser. Pladserne er netop taget i brug, og lidt under halvdelen af specialepladserne er optaget.
De studerende oplever det som en stor kvalitet, at specialeafsnittet er en samlet enhed, da det understøtter de specialestuderendes behov for ro og koncentration.
Eksempelsamlingen peger på nogle af de udfordringer, universiteterne står overfor, når de etablerer og driver studiearbejdspladserne. Der er inspiration at hente i den måde, de 8 universiteter fra undersøgelsen takler udfordringerne på
Studie når som helst
Mulighed for at studere 24 - 7
Et døgnåbent universitet signalerer tilgængelighed og imødekommer brugernes behov for fleksibilitet. Uanset om studerende har en skarp eller flydende grænse mellem studie, fritid og arbejde, så er der argumenter for også at kunne fordybe sig aften og weekend. Udfordringen ved døgnåbning er den øgede risiko for tyveri og hærværk.
Sikkerhed: Panumbygningen på KU har særdeles høje krav til sikkerhed pga. samlingen af døde legemer, der ikke må misbruges. De har gode erfaringer med en ordning, hvor studerende sikkerhedsscreenes, før de får udleveret et nøglekort, der giver adgang hele døgnet. CBS, som har nye designermøbler stående, arbejder i øjeblikket på en tilsvarende løsning.
Tilpasset åbningstid: Biblioteket på Panum har tilpasset åbningstiden til semesterets rytme og eksamensperioder. Det sparer penge til bemanding og giver gode forhold til de studerende, der føler, at biblioteket aflæser deres behov. Bookingsystemer kan både være med til at sikre studerende en plads og skabe tilknytning.
Booking: På RUC tager nogle studerende kun ud, hvis de på forhånd er sikret en plads. Omvendt kan booking også være en lås i et fleksibelt system, og man risikerer, at pladsen ikke bruges. Nogle beskytter sig mod dette fænomen ved at give pladsen fri, hvis den ikke bruges indenfor 15 min efter det bookede tidspunkt.
Rambuk for åbningstid: DPU, placerer bevidst alle deres individuelle studiearbejdspladser på biblioteket og bruger dem som argument for at udvide bibliotekets åbningstid og udlånstid. Hvis biblioteket ville holde lukket, er der nemlig ingen arbejdspladser til rådighed!
Studiearbejde på bærbar pc og adgang til trådløst net muliggør studiearbejde overalt. De steder, hvor det indføres, bliver muligheden brugt. Samtidig viser eksemplerne – med én undtagelse – at behovet for faste pc-pladser er dalene. Mange af disse pladser nedlægges, og flere uddannelsessteder søger i stedet at skabe fysiske rammer, som understøtter studiearbejde på bærbar pc.
El-stik i trappetrin: På CBS i Kilen er der etableret el-stik i trappetrinene i atriet, som muliggør, at man kan sidde her og arbejde i kortere tid, hvilket sker i stor udstrækning. Strømforsyning er her en vigtig detalje for, at studieaktivitet kan foregå hvor som helst.
Trådløst net: RUC og DPU har brugt det trådløse net til at udnytte og aktivere rum, som står uudnyttede i løbet af dagen. De servicerer nu kantinerne, som allerede bruges til studiearbejde, som arbejdspladser med trådløst net og møblement, der også understøtter arbejdssituationer.
En studiearbejdsplads skal forsynes med en række support- og serviceydelser for at være attraktiv. Kerneydelserne er adgang til net og el, gode åbningstider og ergonomiske møbler. Noget, der langtfra er en selvfølge alle steder. Derudover peger undersøgelsen på et ønske og behov for en række andre ydelser:
Italiensk sandwichautomat: DPU aktiverede et afsides beliggende lokale ved at placere en italiensk kaffe- og sandwichautomat her. Automaten var forholdsvis billig og fyldes op af kantinen. Dens tilstedeværelse gjorde pludselig, at det afsides beliggende rum med bløde møbler blev attraktivt at opholde sig i til gruppearbejde.
Æstetik: På alle undersøgte steder – på nær én IT-uddannelse – lagde de studerende og personalet vægt på det æstetiske udtryk. Det har direkte indflydelse på glæden ved at bruge rummet og på, hvor værdsatte de føler sig.
Gode løsningsmodeller kræver en behovsafdækning og en prioritering af de midler, man har til rådighed. Det kan resultere i såvel standard- som specialløsninger. Undersøgelsen viser gode eksempler på begge dele.
1000 ens stole: KU har købt 1000 stole og borde som standardinventar for at afhjælpe et akut behov for flere studiearbejdspladser. Møblerne er købt på en SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service) rammeaftale, der har givet stor mængderabat. Det fælles indkøb har gjort det muligt at handle hurtigt og billigt. Udfordringen for denne løsning er, at inventaret ikke nødvendigvis æstetisk passer ind i alle universitetets forskelligartede bygninger. Den samme stol kan skabe hygge ét sted, og optræde køligt og spinkel i andre bygninger. Derudover skal der den rette belysning til for at skabe miljø, og belysningen var ikke en del af konceptet.
Specielt computerbord: På iNANO, AU har man valgt en kombinationsløsning med standardborde og specialdesignede computerborde. De blev udført, så studerende kunne sidde gruppevis omkring et computerbord, da dette er vigtigt for undervisningsformen.
Studiekube til 6000 kr: Syddansk Universitet har i samarbejde med en arkitektstuderende og et møbelfirma fået sat en ”Studiekube” i produktion. Den gør, at universitetet nu for ca. 6000 kr. hurtigt kan opstille en færdig studiearbejdsplads med justerbart bord, stol og lampe samt skærmvæg. Udover at være en fuld brugertilpasset studiearbejdsplads, fungerer Studiekuben også som afskærmning, rumopdeler og skulptur. Universitetet bruger denne løsning i flere nybyggerier.
Pladsmangel er en generel udfordring, fortæller repræsentanter for de medvirkende universiteter. Alligevel virker flere af de besøgte studiesteder tomme, når man kommer forbi en tilfældig dag. Fortætning kan være en måde at skabe miljø og synligt liv på universitetet.
Klasselokale mindsker frafald: iNANO, AU og Informationsvidenskab, AAU m.fl. har etableret multifunktionelle holdrum. Et slags klasselokale hvor mange funktioner som undervisning, lektielæsning og fredagsbar - samles. Erfaringerne viser, at det fremmer den fysiske og sociale tilknytning og mindsker frafald.
De nye typer af inventar er fleksible, mobile og pladsbesparende. Standarddimensionering af borde og stole er taget op til revurdering flere steder:
Tæt på læreren: DPU bruger 60 cm brede borde, fordi det giver kortere afstand til underviseren, og det virker positivt lyder erfaringerne. De bestiller også standardborde 10 cm højere end normalt, fordi de oplever at bordhøjder på 80 cm, passer bedre til høje studerende. Samtidig mindsker det behovet for de lidt dyrere justerbare stole i seminarrum.
Bord til to: KU og DPU indkøber borde i 130 cm længde, fordi det giver plads til præcis to studerende. Alle længder herunder synes at gøre bordet til et enkeltmandsbord.
Bølgeform til flere: Kilen på CBS er blandt dem, der eksperimenterer med nye typer af studiearbejdspladser, som signalerer en mellemting mellem formel og uformel læring. F.eks. de bølgeformede barborde, der giver mulighed for at arbejde både individuelt og i flere grupper på én gang omkring samme højbord.
Mobile møbler: Undersøgelsen viser flere eksempler på fleksibelt inventar, som kan tilpasses forskellige funktioner. F.eks. køber DPU lette og små borde, som hurtigt kan indgå i både seminaropstilling og bruges til gruppearbejde. Det er ikke unormalt at studerende og undervisere hurtigt møblerer om midt i timen - og rykker på plads efterfølgende.
Det visuelle udtryk kan bruges strategisk til at skabe et brand for uddannelsesstedet, som studerende kan identificere sig med. Universiteterne i denne undersøgelse arbejder i højere eller mindre grad strategisk med æstetik og det visuelle indtryk. De har set, at det ikke er nok blot at arbejde ud fra forudsætninger som kvantitet, funktionalitet og holdbarhed. Design og arkitektur skaber værdi.
Udtryk til målgruppen: Studiestedet kan via indretning, møbler og farver vise, at det forholder sig til nutidige værdier og det samfund, vi er i. F.eks. har Kilen møbler i et ungt design, der passer til målgruppen.
Æstetiske øjne: Tilstedeværelsen af professionelle æstetiske øjne ses tydeligt i studiemiljøet, viser undersøgelsen. Det kan være medarbejdere, f.eks. arkitekter fra administrationen, der afsætter tid til jævnlige rundture på campus. De retter op på små og store detaljer. Den rigtige belysning, et møbel, der matcher eller spotter tiloversblevne arealer, der kan udvikles.
SKI indkøbsaftale: Flere universiteter påpeger, at fremtidige indkøb gennem SKI, Statens og Kommunernes Indkøbs Service, kan give begrænsninger i udvalget af møbler, idet SKI leverandørerne har et markant fokus på den traditionelle arbejds- og studieplads bestående af bord, stol og arkiv.
Undersøgelsen viser vidt forskellige eksempler på tilblivelsesprocesser. De fleste steder er arbejdspladsen resultatet af en større strategi og vision fra ledelsens side. I få tilfælde er initiativet vokset nede fra og er resultatet af enkeltpersoners indsats. Resultatet fremstår mest helstøbt i de eksempler, hvor der fra ledelsesmæssig side er afsat ressourcer til gennemførslen.
Undersøgelsen viser samtidig, at der på universiteterne er bevidsthed om, at rum kan skubbe, befordre eller bare overkomme en udfordring. De bruger i mange tilfælde udformningen af fysiske rammer til at styrke faglige og sociale relationer på tværs af årgange og studier.
Studenterarbejdsplads på professorens kontor: På E-learninglab, AAU, bruges rum til at skabe synergieffekt mellem underviser og studerende. Her arbejder i alt ca. 10 videnskabelige medarbejdere fra humaniora i et åbent rum sammen med specialestuderende samt ph.d studerende. Dvs. professoren arbejder i samme åbne rum som et par studerende.
Skabe et tilhørssted: Lysningen på Humaniora, SDU Odense, blev etableret for at give de studerende social tilknytning og mindske frafald. Lysningen er et højloftet rum med bløde møbler og visuel kontakt til store dele af Humanioras undervisningsfaciliteter og personale. På KUA bruges de nyetablerede specialearbejdspladser til at fastholde studerende og skabe faglig og social tilknytning til studiestedet. Tidligere blev de studerende i højere grad hjemme for at arbejde.
Mikala Holme Samsøe Eksemplerne er et uddrag fra undersøgelsen ”Strategisk brug af Studiearbejdspladser” som er udarbejdet af SIGNAL Arkitekter i samarbejde med Universitets- og Bygningsstyrelsen.Temaet IKT-støttede læringsrum er belyst med udgangspunkt i en undersøgelse af seks internationale eksempler på, hvordan Informations og Kommunikationsteknologi er inddraget i læringsmiljøer på universitetet.
Eksemplerne er hentet fra Singapore Management University, Stanford University, Massachusetts Institute of Technology, University of Strathclyde og University of Leeds, og de er valgt, fordi de alle tager udgangspunkt i de pædagogiske perspektiver i at anvende teknologi i læringsrummet til at fremme læring gennem interaktion. Udgangspunktet er dermed samspillet mellem pædagogik, teknologi og rum frem for teknologien i sig selv.
Undersøgelsens formål er at inspirere universiteternes ledere, teknikere og undervisere gennem gode internationale eksempler.
Foruden de internationale cases beskriver afsnittet først potentialet i at tænke IKT-støttede læringsrum ind i de fysiske rammer for studiemiljøet. Afslutningsvis kommer et interview med én af folkene bag et projekt på Stanford University, hvor de har skabt et IKT-støttet eksperimentarium for studerende og undervisere.
Auditorierækker skiftes ud med runde arbejdsstationer til gruppearbejde og foredragspulten ryger til fordel for mixerpulten. Når døren lukkes, ”tændes” undervisningslokalet. Emnet er projekteret op på væggene, og undervisningslokalet er forbundet til omverdenen. Videnskabsministeriet har undersøgt best practice blandt internationale IKT-støttede læringsmiljøer
Hvad betyder teknologien for læringsrummet? De fleste steder har universiteterne sat teknologien ind i rum, vi allerede kender. Men måske er det ikke tilfældet i fremtiden. Ny teknologi ændrer vores opfattelser af auditoriet eller klasseværelset og skaber det nye billede på, hvordan man lærer. Fra den platform kan vi måske tage springet til nye radikalt anderledes rum, nye fysiske rammer for læring, der igen kan skabe nye forståelser af, hvordan man lærer.
Gennem computerskærmen kan vandløbet, bylivet eller et tredje studieobjekt ses, når det udfolder sig på stedet. Eksterne professorer eller andre eksperter kan holde gæsteforelæsninger eller workshops på universitetet uden fysisk at være til stede. Og samarbejdet mellem studerende kan foregå på tværs af tidszoner og landegrænser.
Det er ikke en større ensretning af undervisningen, der kommer ud af at bruge den nye informations- og kommunikationsteknologi. Tværtimod gør teknologien det muligt at udforske forskellige former for undervisning og forskellige læringsstile.
På den fælles skærm kan studerende hurtigt vise deres idéer visuelt. Statistik, digt, billede og film giver tilsammen en bedre forståelse af stoffet. Mens underviser lægger næste præsentation ud på universitetets intranet, søger studerende efter mere information på internettet. Undervisningstiden bliver udnyttet bedre, både i samarbejdet og i det individuelle arbejde. For med faglige undervisningsprogrammer kan de studerende arbejde med stoffet i forskellige tempi. Fjernkonferenceudstyr eller elektroniske tavler gør ikke meget ved rummet, men det skaber andre måder at bruge teknologien på.
Fordelen ved at bearbejde stoffet på forskellige måder – ved at lytte, handle og spørge, er, at de studerende husker stoffet bedre og aktivt kan bruge det. Flere universiteter forsøger derfor at blande undervisningsformerne. At presse forskellige undervisningsformer ind i samme rum er dog ofte svært. Samtidig kan det være tidskrævende at bevæge sig fra forelæsning til grupperum og tilbage. Teknologien hjælper med at blande undervisningsformerne på MIT. Her kan de studerende nemt og hurtigt skifte mellem undervisningsformer, for auditoriet er sendt på pension, og de studerende sidder ved runde borde og arbejder gruppevis. Underviseren kan undervejs gå rundt og vejlede eller trække eksempler fra gruppearbejdet op på storskærme på væggene. Præsentationer, gruppearbejde og opsamling for de over 100 studerende kan nemt afløse hinanden i det samme rum.
