Vurdering af universiteternes egenkapital og likviditet

5. Konklusion - har danske universiteter behov for yderligere egenkapital, og hvorledes kan yderligere egenkapital tilvejebringes?

Nærværende afsnit samler op på teorien, drøftelser med universiteterne og regnskabsanalysen. I afsnittet vil vi endvidere vurdere, hvorvidt universiteterne efter vores opfattelse reelt har behov for yderligere egenkapital. I forlængelse heraf anviser vi nogle modeller til at skabe yderligere egenkapital.

5.1. Har universiteterne behov for yderligere egenkapital?

Regnskabsteorien forudsætter, at en virksomheds egenkapitalbehov bestemmes af dels lovkrav og dels selskabets samlede risiko - driftsmæssig og finansiel risiko. Antages det, at en vurdering af risiko også kan danne grundlag for størrelsen af egenkapitalen på et universitet, skal universiteternes samlede risikobillede vurderes.

I nedenstående tabel er lavet en oversigt over en række ligheder og forskelle mellem universiteternes hhv. en privat virksomheds risici:

		Privat virksomhed	Universitet
1	Virksomheden har til formål at tjene penge	X	÷
2	Virksomheden kan være eksponeret for valutarisiko	X	÷
3	Virksomheden kan være eksponeret for renterisiko	X	(X) - hvis man har bygninger der er finansieret med variabel rente, medmindre renteomkostningerne automatisk dækkes ind af staten
4	Virksomheden kan være eksponeret for stærk priskonkurrence	X	(X) - prisen pr. studerende ligger fast
5	Virksomheden skal kunne udbetale udbytte til sine ejere og kunne tiltrække nye investorer	X	÷
6	Virksomhedens afsætning kan være konjunkturbestemt	X	X - antallet af studerende kan svinge fra periode til periode
7	Virksomhedens afsætning kan være konjunkturbestemt	X	Enkelte universiteter har bygninger men ellers ingen større materielle anlægsaktiver i øvrigt
8	Virksomhedens ledelse har en forpligtelse til at sikre lønsomhed - hvis ikke, skal aktiviteten afvikles	X	(X) - skal sikre sig effektivitet og sparsommelighed, men kan ikke selv vælge at skære ikkeindtægtsgivende aktiviteter fra før evt. efter en årrække
9	En virksomhed vil normalt have strategiske planer 3-5 år ud i fremtiden, som helst ikke skal ændres på grund af uforudsete omkostninger på den korte bane	X	X
10	Virksomheder foretager investeringer i materielle anlægsaktiver med en investeringshorisont på 25-50 år	X	X
11	Virksomheder foretager investeringer i materielle anlægsaktiver med en investeringshorisont på 25-50 årbeløbene flere år senere må konstateres tabt	X Mange private virksomheder aktiverer de pågældende udgifter, dvs. udskyder omkostningsførslen til senere	X De statslige regnskabsregler tilsiger, at den slags investeringer normalt udgiftsføres i de år, hvor de erafholdt
12	Nogle virksomheder har aktivitet i lande, hvor korruption, krig eller politiske forhold gør det nødvendigt at trække sig ud med tab til følge	X	÷
13	En virksomhed vil tegne forsikring mod brand, driftstab og andre udefra kommende ulykker	X	(X) - universiteterne er selvforsikrende, dog kan der tegnes visse forsikringer for de bygninger som universitetet ejer
14	En virksomhed vil tegne forsikring mod brand, driftstab og andre udefra kommende ulykker	÷	X - universiteterne er væsentligt eksponeret for politiske tiltag, der relativt hurtigt kan tilføre eller reducere mulighederne for universiteterne

Det er vores vurdering, at den samlede risiko på et universitet generelt er lavere end i private virksomheder af samme størrelse. Denne opfattelse støttes generelt af ledelserne på universiteterne, om end universiteterne naturligvis har visse risici - f.eks. den ”politiske risiko” - som private virksomheder ikke oplever i samme grad.

