Kapitel 6. Ph.d.’ ere
I sommeren 2002 viste en rapport fra VTU m.fl, at der i 2010 er risiko for en mangel på over 2000
ph.d.er fra uddannelsesområderne: Sund, tek, nat og vet. Rapporten fokuserede hovedsageligt på den private sektor. Nærværende notat koncentrerer sig om erstatningsbehovet inden for den offentlige FoU sektor og ser på udbudsudviklingen for ph.d -hovedområderne.
Erstatningsbehovet på universiteterne stiger til over 200 forskere pr. år i perioden fra 2010 til 2015 i et minimumscenarium med uændret forskerstab. Der er ikke foretaget en endelig mis/match beregning specielt for den offentlige FoU sektor. Flere scenarier vil blive gennemregnet i foråret 2003. Med tidligere mangelberegninger, der viste risiko for en merefterspørgsel på over 2000 i 2010 alene for sund/tek/nat/vet kan allerede nu konkluderes, at der er risiko for mangel i den offentlige FoU sektor, ikke mindst på naturvidenskaberne, sundhedsvidenskab og det tekniske område. Fortsætter tendensen til øget privatsektor-andel også på humaniora og samfundsvidenskab, kan også de opleve knaphed.
6.1. Efterspørgsel efter ph.d.-uddannede
Langt størstedelen af den offentlige forskning foregår på universiteterne, sygehusene og sektorforskningsinstitutionerne.3> Godt 2/3 af den offentligt ansatte forskerstab befinder sig på universiteterne, mens ca. 60 % af den sidste 1/3 er ansat på hospitaler og 40% på sektorforskningsinstitutioner.
Den offentlige forskerstab er præget af en skæv aldersprofil. Som følge af universitetsekspansionen i de sene 60’ere og tidlige 70’ere blev der oprettet mange lærer- og forskerstillinger, som primært blev udfyldt af unge forskere. Dette blev efterfulgt af en lang periode med økonomisk afmatning, hvilket førte til stagnation i universitetsansættelserne. Udviklingen afspejles i den offentlige forskerstabs aldersprofil ved en markant alderspukkel, der over tid er blevet forskudt opad i alderskategorierne (Ståhle 1999). Data er mindre gode for forskere på hospitaler og sektorforskningsinstitutioner, men aldersprofilen vurderes at være stort set den samme.
Forskerrekrutteringsbehovet i den offentlige sektor vil derfor i de kommende år være stærkt stigende. Dette skyldes ikke mindst karakteren af forskermobiliteten i den offentlige sektor, der er præget af stor intern mobilitet, men en meget lille ekstern mobilitet mellem den private og den offentlige sektor. De offentligt ansatte forskere skifter sjældent sektor, hvilket betyder at den overvejende afgangsgrund er aldersbetinget. Størsteparten af de offentlige forskere forlader således den offentlige sektor grundet pension.
3 Der forskes også på andre videregående uddannelsesinstitutioner og på institutter, der kun har forskning som en mindre del af deres arbejde. Dette drejer sig dog reelt kun om ca. 253 forskere i år 2000 (Analyseinstitut for Forskning, 2002).