Underviseren er i højere grad vejleder i det teknologi understøttede læringsmiljø end i det traditionelle forelæsningslokale. Katederet er måske erstattet af mixerpulten, når den fagspecifikke viden findes nu og her med et klik på musen. Underviseren skal her sørge for at sætte de spredte informationer ind i en større sammenhæng. Mens rummene før havde faste pladser, kan både studerende og underviser nu bevæge sig rundt. Underviseren kan dermed gå rundt blandt de studerende for at vejlede i at finde og navigere i informationerne, opstille hypoteser og efterprøve dem. Mens rummene før var hierarkisk opbygget, er rummet nu orienteret mod samarbejde mellem studerende og underviseren. Underviseren og holdet af de studerende står ved den elektroniske tavle, når de i fællesskab udforsker en problemstilling og finder egne og gerne nye løsninger.
Teknologien og nyindrettede rum skaber på den måde optimale rammer for en problemorienteret undervisning. Den tager udgangspunkt i den viden, de studerende starter med, og genererer løbende nye spørgsmål, der uddyber den forståelse, de studerendes får af stoffet.
Teknologierne kan bruges til forskellige pædagogiske formål, og det viser undersøgelsen eksempler på. På Strathclyde University er de studerende udstyret med en elektronisk stemme, meget lig en almindelig fjernbetjening. Den kan de studerende bruge til at give hurtige og anonyme svar på undervisernes spørgsmål om faktuelle ting eller holdninger til emnet. Det giver et hurtigt overblik. Teknologierne kan på denne måde bruges til at måle holdets niveau. Men den væsentligste fordel er, at besvarelserne er et godt udgangspunkt for en diskussion i klassen. Afstemningssystemet påvirker ikke rummet i dette tilfælde, men i fremtiden kan inddragelsen af de studerende lige så godt ske fysisk. I dag bevæger skoleelever i Århus sig rundt i elektronisk genererede kort eller simulerede miljøer til vidensspil. Gennem et gulv projekteres lys og billeder op, og gulvet kan med sensorer reagere på, hvordan eleverne svarer ved fysisk at bevæge sig over gulvet. Spørgsmålet er, om det bliver den samme teknologiske arena til vidensspil, vi vil se på universitetet i fremtiden.
At udvikle læring, rum og teknologi er et vidensfelt i sig selv. Udenlandske universiteter bruger ikke blot virtuelle og fysiske rum til at forbedre egen undervisning. Koncepterne for undervisning er en indtægtskilde for de internationale universiteter, og derfor er det højt prioriteret i universiteternes strategi for udvikling. Når Stanford University samarbejder med producenter af IT produkter, skaber de nye teknologiske produkter og læringsmiljøer, der er tilpasset netop deres egne underviseres ønsker, og som kan inspirere og købes af andre. Danske universiteter har et godt udgangspunkt for også at bidrage til denne udforskning, for i Danmark har universiteter og andre undervisningsinstitutioner længe arbejdet med forskellige undervisnings- og samarbejdsformer. At give slip på auditorieforelæsningen til fordel for undervisningsformer, der inddrager de studerende, er ikke fremmed for danske ører. Men at understøtte disse arbejdsformer med ny teknologi er udfordringen. Fra folkeskole og gymnasium vil fremtidens universitetsstuderende dog være fuldt bekendte med teknologi og forskellige læringsmåder.
Folkeskolen har eksperimenteret med at sammenkæde teknologi og rum, så der skabes nye muligheder for læring gennem bevægelse. De eksperimenter er endnu ikke udfoldet på universiteterne. Hvordan fremtidens integrerede virtuelle og fysiske rum ser ud på universitetsniveau, er derfor stadig et åbent spørgsmål. Måske vil teknologien skabe en mere effektiv udnyttelse af rummene med nomadiske projektrum; rum beklædt med interaktive tavler og scannere, som overfører og gemmer data direkte på computeren. Her vil projektgrupper måske hurtigt kunne omgive sig med mindmap, noter og en skitse til opgaven. Computerskærmens faneblade vil udfolde sig i rummet, og gruppen vil efter endt arbejde slukke for udstyret og overlade rummet til den næste gruppe, der kan udfolde egne projekter. Især i de natur- og sundhedsvidenskabelige fag vil rum til computerskabte simuleringer kunne gøre problemstillinger mere konkrete og give en mere realistisk træning. Måske vil leg og rollespil ikke blot være forbeholdt folkeskolen. Måske vil virtuelle og fysiske rum hjælpe studerende med at påtage sig forskellige roller, når de arbejder med scenarier og cases for læring.
Der kan være forskellige former for barrierer for at udvikle teknologi, rum og læring. En organisatorisk barriere kan være, at teknologistrategierne mangler en forankring i ledelsen. Det er ikke blot et spørgsmål om den økonomiske prioritering. Teknologien skal tænkes ind i universiteternes satsningsområder. En måde at gøre det på er som på MIT at sikre samklang mellem undervisningsform, rum og teknologi. På samme universitet har man skabt hele uddannelser ud fra det teknologi medierede samarbejde mellem universiteterne i USA og Singapore.
Teknologien skal nemlig passe til det samarbejde, man vil skabe, hvad enten man gerne vil samle universitetets fag og campi eller samarbejde med andre universiteter eller virksomheder i ind- og udland.
En anden barriere er, at den strategiske brug af teknologien kræver menneskelige ressourcer til at vejlede, udforske og sprede information. Stanford University tilbyder underviserne en vejledning, der rækker ud over, hvordan man betjener teknologien. De pædagogiske og teknologiske tiltag er fysisk forankret i et hus kaldet Wallenberg Hall. Her kan undervisere afprøve rum med informations- og kommunikationsteknologier. Underviseren kan kontakte en af de akademiske teknologispecialister for vejledning eller en brainstorm og de tager udgangspunktet i de konkrete problemstillinger, underviseren ønsker at løse. De interne konsulenter opsamler og spreder de gode erfaringer og implementerer derved direkte udviklingen på universitetet.
En tredje barriere kan være penge til at skabe nye rum og ny teknologi. Universiteter kan dog starte med at bruge den teknologi, der allerede er til rådighed. Det kan gøres i almindelige undervisningsrum og studieområder med almindelig software. Undersøgelsen af best practices på internationale universiteter viser, at en fysisk forankring af initiativerne i særegne rum skaber fokus og engagement blandt studerende og undervisere.
Cathrine Schmidt
Underviseren skal ikke tilpasse sig forskellige teknologier i forskellige lokaler. Teknologien skal være den samme, og den skal tilpasses underviseren. Derfor har man på Singapore Management University implementeret det samme standarddesign på hele campus. Det er en praktisk og driftsikker løsning, der giver underviseren større incitament til at bruge teknologien. Et standardiseret design giver samtidig færre begrænsninger i skemaplanlægningen, og derfor maksimerer universitetet udnyttelsen af undervisningslokalerne. Udfordringen er, at det teknologiske design skal understøtte forskellige fag og underviseres forskellige pædagogikker.
Løsningen var for universitetet at skabe et samarbejde mellem to professorer fra hvert fakultet og universitetets IT-afdeling. Gruppen indgik i et interaktivt samarbejde omkring teknologiudviklingen. Det betød, at designet i udviklingsprocessen løbende blev tilpasset i forhold til lærerstabens input.
Gennem et år testede undervisere og studerende de nye teknologier i et ”experimental teaching class room”. Derpå blev den endelige model implementeret på hele campus. Lokalet og samarbejdet mellem undervisere og IT-afdeling sikrer nu en løbende udvikling af teknologien i undervisningslokalerne.
96% af underviserne synes, at teknologien var let at anvende med lidt eller ingen træning et år efter, den blev indført i undervisningslokalerne.
Udfordringen for Stanford University var at få undervisere til at bruge de nye teknologiske muligheder. Det indebar blandt andet skift fra en pædagogik baseret informationsoverførsel til en mere gruppebaseret og interaktiv pædagogik.
Løsningen var et center, der samler og udvikler viden og teknologi, som understøtter samarbejde. Det hedder Wallenberg Hall. Her orienterer akademiske teknologispecialister om, hvordan teknologien kan bruges. Gode erfaringer gives videre, og underviseren har mulighed for at tilkalde teknisk assistance før og under undervisningen.
I hvert lokale er der 20 bærbare computere, der er trådløst forbundet og udstyret med open source software. De studerende kan dele filer imellem computerne og projektere billeder eller dokumenter op på fælles skærme. De studerende sidder ved samarbejdsstationer, der forbinder de studerendes individuelle laptops, og som hver har en plasmaskærm. Arbejdet bliver på den måde let delt i gruppen og vist til klassen. De bærbare computere kan selvfølgelig også anvendes til individuelt arbejde.
Wallenberg Hall har stationært udstyr til videokonferencer, men samme princip kan med fordel opnås med mobilt udstyr. Eksterne oplægsholdere, som forskere og erhvervsfolk med meget lidt tid, kan inddrages i undervisningen, uden at de fysisk behøver at besøge Stanford University. Og undervisningshold på Stanford University kan kobles sammen med andre udenlandske hold. Teknikken i rummene styres ved hjælp af standardiserede kontrolpaneler.
De studerende bruger letvægts, transportable whiteboards til at vise deres idéer visuelt. Materialet konverteres til digitale billeder ved hjælp af vægmonterede scannere, deles med andre, gemmes på hjemmesider eller filer eller printes ud. Dette er nyttigt, når præsentationen ikke er afsluttet ved timens afslutning. Undervisningslokalerne er også udstyret med lette møbler, der kan flyttes til nye formationer.
Teknologien gør det let at kombinere kilder. På store digitale skærme kan man projektere billeder eller dokumenter op. Skærmene indeholder software, som gør, man kan bruge dem som digitale whiteboards og ”skrive” direkte på dokumenter eller billeder. Med flere af disse skærme i klasselokalet kan man vise forskellige projektioner samtidig – tekst, foto og malerier skaber en nuanceret kontekst for analyse og diskussion.
Stanford University understreger selv, at Wallenberg Hall-modellen ikke nødvendigvis kan eller skal kopieres fuldstændigt til resten af universitetet eller andre institutioner. Men på Wallenberg Hall kan man afprøve nye ideer, som kan bruges andre steder, også i mere low tech undervisningslokaler.
I dag har universitetet to rum, der hver kan rumme 117 personer. Et af lokalerne var tidligere et traditionelt auditorium med plads til 300 personer. Hvert lokale rummer 13 runde borde til 9 personer. Her kan tre grupper á tre personer arbejde.
Bærbare computere og whiteboards opstillet langs væggene er til de studerendes rådighed. De studerende kan anvende computersimulering og udføre eksperimenter ved hjælp af teknologien. Arbejdet på whiteboardet bliver filmet og kan projekteres op på de tre billedskærme, der også er anbragt langs væggene i lokalet.
Underviseren har et bord midt i lokalet. Computeren her er forbundet både med grupperne og med billedskærmene. Underviseren kan på den måde vise oplæg, eksempler på gruppernes arbejde eller noget tredje. Med en trådløs mikrofon kan underviseren bevæge sig rundt blandt de studerende, hjælpe grupper og facilitere samarbejdet og videndeling. Underviseren kan også interagere elektronisk med de studerende fx ved at sende multiple-choice spørgsmål ud, der kræver umiddelbart svar. Underviseren får hurtigt et samlet overblik over fordelingen af de studerendes svar, hvilket gør det muligt for underviseren at vurdere, om et stofområde kræver yderligere uddybning.
Efter 4 års brug i fysikundervisning, sprogkurser, ingeniørfag og konferencer viser evalueringer, at svagere studerende klarer sig væsentligt bedre end ved traditionel undervisning, mens stærkere studerende klarer sig lige så godt. Det gennemsnitlige læringsudbytte var to gange større end ved traditionel undervisning. Disse resultater understøttes af studier fra andre universiteter, som det fremgår af andre eksempler beskrevet efterfølgende.
MIT planlægger nu at etablere lignende undervisningslokaler i mindre skala til undervisning af 20-40 personer.
Ét sekund adskiller undervisningen i Massachusetts og Singapore. Flere gange dagligt undervises der på tværs af 15.000 km og 12 tidszoner med en forsinkelse af lyden på under et sekund. MIT har tre globale klasseværelser. På grund af krav om driftsikkerhed kan distanceundervisningen ikke foregå med mobilt udstyr. Derfor planlægger man at udvide med flere undervisningslokaler med teknologi til undervisning på tværs af afstande.
Kamaraer filmer underviseren de studerende, tavlen og dokumenter fra flere vinkler, og ved et computerlink vises det digitale materiale, som underviseren anvender. Det kan være PowerPoint slides, animationer eller simulationer. Opdelingen af informationen fra video og computer betyder, at underviserens og studerendes elektroniske præsentationer kan fremvises samtidig med selve fremlæggelsen.
Teknologien har givet studerende på de to singaporeanske universiteter adgang til seminarer med nobelpristagere og andre anerkendte medlemmer af MIT’s lærerstab. Størstedelen af de studerende, der tager en uddannelse inden for samarbejdet, har mulighed for at få en dobbeltgrad fra MIT og fra et af de to universiteter i Singapore. Derfor er kandidaterne attraktive og efterspurgte af store, multinationale virksomheder i Singapore og omegn som Motorola, Hewlett-Packard, Phillips Electronics, Singapore Airlines, Apple Computer og Dell.
Faretruende frafald og faldende fremmøde ved forelæsninger var udfordringen på Glasgow-universitet University of Strathclyde. Løsningen blev ny teknologi og anderledes indretning. I dag kan underviseren stille et spørgsmål og omgående få svar fra hele klassen ved hjælp af et elektronisk afstemningssystem. Svarene stimulerer diskussion i klassen, og underviseren får et indblik i, om emnet er dækket eller skal uddybes. Formen træner desuden de studerende i eksaminer. Afstemningsudstyret koster ca. 10.000 kr. pr. 100 studerende.
Løsningen kræver en ny indretning i klasselokalet. Bananformede borde giver mulighed for at diskutere i mindre grupper og stadig have front mod forelæseren. Computere bag hver kontorstol gør det let for de studerende at veksle mellem selvstudie, gruppearbejde og forelæsning.
