Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings logo. Klik for at komme til forsiden af vtu.dk.

UBST Indeklimavejledning - Planlægning af godt indeklima i undervisningsbyggeri

Universitets- og Bygningsstyrelsen har i forbindelse med udviklingen af bygherrerollen som statslig bygherre udarbejdet denne Indeklimavejledning som grundlag for planlægning af godt indeklima i undervisningsbyggeri, med henblik på at sætte focus på et vigtigt element i etablering af gode fysiske forhold i eget undervisningsbyggeri der opføres som ny- og tilbygning samt i videst muligt omfang ombygning.

Arbejdet med Indeklimavejledningen sker i en epoke hvor indeklima- og energiforholdene i byggeriet får en stigende bevågenhed set i relation til indeklimaforholdenes indflydelse for velbefindet i byggeriet som en afgørende parameter i at skabe moderne og sunde forhold som led i at styrke studiemiljøet for de studerende, samt tilsikre fremtidssikrede gode forsknings-, undervisnings- og arbejdsforhold for de ansatte.

Indeklimavejledningen er udarbejdet i samarbejde med SBi og COWI med det formål at at skabe bæredygtigt og sundt byggeri for brugerne af byggeriet, og sikre dette som led i den politiske målsætning om at staten skal gå foran i disse bestræbelser for optimering af indeklimaet, under hensyntagen til energiøkonomien, samt som led i den statslige bygherres pligt til at lægge vægt på byggeriets trivselsfremmende egenskaber.

Vejledningen anviser hvordan disse formål skal sikres via planlægnings- og byggeprocessen frem til kontrollen med det det færdige byggeri i drift for at opnå målet om et godt byggeri med godt indeklima, og vejledningen beskriver således ikke selve de byggetekniske løsninger eller disse løsningers udførelse.

Kravene i vejledningen er opstillet indenfor de forskellige indeklimaområder ved at tilstræbe balance mellem bygningsudformning og indeklimaparametre med henblik på at anbefale gode byggetekniske løsninger og god udførelse som medvirker til målet om at opnå et godt indeklima i byggeriet under hensyntagen til energieffektivtet.

Det er UBSTĀ“s ambition at denne vejledning kan tjene som inspiration for dialogen mellem bygherre/rådgivere/slutbrugere for at højne indeklimastandarden med hvad deraf følger af gunstig indvirken i det danske universitetsbyggeri til gavn for samfundet -samt ikke mindst brugerne af byggeriet.

Med venlig hilsen

Connie Barfod

Vicedirektør

1 Forord

I Universitets-og Bygningsstyrelsens (UBST) bygninger skal indeklimaet være sundt, så bygningerne er gode at opholde sig i. Det gode indeklima opnås i en teknisk balance mellem krav til bygningsudformning, temperaturforhold, luftkvalitet, lys-og lydforhold.

Målet med denne vejledning er, at beskrive UBST's krav til et godt indeklima i byggeri der er tilpasset rums eller bygningers brug og funktioner. For hvert indeklimaområde opstiller vejledningen således fem kvalitetsniveauer fra A-E, der kan benyttes ved præcisering af indeklimakravene til et givet rum eller en given rumtype.

Indeklimavejledningen skal benyttes ved alt byggeri udført i UBST's regi her-under både nybyggeri og renovering.

Indeklimavejledningen beskriver ikke selve de byggetekniske løsninger eller udførelsen af dem, men alene hvordan planlægning og projektering skal tilrettelægges, så der anvendes gode tekniske løsninger og god udførsel af byggeriet. Dette for at medvirke til at nå målet om i praksis at opnå et byggeri med godt indeklima. Alle steder, hvor der anvendes udtryk som "det anbefales, at der benyttes ..." eller "der bør vælges ...", betyder det, at der så vidt muligt skal vælges de beskrevne løsninger og at eventuelle afvigelser herfra skal være tydeligt forklaret og motiveret.

For at sikre et godt indeklima og samtidig sikre bæredygtige og energirigtige løsninger, skal denne indeklimavejledning normalt anvendes sammen med den tilsvarende UBST-Energivejledning.

Indeklimavejledningen er udarbejdet af COWI og Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, AAU, for Universitets-og Bygningsstyrelsen, UBST.

Ved udarbejdelsen har medvirket:

Morten Buus, COWI

Jens Eg Rahbek, COWI

Kjeld Johnsen, SBi

Denne side er kapitel 1 af 9 til publikationen "UBST Indeklimavejledning - Planlægning af godt indeklima i undervisningsbyggeri".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.