Tabel 5.2.1.1: Fremskrivning af afgang af videnskabeligt personale i universitetsstillinger, der kræver ph.d.-grad, opgjort på hovedområder. Procent (N)4
| Hum | Samf | Nat | Jord | Sund | Tek | I alt | Gns.afgang pr. år, N |
|
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Afgang 2000-2005 |
10 (128) |
7 (64) |
8 (95) |
7 (31) |
10 (73) |
8 (89) |
8 (453) |
91 |
| Afgang 2005-2010 |
17 (217) |
13 (119) |
16 (191) |
12 (52) |
17 (125) |
15 (167) |
15 (850) |
170 |
| Afgang 2010-2015 |
21 (268) |
19 (174) |
20 (239) |
12 (52) |
20 (147) |
16 (178) |
18 (1020) |
204 |
| Afgang 2015-2020 |
20 (256) |
19 (174) |
15 (179) |
13 (57) |
16 (117) |
11 (122) |
16 (907) |
181 |
Det ses af tabel 5.2.1.1 at der i den offentlige sektor vil være et kraftigt forskerrekrutteringsbehov de næste år. Størst vil behovet være i perioden 2010-2015, hvor afgangen ligger på 18% af den samlede forskerskare, svarende til en gennemsnitlig afgang af 204 forskere pr. år. Opdelt på de enkelte hovedområder viser det sig at humaniora, naturvidenskab og sundhedsvidenskab har den mest markante alderspukkel, mens især jordbrugs- og veterinærvidenskab tegner sig for en stabil afgang i 20 års perioden. Humaniora er det hovedområde, der i absolutte tal tegner sig for den største afgang. I perioden 2010-2020 vil den gennemsnitlige humaniora-afgang være over 50 forskere pr. år. Også naturvidenskab vil i perioden 2005-2015 være præget af en meget høj afgang på gennemsnitlig ca. 45 forskere årligt. Fremskrivningerne viser endvidere at teknisk videnskab og naturvidenskab hurtigst vil overvinde alderspuklen.
De erstatningsbehov, der fremgår af tabel 1 kan vurderes som et minimumscenarium for det fremtidige behov for nyrekrutttering af forskere idet fremskrivninger tager udgangspunkt i en konstant forsker-stab. Flere faktorer kan imidlertid øge behovet for nyrekruttering.
Bestandsfremskrivninger på universiteterne peger på en beskeden stigning i studenterbestanden i hele perioden. På trods af de faldende ungdomsårgange er det nemlig lykkedes at holde optaget næsten uændret de seneste år, og der er fortsat et timelag fra de tilgangsstigninger, der var i 1990’erne. Dette tyder på en fortsat stigning i uddannelsesfrekvensen, og denne kan forventes at fortsætte i de kommende år. I perioden siden begyndelsen af 1980’erne er den andel af en ungdomsårgang, der påbegynder en universitetsuddannelse steget fra ca. 8 til ca. 18. Fortsætter den historiske trend vil stigningen fortsætte op til ca. 25 % i 2010.
4 Udregnet på baggrund af Ståhle, 1999, og forudsat en gennemsnitlig afgangsalder på 65 år samt 2 % årlig afgang til den private sektor jævnt fordelt på alderskategorier
I nærværende rapport er alene foretaget beregning af minimumscenariet i tabel 1. Der er ikke udarbejdet scenarier for afledte behov i forbindelse med stigende studentertal og forskellige antagelser om studenter/VIP ratio og de ekstra forskerbehov, der følger af vedtagelsen af Barcelona-erklæring
Hvad angår hospitaler og sektorforskningsinstitutioner forefindes ikke præcise analyser af forskerskarens aldersprofiler. Det må dog antages at disse ikke ligger langt fra universiteternes, hvorfor der også her forventes en øget efterspørgsel af nye ph.d.-ere i tidsperioden 2003-2020.
6.2. Udbud af ph.d.-uddannede
Udbuddet af ph.d.uddannede har igennem 1990’erne været støt stigende. Dog har tallet fra 1997 og fremefter stabiliseret sig til at omfatte ca. 900 nyuddannede ph.d.-ere. Heraf udgør sundhedsvidenskab ca. 27%. Figur 1 viser udviklingen i ph.d.-produktionen 1991-1997
Figur 5.2.2.1: Antal ph.d.-grader tildelt 1991-2000
Kilde: Data om Danske Forskeruddannelse 2001
Den fremtidige øgede efterspørgsel af ph.d.-ere i den offentlige sektor fordrer et tilsvarende øget udbud. Figur 5.2.2.1 viser en prognose for udviklingen i ph.d.-produktion i tidsperioden 2003-2020.
