Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings logo. Klik for at komme til forsiden af vtu.dk.

3 Processen

Hele processen fra de første skitser og ideer i programfasen til ibrugtagning og drift af det færdige byggeri i brugsfasen skal tilrettelægges, så der opnås det bedst mulige indeklima i det færdige byggeri.

Dette er fordi, at selv de indledende overvejelser omkring bygningsudformningen kan have stor indflydelse på indeklima og indeklimapåvirkninger. For eksempel vil valg af facadeudformning have afgørende betydning for, hvilke løsninger der vil være mulige for at opfylde de stillede krav vedrørende indeklima og energi. Ligeledes kan mulige løsninger som f.eks. naturlig ventilation være betinget af at bygningen fra start er disponeret for dette.

I det følgende gennemgås de særlige krav til processen som knytter sig til den-ne vejledning. Kravene er opdelt på de forskellige faser i byggeriet -programfasen, forslagsfasen, projekteringsfasen, udførelsesfasen og brugsfasen svarende til rådgivningsfaser i forbindelse med byggerier under UBST. Indeklimaet skal behandles som et separat punkt på alle byggemøder gennem hele processen.

Denne vejlednings hovedvægt lagt på de første faser, hvor byggeprogrammet og dispositionsforslag udarbejdes og de overordnede strategier for byggeriet fastlægges. De efterfølgende afsnit følger traditionel faseinddeling, og de enkelte beslutninger og krav fra UBST beskrives således kronologisk i forhold til byggeprocessen.

Nedenstående tabel giver en kort oversigt over forløbet og opgaverne i de enkelte faser. De enkelte faser er nærmere beskrevet i de efterfølgende kapitler.

På større byggesager kan der, hvor det vurderes nødvendigt, nedsættes et indeklimaudvalg som deltager i byggemøder frem til projekteringsfasen. Udvalget kan bestå af brugere og eksterne rådgivere/eksperter, og har til opgave at kommentere forslag og løsninger vedrørende indeklimaet. Det er rådgivers ansvar at udvalgets ønsker og kommentarer indarbejdes i det videre projektforløb. Udvalget kommentere ikke løbende under udarbejdelse af hovedprojekt men skal præsenteres for hovedprojektet når dette færdiggøres og have mulighed for kommentering af dette.

Fase Primær deltager Opgave
Idéfase Bygherre Bygherre informerer konkurrencedeltagere om at denne vejledning skal benyttes i det videre projektforløb. Bygherre opstiller evt. yderligere ønsker vedrørende foretrukne indeklimaløsninger.
Programfasen Bygherre og rådgiver Bygherre opstiller sammen med rådgivere og brugere krav til indeklima som beskrives i byggeprogrammet. Kravene opstilles på baggrund af afsnit 4 og tabel 2-4. For valg af ventilationsformer udfylder bygherre desuden dele af tabel 5 og 6 for typiske rumtyper.
Forslagsfasen Rådgiver, bygherre, bygherrerådgiver, brugere Rådgiver udarbejder på baggrund af byggeprogrammet dispositionsforslag indeholdende forslag til indeklimaløsninger samt redegørelse for det forventede indeklima. Dette fremlægges på et møde for bygherre og bygherre kommenterer forslaget.
I projektforslaget indarbejder rådgiver ønsker fra bygherre i forbindelse med dispositionsforslaget. Endvidere udfører rådgiver dokumentation for indeklimaet i henhold til kapitel 6. I det færdige projektforslag skal indeklimaløsninger såsom ventilationsprincipper, valg af solafskærmning mm. være fastlagt.
Projekteringsfasen Rådgiver, bygherre, Forprojekt: Der holdes løbende bygherremøder med projekterende og evt. eksterne rådgivere, for hele vejen i gennem projekteringsforløbet at sikre at bygherres ønsker og målsætning tilgodeses. Forprojektet fungerer som myndighedsgodkendelse.
Hovedprojekt: I hovedprojektet detailprojekteres byggeriet. I forbindelse med det færdige projekt kræves der dokumentation for de enkelte parametre som beskrevet under afsnit 5.3.
Udførelsesfasen Rådgiver og entreprenør Rådgiver skal sikre at de udførende har fuld forståelse af koncepterne og at de besidder den nødvendige viden og erfaring for at kunne udføre opgaven. Bygherre kan kræve at dokumentation på at de udførende har erfaring med implementering af de valgte løsninger.
Brugsfasen Rådgiver, Entreprenør og brugere Bygherre stiller krav om vejledning og funktionsbeskrivelse af systemer til brugere. Efter byggeriet er indkørt foretages der spørgeskemaundersøgelser blandt brugerne vedr. indeklimaet.

