10. Konklusion

Overordnet tegner der sig et billede af Aarhus Universitet som et universitet med en sund økonomi. Aarhus Universitet havde i 2008 et underskud på 16,0 mio. kr. og i 2009 et overskud på 27,4 mio. kr. Resultatets andel af universitetets samlede indtægter lå begge år inden for 1 procent.

Aarhus Universitets egenkapital pr. 31/12 2008 udgjorde 648,2 mio. kr., og bestod primært af akkumuleret overført overskud og en statsforskrivning (240,0 mio. kr.) Soliditetsgraden udgjorde 23 procent. Pr. 31/12 2009 udgjorde Aarhus Universitets egenkapital ca. 675,6 mio. kr., og bestod primært af akkumuleret overført overskud og en statsforskrivning (ca. 239,8 mio. kr.). Soliditetsgraden udgjorde i 2009 22 procent.

Aarhus Universitets samlede tilskud fra Universitets- og Bygningsstyrelsen er siden 2005 steget væsentligt, svarende til i alt 20 procent fra 2005 til 2010. Fra 2008 til 2009 var der en stigning i bevillingerne på i alt 247 mio. kr. Ændringen omfatter en stigning i uddannelsesbevillingerne og forskningsbevillingerne.

Fordelingen af videnskabeligt personale på stillingskategorier på Aarhus Universitet er på niveau med det samlede billede for universiteterne. Andelen af adjunkter ligger et procentpoint over gennemsnittet for universiteterne. Aarhus Universitet vil fremover sætte fokus på karriereveje for alle medarbejdergrupper. Antallet af studerende på Aarhus Universitet steg i perioden 2006-2008 lidt mere end landsgennemsnittet.

Aarhus Universitet har vedtaget en internationaliseringsstrategi for 2009-2013 og oprettet et Internationalt Center, som samler fællesadministrative services på det internationale område. Ambitionen er at øge internationaliseringen af Aarhus Universitets uddannelser og styrke den ind- og udgående internationale mobilitet blandt studerende og unge forskere.

I forhold til den samlede udvikling i universitetssektoren for åben- og deltidsuddannelse fra 2005-2008 har der været en stigning i antal betalende studerende, men et fald i antal årsstuderende på Aarhus Universitet. Efter- og videreuddannelse er et højt prioriteret område på Aarhus Universitet, der i 2010 har udarbejdet en strategi for området.

Aarhus Universitet har en bred samarbejdsflade med professionshøjskolesektoren, der blandt andet indebærer en overordnet strategisk samarbejdsaftale med professionshøjskolen VIA University College for 2008-2012. Der er desuden etableret en tæt samarbejdskonstruktion med Ingeniørhøjskolen i Århus om ingeniøruddannelserne i regi af Aarhus School of Engineering, som samarbejdsparterne ønsker at udbygge til egentlig fusion.

Søgningen og optaget på bacheloruddannelserne på Aarhus Universitet er steget kraftigere end gennemsnittet for universiteterne samlet set. Mellem 2006 og 2007 steg tilgangen til Aarhus Universitet, men tilgangen faldt mellem 2007 og 2008. Aarhus Universitet fremhæver, at universitetet understøtter søgningen ved at lave et godt informationsmateriale om bacheloruddannelser og kandidatuddannelser. Aarhus Universitet fremhæver, at universitetet er et landsdækkende universitet og dermed også gerne optager flere studerende fra Sjælland. Frafald og gennemførsel på Aarhus Universitet er på niveau med universiteterne samlet set.

Universitets- og Bygningsstyrelsen ser positivt på Aarhus Universitets tal for optag, samt tallene for frafald og gennemførsel. Styrelsen forventer, at Aarhus Universitet vil øge optaget yderligere med henblik på at bidrage til opfyldelse af 50%-målsætningen i 2015, således at universitetet bevarer sin nuværende andel af landets studerende i forhold til opfyldelsen af målsætningen. Aarhus Universitet fremhæver, at opfyldelse af 50 %-målsætningen er afhængig af opfyldelsen af 95 %-målsætningen, som Aarhus Universitet ser store regionalpolitiske udfordringer i.

I 2008 har Aarhus Universitet indfriet målet i udviklingskontrakten for optagelse af ph.d.-studerende. Tilgangen til ph.d.-uddannelsen på Aarhus Universitet er mellem 2006 og 2008 steget med 56 procent. Den største procentvise stigning findes på naturvidenskab, der næsten har fordoblet optaget. Samlet set på alle universiteterne er ph.d.-tilgangen steget med 33 procent. Ligeledes var der i 2008 127 internationale ph.d.-studerende ved universitetet, hvilket er en kraftig vækst siden 2006.