Figur 5.2.2.2 Fremskrivning af ph.d.-produktion 2003-2020 fordelt på hovedområder5
Der ses i ovenstående figur en tydelig forskel på hovedområderne, hvor der groft set er tale om to tendenser: De fire hovedområder humaniora, samfundsvidenskab, veterinær- og jordbrugsvidenskab samt naturvidenskab ligger i hele tidsperioden på et relativt stabilt produktionsniveau, hvorimod teknisk videnskab og sundhedsvidenskab i perioden 2005–2010 vil opleve en relativt kraftig produktionsstigning, for så igen at flade ud hen imod periodens slutning. Stigningen for disse to grupper skyldes at såvel lægeuddannelsen som civilingeniøruddannelsen i slutningen af 90’erne oplevede en pæn stigning i tilgangen. Med ca. 7 års studietid for kandidater og yderligere 3 år for ph.d.-er slår dette netop igennem på ph.d.-produktion fra 2005.
Den første tendens med de stabile ph.d.-produktionsrater vil medføre at pågældende hovedområder alt andet lige skal levere en større relativ andel til det offentlige arbejdsmarked. Sagt på en anden måde skal de offentlige institutioner i fremtiden konkurrere hårdere med den private sektor om rekrutteringen af en forholdsvis stabil ph.d.-produktion, såfremt det øgede offentlige ph.d.-behov skal dækkes ind.
Den anden tendens med øgede ph.d.-produktionsrater på sundhedsvidenskab og teknisk videnskab kommer den stigende offentlige efterspørgsel i møde. Imidlertid forventes der på disse områder ligeledes en fremtidig øget efterspørgsel på det private marked (fx medicinal og bio-industrien), hvilket må sættes i relation til det øgede udbud. En analyse på netop bio-sund området prognosticerer en fremtidig mangel på ph.d.-uddannet arbejdskraft (”Bio-sundhedsarbejdskraft og -uddannelser: udbud og efterspørgsel”, 2002, VTU).
5 Fremskrivning er baseret på UVMs demografibaserede kandidatfremskrivninger og forudsætter uændrede overgangsfrekvenser fra kandidat til ph.d.-niveau samt uændrede fuldførelsesfrekvenser
Ovennævnte ph.d.- fremskrivninger forudsætter stabile overgangsfrekvenser fra kandidat- til ph.d.-niveau samt uændrede ph.d.-fuldførelsesprocenter. Såfremt fuldførelsesprocenterne forbedres medfører dette naturligt en stigning i ph.d.-produktionen. Ligeledes kunne en øget overgangsfrekvens over tid øge ph.d.-produktionen. En ”næsten-kandidat” undersøgelse foretaget af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i 2002 viser tegn på uudnyttet forskerpotentiale på især naturvidenskab og teknisk videnskab. Overordnet set findes der i en årgang næsten færdigt uddannede kandidater omkring 2000 personer, der ikke er sikre på at gå forskervejen, men har overvejet muligheden. Dette svarer til at ca. 30 procent af en årgang6.
Såfremt institutionerne formår at rekruttere en del af disse potentielle ph.d.-kandidater vil det medføre et betydeligt løft i de fremtidige ph.d.-tal, og vil formentligt kunne tilfredsstille en stor del af den offentlige efterspørgsel.
6.3. Ph.d.-ernes branchefordeling
Den fremtidige øgede efterspørgsel efter ph.d.-ere i den offentlige sektor skal nødvendigvis ses i sammenhæng med en ligeledes forventet øget efterspørgsel fra den private sektor. Hvorvidt den øgede efterspørgsel kan imødekommes afhænger i høj grad af ph.d.-ernes relative branchefordeling, som i tabel 2 er opdelt på hovedområde samt henholdsvis privat og offentlig sektor.