5.1.1. Størrelsen af egenkapitalen har reelt betydning ved beslutning om større tiltag

Det må erkendes, at bestyrelserne på universiteterne fokuserer på størrelsen af egenkapitalen, når der skal iværksættes større tiltag. Det er da også en væsentlig parameter i en privat virksomhed, og opfattelsen er generelt blevet bekræftet under alle vores besøg på universiteterne.

Når bestyrelsesmedlemmer fra private virksomheder træder ind i universiteternes bestyrelser med det formål at ”professionalisere” bestyrelsesarbejdet og ”bruge erfaringer fra private virksomheder” kan det næppe undre, at erfaringerne fra regnskabsaflæggelse og økonomistyring i private virksomheder samtidig søges overført til universiteterne. Det har vel også været et af formålene med at invitere professionelle bestyrelsesmedlemmer ind i universiteternes bestyrelse.

Det er vores opfattelse, at netop erfaringerne fra private virksomheders fokus på økonomi har været en styrke i forbindelse med professionaliseringen af universiteterne - disse fordele overstiger efter vores vurdering klart ulemperne i form af (for stor) økonomisk forsigtighed.

Når egenkapitalen er af begrænset størrelse, bliver fokus på årets drift således endnu mere udtalt, og der er fokus på at skabe overskud på driften for at sikre, at der opbygges en fornuftig egenkapital. Det skal i øvrigt understreges, at uanset at universitetet har en høj egenkapital, er opfattelsen på et enkelt universitet, at bestyrelsen ikke ønsker at skabe et negativt resultat på driften. Det er imidlertid vores vurdering, at dette fokus på at undgå ”røde tal” på driften trods alt reduceres, når egenkapitalen bliver af en vis størrelse - det må derfor efter vores opfattelse forventes, at en forøget egenkapital i højere grad kan fremkalde bestyrelsens fokus på langsigtede udviklingsplaner for universitetet, hvor der samtidig kan accepteres negative resultater i én eller flere perioder.

Vores interviews har afdækket, at universiteterne generelt er tilbageholdende med at ”køre på marginalerne”, når egenkapitalen er af begrænset størrelse. Dette forhold synes naturligt som følge af universiteternes orientering mod kulturen i private virksomheder.

Udfra teorien er det overordentligt vanskeligt at argumentere for, at alene likviditet har betydning for driften af universiteterne. I henhold til regnskabsteorien vil universitetets risikobillede have betydning for størrelsen af egenkapitalen.

5.1.2. En højere egenkapital medfører, at universiteterne må antages at kunne disponere mere langsigtet og driftsøkonomisk fornuftigt

Vores drøftelser på universiteterne har afsløret et stort behov for at kunne lave en langsigtet planlægning, der medfører, at det er muligt at leve med negative resultater i en periode, hvis vel at mærke det er som led i en langsigtet strategi.

Det forhold, at universiteterne laver langsigtet planlægning er efter vores vurdering en forudsætning for at kunne udvikle et universitet på en rimelig økonomisk måde. For det første er det helt umuligt at undgå en negativ påvirkning af resultatet i perioder med betydelig udvikling - medmindre universitetet generelt kører med store overskud. For det andet må det anses som samfundsmæssigt spild af ressourcer, hvis universiteterne f.eks. i forbindelse med udvikling af et nyt forskningsområde, som må anses for at blive en del af universitetet henover f.eks. 10-20 år, er tvunget til at gå ind i korttidslejemål, leasing af inventar og udstyr, brug af korttidsansættelser m.v. alene for at gardere sig mod, at egenkapitalen risikerer at blive negativ i perioder med udsving i markedsindtægter og STÅ indtægter.

En langsigtet planlægning af nye tiltag og mulighed for underskud i enkelte perioder betyder, at universiteterne samtidig undgår at skulle betale for at få så mange omkostninger som muligt til at være variable. Det er vores vurdering, at samfundets ressourcer derved udnyttes bedre. Det betyder alt andet lige, at universiteterne selv vil kunne finansiere flere tiltag via den løbende drift, end hvis de er tvunget til at betale ekstra for en stor omkostningsfleksibilitet.

