3. Morgendagen
Tre artikler viser perspektiver på morgendagen. De ser alle på, hvad universiteternes rolle kan være i fremtiden og gør det i hvert sit skalatrin. Artiklerne bevæger sig således fra en overordnet samfundsmæssig fortælling om økonomi over universitetets organisatoriske læring til individets transformation i universitetets bygninger.
Den første artikel præsenterer fire scenarier: “Open Networking”, “Serving Local Communities”,“New Public Responsibility” og “Higher Education Inc”. Scenarierne forholder sig forskelligt til globale og nationale interesser samt til markedskræfter og statslig regulering, hvilket bl.a. viser sig i den måde, de håndterer undervisnings- og forskningsbygninger på.
Den anden artikel argumenterer for, at bæredygtighed kan bruges som et redskab til at gøre universiteter til lærende organisationer, der derved bliver endnu bedre til at forske, undervise og videnssprede.
Den tredje artikel peger på potentialet i at tænke i transformationer og universitetsarkitektur. Mens oplevelsesøkonomien foreslår ikoner, så fokuserer den nyere transformationsøkonomi på oplevelser, der transformerer brugeren. Denne tankegang kan præge måden, vi bygger universiteter på.
Alle tre artikler fokuserer på, hvordan de fysiske rammer spiller en væsentligt rolle for morgendagens universiteter. De peger dermed på det kæmpe potentiale, der er i at tænke fysiske planlægning professionelt og strategisk ind i universiteternes fremtidige arbejde.
Fremtidsscenarier for bygninger til videregående uddannelser
OECD’s Center for Uddannelsesforskning og Innovation har udviklet fire scenarier for de videregående uddannelsers fremtid. I de fire scenarier anlægges forskellige indfaldsvinkler til bygninger og uddannelsesrum for morgendagens universiteter. I denne artikel opridses disse scenarier og deres mulige følger
Stéphan Vincent-Lancrin er senioranalytiker ved OECD's Center for Uddannelsesforskning og Innovation (CERI) og leder af CERI-projektet om de videregående uddannelsers fremtid. De synspunkter, der kommer til udtryk i artiklen, er forfatterens egne og deles ikke nødvendigvis af OECD og dens medlemslande
Nogle bemærkelsesværdige tendenser inden for den videregående uddannelse peger på forskellige mulige fremtidsscenarier for de videregående uddannelsessystemer og for design og forvaltning af uddannelsesfaciliteter i OECD-området. I en nøddeskal er disse vigtige tendenser for de fremtidige bygninger: 1) løbende udbygning af de videregående uddannelsessystemer, 2) yderligere internationalisering, 3) ændringer i styringen med mere konkurrence om midler og større studenterbidrag til de videregående uddannelsesomkostninger, 4) øget brug af teknologi.
Den politiske vilje og individuelle interesse, der kan fremme den yderligere udbygning af de videregående uddannelsessystemer er til stede i de fleste lande. Skulle tidligere tendenser i tilgangen fortsætte, vil antallet af indskrivninger fortsat stige i de fleste OECD-lande til trods for samfundets generelle aldring i mange lande. Gennemsnitligt vil et OECD-land kunne opleve en stigning inden for de videregående uddannelser på 16 % frem til 2025. Det betyder, at behovet for universitetspladser formentlig ikke vil falde i den nærmeste fremtid.
De tre øvrige tendenser peger på en anderledes brug af universitetsrum, der skal tages hensyn til, når de udformes. Studerendes og akademikeres internationale mobilitet er vokset betydeligt i de seneste ti år. Antallet af udenlandske studerende inden for OECD’s område er tredoblet siden 1980 og fordoblet mellem 2000 og 2006. Selv om dette måske ikke varer evigt, vil det sandsynligvis fortsætte i de kommende tiår. Den stigende brug af online-læring som en del af universitetsundervisningen kan også ændre rumudnyttelsen og tilstedeværelsestiden på campus. Endelig peger nylige ændringer i omkostningsdelingen på et øget finansielt bidrag fra de studerende til omkostningerne ved deres studier, hvilket generelt fører til, at flere indskriver sig deltids. Alle disse tendenser peger på en anden brug af fysiske faciliteter som følge af de studerendes mere midlertidige tilstedeværelse på campus og af nye behov, der opstår i forbindelse med at akademikere og studerende kommer udefra. Dette kan fuldstændigt ændre socialiseringsmønstrene på og udenfor campus.
