2. Egenkapital og likviditet - teori - Vurdering af universiteternes egenkapital og likviditet

Vurdering af universiteternes egenkapital og likviditet

2. Egenkapital og likviditet - teori

Nærværende afsnit har til formål at belyse relevant teori vedrørende en virksomheds egenkapital og likviditet. Beskrivelserne tager således afsæt i, hvad en privat virksomhed, der har til formål at skabe overskud til virksomhedens ejere, lægger vægt på, når egenkapital og likviditet skal vurderes. Beskrivelsen er søgt afgrænset til de forhold, vi skønner har betydning, når et universitets behov for egenkapital og likviditet skal bedømmes.

Det skal understreges, at likviditet og egenkapital ikke er synonymer. Et universitet eller en virksomhed kan således udmærket have en god likviditet men ringe egenkapital og omvendt.

2.1. Egenkapital - hvad er egenkapital, og hvad er formålet med egenkapital?

2.1.1.Hvad er egenkapital i regnskabsmæssig forstand?

Egenkapital i regnskabsmæssig sammenhæng omtales i mange sammenhænge - i pressen er det ofte et udtryk for, hvor ”solid” og ”veldrevet” en virksomhed er. Årsregnskabsloven indeholder imidlertid en definition af egenkapital:

§ 25. Balancen består af indregnede aktiver, indregnede forpligtelser, herunder hensatte forpligtelser, og egenkapitalen, der udgør forskellen mellem disse aktiver og forpligtelser. Ved passiver forstås summen af egenkapital og indregnede forpligtelser.

I årsregnskabsloven defineres egenkapital derfor indirekte som forskelsværdien mellem selskabets regnskabsmæssige aktiver og regnskabsmæssige forpligtelser. Samme definition kan udledes af den internationale begrebsramme vedrørende aflæggelse af årsrapporter (IFRS Framework), afsnit 49c.

Det helt afgørende for at forstå, hvad egenkapital er, er at vide at egenkapitalen er bundet til regnskabsreglerne. Egenkapital er således et regnskabsmæssigt begreb, hvor størrelsen kommer til at afhænge af de til enhver tid gældende regnskabsregler. Et selskab, som er nystiftet ved indskud af aktiver og forpligtelser til dagsværdier, vil derfor alt andet lige have højere værdier på sine aktiver end virksomheder, der har fungeret i mange år, eftersom sidstnævnte utvivlsomt indeholder mange ”skjulte værdier” som følge af forholdsvist konservative regnskabsregler. De mange valgmuligheder, der efterhånden er indarbejdet i årsregnskabsloven, medfører også, at private virksomheders egenkapital kan være vidt forskellig, selvom virksomhederne i øvrigt er ens.

Universiteternes egenkapital opgøres udfra regler, der i stort omfang svarer til reglerne i årsregnskabsloven - med mindre forskelle, bl.a. statsforskrivningen. Imidlertid er det vores vurdering, at universiteternes aktiver formentlig er lavere, end hvis de havde været underlagt driftsøkonomiske regnskabsregler i en længere årrække end tilfældet er.

Egenkapitalen - hvis størrelse altså afhænger af, om og givet fald med hvilken værdi aktiver og forpligtelser er optaget i regnskabet - specificeres (i en privat virksomhed) normalt i forskellige elementer, f.eks.:

Aktiekapital.
Overkurs - de værdier, der er indskudt af aktionærerne som led i tegningen af aktier.
Reserve for egne aktier - såfremt selskabet tilbagekøber egne aktier og opfører disse med værdi, er der pligt til at binde et tilsvarende beløb på egenkapitalen.
Reserve for indre værdis metode - såfremt selskabet benytter en særlig værdiansættelsesregel i moderselskabsregnskabet vedrørende kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder, er der pligt til at binde visse beløb på egenkapitalen.
Opskrivning af anlægsaktiver - såfremt selskabet frivilligt opskriver materielle anlægsaktiver til dagsværdi, er der pligt til at binde beløbet på egenkapitalen.
Overført resultat.