5.1.3. En mulig ”kapitalmodel” for et universitet

Under henvisning til de hensyn, der er beskrevet ovenfor - bl.a. at der bør sikres større risikovillighed uden at animere til uforsigtighed - skal der etableres en kapitalmodel på universiteterne, som kan opfylde disse behov.

Det er vores opfattelse, at en rimelig ”egenkapitalmodel” bør basere sig på følgende forhold:

• Universitetet skal kunne planlægge 5-10 år ud i fremtiden, eftersom det kræver en lang tidshorisont at etablere nye studier, studieretninger og forskningsindsats. Egenkapitalen skal have en størrelse, som sikrer, at forbigående udsving i resultatet ikke skal føre til grundlæggende ændringer i en ellers fornuftig langtidsplan.
• Universiteterne har selv vurderet, at egenkapitalens størrelse bør afhænge af omsætningens størrelse, da det primært er på omsætningen, at risikoen knytter sig. Udsving i denne slår således direkte igennem på resultatet - og derved i sidste ende også på ændringen i egenkapitalen. Vi er enige med universiteterne i denne bedømmelse. Denne målestok virker således mere rigtig end soliditeten.
• Det er vores vurdering, at en rimelig egenkapital for et universitet kan være 15% af omsætningens størrelse. De 15% opdeles i to lige store kategorier: En ”basiskapital”/”stamkapital” hhv. en kapital, der skal kunne absorbere udsving i resultatet (”udsvingskapital”). De 15% er fastsat udfra, at universiteterne henover 2-3 år skal kunne operere med underskud på 3-4% af omsætningen - dette niveau forekommer rimeligt set i forhold til, at universiteterne skal kunne gennemføre store investeringer, samtidig med at økonomien fortsat skal være forsvarlig.
• Udsvingskapitalens størrelse betyder, at der vil kunne være et underskud på i gennemsnit 3-4% af omsætningen i 2-3 år - herefter skal der ske en genopretning. 3-4% af omsætningen er et forholdsvist stort udsving på danske universiteter, men det vil kunne accepteres i en kort årrække - alternativt et lidt mindre underskud i lidt flere år. Udsvingskapitalen sikrer således, at der kan lægges langtidsplaner, og at periodiske udsving kan absorberes.
• Det skal samtidig sikres, at universiteterne bruger de penge, som de får stillet til rådighed. Det kan sikres ved, at det akkumulerede resultat inden for 10 år ikke må være højere end stigningen i kapitalbehovet i forhold til udviklingen i omsætningen. Er omsætningen ikke steget henover en 10 årig periode, skal det akkumulerede resultat derfor være 0 henover 10 år. Er omsætningen steget med f.eks. 50 mill. kr. henover 10 år, skal det akkumulerede resultat være 7.5 mill. kr.
• Stamkapitalen må ikke forbruges. I det øjeblik der sker indgreb heri - f.eks. ved store driftsmæssige underskud - skal der iværksættes tiltag, der inden for 2 år sikrer, at stamkapitalen reetableres.

En sådan model vil kunne tilgodese universiteternes behov for at have en egenkapital af en vis størrelse, ligesom man også tilgodeser samfundets berettigede interesse i, at alle tilførte midler på sigt bruges på forskning og uddannelse. Udsvingskapitalen har den fordel, at universitetet kan operere med planlægningshorisonter på 5-10 år, hvor der tages visse risici, uden at der tages for store risici.

Modellen medfører, at universiteterne henover en 10 årig periode ikke kan opspare yderligere egenkapital, end hvad der er nødvendigt for at kunne følge med udviklingen i omsætningen (herunder den ændring der følger af inflationen). Det kan hævdes, at en sådan begrænsning hæmmer universiteternes mulighed for at opspare midler med henblik på store investeringer - på den anden side indebærer modellen, at universiteterne bruger de tildelte midler. Det skal dog understreges, at der indenfor 10 års perioden godt kan opspares, før pengene forbruges.