Anonyme afstemninger inddrager studerende, der normalt ikke ytrer sig i større forsamlinger. Anonymiteten er vigtig. Det fortæller også studerende på sidste semester, der kender de medstuderende godt og kun er 30 på holdet.
Barrierer for at bruge afstemningssystemet er, at undervisningen kræver to timer, når diskussionerne skal nå at udfolde sig. Det kræver også, at rummet indrettes, så mange mindre grupper kan dannes i et større auditorium. Underviseren må også acceptere, at pensum ikke kan gennemgås minutiøst, når noget af tiden går med diskussion.
Mobiltelefoner er som regel ikke ønsket i undervisningen, men på Leeds University er det afsæt for faglig diskussion. Når et spørgsmål bliver stillet, kan de studerende svare per SMS. De indkomne SMS beskeder kan projekteres op på en skærm, og ud fra det diskuterer klassen stoffet.
Svarkategorierne er ikke opstillet på forhånd. De studerende svarer med fritekst, for det giver en større dynamik. Omvendt er det ikke umiddelbart muligt at vise statistik over de studerendes svar, heller ikke når underviseren faktisk ønsker svar inden for bestemte kategorier.
Mobiltelefoner er i forhold til andre afstemningssystemer lette og hurtige at inddrage i undervisningen. Når alle elever har mobiltelefoner, er der ingen særlig fjernbetjening, der skal uddeles, og der er intet avanceret udstyr, der skal stilles op.
Det er frivilligt for studerende at deltage i afstemningen, for universitetet dækker ikke de studerendes SMS-omkostninger. Dette oplever underviseren dog ikke som et problem, da ingen studerende klagede over udgifter.
Edited extract of the survey ‘IKT-støttet læringsmiljø – det gode eksempel’ (ICT-supported learning envi-ronments – a good example) prepared by the Danish University and Property Agency.Wallenberg Hall er et eksperimentarium for undervisning, rum og teknologi. Her tilbyder Stanford University optimale fysiske rammer, den nyeste teknologi og eksperter til at inspirere underviserne
InterviewI Wallenberg Hall kan undervisere afprøve og få erfaringer med IKT og nye læringsformer. Wallenberg Hall har 5 undervisningslokaler. Alle har udstyr til videokonferencer, møbler, der kan flyttes efter behov og digitale skærme, der kan kobles til de bærbare computere. Også dialogen med underviseren tager udgangspunkt i det optimale, for man skal se ud over det mulige for at finde de praktiske løsninger.
På Stanford University er udviklingen af IKT støttet læring og læringsmiljøer integreret i teknologispecialisternes vejledning af underviserne, men hvordan foregår dialogen?Et spørgsmål, der kan åbne dialogen er: Hvad ville du ønske, at dine studerende kunne gøre, hvis vi ser bort fra økonomi og den teknologi, der er i dag? Det kan være, at underviserne ønsker, at deres studerende kan researche i de bedste databaser, at de kan samarbejde med andre studerende verden over, eller at de blot vil tie stille og lytte. Derfra kan vi se på, hvilke IKT løsninger, der kan bruges, og hvordan undervisningen kan koordineres”
Hvordan gør man så det?Grundlæggende handler det om at imødekomme en ny underviserrolle. Underviseren er ikke bare en afsender af viden, men den der leder samtalen og hiver de interessante sammenligninger eller modeller frem. Han eller hun vejleder både i, hvordan den studerende selv kan finde information og selv skabe viden ud af informationerne, for underviseren skal sætte informationerne ind i en forståelsesmæssig ramme. IKT- faciliteterne åbner underviserens øjne for at aktivere de studerende mere og øge samarbejdet både mellem studerende og indbyrdes mellem studerende og underviser.
Når dialogen er i centrum, er det et grundlæggende krav, at man kan synliggøre sine idéer. At vise ideerne visuelt er den hurtigste måde at udveksle viden. Her skaber elektroniske tavler nye muligheder for at vise, gemme og distribuere idéer hurtigt. Et andet grundlæggende element i et godt læringsmiljø er lette og fleksible møbler. Rum og indretning skal nemlig passe til undervisningsformen. De lette møbler gør det nemmere at skifte mellem undervisningsformer, da man altid kan møblere om, så det passer til situationen.
Kan omkostningen ved fleksibiliteten ikke være, at man skal bruge en masse energi på at omarrangere rummet og definere situationen på ny?Jo. Det tager noget tid at omstille sig fysisk og mentalt til nye situationer. Det vores undervisere gør, er at starte lektionen med at skabe et sted, der understøtter den type undervisning, de skal have den dag. De studerende tager hurtigt ansvar for at flytte rundt ved fx hver at tage en stol, hvis underviseren lægger op til det. Men det er ikke blot møblerne, der skal være fleksible. Fleksibiliteten skal også tænkes ind i rummene.
Hvilke råd giver I til underviserne, der vil ændre deres undervisning?Vi opfordrer underviseren til at fokusere på en problemstilling fx et emne, hvor de studerende har svært ved at gribe stoffet. De skal finde ét punkt, hvor de vil ændre deres undervisning. Det giver et godt udgangspunkt for udvikling, og ud fra dette ene fokus dukker der dog altid en masse andre nye idéer op.
Hvad må man aldrig gøre, når det handler om teknologi?Helt grundlæggende er det vigtigt ikke at tage udgangspunkt i IKT-udbuddet. Der er mange eksempler på, at universiteter har købt teknologi uden at gennemtænke, om det faktisk kan muliggøre nogle aktiviteter, der er brug for. I USA har regeringen haft meget fokus på muligheden for automatisk at videooptage undervisningen. Men ingen har tænkt over, hvor lang tid det tager at gennemse optagelsen eller redigere i den. Derfor bruges det næsten ikke. De færreste af vores undervisere gør det. Udstyret har dog fået en anden anvendelse for de studerende, som kan bruge det til at vise deres universitetsoplæg til fremtidige arbejdsgivere.
Det er slet ikke meningen, at alle klasselokaler skal have de faciliteter, man finder i Wallenberg Hall. Rådgivningen handler derfor også om, hvordan man bibeholde undervisningsaktiviteterne udenfor Wallenberg. At anskaffe IT udstyret er en tung investering for nogle universiteter, men man kan sagtens implementere undervisningsmetoderne uden Wallenberg Halls tekniske faciliteter.
Cathrine SchmidtAfsnittet ser på laboratorierne på de danske universiteter og tegner et billede af de udfordringer, som universiteter og bygherrer står overfor, når de skal moderniseres.
Temaet er belyst med udgangspunkt i en undersøgelse af et udsnit af de natur-, sundheds-, veterinær- og ingeniørvidenskabelige laboratorier på fem danske universiteter. Undersøgelsen foregår netop nu og her vises det første uddrag.
Afsnittet præsenterer først den baggrund og nye krav, som møder laboratorierne: Bæredygtighed, faglig specialisering, fleksibilitet og ikke mindst nye samarbejdsformer.
Derpå giver en forsker og en driftansvarlig på et universitet deres bud på de behov, fremtiden byder på. Forskeren fortæller, hvordan glas frem for gips styrker samarbejdet, mens den driftansvarlige beretter om, at æstetik giver et mere sikkert arbejdsmiljø.
Afsnittet præsenterer arketypiske typologier for de laboratorier, vi ser i dag og derpå en første skitse af, hvordan de fremover kan moderniseres og tænkes, så de imødekommer de aktuelle udfordringer.
Nye samarbejdsformer og øget bevidsthed om byggeriets og bygningsdriftens indvirkning på miljøet er blandt de væsentligste udfordringer, når danske universiteter i fremtiden moderniserer og bygger nye laboratorier
Indretning og udvikling af forsknings- og undervisningslaboratorier er særdeles komplekst, og bygherrer og rådgivere på landets universiteter står overfor en stor udfordring, idet hovedparten af laboratorierne er planlagt og bygget for 30-40 år siden. Laboratorierne overholder myndighedernes krav til arbejdsmiljø, men for den væsentligste dels vedkommende er de opført til en anden måde at arbejde på end den, der er gængs i dag.
Når vi i dag taler om laboratorier, er der ikke længere bare tale om et arbejdsrum, men om et helt forskningskompleks. Til et forskningskompleks hører der også vejerum, depotrum, kontorer, studielokaler, sociale rum med frokostfaciliteter, opholdområder samt forskerhoteller og boliger til forskere og studerende fra ind- og udland. Forskningskomplekserne er en del af universitetets infrastruktur og fysiske planlægning.
Universitets- og Bygningsstyrelsen har, for at være rustet til udviklingen på området, iværksat en registrering og undersøgelse af størstedelen af laboratoriearealerne på de danske universiteter. De udgør ca. 40% af universiteternes samlede etageareal og registrering omfatter ca. 425.000 m² netto. Undersøgelsen har til formål at analysere standarden for at skabe et skøn over de forventede omkostninger til opgradering. Registreringen omfatter repræsentative faciliteter indenfor de natur-, sundheds-, veterinær- og ingeniørvidenskabelige laboratorier på fem danske universiteter. Registreringen, som efterfølges af en analyse og handlingsplan, vil kunne give et overblik over området og en mulighed for at prioritere indsatsen i de kommende år.
Men hvad er det så for nogle problemstillinger, der skal indarbejdes i planlægningen af rammerne for forskning og undervisning på universiteterne? Hvordan sikrer vi, at den fysiske planlægning på området kan tiltrække og understøtte de bedste forskere, undervisere og studerende? Og hvorledes udformer vi rammer, der er tilstrækkeligt robuste til at kunne imødegå de næste årtiers accelererende udvikling? Svarene er ikke entydige, men vi kan pege på en række områder, der bliver centrale i de kommende års planlægning.
Et område er behovet for tværfaglighed. Robert Feidenhans´l og Jette Miller fra Niels Bohr Instituttet og Det Naturvidenskabelige Fakultet, KU, beskriver andetsteds i denne bog vejen til nye videnskabelige gennembrud som en flerfaglig smeltedigel. Her vil projekterne være i centrum, og den fysiske og indholdsmæssige opdeling af videnskaberne er forældet. En sådan virkelighed stiller krav til rumforløb, der både fremmer tværvidenskabeligt samarbejde og understøtter forskernes egen fagdisciplin, så de samtidigt bevarer og udvikler deres eget håndværk. Ligeledes fortæller professor på KU og DTU Søren Brunak i interviewet her i bogen, hvor essentielt det er at skabe åbne samarbejdsmiljøer, der nedbryder hierarkier og fremmer en vekselvirkning mellem fagområderne.
En anden problemstilling, der bliver central, er fleksibilitet. Samarbejde på tværs af fag, internationalt samarbejde og samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv peger på et behov for nye typer generiske og centralt placerede laboratoriearealer, som både har særligt teknisk udstyr og mere generelt udstyr. De vil kunne bruges af mange og skabe en bedre udnyttelse af laboratoriearealerne fordi de imødekommer skiftende forskerteams varierende behov.
Men fleksibilitet skal også tænkes ind i forbindelse med indretningen af det enkelte forskningskompleks. Hvilke faciliteter kan indrettes generisk? Har bygningen en struktur og indretning, der kan ændres? Giver indretningen mulighed for IKT-støttet undervisning og tværfagligt samarbejde? Det er spørgsmål der, hvis de besvares under planlægningen af indretningen, kan være med til at give laboratoriearealer større fleksibilitet.
Speciealisering er der i dag højere krav til. Tidligere har man tænkt laboratorier som alt på ét sted, men i dag flytter forskere sig efter det særlige udstyr og laboratorier. Det stiller nye krav til universiteter om strategisk at overveje, hvilket udstyr, der skal være hvor, hvilket arbejdsmiljøleder på DTU Lene Hjerrild omtaler i interviewet her i bogen. Når en forsker opholder sig to uger et sted, laver forsøg, rejser hjem og analyserer, kunne det også være relevant at tænke i forskerhoteller og faciliteter, der understøtter det korte ophold.
Fokus på bæredygtighed er et nyt område. Tænkes bæredygtighed med helt fra planlægningen over projekteringen til driften af laboratorierne, optimeres muligheden for at reducere det samlede ressourceforbrug og beskytte miljøet. Bæredygtigt byggeri og renovering kan understøtte adfærdsændrende tiltag og være en del af universitetets strategi. Det satser flere universiteter også på i øjeblikket.
Endelig er en central problemstilling i forbindelse med modernisering og nybyggeri konstruktionen. Skal vi fortsat modernisere og bygge laboratorier, så de kan holde i mange årtier fremover, når nu indretningen i laboratorieområderne skal fornyes med en langt hurtigere takt? Et alternativ kan være huse, der holder i en kortere periode og er bygget af genbrugelige materialer. Et andet alternativ kunne være en bærende konstruktion, der bygges robust med lang holdbarhed og lette, nye laboratorieenheder af genanvendelige materialer, der løbende kan udskiftes. Altså en form for Plug and Play.
De mange centrale problemstillinger stiller krav til en langsigtet, fysisk planlægning, der giver bygherren mulighed for at understøtte universitetets strategi og prioritere processen. Det er væsentligt at laboratorieområderne integreres og tænkes sammen med universitetets overordnede planlægning og infrastruktur for at udnytte potentialet fuldt ud. Den store opgave bliver ikke mindst at inddrage og modernisere de mange eksisterende arealer og herunder tage stilling til klassificering, arbejdsmiljø og drift.
Registreringen af de danske laboratoriearealer bliver fulgt op af analyser, et idekatalog samt en handlingsplan, der peger på, hvordan man kan imødekomme udfordringerne. Vi kan allerede nu se på de eksisterende typologier og lære hvilke udfordringer, der venter, ligesom vi kan se de første skitser på, hvordan fremtiden ser ud. Det vil primært ske gennem ombygning og modernisering af de mange eksisterende laboratoriearealer, men suppleres af nyt byggeri, hvor det viser sig mest hensigtsmæssigt og rentabelt.
Lene SchaumburgHierarkiske strukturer skal nedbrydes, og der skal være mere glas end gips i fremtidens forskningscentre
InterviewDer er to vigtige udfordringer med hensyn til forskningsmiljøer. For det første at indrette forskningsmiljøer, så de ikke skaber hierarkier men nedbryder dem. Og for det andet at skabe rammer, der fremmer en vekselvirkning mellem forskellige faglige områder.
Der er mange forskellige forskertraditioner. Internationalt er det særligt tydeligt. I England er der f.eks. tradition for en meget flad struktur med en synlighed baseret på resultater, som understøttes i mange af de nye laboratoriemiljøer. I Frankrig derimod er der en mere hierarkisk struktur, hvor forskerne højest i hierarkiet ”fylder det hele” og har de bedste forhold. Danmark har traditionelt en struktur, der er en mellemting mellem de to landes strukturer. Jeg mener, at vi med generiske, fysiske rammer skal skabe udfoldelsesmuligheder til den enkelte, som det f.eks. sker i England.