Specifikationen på egenkapitalen tjener i høj grad et selskabsretligt formål - nemlig at vise, hvilke midler et selskabs aktionærer i henhold til selskabslovene må trække ud af selskabet i form af f.eks. udbytte. Specifikationen har også til formål at illustrere, hvor ”sikre” værdierne på egenkapitalen er. Reserve for indre værdi og opskrivningsreserven er således urealiserede værdier, ligesom egne aktier kun har værdi for selskabet, den dag aktierne sælges til nuværende eller nye aktionærer. Sammenhold i øvrigt med den praksis, der er vedrørende specifikation af størrelsen af statsforskrivningen i universiteternes regnskaber.

I praksis optræder til tider kapitalformer, som er en mellemform mellem egenkapital og sædvanlig fremmedkapital, nemlig såkaldt ”ansvarlig lånekapital”. Det dækker i princippet over en fremmedfinansiering, eftersom kapitalgiver ikke opnår ejerskab af selskabet, men hvor kreditor træder tilbage for de øvrige kreditorer i tilfælde af et selskabs konkurs. De modtager dog betaling, før selskabets ejere modtager noget. Praksis i dag - og eneste mulighed efter årsregnskabsloven - er at opføre ansvarlig lånekapital som fremmedkapital, eftersom de i deres indhold mest minder om fremmedfinansiering. Efter årsregnskabsloven anses ansvarlig lånekapital således som en almindelig gældsforpligtelse, der dog skal forklares nærmere i noterne, jf. årsregnskabslovens § 93, stk. 2, hvorefter der skal oplyses det udestående beløb, tidspunktet for forfald og eventuelle særlige vilkår for tilbagetrædelsen.

På et universitet er der ikke samme beskyttelseshensyn i forhold til bindingen af midler på egenkapitalen, eftersom univeritetet ikke udlodder midler til ejerne. Imidertid tjener specifikationen - f.eks. af statsforskrivningen - snarere et formål, når det skal afgøres, hvorledes kapitalen er tilvejebragt.

2.1.2.Hvad er en virksomheds formål med at have en egenkapital?

Egenkapitalen defineres som nævnt ovenfor som forskellen mellem selskabets indregnede aktiver hhv. påtagne forpligtelser. De indregnede aktiver er imidlertid opgjort i henhold til forholdsvist konservative regler i årsregnskabsloven (eller andre regnskabsregler, f.eks. de internationale regnskabsstandarder), hvorfor et selskabs egenkapital kun sjældent kan tages som et udtryk for værdien af selskabet. Den reelle værdi af et selskab er normalt højere end dets egenkapital.

En virksomhed indeholder således ofte værdier, som ikke optages i regnskabet. Som eksempler herpå kan nævnes:

Stabile og kompetente medarbejdere.
En stor og stabil kundekreds.
Veludviklede forretningsgange til at håndtere salg, produktion, økonomistyring, HR, IT etc.
Udvikling af nye produkter, metoder og forretningsgange, medmindre de specifikt opfylder lovens restriktive krav vedrørende indregning af udviklingsprojekter.
Et godt og velkendt firmanavn.
Værdien af at være en stor aktør på markedet - herunder stordriftsfordele.

Sådanne ”skjulte” værdier medvirker til, at den regnskabsmæssige egenkapital kun sjældent udtrykker den reelle værdi af et selskab.

Et universitet er i høj grad en ”vidensvirksomhed”, hvor evnen til at drive et godt universitet afhænger af immaterielle aktiver, som ikke ikke indregnes i universitets balance. Det må derfor forventes, at omfanget af ikke-bogførte reserver på et universitet er af betydeligt omfang - og ofte højere end i en privat virksomhed, hvis aktivitet typisk og i højere grad foregår i et samspil med store materielle anlægsaktiver.