Tabel 5.2.3.1: Ph.d.-ernes brancheplacering på arbejdsmarkedet 2001, procent
| Off. sektor | Privat sektor | |
|---|---|---|
| Hum | 85 | 15 |
| Samf | 81 | 19 |
| Nat | 71 | 29 |
| Sund | 73 | 27 |
| Jord/vet | 68 | 32 |
| Tek | 43 | 57 |
| I alt | 64 | 36 |
Det fremgår af tabel 5.2.3.1, at størstedelen af ph.d.-erne er ansat i den offentlige sektor. Imidlertid er der stor forskel inden for de enkelte hovedområder. Af de humanistisk uddannede ph.d.-ere er hele 85% offentligt ansat, og også samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab vejer tungt i den offentlige sektor. Derimod skiller naturvidenskab og især teknisk videnskab sig ud ved at have relativt høje brancheandele i den private sektor. De seneste år har der dog for humaniora og samfundsvidenskab været en tendens til øget ansættelsesrate i den private sektor, først og fremmest den private servicesektor.
6 Baseret på et skøn i spørgeskemaundersøgelsen
De uensartede branchefordelinger har afgørende betydning for de fremtidige ph.d.-rekrutteringsmønstre. Den store fremtidige efterspørgsel efter humanistiske ph.d.-er i den offentlige sektor virker ikke uoverkommelig, når den ses i lyset af humanisternes store offentlige brancheandel. Heller ikke hvad angår samfundsvidenskab vil der med uændrede brancheandele være den store mis/match, grundet de samfundsvidenskabelige ph.d.-eres tradition for offentlig ansættelse. Med stigende efterspørgsel ikke mindst i den private servicesektor kan der dog på begge områder på længere sigt opstå knaphed, med mindre overgangsfrekvensen øges.
På sundhedsvidenskab vil den offentlige efterspørgsel ligeledes være stor, men udbudsfremskrivningerne tyder for dette hovedområde på en betragtelig stigning i produktion, som – set i sammenhæng med branchefordelingen – sandsynligvis vil kunne tilfredsstille i hvert fald en del af den øgede offentlige efterspørgsel. Her må dog tages højde for en forventet øget efterspørgsel fra den private sektor, hvorfor der formentlig vil være en øget fremtidig konkurrence om de sundhedsvidenskabelige ph.d.-ere.
Ses der på de teknisk uddannede ph.d.-ere udmærker disse sig med en offentlig brancheandel på kun ca. 43%. Forudsat en konstant brancheandel vil de nyudddannede med nød og næppe kunne dække afgangshullerne i den offentlige sektor, men den fremtidige rekrutteringskonkurrence mellem den offentlige og private sektor vil på dette område blive benhård, ikke mindst set i lyset af en forventet øget privat efterspørgsel. Udbudsprognoserne viser dog samtidig en lille stigning i antallet af teknisk uddannede ph.d.-ere.
På det naturvidenskabelige område viser tabel 2, at 29% af de naturvidenskabeligt uddannede ph.d.-ere er ansat i den private sektor. Et forventet konstant udbud af naturvidenskabelige ph.d.-ere i 2003-2020 sat i forhold til en forventet øget efterspørgsel såvel i den offentlige som private sektor vil sandsynligvis resultere i en fremtidig mis/match situation. Her er det endvidere værd at bemærke, at netop de naturvidenskabelige ph.d.-ere i høj udstrækning finder ansættelse i udlandet. En årgangsundersøgelse viser, at ca. 17-19% af de naturvidenskabelige ph.d.-ere søger mod udlandet efter endt ph.d.-uddannelse, hvilket er en høj andel sammenlignet med de resterende hovedområder7. På det naturvidenskabelige område kan der således opstå en betydelig mangel på ph.d.-ere i hele fremskrivningsperioden.
7 Til sammenligning er andel af ansatte i udlandet for de forskellige hovedområder følgende: Humaniora 2%, samfundsvidenskab: 6%, jord/vet:5%, sundhedsvidenskab: 2%, teknisk videnskab: 9%. Tallene skal tages med forbehold, idet de er baseret på en tværsnitsundersøgelse af ph.d.-ernes arbejdsmarkedsplacering 1½ år efter tildelt ph.d.-grad.