Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings logo. Klik for at komme til forsiden af vtu.dk.

Målrapportering

2.1 Opgaver og ressourcer

UBST er bevillings- og regnskabsmæssigt opdelt i en almindelig virksomhed og en indtægtsdækket virksomhed. Under den almindelige virksomhed udføres styrelsens universitetspolitiske opgaver og ordinære drift. Under den indtægtsdækkede virksomhed udføres alle opgaver vedrørende UBST’s ejendomme og administrationen af de tidligere amtskommunale uddannelsesinstitutioner.

Styrelsens to hovedopgaver er fordelt på følgende paragraffer i Finansloven for 2008:

> Universitetspolitiske funktioner (§ 19.11.07.10.)

> Ejendomsadministration/nybyggeri (§ 19.11.05. samt §19.11.07.40. & § 19.11.07.90.)

Opgaver under § 19.11.07.10. retter sig mod at sikre de organisatoriske, juridiske og økonomiske rammer for dansk forskning og danske uddannelser. Opgaver under § 19.11.05. og § 19.11.07.40. & § 19.11.07.90. retter sig mod at sikre de fysiske rammer for dansk forskning og danske uddannelser.

Nedenstående tabel viser årets hovedtal fordelt på hovedopgaver:

Tabel 2: UBST’s økonomi og hovedopgaver i 2008
Hovedopgave mio. kr.
Indtægtsført bevilling
Øvrige indtægter
Omkostninger
Andel af årets overskud
Universitetspolitiske funktioner § 19.11.07.10.
56,3
0,5
53,2
3,6
Ejendomsadministration/nybyggeri § 19.11.05.
-337,6
2.168,8
1.218,3
612,9
samt § 19.11.07.40. & § 19.11.07.90.
3,2
63,9
65,1*
2,0
I alt
-278,1
2.233,2
1.336,6
618,5

*Heraf vedrører 38,6 mio. kr. sekretariatsopgaver for ejendomsadministrationen (§ 19.11.05.)

UBST’s samlede indtægtsførte bevilling for 2008 er på -278,1 mio. kr. Der er en forskel mellem regnskabstallet (den indtægtsført bevilling) og bevillingen på Finanslov 2008 (-276,9 mio. kr.) på 1,2 mio. kr. Forskellen skyldes to forhold. For det første er der i regnskabet indtægtsført et forbrug af reserveret bevilling (uforbrugt bevilling fra tidligere år) på 0,8 mio. kr. For det andet er en bevilling vedrørende ingeniørkampagnen på 2,0 mio. kr. ikke medregnet i den indtægtsførte bevilling. Styrelsens negative bevilling skyldes et krav fra Finansministeriet om, at UBST’s ejendomsadministration (§ 19.11.05.) skal give et overskud på 337,6 mio. kr.

Styrelsen har i 2008 haft indtægter på den indtægtsdækkede virksomhed og almindelig virksomhed på i alt 2.233,2 mio. kr. Disse indtægter er primært lejeindtægter fra UBST’ ejendomsportefølje.

Omkostningerne i 2008 beløber sig til 1.336,6 mio. kr. De omfatter både løn- og driftsomkostninger for de to hovedopgaver, men vedrører primært nybyggeri og vedligehold på ejendomsområdet.

UBST’s samlede overskud i 2008 udgør 618,5 mio. kr., hvilket vurderes som tilfredsstillende (for uddybning af regnskabsmæssige oplysninger se kapitel 3).

Hovedopgave vedrørende universitetspolitiske funktioner

Som vist i Tabel 2 var UBST’s indtægtsførte bevilling på det universitetspolitiske område i 2008 på 56,3 mio. kr. Derudover havde styrelsen en indtægt på 0,5 mio. kr., der stammer fra renteindtægter. Styrelsens overskud på 3,6 mio. kr. på det universitetspolitiske område skyldes et mindreforbrug på lønsum (for uddybning af regnskabsmæssige oplysninger se kapitel 3).

