Universitets- og Bygningsstyrelsens logo. Klik for at komme til forsiden af ubst.dk.

Nyansættelser

Universiteterne beslutter selv, hvem der ansættes. De fælles statslige regler om opslag og ansættelse gælder for de videnskabelige og de administrative stillinger. Reglerne indeholder blandt andet krav om forbud mod diskrimination, krav om åbne opslag og saglige begrundelser.

Disse regler suppleres for så vidt angår det videnskabelige personale af ansættelsesbekendtgørelsen for universiteterne, som blandt andet indeholder krav om, at stillinger på professor- og lektorniveau skal opslås internationalt, og om at der skal nedsættes bedømmelsesudvalg. Formålet med bekendtgørelsen er blandt andet at øge den internationale forskermobilitet og sikre en faglig og objektiv bedømmelse af ansøgerne. Bekendtgørelsen er lempet som led i etableringen af flere frihedsgrader for universiteterne. Den giver i dag universiteterne mulighed for at fravige visse af de fælles statslige regler for så vidt angår det videnskabelige personale - for eksempel ved opslag af kortvarige ansættelsesforhold.

I treårsperioden 2004-2006 blev der på de danske universiteter gennemført i alt 1.800 professor-, lektor- og adjunktansættelser. Antallet inkluderer både varige og tidsbegrænsede ansættelser og både internt og eksternt finansierede stillinger. For så vidt angår de tidsbegrænsede ansættelser, vises der i opgørelsen kun stillingsbesættelser med ansættelser af mindst 12 måneders varighed.

I gennemsnit blev der i treårsperioden årligt ansat 124 professorer, næsten 260 lektorer og 218 adjunkter. Rekrutteringstakten på cirka 600 forskere per år er stort set den samme som i treårsperioden 2001-2003. Det årlige antal professor- og lektoransættelser har imidlertid i den seneste treårsperiode været lidt større end i 2001-2003. Antallet af adjunktansættelser er faldet i 2006 som følge af ændringerne i stillingsstrukturen fra 2005. Statistikken indeholder imidlertid ikke oplysninger om den nye post doc-stilling.

Antallet af professoransættelser var størst inden for samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab, hvor der i treårsperioden blev ansat hhv. 94 og 117 professorer. Inden for naturvidenskab var antallet af professoransættelser 83, inden for teknik 47 og inden for humaniora 32.

Tabel 13: Antal forskeransættelser i 2004-2006, opgjort efter videnskabeligt hovedområde og ansættelsesår. Antal personer.
  Professorer Lektorer Adjunkter
(uden post.doc.)
  2004 2005 2006 I alt 2004 2005 2006 I alt 2004 2005 2006 I alt
Humaniora 10 17 5 32 46 53 41 140 58 47 26 131
Samfundsvidenskab 32 29 33 94 35 59 64 158 57 57 33 147
Naturvidenskab 25 29 29 83 57 91 60 208 74 53 24 151
Sundhedsvidenskab 28 40 49 117 36 38 29 103 35 36 16 87
Teknisk videnskab 10 14 23 47 44 49 75 168 47 53 37 137
I alt 105 129 139 373 218 290 269 777 271 246 136 653

Kilde: UNI-C, Bertel Ståhle, 2007
Se tabel i excel

Tabel 14: Antal professor-, lektor- og adjunktansættelser i 2004-2006, opgjort efter universitet.
  Professorer Lektorer Adjunkter
Københavns Universitet 160 212 135
Aarhus Universitet 47 138 135
Syddansk Universitet 58 115 116
Roskilde Universitet 16 35 32
Aalborg Universitet 35 124 145
Danmarks Tekniske Universitet 27 102 43
Handelshøjskolen i København 29 43 43
IT-Universitetet * 8 4
I alt 373 777 653

Kilde: UNI-C, Bertel Ståhle, 2007
Se tabel i excel

Denne side er 8 af 13 til publikationen "Universiteternes videnskabelige personale".
Version nr. 1.0 af 29-12-2010
 

© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2010. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.