6. Evaluering 2009
I december 2009 afleverede evalueringspanelet rapporten Universitetsevalueringen 2009 til Folketinget. Rapporten er udarbejdet som opfølgning på universitetssammenlægningerne og for at sikre en fortsat god udvikling for de danske universiteter.
Evalueringen fokuserer på to overordnede temaer:
- Anbefalinger om governance, herunder:
- Frihedsgrader / autonomi
- Medbestemmelse for de ansatte og de studerende
- Den frie akademiske debat
- Forskningsfrihed
- Frihedsgrader
- Anbefalinger om sammenlægninger
- Opfyldelse af formålene for sammenlægningerne af universiteter og sektorforskningsinstitutioner i 2007
Universiteterne har haft rapporten i høring med frist den 19. januar 2010. Nedenfor er en overordnet gennemgang af evalueringspanelets anbefalinger om IT-Universitetet og IT-Universitetets høringssvar.
6.1 Panelets anbefalinger
I Universitetsevalueringen 2009 indgår en række betragtninger om IT-Universitetet.
I panelets anbefalinger om sammenlægningerne skriver panelet: "De tre ikke sammenlagte universiteter har alle særegne profiler. Panelet mener dog, at ITU's situation adskiller sig klart fra de to andre ikke-sammenlagte universiteters. IT-Universitet er samlet set for lille og sårbart til at kunne operere tilfredsstillende som selvstændigt universitet. Ph.d.-uddannelsen på ITU er f.eks. meget sårbar, og den institutionelle grundforskningsplatform for ph.d.-uddannelsen og forholdet til erhvervslivet er ikke stærkt nok. Panelet anbefaler derfor Videnskabsministeriet at iværksætte en dialog med ITU for at fastslå dets fremtidige position i det danske universitetslandskab.
Formålet med denne dialog bør være at identificere en eller flere sammenlægningspartnere for IT-Universitetet" (Universitetsevalueringen 2009 dansk udgave side 65)
Mere specifikt finder panelet, at IT-Universitetet står over for udfordringer i relation til:
- Hjemtagning af EU-midler: IT-Universitetet har endnu ikke tiltrukket EUmidler under FP7-Cooperation.
- Ph.d.-uddannelse: IT-Universitetet har svært ved at sikre kritisk masse med hensyn til akademisk personale, der skal udgøre kernen af ph.d.uddannelsesforløb.
- Uddannelse: IT-Universitetets uddannelser er sårbare, både på grund af det relativt lave antal studerende, men især på grund af det lave antal VIP er, der skal understøtte og dermed sikre den nødvendige forskningsbasering af uddannelserne.
- Videnspredning og samarbejde med erhvervslivet: IT-Universitetets aktiviteter, herunder kommercialisering af universitetets forskningsresultater, lever (ifølge panelet) ikke op til erhvervets forventninger.
6.1.1 IT-Universitetets høringssvar
I sit høringssvar skriver IT-Universitetet, at bestyrelsen og den daglige ledelse overordnet set støtter mange af evalueringspanelets anbefalinger, men at der også er elementer i evalueringsrapporten, som IT-Universitetet ikke kan genkende.
IT-Universitetet støtter panelets anbefalinger om governance både for så vidt angår fjernelse af regler især på uddannelsesområdet som for brugen af udviklingskontrakter som målstyringsinstrument. IT-Universitetet er indstillet på at knytte økonomiske ressourcer sammen med realisering af aftalte mål.
IT-Universitetet støtter også anbefalingerne om medbestemmelse og den fri akademiske debat. Dog mener IT-Universitetet ikke, at det er nødvendigt med større transparens i forbindelse med ansættelser og udpegning af bestyrelsesmedlemmer. Til gengæld bør der være fuld gennemsigtighed i processen.
Det er IT-Universitetets opfattelse, at IT-Universitetet skal fortsætte som selvstændigt universitet. Der er flere grunde til denne konklusion:
- Det er IT-Universitetets strategi at etablere globale samarbejder om udvikling af globalt interaktiv forskning og uddannelse. Universitetet ønsker at bruge sine ressourcer på at forfølge denne strategi.
- Det er langt lettere for en lille, selvstændig organisation end for en stor at være innovativ.