I et ressourcemæssigt og politisk perspektiv har væsentlige aktiviteter for UBST på det universitetspolitiske område i 2008 blandt andet været: Arbejdet med udvikling af eliteuddannelser, opfølgning på tilsyn vedrørende Erasmus Mundus uddannelser, udvikling af det dansk-kinesiske samarbejde og udarbejdelse af forslag til ændring af Universitetsloven. Udviklingen af det dansk-kinesiske samarbejde er en opgave, der ligger udover det fastlagte i resultatkontrakten. De tre andre opgaver indgår i styrelsens resultatkontrakt for 2008.

I foråret 2008 iværksatte UBST en udbuds- og udvælgelsesproces, hvor universiteterne fik mulighed for at ansøge om midler til at udvikle eliteuddannelser og til indførelse af elitetaxameter. Den 4. april 2008 offentliggjorde ministeren navnene på de første 12 uddannelser og forløb, der officielt har fået elitestatus. Den 4. november 2008 blev anden udbudsrunde annonceret. Her fik universiteterne mulighed for at søge om midler til elitemoduler. Anden udbudsrunde blev afsluttet den 13. februar 2009. Arbejdet med eliteuddannelser er et led i udmøntningen af UBST’s overordnede målsætning om at understøtte kvaliteten af danske universitetsuddannelser.

I 2007 gennemførte UBST en undersøgelse af deltagerbetaling på de Erasmus Mundus uddannelser, der er udbudt ved danske universiteter. Undersøgelsen medførte en række opfølgningsopgaver i 2008. I starten af året blev der udsendt en udtalelse til universiteterne om reglerne for deltagerbetaling og universiteternes administration af uddannelserne. Der blev også nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af Danske Universiteter og Danske Studerendes Fællesråd. Arbejdsgruppen fik til opgave at udarbejde forslag til fremtidige rammer for danske universiteters deltagelse i uddannelser omfattet af en Erasmus Mundus aftale. Der er etableret en overgangsordning, der giver universiteterne adgang til at betale studieafgifter i udlandet for studerende optaget på Erasmus Mundus uddannelser, indtil en langsigtet løsning er på plads. Styrelsen har desuden brugt ressourcer på den politiske opfølgning på arbejdsgruppens forslag om fremtidige rammer for universiteternes deltagelse i Erasmus Mundus uddannelser.

UBST og Videnskabsministeriets departement samarbejder med Danske Universiteter om at få etableret et dansk universitetscenter i Kina. En task force, der er nedsat af Danske Universiteter og bliver sekretariatsbetjent af UBST, offentliggjorde i september 2008 beslutningen om at etablere et universitetscenter i Kina i samarbejde med Graduate University of Chinese Academy of Sciences (GUCAS). GUCAS er et af Kinas mest fremtrædende eliteuniversiteter. En rammeaftale blev underskrevet i Beijing i oktober 2008. Udviklingen af det dansk-kinesiske samarbejde indgår ikke i UBST’s resultatkontrakt for 2008, men er et led i udmøntningen af den overordnede målsætning om at styrke internationaliseringen af danske universitetsuddannelser.

Med afsæt i processen omkring etablering af det dansk-kinesisk samarbejde sendte UBST den 19. december 2008 et udkast til forslag om ændring af Universitetsloven i høring. Forslaget sigter mod at give danske universiteter mulighed for at tildele danske eksamensbeviser for visse uddannelser i udlandet. Dette forslag er efterfølgende skrevet sammen med et forslag, som har til formål at gøre den eksisterende friplads og stipendieordning mere fleksibel. De to forslag er fremsat som et samlet ændringsforslag til Universitetsloven den 25. februar 2009. Sikring af optimale juridiske rammer for dansk forskning og danske uddannelser er et centralt element i UBST’s mission.