Egenkapitalen udtrykker som nævnt forskellen mellem selskabets regnskabsmæssige aktiver og regnskabsmæssige forpligtelser. På længere sigt repræsenterer aktiverne indbetalinger (i form af f.eks. salg af det output, som anlægsaktiverne fremstiller, indbetaling af tilgodehavender eller salg af varebeholdninger), og forpligtelserne repræsenterer udbetalinger. Før eller siden vil aktiverne og forpligtelserne derfor repræsentere en likviditetseffekt for selskabet. Formålet med årsrapportens oversigt over aktiver og forpligtelser er således at få et billede af virksomhedens evne til i fremtiden at skabe likviditet - fremfor blot at have et overblik over den aktuelle likviditetsskabelse i form af en pengestrømsopgørelse for det netop overståede regnskabsår.

Overstiger forpligtelserne aktiverne - dvs. at selskabet har negativ egenkapital - risikerer virksomheden før eller siden at løbe ind i likviditetsproblemer, fordi de forventede fremtidige indbetalinger er mindre end de forventede fremtidige udbetalinger. Også her skal man dog være opmærksom på, at virksomhedens reelle aktiver kan være noget højere som følge af forholdsvist konservative regnskabsregler. Endvidere kan andre forhold - f.eks. adgang til yderligere fremmedfinansiering - afhjælpe et likviditetsproblem.

At betragte selskabets aktiver som forventede indbetalinger er naturligvis en forenkling. Det forhold, at brugen af et anlægsaktiv skaber likviditet er rigtigt, men selskabet vil imidlertid også løbende investere i nye anlægsaktiver som led i den fortsatte drift - hvilket vil opsuge likviditeten igen. Det samme gælder et selskabs beholdninger af varer - de repræsenterer fremtidig likviditet - men virksomheder i fortsat drift vil samtidig løbende erhverve og producere nye varer.

Som nævnt er der adskillige svagheder ved opgørelsen af et selskabs aktiver og egenkapital, bl.a. som følge af forskellige regnskabsregler og forskelligt omfang af ”skjulte reserver”. Disse svagheder vil som udgangspunkt også afspejle sig i resultatopgørelsen, eftersom f.eks. størrelsen af selskabets aktiverede immaterielle og materielle anlægsaktiver har betydning for størrelsen af afskrivningerne. Af denne grund vil størrelsen af et selskabs overskud normalt ikke udtrykke den fulde økonomiske sandhed vedrørende et selskabs evne til at skabe værdier til sine aktionærer. Imidlertid vil udviklingen i selskabets resultat henover en årrække ofte give et fornuftigt fingerpeg om, hvorvidt en virksomhed udvikler sig positivt eller negativt med hensyn til værdiskabelse. En konstant egenkapital henover en periode afspejler normalt, at virksomheden ikke har skabt nogen økonomisk værdi, mens en positiv hhv. en negativ udvikling signalerer økonomisk fremgang hhv. økonomisk tilbagegang.

En erhvervsvirksomheds formål er bl.a. at skabe økonomisk fremgang, så værditilvæksten kan udloddes til ejerne i form af udbytte eller højere aktiekurs - sker det ikke, risikerer virksomheden fremover at få vanskeligt ved at tiltrække egenkapitalfinansiering.

På universiteterne er forholdet, at der såvidt muligt ikke bør ophobe sig kapital. I stedet må samfundet forvente, at de midler der stilles til rådighed for universiteterne i en given periode, også bruges fornuftigt og forsvarligt i den pågældende periode.

2.1.3.Hvilke forhold er af betydning for en virksomheds egenkapitalbehov?

En virksomhed har behov for at lade sin aktivitet finansiere af egenkapital hhv. fremmedkapital. Virksomheder, som er i stand til at opnå stort afkast på driften, er i stand til også at finansiere en stor andel fremmedkapital i form af rentebetalinger. Er sådanne virksomheder i stand til at finansiere mere end rentebetalingerne, siges de at ”tjene på fremmedkapitalen”, eftersom de skaber et større afkast end renteomkostningerne. En fuld finansiering med fremmedkapital - dvs. uden egenkapital - skaber imidlertid en stor risiko, eftersom en måske mindre nedgang i driftsresultatet rammer virksomheden hårdt, fordi den er afhængig af en positiv drift til at betale renteomkostninger. Af den grund vælger virksomheder en fordeling mellem fremmedkapital og egenkapital, som hænger sammen med virksomhedens risiko for, at driftsresultatet svinger.