Endelig kan den stigende konkurrence om og koncentration af midler i de videregående uddannelser føre til andre behov for en ideel placering af universiteterne. Placeringen af institutioner som en del af innovationsklynger eller af store storbyområder kunne blive én vigtig dimension i denne konkurrence om international synlighed (og om midler). Eksempler på innovationsklynger er Knowledge Village i Dubai, Education City i Qatar og Kuala Lumpur Education City i Malaysia.
Scenarier for de videregående uddannelsers fremtid
Nedenstående fire scenarier samler nogle af de aktuelle tendenser samt forandringer, der er undervejs, og giver et bud på, hvordan fremtiden kunne se ud, hvis ændringerne blev mere radikale. Hvert scenarie kan bringe forskellige udsigter for udformning og forvaltning af uddannelsesbygninger.
Åbent netværkssamarbejde
I dette scenarie er den videregående uddannelse internationaliseret og omfatter intensivt netværkssamarbejde mellem institutioner, undervisere, forskere, studerende og andre aktører som f.eks. erhvervslivet. Det er en model, der bygger mere på samarbejde end på konkurrence.
De studerende vælger deres kurser fra det globale videregående uddannelsesnetværk og designer deres egne studieplaner og grader. De studerende har stor autonomi. De studerer ofte i udlandet og tager kurser, der udelukkende tilbydes online. Nye teknologier har bragt forandringer i tilgangene til undervisning, især på bachelorniveau, hvor der er standardiserede kurser, som ofte afvikles online, og en anden brug af tid i undervisningslokalet med flere mindre seminarer og interaktive diskussioner. International samarbejdsforskning er blevet styrket af det tætte netværkssamarbejde mellem institutioner baseret på tilgængeligheden til fri og åben viden. Dette scenarie kunne være drevet af frivilligt samarbejde mellem og blandt lande og institutioner og føre til en gradvis harmonisering af de videregående uddannelsessystemer som i Bologna-processen.
Et sådant scenarie kunne have mange følger for den måde, bygningerne udformes og bruges på. Boliger til studerende og gæsteforskere/-undervisere ville blive et vigtigt træk. Det store antal internationale akademikere og studerende kunne indebære, at campusser beliggende tæt på kultursteder eller hovedstæder bliver mere attraktive, eftersom turisme og studier bliver forbundet. Internationalt netværkssamarbejde kunne muligvis føre til udvikling af multicampusser i flere lande. Adgangen til elektroniske ressourcer vil åbne for andre muligheder for at anvende bibliotekerne, og for at de får andre opgaver. I de fleste tilfælde vil forvaltningen af bygningerne forblive meget traditionel – idet den enten vil blive varetaget af universiteterne, når de selv ejer deres bygninger eller af de offentlige myndigheder, når disse er ejere.
Betjening af lokalsamfundet
I dette scenarie sætter de højere uddannelsesinstitutioner (for første gang eller igen) fokus på nationale og lokale opgaver. De er integreret i deres lokale og regionale samfund og føler sig forpligtede til at opfylde lokale økonomiske og lokalsamfundsmæssige behov i deres undervisning og forskning.
Som det i øjeblikket er tilfældet, bliver den videregående uddannelse hovedsageligt finansieret og administreret af det offentlige. Akademikere behandles som betroede fagfolk med kontrol over uddannelses- og forskningsprocesser. Et lille antal ‘eliteinstitutioner’ er knyttet til internationale netværk (skønt der nu er visse barrierer for internationaliseringen). Den gennemsnitlige institution imødekommer imidlertid sit lokalsamfund. Den samarbejder tættere med erhvervslivet om at udforme relevant grunduddannelse og livslang uddannelse. Den tilbyder også ældre mere fritidsuddannelse.
Dette scenarie kunne udspringe af en reaktion mod globaliseringen. Der er voksende skepsis over for internationaliseringen, hvilket skyldes en række forskellige forhold, herunder de seneste terrorangreb og krige, økonomiske kriser, bekymringer om den stigende immigration, frustration over outsourcing og følelsen af, at den nationale identitet er truet af udenlandske påvirkninger.