Hovedopgave vedrørende ejendomsadministration og nybyggeri

Underopdelingen i Tabel 2 under ejendomsadministration og nybyggeri angiver, at UBST på vegne af Undervisningsministeriet har fået til opgave at varetage det bygningsmæssige ansvar for de tidligere amtskommunale uddannelsesinstitutioner (§ 19.11.07.90.), og at styrelsen gennemfører bygningsvedligeholdelse af en række bygninger under andre ministerier (§ 19.11.07.40.). Disse opgaver har i 2008 givet et overskud på 2 mio. kr. Den øvrige del af ejendomsadministrationen (§ 19.11.05.) har, jævnfør Tabel 2, en negativ indtægtsbevilling. Samlet set har ejendomsadministrationen givet et overskud på 612,9 mio. kr. Overskuddet skyldes blandt andet gevinst ved ejendomssalg, mindreudgift på vedligehold og renteindtægter (for uddybning af regnskabsmæssige oplysninger se kapitel 3).

Ud fra et ressourcemæssigt og politisk perspektiv har Projekt Campus, det CO2-neutrale byggeri ”Green Lighthouse” og laboratorieundersøgelsen udgjort væsentlige aktiviteter indenfor ejendomsadministration og nybyggeri i 2008. De tre opgaver indgår i resultatkontrakten under målsætningen om sikring af optimale fysiske rammer for dansk forskning og danske uddannelser.

Projekt Campus handler om udvikling af fremtidens forsknings- og undervisningsmiljøer. Arbejdet har i 2008 været rettet mod at udarbejde og formidle Videnskabsministeriets nye strategi for fysisk planlægning af campusområder. Strategien og en række konkrete anbefalinger præsenteres i bogen ”Campus og Studiemiljø - fysiske rammer til morgendagens universiteter”. Bogen udkommer i foråret 2009.

Som et led i arbejdet med udvikling af bæredygtigt byggeri har UBST i 2008 i samarbejde med Københavns Universitet, Københavns Kommune, Velux og Velfac gennemført en totalentreprisekonkurrence om et CO2-neutralt hus, ”Green Lighthouse”. Bygningen opføres til brug for Det Naturvidenskabelige Fakultet på Nørre Campus. Den 31. juli 2008 offentliggjorde ministeren vinderen af konkurrencen. Første spadestik til bygningen blev taget den 29. oktober 2008. ”Green Lighthouse” forventes at stå færdigt inden det globale klimatopmøde i København december 2009.

UBST har i 2008 gennemført en teknisk tilstandsvurdering og efterfølgende analyse af laboratorier ved Københavns Universitet, Århus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitet. Undersøgelsen peger på et behov for modernisering af laboratoriemassen for cirka 4,6 mia. kr.

2.2.1 Mål og resultater

I UBST’s resultatkontrakt for 2008, indgået med Videnskabsministeriets departement, indgår i alt 23 resultatkrav fordelt på fire hovedindsatsområder samt et internt punkt om økonomistyring. Prioriteringen af hovedindsatsområderne er angivet på en vægtet skala fra 1-5, hvor fem angiver højeste prioritet.

Målopfyldelsen indenfor hvert hovedindsatsområde er vurderet ud fra opfyldelsen af de underliggende resultatkrav. UBST har i 2008 opfyldt 18 resultatkrav, delvist opfyldt tre og ikke opfyldt et. Et enkelt resultatkrav er udgået af den samlede opgørelse (for uddybning se bilag 5.2).

Styrelsens samlede målopfyldelse i 2008 er på 88,6 %, hvilket vurderes som tilfredsstillende.

