Campus og Studiemiljø

2. STUDIE & FORSKNINGSMILJØ

Tre Stemmer

Studerende
Undervisere
Forskere

Afsnittet lader tre stemmer fra tre brugergrupper komme til orde. Her fortæller studerende, undervisere og forskere om deres vision for det gode fysiske studie og forskningsmiljø. Fælles for dem er, at de alle tænker i tvær- og flerfagligt samarbejde, ligesom at de giver udtryk for, at viden er noget, der bliver til i interaktion med andre.

De studerende er repræsenteret ved 1.- og 2.-præmie forslaget i Videnskabsministeriets essaykonkurrence for studerende om det gode studiemiljø. Konkurrencen satte fokus på de fysiske rammer på danske universiteter. Vinderen af 1.-præmien beskriver, hvordan hun opsøger forskellige steder, når hun skal finde det gode studiemiljø, f.eks. universiteternes biblioteker. Vinderne af 2.- præmien beskriver kvaliteter som fordybelse og forbundethed, som de eksemplificerer i hverdagsscenarier fra en optimal fremtid.

Underviserne er repræsenteret ved to undervisere, som begge har erfaring med forskellige læringsformer. Begge eksperimenterer med brugen af rummet i læringssituationen. Den ene reflekterer over, hvordan læringsrum har udviklet sig gennem tiden med udgangspunkt i fortidens idealer. Han beskriver, hvordan man kun lærer, hvis man skaber rammen som læringen skal udfolde sig inden for. Den anden fortæller om vigtigheden af at integrere pædagogik og design i undervisningsrummene.

Forskerne er repræsenteret ved en forsker fra de ”tørre” samfundsfaglige fag samt af én fra de ”våde” naturvidenskabelige fag, som har laboratorier som en del af deres daglige arbejdsplads. Den ene ønsker, at arkitekturen lægger op til forstyrrelser, som kan bryde den ensomhed, man som forsker kan opleve på sit kontor. Den anden fortæller om potentialet i at opgradere laboratorier for at opnå videnskabelige gennembrud.

Det gode studiemiljø

Af Lise Nielsen som med dette bidrag vandt 1. præmien i Videnskabsministeriets Essaykonkurrence for studerende om det gode studiemiljø. Lise Nielsen læste dansk på KU, da hun vandt konkurrencen.

Mit fysiske studiemiljø har altid været andre steder. Det har aldrig været på mit institut ude på Amager. Og jeg tror ikke, at det udelukkende er instituttets skyld. Man kan vist slet ikke tale om skyld. Jeg tror også, at det er et spørgsmål om gemyt. Jeg søgte ikke et ”miljø”. Jeg forventede faktisk heller ikke, at der var et miljø. Da det nye KUA blev stablet på benene, var jeg dybt taknemmelig for lysindfald i klasselokalerne og internetadgang på gangene. Men stadig stemte min ide om at være studerende ikke overens med det mentale rum, der blev skabt via instituttets rammer. Jeg vil nærmere sige, jeg søgte at skabe mit eget studiemiljø. Jeg tror, at begrebet studiemiljø er bøjeligt, lige så mobilt som det moderne menneske. Og ikke nødvendigvis bundet til ét specifikt fysisk rum. Ideelt set er det bundet til flere rum.

Visse ting går igen for de ”andre” steder, hvor jeg så har søgt hen, når jeg ikke havde undervisning ude på KUA. Jeg søgte Diamanten, og jeg søgte Handelshøjskolens bibliotek. Jeg har læst et år i New York, og der brugte jeg typisk New York Universitys mastodont af et bibliotek. For det første er alle tre steder præget af en forskellighed i sammensætningen af studerende. Ikke alene kommer de studerende fra forskellige institutter, de kommer også fra vidt forskellige skoler. Jeg kan mærke, at jeg har brug for denne forskellighed, for en identitet som studerende, der ikke alene er betinget af mit institut. For det andet tilbyder alle tre steder gode rammer for at studere. Hvad forstår jeg ved gode rammer? Mange ting spiller her ind, men først og fremmest noget så simpelt som ro og tildelingen af ens egen autonome lille ø af et bord, ens egen lampe; rammer, der udstråler, at de dels er til for de studerende, dels at man som gruppe figurerer som en faktor. Det styrker identiteten og i sidste ende motivationen. Desuden udmærker Handelshøjskolens og NYU´s bibliotek sig yderligere ved i endnu højere grad at være for de studerende. Handelshøjskolens bibliotek har ikke kun åbent i hverdagene og lørdag, men også hver søndag til kl.17, og der er proppet med mennesker, en levende ø i et ellers dødt København. I New York har de taget skridtet videre, her kan man benytte bibliotekets læsesale til kl. 24 hver eneste af ugens dage, og der er flere hundrede computere med internetadgang til rådighed for de studerende, trådløst netværk i hele bygningen, gigantiske læsesale, og enerum, hvis man gerne vil have fuldstændig ro. Her kan det godt være, at institutbibliotekets mandag-til-fredag-tider har været en ud af mange årsager til, at jeg aldrig en eneste gang har benyttet det. Med andre ord bidrager de tre biblioteker med en tilgængelighed, der passer mig og mange andre, tror jeg, fordi det passer fint med en trang til selv at administrere sin tid på tværs af weekender og lukkelov. Tænk bare på podcasts, der er udtryk for samme fænomen. For det tredje indeholder alle tre steder en dobbelthed af fællesskab og individualisme. Man sidder en masse mennesker principielt i gang med det samme, at tilegne sig viden, på lange rækker, men man gør det ved sit eget bord, ligesom ens eget projekt stadig er ens helt eget, som regel væsensforskelligt fra sidemandens. Den dobbelthed af fællesskab og individualisme styrkes via de fysiske rammer alle tre steder. På Diamanten er der fx lange rækker af borde, hvor man har udsyn til studerende både foran og bag sig. Dette udsyn mener jeg er helt essentielt. Det styrker fornemmelsen af fællesskab, og i sidste ende identiteten som studerende, at kunne se andre i gang med samme aktivitet som en selv. For det fjerde går det igen alle tre steder, at der takket være glasfacaderne er masser af naturligt lys i læsesalene. Eksempelvis kan man fra Diamanten kigge ud over Københavns Havn. Bygningen åbner i stedet for at lukke, hvilket giver en fornemmelse af, at man ikke har lukket sig selv væk fra verden; man er stadig en del af den. Samtidig giver lysindfaldet simpelthen energi, og en mulighed for at løfte blikket fra bøgerne eller computeren hen imod et punkt, hvor der er liv og bevægelse, et skib, der sejler forbi, mennesker, der står og taler sammen osv. Derved integreres pausen i langt højere grad, mens man sidder ved sin plads. Hvilket, tror jeg, i sidste ende er mere produktivt, fordi kontrasten mellem pause og arbejde ikke bliver så stor.

I forhold til den fysiske placering af en campus, mener jeg, at hvad jeg vil kalde ”proximity” er centralt for fornemmelsen af at tilhøre et egentligt studiemiljø. Den relative tæthed mellem forskellige af universitetets funktioner forstærker fornemmelsen af et regulært identitetsskabende rum. Her oplevede jeg igen New York Universitys campus som noget nær ideel. Universitetets administration, institutter, træningscentre og ”dorms” er placeret omkring en park, Washington Square Park, som så igen er omkranset af New York City. Hvor man på den ene side kan sige, at det er umuligt at sammenligne Danmark med USA, da strukturen er markant anderledes end i Danmark – bl.a. er universiteterne i USA typisk private, og campuskulturen er langt mere udbredt – kan man på den anden side sige, at alt ikke behøver være sammenligneligt, for at man kan lade sig inspirere. New York University er unikt, fordi campus er byen, og ikke et afgrænset område uden for byen, som man ser det med stort set alle andre amerikanske universiteter og visse danske. Hvilket gør eksempelvis København oplagt til sammenligning. Det, jeg mener, er lykkedes ved NYU, er at skabe et studiemiljø, der ikke er forceret. Det er et studiemiljø, hvor man på den ene side via bl.a. den relative tæthed mellem de forskellige NYU-bygninger ikke er i tvivl om, at man hører til, og hvor der aldrig er tvivl om ens identitet som studerende, men hvor rammerne på den anden side ikke bliver for trange eller for dikterende. Man står jo midt i forskelligheden, byen er lige der, eksisterende som modpol til en identitet som udelukkende ”studerende”. Fx er NYU´s dominans ikke altoverskyggende omkring Washington Square Park. Der ligger også cafeer, restauranter og tøjbutikker i området. Ud over at jeg selv trivedes med denne dobbelte identitet af studerende og ”mig selv”, og ved visheden om, at der var huller i studieidentiteten, jeg kunne sive ud af, hvis den blev for trang, tror jeg, at det er en studiemiljøform, mange unge trives med i dag. Det moderne menneske har brug for flere identitetsskabende flader, en enkel tror jeg hurtigt vil virke begrænsende. Samtidig tror jeg også, at en identitet med ”huller” omvendt er gunstig i forhold til forståelsen af ens omverden. Verden forandrer sig konstant, og for at forstå denne foranderlighed tror jeg, at det er vigtigt, at man selv er foranderlig og har evnen til at gå ind på andre menneskers præmisser. Især i forhold til den voksende globalisering tror jeg, at jo mere samspil mellem forskellige fysiske rum, og i sidste ende, identiteter, jo bedre udviklet evne til empati og forståelse.

Endeligt er det jo helt essentielt, at der findes oaser, hvor man kan mødes og slappe af fra læsningen. New York University er privilegeret på den måde, at det som nævnt er placeret omkring Washington Square Park, en park, der fungerer rekreativt, og som er befolket med meget mere end blot studerende. I midten af parken er et rundt springvand, hvor folk sidder og spiser frokost, både studerende, turister og arbejdende newyorkere. Rundt omkring er der gadegøgl eller et orkester, der spiller, der står gadehandlere med deres vogn forskellige steder i parken. I et hjørne er der en lille park i parken, hvor hundene bliver luftet. I et andet hjørne spilles der skak, der er en legeplads, en imitation af Triumfbuen, og imellem de mange stier ind til springvandet er grønne områder, hvor nogle sidder for sig selv og læser, andre sidder og taler sammen, og nogen spiller frisbee eller football. Igen er det forskelligheden i de mennesker, der føler, at det er deres park, og forskelligheden i de tilbud, parken har, der inspirerer. Parken er nok fyldt med studerende, men det er ikke kun deres park, det er alles park, eller byens park. Hvis man i fremtiden forestiller sig at forstærke campusfornemmelsen i Danmark, tror jeg det er vigtigt ikke at skabe for klaustrofobiske rammer. Byen, som campus er tilknyttet, skal ideelt set sive ind og blande sig. Lige som med alt andet kan tankegangen i et studiemiljø blive for ensrettet, hvis man aldrig møder andet end folk, der minder om en selv og taler samme akademiske lingo. Her er de fysiske rammer altafgørende for at skabe denne åbenhed.

