Universitets- og Bygningsstyrelsens logo. Klik for at komme til forsiden af ubst.dk.

2. Aftaler om konkrete ydelser

UBST kan indgå individuelle aftaler med institutionen om konkrete ydelser.

Aftalen består dels af en beskrivelse af UBSTs opgave, dels en aftale om estimeret timeforbrug/honorering.

BYGGEOPGAVER

UBST yder byggeadministrativ rådgivning i alle byggesager, det være sig ny- og ombygninger samt moderniseringer, eksempelvis i forbindelse med

  • en behovs- og funktionsafklaring, et forstudie af byggeprojektets grundlag og vilkår.
  • samarbejdsformer, udbud samt kontrahering med ekstern rådgiver og entreprenør.
  • byggeprocessen fra planlægningsstadiet til 1-års eftersyn.
  • budget og økonomistyring.

LEJEAFTALER
UBST kan, når institutionen skal indgå nye lejeaftaler, udarbejde kommentarer til udlejers forslag til lejeaftale samt medvirke i forhandlingerne eksempelvis i forbindelse med lejevarsling og fraflytningsopgør mv. Tilsvarende vil UBST bidrage med fortolkning af eksisterende lejeaftaler.

BYGNINGSVEDLIGEHOLD
  • UBST kan gennem en rammerådgiver sørge for, at der foregår et 2-årigt syn og i tilknytning hertil udarbejdes en plan for vedligehold, der evt. indberettes til ”Caretaker” eller tilsvarende vedligeholdelsessystem. Såfremt institutionen selv tilvejebringer bygningssynsdata kan disse danne grundlag for en vedligeholdelsesplan.

  • UBST kan rådgive institutionen om vedligeholdelsesarbejderne iht. planen.

  • UBST kan rådgive om alle forhold, der ikke fremgår entydigt af vedligeholdelsesplanen, herunder bl.a. forhold, der skal undersøges nærmere.

  • UBST kan sikre, at vedligeholdelsesarbejder og energibesparelser koordineres med evt. om- og tilbygninger.

UDBUD
UBST kan yde bistand i forbindelse med udbud af byggeri, tjenesteydelser samt køb og salg af fast ejendom.

Ørestad Gymnasium
Ørestad Gymnasium (foto Adam Mørk, 3xn)

1 OG 5 ÅRSSYN
UBST vejleder institutionen vedrørende 1 og 5 årssyn om valg af rådgiver samt indgår i forhandlinger og tvister med entreprenøren, hvis der er grundlag herfor.

KØB OG SALG AF FAST EJENDOM
UBST bistår institutionen gennem hele forløbet med køb og salg, herunder pris, planforhold, vilkår mv.

RISIKOANALYSE
  • UBST tilbyder institutionen en bygningsmæssig risikoanalyse med henblik på at minimere institutionens udgifter til bygningsskader.

  • UBST gennemgår og vurderer institutionens servicekontrakter, vedr. tyverialarmer, adgangskontrol og tjenesteydelser med henblik på at minimere omkostninger og sikre effektiv service.

Aftalen tænkes udformet således, at institutionen løbende har et overblik over timeforbrug, og at institutionen har mulighed for at justere aftalen. Byggeadministrativ rådgivning i forbindelse med byggeopgaver beløber sig erfaringsmæssigt til 0,5-2 pct. af entreprisesummen.

Institutioner uden abonnement kan ligeledes indgå aftaler om konkrete ydelser med UBST.

Egå Gymnasium
Egå Gymnasium

Denne side er 3 af 4 til publikationen "Rådgivning om byggeri og ejendomsforvaltning".
Version nr. 1.0 af 30-12-2010
 

© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2010. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.