10. Ferie og afspadsering i opsigelsesperioden
Universitetet skal som arbejdsgiver varsle hovedferie senest tre måneder før afholdelse, og øvrig ferie skal varsles senest en måned før afholdelse, jf. ferielovens § 15, stk. 2. Er en medarbejder blevet afskediget, kan hovedferien som udgangspunkt lægges i opsigelsesperioden, hvis opsigelsesvarslet er mere end tre måneder. Er opsigelsesvarslet tre måneder eller mindre, kan hovedferien ikke lægges i opsigelsesperioden, jf. ferielovens § 16, stk. 1. Hvis universitetet forlænger opsigelsesperioden med det antal feriedage, der er til gode, kan hovedferien dog godt holdes i opsigelsesperioden.
Hvis medarbejderen udelukkende mangler at afvikle øvrig ferie, skal fritstillingsperioden være på mindst en måned plus det antal feriedage, som medarbejderen har til gode.
Det skal bemærkes, at fratrædelsestidspunktet efter funktionærloven er ved en måneds udgang. Dette ændres ikke som følge af ferielovens § 16, stk. 1. Hvis universitetet således ikke når at opsige en funktionær i tide forud for en måneds udgang, finder fratrædelsen sted en fuld måned senere end ellers beregnet, såfremt det ønskes, at ferien lægges i opsigelsesperioden.
Ovennævnte må formentlig også gælde for afspadseringsdage, som medarbejderen har til gode på opsigelsestidspunktet.
Reglerne om forlængelse af opsigelsesvarslet og ferievarsel kan fraviges ved aftale, jf. ferielovens § 21.