Et af de alternative rum, som kan indgå i interaktionen med andre rum, er cyberspace. Som jeg nævner indledningsvis, betragter jeg studiemiljø som en bevægelig størrelse. Begrebet er ikke nødvendigvis knyttet til et specifikt fysisk rum. Og det er heller ikke nødvendigvis knyttet til et fysisk rum overhovedet. Som Jakob Linaa Jensen skriver i artiklen ”Offentligheden i de digitale mediers tidsalder” fra hjemmesiden Turbulens.net, er en offentlighed ikke længere betinget af et fysisk rum: ”Ligesom i cyberspace er sociale interaktioner i offentligheden ikke kropslige. Fysisk tilstedeværelse er ikke en forudsætning. De individer, der interagerer online eller i offentligheden (eller i online-offentligheden) er selv placeret i et fysisk rum, mens interaktionerne finder sted.” Ved New York University fungerede internettet som et alternativt – og dominerende – rum til det fysiske. Det var her, at tekster, der skulle læses, blev ”posted”, og der foregik både faglige diskussioner samt formidling af information sted via mailen. Ligesom et konkret fysisk rum bliver cyberspace et rum, der skærper identiteten som studerende. Igen mener jeg, at dette rum er ideelt for det mobile, moderne menneske; man er ikke afhængig af sin egen kropslige tilstedeværelse, du kan i princippet sidde hvor som helst og stadig følge med i undervisningen. Samtidig mener jeg, at det fysiske rum og cyberspace fungerer bedst i samspil. Kontrasten mellem de to typer af rum inspirerer og giver mulighed for flere typer af identitetsskabelse.

Jeg tror, at det er i samspillet mellem flere rum, at man når det optimale studiemiljø i fremtiden. En dobbelthed af en fysisk tilkendegivelse af, at de studerende er vigtige via nogle grundlæggende gode rammer, og åbenhed over for omverdenen. I sidste ende er det den omgivende verden, livet, der inspirerer de akademiske overvejelser.

Rum for FORDYBELSE, VIDEN, FORBUNDETHED, INSPIRATION

Af Mette Bergenser & Linda Lützau Nielsen, begge fra KU's Institut for Antropologi, vandt med dette bidrag 2. præmie i Videnskabsministeriets Essaykonkurrence for studerende om det gode studiemiljø

INTRODUKTION

Alt for ofte reduceres debatten om det fysiske studiemiljø til et spørgsmål om mængden af studenterfaciliteter og services. Skal vi have flere computere, flere læsepladser, flere specialepladser, flere festlokaler, en kantine? Selv om sådanne diskussioner er vigtige, mener vi, at udviklingen af de fysiske rammer må tage udgangspunkt i en bredere diskussion af, hvilke kvaliteter fremtidens universitet som vidensinstitution skal inspirere og give plads til. De fysiske rammer er i udgangspunktet universitetets arkitektoniske og materielle set-up. Men betydningen rækker ud over mursten og bygninger. De fysiske rammer betinger, muliggør og stimulerer forskellige former for studieliv.

Vores udgangspunkt for at skrive dette essay er således, at de fysiske rammer ”skaber rum”. At skabe rum er dog mere end blot at skabe steder. Derfor har vi valgt at koble konkrete idéer til fysisk udformning og indretning med en diskussion af hvilke kvaliteter, vi mener, er centrale for fremtidens studieliv. Vi har udvalgt fire kvaliteter, som vi mener, de fysiske rammer skal skabe rum for: Fordybelse, Viden, Forbundethed og Inspiration.

Studerende er i udgangspunktet forskellige. Vi studerer forskellige fag. Vi studerer på forskellige måder, på forskellige tidspunkter og udvikler os forskelligt i løbet af vores studietid. Et succeskriterium for os er derfor at skabe levende og fleksible fysiske rammer, der ikke dikterer hvilke aktiviteter, der kan udspille sig i rummet. Det perfekte studiemiljø opstår i interaktionen mellem mennesker, aktiviteter og det fysiske sted. Det materielle og det sociale er tæt forbundet. Med andre ord kan de fysiske rammer ikke adskilles fra det liv, der udfolder sig i dem.

Udformningen af de fysiske rammer må tage hensyn til lokale forhold på den enkelte uddannelsesinstitution og det enkelte fag. Dette essay er skrevet med udgangspunkt i vores eget studieliv på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Vi er en speciel type studerende, hvis uddannelse er karakteriseret ved en høj grad af selvstudium. En stor del af vores studieliv bliver brugt enten i et undervisningslokale, med næsen i en bog eller med fingrene på et tastatur. Selvom den konkrete udformning af det fysiske studiemiljø nødvendigvis vil og skal variere, mener vi dog, at de kvaliteter, vi beskriver, kan anvendes i arbejdet med de fysiske rammer på alle videregående uddannelsesinstitutioner.

FORDYBELSE: RO & REFLEKSION

Jeg går ind i rummet, hvor jeg og fire andre studerende har vores arbejdsplads. Rummet emmer af aktivitet og stemning – her bliver viden skabt. Arbejdspladsen har jeg bygget op af frie elementer, som jeg selv har haft mulighed for at sammensætte. Jeg har bl.a. valgt bogkasser til mine bøger, et aflåseligt skab, et hæve-sænke bord og et par mobile skillevægge, så jeg kan justere min kontakt med resten af rummet. Skrivebordet og skillevæggene fungerer også som interaktive flader, hvorpå jeg skitserer mine ideer, laver mindmaps og udkast til dispositioner, jeg kan trække direkte over på min computer. Jeg har mulighed for at udfolde min viden i flere medier, former og dimensioner. Rummet er indrettet som et decentralt arbejdsmiljø. Tæt på min arbejdsplads finder jeg derfor alt, hvad jeg behøver: kopi og print, kaffe og te og et lille rum, hvor jeg kan tage en powernap.

Studielivet er et nomadeliv. Vi bevæger os hele tiden rundt mellem undervisningslokaler med bøger og bærbar under armen. Denne evige mobilitet er central for studielivet, men der er også brug for rum, hvor fordybelsen er i centrum. Rum, der skaber ro, hvor vi kan have en privatsfære og arbejde koncentreret. Dette kan blandt andet skabes ved, at vi får en personlig arbejdsplads. En arbejdsplads vi selv kan komponere og regulere grænserne for i både rum og lyd. En base, hvor vi er forankrede og ikke behøver at spekulere på praktiske problemer, som hvor er der et stik til min computer, en netforbindelse og et sted, hvor jeg kan stille mine ting?

En arbejdsplads giver basale betingelser for fordybelse, men nogen gange kan det være nødvendigt at have mulighed for at trække sig fuldstændigt tilbage og ind i total stilhed. Vi forestiller os at skabe små fysiske rum i rummet. Små pupper eller huler, hvor man kan finde absolut ro og en anden stemning. En dør, der åbner sig til et frirum, hvor vi kan læse eller blot samle tankerne, energi og kræfter.

Vi forestiller os, at arbejdspladserne samles i små arbejdsfællesskaber i mindre lokaler, da støj ellers er uundgåelig. På trods af mobile skillevægge er storrumskontorer eller andre gennemgangsrum derfor ikke nogen god løsning, når der skal skabes plads til fordybelse. Vi vil ikke kæmpe mod de vilkår, som rummets begrænsninger dikterer.

Studerende og studieopgaver er forskellige. En personlig arbejdsplads er således kun én form for arbejdsrum blandt mange. I udformningen foreslår vi, at der tænkes i lysforhold, forskellige grader af stilhed og gradueringer mellem privat og offentlig. Som studerende på nutidens universitet har du ofte kun to muligheder: fredagsbaren hvor der bliver larmet og drukket øl, eller læsesalen hvor stillediktaturet hersker. Vi savner miljøer mellem disse to poler, hvor man kan koncentrere sig og stadig opleve andre studerendes nærvær og småsnakken. Det kunne f.eks. være chill-out læsezoner med planter og bløde stole eller arbejdsstationer, hvor man hurtigt kan plotte sin computer til.

VIDEN: UDVEKSLING & UDVIKLING

I dag skal jeg mødes med min gruppe for at udarbejde en analysestrategi til vores projektarbejde. Vi har booket os ind i et af universitetets vidensværksteder. Det er et interaktivt grupperum, der både giver os mulighed for uforstyrret at udveksle idéer og samtidig ved sin indretning stimulerer vores kreativitet. Rummet har online adgang til opslagsværker og litteratursøgningsmuligheder. Når vi får en idé, kan vi derfor følge op på den med det samme. Vi begynder at tegne vores analysemodel på de interaktive flader på væggene og i loftet. Mens vi tegner overføres vores arbejde direkte til vores bærbare computere. Vi trækker os lidt tilbage, sætter os i de fleksible møbler, vipper lidt frem og tilbage, mens vi diskuterer modellen, rejser os op igen og forsætter arbejdet på rummets vægge.

Universitetet er primært en vidensinstitution – et sted hvor viden skabes og indlæres. Men ofte begrænses universitetets vidensrum til undervisningslokaler eller individuelle arbejdspladser. På den måde afspejler det nuværende universitetsbyggeri en klassisk forståelse af viden, som en ting, der blot skal overleveres fra en underviser til en studerende, eller tages ud fra en bog. Vi forstår i stedet viden, som noget, der kan indlæres, udveksles, skabes og udvikles i mange forskellige sammenhænge og aktiviteter. Viden frembringes ikke i individet alene men i relationer. Dette mangfoldige videns- og læringsbegreb skal reflekteres i indretningen af universitetets rum.

Vi mener, at fysiske rammer spiller en central rolle i stimuleringen af viden og læring. Som minimum betyder dette, at man som studerende skal have fri adgang til vidensmiljøer og -kilder, f.eks. let tilgængelige biblioteker og elektroniske ressourcer. Vi foreslår også, at der på universitetet skabes en lang række vidensmiljøer, hvor viden kan udveksles og udvikles udenfor undervisningslokalet. Fysiske vidensmiljøer – vidensværksteder.

Vi forestiller os rum, hvor faglige netværk kan dannes og vedligeholdes. Rum der giver mulighed for fordybelse og debat i gruppearbejdet. Dette kunne være en slags labs, hvor studerende og forskere kan booke sig ind og arbejde. Sådanne vidensværksteder kan være multifunktionelle og fleksible alt efter gruppens størrelse og det arbejde, der skal udføres. Herudover kan der være rum, der er specielt tilpasset bestemte funktioner og former for vidensudveksling. Idérum, hvor projektgrupper eller forskningsnetværk kan brainstorme og idéudvikle. Udvekslingsrum, hvor der kan afholdes mindre foredrag og workshops.

FORBUNDETHED: FORANKRING OG FÆLLESSKAB

Efter dagens forelæsning går flere af mine holdkammerater ned i caféen. Et dejligt festligt rum med musik, bar og bordfodbold. Her er jeg tit og danner venskaber med studerende fra både mit eget og andre fag. Det giver mig en fornemmelse af at være en del af et større fællesskab på universitetet. Men i dag har jeg ikke lyst til at gå med. Dagens forelæsning har været svær, og jeg er frustreret. Jeg går i stedet ned i loungen med to medstuderende. Her er rart, lyst, hyggeligt og hjemligt. Jeg slapper af i en af sofaerne og nyder en kop kaffe. Rummet er indrettet med små flyder-øer, hvor man kan sidde sammen i små grupper og tale forholdsvist uforstyrret. Jeg har fulgt de to medstuderende i de sidste tre år på studiet. Vi har samarbejdet om flere opgaver og trækker på hinanden, når studielivet bliver hårdt. At kunne diskutere problemstillingerne fra dagens forelæsning med dem, giver mig mod til igen at kaste mig ud i nye faglige udfordringer.