Vi har lagt vægt på, at modellen skal sikre en robust og forsvarlig økonomi på universiteterne. Det betyder bl.a., at ved stigninger i omsætningen skal 15% af stigningen i omsætningen bindes på stamkapitalen hhv. udsvingskapitalen, eftersom kravet til den samlede egenkapital forhøjes i takt med stigningen i omsætningen. Modellen indebærer derfor en vis opsparing med henblik på at sikre en vedvarende god egenkapital på universiteterne. Hvis ikke modellen tog højde for udviklingen i omsætningen henover tid, ville universiteternes økonomi skulle tages op til fornyet overvejelse igen om nogle år.

Det er vores vurdering, at kapitalmodellen også betyder, at der ved fremtidige fusioner helt naturligt fokuseres på, at der skal tilføres egenkapital sammen med overtagelse af en aktivitet.

Det skal understreges, at modellen er forholdsvis simpel. En ”rigtig” og rimelig kapital på et universitet kan således inddrage mange andre forhold, f.eks. indtægternes sammensætning, spredningen i uddannelserne, idet et snævert fagudbud er mere risikabelt end en større spredning, og omkostningernes variabilitet, idet store faste omkostninger alt andet lige skaber større risiko. Det kan derfor hævdes, at kapitalbehovet måske undervurderes lidt på f.eks. IT Universitetet, der har et snævert fagligt fokus.

Vi har overvejet, om en kapitalmodel bør stille krav om større kapital på de universiteter, som samtidig har bygninger, eftersom bygninger medfører store faste omkostninger i form af afskrivninger - og derved alt andet lige en større driftsmæssig risiko. Ovenstående model kunne i så fald tilpasses, så der kunne afsættes en ekstra andel egenkapital baseret på en procentdel af universitetets investeringer i fast ejendom.

Vi har imidlertid vurderet, at en justeret kapitalmodel - der inddrager mange andre forhold end de ovenfor angivne - risikerer at blive for kompliceret at arbejde med i praksis. Hertil kommer, at såfremt bygningsmassen overdrages til universiteterne på samme vilkår som til DTU - dvs. at bygningerne belånes med 50% - skabes der en tilstrækkelig stor buffer til at kompensere for den højere driftsmæssige risiko. Vi vil i den forbindelse anbefale, at det overvejes, om der skal laves en særlig løsning for CBS, hvis samlede risiko forekommer overordentlig høj sammenlignet med andre universiteter.

Det er vores vurdering, at ovenstående kapitalmodel er enkel at forstå, og det er efter vores opfattelse meget vigtigt. Det skal understreges, at modellen er en samlet model, som det næppe er hensigtsmæssigt at gennemføre delvist, eftersom den indeholder incitamenter til at tage større risici, samtidig med at den sikrer økonomisk forsvarlighed.

Såfremt modellen benyttes på universiteterne, kan egenkapitalbehovet udledes til følgende (2007-tal i 1.000 kr.):

		Nuværende egenkapital ekskl. statsforskrivning	Omsætning i 2007	15% af omsætningen = Target for ny egenkapital	Manglende egenkapital i forhold til Target
Københavns Universitet		522.995	5.993.992	899.099	376.104
Copenhagen Business School		59.787	952.932	142.939	83.152
Syddansk Universitet		315.525	1.835.896	275.384	Ikke behov for yderligere kapital
Århus Universitet		257.587	3.440.900	516.135	258.548
Aalborg Universitet		94.090	1.496.224	224.434	130.344
Roskilde Universitet		-13.382	610.454	91.568	104.950
IT Universitetet		46.335	155.358	23.304	Ikke behov for yderligere kapital
DTU		2.216.744	1.922.002	298.800	Ikke behov for yderligere kapital
Samlet yderligere egenkapitalbehov i forhold til kapitalmodel					953.098

Kapitalmodellen er illustreret nedenfor og er baseret på følgende forudsætninger:

• Baseret på 2008-regnskabet for universitetet (f.eks. Københavns Universitet, hvor omsætning, resultat og egenkapital for 2007 er indsat), tilfører staten egenkapital til universitetet, så kapitalkravet er opfyldt pr. 1. januar 2009.
• Universitetet antages at gennemføre omfattende investeringer, så resultatet forventes at blive negativt i 2010-2012 i niveauet 2.6-4.3% af omsætningen. Endvidere antages det, at universitet et enkelt år mere - i 2015 - får underskud.
• I kapitalmodellen er indbygget et krav om opsparing, hvorved den samlede kapital skal forøges, så 15% kravet til stadighed er opfyldt. I nedenstående eksempel er forudsat en årlig stigning på 5% i omsætningen.