3.1 Programfasen

I programfasen definerer bygherre, rådgiver og brugere samt eventuelt tilknyttede eksterne rådgivere (fageksperter), hvilke krav og målsætninger, der skal gælde for indeklimaet i det aktuelle byggeri. Kravene fastsættes på baggrund af kapitel 4 og Tabel 2.

I programfasen definerer bygherre, brugere og evt. eksterne rådgivere, hvilke krav og målsætninger der skal gælde for indeklimaet i det aktuelle byggeri. Kravene fastsættes på baggrund af kapitel 4 og Tabel 2.

Kravene indarbejdes i byggeprogrammet. I byggeprogrammet kan der udover krav til indeklima også angives prioriterede løsningsstrategier som for eksempel naturlig ventilation og dynamisk lys.

I tilfælde hvor indeklimakravene ikke er specificeret, vil klasse C som udgangspunkt altid være gældende. Nybyggeri og større renoveringer skal altid opføres under hensyntagen til afsnit 4.1 - afsnit 4.4.

For valg af ventilationsformer udfylder bygherre desuden dele af tabel 5 og 6 for typiske rumtyper eller områder. På baggrund heraf formuleres hvilke rum og områder der kan ventileres med naturlig eller hybrid ventilation.

3.2 Forslagsfasen

Inden forslagsfasens opstart skal der afholdes møde mellem bygherre og de projekterende, for herigennem at sikre at bygherrens ønsker og målsætning for byggeriet fremstår klart for de projekterende. Forslagsfasen består af to stadier, henholdsvis udarbejdelse af dispositionsforslag og projektforslag.

3.2.1 Dispositionsforslag

I dispositionsforslaget udarbejder rådgiverne på et tidligt skitseniveau koncepter for sikring af det ønskede indeklima. Dispositionsforslaget skal afdække de metoder, komponenter og teknikker, som tænkes anvendt for at sikre, at de opstillede målsætninger for indeklimaet opnås. Ligeledes skal der redegøres planlagte materialer samt overvejelser omkring drift og vedligehold.

Når det færdige dispositionsforslag foreligger, fremlægger rådgiver på et møde dette for bygherre, bygherrerådgiver, brugere samt evt. eksterne fageksperter. Formålet med dette møde er, at få det bedst mulige beslutningsgrundlag for det videre arbejde med projekteringen af indeklimaet, samt at få godkendt rådgivers dispositionsforslag. På mødet præsenterer rådgiver fordele og ulemper ved de enkelte løsninger, og gør det klart hvilke områder der arbejdes videre med. I forbindelse med præsentationen gør rådgiver rede for hvilke forudsætninger der ligger til grunde for de givne forslag.

Hvis der på mødet deltager eksterne fageksperter er det disses opgave at stille uddybende spørgsmål omkring valgte løsninger og evt. faldgrupper, for herigennem at fremme bygherres mulighed for at vurdere kvaliteten af de fremlagte forslag. Efter mødet træffer bygherren beslutning om dispositionsforslaget kan accepteres. Om nødvendigt må nye løsninger udarbejdes og processen gentages.

3.2.2 Projektforslag

Efter at dispositionsforslaget er godkendt udarbejder rådgiver projektforslag. I projektforslaget indarbejdes kommentarer fra bygherre og eksterne fageksperter.

Det endelige projektforslag forelægges på et møde for bygherre. Her præsenteres de endeligt valgte løsningsstrategier og der gøres rede for hvordan indeklimakravene er overholdt, bl.a. ved beskrivelse af løsningsstrategier for ventilation. Bygherre stiller krav om at indeklimaet dokumenteres i henhold til kapitel 6.