I dette scenarie vil institutionerne have brug for færre studenterboliger, eftersom de vil ligge tættere på de studerendes hjem. Det vil betyde mindre uddannelsesbygninger med mindre og mindre omfattende biblioteker og bedre adgangsbetingelser for ældre studerende – både personer i arbejde og pensionister. Nogle tjenesteydelser såsom børnepasning ville blive et standardtilbud. Deres placering ville skulle være lettilgængelig for alle, bl.a. mulige partnere i erhvervslivet. Man kunne forestille sig, at en del af kurserne faktisk blev placeret andre steder, enten i virksomheder af hensyn til uddannelsesbehov eller tæt på lokalsamfundet. Bygningsforvaltningen ville i de fleste tilfælde blive varetaget af lokalsamfundene, men man kunne forestille sig, at lokale økonomiske aktører ville være mere interesserede i at opføre uddannelsesbygninger, der kunne servicere deres behov.
Nyt offentligt ansvar
I dette scenarie bliver videregående uddannelser primært finansieret af det offentlige, som det er tilfældet i øjeblikket, men der er større fokus på brug af værktøjer i henhold til ‘ny offentlig forvaltning’, bl.a. markedskræfter og finansielle incitamenter.
Institutionerne er autonome (eller juridisk set private). De er stadig afhængige af offentlige midler til dækning af en betydelig andel af deres budget. Imidlertid har institutionerne udnyttet de udenlandske uddannelsesmarkeder, dereguleringen af studieafgifter, patenteringen af deres akademiske forskning og deres voksende finansielle forbindelser med erhvervslivet til at diversificere deres finansieringskilder. Grænserne mellem offentlige og private videregående uddannelser er blevet udvisket, da de fleste af universiteternes ressourcer er private, idet de kommer fra de studerendes studieafgifter og støtte fra erhvervsdrivende og private fonde. Arbejdsdelingen mellem (eller inden for) institutionerne er mere udtalt, idet de fleste specialiserer sig i forskellige undervisnings- og forskningsopgaver – en differentiering, der ikke nødvendigvis forhindrer dem alle i fortsat at udføre både forskning og undervisning.
I dette scenarie kunne skiftet i offentlig styring være baseret på det stigende budgetpres som følge af samfundets aldring. En stigende offentlig gæld har flyttet en betydelig del af uddannelsesudgifterne fra staten til de studerende og deres familier. Omkostningerne til sundhedsvæsen og pensioner er nu de udgifter, staten prioriterer højest.
Den autonomi, institutionerne har fået, vil betyde, at de nu ejer deres faciliteter. De ville formentlig prøve at leje i stedet for at eje dem, hvis de skulle udvide. De vil prøve at intensivere brugen af dem for at skabe plads til flere betalende studerende. De vil også begynde at flytte ind i faciliteter, der passer bedre til deres stigende specialisering og formentlig ansætte ‘plads- managere’ for at optimere udnyttelsen af deres bygninger (og den deraf følgende indkomst). Gradvist vil uddannelsesbygninger blive langt mere forskelligartede på grund af hver enkelt institutions forskellige behov.
Videregående uddannelse A/S
I dette scenarie konkurrerer videregående uddannelsesinstitutioner globalt om at udbyde uddannelses- og forskningstjenester på et kommercielt grundlag.
Forskning og undervisning er i stigende grad adskilt, og institutionerne koncentrerer sig om det, de anser for at være deres hovedaktivitet. Forskningsuniversiteter har således næsten ingen undervisning, om overhovedet nogen, mens almene institutioner næsten udelukkende fokuserer på undervisning. De fleste markedssegmenter er nu efterspørgselsbaserede med forretningsmæssige metoder (lydhørhed over for kundens behov, opmærksomhed om effektiv styring og administration af institutionen osv.), mens de mest ansete institutioner fortsat vil være mere udbudsbaserede og forvaltes gennem peer-vurdering.
Der er skarp konkurrence om de studerende. Mange universiteter åbner nye institutioner eller campusafdelinger i udlandet og overdrager retten til uddannelsesprogrammer under en franchiseaftale. En international arbejdsdeling opstår, idet nogle lande får ry for bacheloruddannelser af høj kvalitet, mens andre er konkurrencedygtige med hensyn til uddannelse af ph.d.-studerende og forskning.
Dette scenarie kunne være drevet af en vis form for handelsliberalisering inden for uddannelse. Handel med videregående uddannelse blev oprindelig indført af nogle få banebrydende lande, men har nu vundet fodfæste og er blevet mere udbredt.