Det er ofte yngre forskere længere nede i systeme, der tager initiativ til forskning, som ligger på grænsefladen mellem forskellige forskerområder. Initiativerne fremmes af faktorer som f.eks. åbne, gennemskuelige miljøer, der understøtter samarbejde; traditioner, der aktivt bryder grænserne mellem forskningsområderne ned; kommunikations- og IT-muligheder, der er integrerede i forskermiljøet; og rammer, der befordrer udadvendt adfærd. Der skal være mere glas end gips, når forskningscentre indrettes i fremtiden.
Hvad er de optimale rammer for et forskningscenter med forsknings- og undervisningsaktiviteter herunder laboratorier?De optimale rammer er en matrixinspireret organisation med stor fleksibilitet, der kan håndtere, at behovene løbende og hurtigt ændres.
Noget af det vigtigste er, at få folk til at mødes og gerne på nye måder. Udfordringen med at bringe forskere sammen er blevet større i takt med, at mange forskere arbejder meget hjemme og rejser meget.
Det er problematisk, at mange forskermiljøer er uden ret mange mødefaciliteter. Der er ikke køkkener med ordentlige kaffemaskiner, komfurer og mikrobølgeovne, hvor den uformelle kontakt opstår naturligt. Så gode mødelokaler og gerne andre, uformelle forskertorve, og brainstorming-områder med sofagrupper og gangarealer, der indrettes med små siddegrupper, er helt essentielle.
Det er karakteristisk for forskningsbaseret undervisning, at vi har megen projektkontakt. Her er det optimalt med sofamiljøer, brohovedkontorer med kommunikationsskærme og kameraer samt gennemgangsarealer, der også udnyttes til andre funktioner. Forskningsmiljøer skal ikke indrettes, så de kun fungerer fra 9 til 17. Folk skal have mulighed for selv at lave mad og opholde sig der på alle tidspunkter. Det er ligeledes vigtigt, at de studerende pladsmæssigt tænkes ind i forskningscentrene og ikke blot placeres i centrale studentercentre. På Center for Biologisk Sekvensanalyse, hvor jeg er centerleder, har vi indrettet store opholdsområder med sofamiljøer af moduler, der kan sammensættes på mange forskellige måder. Det fungerer meget produktivt og bliver brugt til projektarbejde, uformelle møder og socialt samvær.
Hvilke erfaringer har I med virtuelt udstyr og IKT-støttet undervisning?Vores erfaringer med virtuelt udstyr er, at det skal være en integreret del af forskermiljøet for at blive brugt. Er det meget kompliceret at bruge, så bliver det ikke brugt. Hvis der f.eks. er mulighed for IKT-støttet undervisning i undervisningslokaler og laboratorier, så bliver det en integreret del af undervisningen. Det fremmer også nedbrydningen af en traditionel, hierarkisk struktur, når alle har de samme muligheder. MSN Messenger er også et godt eksempel på en ukompliceret teknologi, og vi har skabt mange videnskabelige artikler på baggrund af dette redskab, selvom dem, der arbejder tæt sammen, fysisk sidder i Lyngby, Heidelberg og Boston.
Er der eksempler på forskningscentre, som har de kvaliteter du nævner?Det nye biokemicenter på Oxford Universitet i England er et godt eksempel på et forskermiljø, der har mange af de kvaliteter, som jeg efterlyser – altså fleksible, åbne rumforløb, der understøtter samarbejde og tværfaglighed.
Lene SchaumburgDriften skal tænkes ind allerede i planlægningsfasen. Vi skal i langt højere grad bruge centrale enheder som undervisnings- og speciallaboratorier for at få bedre indeklima og bedre ergonomi
InterviewLene Hjerrild har gennem en årrække haft ansvaret for arbejdsmiljøområdet på DTU, Danmarks Tekniske Universitet, og deltager i planlægningen af alle større byggesager, både renoveringer og nybyggerier. Målet er at udbrede og implementere en høj arbejdsmiljøstandard, der samtidig tager hensyn til universitetets interesser i forbindelse med den senere brug og drift af områderne.
Hvad oplever du, er det væsentligste med hensyn til arbejdsmiljø i forsknings- og undervisningslaboratorier?De vigtigste ting, mener jeg, er indeklima og ergonomi. Altså at forskerne arbejder i justerbare, lukkede systemer og derfor undgår påvirkning fra de stoffer, de arbejder med. Vi har brug for beskyttede arbejdspladser, der kan tilpasses den enkeltes fysiologi.
I undervisningslaboratorier er overskuelighed desuden vigtig af hensyn til pædagogikken. Det er også vigtigt, at der er tilstrækkeligt med støttefunktioner til de studerende som f.eks. garderober til frakker og tasker, som ellers hvis smidt på gulvet udgør et sikkerhedsproblem. De studerende har jo ikke et kontor eller et andet tilholdssted, hvor de kan komme af med deres ting.
Hvad mener du, er de optimale rammer for et forskningscenter med forsknings- og undervisningsaktivitet?Fleksibilitet er også centralt i forhold til tilslutningsmuligheder for installationer i vores laboratorier, så opstillingerne kan ændres og indretningen laves om. Det er også optimalt, hvis inventaret kan flyttes og højdereguleres. Det ser man næsten ikke i laboratorieområder, men her er det lige så vigtigt som i kontorområder, hvor der efterhånden er indført regulerbare borde og stole alle vegne. Det giver en masse ryg- og nakkeproblemer, at der ikke er hæve-sænke-borde og højderegulerbare stole i laboratorierne.
Det er en god idé, at laboratorier og støttefunktioner ligger i umiddelbar nærhed af hinanden, så der ikke er langt til kontorer, køkkener, garderober osv. De sociale funktioner er særdeles vigtige for et velfungerende arbejdsmiljø.
Undervisningslaboratorier foreslår jeg etableret som centrale undervisningslaboratorier til større grupper af bachelorstuderende, som institutterne kan booke sig ind på. Det ville sikre en langt bedre udnyttelse af ressourcerne og dermed gøre det nemmere at sikre gode faciliteter, og løsningen er samtidig meget fleksibel og giver alle de samme muligheder. I dag har man særlige lokaler til uorganisk kemi, organisk kemi, teknisk kemi og særlige lokaler til biologiske kurser. Disse lokaler er ikke fuldt udnyttet, idet de kun huser kurser inden for det konkrete fagområde. Centrale undervisningslaboratorier kan sikres fuld udnyttelse – det eneste krav er et fleksibelt laboratorium som nævnt ovenfor.
Er der tekniske forhold, der kan skabe optimale laboratorier?Noget, der ikke fungerer i mange forskningscentre, er transportforholdene til støttefunktioner og mellem laboratorierne. Det skal tænkes ind, når nybyggeri eller moderniseringer planlægges, så arbejdet med stoffer hele tiden foregår på klassificeret område.
Bæredygtighed og drift skal planlægges ind fra starten. Ofte glemmes f.eks. en funktion som vareindlevering, og en sådan relativ simpel funktion bliver et problem, når der efterfølgende skal etableres læsserampe, porte mv., og når vareindleveringen er placeret ved siden af indblæsningsanlægget til ventilationen!
Affaldsproblematikken skal også tænkes ind, og mængden af farligt affald minimeres. Det skal være muligt at destruere så meget affald som muligt på stedet, f.eks. autoklavering af smittefarligt affald, kemisk destruktion mv. Og så skal der etableres ordentlige opsamlingsmuligheder og let tilgængelige opbevaringsmuligheder til det affald, der skal sendes videre.
Jeg mener, at alle laboratoriearealer skal have justerbar solafskærmning, og at materialerne skal være robuste. Faktisk bør alle laboratorier i dag kunne klare GMO-klasse-1-kriterierne som minimum [henviser til ”Arbejdstilsynets vejledning om klassifikation af laboratorier til genteknologisk arbejde”, red.], for at de er tilstrækkeligt rengøringsvenlige. Det vil også medvirke til større fleksibilitet, hvis der er et mere ensartet niveau på laboratorieområdet.
Blandt byggefagfolk diskuteres det, hvilken type bygninger, der skal bygges til at huse laboratorier i de kommende år. Der skelnes mellem huse af tunge materialer, der kan holde i mange år og lette materialer med begrænset holdbarhed. En tredje variant er en tung, langtidsholdbar hovedkonstruktion med lette laboratorieelementer, der kan skiftes i takt med ændrede behov. Du har været involveret i mange byggerier og ombygninger på DTU. Hvad mener du om de skitserede scenarier?Jeg synes, det er genialt med en langtidsholdbar hovedkonstruktion og så lette, udskiftelige laboratorieenheder, der kan tilpasses skiftende behov. Men en vigtig pointe er, at det skal involvere et højt æstetisk niveau. Det er nemlig min erfaring, at hvis lokalerne er attraktive at bruge, så passer brugerne langt bedre på dem og arbejder mere ansvarligt. Det gavner på den måde også sikkerheden i laboratorieområderne.
Hvilke udfordringer tror du, vi kommer til at arbejde med i fremtiden på laboratorieområdet?Jeg tror, vi skal arbejde med centrale, specialiserede laboratorier, der kan bruges af alle. Altså laboratorier med kostbart specialudstyr, som så hele tiden kan ajourføres. Det ville også fremme samarbejde. I den forbindelse er det også interessant at overveje laboratoriehoteller, hvor man kan leje sig ind i afgrænsede perioder, så det ikke kun er universitetet, der har glæde af faciliteterne, men også andre universiteter og private firmaer.
Lene SchaumburgForskernes arbejdsmetoder har ændret sig og den traditionelle undervisning suppleres af nye undervisningsmetoder og det kræver moderniseringer af nutidens laboratorier. Et kig på de eksisterende bygninger giver et indtryk af, hvordan man fremadrettet kan arbejde med planlægningen, så de opfylder fremtidige krav
En stor del af det eksisterende laboratorieareal, der findes på de danske universiteter, kan opdeles som tre typer. Det er typisk planlagt omkring en eller to midtergange, der giver adgang til laboratorier, kontorer og hjælperum.
En stor del af disse laboratorier er planlagt og indrettet i en anden tid med andre forudsætninger. En tid, hvor forskningen og størstedelen af samarbejdet stort set kun foregik i laboratorier og kontorer på universitetet. Udvekslingen af forskningsmateriale skete via brevpost og lejlighedsvis på konferencer og forskningen var traditionelt var opdelt efter fag.
Indretningen understøtter derfor mest ro til fordybelse og forskning i små forskerteams sammensat af forskere fra samme faggruppe. Der er få eller ingen fællesfunktioner som f.eks. mødelokaler, køkkener og opholdsområder, der indbyder til uformelle samtaler og nye samarbejder. Bygningernes karakter er lukket med lange gange uden lys og kig ind til de mange celler, laboratorier og kontorer. De centrale rum er trapperum og gange, og opholdsområder og torvefunktioner har traditionelt ikke været tænkt ind i bygningen.
Universitets- og Bygningsstyrelsen har netop afsluttet en vurdering af den bygningsmæssige kvalitet af laboratorierne på Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Århus Universitet og Ålborg Universitet. Udover den kvalitative vurdering af indretningen er det registreret, hvilke bygningstyper, der er de mest anvendte på de registrerede 425.000 m² netto. I undersøgelsen indgår både undervisningslaboratorier (5%), forskningslaboratorier (32%) og hjælperum som kontorer, gange og servicearealer (63%).
Én væsentlig forskel på undervisnings- og forskningslaboratorierne er, at undervisningslaboratorierne typisk har større rum beregnet til 20-40 studerende. Undervisningslaboratorier i de ældre bygninger er placeret i selvstændige bygninger, mens de i nyere bygninger er tilknyttet forskningslaboratorierne. Undervisnings- og forskningslaboratorierne kan opdeles i tre grundlæggende typer, som går igen i registreringen, når vi kigger på de fysiske rammer. En gennemgang af arketyperne er med til at give et overblik over, hvor udfordringerne er, og hvordan de kan takles.
De ældste laboratorieområder, typisk bygget før eller i 60´erne, er bygget op med en central og lang gang med to rækker af lige store celler på begge sider af gangen, hvor der er både laboratorier og kontorer. Forskerne har typisk eget kontor, mens assistenter og ph.d studerende har kontorarbejdsplads i selve laboratoriet. Adgangen til laboratorier og kontorer kan ofte kun foregå via gangen. 15% af de registrerede laboratoriearealer er type 1.
Strukturen er ikke særlig fleksibel og understøtter ikke samarbejde og tværfaglighed. Der er ikke taget højde for fællesfunktioner som større mødelokaler og opholdsområder. De ensartede små celler med gangforløbet imellem gør det vanskeligt at skabe større sammenhængende laboratorie- og opholdsarealer på tværs af gangen ved ombygninger. En fordel ved denne type bygninger er, at der vil typisk vil være mulighed for at flytte skillevægge og ændre på cellernes størrelse.
Denne type er typisk fra 70'erne og 80'erne og har en lang gang med kontorer på begge sider. Gangen er her asymmetrisk placeret, og rumstørrelsen varierer. Der er mindre celler til kontorer på den ene side af gangen og større celler til laboratorier på den anden side. Et skøn lyder, at 45% af de registrerede laboratoriearealer er af denne type. Her er tilsvarende problematikker med manglende fleksibilitet som type 1. En særlig ulempe ved type 2 er, at der ofte er tale om en forholdsvis smal bygning.
I de nyere bygninger som er bygget fra 70´erne og frem, er laboratorieområderne placeret omkring to parallelle gangforløb. 20% af de registrerede laboratoriearealer består af denne type. Adgangen kan typisk ske fra såvel gangarealet som via en intern, sekundær gangforbindelse fra laboratorium til laboratorium. Det giver et bedre flow i bygningen og kan være med til at forhindre kontaminering, fordi forskerne ikke er tvunget til at færdes på gangarealer, der er uklassificeret område. De sekundære ganglinjer kan også medvirke til at understøtte kommunikation og tværfagligt samarbejde.
De nyere typer har nogle af de samme problematikker med manglende fleksibilitet som de foregående typer. Indretningen kan også her være bundet af de bærende konstruktioners placering i den relativt stramme struktur. Fordelen ved denne bygningstype er, at dybden er forholdsvis stor, hvilket giver mulighed for at etablere en variation af små og store rum. Én af midtergangene kan nedlægges, og der kan laves dybe laboratorier eller auditorier. Dog kræver det, at vinduesarealet er stort, så der også kommer lys ind i midten af bygningen.