Grundlæggende kan en virksomheds egenkapitalbehov henføres til selskabets risiko. Er virksomhedens samlede risiko - dvs. graden af udsving i selskabets samlede resultat - høj, bør der være en højere egenkapital, end hvis selskabets risiko er lav. Det skyldes, at der skal være plads til underskud i nogle perioder, uden at egenkapitalen derved bliver negativ. At egenkapitalen bliver negativ, anses generelt som en ugunstig situation for en virksomhed, eftersom det kan være udtryk for, at de forventede udbetalinger fra selskabet til at dække gæld overstiger de forventede indbetalinger fra driften af virksomheden, jf. ovenfor i afsnit 2.1.2.

En virksomheds samlede risiko kan udtrykkes ved følgende funktion:

Samlet risiko = f (driftsmæssig risiko, finansiel risiko)

Den driftsmæssige risiko udtrykker risikoen for variabilitet i virksomhedens ordinære driftsindtjening, dvs. risikoen for udsving i virksomhedens resultat før finansielle poster. Følgende forhold har bl.a. betydning for bedømmelsen af den driftsmæssige risiko:

Høje faste omkostninger fører alt andet lige til højere driftsmæssig risiko. En stor andel af anlægsaktiver i balancen er ofte ensbetydende med høje faste omkostninger til afskrivninger.
Stor risiko på selskabets afsætning/salg fører alt andet lige til en højere driftsmæssig risiko.
En kombination af høj risiko på indtægterne og en tilsvarende variabilitet i selskabets omkostningsstruktur reducerer selskabets driftsmæssige risiko.
Valutakursrisiko, stærk konkurrence og virksomhedens mulighed for at presse eventuelle salgsprisafvigelser igennem over for leverandørerne.

Det fremgår implicit, at en virksomheds driftsmæssige risiko i høj grad er branchebestemt. Således vil meget kapacitetstunge virksomheder - f.eks. teleselskaber og medicinalselskaber - have højere faste omkostninger end f.eks. servicevirksomheder, der bedre er i stand til at tilpasse sin omkostningsstruktur i takt med udviklingen.

Den finansielle risiko udtrykker kapitalstrukturens indflydelse på det regnskabsmæssige resultat efter finansieringsomkostninger. Følgende forhold har bl.a. betydning for bedømmelsen af den finansielle risiko:

En stor gældsandel i forhold til størrelsen af egenkapitalen (finansiel gearing) indebærer en stor gældsfinansiering - og vil alt andet lige betyde en højere finansiel risiko.
Lånerentens variabilitet - jo større variabilitet desto større risiko. Risikoen kan afdækkes med f.eks. renteswaps eller modgående positioner med samme risiko.
Muligheden for at lade lånerentens størrelse afhænge af selskabets overskudsdannelse.
Afdragsprofilen på lån - hvis der er krav om løbende afdrag, vil risikoen alt andet lige være højere end ved afdragsfrihed.
Valutarisiko på lånet.
Tilstedeværelsen af realiserbare aktiver - f.eks. børsnoterede aktier eller obligationer - vil reducere risikoen, eftersom de kan sælges til brug for indløsning af gælden.

Mens den driftsmæssige risiko i høj grad afhænger af branchen, har virksomheden mere indflydelse på den finansielle risiko.

En investor ønsker at sikre en sammenhæng mellem risiko og krav til afkast. Er risikoen samlet set høj, skal det potentielle afkast også være højt.