Med hensyn til bygninger vil der være en endnu større variation af faciliteter end i det foregående scenarie. Hvis ‘profitfokuseret’ uddannelse blev almindelig, ville det muligvis give sig udslag i institutioner af mindre størrelse, mindre hold og færre auditorier. Bibliotekerne ville ikke nødvendigvis tilhøre institutionerne, men blive en forretning, der sælger tjenesteydelser til institutionerne – forskere og/eller studerende. Nogle virksomheder ville specialisere sig i at opføre og udleje videregående uddannelsesbygninger med en forretningsmæssig forvaltning. De fleste uddannelsesbygninger ville også blive brugt som konferencecentre eller endog til afholdelse af bryllupper. Nogle institutioner kan måske fortsat eje deres bygninger og gøre deres design til et internationalt logo, der omgående bliver associeret med deres brand, således at alle studerende kan få de samme campuserfaringer på globalt plan.
Universitetsbyggeri og transformationsøkonomi
Studerende vil ikke blot lære, men vil også transformeres som personer. Oplevelsesøkonomiens fokus på forbrug og oplevelser afløses nu af transformationsøkonomien, som søger efter en mere varig værdiskabelse. Denne tankegang kan inspirere måden, vi bygger universiteter på
Rune Thorbjørn Clausen er erhvervsPhD studerende hos PLH arkitekter, tilknyttet Center for Ledelse i Byggeriet, CBS. Han arbejder med arkitektonisk merværdi i et transformationsøkonomisk perspektiv
Universiteter er i sandhed transformationsøkonomiske udbydere. Den studerende indskrives med ”tom tavle” på universitetet og har tre eller fem år senere ikke blot erhvervet sig viden, men er også transformeret og gjort til noget særligt markeret med en grad. Dette ”ekstra”, som universitetet leverer, er transformationer. Ændring af tilstand. Det er tilegnet erfaring, indsigt eller nye færdigheder, som i situationen ændrer fundamentalt ved den studerendes forestillinger og forventninger til det at studere. Hvis universitetet skal transformere, er det dog ikke nok kun at se på det faglige og sociale udbud, men i højere grad også at betragte forudsætningerne for det faglige og sociale. Nemlig den fysiske kontekst.
Oplevelsesøkonomien har det seneste årti taget fart, og i takt med dens udvikling begynder vi at ane konturerne af en transformationsøkonomi, hvis økonomiske dynamik udspringer af oplevelsesøkonomien. Med transformationsøkonomien praktiseres et langt mere eksplicit krav om brugerens involvering i værdiskabelse. Ja, man kan næsten sige, at uden involvering er værdiskabelserne slet ikke mulige. I klassisk økonomisk forstand betyder det, at brugeren bliver gjort til styrende ”produktionsfaktor” for traditionelle ressourcer som arbejdskraft, land, kapital og teknologi.
Der er tale om pragmatisk værdiskabelse, forstået på den måde at værdien spirer frem i den studerendes møde med og involvering i arkitekturen. Og det kommer i høj grad til at dreje sig om den studerendes evne til at tage del i værdiskabelsen. Værdi bliver et resultat af, hvor aktivt studerende involverer sig i arkitekturen. Universitetsbyggeriet må derfor udløse en inspiration hos den studerende, så den studerende føler sig fristet til at bruge og interagere i bygværket, og derved mobiliseres grundlaget for en værdiskabelse, der positivt kan transformere den studerende.
I en tid, hvor interaktionen mellem studerende indbyrdes og mellem forskere og lærere gøres mere og mere virtuel og ikke-fysisk, bliver det fysiske design blot vigtigere. Campusområdet eller det markante universitetsbyggeri skal agere som agora i den gamle græske betydning af ordet. Et torv, et samlingssted, hvor man mødes, diskuterer, lader sig inspirere og bliver klogere. Planlægningen af et sådan agora må tænkes ud fra, hvordan det fysiske design, arkitekturen, kan mobilisere og drive de transformationer, som er så eftertragtede. Tendensen i oplevelsesøkonomien har været at give brugeren en fed oplevelse af arkitekturen ved at fokusere på ikon-byggeriets design i sig selv.
Med transformationsøkonomien begynder vi at se et skift i opfattelsen af arkitektur. Fra at fokusere på objektet er der nu større behov for at fokusere på modtagers opmærksomhed mod det arkitektoniske objekt. Når arkitekturen åbner op for et mulighedsrum, som tillader brugeren at skabe, indramme og filtrere mening, så er en konsekvens, at mening og værdi ikke længere er vedhæftet bygningen, men derimod er iboende i selve den opmærksomhed, man som bruger retter mod bygningen. Dette er et fundamentalt skift. Nu er det ikke det designede bygværk, som giver brugeren værdi og mening, men brugeren som giver bygværket værdi og mening via sit møde med og involvering i bygværket. De værdifulde transformationer drives således frem af en gensidig spænding mellem bygværk og bruger.