I disse år tales der meget om universitetets transformation til en serviceinstitution, hvor uddannelse bliver til en vare, og de studerende bliver til forbrugere. Men vi vil ikke gå på et universitet, hvor vi er som kunder i et supermarked - et sted uden identitet, historie og relationer. For os er forbundetheden til stedet og de mennesker, der befinder sig her, en drivkraft i vores personlige og faglige udvikling. Vi vil ikke være kunder, men medproducenter af viden. At vi som studerende er forbundet til universitetet skaber engagement og tryghed til at kaste sig ud i ny viden, nye tanker og relationer.

Det fysiske udtryk er en vigtig del af den måde, hvorpå universitetet er tilstede som institution i vores studieliv. Når vi går ned af gangene eller sidder i auditoriet, vil vi gerne have en fornemmelse af stedets historie, visioner, værdier og de mennesker, der gennem tiden har været med til at forme dem.

Universitetets og fagenes identiteter skal være visuelt tilstede og tænkes ind i udsmykningen af bygningerne. Men der skal også være plads til, at vi kan sætte spor i fortællingen. At vi har steder, vi kan præge og gøre til vores egne. De fysiske omgivelser skal være åbne og inviterende. Bygningerne må derfor vise os tillid ved at lukke os ind efter kl. 16 og åbne lukkede gangarealer. En låst dør er en afvisning af vores potentiale – en åben er en invitation til at bidrage til universitetets virke.

Det er vigtigt, at universitet ikke blot skaber rum for fysiske, men også sociale forankringer. Dem vi etablerer i form af fællesskaber med studerende, undervisere og andre ansatte. Samtaler over frokosten, over kaffekoppen og fredagsøllen handler ikke blot om opfyldelsen af et socialt behov. Netværk er en ressource, vi kontinuerligt kan trække på også efter studierne. Relationer, der er skabt i én sammenhæng, kan aktualiseres i en anden. Derfor er det nødvendigt, at de fysiske rammer ansporer folk til at møde hinanden. At der indtænkes plads til fællesskabet. Steder, hvor man kan samles i forskellige skalaer: en-til-en, arbejdsgrupper, som hold, studie, fakultet, campusområde og universitet.

INSPIRATION: & KOMMUNIKATION

Når jeg går gennem universitetets gange, føles det som går jeg gennem ny viden og idéer. Forskningen er tilstede i rummet omkring mig. På tavlen foran biblioteket stopper jeg og læser om de bøger, der bliver anmeldt i denne uge. På de interaktive opslagstavler foran forskernes, Ph.d.ernes og undervisernes kontorer, kan jeg se nyheder og input om deres forskning. Her finder jeg bl.a. billeder fra folks feltarbejde, publikationslister og uddrag af videnskabelige artikler. På gangarealerne ved undervisningslokalerne kan jeg på de store virtuelle informationstavler læse nyt fra de forskellige fag på campus, om forskellige debatarrangementer, konferencer, workshops. På en af tavlerne finder jeg en invitation til et møde, jeg vil gå til. Det er i et netværk for studerende og forskere, der arbejder med Østeuropa.

Universitetets rum skal i sin arkitektoniske og æstetiske udformning inspirere os, udfordre os, skabe lyst til læring, innovation og kreativitet. Rummet skal være lyst, overdådigt og overraskende. Det skal være legende og foranderligt. Det skal opfordre os til at udvide vores forestillingshorisont og rykke vores forståelsesramme – det skal sætte spørgsmålstegn ved det kendte og forudsigelige.

Universitetet skal være mere end funktionsopdelte rum forbundet af tomme, identitetsløse gange. Når vi befinder os på gangarealerne, skal vi ikke mødes med kliniske tomme vægge og lukkede døre. De faglige identiteter skal være visuelt tilstede. Når vi eksponeres for hinandens vinkler på og forståelser af verden, tilskyndes vi til tværfagligt samarbejde. Den forskning, der udspiller sig bag universitetets mange lukkede døre, skal kommunikeres ud i rummet. Dette kan for eksempel ske ved, at der foran hvert kontor er en interaktiv opslagstavle, hvor forskningen formidles. Universitet skal ikke være et elfenbenstårn. De fysiske rammer skal afspejle, at institutionen er en aktiv og levende del af samfundet. Universitetet må vende vrangen ud og invitere omverdenen indenfor.

Relationerne til samfundet kontekstualiserer vores studier og giver inspiration til vores fremtidige arbejdsliv. Dermed får de faglige terperier en ny dimension. De får ekstra mening og retning.

Relationerne kan f.eks. skabes igennem en projektbørs eller en erhvervsvejledning, hvor studerende kan møde deres fremtidige arbejdsgivere både gennem opslag, pjecer og face-to-face. Men også ved at gøre universitetets fysiske rum tilgængeligt for potentielle samarbejdspartnere til f.eks. foredrag, workshops, debataftener, møder og konferencer, hvor studerende, forskere og inviterede gæster kan mødes og inspirere hinanden.

LÆRINGSRUM – pladser og steder for læring i forandring

Af Hans Siggaard Jensen, prodekan for uddannelse. Står som institutdirektør i spidsen for forskning og udvikling på Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Der er i dag ringe sammenhæng mellem rum og viden om, hvad læring er. Rum til læring udspringer i stedet af fortidens samfundsmæssige idealer. F.eks. introverte klostre, prangende herregårde, effektive fabrikker eller decentrale boligbebyggelser. Det påvirker den måde, vi tænker læringsrum på i dag. Måske skulle vi tænke dem på ny! Men for at gøre det, må vi forstå, hvad der er sket og arbejde med at fortolke det. Så jeg forsøger jeg mig med en lille skitse af vore kollektive historiske erfaringer med læringsrum.

Vi kender alle det hyggelige ord ”skolestue”. Det giver en helt anden stemning end ”klasseværelse” eller det mere fremmedlydende ”auditorium”. Alle tre er eksempler på læringsrum. Skolestuen er hjemmets stue, blot flyttet til skolen, hvor læring så foregår – i modsætning måske til hvad der sker hjemme i stuen, den fine stue. Klasseværelset er formentlig lyst og luftigt, men her står borde og stole i geled. Der er tale om et rum, der indgår i en større organisation – ellers ville der ikke være tale om en ”klasse”. Auditoriet er et sted for lytning. Der forelæses, og der lyttes på. Det er som en art græsk teater med forelæseren i midten og række efter række af studerende, der dog ikke ser en forestilling, men snarere lytter til et hørespil. Bag ved forelæseren kan der dog være tavle efter tavle, der fyldes med tegn og tegninger. Skolestuen ser vi måske for vort indre blik i en bygning, der nærmest ligner en dansk bondegård, klasseværelset i en bygning, der også kunne være en fabrik, og auditoriet er del af et stort bygningskompleks, hvor der foregår meget andet en læring. Der er laboratorier og biblioteker, kontorer og kantiner. Til de tre læringsrum er der også knyttet helt forskellige forestillinger om sociale strukturer og organisation. I skolestuen hjælper læreren den enkelte elev, i klasseværelset overhøres der, og der er ”lektier for”, og i auditoriet kommer og går den studerende måske næsten uafhængigt af forelæseren. ”Jeg skal lige hen og høre en forelæsning”.

Skole og læring er igennem tiderne foregået i meget forskellige rum. Oldtidens græske sofister holdt skole i tilknytning til markedspladsen – ”agoraen”. Vi har en udgravet skole – en villa – fra tiden omkring Cæsar i det antikke Rom, hvor der blev trænet retorik. Vi kan se resterne i udgravningerne under det sydlige Napoli – Herculanum. De klassiske rum er tabt. Vi har kun sparsomme ruiner og så ordene, der blev efterladt tilbage, ”akademi” efter den høj, hvor Platon havde sin skole, og ”lycee” (på fransk) efter stedet, hvor Aristoteles havde sin Lyceum. Det er først med den tidlige middelalders klostre, at der starter en læringstradition, som vi har levet med kontinuerligt siden. I klostrets ”kapitelsal” mødtes munkene til læsning af et kapitel fra Bernhards klosterregel. Munkene sad i en ”skolestue” og fik forelæst teksten. Bernhards tekst var opdelt i kapitler, der passede i længde og kunne spredes ud over en længere periode af oplæsninger. Vi kalder stadig en del af en bog for et ”kapitel”. Med fremkomsten af de store katedraler fra omkring år 1100 opstod et behov for uddannet personale, og de første katedralskoler opstod. De lignede formentlig klostre og indeholdt i hvert fald rum til forelæsning i lighed med kapitelsalen, men også rum hvor der blev skrevet bøger – ”scriptoriet” – efter forelæsningerne. Hvis man har set filmen efter bogen ”Rosens navn” har man set det, som det sikkert så ud. Og ligesom i bogen/filmen var biblioteket med dets få bøger et centralt element. Bøgerne måtte læses på stedet. De var ofte lænkede til det. Så biblioteket var ikke kun et sted for opbevaring af bøger, men for læsning og læring. Omkring 1200 opstod så universitetet, og det fik forelæsningslokaler – ”auditorier”. Men der udspillede sig også små teaterforestillinger i form af disputationer, hvor teser blev angrebet og forsvaret på basis af forelæsning af en tekst – via en ”lektor”, en læser. Og stridigheder blev afgjort af en professor, der kunne ”profess” noget, dvs. hævde det som gældende viden eller dogme. En professor, der sad hævet i sin ”chair”, som det stadig hedder på engelsk, og kunne tale ”ex cathedra”, fra et ophøjet sted. Den akademiske diskussion lignede næsten, hvad der senere blev modellen for retssalen. Professoren blev til dommer, og anklager og forsvarer overtog rollen som den, der kritiserede, og den der forsvarede.

Der er således rum til læsning, rum til lytning, rum til diskussion. Senere opstod to helt nye typer rum til læring. Med renæssancen opstår det anatomiske teater, som vi kalder det. Det er et sted, hvor forskeren og lægen kan gennemføre en dissektion og vise den samtidig. Rundt om dissektionsbordet sidder de studerende og følger med, og oplever en ny verden åbne sig. Når den studerende så selv skal til, omdannes læringsrummet fra et, hvor man ser og lytter til et, hvor man handler. Det bliver et ”laboratorium” – et sted hvor der arbejdes. Det kan være med dyr og planter, med menneskedele, eller med kemiske og fysiske fænomener. I slutningen af det 20. århundrede kom så computer-laboratoriet til med dets række efter række af skærme og tastaturer.