Registreringen skal bruges til at give en vurdering af moderniseringsbehovet i de danske universitetslaboratorier. Den undersøger derfor de tekniske aspekter som f.eks., hvor nedslidte rummenes overflader og inventar er, hvor gamle installationerne er, og om der er asbest. Man har konstateret, om der er varmegenindvinding på ventilationsanlæggene og registreret etagehøjder. Registreringen afdækker dermed ikke, om bygningerne er hensigtsmæssigt indrettet, om indretningen passer til funktionen, eller om der stadigvæk er behov for den pågældende funktion. Den kigger heller ikke på laboratoriernes risikoklassifikationsniveau i forhold til hvilken type forskning, der foregår i laboratoriet.
Registreringen og analysen er endnu ikke afsluttet, men peger allerede på flere vigtige fokusområder som konstruktioner, installationer, overflader og opdelingen i undervisnings- og forskningslaboratorier.
Et grundlæggende problem i en del bygninger er lav rumhøjde og utilstrækkelig plads til nye installationer. Det gør det både vanskeligt og omkostningskrævende, at modernisere arealerne.
En del af installationerne er nedslidte og ventilationsanlæggene har ikke varmegenindvinding. Der er således et potentiale for energibesparelser. En del overflader og inventar er også nedslidte. Der skal planlægges hvordan arbejdstilsynets krav mht. klassifikation og arbejdsmiljø skal indarbejdes i de kommende års moderniseringer.
Registreringen peger også på, at mange undervisningslaboratorier ikke længere er indrettet og bestykket, så de kan understøtte undervisningen tilstrækkeligt. Det har i dag den uhensigtsmæssige konsekvens, at forskningslaboratorier, der ikke er indrettet til undervisning, inddrages til undervisningsbrug. Det tyder på, at der er behov for opgradering af mange undervisningslaboratorier, så forskningslaboratorier ikke benyttes til undervisning. Alternativt kan der indrettes flere forskningslaboratorier og en del af de eksisterende anvendes fremadrettet til undervisning.
Registreringen peger på en række udfordringer i arbejdet med laboratorier i de kommende år. Hvis tværfaglighed og faglig og social udveksling, skal være centrale værdier, må man i planlægningen af fremtidens laboratorier ændre tankegangen fra, at det er bygningen og en fast struktur, der er udgangspunktet, til at det er mennesket og samarbejdsformerne, der er i centrum.
Lene SchaumburgHvordan kan man planlægge laboratorier fremover, så de svarer til de nye krav til f.eks. fleksibilitet, miljø og samarbejds- og undervisningsmetoder? En visualiseringsmodel tegner et scenarie og kan samtidig hjælpe til at samle op på de funktioner og sammenhænge, der skal tænkes ind i det indledende arbejde med at udforme fremtidens laboratorieområder
Universitets- og Bygningsstyrelsen har som led i ”Projekt Campus” undersøgelsen af laboratorieforholdene på danske universiteter afholdt workshops med deltagelse af forskere og rådgivere for at belyse problematikkerne omkring laboratoriebyggeri og finde nye løsninger. Udviklingsarbejdet er ikke afsluttet, men de afholdte workshops har foreløbig resulteret i en model, der samler op på de funktioner og sammenhænge, der skal tænkes ind i det indledende arbejde med at udforme fremtidens laboratorieområder.
Modellen er bygget op om fem skalatrin og er en visualisering af de mange faktorer, der skal tages højde for ved indretning af laboratorier – både moderniseringer og nybyggeri. Modellen indgår i et idekatalog, som udviklingsarbejdet resulterer i.
Traditionelt starter planlægningen af bygninger oppe fra med de overordnede strukturer, konstruktive principper og hovedforsyninger, og først meget langt henne i processen kommer man til den enkelte arbejdsplads. Men ved at starte nede fra og arbejde sig op bliver brugernes praksisser helt centrale i indretningen.
Modellen er bygget op over fem skalatrin spændende fra laboratoriemøblet til hele universitetet. Modellen dækker ”Arbejdspladsen”, ”Arenaen”, ”Enheden”, ”Centeret” og ”Universitetet”.
Som en fraktal struktur, hvor der startes med de mindste atomer, der ved mutation udvikler sig til en stor levende organisme kan flere Arbejdspladser sammenstykkes på arenaen. ”Arenaen” knyttes til hjælpefunktioner og laboratorier og bliver til en ”Enhed”, der igen kan sættes sammen til ”Centre” og derpå hele ”Universiteter”.
Modellen skal bruges nedefra og op ligesom man skal lave en tilsvarende proces oppe fra, hvor overordnede funktionelle, bymæssige og arkitektoniske hensyn bliver udstukket. Dernæst flettes de to veje sammen.
Den enkelte arbejdsplads i laboratoriet skal hurtigt kunne tilpasses den enkelte forsker eller studerendes skiftende behov og fysiologi. Ud over hæve-sænke arbejdsbord består den af fælles basisinstallationer (stinkskabe, vægte mv.). Arbejdspladsen hører til et fagspeciale og er indrettet derefter.
Traditionelt starter nyindretning eller ombygning af et laboratorium med et projekt for de enkelte bygningsdele: Installationer, møbler og overflader. Hvert laboratorium indrettes efter brugernes specifikke ønsker. Behovet for mere alsidig brug og hurtig omstilling kunne tale for at gå bort fra traditionel fagopdelt projektering og i stedet arbejde med konfigurering af sammenhængende inventar og installationssystemer, såkaldte Plug and Play systemer.
Projekter kan planlægges på tværs af faggrænser, men opdagelser kan også ske mere eller mindre tilfældigt ved at forskere med forskellig baggrund inspirerer hinanden og får øje på nye perspektiver. Arenaen er et centralt sted i forskningsenheden, hvor ny viden opstår og deles med andre. Tidligere foregik forskningen i små lukkede laboratorier, hvor den enkelte forsker værnede om sit projekt. I fremtidens laboratorium er der en arena, hvor forskerne optræder og udstiller deres viden og eksperimenter. Her kan de forvente løbende at få kommentarer og forslag til ændringer, nye indfaldsvinkler og nye projekter. Forskningen bliver transparent.
Resultater skal udstilles og kommunikeres. På arenaen kan der f.eks. være opbygget en prøveopstilling bag glasvægge. Opstillingen skal stå der i det halve år, forskningsprojektet varer. Ikke så langt derfra afholder en forskergruppe videokonference med deltagere i Japan og USA.
Arenaen kan blive brugt af forskere og studerende fra flere fagspecialer. Den er indrettet med de beskrevne laboratoriemøbler, specialopstillinger eller særligt krævende og dyrt udstyr, der kan bruges af mange forskellige forskere og rum til socialt samvær. Det kan være et stort åbent rum, eller det kan være underopdelt til specielle processer og afskærmet, typisk af glasvægge.
Arenaen skal hurtigt kunne ryddes eller bygges om til nye projekter. Her er altså også tale om Plug and Play princippet, hvor basisinstallationer er fremført til opkoblingspunkter.
Rundt om ”Arenaen” ligger laboratorier som har basisinstallationer, hjælpelaboratorier, apparatrum, kontorer, studie- og skrivepladser og rum til fordybelse. Tilsammen udgør det en ”LaboratorieEnhed”. Opmærksomheden i enheden er rettet mod de mangeartede aktiviteter i arenaen.
Den faglige enhed består af måske 20-40 forskere, assistenter, studerende og administratorer. De enkelte fagspecialer stiller specifikke krav til en basisindretning, f.eks. har kemikerne som regel behov for at kunne arbejde sikkert i stinkskabe. Og biologer, der arbejder med genmodificeret materiale, stiller særlige krav til rengøringsvenlige overflader, og i nogle tilfælde til beskyttelse af produktet i LAF-bænke eller beskyttelse af personalet med sikkerhedsbænke. Mange faggrupper har brug for at placere vægte på særligt stabilt underlag og med lokalt sug. Herudover er der brug for hjælpefunktioner så som laboratorieopvask, kølerum og mørkekamre.
Laboratoriet er imidlertid ikke en 8-17 arbejdsplads, men en døgnåben funktion. Den fagspecifikke basisindretning skal derfor kunne findes i “Enheden”, men for at udnytte laboratoriekapacitet og udstyr optimalt, er det ikke dedikeret enkelte brugere. Forskeren og den studerende booker sig ind på en plads eller et forsøg. Som en slags New Ways of Working princip for laboratorier, hvor man ikke har private arbejdsrum, men aktiviteten definerer arbejdspladsen for den enkelte.
Afhængig af universitetets og fagområdets størrelse rummer ”Centret” måske 20-30 faglige enheder. Projekter løses på tværs af disse enheder. Det har også vist sig, at frafald blandt studerende er mindst, hvor de knyttes tæt til forskermiljøet og bliver en del af det nye og spændende.
Centret er dels meget transparent og imødekommende, hvor alle har optimalt overblik over igangværende projekter, ligesom der er huler og dagligstuer til at trække sig tilbage i.
Afhængig af den bymæssige lokalitet, kan landskabet trækkes tæt på bygningen eller ind i bygningen. Den tekniske og sociale intensitet får modvægt – en oase til ro og fordybelse.
Universitetscentre kan spredes på flere campusområder eller samles til et centralt ”Universitet". Antallet af centre, der indgår i et universitet, kan variere meget afhængigt af geografisk opdeling, antal studieretninger, historik osv.
Centrenes placering og særlige udstyr planlægges strategisk i forhold til helheden på campus. Centrets åbningstider, dagsrytmer og aktivitetszoner har en indflydelse på måden man vil opleve den faglige aktivitet og liv, der er på hele campus som helhed.
Mellem de fem niveauer findes ”Mellemrummet”. Her ligger måske et af nøgleordene for indretning af fremtidens laboratorium. Mellemrummet er stedet, hvor fagspecialer mødes, og ny viden opstår. Der hvor forskere og studerende mødes på tværs af fag og position. Mellemrum skaber ikke afstand, men forener. I mellemrummene placeres de tværfaglige og sociale funktioner.
Hvilke funktioner, der placeres i mellemrummet afhænger af, hvilket skalatrin man opererer på. På arenaniveau kan det være køkkener med kaffemaskiner, hvor uformelle kontakter opstår. På enhedsniveau er det måske projektområder med møbler, der kan understøtte samarbejde og udveksling. På centerniveau kan det være brohovedkontorer med IKT udstyr eller uformelle forskertorve. På universitetsniveau er mellemrummene universitetets infrastruktur, som f.eks. servicefaciliteter, spisesteder, centrale studentercentre, sportsfaciliteter og boliger til undervisere, forskere og studerende.
Morgendagens komplekse udfordringer på laboratorieområdet vil kræve planlægning. De mange eksisterende, utidssvarende laboratoriearealer skal gøres til en levende organisme af tidssvarende laboratoriecentre. De skal være baseret på fremadrettede værdier, der kan tiltrække og fastholde forskere og undervisere på højde med verdens bedste universiteter.
Lene Schaumburg Afsnittet om laboratorier bygger på materiale fra Universitets- og Bygningsstyrelsens laboratorieundersøgelse, som er lavet i samarbejde med Cowi, NNEpharmaplan og RH Arkitekter og Dalux. Afsnittet er redigeret af Mikala Holme Samsøe.Tre artikler viser perspektiver på morgendagen. De ser alle på, hvad universiteternes rolle kan være i fremtiden og gør det i hvert sit skalatrin. Artiklerne bevæger sig således fra en overordnet samfundsmæssig fortælling om økonomi over universitetets organisatoriske læring til individets transformation i universitetets bygninger.
Den første artikel præsenterer fire scenarier: “Open Networking”, “Serving Local Communities”,“New Public Responsibility” og “Higher Education Inc”. Scenarierne forholder sig forskelligt til globale og nationale interesser samt til markedskræfter og statslig regulering, hvilket bl.a. viser sig i den måde, de håndterer undervisnings- og forskningsbygninger på.
Den anden artikel argumenterer for, at bæredygtighed kan bruges som et redskab til at gøre universiteter til lærende organisationer, der derved bliver endnu bedre til at forske, undervise og videnssprede.
Den tredje artikel peger på potentialet i at tænke i transformationer og universitetsarkitektur. Mens oplevelsesøkonomien foreslår ikoner, så fokuserer den nyere transformationsøkonomi på oplevelser, der transformerer brugeren. Denne tankegang kan præge måden, vi bygger universiteter på.
Alle tre artikler fokuserer på, hvordan de fysiske rammer spiller en væsentligt rolle for morgendagens universiteter. De peger dermed på det kæmpe potentiale, der er i at tænke fysiske planlægning professionelt og strategisk ind i universiteternes fremtidige arbejde.
OECD’s Center for Uddannelsesforskning og Innovation har udviklet fire scenarier for de videregående uddannelsers fremtid. I de fire scenarier anlægges forskellige indfaldsvinkler til bygninger og uddannelsesrum for morgendagens universiteter. I denne artikel opridses disse scenarier og deres mulige følger
Stéphan Vincent-Lancrin er senioranalytiker ved OECD's Center for Uddannelsesforskning og Innovation (CERI) og leder af CERI-projektet om de videregående uddannelsers fremtid. De synspunkter, der kommer til udtryk i artiklen, er forfatterens egne og deles ikke nødvendigvis af OECD og dens medlemslande
Nogle bemærkelsesværdige tendenser inden for den videregående uddannelse peger på forskellige mulige fremtidsscenarier for de videregående uddannelsessystemer og for design og forvaltning af uddannelsesfaciliteter i OECD-området. I en nøddeskal er disse vigtige tendenser for de fremtidige bygninger: 1) løbende udbygning af de videregående uddannelsessystemer, 2) yderligere internationalisering, 3) ændringer i styringen med mere konkurrence om midler og større studenterbidrag til de videregående uddannelsesomkostninger, 4) øget brug af teknologi.
Den politiske vilje og individuelle interesse, der kan fremme den yderligere udbygning af de videregående uddannelsessystemer er til stede i de fleste lande. Skulle tidligere tendenser i tilgangen fortsætte, vil antallet af indskrivninger fortsat stige i de fleste OECD-lande til trods for samfundets generelle aldring i mange lande. Gennemsnitligt vil et OECD-land kunne opleve en stigning inden for de videregående uddannelser på 16 % frem til 2025. Det betyder, at behovet for universitetspladser formentlig ikke vil falde i den nærmeste fremtid.
