1. Indledning

Universitets- og Bygningsstyrelsen afholder i perioden november 2010 til marts 2011 et tilsynsmøde med hvert af landets otte universiteter.

Afholdelsen af de årlige tilsynsmøder blev første gang gennemført i perioden november 2009 – juni 2010. Udgangspunktet for tilsynsmøderne er Universitets- og Bygningsstyrelsens tilsynsrapport ”Tilsynet med universiteterne” fra oktober 2008.

Nærværende rapport indeholder baggrundsinformation om Syddansk Universitet, beskrevet af Universitets- og Bygningsstyrelsen.

På baggrund af tilsynsmødet, der blev afholdt 9. februar 2011, er der tilføjet konklusioner til rapportens kapitler. Kapitel 3 blev dog kun sporadisk drøftet på mødet. Rapporten er skrevet på baggrund af bidrag fra Syddansk Universitet, og rapporten har været i høring på universitetet.

Talmaterialet i rapporten er godkendt af universitetet som værende retvisende under hensyntagen til de beskrevne definitioner. Læseren skal være opmærksom på de anvendte definitioner i tabellerne, da de kan afvige fra de definitioner, universitetet anvender i sin årsrapport.

Rapporten er offentliggjort på ubst.dk.

Rapporten er bygget op med en indledende status om Syddansk Universitet. Herefter følger syv emner, som Universitets- og Bygningsstyrelsen har drøftet med Syddansk Universitet. De seks emner tages op med alle universiteter, mens det syvende emne, forskningsbaseret myndighedsbetjening, drøftes med enkelte universiteter.

Emner vedrørende internationalisering, 50 procent målsætningen og ph.d. indgår i både sidste møderundes rapport og denne rapport. Der er i 2010 blevet tilføjet yderligere perspektiver til disse områder.

Denne side er kapitel 1 af 12 til publikationen "Rapport om Syddansk Universitet - Møde med Syddansk Universitet den 9. februar 2011".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling - 2010.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.