- IT-Universitetets status som universitet giver fordele i forhold til at få eksterne interessenter til at bidrage til universitetets udvikling.
- En fusion af IT-Universitetet med et andet dansk universitet ville hverken føre til mere it-forskning eller flere it-uddannede i Danmark.
- En indfusionering af IT-Universitetet i et andet dansk universitet vil heller ikke være en vinderstrategi set ud fra et internationalt perspektiv.
I forhold til de øvrige kritikpunkter vurderer IT-Universitetet:
- Hjemtagning af EU-midler: IT-Universitetet tager kritikken af sit hjemtag i de første år af EU s 7. rammeprogram til sig.
- Ph.d.-uddannelse: At universitets videnskabelige medarbejdere som på alle andre danske universiteter skal deltage i akademiske råd, i studienævn, i samarbejds- og sikkerhedsudvalg og i diverse andre udvalg. Derudover skal de bruge tid på bedømmelsesudvalg til ph.d.-stillinger og videnskabelige stillinger. Arbejdsbyrden vurderes til at være nogenlunde den samme, uanset om der er tale om et stort eller et lille universitet. Hvis arbejdsbyrden på IT- Universitetet er større end på de øvrige universiteter, skyldes det stor søgning til f.eks. ph.d.-stillingerne.
- Uddannelse: At de enkelte uddannelser på IT-Universitetet har en bemanding, der er typisk for universitetsuddannelser i Danmark. Der er således ikke specielt få undervisere på den enkelte uddannelse. Med hensyn til uddannelsernes kvalitet henviser universitetet til, at alle de bachelor- og kandidatuddannelser, IT-Universitetet har søgt akkrediteret, er blevet akkrediteret positivt og i mindst tre tilfælde med lutter topkarakterer.
- Videnspredning og samarbejde med erhvervslivet: I forhold til erhvervslivets forventninger har IT-Universitetet ikke haft mulighed for at få uddybet eller respondere på kritik om, at universitetet ikke lever op til erhvervets forventninger, idet kilderne til kritikken ikke er oplyst i evalueringsrapporten. Men IT-Universitetet angiver i høringssvaret en række interessenter som bakker op om universitetet.
Sammenfattende mener IT-Universitetet således, at universitetet bedst kan bidrage til IT-udviklingen i Danmark og til, at Danmark klarer sig godt i globaliseringen, ved at fortsætte som selvstændigt universitet.
6.2 Konklusion
IT-Universitetet peger på, at universitetets selvevaluering i forbindelse med universitetsevalueringen blev udarbejdet af en gruppe medarbejdere (og ikke ledelsen) for at sikre, at forhold omkring medbestemmelse blev beskrevet ud fra medarbejdernes perspektiv, og at eventuelle problemer i forhold til medbestemmelse kom frem.
Konklusionen på denne selvevaluering er, at medarbejderne oplever, at de har reel medindflydelse, og at der ikke er væsentlige problemer med medbestemmelsen på IT-Universitetet.
På dialogmødet blev evalueringspanelets anbefalinger og vurderinger drøftet.
IT-Universitetet er enig i evalueringspanelets kritik af at omfanget af EU-bevillinger til universitetet har været lavt i de første år af det 7. rammeprogram.
IT-Universitetet peger på, at der siden 2007 er gjort en målrettet indsats for at hjemtage EU-midler særligt med fokus på at kvalitetsudvikle ansøgninger (jf. kapitel 3). IT-Universitetet fortsætter og udvikler denne indsats. IT-Universitetet er også i dialog med de store erhvervsorganisationer på it-området, da et aktivt samspil med disse er nødvendigt for at øge den samlede danske succes med at hente EU-midler til forskning.
IT-Universitetet peger på, at der i universitetets høringssvar er dokumentation for, at der er en god faglig platform for ph.d.-skolerne. F.eks. leder IT-Universitetet forskerskolen FIRST, der omfatter alle it-forskningsmiljøerne i København. IT-Universitetet arbejder konstant på at udbygge sin ph.d.-skole både kvalitativt og kvantitativt.
IT-Universitetet understregede på dialogmødet, at det er universitetets opfattelse, at det skal fortsætte som selvstændigt universitet.