10. Samlet strategi for efter- og videreuddannelse

10.1 Indledning

I årsrapporten fra 2008 skriver Københavns Universitet, at universitetets indsats på efter- og videreuddannelsesområdet i løbet af året, har:

..resulteret i udviklingen af forskellige modeller for behovsanalyser, pædagogisk didaktisk udvikling, markedsføringskoncepter mv. De foreløbige erfaringer viser, at udbud af denne type uddannelser forudsætter etablering af rammer i form af tværgående supportfunktioner, klare retningslinjer og procedurer samt ledelsesfokus og klare incitamentsstrukturer. Resultater og erfaringer fra denne konceptudvikling vil blive inddraget i det arbejde, som i løbet af 2009 skal resultere i en samlet strategi for efter- og videreuddannelsesområdet på KU.

Efter-og videreuddannelse udgør en væsentlig aktivitet i forhold til universiteternes spredning af viden til det omgivende samfund og kan samtidig udvide universitetets indtægtsbase.

10.2 Aktivitet inden for efter- og videreuddannelse

Efter- og videreuddannelse er nedenfor kort beskrevet med udgangspunkt i de indikatorer, Københavns Universitet har på området i sin udviklingskontrakt. Det drejer sig om antallet af betalende studerende og indtægter fra deltagerbetalinger i deltids-og heltidsuddannelse.

Københavns Universitet har oplevet en forøgelse fra 2005 til 2008 på 21 procent i antallet af betalende studerende på Københavns Universitet, så aktiviteten i 2008 omfattede 4.026 betalende studerende. For den samlede universitetssektor er denne aktivitet steget med 30 procent jf. tabel 10.2.1.

De indtægter, Københavns Universitet har haft på deltagerbetalinger, udgjorde i 2008 samlet set 27,12 mio. kr. De øvrige universiteter har oplevet en noget mere positiv udvikling end Københavns Universitet på dette område.

Tabel 10.2.1: Antal studerende i deltids-og åbenuddannelse 2005-2008
2005 2006 2007 2007 Udv.
2008-
2005
Københavns
Universitet
Antal betalende studerende 3.323 4.245 4.746 4.026 21%
Indtægter fra selvbetalende
studerende -
heltidsudd (mio. kr.)
0,00 0,59 1,25 3,10 -
Indtægter fra deltagerbetaling -
deltidsudd. (mio. kr.)
24,44 27,42 30,91 24,02 -2%
Alle
universiteter
Antal betalende studerende 18.276 21.048 22.420 23.724 30%
Indtægter fra selvbetalende
studerende -
heltidsudd. (mio. kr.)
0,36 6,17 16,11 24,49 6798%
Indtægter fra deltagerbetaling -
deltidsudd. (mio. kr.)
215,82 248,91 300,82 309,75 44%

Kilde: Danske Universiteters Statistiske Beredskab 2005-2008 tabel F.6.1, A.1.1.b og A.1.2.b.

Københavns Universitet tegner sig for en mindre andel af de danske universiteters deltidsuddannelsesaktiviteter end forventet i forhold til universitetets uddannelsesaktiviteter i øvrigt, både hvad angår antal betalende studerende og deltagerbetalingerne, jf. tabel 10.2.2. KU's efter- og videreuddannelsesaktiviteter ligger betydeligt under den andel, Københavns Universitet har af heltidsuddannelsesaktiviteterne (bachelor og kandidat), som udgør 32 procent af den samlede uddannelsesaktivitet på danske universiteter.

Tabel 10.2.2: KU's andel af danske universiteters samlede videre- og efteruddannelsesaktiviteter 2005-2008
2005 2006 2007 2008
Københavns
Universitet
Antal betalende studerende 18,2 % 20,2 % 21,2 % 17,0 %
Indtægter fra selvbetalende
studerende - heltidsudd
0,00 % 9,53 % 7,78 % 12,66 %
Indtægter fra deltagerbetaling
- deltidsudd.
11,33 % 11,02 % 10,27 % 7,76 %

Kilde: Beregninger foretaget af Universitets-og Bygningsstyrelsen på baggrund af data i tabel 10.2.1.

10.3 Konklusion

Københavns Universitet har formuleret en ny strategi for efter- og videreuddannelse. Strategien er vedtaget af universitetets ledelse i starten af 2010. Implementeringen vil pågå i de kommende år. Strategien er to-strenget. Første streng er etablering af en sommerskole, som udbyder efter- og videreuddannelseskurser på et højt fagligt internationalt niveau. Sommerskolen er i første omgang målrettet erhvervsaktive, men skal på sigt også fungere som platform for udbud af kandidat-, bachelor-og ph.d.kurser. Anden streng er en videreførelse af fakulteternes decentrale og selvstændige udbud af deltidsuddannelser samt diverse kurser udbudt som indtægtsdækket virksomhed.

Etableringen af sommerskolen og hermed de udbudte efter- og videreuddannelseskurser, forventes etableret som en samlet satsning med fælles campus, administration mv. Øvrige deltidsuddannelser udbydes af de enkelte fakulteter. Det decentrale udbud annonceres samlet på www.evu.ku.dk.

Denne side er kapitel 10 af 13 til publikationen "Rapport om Københavns Universitet - Dialogmøde den 10. februar 2010".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling - 2010.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.