Klosteret som læringsrum er præget af, hvad der på engelsk kaldes et ”cloister”, dvs. et aflukket rum. Der er skel mellem verden og klosterets verden. Livet er afsondret, og læringen er en fordybelsens eller meditationens læring. Det er en læring vendt indad. Det er en art refugium. Men der er andre former for læring. I renæssancepaladset foregår læringen helt anderledes. Her er humanisten både opdrager og underviser, og i børneværelset er væggene beklædte med didaktiske billeder, der næsten magisk skal overføre deres indhold af dyder til de opvoksende. Sådan som flere af Botticellis billeder var tiltænkt det. Humanisten bliver hofmand, og læringen består i at erhverve den rette evne til at begå sig ikke kun i konversation men i hele ens adfærd. Den er præget af evnen til at klæde sig, til at føre sig, til at deltage i dans og leg, i kunst og sport. Et fint udtryk er ”sprezzatura”, evnen til at få det særdeles svære og hårdt tillærte til at se let og legende ud -- til at dække over, hvad man egentlig ønsker, bag en ”maske” af let defensiv ironi. Et læringsideal, der kom til at præge senere århundreders forestilling om luksus og overklasse. Det er ikke som klosterets læring en inderlig fordybelse men snarere en udadvendt kropslig performance. Renæssancens paladser kom mærkeligt nok til at danne arkitektonisk forbillede for mange af det 19. århundredes skoler og universiteter.

I slutningen af det 18. århundrede fremkom de første fabrikker. Hurtigt blev fabrikken en model for en moderne rationel institution. Læring skulle foregå i rum, der lignede fabrikkens. I virkeligheden var en skole eller et universitet en slags læringsfabrik.

Karl Marx så fabrikken som en model for læring. Skoler for almindelige menneskers børn var begyndt at fremkomme, og læring skulle organiseres. Langsomt opstod i de fleste industrialiserede samfund skolesystemer med et åbent og frit tilbud om undervisning og læring. Skolestuer blev til klasseværelser, og med fremkomsten af demokratier blev der fra den brede befolkning lagt vægt på at få gennemført skoling, ja ligefrem undervisnings- og læringspligt. De store ”victorianske” institutioner opstod: hospitaler, museer, skoler og universiteter. De blev ofte bygget som store gotiske borge eller som renæssance-slotte. Det var de to perioder, man så op til. Med fremkomsten af funktionalismen efter Første Verdenskrig kom fabrikken som ideal endnu mere i fokus. Boligen var en leve-fabrik og skolen en lære-fabrik. Det berømteste eksempel på et læringsrum bygget i fabrikkens slagskygge er Bauhaus ved Dessau af arkitekten Walter Gropius. Her var der et ideal om, at læring skete i værksteder, og disse var bemandet med både teoretikere og praktikere. Studier var arbejde, og arbejde var læring. Bygningerne kunne lige så godt bruges til en maskinfabrik. Da Bauhaus på grund af nazismen, og Anden Verdenskrig endte i USA, fik man til huse syd for centrum af Chicago på en campus af læringsbygninger designet af Mies van der Rohe. Klosterets afsondrede klostergård og dets klostergang er her afløst af gennemsigtige pavilloner spredt i et parkagtigt landskab. Der er åbenhed overfor verden og overfor hinanden. 1930’ernes lys og luft i boligen er blevet til lys og luft i læringen. Læring er ikke den enkeltes individuelle fordybelse, men knyttet til et travlt netværk af mennesker i stadig interaktion.

Fra midten af 1960’erne opstod universiteter baseret på en sammentænkning af problem-baseret læring og projektarbejde. Det krævede helt nye måder at tænke bygninger på. Hver projektgruppe sit rum. Læring blev til i en landsby af små læringsrum, der hvert især var ramme om alle de processer, som er knyttet til at være organiseret i projekter: Mål- og problemformulering, arbejdsdeling, undersøgelse og skrivning, produktion af rapport og endelig eksamen som samtale mellem gruppe, vejleder og censor. Andre igen lod sig inspirere af de helt nye teknologiske muligheder. Bygninger kan være store, åbne og fleksible, som vi kender det fra messe- og kongrescentre, og de kan være udstyret med avancerede former for teknologisk infrastruktur, først og fremmest knyttet til informations- og kommunikationsteknologi.

I dag dukker nye læringsformer op. At lytte, læse og diskutere er stadig utroligt vigtigt, men kan foregå på nye måder. Nye former baseret på spil og leg kan blive introduceret og kan blive støttet af de utrolige muligheder, som teknologien giver. De lærende skal nu selv skabe det rum, de skal lære i. De får muligheder og værktøjer, og ideen om ”learning by doing” får en helt ny dimension. Man lærer kun, hvis man kan skabe den ramme og det indhold, ens læring skal udfolde sig i og inden for. Ja måske bliver det centrale i læringen at sætte og bryde disse rammer. Det er det måske allerede i det arbejde, man får efter uddannelse. Der er et stigende krav til innovation i arbejdet, og læring ses nu som en afgørende form for værdiskabelse. Læring er en art curriculum, som skal beherskes, men også overskrides. Arbejde får karakter af læring og knytter sig til stadig refleksion og konceptualisering af de vundne erfaringel. Ligesom læring sker gennem interaktion med andre. Det er afgørende for fremtidens læringsrum at der er plads til både den personlige fordybelse og den intense sociale interaktion.

Så hvad kan vi lære af historien? Vi kan se, at der har været mange former, og vi har et bredt udvalg, der kan stimulere vores pædagogiske fantasi. Vi må både overskride, hvad der hidtil er foregået og tage noget med os. Fremtidens læringsrum er måske en kombination af kloster, herregård og fabrik. Vi må få tradition og vision til at spille sammen, få identitet, fordybelse, fleksibilitet og interaktion til at være levende pædagogiske muligheder: Der er i dag ingen sammenhæng mellem rum og viden om, hvad læring er. Universiteternes rum udspringer i stedet af samfundsmæssige idealer. F.eks. introverte klostre, prangende herregårde, effektive fabrikker eller decentrale boligbebyggelser.

Pædagogik og design

Af Lone Dirckinck-Holmfeld, professorer på Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet. Hun arbejder med kommunikation, informatik og læring

Pædagogik og design må tænkes sammen. Æstetik og procesorienteret design skal fremme læring, som bryder med vante tankeformer og handlemønstre, fremmer kollaboration, tværfaglighed, og skaber engagement. Relationen mellem læring og rum har ændret sig i den seneste tid, men er stadig vigtig.

Informations- og kommunikationsteknologien (IKT) er stadig i sin vorden, men allerede nu gør IKT på mange måder videntilegnelse og læreprocesser uafhængige af såvel tid og rum. De foregår alle steder, i toget, ved spisebordet, i lufthavnen, på virksomhederne, i feltarbejde, i laboratorierne, på caféerne igennem den bærbare computer og andre mobile redskaber. Medens vi arbejder med vores projekter, er vi til stadighed i kontakt med medstuderende, vejledere, eksterne samarbejdspartnere og deltager sideløbende i andre aktiviteter over nettet, Skype, Facebook, Google etc. Man kan lære og deltage i undervisningen og de fælles læreprocesser, derfra hvor man er. Dette er virkeligheden for de fleste forskere og studerende i dag. Det fysiske universitet er derfor under pres. Specielt for de voksne, professionelle som går på vores masteruddannelser, er tendensen klar. De kommer kun på universitet fire til fem gange om året til nogle intensive seminarer. Resten fungerer over nettet. Tilhørsforholdet er således ikke forankret i bygningerne, men i det virtuelle miljø, som deltagerne skaber gennem deres aktiviteter og traditioner. Men selv her spiller det fysiske universitet og rummene alligevel en vigtig rolle. Det er på de fysiske seminarer, at vi vedligeholder og uddyber de personlige relationer mellem deltagerne, ligesom de fysiske samlinger giver mulighed for at tilrettelægge andre oplevelser og læreprocesser end de virtuelle, hvor vi især udnytter det håndgribelige, at vi kan eksperimentere, opleve og undre os sammen. Udfordringen er så at gøre det og at have nogle steder, som understøtter dette.

Vejledningsformer og rum

Vi som undervisere kan tilbyde de studerende forskellige former for vejledning. Den norske lærings- og klasserumsforsker Olga Dysthe har udviklet en model, som favner de forskellige vejledningsformer, som moderne universitetsuddannelse består af:

• vejledning som undervisning, der bygger på et hierarkisk forhold mellem underviser og studerende, og at læring finder sted som formidling, 
• vejledning som dialog, der bygger på horisontale lære- og refleksionsprocesser mellem deltagerne, og 
• vejledning som læring i praksisfællesskaber og netværk, der bygger på, at læring sker som ikke-intenderede læreprocesser og i meningsforhandling gennem fælles projekter og ved at arbejde sammen med medstuderende i tætte relationer til fagmiljøet  

De tre former for vejledning er alle væsentlige. Men hvor den førstnævnte form dominerede det klassiske universitet, er mit budskab, at det moderne universitet, som skal agere som motor i vidensamfundet, skal have fokus på den sidstnævnte form. Vi skal designe for praksisfællesskabet og netværket, både det fysisk-konkrete som det virtuelle. Det handler om at tilrettelægge forpligtende og produktive samarbejder mellem studerende, og mellem studerende og forskere. Samtidig skal vi sikre, at disse grupper ikke lukker sig om sig selv og har nok i sig selv. De skal hele tiden udfordres gennem kontakten til omverdenen og andre netværk.

Projektrummet

Aalborg Universitet og Roskilde Universitet brød begge med det traditionelle undervisningsbegreb og baserede sig på nyere pædagogiske principper om problem- og projektorienteret læring. Grundplanen blev udlagt med projektrum, rum til workshops, seminarrum og fælles køkken. I Aalborg var der tale om gamle fabriksbygninger, der var blevet ledige, da cigar-produktionen rykkede ud af byen. Byggerierne var ikke special-designede, men der blev stillet nogle lokaler til rådighed, som kunne tages i brug, dvs. som studerende, forskere og undervisere kunne gøre til deres sted. Hver gruppe af studerende fik et stort projektrum, som de indrettede med de dengang avancerede studieredskaber: skrivemaskiner, bogskabe, bøger, tavler, opslagstavler, kaffemaskiner, køleskabe, spritduplikator etc. Rummene og pædagogikken spillede sammen. De studerende og underviserne havde ejerskab til rummene og fik de nødvendige ressourcer og arbejdsredskaber til støtte for projektarbejdet. Lidt kunst blev der også til, som kunne udfordre de studerendes ideer om livet og verden.

Læring i praksisfællesskaber i et åbent projektmiljø, Arkitektur og design AAU.

Projektarbejdets nye form

Projektarbejdsformen findes stadig, men i dag er bygningsdesign og pædagogisk form vokset fra hinanden. Projektrummet er på mange måder for snævert. Det lukker de studerende inde i sig selv – og det lukker dem ude fra verden. På humaniora har vi slet ikke ressourcer til at give hver projektgruppe et rum. Her har vi i en årrække forsøgt os med grupperum, som de studerende kan låne: Tomme rum uden arbejdsredskaber, ressourcer eller kunst på væggene. Nogle studerende har benyttet dem, men ofte har de stået gabende tomme.