Hovedindsatsområder (resultatmål) Resultatkrav
Antal mulige
point/vægt
Antal opnåede
point
Resultatmål A:
Styrke internationalisering inden for UBST’s virkefelt
1. Fleksibilitet i friplads- og stipendieordningen
2. Afdækning af barrierer for udenlandske gæsteforskeres og studerendes ophold i Danmark
3. Fysiske rammer for uddannelse og forskning i Norden
4. Udredning af rammer for Erasmus Mundus uddannelserne
5
3,75
Resultatmål B:
Styrke grundlaget for kvalitet og relevans på universiteterne
1. Fordeling af basismidler efter resultater [udgået af opgørelsen]
2. Fokus på videnopbygning og benchmarking
3. Udvikling af eliteuddannelser
4. Bedre studiemiljø – ”Projekt Campus”
5. Undersøgelse af laboratoriestandarder
6. Opfølgning på Rigsrevisions- undersøgelse
7. Rammer for en supplerende læreruddannelse
5
3,75
Resultatmål C:
Bedre rammer for institutioner og universitetsuddannelser
1. Udvikling og vedligeholdelse af regelgrundlag
2. Effektiv ejendomsforvaltning
3. Handleplan for bæredygtige bygninger
4. Kvalitetssystem skal omfatte hele ejendomsforvaltningen
5. Tilsynsforpligtelse overfor universiteterne
6. Universiteternes anvendelse af videnskabelige stillinger
5
5
Resultatmål D:
Samspil med interessenter
1. Dialogforum med de vigtigste samarbejdspartnere
2. Etablering af evalueringskultur i byggebranchen
3. Fire netkroner i ”Bedst på Nettet”
4
4
Resultatmål E:
Intern økonomistyring i UBST
1. Økonomioversigter til økonomikontoret
2. Løbende økonomistyring i UBST
3. UBST’s årsrapport 2007
3
3
Antal point
22
Resultat 19,5
I alt 88,6 %

Uddybning af resultatmål A - Styrke internationalisering inden for UBST’s virkefelt

Målsætningen om at styrke internationalisering indenfor UBST’s virkefelt skal sikre, at de danske universitetsuddannelser er internationalt attraktive for udenlandske forskere og studerende, og at de giver danske unge stærke faglige kompetencer og muligheder for uddannelsesophold i udlandet. For at opfylde dette mål har styrelsen i 2008 udarbejdet en analyse om muligheder for at smidiggøre friplads- og stipendieordningen samt en analyse, der skal afdække barrierer for udenlandske gæsteforskeres og studerendes muligheder for midlertidigt ophold i Danmark (for uddybning se afsnit 2.2.2). Der er desuden sat et samarbejde med UBST’s nordiske søsterorganisationer i gang om udvikling af de fysiske rammer for uddannelse og forskning i Norden. Hvad angår arbejdet med udredning af rammer for Erasmus Mundus uddannelserne, er det foregået i samarbejde med universiteterne og Danske Studerendes Fællesråd. Udvalgsarbejdet resulterede i august 2008 i en rapport med forslag til to langsigtede løsningsmodeller. Målsætningen om at styrke internationalisering indenfor UBST’s virkefelt er tildelt 3,75 ud af 5 mulige point. Det vurderes som nogenlunde tilfredsstillende.

Uddybning af resultatmål B - Styrke grundlaget for kvalitet og relevans på universiteterne

Universiteterne spiller en central rolle for Danmarks konkurrencekraft, vækst og velstand. Det er derfor en målsætning for UBST at sikre, at universiteterne uddanner kandidater, der kan imødekomme den stigende efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft. På baggrund af beslutningen om at belønne de universiteter der gør det godt, har UBST udarbejdet en indikatormodel for tildeling af basismidler efter resultater. Modellen er udarbejdet i dialog med universiteterne, og rapporten forelå i overensstemmelse med resultatkontrakten i maj 2008 (for uddybning se pkt. 2.2.2). I maj er der også udarbejdet en redegørelse vedrørende de supplerende læreruddannelser med henblik på akkreditering. Derudover har styrelsen sikret grundlaget for, at ministeren i 2008 kunne godkende 12 eliteuddannelser ved danske universiteter. Endvidere er det eksisterende statistiske materiale om landets universiteter blevet udbygget med henblik på at muliggøre benchmarking på tværs af institutioner. På bygningsområdet har UBST udgivet en rapport om muligheder for udvikling af campusmiljøer i Danmark og gennemført en større undersøgelse af landets laboratoriestandarder (for uddybning se pkt. 2.2.2). Målsætningen om styrket grundlag for kvalitet og relevans på universiteterne er tildelt 3,75 ud af 5 point. Det vurderes som nogenlunde tilfredsstillende.

Uddybning af resultatmål C - Bedre rammer for institutioner og universitetsuddannelser

UBST ønsker at sikre optimale institutionelle og fysiske rammer for dansk forskning og danske uddannelser.