Universitets- og Bygningsstyrelsen ser positivt på, at Aarhus Universitet har opnået EU-kommissionens ECTS-label. Aarhus Universitet fremhæver, at universitetet lever op til kriterierne for dette label, men Aarhus Universitet arbejder videre med sine kvalitetssystemer, da det er selve kvalitetskulturen, der ligger i dette label, som er central for universitetet.

Aarhus Universitet støtter varmt den højtillidsstrategi, der lægges op til i universitetsevalueringen 2009, og vil arbejde aktivt for etableringen heraf. Derudover vil Aarhus Universitet arbejde om medbestemmelse på universitetet gennem Akademiske Råd og studienævn.

Aarhus Universitet har underskrevet en ny kontrakt med Miljøministeriet. Universitetet fremhæver, at der er gode toner i samarbejdet og dialogen mellem fagministerierne og universitetet. Universitetet har etableret et udvalg for den forskningsbaserede myndighedsbetjening med repræsentanter fra alle hovedområder.

Den forskningsbaserede myndighedsbetjening er en del af prorektors opgaveportefølje, hvilket sikrer, at indgåede kontrakter med fagministerierne har en stærk ledelsesmæssig bevågenhed. Den løbende opfølgning i forhold til ministerierne sker i form af regelmæssige statusmøder på hovedområdeniveau.

I relation til emnet om uddannelser, der matcher samfundets behov, betragter Aarhus Universitet kandidaterne som det vigtigste bidrag til samfundet og den vigtigste videnudveksling med arbejdsmarkedet. Derfor ligger samfundets behov Aarhus Universitet meget på sinde. Aarhus Universitet ser det som en fælles interesse mellem samfund og universiteterne at skabe uddannelser, som de unge vil søge ind på og efterfølgende kan bruge til at få ansættelse med på arbejdsmarkedet. Aarhus Universitet mener dog ikke, at det er i samfundets interesse, at gennemføre øjeblikkelige tilpasninger af optaget på basis af konjunktursvingninger.

Ovenstående emner er områder, hvor Universitets- og Bygningsstyrelsen konstaterer, at Aarhus Universitet har klaret sig godt. Nedenfor nævnes nogle områder, hvor Universitets- og Bygningsstyrelsen konstaterer at Aarhus Universitet har nogle udfordringer, som universitetet arbejder på at forbedre. Der er en lidt højere andel af kvinder i det videnskabelige personale ved Aarhus Universitet sammenlignet med det samlede billede for universiteterne, bortset fra professorerne. Aarhus Universitet har sat yderligere fokus på ligestilling ved at underskrive Chartret for kvinder i ledelse, og følger op på denne gennem en ligestillings-task force, der vil forsøge at ændre fordelingen mellem kønnene over en årrække.

Universitets- og Bygningsstyrelsen konstaterer, at der er en ubalance i antallet af indgående og udgående studerende på studieophold på Aarhus Universitet. I 2008/2009 tog 802 studerende på studieophold i udlandet, mens Aarhus Universitet modtog 1072 studerende på studieophold. Antallet af udrejsende studerende er således øget, mens antallet af indgående studerende samtidigt er øget endnu kraftigere. Aarhus Universitet arbejder på at øge den samlede internationale mobilitet, hvilket bl.a. kan se i Aarhus Universitets internationale strategi.

I alt har Aarhus Universitet haft en stigning i de samlede eksterne midler til forskning mellem 2006 og 2008 på 19 procent, hvilket svarer til landsgennemsnittet. Aarhus

Universitet oplevede en stigning i midler fra danske offentlige og private kilder, mens der var en tilbagegang i EU-midlerne og et lille fald i midlerne fra øvrige udenlandske kilder. Aarhus Universitet har i sin udviklingskontrakt opstillet mål for tiltrækningen af EU-midler. Aarhus Universitet levede i 2008 ikke op til målet. Aarhus Universitet har dog taget forskellige initiativer på området. Universitetet har blandt andet etableret en forskningsstøtteenhed, der skal støtte forskerne i udarbejdelse af ansøgninger mv. Aarhus Universitet har ligeledes en database over mulige fonde, betingelser, strategier, bestyrelsesmedlemmer mv., der skal bidrage til at styrke resultaterne af forskernes ansøgninger.

Ved 9 procent af ansættelserne af videnskabeligt personale på Aarhus Universitet i 2004-2006 blev stillingen besat med en person, som umiddelbart før var ansat i udlandet. Aarhus Universitet arbejder på at øge denne andel, da det landsdækkende tal for denne type ansættelser i samme periode var 12 procent.

Universitets- og Bygningsstyrelsen vil følge udviklingen på disse områder.

Denne side er kapitel 10 af 11 til publikationen "Rapport om Aarhus Universitet - Dialogmøde onsdag den 5. maj 2010".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling - 2010.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.