Transformationsøkonomiens betydning for universitetsbyggeri
Generelt er vi ikke specielt bevidste om, hvordan de fysiske omgivelser påvirker os, og hvad arkitektur står for, hvilket er et paradoks, fordi arkitektur er en væsentlig ressource af erkendelsesmæssig, symbolsk og emotionel karakter. Bevidst og ubevidst har arkitektur evnen til at påvirke både de brugere, som fysisk befinder sig i bygværket, eller betragter det udefra. Arkitekturen åbner op for et handlingsfelt, der tilbyder den enkelte bruger at skabe værdi. Af netop den grund synes mange brugere og bygherrer at nyttiggøre bygværker på andre måder end som decideret klimaskærm eller fysisk ramme for undervisning og forskning. I transformationsøkonomien bygværkets primære funktion at give tag over hovedet og beskytte mod regn og vind ikke længere afgørende. Derimod bliver bygværkets sekundære funktion at give associationer og emotionel mening i højere grad central.
Universitetsbyggeriets værdi skabes således af arkitekturens evne til at inspirere og muliggøre sådanne andre ”projekter” af mere identitetsskabende og imagesignalerende karakter. Det er dette brugsmæssige potentiale, som er arkitekturens egentlige værdiskabelse. Arkitekturen må inspirere de studerende, så de selv kan skabe sig betydning og mening på deres egne præmisser. Universitetsbyggeriet er en ressource til dette og må som fysisk artefakt ikke determinere en given betydning ved at trække en mening ned over hovedet på den studerende. Som agoraen i det gamle græske bysamfund må universitetsbyggeriet være et mulighedsrum, hvori den studerende kan tilegne sig erfaring og indsigt og blive transformeret.
”We shape our buildings and afterwards, our buildings shape us”(Winston Churchill, tale til parlamentet, 1943)
Hvorfor skal arkitekturen så gøre dette? Ja, blandt andet fordi arkitektur med sin indvirkende effekt på menneskets udfoldelse har et stort potentiale for at transformere sine brugere. Da parlamentets Underhus skulle genopbygges efter bombardementerne under 2. verdenskrig, bad statsmanden Churchill sine kolleger om at huske på, at den arkitektur, som blev opført efterfølgende, ville påvirke og forme dem som individer. Det er et godt og meget rammende råd at give. Det er dog synd, at det fundamentale budskab, nemlig at arkitektur transformerer sine brugere, er blevet negligeret i så høj grad. Det synes endda at være særligt bekymrende nu, hvor transformationsøkonomien så småt er begyndt at røre på sig. Universitetet har nemlig i kraft af sin rolle som uddannelsesinstitution en unik mulighed for at levere robuste og varige transformationer af sine studerende, og arkitekturen er et central redskab til at gøre dette.
Beslutningstagerne må være opmærksomme på dette punkt, fordi det er særligt problematisk, hvis bygværket – bevidst eller ubevidst – bliver fravalgt som redskab. Dermed fravælger man også muligheden for at kontrollere og styre de effekter, som arkitektur fører med sig, og man mister muligheden for strategisk at påvirke transformationen af de studerende.
Hvordan drives den gode transformation?
Ordet transformation betyder ændring af form – at gå fra en tilstand til en anden. Men kan et campusområde transformere? Ja, og i særlig grad. Det kan det af flere grunde, men én afgørende årsag er, at arkitektur faciliterer givne omstændigheder og adfærd. Arkitektur påvirker på imponerende vis vores udfoldelsesevne. Med transformationsøkonomiens syn på arkitektur opstår der imidlertid et modsigelsesforhold, fordi brugeren som styrende produktionsfaktor af værdi også påvirker arkitekturens udfoldelsesevne. Et glimrende eksempel findes på CBS’s hovedbygning på Solbjerg Plads. For få studiepladser i programmeringen ”læsesal” har resulteret i, at studerende har omskrevet programmeringen ”kantineområde” til i højere grad at være læsesal – eller faktisk nærmere ét stort kollektivt grupperum.
Det er dermed vigtigt at understrege, at for at drive den gode transformation må planlæggeren erkende og anerkende, at dagens brugere er kritiske, krævende og kompetente, og samtidig gør de krav på en høj involveringsgrad. Transformationsøkonomiens syn på arkitektur er som nævnt, at det ikke er det designede bygværk, som determinerer brugeren værdi og mening, men derimod brugeren som determinerer bygværket værdi og mening via sit møde med og involvering i bygværket. Dette skift betyder, at bruger og arkitektur skal være i jævnlig dialog og udveksling. Brugerne bevæger sig på kryds og tværs og frem og tilbage i arkitekturen, og værdien vil vokse ud af den mangfoldighed af interaktioner, de har i bygningen.