Mio. kr.		2007	2008	2009	2010	2011	2012	2013	2014	2015	2016	2017	2018
Nettoomsætning		5.994	6.294	6.608	6.939	7.286	7.650	8.033	8.434	8.856	9.299	9.764	10.252
Resultat		150	175	300	-300	-200	-200	200	300	-200	200	200	300
Resultat i % af omsætning		2,5%	2,8%	4,5%	-4,3%	-2,7%	-2,6%	2,5%	3,6%	-2,3%	2,2%	2,0%	2,9%
Éngangsindskud på egenkapitalen fra staten			247
Egenkapital ultimo		523	945	1245	945	745	545	745	1045	845	1045	1245	1545
Kapitalmodellen
15% af omsætningen		899	944	991	1.041	1.093	1.148	1.205	1.265	1.328	1.395	1.465	1.538
Forskel mellem target og aktuel		-376	1	254	-96	-348	-603	-460	-220	-483	-350	-220	7
Egenkapitalsammensætning i forhold til kapitalmodellen
Stamkapital		450	472	496	520	546	574	602	633	664	697	732	769
Udsvingskapital		73	473	749	425	199	-29	143	412	181	348	513	776

Af eksemplet fremgår, at universitetet henover nogle år vil kunne gennemføre store investeringer og planlægge et underskud, som så indhentes efterfølgende. Omvendt vil det også være muligt at opspare midler, som efterfølgende kan bruges til investeringer.

5.2. Løsningsmodeller til at sikre bedre egenkapitalforhold på universiteterne

Som omtalt ovenfor vil vi anbefale, at flere af universiteterne tilføres yderligere egenkapital.

I det følgende beskrives disse modeller, der enkeltvist eller samlet vil kunne tilføre midler til universiteterne.

1. Ændring af anvendt regnskabspraksis
2. Kontant kapitaltilførsel fra staten ved omlægning af bevillingerne
3. Indskud af bygninger på de universiteter der ikke selv ejer de anvendte bygninger

Det har ikke været målet med forslagene at give universiteterne flere midler - men alene at forøge deres råderum på anden måde. På den anden side skal det også understreges, at det næppe vil være hensigtsmæssigt at gennemføre tiltag, som indskrænker råderummet på de enkelte universiteter. Det bør derfor sikres, at de gennemførte modeller ikke stiller nogen universiteter bedre på bekostning af andre.

I afsnit 5.2.4. - efter omtalen af de enkelte modeller - har vi opsummeret fordele og ulemper for universiteterne ved de forskellige modeller.

Vi har overvejet, om ulemperne ved den begrænsede egenkapital - manglende risikovillighed hos ledelsen til at ”gå til grænsen” i budgetterne - kan undgås ved andre tiltag, f.eks.:

• Ethvert overskud inddrages af MVTU eller indefryses.
• Begrænsning af fokus på egenkapital, f.eks. ved at undlade offentliggørelse af balancen som en del af årsrapporten.
• Bevidst fokus i sektoren på, at egenkapitalen ikke har samme betydning på et universitet som i private virksomheder.

Det er vores klare vurdering, at disse tiltag næppe vil løse problemet - i værste fald vil de skabe flere og endnu større problemer. Modellen med at inddrage et overskud eller indefryse det, har således den væsentlige ulempe, at den indbyder til en ikke ønskelig adfærd, hvor universiteterne ultimo året vil gøre alt for at undgå at få konfiskeret bevillingen (og eventuelt få påvirket kommende års bevillinger negativt).