En virksomheds samlede risiko afhænger af størrelserne af den driftsmæssige risiko hhv. den finansielle risiko. En virksomhed med høj driftsmæssig risiko vil derfor typisk vælge en højere grad af egenkapitalfinansiering - og dermed en lavere finansiel risiko. Omvendt vil virksomheder, som befinder sig i en branche med en lav driftsmæssig risiko, kunne tilvælge en større gældsfinansiering, uden at den samlede risiko bliver for høj. Denne sammenhæng indebærer normalt, at meget anlægstunge virksomheder har en tendens til højere egenkapitalfinansiering, mens servicevirksomheder normalt kan tillade sig at have en mindre egenkapitalandel og dermed større gældsandel.

På et universitet bestemmes den driftsmæssige risiko i høj grad af risikoen for udsving i indtægterne. Disse er bestemt af konjunktursvingninger for så vidt angår de markedsbestemte indtægter, mens basistilskuddet er underlagt en ”politisk” risiko, dvs. en risiko for at skiftende regeringer og finanslovsforhandlinger ændrer i universiteternes tilskud og rammebetingelser. Endvidere er der en højere driftsmæssig risiko, såfremt universitetet ejer bygninger. Mens private virksomheder kan tilpasse deres finansielle risiko, har universiteterne ikke denne mulighed, da deres kapitalforhold er mere eller mindre givne.

2.1.4.Er der særlige krav til en virksomheds egenkapital, der skal være opfyldt?

I aktie- og anpartsselskaber gælder der en række beskyttelsesforanstaltninger vedrørende kapitalen. Disse beskyttelseskrav har traditionelt været ”prisen” for, at selskaberne kunne operere med et begrænset ansvar over for omverdenen. Hertil kommer en række yderligere krav vedrørende åbenhed om selskabet.

Et aktieselskab skal i forbindelse med stiftelsen have en minimumskapital på 500.000 kr., mens et anpartsselskab kan nøjes med 125.000 kr. Kapitalen skal være fuldt indbetalt. Disse krav er dog under overvejelse i det af Økonomi- og Erhvervsministeren nedsatte selskabsretsudvalg. Det overvejes således at lempe kravene, så alene 25% af kapitalen i et aktieselskab skal indbetales ved stiftelsen, mens anpartsselskaber kan have en kapital på 0 kr. Der henvises til den af ministeriet udsendte betænkning af 25. november 2008 om reform af selskabslovgivningen.

I selskabets levetid risikeres det, at kapitalen tabes, f.eks. ved løbende driftsunderskud. Det er som udgangspunkt ikke ulovligt at drive et selskab videre, selvom kapitalen er tabt - det kræver blot, at selskabets ledelse skal være opmærksom på at orientere generalforsamlingen. Det er således et krav, at selskabets ledelse indkalder generalforsamlingen og redegør for, hvilke tiltag der forventes gennemført for at sikre, at kapitalen igen bringes på plads. Tilsvarende har ledelsen til enhver tid en pligt til at sikre, at selskabets kapitalberedskab - herunder likviditet - er tilstrækkelig, jf. aktieselskabslovens § 54. Er selskabet børsnoteret, kræver børsreglerne tillige, at Fondsbørsen orienteres om sådanne forhold.

Finansielle virksomheder er underlagt kapitalkrav i medfør af lov om finansiel virksomhed (FiL). De danske kapitaldækningsregler (FiL og kapitaldækningsbekendtgørelsen, BEK nr. 10302 af 2007) er baseret på EUs kapitaldækningsdirektiver (CRD-direktivet, 2006/49/EC).

Kapitaldækningsreglerne kræver en minimumskapital på 8 pct. af de opgjorte risici. Et detaljeret regelsæt fastlægger såvel opgørelse af kapital som risici (risikovægtede poster). Kapitalen omfatter kernekapital og efterstillet kapital. Kernekapitalen svarer stort set til den regnskabsmæssige egenkapital, idet der dog reduceres for goodwill og andre immaterielle aktiver m.v. Efterstillet kapital kan medregnes til kapitalgrundlaget under visse forudsætninger. De nærmere bestemmelser herfor fremgår af lov om finansiel virksomhed §§ 124, 132 og 136.