Et resultat af denne lille refleksive artikel vil derfor være, at hvis skiftet fra oplevelse til transformation tages alvorligt, og der allokeres energi og ressourcer til at imødekomme udfordringerne, så vil man ud af denne herlige spænding mellem bruger og bygværk kunne producere social, kulturel, økonomisk og professionsfaglig vækst via det arkitektoniske design og opsætning af campusområdet. Det kræver, at vi tænker i transformationer og spænder et koblingsfelt ud mellem afsender og modtager, hvori transformationen kan opstå, udvikle sig og vokse.
Denne proces er kompleks og man kan spørge, hvem det er, der leverer løsningen. Er det arkitekturen? Ja, den åbner for muligheder, men giver ikke resultatet i sig selv. Er det brugerne? Ja, men kun hvis de inspireres af arkitekturen og de muligheder og handlinger, den tillader. Er det beslutningstagerne? Ja, men kun hvis de giver plads til arkitektur, som åbner et mulighedsrum for transformationer.
Konklusionen er dermed, at hvis vi begynder at anskue arkitektur med transformationsøkonomiens briller, vil vi se, hvordan arkitektur skaber store potentielle værdiskabelser for universitetet, fordi det tilbyder den studerende mere varige værdiskabelser.
Bæredygtig campus: vejen til systemisk transformation
Universiteter kan have gavn af at institutionalisere bæredygtig campusdrift. En grøn tankegang kan være et værktøj til at omdanne universiteter til at blive egentlig lærende organisationer, der bliver endnu bedre til at undervise, lære og dele viden. Der kan bruges en række forandringsfremmende aktiviteter
Leith Sharp var initiativtager til og direktør for Harvards grønne campusinitiativ, Harvard's Green Campus Initiative. Hun har har arbejdet med universiteter i de sidste 15 år for at opnå organisatoriske forandringer med henblik på at skabe miljømæssig bæredygtighed
Miljømæssig bæredygtighed er et ikke-statisk mål, der kræver en hurtig og vidtrækkende optrapning af tempoet for de organisatoriske ændringer på alle universiteter. Vi skal bevæge os ud over stadiet med de små sejre, hvor vi får ét diskret grønt projekt til at fungere ad gangen, til systemisk transformation, hvor hele processer bliver reformeret og fører til storstilede reduktioner af miljøpåvirkningerne på hele universitetet. Den centrale udfordring for den nødvendige miljøindsats er en organisatorisk forandring. Vejen til miljømæssig bæredygtighed på campus går gennem det meget vanskelige arbejde med en tilbundsgående og løbende systemisk reform af alle de institutionelle systemer, vaner, beslutningsprocesser og adfærdsmønstre, som ikke indarbejder bevidstheden om jordens livsunderstøttende system.
Vi skal hurtigt øge den hastighed, hvormed vores universiteter bliver i stand til at omdanne næsten alle aspekter af deres organisatoriske systemer og fysiske operationer ved at blive til både lærende organisationer og undervisnings- samt forskningsinstitutioner. For at omgå de mange kræfter, der søger at forhindre forandring inden for vores organisationer, må vi direkte imødegå modstanden ved at gøre noget ved den underliggende frygt for ustabilitet. For at gøre det skal vi kunne fastholde universitetets stabilitet og kontinuitet, samtidig med at vi ændrer næsten hver eneste praksis i den. Det vil kræve en tosidig indsats for dels at diagnosticere en mængde organisatoriske karakteristika, risici (opfattede og reelle), motivationer og indbyrdes forhold. Og dels at udnytte denne viden til at kortlægge veje til innovation, som er relativt risikofrie, ikke indebærer ustabilitet, og samtidig omfatter de nødvendige belønninger og incitamenter for de medvirkende.
Hvis vi skal nå det, har vi brug for en kritisk masse af individer, både i universitetssektoren og i de eksterne enheder, der betjener universiteterne, til at iværksætte en række forandringsfremmende aktiviteter. Disse individer vil skabe den største effekt ved at iværksætte aktiviteter, der sigter på at fjerne barrierer og modstand mod forandring og samtidig stimulerer engagement og lederskab blandt et stort antal mennesker fra alle områder af campusmiljøet. Disse aktiviteter omfatter følgende:
Opbygge af et bredt netværk af relationer, opretholde gensidig tillid, effektiv dialog, respekt og forståelse som grundlag for engagement og fælles læring.