De øvrige to eksempler på tiltag er efter vores vurdering ikke forenelige med, at man har etableret professionelle bestyrelser med erfarne medlemmer fra det private erhvervsliv. Det kan ikke undgås, at de erfaringer de pågældende personer har fra regnskabsaflæggelse i private virksomheder også bringes ind i bestyrelseslokalet på universitetet. Det synes også at have været et hovedsigte med at etablere sådanne bestyrelser.

5.2.1. Ændringer af regnskabspraksis

En mulig model kan være en ændring af regnskabspraksis. Ændring af regnskabspraksis kan i sig selv ændre egenkapital (og resultat). Fordelen ved at ændre regnskabspraksis er, at det ikke koster statskassen penge, men mulighederne er dog ret begrænsede, hvis man fortsat ønsker, at reglerne for universiteterne skal svare nogenlunde til reglerne for private virksomheder.

Følgende ændringer kan overvejes:

1. Ændring af praksis for indregning af STÅ indtægter, så man indregner som ”igangværende arbejder” gennem året i stedet for først, når det endelige beløb ligger fast. En sådan praksisændring vil indebære en højere egenkapital.
2. Forlængelse af afskrivningsperioden på bygninger for de universiteter, der i dag har bygninger. I dag vælges selv nye bygninger afskrevet henover 50 år, selvom regnskabsbekendtgørelsen tillader, at universiteterne vælger en længere afskrivningsperiode, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 4. En del nye bygninger synes godt at kunne afskrives henover f.eks. 100 år. En sådan praksisændring indebærer en højere egenkapital henover tid. Ændringen er i overensstemmelse med årsregnskabsloven og internationale regnskabsstandarder, eftersom disse regler kræver, at afskrivningen sker henover aktivernes forventede brugstid. Er brugstiden kortere end den økonomiske levetid for aktivet, kræver årsregnskabsloven og IFRS, at der indsættes en scrapværdi, således at ikke hele aktivets kostpris fordeles over den kortere brugsperiode.
3. Inflationsregulering af værdien af grunde. I dag fastholdes værdien til den historiske kostpris, og denne afskrives ikke. En inflationsregulering synes at kunne forsvares udfra det forhold, at det har grobund i de realøkonomiske forhold, hvor værdien på jord som minimum følger prisudviklingen henover en længere periode - herudover påvirkes den også af samfundets stigende velstand. Modellen er ikke egnet på andre aktiver - herunder bygninger - eftersom andre aktiver forgår henover tid, og en inflationsregulering derfor ikke giver mening. En sådan praksisændring indebærer en højere egenkapital henover tid. Ulempen ved denne ændring er, at modellen ikke ses benyttet andre steder - og heller ikke er i overensstemmelse med årsregnskabsloven og de internationale regnskabsstandarder (IFRS). I henhold til disse regelsæt kan man imidlertid vælge at opskrive til den aktuelle dagsværdi pr. balancedagen. Denne regnskabspraksis vil imidlertid forøge volatiliteten i universiteternes regnskaber.
4. Fritagelse fra forpligtelser, f.eks. feriepengeforpligtelser eller forøgelse af statsforskrivningen. Disse modeller vil kunne skabe yderligere egenkapital. Ulempen ved sådanne ændringer er, at man derved afviger årsregnskabsloven og IFRS - dvs. at man får skabt en regnskabsregulering, der ikke kendes andre steder. Disse modeller vil derfor næppe virke tillokkende, når universiteterne via årsrapporterne gør reklame for sig selv i udlandet.

5.2.2. Kontant kapitaltilførsel fra staten ved omlægning af bevillingerne

En mulig model er at gennemføre en kontant kapitaltilførsel fra staten. En sådan model risikerer imidlertid at tilføre midler til universiteterne, som de i bund og grund ikke har behov for, eftersom likviditeten generelt er god. Endvidere skal et sådant indskud ikke føre til øget forbrug.