De tre øvrige tendenser peger på en anderledes brug af universitetsrum, der skal tages hensyn til, når de udformes. Studerendes og akademikeres internationale mobilitet er vokset betydeligt i de seneste ti år. Antallet af udenlandske studerende inden for OECD’s område er tredoblet siden 1980 og fordoblet mellem 2000 og 2006. Selv om dette måske ikke varer evigt, vil det sandsynligvis fortsætte i de kommende tiår. Den stigende brug af online-læring som en del af universitetsundervisningen kan også ændre rumudnyttelsen og tilstedeværelsestiden på campus. Endelig peger nylige ændringer i omkostningsdelingen på et øget finansielt bidrag fra de studerende til omkostningerne ved deres studier, hvilket generelt fører til, at flere indskriver sig deltids. Alle disse tendenser peger på en anden brug af fysiske faciliteter som følge af de studerendes mere midlertidige tilstedeværelse på campus og af nye behov, der opstår i forbindelse med at akademikere og studerende kommer udefra. Dette kan fuldstændigt ændre socialiseringsmønstrene på og udenfor campus.
Endelig kan den stigende konkurrence om og koncentration af midler i de videregående uddannelser føre til andre behov for en ideel placering af universiteterne. Placeringen af institutioner som en del af innovationsklynger eller af store storbyområder kunne blive én vigtig dimension i denne konkurrence om international synlighed (og om midler). Eksempler på innovationsklynger er Knowledge Village i Dubai, Education City i Qatar og Kuala Lumpur Education City i Malaysia.
Nedenstående fire scenarier samler nogle af de aktuelle tendenser samt forandringer, der er undervejs, og giver et bud på, hvordan fremtiden kunne se ud, hvis ændringerne blev mere radikale. Hvert scenarie kan bringe forskellige udsigter for udformning og forvaltning af uddannelsesbygninger.
I dette scenarie er den videregående uddannelse internationaliseret og omfatter intensivt netværkssamarbejde mellem institutioner, undervisere, forskere, studerende og andre aktører som f.eks. erhvervslivet. Det er en model, der bygger mere på samarbejde end på konkurrence.
De studerende vælger deres kurser fra det globale videregående uddannelsesnetværk og designer deres egne studieplaner og grader. De studerende har stor autonomi. De studerer ofte i udlandet og tager kurser, der udelukkende tilbydes online. Nye teknologier har bragt forandringer i tilgangene til undervisning, især på bachelorniveau, hvor der er standardiserede kurser, som ofte afvikles online, og en anden brug af tid i undervisningslokalet med flere mindre seminarer og interaktive diskussioner. International samarbejdsforskning er blevet styrket af det tætte netværkssamarbejde mellem institutioner baseret på tilgængeligheden til fri og åben viden. Dette scenarie kunne være drevet af frivilligt samarbejde mellem og blandt lande og institutioner og føre til en gradvis harmonisering af de videregående uddannelsessystemer som i Bologna-processen.
Et sådant scenarie kunne have mange følger for den måde, bygningerne udformes og bruges på. Boliger til studerende og gæsteforskere/-undervisere ville blive et vigtigt træk. Det store antal internationale akademikere og studerende kunne indebære, at campusser beliggende tæt på kultursteder eller hovedstæder bliver mere attraktive, eftersom turisme og studier bliver forbundet. Internationalt netværkssamarbejde kunne muligvis føre til udvikling af multicampusser i flere lande. Adgangen til elektroniske ressourcer vil åbne for andre muligheder for at anvende bibliotekerne, og for at de får andre opgaver. I de fleste tilfælde vil forvaltningen af bygningerne forblive meget traditionel – idet den enten vil blive varetaget af universiteterne, når de selv ejer deres bygninger eller af de offentlige myndigheder, når disse er ejere.
I dette scenarie sætter de højere uddannelsesinstitutioner (for første gang eller igen) fokus på nationale og lokale opgaver. De er integreret i deres lokale og regionale samfund og føler sig forpligtede til at opfylde lokale økonomiske og lokalsamfundsmæssige behov i deres undervisning og forskning.
Som det i øjeblikket er tilfældet, bliver den videregående uddannelse hovedsageligt finansieret og administreret af det offentlige. Akademikere behandles som betroede fagfolk med kontrol over uddannelses- og forskningsprocesser. Et lille antal ‘eliteinstitutioner’ er knyttet til internationale netværk (skønt der nu er visse barrierer for internationaliseringen). Den gennemsnitlige institution imødekommer imidlertid sit lokalsamfund. Den samarbejder tættere med erhvervslivet om at udforme relevant grunduddannelse og livslang uddannelse. Den tilbyder også ældre mere fritidsuddannelse.
Dette scenarie kunne udspringe af en reaktion mod globaliseringen. Der er voksende skepsis over for internationaliseringen, hvilket skyldes en række forskellige forhold, herunder de seneste terrorangreb og krige, økonomiske kriser, bekymringer om den stigende immigration, frustration over outsourcing og følelsen af, at den nationale identitet er truet af udenlandske påvirkninger.
I dette scenarie vil institutionerne have brug for færre studenterboliger, eftersom de vil ligge tættere på de studerendes hjem. Det vil betyde mindre uddannelsesbygninger med mindre og mindre omfattende biblioteker og bedre adgangsbetingelser for ældre studerende – både personer i arbejde og pensionister. Nogle tjenesteydelser såsom børnepasning ville blive et standardtilbud. Deres placering ville skulle være lettilgængelig for alle, bl.a. mulige partnere i erhvervslivet. Man kunne forestille sig, at en del af kurserne faktisk blev placeret andre steder, enten i virksomheder af hensyn til uddannelsesbehov eller tæt på lokalsamfundet. Bygningsforvaltningen ville i de fleste tilfælde blive varetaget af lokalsamfundene, men man kunne forestille sig, at lokale økonomiske aktører ville være mere interesserede i at opføre uddannelsesbygninger, der kunne servicere deres behov.
I dette scenarie bliver videregående uddannelser primært finansieret af det offentlige, som det er tilfældet i øjeblikket, men der er større fokus på brug af værktøjer i henhold til ‘ny offentlig forvaltning’, bl.a. markedskræfter og finansielle incitamenter.
Institutionerne er autonome (eller juridisk set private). De er stadig afhængige af offentlige midler til dækning af en betydelig andel af deres budget. Imidlertid har institutionerne udnyttet de udenlandske uddannelsesmarkeder, dereguleringen af studieafgifter, patenteringen af deres akademiske forskning og deres voksende finansielle forbindelser med erhvervslivet til at diversificere deres finansieringskilder. Grænserne mellem offentlige og private videregående uddannelser er blevet udvisket, da de fleste af universiteternes ressourcer er private, idet de kommer fra de studerendes studieafgifter og støtte fra erhvervsdrivende og private fonde. Arbejdsdelingen mellem (eller inden for) institutionerne er mere udtalt, idet de fleste specialiserer sig i forskellige undervisnings- og forskningsopgaver – en differentiering, der ikke nødvendigvis forhindrer dem alle i fortsat at udføre både forskning og undervisning.
I dette scenarie kunne skiftet i offentlig styring være baseret på det stigende budgetpres som følge af samfundets aldring. En stigende offentlig gæld har flyttet en betydelig del af uddannelsesudgifterne fra staten til de studerende og deres familier. Omkostningerne til sundhedsvæsen og pensioner er nu de udgifter, staten prioriterer højest.
Den autonomi, institutionerne har fået, vil betyde, at de nu ejer deres faciliteter. De ville formentlig prøve at leje i stedet for at eje dem, hvis de skulle udvide. De vil prøve at intensivere brugen af dem for at skabe plads til flere betalende studerende. De vil også begynde at flytte ind i faciliteter, der passer bedre til deres stigende specialisering og formentlig ansætte ‘plads- managere’ for at optimere udnyttelsen af deres bygninger (og den deraf følgende indkomst). Gradvist vil uddannelsesbygninger blive langt mere forskelligartede på grund af hver enkelt institutions forskellige behov.
I dette scenarie konkurrerer videregående uddannelsesinstitutioner globalt om at udbyde uddannelses- og forskningstjenester på et kommercielt grundlag.
Forskning og undervisning er i stigende grad adskilt, og institutionerne koncentrerer sig om det, de anser for at være deres hovedaktivitet. Forskningsuniversiteter har således næsten ingen undervisning, om overhovedet nogen, mens almene institutioner næsten udelukkende fokuserer på undervisning. De fleste markedssegmenter er nu efterspørgselsbaserede med forretningsmæssige metoder (lydhørhed over for kundens behov, opmærksomhed om effektiv styring og administration af institutionen osv.), mens de mest ansete institutioner fortsat vil være mere udbudsbaserede og forvaltes gennem peer-vurdering.
Der er skarp konkurrence om de studerende. Mange universiteter åbner nye institutioner eller campusafdelinger i udlandet og overdrager retten til uddannelsesprogrammer under en franchiseaftale. En international arbejdsdeling opstår, idet nogle lande får ry for bacheloruddannelser af høj kvalitet, mens andre er konkurrencedygtige med hensyn til uddannelse af ph.d.-studerende og forskning.
Dette scenarie kunne være drevet af en vis form for handelsliberalisering inden for uddannelse. Handel med videregående uddannelse blev oprindelig indført af nogle få banebrydende lande, men har nu vundet fodfæste og er blevet mere udbredt.
Med hensyn til bygninger vil der være en endnu større variation af faciliteter end i det foregående scenarie. Hvis ‘profitfokuseret’ uddannelse blev almindelig, ville det muligvis give sig udslag i institutioner af mindre størrelse, mindre hold og færre auditorier. Bibliotekerne ville ikke nødvendigvis tilhøre institutionerne, men blive en forretning, der sælger tjenesteydelser til institutionerne – forskere og/eller studerende. Nogle virksomheder ville specialisere sig i at opføre og udleje videregående uddannelsesbygninger med en forretningsmæssig forvaltning. De fleste uddannelsesbygninger ville også blive brugt som konferencecentre eller endog til afholdelse af bryllupper. Nogle institutioner kan måske fortsat eje deres bygninger og gøre deres design til et internationalt logo, der omgående bliver associeret med deres brand, således at alle studerende kan få de samme campuserfaringer på globalt plan.
Studerende vil ikke blot lære, men vil også transformeres som personer. Oplevelsesøkonomiens fokus på forbrug og oplevelser afløses nu af transformationsøkonomien, som søger efter en mere varig værdiskabelse. Denne tankegang kan inspirere måden, vi bygger universiteter på
Rune Thorbjørn Clausen er erhvervsPhD studerende hos PLH arkitekter, tilknyttet Center for Ledelse i Byggeriet, CBS. Han arbejder med arkitektonisk merværdi i et transformationsøkonomisk perspektiv
Universiteter er i sandhed transformationsøkonomiske udbydere. Den studerende indskrives med ”tom tavle” på universitetet og har tre eller fem år senere ikke blot erhvervet sig viden, men er også transformeret og gjort til noget særligt markeret med en grad. Dette ”ekstra”, som universitetet leverer, er transformationer. Ændring af tilstand. Det er tilegnet erfaring, indsigt eller nye færdigheder, som i situationen ændrer fundamentalt ved den studerendes forestillinger og forventninger til det at studere. Hvis universitetet skal transformere, er det dog ikke nok kun at se på det faglige og sociale udbud, men i højere grad også at betragte forudsætningerne for det faglige og sociale. Nemlig den fysiske kontekst.
Oplevelsesøkonomien har det seneste årti taget fart, og i takt med dens udvikling begynder vi at ane konturerne af en transformationsøkonomi, hvis økonomiske dynamik udspringer af oplevelsesøkonomien. Med transformationsøkonomien praktiseres et langt mere eksplicit krav om brugerens involvering i værdiskabelse. Ja, man kan næsten sige, at uden involvering er værdiskabelserne slet ikke mulige. I klassisk økonomisk forstand betyder det, at brugeren bliver gjort til styrende ”produktionsfaktor” for traditionelle ressourcer som arbejdskraft, land, kapital og teknologi.
Der er tale om pragmatisk værdiskabelse, forstået på den måde at værdien spirer frem i den studerendes møde med og involvering i arkitekturen. Og det kommer i høj grad til at dreje sig om den studerendes evne til at tage del i værdiskabelsen. Værdi bliver et resultat af, hvor aktivt studerende involverer sig i arkitekturen. Universitetsbyggeriet må derfor udløse en inspiration hos den studerende, så den studerende føler sig fristet til at bruge og interagere i bygværket, og derved mobiliseres grundlaget for en værdiskabelse, der positivt kan transformere den studerende.
I en tid, hvor interaktionen mellem studerende indbyrdes og mellem forskere og lærere gøres mere og mere virtuel og ikke-fysisk, bliver det fysiske design blot vigtigere. Campusområdet eller det markante universitetsbyggeri skal agere som agora i den gamle græske betydning af ordet. Et torv, et samlingssted, hvor man mødes, diskuterer, lader sig inspirere og bliver klogere. Planlægningen af et sådan agora må tænkes ud fra, hvordan det fysiske design, arkitekturen, kan mobilisere og drive de transformationer, som er så eftertragtede. Tendensen i oplevelsesøkonomien har været at give brugeren en fed oplevelse af arkitekturen ved at fokusere på ikon-byggeriets design i sig selv.
Med transformationsøkonomien begynder vi at se et skift i opfattelsen af arkitektur. Fra at fokusere på objektet er der nu større behov for at fokusere på modtagers opmærksomhed mod det arkitektoniske objekt. Når arkitekturen åbner op for et mulighedsrum, som tillader brugeren at skabe, indramme og filtrere mening, så er en konsekvens, at mening og værdi ikke længere er vedhæftet bygningen, men derimod er iboende i selve den opmærksomhed, man som bruger retter mod bygningen. Dette er et fundamentalt skift. Nu er det ikke det designede bygværk, som giver brugeren værdi og mening, men brugeren som giver bygværket værdi og mening via sit møde med og involvering i bygværket. De værdifulde transformationer drives således frem af en gensidig spænding mellem bygværk og bruger.
