Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings logo. Klik for at komme til forsiden af vtu.dk.

Forord

Hele vejen op ad den videnskabelige karrierestige sker der et betydeligt tab af kvindelige forskertalenter. På trods af at flere kvinder end mænd i dag opnår en kandidatgrad på universitetet, er kun cirka 28 pct. af alle danske lektorer og 14 pct. af alle danske professorer kvinder.

Dette problem var emnet ved en rundbordssamtale om kvinder og forskning, som Videnskabsministeriet holdt i februar 2009. På mødet deltog en række repræsentanter fra de danske universiteter, forskningsrådssystemet og det private erhvervsliv.

På mødet drøftedes det, hvordan vi i Danmark kan blive bedre til at fastholde kvindelige forskertalenter, og der kom mange konkrete forslag til initiativer på bordet.

Et forslag, som gik igen, var, at Videnskabsministeriet indsamler 'best practice' på området. En samlet oversigt over igangværende initiativer kan bidrage til inspiration, og på dette grundlag vil det herefter være op til universiteterne og de øvrige forskningsinstitutioner at vurdere, hvilke ideer de ønsker at gå videre med.

Dette er baggrunden for denne kortlægning over initiativer til rekruttering og fastholdelse af kvindelige talenter i den danske forskningsverden. Kortlægningen er blevet til ved at spørge alle danske universiteter og øvrige forskningsinstitutioner samt det forskningsfinansierende system, hvad de gør – eller planlægger at gøre – for at øge andelen af kvinder i dansk forskning.

I et særskilt afsnit udfoldes ligestillingslovene og mulighederne for at iværksætte særlige initiativer, og bagerst i kataloget findes den nyeste statistik på området. Som det fremgår, er der fortsat brug for både nytænkning og en helhjertet indsats for at skaffe flere kvinder i dansk forskning.

Videnskabsminister Helge Sanders underskrift

Helge Sander
Videnskabsminister

Denne side er kapitel 1 af 14 til publikationen "Kvindelige forskertalenter – dansk forsknings uudnyttede reserve".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.