Ydermere skal der i forbindelse med projektforslaget gøres rede for økonomiske forhold omkring de valgte løsningsstrategier. Samtidig skal der gøres rede for de økonomiske konsekvenser af evt. krav vedrørende indeklimaforhold bedre end gældende lovkrav (klasse C).

Ved projektforslagsfasens afslutning ligger indeklimaprincipper fast og der bør ikke afviges fra disse i projekteringsfasen.

3.3 Projekteringsfasen

Projekteringsfasen består af to dele, forprojekt og hovedprojekt.

3.3.1 Forprojekt

Forprojektet fungerer som en viderebearbejdning af det godkendte projektforslag. Denne viderebearbejdning skal være af et sådant omfang at forprojektet direkte kan fungere som myndighedsprojekt. Forprojektet skal indeholde materialevalg.

I forprojektet indarbejdes tiltag aftalt med bygherre efter dispositionsforslaget. Der skal løbende afholdes møder mellem rådgiver og bygherre, hvor bygherre holdes opdateret omkring projekteringsforløbet. Inden projektet sendes til myndighedsgodkendelse afholdes et møde hvor flere repræsentanter for bygherre deltager.

3.3.2 Hovedprojekt

Efter myndighedsgodkendelse detailprojekteres byggeriet i hovedprojektet. Hovedprojektet fastlægger opgaven entydigt og har en sådan detaljeringsgrad, at det kan danne grundlag for både udbud og udførelse.

Gennem denne fase holdes der løbende møder mellem bygherre og projekterende, for hele vejen i gennem projekteringsforløbet at sikre at bygherres ønsker og målsætning vedrørende indeklimaet tilgodeses.

I forbindelse med det færdige projekt kræves der dokumentation for de enkelte parametre som beskrevet under afsnit 5.3.

3.4 Udførelsesfasen

Ved opstart af udførselsfasen skal de projekterende rådgivere tage initiativ til et møde hvor de udførende med opgaver der vedrører indeklima informeres i detaljer om målsætningen for indeklimaet samt de løsninger og koncepter som skal sikre målsætningen.

Rådgiver skal sikre at de udførende har fuld forståelse af koncepterne og at de besidder den nødvendige viden og erfaring med løsningerne for at kunne udføre opgaven. Bygherre kan kræve at de udførende har dokumenteret erfaring med implementering af de valgte løsninger, eksempelvis i form af referenceblade eller CV'er.

Der skal være omhyggelig kvalitetssikring af alle løsninger under udførelsen. De udførende skal løbende aflevere dokumentation for kvalitetssikringen under byggeriets udførelse. Bygherre kan stille krav om commisioning for at sikre optimal funktion af indeklimaløsningerne i det færdige byggeri.

3.5 Brugsfasen

Den generelle tilfredshed med forholdene i byggeriet afhænger i høj grad af brugernes forståelse for de systemer der skal sikre indeklimaet. Det bør derfor altid kræves, at der i de enkelte rum findes en let forståelig beskrivelse af hvordan systemerne fungerer og hvordan brugerne selv har mulighed for at overstyre. Beskrivelsen skal omfatte alle systemer, dvs. både ventilation, solafskærmning, dagslysstyring m.m. Et eksempel på hvordan disse kan udformes kan ses i Bilag A.

Efter ibrugtagning skal der fra rådgivers side foretages månedlige opfølgninger på indeklimaet. Denne opfølgning skal foreligge skriftligt og kan indeholde mangellister og evt. problemer med varme, kulde, træk, lugtgener, blænding mm. Rådgiver videregiver denne opfølgning til entreprenøren der løbende udbedrer fejl og mangler. Det bør kræves at entreprenøren som minimum varetager denne udbedring det første år efter byggeriets ibrugtagning.

På større byggerier anbefales det at der udføres spørgeskemaundersøgelser vedrørende indeklimaet. Spørgeskemaundersøgelsen bør omfatte alle medarbejdere og et bredt udsnit af de studerende. Undersøgelsen bør udføres 18-24 mdr. efter ibrugtagning. Et eksempel på hvordan disse kan udformes kan ses i bilag. Ansvaret for at udføre disse undersøgelser ligger hos bygherre.

Denne side er kapitel 3 af 9 til publikationen "UBST Indeklimavejledning - Planlægning af godt indeklima i undervisningsbyggeri".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.