Det indebærer løbende udvikling og vedligeholdelse af regelgrundlaget. Styrelsen har derfor i 2008, i overensstemmelse med årets resultatkontrakt, udarbejdet en ny adgangsbekendtgørelse og en ny bekendtgørelse om meritankenævn. UBST har desuden i samarbejde med Videnskabsministeriets departement kortlagt det nuværende tilsyn samt beskrevet en ny samlet tilsynsramme. Rapporten har i udkast været drøftet med universiteterne. Hvad angår institutionernes fysiske rammer, har styrelsen i 2008 sikret en effektiv ejendomsforvaltning i form af mindre end 3 % tomgang på lejemål samt fravær af sager i Finansudvalget som følge af overskridelser. Styrelsen har desuden i 2008 haft et intensiveret fokus på miljø- og energimæssige forbedringer af den nuværende og fremtidige bygningsmasse. Der er blandt andet igangsat projekter med CO2-neutrale bygninger og udarbejdet uddybende vejledninger på områderne energi og indeklima. Målsætningen om bedre rammer for institutioner og universitetsuddannelser er tildelt 5 ud af 5 point. Det vurderes som meget tilfredsstillende.

Uddybning af resultatmål D - Samspil med interessenter

UBST ønsker at være en professionel, international orienteret og konstruktiv samarbejdspartner, der viser respekt for helheden og andres opgaver. Derfor er styrelsen løbende i en tæt dialog med universiteter, interessenter og andre offentlige institutioner. I 2008 er der, i lighed med tidligere år, afholdt Dialogforum for universitetsmiljøets interessenter. Derudover har UBST haft fokus på udvikling og forbedring af styrelsens hjemmeside. Styrelsens hjemmeside opnåede i 2008 fire af i alt fem opnåelige netkroner i kvalitetsvurderingen ”Bedst på Nettet”. På det bygningsmæssige område har styrelsen blandt andet haft fokus på udvikling af metoder til vurdering af samarbejde i byggesager. UBST har gennem hele 2008 deltaget som statslig repræsentant i et udvalg vedrørende rådgivernøgletal. Målsætningen vedrørende samspil med interessenter er tildelt 4 ud af i alt 4 mulige point. Det vurderes som meget tilfredsstillende.

Uddybning af resultatmål E – Intern økonomistyring i UBST

UBST har i overensstemmelse med resultatkontrakten for 2008 udarbejdet og fremsendt økonomioversigter til Videnskabsministeriets departement i august og oktober. Desuden er styrelsens Årsrapport 2007 underskrevet og offentliggjort på styrelsens hjemmeside rettidigt den 22. april 2008. Målsætningen om intern økonomistyring i UBST er tildelt 3 ud af i alt 3 mulige point. Det vurderes som meget tilfredsstillende.

2.2.2 Uddybende analyser og vurderinger Afdækning af barrierer for udenlandske gæsteforskeres og studerendes ophold i Danmark (resultatkrav A2)

UBST har i 2008 gennemført en analyse, der afdækker de juridiske - herunder hjemmelsmæssige - økonomiske og bygningsmæssige barrierer for udenlandske gæsteforskeres og studerendes muligheder for en midlertidig bolig i Danmark. Analysen tager udgangspunkt i Projekt Campus, der omhandler muligheder for fremtidens campusområder. Analysen er ledsaget af en række forslag til initiativer, der kan fjerne barriererne. Den samlede rapport skal danne udgangspunktet for at ministeren kan gennemføre justeringer af hjemmelsgrundlaget, såfremt Finansministeriets tilslutning kan opnås.

Rapporten er færdiggjort og sendt til UBST’s direktion i december 2008. Resultatkravet vurderes som principielt ikke opfyldt, da rapporten ikke er forelagt for Videnskabsministeriets departement inden udgangen af 2008.

Fordeling af basismidler efter resultater (resultatkrav B1)

Basismidler til universiteterne skal fremover fordeles efter resultater. UBST har på den baggrund udarbejdet en indikatorbaseret fordelingsmodel. I 2008 gennemførte styrelsen en dialogbaseret kvalitetssikring af modellen med universiteterne, og processen blev afsluttet med udarbejdelse af en rapport i maj 2008.