En effektiv og vedvarende organisatorisk forandring er stærkt afhængig af, at der findes en kultur præget af tillid. At opretholde tillid i store og komplekse hierarkier kræver omhu, avancerede kommunikationsfærdigheder, en veludviklet følelsesmæssig intelligens, humoristisk sans og store investeringer af tid og opmærksomhed.
Inddrage mennesker over hele campus i mange mindre pilotprojekter som grundlag for at udforske og udbrede nye praksisser med lav risiko. På grund af universiteters iboende kompleksitet kan der kun gennemføres en vedvarende forandring ved at inddrage et betydeligt antal store og små campusområder, der kan få positive erfaringer med forandring. Pilotprojekter (som kan spænde fra små til store) er den bedste måde til at opnå denne bredde i engagementet.
Deltage aktivt i at overføre erfaringer mellem enkeltpersoner og projekter og anvende peer-to-peer-fora i så vid udstrækning som muligt for at skabe engagement, forpligtelse og læring. Det er mest sandsynligt, at voksne gør en indsats for at lære nye ting, når de er engageret i en fælles læringsproces med deres ligemænd, hvor de selv er undervisere og/eller fælles om læringsprocessen. Peer-to-peer-metoder kan være vidtspændende, lige fra fora, hvor universitetsdirektører mødes og udfordrer hinanden, til fora målrettet faglige medarbejdere, der underviser hinanden i ny god praksis, og internatkurser for studerende, hvor studerende ansættes til at engagere og påvirke medstuderende.
Sikre at ledelsen på hele campus i højere grad bidrager til at anvende strategisk pres og rettidig støtte til nye ideer og muligheder.
En effektiv og styrket lederskabscyklus indebærer, at organisationens græsrødder (såsom bygningstilsynsførende, opsyns- eller køkkenpersonale) afprøver nye projekter, der herefter kan bruges til at få støtteerklæringer fra ledelsen på et højere niveau, hvilket igen kan bruges som løftestang til at få mellemledernes støtte. Mellemlederne er ofte stopklodser for institutionernes beslutningsprocesser og -systemer, fordi de ofte har brug for at vide, at de både har støtte ovenfra og kapacitet nedenfor, før de er klar til at acceptere en ny foreslået ændring. De er derfor afgørende for en vellykket institutionsomlægning. Når mellemlederne på universiteter over hele verden endelig bakker op om integreret design, livscyklusomkostninger og geninvestering i aktiviteter, der fremmer et bæredygtigt campus, vil planlægnings- og designteam kunne nå store nye horisonter for bæredygtig campusplanlægning, -design og -drift.
Reformere finansierings- og regnskabspraksis for at sikre at både kapital- og driftsomkostninger inddrages i de finansielle beslutningsprocesser. Alene denne reform vil fjerne en af de væsentligste barrierer for at opnå optimal energieffektivitet i campusbygninger og campusenergisystemer. Én tilgang er indførelse af livscyklusomkostninger (se en definition på www.lifecyclecosting.org) i alle finansielle beslutningsprocesser, der indebærer løbende driftsomkostninger. På den måde tages der i alle betydelige finansielle beslutninger højde for de egentlige omkostninger ud over blot startomkostningerne.
Give mulighed for, at ressourcebesparelser kan spores og geninvesteres i yderligere bæredygtighedspersonale og aktiviteter med lange tilbagebetalingsperioder og CO2 absorbering. Denne reform vil åbne vejen for betydelige omkostningsneutrale reduktioner i miljøpåvirkninger over hele campus. I stor målestok vil mange campusser også kunne opnå omkostningsneutral klimaneutralitet ved at indføre regnskabs- og finansieringsrammer som sporer og geninvesterer besparelser over lange tidsperioder. Endvidere kan udfordringen med at finde midler til engagerede bæredygtighedsmedarbejdere løses ved at spore og geninvestere de besparelser, der kan tilskrives disse medarbejderes arbejde, og dermed skabe positiv feedback mellem øget personalekapacitet og øgede besparelser ved ressourcebevarelse.
Indføre ledelsesstrukturer og ansvarssystemer, der institutionaliserer løbende rapportering fra hele campus.