Løsningen er i stedet at bringe design og pædagogisk praksis sammen igen i form af fælles grupperum, fleksible møbler og IKT-udstyr. Det sker på nogle uddannelser på Aalborg Universitet. Her har projektarbejdet fået en ny form: Mindre lukket om sig selv, og gennem IKT til stadighed i kontakt med omverdenen. Som supplement indgår værkstedet og laboratoriet, hvor de studerende kan eksperimentere og prøve deres teorier af, inden de afprøver i ”real-life” eller i ”second-life”. Studerende og forskere er meget glade for disse miljøer. Problemet kan være at få ro til fordybelse, som jo også er en del af læreprocesserne, men så tager vi høreværn på eller trækker os tilbage i nogle rum med dedikerede funktioner hertil.

Netværksuniversitetet

Udfordringen til netværksuniversitet er på én gang at designe et sted, hvor de studerende, forskerne og underviserne føler sig hjemme, bliver engageret, udfordret og har lyst til at komme og samtidig at understøtte, at store dele af kommunikationen og samarbejdet vil være medieret af IKT. På den ene side skal der designes for, at alle har et sted, hvor de hører hjemme, f.eks. i et åbent projektmiljø. På den anden side, giver IKT en stor fleksibilitet i forhold til, hvorledes læringsrum skal designes. Nogle gange er det mest praktisk og behageligt at kunne ligge på nogle sækkepuder og lytte til den sidste podcast fra forelæseren. Andre gange har man lyst til at overvære forelæsningen fra en kondicykel, så man kan få lidt motion samtidigt. I det fælles møde har man nogle gange brug for at sidde ved små café-borde eller i bløde sofaer, medens man mange andre gange har brug for formelle møde- og samarbejdsredskaber, f.eks. en projektor, flip over og fælles modelleringsværktøjer, så alle har et fælles udgangspunkt for drøftelserne.

Proces arkitektur

Nogle rum er personlige eller projektgruppens, medens andre rum er flerbrugerrum. Dette kræver samtidig organisatoriske løsninger. Hvem passer rummene? Hvordan bliver der skabt fælles ejerskab og ansvar? Hvor vi kan give en årgang deres eget rum til projekt- og kursusaktiviteter, og skabe fælles ejerskab og engagement til at tage vare herpå. I modsætning til alle de øvrige rum, som mest optræder som en kulisse for undervisningen. Men det tager tid for et rum at blive taget i brug, og der skal være ressourcer til at bestykke rummene med de nødvendige arbejdsredskaber og kunst. Når pædagogikken og design i højere grad skal spille sammen, må vi derfor i langt højere grad interessere os for at forstå den pædagogiske praksis som udgangspunkt for design. Praksis er ikke engang givet, men udspiller og udvikler sig. Derfor er det også helt afgørende, at der er afsat midler til at tilpasse arkitektur til de konkrete praksisser, der finder sted. At der er råd til at indkøbe en stige, så bøgerne kan nås på de øverste reoler. At der kan laves ekstra lydisolering, når der ikke er taget tilstrækkeligt højde for støjniveauet. At møblerne er lette og fleksible, så de kan flyttes rundt, og at de mobile vægge faktisk kan og må flyttes uden ret mange ekstraomkostninger. Turid H. Horgen og kolleger (1999) har foreslået en tilgang til design som de kalder ”proces arkitektur”. Essensen i denne tilgang er, at designere og brugere i samarbejde skal skabe og re-designe deres rum og artefakter, så de understøtter og spiller sammen med de arbejds- og læringsformer, som er under udvikling, og som ønskes fremmet. De peger på en række principper herfor, så som ufuldstændige rum, som inviterer til, at brugerne udfylder den manglende del; uskarpe territoriale grænser og flertydighed, som supporterer kommunikation og samarbejde på tværs af discipliner; fleksibilitet og billige tilpasninger til de evigt skiftende konstellationer og arbejdsformer; forskellige størrelser og former til støtte og afgrænsning af særlige funktioner; gensidig synlighed og transparens for, at man kan følge med i hinandens lærings- og arbejdsprocesser og fremme mulighed for at mødes spontant, samt tilgang til artefakter og teknologier til støtte for arbejde og læring. Vores rum er således ikke blot en ramme for arbejds- og læreprocesser, men de spiller dynamisk sammen med disse og bidrager aktivt til at realisere dem.

Forstyrrelser fremmer produktiviteten!

Af Kristian Kreiner, professor på Institut for Organisation, Copenhagen Business School og tilknyttet Center for Ledelse i Byggeriet

Jeg arbejder i Kilen på CBS, en prisbelønnet¹ universitetsbygning tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekter. Det er det bedste sted, jeg har arbejdet i hele min karriere. Men at jeg arbejder i Kilen, er en sandhed med modifikationer! Faktisk arbejder jeg alle mulige andre steder end i Kilen. Den computer jeg har til rådighed dér, er tændt langt færre timer, end min hjemmecomputer og min bærbare computer er. Alle mine undervisnings-, formidlings- og forskningsaktiviteter trækker mig væk fra mit kontor. Ofte føler jeg ikke, at jeg har tid til at gå på arbejde, fordi jeg skal passe mit arbejde. Jeg sniger mig til at gøre det alligevel engang imellem!

Mine arbejdsvaner er sikkert ikke meget anderledes end de fleste andre forskeres. Det udleder jeg af, at forskningsmiljøerne generelt har en meget lav udnyttelsesgrad. Min erfaring fra både danske og udenlandske universiteter er, at institutterne på en normal arbejdsdag er tyndt besat med forskere. Og dem der er til stede, er ofte folk, der er på besøg fra andre universiteter – hvor de altså så er fraværende.

Den lave udnyttelsesgrad skyldes til dels, at en forskerstilling i Danmark kun muliggør forskning i en mindre del af arbejdstiden. Men den skyldes også, at den teknologiske udvikling har gjort forskningen mindre stedbundet. Tidligere var vi nødt til at gå på biblioteket, mens vi i dag kan downloade artikler fra et hvilket som helst sted på kloden. Og mens vi tidligere var nødt til at samarbejde med dem, vi fysisk kunne mødes med, samarbejder og skriver vi i dag oftere med forskere på den anden side af jorden, end med dem, der har plads i nabokontoret.

I en vis forstand må vi acceptere som præmis for nyt universitetsbyggeri, at forskere ikke længere ”tager på kontoret” for at passe deres arbejde. Lidt for sjov kan man sige, at kontoret er blevet stedet, hvor vi hænger overtøjet og sætter tasken, når vi skal undervise eller til møde, og et arkiv for de bøger og papirer, som vi ikke aktuelt arbejder med.

Det funktionelle behov for kontorer er tilsyneladende borteroderet, men det har ikke ændret kravene. Frank Gehry fortæller, at når han spørger professorer om, hvordan de ønsker deres nye kontor indrettet, så beskriver de det, de har i forvejen! Min erfaring er, at langt de fleste ønsker sig et stort, lydisoleret enkelt-mandskontor, hvor de kan lukke døren og koncentrere sig om deres studier og skriverier. Praksis er som sagt, at døren er lukket udefra det meste af tiden, og det kan umiddelbart virke paradoksalt, at vi kæmper så indædt om noget, som vi så bruger så lidt! Men måske er forklaringen bare, at kontoret spiller en vigtig symbolsk betydning.

At have sit eget kontor er tegn på, at man er ansat! Ikke bare ansat, men også værdsat! Enhver antydning af, at individuelle forskerceller ikke er løsningen, fører til omgående revolte. Denne symbolske betydning genfinder vi i alle organisationer. Kontoret er et statussymbol og en markering af, hvor man befinder sig i det sociale hierarki. Jo højere man er i det sociale hierarki, desto større og bedre et kontor sidder man i, og ironisk nok, desto mindre er man tilstede! Det gælder for ministre og direktører på samme måde som for professorer. Hvis det ikke var for denne symbolik, ville det være uforklarligt, hvorfor de ansatte, der kommer hver dag, skal have de dårligste og mindste kontorer: TAP’erne, fordi de har tilstedeværelsespligt, og ph.d. studerende, fordi de ikke har noget skrivebord hjemme.

Der er skrevet meget om, hvordan virksomheder bygger, og hvordan de forsøger at undgå denne dyre og besværlige måde at symbolisere sociale hierarkier på, men mig bekendt er det ikke lykkedes nogetsteds. Man har godt nok indført kontorlandskaber mange steder, men chefer sidder langt de fleste steder stadigvæk for sig selv, og konkurrencen drejer sig som regel fortsat om hjørnekontoret. Ingen vil stå ved, at det handler om symbolik, så derfor efterrationaliseres indretningen altid med henvisning til funktionelle behov. Kontorlandskaber fremmer videndelingen, siger man, og chefer fører fortrolige samtaler. Men det er formentlig ikke bedre efterrationaliseringer, end at forskerne skal have egne kontorer for ikke at blive forstyrret og miste koncentrationen om deres intellektuelle arbejde – et arbejde de som sagt i stor udstrækning laver udenfor kontoret.

Det er hverken de funktionelle eller de symbolske behov, der efter min mening skal udgøre de kritiske designpræmisser for forskernes arbejdspladser i fremtiden. Det er de sociale behov. For at forklare hvad jeg mener, vil jeg ty til et eksempel fra studieverdenen.

På CBS har vi et bibliotek på Solbjerg Plads, som er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Her er der kø fra morgenstunden for at få en af læsepladserne. Det er ikke bare CBS-studerende, der læser der; det er også studerende fra alle de andre universiteter – ja, der er sågar selvstændigt erhvervsdrivende, som kommer der jævnligt. Folk kommer ikke på grund af bibliotekets bøger og computere, for de arbejder med deres egne, medbragte ting. De kommer heller ikke for at lave noget sammen, for de må ikke snakke eller dele viden. De kommer for at sidde sammen – for at bryde isolationen og kedsomheden på kollegieværelset eller i enmandsfirmaet. En isolation og kedsomhed, som i sig selv kan være mægtig forstyrrende. Min fortolkning er, at bibliotekernes læsesale er fyldte, fordi isolation er mere forstyrrende, end nærværet af andre er.

En forskerkarriere er potentielt et meget ensomt og individuelt liv. Selv når man samarbejder, gør man det ofte sekventielt, fordi man ikke kan skrive firhændigt. Der er ikke meget, den fysiske indretning kan gøre for at ændre disse vilkår. Men den kan hjælpe til at bryde den sociale isolation, i stedet for at fremme den ved at bygge lukkede kontorer. Hvad er det lige, der skulle gøre et forskningsmiljø tillokkende for nye kandidater, hvis det syn, der møder dem, er lange korridorer med lukkede døre? Hvad er det, der skulle få nogen til at kaste sig ud i morgentrafikken, hvis der er lige så ensomt på arbejde, som der er hjemme? Det kunne være arkitekturens vigtigste opgave i fremtiden at skabe de forstyrrelser, som den sociale isolation brydes ved.