Udover ovenstående krav til selskabskapitalen - som er en del af den samlede egenkapital - og et løbende forsvarligt kapitalberedskab gælder der ingen krav. Skal der trækkes midler ud af et selskab - enten som udbytte, køb af egne aktier eller kapitalnedsættelse - kræves det, at der er frie reserver i selskabet, og at udtrækket af midler er forsvarligt.

2.2. Likviditet - hvad er likviditet, og hvad er formålet med likviditet?

2.2.1. Hvad er likviditet i regnskabsmæssig forstand?

Af den danske regnskabsvejledning 11 om pengestrømsopgørelsen fremgår følgende om likvide beholdninger hhv. likvider

5. Likvide beholdninger er kontanter samt indskud til fri disposition i pengeinstitutter.

6. Likvider er likvide beholdninger samt kortfristede værdipapirer, der uden hindring kan omsættes til likvide beholdninger, og hvorpå der kun er ubetydelig risiko for værdiændringer.

… 35. Betingelserne for posternes klassifikation som likvider er, at posterne: Er til fri disposition, uden hindring kan omsættes til likvide beholdninger, kun har ubetydelig risiko for værdiændringer og reelt har en funktion som likviditet ved at indgå i virksomhedens løbende likviditetsstyring. En tilsvarende definition - om end ikke så udførlig - findes i IAS 7, som er den internationale regnskabsstandard om pengestrømsopgørelsen.

Som det fremgår, skelnes der mellem likvide beholdninger og likvider. Likvide beholdninger er i princippet ”penge i kassen” eller noget, der er tæt herpå, jf. kravet om, at de kortfristede værdipapirer skal kunne omsættes uden risiko. Likvide beholdninger vil pr. definition altid være positive.

Likvider er en et bredere begreb, som søger at afgrænse, hvad der indgår i selskabets likviditetsstyring. Likvider er derfor ikke blot ”penge i kassen”. Det kan tillige være en kassekredit, som så anses for at være negativ likviditet. En virksomheds likvider defineres derfor bredt. Selve rettigheden til at trække et beløb på kassekreditten anses ikke for at være likvider - men er naturligvis et forhold, som kan modvirke, at virksomheden kommer i likviditetsvanskeligheder. Først når beløbet trækkes på kassekreditten, indgår det negativt i selskabets likvider.

2.2.2. Hvad er en virksomheds formål med at have likviditet?

”Cash is king!” - likviditet er det helt afgørende for, at en virksomhed kan betale sine regninger, og dermed afgørende for, at virksomheden kan fungere. Kan en virksomhed ikke betale sin fordringer, risikerer virksomheden at gå konkurs, jf. også konkursdefinitionen i konkurslovens § 17, stk. 2:

Stk. 2. En skyldner er insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående.

Likviditet/pengestrømme beskrives i en pengestrømsopgørelse. Opgørelsen specificeres i grove træk i pengestrømme fra følgende aktiviteter:

Løbende drift
Investeringer
Finansiering

Baggrunden for denne opdeling er, at investorer og kreditorer i høj grad bedømmer et selskab på, at det er i stand til at skabe nettoindbetalinger - det er trods alt det, der i sidste ende bestemmer, om en virksomhed har succes. Uden likvider kan der ikke betales penge ud til aktionærerne.

Bidrager driften f.eks. ikke til nettoindbetalinger - samtidig med at det regnskabsmæssige overskud er positivt - kan det dække over, at selskabet generelt er for ringe til at inddrive tilgodehavender eller er for ringe til at styre varelageret. En sådan viden om selskabet er afgørende for, hvordan det bedømmes af investorerne. Et meget aktuelt eksempel på en særdeles positiv drift uden samtidig likviditetsskabelse er ejendomsselskaberne, der i de senere år har skabt en betydelig (urealiseret) formue i form af værdistigninger på ejendomsporteføljen, uden samtidig at realisere værdierne. Finanskrisen medfører derfor store problemer med likviditet til selskaber, der ellers hidtil har set solide ud på grund af stor egenkapital.