Fælles ansvarssystemer omfatter grønne bygningscertificeringsordninger, forpligtelse til at nedbringe drivhusgasudledning og årlige affalds- og genbrugsrapporter. Systemerne er mest effektive, når der er en bred høring om deres udvikling og indførelse. Fælles ledelsesstrukturer omfatter rådgivende udvalg af ansatte og studerende fra hele campus, og universitetet er mest effektivt, når der er faglig støtte fra erfarne bæredygtighedsmedarbejdere samt tilstrækkelige ressourcer. Integrere strategier for at opnå løbende forbedringer på alle områder af campusplanlægning, -design og -drift.
Dette kan nås ved at institutionalisere en forpligtelse til løbende at revidere og udvide institutionens mål for bæredygtighed i takt med, at aktuelle mål nås, og ved at skabe en organisationskultur, der støtter fortsat læring og udforskning. I mange henseender vil dette tilskynde medarbejderne til at bruge tilstrækkelig tid på at afprøve nye metoder, iværksætte løbende faglig udvikling og investere i netværk med kolleger for at skabe løbende udveksling af god praksis mellem universiteter.
Formalisere brugen af campus som et levende laboratorium for praktisk udforskning af nyskabende tilgange til bæredygtighed. Studerende, der ønsker at følge studier om bæredygtighed, kunne få rigtig stor gavn af at deltage i campusbaserede bæredygtighedsprojekter, der giver praktiske tværfaglige læringserfaringer. Et fakultet, der ønsker at udbrede undervisning og forskning i bæredygtighed kan få støtte af administrativt personale til at udnytte en række forskellige campusfaciliteter, data, lokaliteter og demonstrationsprojekter til at berige undervisnings- og forskningsaktiviteterne. Med tilstrækkelig støtte fra ledelsen kan det administrative personale derefter få faglig tilfredsstillelse og rettidig hjælp fra studerende og fakultet til at afprøve og analysere nye metoder og muligheder for at nedbringe campusvirkningerne.
Skabe et skifte i retning af systemisk tænkning, hvor fokus lægges på at optimere systemet i stedet for at optimere dets delkomponenter på bekostning af det samlede system. Mange af vores største muligheder for at nedbringe miljøpåvirkningerne fra campus kan kun diagnosticeres, forstås og finansieres, når de involverer større systemer, end man typisk overvejer. F.eks. kan der opnås radikale energieffektivitetsforbedringer uden ekstra omkostninger ved at investere mere i bygningsskaller og siden arbejde på at give de mekaniske systemer den rette størrelse, der afspejler de reducerede opvarmnings- og kølebehov. På samme måde kan de ekstra omkostninger ved at skifte til miljøvenlige produkter såsom 100 % genbrugspapir, grønne rengøringsmidler eller økologiske fødevarer blive et omkostningsneutralt forslag, hvis man også inddrager yderligere aspekter af de større materialeforbrugssystemer. F.eks. er det omkostningsneutralt at indføre politik for trykning på begge sider af papiret, bruge mikrofiberklude for at nedbringe omkostninger til rengøringskemikalier eller at samarbejde med de studerende om at reducere fødevarespild og lægge større vægt på kvalitet end på udvalg. Ved at tænke i større campussystemer når man planlægger, kan man åbne vejen for radikale forbedringer af campusforsyningerne.
Når vi tænker på fremtidens bæredygtige campus, fokuserer de fleste af os omgående på de fysiske forandringer. Vedvarende energisystemer på stedet og intelligente bygningskonstruktionsløsninger, der udnytter passivt sollys og naturligt dagslys, behandler og genbruger regnvand samt kloakanlæg på stedet, lokale økologiske fødevarer i kantinerne, komposteringsanlæg, der omdanner affald til næring for de lokale landskaber, cykler og stille elektriske køretøjer til at køre rundt på campus i, brug af grønne kemiteknikker i laboratorierne og meget mere. Det fysiske campus, vi drømmer om, vil aldrig blive en realitet, hvis vi ikke først reformerer de dybt rodfæstede vaner som kassetænkning, territorialadfærd, siloer og institutionaliserede opsplitninger mellem fag, erhverv, ledelseslag, kapital og driftsbudgetter, fordi disse vaner fortsat vil flænse, forvanske, kompromittere og overvælde den bedste planlægning og de bedste designideer. I realiteten er den verden, hvor det bæredygtige campus lever eller dør, en for det meste usynlige verden af mennesker, relationer, magt og processer, et sted, hvor for få af os indtil nu har kanaliseret vores revolutionære energi.