I starten var jeg bekymret ved, om der ville være for meget larm i Kilen, sådan som den er bygget op omkring et stort, åbent atriumrum. Nu betragter jeg det som en af attraktionerne i bygningen, at man hele tiden har fornemmelse af liv. Jeg var også bekymret over de mange glasflader, som gav folk mulighed for at se ind. Nu betragter jeg det som en attraktion, at det er muligt at se ud! Jeg har taget konsekvensen og sidder i dag i et stort centerkontor med 12 arbejdspladser. Jeg kommer for at blive forstyrret – ikke så det forhindrer mig i at arbejde, men for at føle fællesskab, opleve et socialt nærvær og muliggøre spontan videndeling. Den form for forstyrrelse er langt mere konstruktiv og produktiv end den, isolationen bag lukkede døre skaber, og som leder til nyttesløs surfing på Internettet og almindelig tankeflugt. Men om medarbejderne værdsætter at have ”chefen” siddende der, og om medarbejderne i centret alle drømmer om deres eget lukkede kontor, er naturligvis åbne spørgsmål.

Det attraktive ved Kilen er fornemmelsen af, at der er mennesker til stede – aktive mennesker. Det er lyden af de studerende; det er synet af dem, når de bemægtiger sig de åbne arealer til gruppearbejde. Det er smilet fra en kollega, der går forbi uden for mødekontoret. Jo, det forstyrrer, men det forstyrrer lige så meget, så man holder sig vågen og koncentreret om sine gøremål.

Ikke alle er enige med mig. Der er nogle steder skilte på de tomme borde, der forbeholder dem for ansatte. Der er reoler for glasvæggene, og der er lukkede døre. Og naturligvis er det en ledelsesopgave at regulere forstyrrelserne, men løsningen er altså ikke at fjerne dem. Opgaven består i at gøre forstyrrelser positive, når vi godt ved, at de let kunne få negative konsekvenser. Måske skal der ikke mere til end at indføre lidt nye adfærdsnormer. I arbejdsfællesskabet skal vi måske lære at isolere os, når vi frygter at forstyrre de andre uhensigtsmæssigt, i stedet for som tidligere at isolere os af frygt for, at de andre forstyrrer os. Dette er læsesalens sociale norm, og den kan også være hensigtsmæssig udenfor.

Vi snakker om forskellen mellem det fysiske sted (space) og det betydningsfulde sted (place). Forskernes arbejdsplads er mindre interessant som det første end som det sidste. Vi skal snakke mindre om kvadratmetre, adgang og rettigheder, og mere om den sociale mening, inspiration og nærvær – en besjælet arbejdsplads for forskerne. Det kan arkitekturen ikke skabe, men den kan hjælpe os andre til at gøre det.

NOTER

¹ RIBA European Award 2006

Vejen til nye videnskabelige gennembrud

Af Robert Feidenhans´l, professor i fysik på Niels Bohr Instituttet og Jette Miller, sekretariatsleder på Det Naturvidenskabelige Fakultet, begge Københavns Universitet.

Da den store franske encyklopædi blev skrevet i 1700-tallet rummede den i 28 bind stort set al den videnskab, som på det tidspunkt var anerkendt. Den samlede viden kunne med andre ord overskues! Sådan er det ikke længere. Væksten i viden og opdelingen i de klassiske videnskaber har i dag umuliggjort den opgave for enkeltpersoner.

Men ikke nok med det. Ligesom med mobiltelefonen er videnskaben nået til 3. generation: Teknisk set løfter vi os op på et stadig højere niveau, og mulighederne for at tale sammen på kryds og tværs af hidtil velkendte grænser bliver hele tiden større. Sådan er det også med videnskaben version 3.0, hvor samarbejde og faglige gennembrud sker på tværs af kendte videnskabelige grænser - og hvor teknikken i højere grad bliver et fælles arbejdsredskab.

Flerfaglig smeltedigel

Frø til den udvikling er allerede sået, eksempelvis på Nano-Science Center på Københavns Universitet. Her samarbejder fysikere, geologer, biologer og kemikere på tværs af fag og videnskaber med udgangspunkt i hver deres solide, faglige base for sammen at blive klogere på alt fra olieefterforskning i Nordsøen til medicinsk diagnosticering.

Det skal vi se meget mere af fremover, fordi det netop er i den flerfaglige smeltedigel, at svaret på mange af fremtidens udfordringer ligger eksempelvis inden for energiforsyning, klimaforandringer og livsstilsproblemer. På vejen frem mod fremtidens forskningsmiljø eksisterer der derfor et opgør med den gammeldags tankegang, der cementerer opdeling mellem videnskaberne – både fysisk og indholdsmæssigt. I fremtidens forskningsmiljø er det udfordringerne og projekterne, der er det fysiske omdrejningspunkt. Det bør have en afsmittende effekt på de bygninger, der udgør rammerne for forskning og uddannelse.

Det vil være naturligt at flytte fagene sammen og opløse den firkantede opdeling omkring fagene, vi kender i dag. Det vil skabe en frodig grobund for samarbejde og idéudveksling mellem både studerende og forskere på tværs af traditionelle faggrænser. Og det er netop ved at øge samarbejdet mellem de forskellige discipliner, at universitetet forventer at få flere videnskabelige gennembrud fremover. Fremtidens laboratorier og arbejdsrum skal dermed rumme vidtgående, flerfagligt samarbejde. Den spændende, men krævende udfordring består i at skabe bygninger og fysiske rammer, som ikke bare fremmer tværvidenskabeligt forskningssamarbejde, men som også skaber rum for, at forskerne kan bevare og udvikle deres egen fagdisciplin.

Tættere forskningstilknytning

I Danmark hænger forskning og uddannelse tæt sammen, og det særlige ved danske uddannelser er forankringen i internationalt anerkendte forskningsmiljøer. Det betyder, at undervisningen bliver ledet og varetaget i forskningsmiljøerne, og at udviklingen af uddannelsernes faglige profil i høj grad bliver drevet af forskningen. Det vil sige, når de studerende på de naturvidenskabelige uddannelser laver projekter, skriver bacheloropgave eller speciale, så foregår det i tæt samarbejde med den forskningsgruppe, som de er tilknyttet.

Det vil vi se mere af fremover. De studerende vil ikke længere sidde på læsesale eller i særlige specialerum, som man ser det på de såkaldt ”tørre” uddannelser indenfor eksempelvis humaniora eller samfundsvidenskab. De studerende vil være fysisk placeret i laboratorier og kontorer, med tyk streg under at de dermed uddannes i forskningsgrupperne. Derfor skal pladsen til de studerende, der skal sidde side om side med forskerne, tænkes ind i indretningen af nye laboratorier og bygninger til de naturvidenskabelige discipliner.

Måden, vi underviser på, har også ændret sig markant over tid. Højt teknologiniveau, tværfagligt samarbejde, mere åbenhed, fælles kommunikation, synergi mellem fagene osv. er nøgleord for den moderne undervisning. Undervisningen vil fremover foregå på mange forskellige måder: På nettet, i arbejdsgrupper, i laboratorier, i hold af eksempelvis 30 og 60 studerende eller i forelæsninger, hvor flere hundrede studerende undervises samtidig. Fleksible læringsmiljøer og lokaler, der kan tilpasses efter undervisningsbehovet, er derfor nødvendige. Det vil også give nye muligheder for en mere rationel udnyttelse af de bygninger og lokaler, universitetet har til rådighed.

Fremtidens forskningsmiljø er fleksibelt

Skal Danmark klare sig i konkurrencen om at tiltrække de klogeste hoveder, skal vi også kunne tilbyde et fleksibelt forskningsmiljø med en optimal teknisk infrastruktur – herunder hurtig opstartsfase og højtspecialiserede instrumentplatforme. Sådan er det, fordi de bedste forskere i verden søger derhen, hvor de dygtigste forskere allerede er, hvor faciliteterne er i top, og hvor chancerne for at opnå finansiering er størst. Det er præmisserne for, at danske uddannelser og danske kandidater har en kvalitet, der er efterspurgt, og som er attraktiv på det globale arbejdsmarked.

Et eksempel på betydningen af teknisk infrastruktur, er infrastrukturens vægtning i ansøgninger til EU’s forskningsråd ERC, hvorfra der over seks år uddeles 56 mia. kr. I første omgang tæller ansøgningens kvalitet, idé og forskerens hidtidige performance. I anden omgang tæller også adgangen til state-off-the-art teknik, apparatur og infrastruktur. Da en stadig større andel af dansk forskning skal finansieres eksternt, er det nødvendigt, at fremtidens forskningsmiljø har tidssvarende infrastruktur og rammer, der understøtter det. Derfor har vi brug for et forskningsmiljø med fleksible indretningsmuligheder.

Da forskningsmiljøerne er drevet af bevillinger, stilles der store krav til fleksibilitet, fordi det efterhånden, som bevillinger gives og udløber, vil være nødvendigt at lukke og åbne hele eller dele af forskningsgruppernes aktiviteter.

Bygningernes fleksibilitet skal også bruges til, at forskerne hurtigt efter bevillingstilsagn, kan komme i gang med arbejdet. For forskere, der er afhængige af laboratoriefaciliteter, er det helt afgørende. For dem har laboratoriet samme afgørende funktion, som motoren har for enhver bil: Uden motor kører bilen ingen vegne – og det giver sig selv, at den, der har den bedste og mest top-tunede bil, kommer først i mål.

Sådan er det også i forskningens verden: Uden et laboratorium, der kan geares og tilpasses forskerens behov og bevillinger, kan forskeren ikke arbejde optimalt. Og uden et laboratorium, der er i front med de tekniske specifikationer, kommer man hverken først i mål med de nye ideer eller kan tiltrække de allerdygtigste talenter.

Universitet med åben dør ud mod verden

Fremtidens forskningsmiljø er også en grænseløs størrelse. I århundreder har forskere studeret, efterprøvet og bygget videre på fagfællers resultater, uanset hvor i verden de så dagens lys. Over de seneste 100 år har naturvidenskaben derfor udviklet sig til en gennemført international videnskab. Globaliseret om man vil. Det betyder, at vores viden i stigende grad går på tværs af grænser, og det vil præge dagligdagen i fremtidens laboratorier. Et universitet skal - med internationale campusmiljøer som forbillede – have inspirerende studiemiljøer, forskerboliger, cafeer, konferencecentre og IT-faciliteter.

Campusmiljøet – nærmiljøet omkring universitetet – bliver mere og mere internationalt, og det præges af, at studerende og forskere fra vidt forskellige dele af verden opholder sig her i kortere eller længere perioder. Boliger, kollegier og gæsteforskerboliger i universitetets nærmiljø ligger derfor i naturlig forlængelse af tanken om et åbent universitet, hvor mennesker mødes og grænser brydes.

Dørene til universitetet skal være som åbne svingdøre for et innovations- og vækstmæssigt kraftcenter, der stimulerer innovative miljøer, og som styrker samspillet mellem offentlige og private virksomheder. Forskerne skal bo dør om dør med iværksættere, og universitetets campus skal være det foretrukne sted, når nye tekniske virksomheder skal sættes i verden. Forskningsresultater skal omsættes til nye produkter og til virksomheder, der hurtigt går i gang med at realisere resultatet af banebrydende forskning. Øgede forbindelser mellem studerende, forskere samt offentlige og private virksomheder er krumtappen i den udvikling – og det skal afspejles i den måde, som fremtidens forskningsmiljø tænkes sammen med omgivelserne.