Generelt er vi ikke specielt bevidste om, hvordan de fysiske omgivelser påvirker os, og hvad arkitektur står for, hvilket er et paradoks, fordi arkitektur er en væsentlig ressource af erkendelsesmæssig, symbolsk og emotionel karakter. Bevidst og ubevidst har arkitektur evnen til at påvirke både de brugere, som fysisk befinder sig i bygværket, eller betragter det udefra. Arkitekturen åbner op for et handlingsfelt, der tilbyder den enkelte bruger at skabe værdi. Af netop den grund synes mange brugere og bygherrer at nyttiggøre bygværker på andre måder end som decideret klimaskærm eller fysisk ramme for undervisning og forskning. I transformationsøkonomien bygværkets primære funktion at give tag over hovedet og beskytte mod regn og vind ikke længere afgørende. Derimod bliver bygværkets sekundære funktion at give associationer og emotionel mening i højere grad central.
Universitetsbyggeriets værdi skabes således af arkitekturens evne til at inspirere og muliggøre sådanne andre ”projekter” af mere identitetsskabende og imagesignalerende karakter. Det er dette brugsmæssige potentiale, som er arkitekturens egentlige værdiskabelse. Arkitekturen må inspirere de studerende, så de selv kan skabe sig betydning og mening på deres egne præmisser. Universitetsbyggeriet er en ressource til dette og må som fysisk artefakt ikke determinere en given betydning ved at trække en mening ned over hovedet på den studerende. Som agoraen i det gamle græske bysamfund må universitetsbyggeriet være et mulighedsrum, hvori den studerende kan tilegne sig erfaring og indsigt og blive transformeret.
”We shape our buildings and afterwards, our buildings shape us”(Winston Churchill, tale til parlamentet, 1943)
Hvorfor skal arkitekturen så gøre dette? Ja, blandt andet fordi arkitektur med sin indvirkende effekt på menneskets udfoldelse har et stort potentiale for at transformere sine brugere. Da parlamentets Underhus skulle genopbygges efter bombardementerne under 2. verdenskrig, bad statsmanden Churchill sine kolleger om at huske på, at den arkitektur, som blev opført efterfølgende, ville påvirke og forme dem som individer. Det er et godt og meget rammende råd at give. Det er dog synd, at det fundamentale budskab, nemlig at arkitektur transformerer sine brugere, er blevet negligeret i så høj grad. Det synes endda at være særligt bekymrende nu, hvor transformationsøkonomien så småt er begyndt at røre på sig. Universitetet har nemlig i kraft af sin rolle som uddannelsesinstitution en unik mulighed for at levere robuste og varige transformationer af sine studerende, og arkitekturen er et central redskab til at gøre dette.
Beslutningstagerne må være opmærksomme på dette punkt, fordi det er særligt problematisk, hvis bygværket – bevidst eller ubevidst – bliver fravalgt som redskab. Dermed fravælger man også muligheden for at kontrollere og styre de effekter, som arkitektur fører med sig, og man mister muligheden for strategisk at påvirke transformationen af de studerende.
Ordet transformation betyder ændring af form – at gå fra en tilstand til en anden. Men kan et campusområde transformere? Ja, og i særlig grad. Det kan det af flere grunde, men én afgørende årsag er, at arkitektur faciliterer givne omstændigheder og adfærd. Arkitektur påvirker på imponerende vis vores udfoldelsesevne. Med transformationsøkonomiens syn på arkitektur opstår der imidlertid et modsigelsesforhold, fordi brugeren som styrende produktionsfaktor af værdi også påvirker arkitekturens udfoldelsesevne. Et glimrende eksempel findes på CBS’s hovedbygning på Solbjerg Plads. For få studiepladser i programmeringen ”læsesal” har resulteret i, at studerende har omskrevet programmeringen ”kantineområde” til i højere grad at være læsesal – eller faktisk nærmere ét stort kollektivt grupperum.
Det er dermed vigtigt at understrege, at for at drive den gode transformation må planlæggeren erkende og anerkende, at dagens brugere er kritiske, krævende og kompetente, og samtidig gør de krav på en høj involveringsgrad. Transformationsøkonomiens syn på arkitektur er som nævnt, at det ikke er det designede bygværk, som determinerer brugeren værdi og mening, men derimod brugeren som determinerer bygværket værdi og mening via sit møde med og involvering i bygværket. Dette skift betyder, at bruger og arkitektur skal være i jævnlig dialog og udveksling. Brugerne bevæger sig på kryds og tværs og frem og tilbage i arkitekturen, og værdien vil vokse ud af den mangfoldighed af interaktioner, de har i bygningen.
Et resultat af denne lille refleksive artikel vil derfor være, at hvis skiftet fra oplevelse til transformation tages alvorligt, og der allokeres energi og ressourcer til at imødekomme udfordringerne, så vil man ud af denne herlige spænding mellem bruger og bygværk kunne producere social, kulturel, økonomisk og professionsfaglig vækst via det arkitektoniske design og opsætning af campusområdet. Det kræver, at vi tænker i transformationer og spænder et koblingsfelt ud mellem afsender og modtager, hvori transformationen kan opstå, udvikle sig og vokse.
Denne proces er kompleks og man kan spørge, hvem det er, der leverer løsningen. Er det arkitekturen? Ja, den åbner for muligheder, men giver ikke resultatet i sig selv. Er det brugerne? Ja, men kun hvis de inspireres af arkitekturen og de muligheder og handlinger, den tillader. Er det beslutningstagerne? Ja, men kun hvis de giver plads til arkitektur, som åbner et mulighedsrum for transformationer.
Konklusionen er dermed, at hvis vi begynder at anskue arkitektur med transformationsøkonomiens briller, vil vi se, hvordan arkitektur skaber store potentielle værdiskabelser for universitetet, fordi det tilbyder den studerende mere varige værdiskabelser.
Universiteter kan have gavn af at institutionalisere bæredygtig campusdrift. En grøn tankegang kan være et værktøj til at omdanne universiteter til at blive egentlig lærende organisationer, der bliver endnu bedre til at undervise, lære og dele viden. Der kan bruges en række forandringsfremmende aktiviteter
Leith Sharp var initiativtager til og direktør for Harvards grønne campusinitiativ, Harvard's Green Campus Initiative. Hun har har arbejdet med universiteter i de sidste 15 år for at opnå organisatoriske forandringer med henblik på at skabe miljømæssig bæredygtighed
Miljømæssig bæredygtighed er et ikke-statisk mål, der kræver en hurtig og vidtrækkende optrapning af tempoet for de organisatoriske ændringer på alle universiteter. Vi skal bevæge os ud over stadiet med de små sejre, hvor vi får ét diskret grønt projekt til at fungere ad gangen, til systemisk transformation, hvor hele processer bliver reformeret og fører til storstilede reduktioner af miljøpåvirkningerne på hele universitetet. Den centrale udfordring for den nødvendige miljøindsats er en organisatorisk forandring. Vejen til miljømæssig bæredygtighed på campus går gennem det meget vanskelige arbejde med en tilbundsgående og løbende systemisk reform af alle de institutionelle systemer, vaner, beslutningsprocesser og adfærdsmønstre, som ikke indarbejder bevidstheden om jordens livsunderstøttende system.
Vi skal hurtigt øge den hastighed, hvormed vores universiteter bliver i stand til at omdanne næsten alle aspekter af deres organisatoriske systemer og fysiske operationer ved at blive til både lærende organisationer og undervisnings- samt forskningsinstitutioner. For at omgå de mange kræfter, der søger at forhindre forandring inden for vores organisationer, må vi direkte imødegå modstanden ved at gøre noget ved den underliggende frygt for ustabilitet. For at gøre det skal vi kunne fastholde universitetets stabilitet og kontinuitet, samtidig med at vi ændrer næsten hver eneste praksis i den. Det vil kræve en tosidig indsats for dels at diagnosticere en mængde organisatoriske karakteristika, risici (opfattede og reelle), motivationer og indbyrdes forhold. Og dels at udnytte denne viden til at kortlægge veje til innovation, som er relativt risikofrie, ikke indebærer ustabilitet, og samtidig omfatter de nødvendige belønninger og incitamenter for de medvirkende.
Hvis vi skal nå det, har vi brug for en kritisk masse af individer, både i universitetssektoren og i de eksterne enheder, der betjener universiteterne, til at iværksætte en række forandringsfremmende aktiviteter. Disse individer vil skabe den største effekt ved at iværksætte aktiviteter, der sigter på at fjerne barrierer og modstand mod forandring og samtidig stimulerer engagement og lederskab blandt et stort antal mennesker fra alle områder af campusmiljøet. Disse aktiviteter omfatter følgende:
Opbygge af et bredt netværk af relationer, opretholde gensidig tillid, effektiv dialog, respekt og forståelse som grundlag for engagement og fælles læring.
En effektiv og vedvarende organisatorisk forandring er stærkt afhængig af, at der findes en kultur præget af tillid. At opretholde tillid i store og komplekse hierarkier kræver omhu, avancerede kommunikationsfærdigheder, en veludviklet følelsesmæssig intelligens, humoristisk sans og store investeringer af tid og opmærksomhed.
Inddrage mennesker over hele campus i mange mindre pilotprojekter som grundlag for at udforske og udbrede nye praksisser med lav risiko. På grund af universiteters iboende kompleksitet kan der kun gennemføres en vedvarende forandring ved at inddrage et betydeligt antal store og små campusområder, der kan få positive erfaringer med forandring. Pilotprojekter (som kan spænde fra små til store) er den bedste måde til at opnå denne bredde i engagementet.
Deltage aktivt i at overføre erfaringer mellem enkeltpersoner og projekter og anvende peer-to-peer-fora i så vid udstrækning som muligt for at skabe engagement, forpligtelse og læring. Det er mest sandsynligt, at voksne gør en indsats for at lære nye ting, når de er engageret i en fælles læringsproces med deres ligemænd, hvor de selv er undervisere og/eller fælles om læringsprocessen. Peer-to-peer-metoder kan være vidtspændende, lige fra fora, hvor universitetsdirektører mødes og udfordrer hinanden, til fora målrettet faglige medarbejdere, der underviser hinanden i ny god praksis, og internatkurser for studerende, hvor studerende ansættes til at engagere og påvirke medstuderende.
Sikre at ledelsen på hele campus i højere grad bidrager til at anvende strategisk pres og rettidig støtte til nye ideer og muligheder.
En effektiv og styrket lederskabscyklus indebærer, at organisationens græsrødder (såsom bygningstilsynsførende, opsyns- eller køkkenpersonale) afprøver nye projekter, der herefter kan bruges til at få støtteerklæringer fra ledelsen på et højere niveau, hvilket igen kan bruges som løftestang til at få mellemledernes støtte. Mellemlederne er ofte stopklodser for institutionernes beslutningsprocesser og -systemer, fordi de ofte har brug for at vide, at de både har støtte ovenfra og kapacitet nedenfor, før de er klar til at acceptere en ny foreslået ændring. De er derfor afgørende for en vellykket institutionsomlægning. Når mellemlederne på universiteter over hele verden endelig bakker op om integreret design, livscyklusomkostninger og geninvestering i aktiviteter, der fremmer et bæredygtigt campus, vil planlægnings- og designteam kunne nå store nye horisonter for bæredygtig campusplanlægning, -design og -drift.
Reformere finansierings- og regnskabspraksis for at sikre at både kapital- og driftsomkostninger inddrages i de finansielle beslutningsprocesser. Alene denne reform vil fjerne en af de væsentligste barrierer for at opnå optimal energieffektivitet i campusbygninger og campusenergisystemer. Én tilgang er indførelse af livscyklusomkostninger (se en definition på www.lifecyclecosting.org) i alle finansielle beslutningsprocesser, der indebærer løbende driftsomkostninger. På den måde tages der i alle betydelige finansielle beslutninger højde for de egentlige omkostninger ud over blot startomkostningerne.
Give mulighed for, at ressourcebesparelser kan spores og geninvesteres i yderligere bæredygtighedspersonale og aktiviteter med lange tilbagebetalingsperioder og CO2 absorbering. Denne reform vil åbne vejen for betydelige omkostningsneutrale reduktioner i miljøpåvirkninger over hele campus. I stor målestok vil mange campusser også kunne opnå omkostningsneutral klimaneutralitet ved at indføre regnskabs- og finansieringsrammer som sporer og geninvesterer besparelser over lange tidsperioder. Endvidere kan udfordringen med at finde midler til engagerede bæredygtighedsmedarbejdere løses ved at spore og geninvestere de besparelser, der kan tilskrives disse medarbejderes arbejde, og dermed skabe positiv feedback mellem øget personalekapacitet og øgede besparelser ved ressourcebevarelse.
Indføre ledelsesstrukturer og ansvarssystemer, der institutionaliserer løbende rapportering fra hele campus.
Fælles ansvarssystemer omfatter grønne bygningscertificeringsordninger, forpligtelse til at nedbringe drivhusgasudledning og årlige affalds- og genbrugsrapporter. Systemerne er mest effektive, når der er en bred høring om deres udvikling og indførelse. Fælles ledelsesstrukturer omfatter rådgivende udvalg af ansatte og studerende fra hele campus, og universitetet er mest effektivt, når der er faglig støtte fra erfarne bæredygtighedsmedarbejdere samt tilstrækkelige ressourcer. Integrere strategier for at opnå løbende forbedringer på alle områder af campusplanlægning, -design og -drift.
Dette kan nås ved at institutionalisere en forpligtelse til løbende at revidere og udvide institutionens mål for bæredygtighed i takt med, at aktuelle mål nås, og ved at skabe en organisationskultur, der støtter fortsat læring og udforskning. I mange henseender vil dette tilskynde medarbejderne til at bruge tilstrækkelig tid på at afprøve nye metoder, iværksætte løbende faglig udvikling og investere i netværk med kolleger for at skabe løbende udveksling af god praksis mellem universiteter.
Formalisere brugen af campus som et levende laboratorium for praktisk udforskning af nyskabende tilgange til bæredygtighed. Studerende, der ønsker at følge studier om bæredygtighed, kunne få rigtig stor gavn af at deltage i campusbaserede bæredygtighedsprojekter, der giver praktiske tværfaglige læringserfaringer. Et fakultet, der ønsker at udbrede undervisning og forskning i bæredygtighed kan få støtte af administrativt personale til at udnytte en række forskellige campusfaciliteter, data, lokaliteter og demonstrationsprojekter til at berige undervisnings- og forskningsaktiviteterne. Med tilstrækkelig støtte fra ledelsen kan det administrative personale derefter få faglig tilfredsstillelse og rettidig hjælp fra studerende og fakultet til at afprøve og analysere nye metoder og muligheder for at nedbringe campusvirkningerne.