Et selskab, som har så positive pengestrømme fra driften, at de kan dække de løbende investeringer, står i en meget gunstig situation, eftersom virksomheden derved løbende kan nedbringe sin gældsfinansiering eller alternativt kan finansiere sin egen vækst, f.eks. ved opkøb af andre virksomheder.

2.2.3. Hvad er sammenhængen mellem regnskabsmæssig egenkapital og likviditet?

En virksomheds regnskabsmæssige overskud viser en virksomheds værditilvækst, når den skabes. En likviditetsopgørelse (pengestrømsopgørelse) viser den værditilvækst, der realiseres i form af likviditet. Over en virksomheds samlede levetid vil det regnskabsmæssige overskud svare til tilvæksten i likviditet.

Det regnskabsmæssige overskud medvirker således til at forudsige en virksomheds evne til at skabe likvider i fremtiden. Som nævnt ovenfor i afsnit 2.1.1 søger balancens aktiver og forpligtelser netop at udtrykke virksomhedens fremtidige ind- og udbetalinger.

En virksomhed er normalt ikke afhængig af en bestemt sammenhæng mellem egenkapital og likviditet - virksomheden kan således udmærket drives i længere perioder uden egenkapital, såfremt der er tilstrækkelig likviditet.

I praksis udledes et selskabs pengestrømme ofte af det regnskabsmæssige resultat, der korrigeres for ikke-kontante poster:

Nettoresultat			xx
Reguleringer
	Afskrivninger	xx
	Ændringer i garantiforpligtelser	xx
	Renteindtægter	xx
	Renteomkostninger	xx
	Skat af årets resultat	xx	xx
Ændring i arbejdskapital			xx
Pengestrømme fra drift før finansielle poster			xx
Renteindtægter			xx
Renteomkostninger			xx
Pengestrømme fra ordinær drift			xx
Betalt selskabsskat			xx

Pengestrømme fra driftsaktiviteter			xx

Denne opstilling af pengestrømsopgørelsen kaldes den ”indirekte” metode, fordi pengestrømmene fra driften udledes indirekte af selskabets resultat. I Danmark er det den mest benyttede, fordi det normalt anses for logisk at kunne sammenkoble resultatskabelsen i resultatopgørelsen med selskabets likviditetsskabelse.

2.3. Konklusion - egenkapital og likviditet - teori

Et selskabs egenkapital bestemmes af dets risiko - desto større driftsmæssig risiko og finansiel risiko, desto større skal egenkapitalen være.

Den driftsmæssige risiko udledes normalt af selskabets branche - dog med visse tilpasningsmuligheder i den enkelte virksomhed - mens den finansielle risiko i større omfang er påvirkelig af virksomheden. Virksomheder med stor driftsmæssig risiko, f.eks. fordi de er i en meget anlægstung branche, vil derfor ofte sikre sig en høj egenkapital, så virksomhedens samlede risiko derved ikke bliver for høj. Tilsvarende vil virksomheder med en noget lavere driftsmæssig risiko, f.eks. servicevirksomheder, ofte kunne tillade sig en højere finansiel gearing med lavere egenkapital.

Et selskabs likviditet er afgørende for at kunne drive virksomheden. Derfor udarbejdes der ofte en pengestrømsopgørelse for at kunne forklare, i hvilket omfang en virksomheds regnskabsmæssige resultater samtidig er i stand til at skabe likviditet.

Mange af universiteterne har en likviditet fra driften, der er større end udviklingen i egenkapitalen. Det giver naturligvis en stor grad af frihed, men eftersom alle dispositioner - herunder større uddannelsesmæssige tiltag og investeringer - også har betydning for det regnskabsmæssige resultat, kan denne frihed ofte ikke udnyttes. Derved bliver størrelsen af egenkapitalen i højere grad styrende for, hvilke tiltag der igangsættes, snarere end hensynet til likviditeten.