Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings logo. Klik for at komme til forsiden af vtu.dk.

Beretning

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger (S-FoU) er en statsvirksomhed under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, hvis opgave er at sikre optimale fysiske rammer for dansk videnskab i løbende dialog med institutionerne.

S-FoUs overordnede mål er at være en foretrukken leverandør til de videregående uddannelses- og forskningsinstitutioner samtidig med, at vi bidrager til udvikling af dansk byggeri og ejendomsforvaltning. Målet opnås ved systematisk vedligeholdelse af bygningerne, ved forsøg med nye samarbejdsformer med leverandørerne i en række byggerier og ved konstant at forbedre institutionernes mulighed for smidig tilpasning af de fysiske rammer til de skiftende behov.

Hovedopgaverne består i: > nybyggeri > ejendomsadministration > vedligeholdelse samt > forsøgs- og udviklingsbyggeri

Opgaverne varetages inden for rammerne af den statslige huslejeordning, der er lavet for at give institutionerne et økonomisk incitament til at prioritere deres lokaleforbrug. Institutionerne har frit leverandørvalg, og kan normalt opsige deres lejemål med 1/2 års opsigelse.

Årets finansielle resultat
I 2004 har man anvendt i alt 288 mio. kr. til vedligeholdelse udover det som institutionerne selv anvender til den indvendige vedligeholdelse. Det er således lykkedes at indhente den vedligeholdelsesindsats der var forudsat ved SEA-ordningens start. I de første år har både SFoU og institutionerne skullet udarbejde procedurer for gennemførelse af vedligeholdelsesarbejder, hvilket har betydet en mindre indsats.

Det er en forudsætning for S-FoUs driftskonto, at udgifts- og indtægtsbevillingerne er ens både i budget og regnskab. Et evt. overskud skal indbetales

som ekstraordinært afdrag på det stående lån, mens et evt. underskud kan finansieres ved optagelse af lån i den friværdi, som tidligere års ekstraordinære afdrag har skabt.

S-FoU havde i 2004 behov for at låne 41,0 mio. kr. til dækning af årets underskud. Underskuddet fremkom som følge af, at tidligere års vedligeholdelsesarbejder nu er færdiggjort og modsvares af de tidligere års ekstraordinære afdrag.

S-FoU har i 2004 bygget for i alt 420 mio. kr., hvilket er et fald på i alt 22,4 mio. kr. i forhold til 2003. S-FoUs lejeindtægter er i forhold til 2003 steget med 48,4 mio. kr., hvilket primært skyldes ibrugtagning af nybyggerier.

Årets faglige resultater
Med færdiggørelse af et nyt byggeri i Ørestaden kom et nyt universitet i 2004 ind under SEA-ordningen. IT-Universitetet ibrugtog pr. 1. juni 2004 hovedparten af de 19.000 m². Fra 1. januar 2005 er 5. salen udlejet til et nyoprettet IT-væksthus, der sammen med IT-universitetet og DR skal styrke IT-iværksætterkulturen i hovedstadsområdet.

S-FoU har færdiggjort en interaktiv miljøvejledning til brug for dokumentation og udvikling af miljøindsatsen i nybyggeri.

Endelig har S-FoU deltaget aktivt i udviklingen af Det digitale byggeri, deltaget i projektrådets arbejde, udført selvstændige undersøgelser og publikationer om anvendelse af IT-elementer i programfase og visualisering af projekter, samt iværksat afprøvning af bygherreinitiativet vedr. 3D anvendelse i projekteringsprocessen.

Odense Kommune har præmieret byggeriet i Winsløvparken til Syddansk Universitet, og Københavns Kommune har præmieret byggeriet til IT-Universitetet i Ørestaden.

Forventninger til det kommende år
Afhændelse af lediggjorte ejendomme forventes at stige. Det må konstateres at modning af disse ejendomme til salg er en længerevarende proces, da det ofte kræver ændring af lokalplangrundlaget til andre anvendelsesmuligheder af ejendommene. For flere S-FoU´s ejendomme er denne proces gennemført, eller igangværende.

Endvidere vil man forstærke indsatsen på området, idet omfanget af opsigelser især i København forventes at stige mærkbart.

I 2005 skal der gennemføres en vurdering af den indvendige vedligeholdelse af S-FoU’s ejendomsportefølje. I henhold til arbejdsdelingen med universiteterne varetager universiteterne denne aktivitet, men det er fastlagt, at der hvert
5. år, skal ske en overordnet vurdering heraf. Vurderingen foretages af et rådgiverkonsortium som en udvidelse af det årlige eftersyn vedr. den udvendige vedligeholdelse.

I 2005 forventes det, at der vil blive udbudt lokalebehov ved Aalborg Universitet i OPP-løsninger.

Det forventes, at S-FoU får udarbejdet nye redskaber og gennemført en øget indsats på tilgængelighedsområdet, udover at aktiviteterne vedr. det digitale byggeri fortsættes.

Som led i overgangen til omkostningsregnskab vil S-FoU iværksætte en registrering af den kunst, som er placeret i bygningerne.

Oversigt over hovedkonti
Den efterfølgende årsrapport omfatter § 19.11.05-19.11.08.

Denne side er kapitel 1 af 6 til publikationen "Årsrapport 2004".
Version nr. 1.0 af 04-08-2008
 

© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2008. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.