Ringe rammer for grænseløs viden

Nok er vores viden blevet grænseløs, men det er de økonomiske rammer dog ikke. Skal Danmark ruste sig til konkurrencen i et globaliseret samfund, er der behov for investere i nye slagkraftige campusområder, der kan uddanne kvalificerede kandidater, skabe forskningsresultater af høj international klasse og bidrage til samfundsøkonomisk vækst.

Behovet for nye rammer ses tydeligt på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor vi arbejder. Faciliteter for forskere og studerende er ganske enkelt blevet overhalet indenom af den teknologiske udvikling. Problemet ligger populært sagt under kølerhjelmen. Karosseriet er solidt, men motoren er fra det forrige århundrede. Det mere end millimeterpræcise måleudstyr og fantastiske forskningsapparatur, som er nogle af forskernes vigtigste arbejdsredskaber, stiller strenge krav til bl.a. vibrationsfrie zoner, temperaturregulering og høj luftkvalitet. Det er krav, som bygningerne naturligt nok ikke blev bygget til for de mere end fyrre år siden, hvor soklen til hovedparten af de naturvidenskabelige laboratorier blev støbt i 1960’erne. Det er ineffektivt og koster det danske samfund dyrt, at forskere derfor må udføre forsøg om natten for at mindske unøjagtighederne i deres forskningsresultater på grund af, at trafikken udenfor får bygningen til at ryste. Et andet eksempel er manglen på ventilationskapacitet, der betyder, at universitetet må overveje at sige nej tak til banebrydende forskningsprojekter, fordi der ikke kan bygges mere udsugning ind i bygningerne.

Skal vi på universiteterne positivt være med til at uddanne kvalificeret arbejdskraft, skabe nye videnstunge arbejdspladser og bidrage til samfundsmæssig vækst, så skal der investeres massivt i fremtidssikrede rammer for forskning og uddannelse. Det vil flytte grænserne for væksten i vores viden, og det vil tillade vores viden at vokse på tværs af landegrænser, videnskaber og virksomheder. Alt sammen til gavn for den samfundsøkonomiske udvikling i en stadig mere globaliseret verden.

Udfordringer

Afsnittet belyser spørgsmålet om, hvordan fysiske rammer kan bidrage til at skabe et studie- og forskningsmiljø i verdensklasse. Det sker gennem eksempler fra undersøgelser af internationale og danske miljøer.

Afsnittet viser universiteter, der strategisk bruger det fysiske miljø til at blive endnu mere velfungerende. De forsøger alle at åbne sig mod omverdenen, og bruger forsker- og studiearbejdspladser, IKT, laboratorier og læringsrum til at gøre det.

Der er eksempler på, hvordan studerende får fast arbejdsplads på professorens kontor; store auditorier bliver ombygget til dialogbaserede undervisningslokaler; og på hvordan studerende bliver brugt som en ressource, der udvikler det fysiske miljø. Det viser desuden, hvordan universiteterne forlænger åbningstiden ved at skabe flere aktiviteter og attraktive steder.

Tilsammen peger materialet også på nogle af de udfordringer, som universiteterne møder, når de arbejder med det fysiske studie- og forskningsmiljø. Hvordan kan man f.eks. understøtte undervisere i at eksperimentere med rum og IKT? Eller skabe både rum til ro og interaktion på forskerarbejdspladsen? Og hvordan kan studerende inddrages på en hensigtsmæssig måde i den fysiske planlægning? Det tegner omridset af et svar og en strategi for fremtiden. Eksemplerne kan bidrage som inspiration til den videre debat.

Hvordan ser studie- og forskningsmiljø i verdensklasse ud?

Hvordan kan de fysiske rammer bidrage til at skabe et optimalt studie- og forskningsmiljø for moderne universiteter i verdensklasse? Universitets- og Bygningsstyrelsen har fundet eksempler på en række universiteter i Danmark og udlandet, som kan inspirere til den videre debat

Lang åbningstid – og aktiviteter der understøtter

Det moderne universitet har åbent, når man skal bruge det. Denne bog viser eksempler på udenlandske universiteter, der opfatter sig selv som pulserende videncentre med aktiviteter fordelt over hele døgnet og ugen. De kan ikke forestille sig, at studerende ikke skulle have adgang til bogsamlinger, print og mad alle dage hele døgnet. Denne åbenhed understøtter en moderne livsstil, hvor man kan vælge, at studie og arbejde også finder sted weekend, aften og i ferieperioder.

Åbne døre, nøglekort og sandwich-automater gør imidlertid ikke, at det automatisk summer af liv alle dage hele døgnet. Universiteterne sætter realistisk ind i de tidsrum, hvor de reelt har mulighed for at påvirke besøgstallet. ETH Zürich, Höngerberg, er placeret i byens randzone, og de har erkendt, at det endnu ikke er attraktivt at opholde sig på campus i de sene aftentimer. Til gengæld har de udnyttet weekenden til at invitere lokalbefolkningen på akademiske aktiviteter så som rundvisninger i laboratorierne, skakklub for børn og forældre samt ”ScienceTalk”¹, som er naturvidenskabelige foredrag, som kan have almen interesse. For ETH er det første skridt i retning af at gøre det attraktivt at komme til campus i weekenden.

Infospot er ETHs udstillingsbygning som fungerer som mødested og udgangspunkt.

Columbia Student Center, NY, har døgnåbent og synlig placering på campus. Bernard Tschumi har tegnet denne glas og stålbygning som er placeret mellem mere tillukkede teglbyggerier. Bygningen bliver sammenlignet med en myretue, fordi den er et naturligt samlings- og læsested for mange studerende, også i døgnets ydertimer.

Biblioteket på CBS har så vidt vides landets længste åbningstid og bruges af studerende fra alle fagområder i København.

Andre universiteter er placeret mere bynært, eller også bor størstedelen af deres studerende på campus, hvilket naturligt øger åbningstiden. Det resulterer i mange tilfælde i særlige bygninger, som fungerer som mødesteder, der koncentrerer liv og aktiviteter i aften- og nattetimerne samt weekenderne. Det ses f.eks. på Columbia University og MIT, som begge har et døgnåbent ”Student Center”. I begge tilfælde er det opført som en selvstændig bygning, der visuelt skiller sig ud fra resten af området. Bygningerne rummer faciliteter som studiearbejdspladser, caféer, studenterpolitiske aktiviteter, informationssøgning, print og basale bogsamlinger. Sådanne steder koncentrerer en mangfoldighed af aktiviteter, og det føles trygt og inspirerende at komme, fordi der er liv. Også om natten.

Flere universiteter arbejder i øjeblikket på at skabe bygninger, der skal fungere som ”fyrtårne”, ”Students Hubs” eller ”Students & Faculty Club”. Fælles for dem er synligheden, åbenheden og differentierede funktioner, der skal tiltrække forskellige brugergrupper.

Videnskabsministeriet gennemførte for nylig en essaykonkurrence for studerende om det gode studiemiljø, og 1. og 2. præmien er vist i denne bog. En gennemgående pointe blandt bidragyderne var ønsket om at få udvidet adgangen til universiteternes biblioteker i de større byer. CBS´s læsesal har så vidt vides landets længste åbningstid, typisk ml. 7.30-22.30 alle dage. Det bliver brugt af studerende fra alle studieretninger og institutioner i København. De opfatter stedet som et inspirerende sted at komme i weekender og aftentimer, fordi stedet vibrerer af studieaktivitet. Bibliotekernes lange åbningstid gør det samtidig muligt for mennesker med normal arbejdstid at benytte universitetets faciliteter.

For at målrette ressourcerne har KU´s bibliotek på Panum indført fleksible åbningstider. Uge for uge tilpasser åbningstiden sig semesterets eksaminer, så der i læseperioder også er adgang sen aften og weekend.

Udfordringen ved at forlænge åbningstiden er både at kunne åbne op og invitere omverdenen inden døre og samtidig kunne prioritere ressourcer til bemanding og håndtere krav om sikkerhed. Faren for tyveri, overfald, hærværk – og inden for visse forskningsområder også frygten for spionage – er reel. Den bør imidlertid ikke forhindre universiteter i at agere som et tilgængeligt, døgnåbent videncenter, der gør det muligt for studerende, forskere og interesserede at bruge stedets faciliteter.

Eksemplerne i undersøgelsen peger på behovet for at overveje, hvilke aktiviteter og faciliteter, der kan knyttes til de åbne døre – f.eks. café, faglig assistance til opgaver, værksteder, foredrag og rundvisninger.

Den lange åbningstid er i sig selv en praktisk foranstaltning, og den signalerer samtidig på en meget direkte måde, hvordan universitetet opfatter sig selv: Møder man en låst dør, eller skal universitetet opleves som et tilgængeligt videncentrum?

Et ombygget auditorium på MIT: Den nye organisering i grupper understøtter problemorienteret undervisning, der er understøttet af IKT

Differentierede læringsrum og IKT

Det moderne universitet tilbyder en variation af læringsrum, som samtidig naturligt inddrager moderne teknologi og faciliteter til IKT-støttet læring. Hverken brugen af IKT og rummets udformning er målet i sig selv, men blot redskaber der kan understøtte og udfordre undervisningen. Det kræver en aktiv stillingtagen til hvornår og hvordan, de skal bruges som virkemidler.

Hans Siggaard Jensen beskriver i sin artikel, at der ikke er nogen sammenhæng mellem rum og den viden vi har om, hvad læring er. Vi bygger læringsrum efter fortidens idealer, skriver han. Skal vi så ændre og ombygge alle vores undervisningslokaler? Sandsynligvis ikke. Men måske skal vi eksperimentere mere?

MIT har taget et sigende skridt i den retning. I en tid hvor mange ønsker sig store auditorier for at kunne gennemføre forelæsninger for mange på én gang, har universitetet nedlagt ét af sine to store auditorier. Her var tidligere plads til 300 med traditionel klapsæde opbygning. Auditoriet er nu omdannet så der er plads til 100 studerende, der sidder gruppevis omkring runde borde med plads til alle gruppemedlemmernes bærbare computere. Underviseren er centralt placeret ved en mikserpult, og kan herfra udvælge relevant arbejde fra grupperne. Rummet understøtter dels traditionelle forelæsninger og primært problemløsning i grupppearbejde. MIT har brugt rummet et par år, og erfaringerne viser, at denne indretning og undervisningsform kan hive særlig svage studerende op på et højere niveau.

Langt fra alle IKT-støttede læringsaktiviteter kræver nye fysiske rumtyper. Udveksling mellem studerende fra flere verdensdele på samme tid kræver blot mobilt udstyr og foregår fint i fleksible, værkstedslignende rum.

I andre tilfælde kræver det en mere stationær opbygning, som sikrer driftsikkerhed. MIT transmitterer forelæsninger live til Singapore University og visa versa flere gange om dagen. Det foregår fra tre mindre auditorier, der er indrettet særligt til transmissioner, der f.eks. er mere lydtætte og uden dagslys. Disse tre rum i kælderen under universitetet gør, at MIT´s lærerstab kan blive hørt i hele verden, ligesom studerende let kan arbejde sammen. MIT udvider nu med flere rum, da der er et stigende behov. Det synes at være en hurtig og billig måde for et universitet at etablere sig og skabe synlighed i andre lande eller kontinenter.