Implementering af modellen skulle være påbegyndt i 2008 med virkning fra finansloven 2009. Herefter skulle modellen justeres i overensstemmelse med bibliometriindikatoren i 2010. I forbindelse med de politiske forhandlinger om modellen i juni 2008 blev det imidlertid klart, at der ikke kunne opnås politisk enighed om denne implementeringsmodel. Regeringen besluttede derfor at udskyde implementering af modellen, til der kan foreligge en endelig version til brug for finansloven i 2010. Efter aftale med departementet er resultatkravet udgået af den samlede opgørelse af styrelsens resultatkontrakt.

Bedre studiemiljø – Projekt Campus (resultatkrav B4)

Projekt Campus omhandler muligheder for udvikling af fremtidens campusområder. Projektet har i 2008 resulteret i bogen ”Campus og Studiemiljø – fysiske rammer til morgendagens universiteter”. Bogen indeholder Videnskabsministeriets nye strategi for fysisk planlægning af campusområder. Den viser, hvordan fysisk planlægning af campusområder kan bidrage til optimering af universiteternes forsknings- og undervisningsmiljøer. Bogen peger blandt andet på mulighederne for at arbejde med innovationsmiljøer og udvikling af faciliteter særligt rettet mod internationale forskere og studerende. Den viser desuden, hvordan universiteternes interaktion med det omgivende samfund kan udvikles på bæredygtig vis.

Det oprindeligt fastsatte tidspunkt for udgivelsen blev ændret, idet det blev vurderet, at indarbejdelse af laboratorieanalysens konklusioner (se nedenfor) var væsentlig. ”Campus og studiemiljø – fysiske rammer til morgendagens universiteter” er færdiggjort redaktionelt i december 2008. Bogen udkommer i foråret 2009, og resultatkravet vurderes derfor som delvist opfyldt

Undersøgelse af laboratoriestandarder (resultatkrav B5)

Universitets- og Bygningsstyrelsen har i 2008 gennemført en tilstandsvurdering af universiteternes laboratorier. Formålet var at få et skøn over, hvilke investeringer der skal gennemføres for at opretholde en standard, der kan sikre opfyldelse af målet om uddannelser og forskning i verdensklasse. Undersøgelsen har peget på et behov for modernisering af laboratoriemassen med samlede omkostninger på ca. 4,6 mia. kr. Beløbet fordeler sig med cirka halvdelen til Københavns Universitet, 1/6 til Århus Universitet og ca. 1/3 til Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitet tilsammen.

Gennemførelsen af laboratorieundersøgelsen har omfattet indhentelse af et større materiale fra universiteterne, og processen har i den henseende vist sig mere arbejdskrævende end forventet. Første rapportering på undersøgelsen lå klar i december 2008. Rapporten er sendt i høring hos universiteterne i januar 2009. Anden og sidste rapportering på laboratorieundersøgelsen ligger i foråret 2009. Resultatkravet vurderes derfor som delvist opfyldt.

Opfølgning på Rigsrevisionsundersøgelsen (resultatkrav B6)

I 2008 har UBST arbejdet på en opfølgning på Rigsrevisionens udtalelse vedrørende ”Undersøgelse af universiteternes kvalitetssikring og udvikling på uddannelsesområdet”. Ud fra en vurdering af at denne opfølgning krævede et mere dybdegående arbejde end først antaget, nedsatte styrelsen i foråret 2008 et udvalg i samarbejde med universiteterne. Endelig afrapportering vedrørende Rigsrevisionens undersøgelse forventes afgivet i april 2009. Resultatkravet vurderes derfor som delvist opfyldt.

2.3 Redegørelse for reservation

Tabel 3: Reservation, § 19.11.07. Universitets- og Bygningsstyrelsen
mio. kr.
Reserveret år
Reservation primo
Forbrug i året
Reservation ultimo
Forventet afslutning
Færdigindretning og mindre ombygninger
2007
0,8
0,8
0
 

Denne side er kapitel 2 af 5 til publikationen "Årsrapport 2008".

© Universitets- og Bygningsstyrelsen Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.