Skabe et skifte i retning af systemisk tænkning, hvor fokus lægges på at optimere systemet i stedet for at optimere dets delkomponenter på bekostning af det samlede system. Mange af vores største muligheder for at nedbringe miljøpåvirkningerne fra campus kan kun diagnosticeres, forstås og finansieres, når de involverer større systemer, end man typisk overvejer. F.eks. kan der opnås radikale energieffektivitetsforbedringer uden ekstra omkostninger ved at investere mere i bygningsskaller og siden arbejde på at give de mekaniske systemer den rette størrelse, der afspejler de reducerede opvarmnings- og kølebehov. På samme måde kan de ekstra omkostninger ved at skifte til miljøvenlige produkter såsom 100 % genbrugspapir, grønne rengøringsmidler eller økologiske fødevarer blive et omkostningsneutralt forslag, hvis man også inddrager yderligere aspekter af de større materialeforbrugssystemer. F.eks. er det omkostningsneutralt at indføre politik for trykning på begge sider af papiret, bruge mikrofiberklude for at nedbringe omkostninger til rengøringskemikalier eller at samarbejde med de studerende om at reducere fødevarespild og lægge større vægt på kvalitet end på udvalg. Ved at tænke i større campussystemer når man planlægger, kan man åbne vejen for radikale forbedringer af campusforsyningerne.
Når vi tænker på fremtidens bæredygtige campus, fokuserer de fleste af os omgående på de fysiske forandringer. Vedvarende energisystemer på stedet og intelligente bygningskonstruktionsløsninger, der udnytter passivt sollys og naturligt dagslys, behandler og genbruger regnvand samt kloakanlæg på stedet, lokale økologiske fødevarer i kantinerne, komposteringsanlæg, der omdanner affald til næring for de lokale landskaber, cykler og stille elektriske køretøjer til at køre rundt på campus i, brug af grønne kemiteknikker i laboratorierne og meget mere. Det fysiske campus, vi drømmer om, vil aldrig blive en realitet, hvis vi ikke først reformerer de dybt rodfæstede vaner som kassetænkning, territorialadfærd, siloer og institutionaliserede opsplitninger mellem fag, erhverv, ledelseslag, kapital og driftsbudgetter, fordi disse vaner fortsat vil flænse, forvanske, kompromittere og overvælde den bedste planlægning og de bedste designideer. I realiteten er den verden, hvor det bæredygtige campus lever eller dør, en for det meste usynlige verden af mennesker, relationer, magt og processer, et sted, hvor for få af os indtil nu har kanaliseret vores revolutionære energi.
Damsholt, Tine og Petersen, Morten Krogh (2006):
Det skal summe af liv. Humanistisk studiemiljø ved Københavns Universitet, Center for Kulturanalyse.Elbe, Judith, Wilhelm, Martin m.fl. (2004):
Campus - zur Zukunft deutscher Hochschulräume im internationalen Vergleich. ZITpublik20/04, http://www.campusforschung.de.
Fremtidens Universitet – Vidensindsamling og skitserende programanalyse (2001), Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger (nu UBST).
Höeger, Kerstin (2007): Campus and the City. Urban Design for the Knowledge Society, gta Verlag. Jacobsen, Bo m.fl. (2000): Danske Forskningsmiljøer – En undersøgelse af universitetsforskningens aktuelle situation, Hans Reitzels Forlag.
Mitchell, William (2007): Imagining MIT - Designing a Campus for the Twenty-First Century, The MIT Press.
Löw, Martina (2001): Raumsoziologie. Franfurt/Main. Turner, Paul Venable (1984): Campus. An American Planning Tradition. New York.
Campus casesETH Zürich
http://www.sciencecity.ethz.ch
Harvard University
http://www.greencampus.harvard.edu
Københavns Universitet / University of Copenhagen
Lancaster University
MIT
2. Studie- og forskningsmiljø / 2. Study and research environment
Studiearbejdspladser / study workspaces
Aalborg Universitet / Aalborg University
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole / The Danish School of Education
Syddansk Universitet / University of Southern Denmark
Aarhus Universitet / Aarhus University
http://www.nat.au.dk/nanoscience
Copenhagen Business School
Københavns Universitet / University of Copenhagen
IKT-støttet læring / ICT-supported learning spaces
http://wallenberg.stanford.edu/
http://scil.stanford.edu/index.html
http://www.oneworkplace.com/images/dynamic/case_studies/Stanford_Wallenberghall.pdf
http://web.mit.edu/edtech/home.html
http://ocw.mit.edu/OcwWeb/web/home/home/index.htm
www.merlot.org/merlot/index.htm
Draper, S.W. & M. I. Brown (2004): Increasing interactivity in lectures using an electronic voting system, Journal of Computer Assisted Learning, vol. 20, s. 81-94.
Dørup, J., J. Gomme, A. Hansen & B. Heiberg (2005): Implementering af e-læring ved danske universiteter, Tidsskrift for universiteternes efter- og videreuddannelse, 2. årgang, nr. 6, 2005.
Hagström, Stig (2004): Blurring Boundaries: A Description and Assessment of the High Performance Learning Spaces in Wallenberg Hall, Stanford University, Stanford Center for Innovations in Learning, Stanford Universitet, October 2004.
Joint Information Systems Committee (2006): Designing Spaces for Effective Learning. A guide to 21st century learning space design, http://www.jisc.ac.uk/eli_learningspaces.html .
Kennedy, G. E. & Q. I. Cutts (2005): The Association between Students’ Use of an Electronic Voting System and Their Learning Outcomes, Journal of Computer Assisted Learning, vol. 21, s. 260-268.
Linch, K. (2007): Using Texting Technologies in Teaching History, http://www.hca.heacademy.ac.uk/resources/case_Studies/using_texting_technology_in_teaching_history.pdf .
Scottish Funding Council (2006): Spaces for Learning. A review of learning spaces in further and higher education, http://www.sfc.ac.uk/information/information_learning/spaces_for_learning.html .
Videnskabsministeriet (2007): National strategi for IKT-støttet læring – Indsats for at fremme anvendelsen af IKT-støttet læring 2007-2009, juni 2007.
Forside / Cover: JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 Universitets- og Bygningsstyrelsen
Kap. 1 Claes Caldenby
Kap. 1 Illustrationer / illustrations: mwas
Kap. 1 Illustrationer/ illustrations: Hasse Glyng
Kap. 1 Luftfoto / Aerial photo: ETH
Kap. 1 JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 Mikala Holme Samsøe
Kap. 1 Camilla Hedegaard Møller, Schønherr Landskab
Kap. 1 JuulIFrost Arkitekter (øverst / top) Tao Lytzen (nederst / bottom) Kap. 1 Adam Mørk, 3xN
Kap. 1 Mikala Holme Samsøe (øverst / top) JuulIFrost Arkitekter (nederst / bottom)
Kap. 1 Mikala Holme Samsøe
Kap. 1 Illustration / illustration: Christensen & Co Arkitekter
Kap. 1 Luftfoto / Aerial photo: ETH
Kap. 1 JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 Illustration / Illustration: KCAP Architects & Planners
Kap. 1 JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 Heidi Hostettler
Kap. 1 Illustration / illustration: Chau Hua
Kap. 1 Illustrationer / illustrations: KCAP Architects & Planners
Kap. 1 Peter Vanderwarker
Kap. 1 Mikala Holme Samsøe (øverst / top) Illustration / illustration: JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 Mikala Holme Samsøe (øverst / top) Harvard Office of News and Public Affairs (nederst / bottom)
Kap. 1 Harvard Office of News and Public Affairs
Kap. 1 Peter Vanderwarker, foto collage / photo collage: Allston Development Group
Kap. 1 HGCI
Kap. 1 Anabela Pappas
Kap. 1 Illustration / illustration: HGCI
Kap. 1 HGCI
Kap. 1 Københavns Universitet
Kap. 1 Illustration / illustration: Hasse Glyng
Kap. 1 Camilla Hedegaard Møller, Schønherr Landskab
Kap. 1 Københavns Universitet
Kap. 1 Camilla Hedegaard Møller, Schønherr Landskab
Kap. 1 Illustrationer / illustrations: Schønherr Landskab
Kap. 1 foto og fotocollage / photos and photocollage: Camilla Berner
Kap. 1 Lancaster University
Kap. 1 Foto og illustration / photos and illustration: JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 Illustration / illustration: McAslan and Partners
Kap. 1 JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 Lancaster University
Kap. 1 MIT
Kap. 1 Foto og illustration / photos and illustration: JuulIFrost Arkitekter
Kap. 1 MIT Archives, published in Michell (2007), p 119
Kap. 1 JuulIFrost Arkitekter
Kap. 2 Mikala Holme Samsøe
Kap. 2 Jakob Boserup
Kap. 2 Kunstakademiets Arkitektskole
Kap. 2 Illustrationer / illustrations: Hans Siggaard Jensen
Kap. 2 Hans Kiib
Kap. 2 Tao Lytzen
Kap. 2 Nano Science Center, Københavns Universitet
Kap. 2 Mikala Holme Samsøe (venstre / left) Jakob Boserup (højre / right)
Kap. 2 Hanna Sathiapal
Kap. 2 MIT
Kap. 2 Adam Mørk, 3xN,
Kap. 2 Illustration / illustration: Henning Larsen Architects
Kap. 2 Mikala Holme Samsøe
Kap. 2 Signal Arkitekter
Kap. 2 Morely von Sternberg
Kap. 2 Mikala Holme Samsøe (venstre / left) Harvard Office of News and Public Affairs (højre / right)
Kap. 2 Jakob Boserup
Kap. 2 Signal Arkitekter
Kap. 2 Bosch & Fjord, Anders Sune Berg
Kap. 2 Gitte Molbæk
Kap. 2 Singapore Management University
Kap. 2 Wallenberg Hall, Stanford University
Kap. 2 MIT
Kap. 2 aleximarmot.com, www.cetis.ac.uk
Kap. 2 Copyright Steelcase, Stanford University
Kap. 2 Morely von Sternberg
Kap. 2 Keith Collie, Hawkins\Brown Architects
Kap. 2 Adam Mørk, KHR Arkitekter
Kap. 2 RH Arkitekter
Kap. 2 Illustrationer / illustrations: RH Arkitekter
Kap. 2 Reinhard Gorner, Fosters + Partners
Kap. 2 Mikala Holme Samsøe
Kap. 2 Harvard Office of News and Public Affairs
Kap. 3 Illustrationer / illustrations: RH Arkitekter
Kap. 3 Reinhard Gorner, Fosters + Partners
Kap. 3 Mikala Holme Samsøe
Kap. 3 Harvard Office of News and Public Affairs
fysiske rammer til morgendagens universiteter
Universitets- og Bygningsstyrelsen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Bredgade 43
DK - 1260 København K
Tlf: (+45) 3395 1200
Fax: (+45) 3395 1300
ubst@ubst.dk
www.ubst.dk
Mikala Holme Samsøe (ansv)
Cathrine Schmidt
Hasse Glyng (billeder)
Avanti Gruppen
Layout
Eckardt ApS
Sangill Grafisk
ISBN 87-90797-32-9
ISBN 87-90797-33-7
Printed in Denmark 2009
Publikationen kan hentes på www.ubst.dk
Alle undersøgelser og rapporter kan downloades på www.ubst.dk/ under ”Projekt Campus”.
Videnskabsministeriets essaykonkurrence om det gode studiemiljø udskrevet for danske studerende på videregående uddannelser med 64 bidrag. Juni 2007. Projektgruppe: Kikki Gyldenvang Steffensen og Mikala Holme Samsøe.
Fremtidens Campusområder – en undersøgelse af campusplanlægning på tre udenlandske campusområder og kortlægning af tre danske. Foretaget af JuulIFrost Arkitekter og Universitets- og Bygningsstyrelsen, januar-november 2007. Projektgruppe: Helle Juul, Rikke Kristine Larsen, Flemming Birk, Mette Juncker, Gitte Duemose, Klaus Kofod-Hansen og Mikala Holme Samsøe.
Registrering af brugen og organiseringen af studiearbejdspladser 16 steder på danske universiteter.
Foretaget af Signal Arkitekter med Universitets- og Bygningsstyrelsen, april-december 2007. Projektgruppe: Gitte Andersen, Marianne Færch og Mikala Holme Samsøe.
Undersøgelse af seks internationale eksempler, hvor IKT inddrages i den fysiske indretning på af læringsmiljøer. Foretaget af Universitets- og Bygningsstyrelsen, efterår 2007.
Projektgruppe: Mette Juncker og Sune Bechmann Pedersen. Interviews: Cathrine Schmidt.
Præsentationer af resultaterne fra Videnskabsministeriets ”Projekt Campus” for universitetsledere, rådgivere og UBST. Arrangeret af Videnskabsministeriet, afholdt 8. november 2007.
Projektleder på Projekt Campus: Mikala Holme Samsøe.
Undersøgelse af den fysiske og tekniske tilstand på danske laboratorier samt idékatalog til udformningen af nye. Foretaget af Universitets- og Bygningsstyrelsen, Cowi , Dalux, RH Arkitekter og NNE pharmaplan. Forår 2009.
Projektgruppe: Jacob Højbjerre, Bjarke Møller Nielsen, Bent Dalgaard Larsen, Bo Ramlyng, Mette Hanghøj Lech, Jonas Sandstrøm, Arne Hansen, Erik Krøll Interviews og artikler til dette kapitel: Lene Schaumburg.
Cathrine Schmidt.
Julia Anshelm og Mikala Holme Samsøe.
Titel:
Campus og Studiemiljø - fysiske rammer til morgendagens universiteter
Emneord:
Studiemiljø
Resumé:
Bogen sætter fokus på potentialet i at bruge fysisk planlægning og arkitektur til at skabe verdensklasse universiteter. Den præsenterer eksempler på hvordan internationale og danske universiteter arbejder med sagen og debatterer samtidig måden, vi gør det på.
Udgiver:
Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ansvarlig institution:
Universitets- og Bygningsstyrelsen
Copyright:
Universitets- og Bygningsstyrelsen
Redaktionsgruppe:
Mikala Holme Samsøe (ansv)
Cathrine Schmidt
Hasse Glyng (billeder)
Oversættelse:
Avanti Gruppen
Layout:
Eckardt ApS
Tryk:
Sangill Grafisk
ISBN:
87-90797-32-9
ISBN(Elektronisk version)
87-90797-33-7
Sprog:
Dansk
URL:
http://www.ubst.dk/
Formater:
html, gif, jpg, pdf, css
Udgiverkategori:
Statslig
Denne side er hele publikationen i HTML til publikationen "Campus og Studiemiljø".
© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.