Det er imidlertid vores vurdering, at kapitaltilførslen med fordel kan gennemføres ved at indskyde én måneds bevilling ind som egenkapital i universiteterne, samtidig med at de nuværende bevillinger omlægges til at være bagudrettet i stedet for på forskud. Indskuddet som egenkapital gennemføres én gang. Derved kan indskuddet gennemføres uden at påvirke universiteternes likviditet - hverken i opad- eller nedadgående retning. Det kan illustreres med følgende eksempel:

P.t. udbetales bevillingen fra Videnskabsministeriet månedsvist forud. Det betyder, at universitetet i december måned modtager bevillingen for januar måned (i nedenstående eksempel på 100). Regnskabsmæssigt afsættes januar måneds bevilling som en udskudt indtægt - dvs., som en kortfristet forpligtelse i balancen pr. 31. december 2008.

I januar måned 2009 antages det nu, at universitetet overgår til at modtage sin bevilling bagud. Det indebærer, at der ikke modtages nogen bevilling i denne måned, da den allerede er modtaget i december måned. I stedet modtages DKK 100 som et egenkapitalindskud fra Videnskabsministeriet, der krediteres egenkapitalkontoen (forøger) og debiteres banken (postering nr. 1 nedenfor) Herudover indtægtsføres den udskudte indtægt, der er periodiseret som en gæld ultimo 2008 (postering nr. 2 nedenfor)

		Egenkapital		Bank		Indtægter		Gæld
	Ultimo december 2008							100
	Ultimo januar 2009	(1) 100		(1) 100
	Ultimo januar 2009					(2) 100		(2) -100
	Ultimo februar 2009			100		100
	Ultimo marts 2009			100		100
	Ultimo april 2009			100		100
	Ultimo maj 2009			100		100
	Ultimo juni 2009	100		100
	Ultimo juli 2009			100		100
	Ultimo august 2009			100		100
	Ultimo september 2009			100		100
	Ultimo oktober 2009			100		100
	Ultimo november 2009			100		100
	Ultimo december 2009			100		100
				100		100
	I alt	+100		1.200		1.200		0

Konsekvensen af ovenstående er, at universiteterne ikke får mere likviditet, end de skulle have haft i henhold til den hidtidige bevillingsafregning. Likviditeten er således uændret. Det samme er indtægterne, der giver 12x100. Samtidig er egenkapitalen forøget med 100. Modellen kan derfor gennemføres, uden at der tilføres universiteterne yderligere likviditet og med en varig forbedring af egenkapitalen til følge.

Man kan måske hævde, at det er en ulempe ved modellen, at den kun kan gennemføres, såfremt det sker for alle universiteter. Det er derfor ikke uden videre muligt at lade de meget trængende universiteter få gavn af f.eks. den effekt, som DTU opnår, medmindre man ønsker at omfordele likviditet mellem universiteterne.

5.2.3. Indskud af bygninger på de universiteter der ikke ejer bygningerne

En mulig model er at indskyde værdien af bygninger på de universiteter, der ikke i dag ejer bygningsmassen.

Indskud af bygninger sikrer, at der tilføres midler til universiteterne - effekten på egenkapitalen vil afhænge af værdien af bygningsmassen og hvor høj grad af belåning, der følger med bygningerne. Da Finansministeriet p.t. undersøger ovenstående problemstilling for alle selvejende institutioner, vil den efter aftale ikke blive behandlet nærmere her.

5.2.4. Opsamling - modeller til etablering af egenkapital på universiteterne

		Fordele for universiteterne	Ulemper for universiteterne
1	Ændring af anvendt regnskabspraksis	Er enkel at anvende og kræver ingen væsentlig involvering fra ministeriet.	Giver begrænset effekt - skal derfor kombineres med andre tiltag.
2	Kontant kapitaltilførsel fra staten ved omlægning af bevillingerne	Løser en stor del af egenkapitalbehovet på én gang.	Ingen
3	Indskud af bygninger på de universiteter der ikke ejer bygningerne	Løser egenkapitalbehovet på én gang. Skaber større fleksibilitet ved udbygninger	Medfører større afskrivninger - stillingtagen til model til at håndtere dette. Giver større risiko ved udsving i antal studerende

Denne side er kapitel 5 af 10 til publikationen "Vurdering af universiteternes egenkapital og likviditet ".

© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.