Undersøgelserne peger på, at nok kan IKT integreres i mange eksisterende rum, men der kommer undervisningstyper og IKT muligheder til, som vil kræve nye rum. Udformning og møblering af undervisningsrum ændrer sig og vil supplere de typer, vi allerede kender. Måske vil det traditionelle auditorium blive til en arena, som er kendetegnet ved ikke at have et hierarki, hvor man samarbejder eller optræder for hinanden. Gangene kan udvikle sig til et landskab af faglighed, hvor man formidler viden og måske involverer forbipasserende i det faglige arbejde.

Én af udfordringerne ved at bruge nye rumtyper og inddrage IKT er bl.a. at få underviserne interesseret i rummet og teknologien. Brug af IKT og nye rumformer kræver mere tilrettelæggelse og koreografi af underviseren. De studerende har typisk ingen betænkeligheder og er som regel trænede brugere. Danske universiteter har endnu ikke udnyttet potentialet i at tænke pædagogik og faglighed sammen med rum. Udviklingen af nye rumtyper til læring og samarbejde er ikke udpræget i universitetsbyggeriet i dag. Danske gymnasier derimod har de seneste år udviklet og bygget rum, der understøtter nye pædagogiske og faglige principper. Gymnasierne udfordrer derved den traditionelle undervisningssituation. Ørestad Gymnasiet er måske et af de tydeligste eksempler: Klasselokaler uden vægge og har zoner til faglige eksperimenter og leg.

Attraktive studie- og læringsmiljøer for studerende

Det moderne universitet tilbyder attraktive studie- og samarbejdsmiljøer for studerende. Det handler om den faste eller fleksible studiearbejdsplads, som kan befinde sig på hele universitetet. Rum kan hjælpe til at skubbe, befordre eller bare overkomme en udfordring, ligesom udformningen af fysiske rammer kan styrke faglige og sociale relationer på tværs af årgange og studier.

På Lancaster University har de etableret en lang række lounge- og læsemiljøer for studerende, som man kender fra moderne kontorarbejdspladser. De bygger derudover aktuelt en ”Students Hub”, et moderne studenterhus med læsepladser, læringslounge og café hele døgnet, som skal samle og synliggøre studenteraktiviteter. De studerende skal inspirere hinanden ved at summe sammen. Samme type studenterhus findes på flere amerikanske universiteter2, og tendensen ses på andre kontinenter. University of Tokyo har for nyligt åbnet et prestigefuldt center med differentierede typer af læringsmiljøer, som benyttes af forskelligartede studieretninger under ét fakultet. Stedet er så fysisk attraktivt, at centret tjener penge på at udleje til andre fakulteter. På trods af en tradition i japansk arkitektur for at skabe introverte bygninger åbner dette center sig ganske sigende for indblik.

Kendetegnet ved ovenstående eksempler er, at de ofte indtager en fremtrædende plads på campus i kraft af deres moderne design og interaktionsprægede og transparente arbejdsmiljøer. Attraktive arbejdspladser, der understøtter nutidige arbejdsformer, sender et positivt signal til brugerne og omverden.

Undersøgelsen af en række danske studiearbejdspladser, som er vist her i publikationen, peger på, at de kan hjælpe studerende til at gennemføre særligt de første år af studiet. Universiteterne har taget udfordringen op og indretter nu fleksible studiearbejdspladser i eksisterende bygninger. Den kommende bygning for humaniora og samfundsvidenskab på SDU i Kolding er imidlertid et eksempel på en bygning, hvor studiearbejdspladsen er tænkt ind fra starten og derfor har fået en mere fremtrædende plads.

Aktiviteten i lounge- og læsemiljøer bliver eksponeret i den nye bygning af arkitekten Tadao Ando for Interfaculty Initiative in Information Studies på Todai, University of Tokyo.

Attraktive læringsmiljøer for forskere

Det moderne universitet tilbyder attraktive lærings- og samarbejdsmiljøer for forskere og undervisere. Det handler både om måden, institutter er indrettet på, og måden de indgår i helheden, ligesom det handler om forskernes arbejdsplads på universitetet. Rummene kan udfordre vante arbejdsgange og styrke vidensdeling og faglige relationer på tværs af fag.

Væksthuset på AAU er til ph.d. og speciale studerende, der ønsker fast arbejdsplads på universitetet. Bemærk studerende og ansat har samme møblement

Mens fokus hviler på studiearbejds- og læringsmiljøerne til de studerende, er der langt færre, der kigger på forskerens arbejdsplads. I Danmark er der på universitetsniveau tradition for, at hver forsker har sit personlige kontor, som giver mulighed for fordybelse såvel som private samtaler og møder i samme rum. Den tradition er kun nogle få årtier gammel og blev indført på et tidspunkt, hvor alle forskere typisk sad hjemme. Forskere fik tildelt faste kontorer for at opfordre dem til at befolke institutterne.

I dag er problemstillingen en anden. Mange forskere skal opholde sig alle mulige andre steder end på deres kontor for at udføre deres arbejde, hvilket Kristian Kreiner skriver om i sin artikel her i bogen.

Kontorerne står tomme det meste af tiden. Kristian Kreiner beskriver, hvordan han som forsker, præcis som også de studerende i essaykonkurrencen udtrykker det, ønsker, at arbejdspladsen kan skabe forstyrrelser og social interaktion. Det skal summe af forskerliv. Det inspirerer både forskeren og ikke mindst de studerende.

Denne summen opstår imidlertid ikke, når gangen med forskerkontorer er lang og aflukket, og forskeren ikke er tilstede. Måske skal forskerens ret til have sit eget private kontor tages op til revision. Findes der bedre måder at udnytte pladsen og hinandens ressourcer på?

Nogle enkelte eksperimenterer imidlertid med indretningen af forskerarbejdspladen og forsøger at skabe differentierede miljøer med multifunktionelle rum, som flere kan arbejde i på én gang. 10 humanistiske VIP´ere har fast arbejdsplads i ét åbent rum med ph.d og specialestuderende på E-learningLab, på Aalborg Universitet. Det fælles kontor styrker det faglige miljø og skaber synlighed blandt forbipasserende. Hvert semester tilbydes 1-2 specialestuderende en arbejdsplads i rummet, og de arbejder derved i samme rum som instituttets professor. Det giver de studerende en ligeværdig kontakt til undervisere og forskere, og en forsmag på arbejdsliv og leveregler, der gælder på en arbejdsplads. Fordelen for E-learningLab er, at de øger deres mulighed for at knytte potentielle ph.d.-kandidater til sig. Aalborg Universitet har ud fra samme tankegang oprettet et væksthus, hvor ph.d og specialestuderende arbejder i samme rum. Det er værd at bemærke, at alle de nævnte arbejdspladser er indrettet med samme møblement. Der er således ikke forskel på det, man tilbyder en studerende og en forsker.

En anekdote belyser et andet aspekt af værdien af at skabe ligeværdighed. Det fortælles, at den første rektor på RUC besluttede, at han blot havde brug for et kontor på 12 m². Det satte naturligvis standarder for, hvad forskere og andre ansatte på universitetet kunne kræve.

På Syddansk Universitet i Kolding har brugere og ledelse truffet beslutning om, at forskerarbejdspladserne i et kommende større nybyggeri skal understøtte forskernes ønske om synlighed og samarbejde. Konkurrenceprogrammet lægger vægt på en større differentiering i arbejdspladserne end traditionelt. Kontoret ses ikke som den enkelte forskers faste ejendom, men kan i perioder deles eller udlånes. Det giver mulighed for at indføre mere spaciøse rumligheder, som kan understøtte nogle af de andre arbejdsopgaver, forskerne har udover forskningen.

Udfordringerne ved at skabe attraktive miljøer for studerende og forskere ligger i det skisma, at brugerne på den ene side ønsker ro til fordybelse og på den anden side har brug for synlighed og rammer, som understøtter samarbejde.

Det gælder både for studerendes læsepladser og forskernes arbejdsplads. Det er påfaldende, at mens de studerende efterspørger nye tiltag og rammer, der understøtter deres læring og livsstil, er forskerne påfaldende stille og ønsker typisk ikke rumlige forandringer.

Forskernes barrierer for at ændre det traditionelle én-mandskontor synes at være frygt for larm, begrænsninger i private samtaler samt for nogle angst for at miste status eller tilhørsforhold. Alligevel ser et stigende antal danske forskere³ flere fordele end ulemper ved at vælge løsninger, hvor de i højere grad deler arealerne med andre. De vælger at indrette arbejdspladsen, så de har differentierede muligheder, der understøtter den specifikke arbejdssituation. Forskeren kan både opsøge rum til ro og fordybelse og finde et sted til synlighed og samarbejde. Alt efter behov.

Moderne laboratoriefaciliteter

Det moderne universitet har tidssvarende faciliteter for sine forskere og studerende. Det betyder, at laboratorierne skal give studerende og forskere mulighed for at eksperimentere ved hjælp af moderne faciliteter og teknologi. Og samtidig skal det ske på en måde, der stimulerer samarbejde og vidensdeling.

I Danmark står vi overfor at skulle modernisere mange laboratoriebygninger på universiteterne. De fleste er bygget i 60´erne og 70´erne og skal opgraderes for at kunne imødekomme nye behov. Det gælder både krav til miljø og bæredygtighed, behov for mere specialiseret udstyr og for fysisk fleksibilitet i indretningen, så man kan imødekommende skiftende bevillinger og forskningsprojekter. Udover de nye tekniske behov er der også behov for nye rum til samarbejde, fordi der har været tradition for at fokusere på den traditionelle arbejdsgang i laboratoriet uden i særlig høj grad at tænke i rum for det uformelle eller tværfaglige miljø.

Queen Marys Blizard bygning i London er et eksempel på et laboratoriebygning, der arbejder med rum til samarbejde og også ønsker at synliggøre det. Bygningen har et stort rum, hvorfra der er udsyn både til laboratorier og til møderum, der svæver som celler og DNA-strenge og dermed tydeligt indikerer den faglighed, huset rummer. De åbne laboratorier kan naturligvis ikke klassificeres eller leve op til strenge sikkerhedskrav, som også veksler fra land til land. Men huset giver et bud på, hvordan man kan tænke i laboratorier, der formidler viden og samarbejde.

Det kommende ”Protein Center”, The Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, på Københavns Universitet er et eksempel på et laboratorium, der ligeledes indtænker rum, som kan stimulere kontakten mellem de topforskere, som skal bruge det. Projektet, som står klar i 2009, imødekommer samtidig mange af de nye tekniske fokusområder. Der er tale om en gennemgribende modernisering af et afsnit af den eksisterende Panum bygning, der traditionelt har føringer i gulvet. Den nye indretning frigør sig fra dette ved at koble sig til loftet og i øvrigt fjerne tunge installationer fra laboratoriebordene. Det sikrer fleksibilitet til løbende at rokere om, i takt med at projekter og bevillinger skifter.

Udfordringerne ved at skabe tidssvarende laboratorier er først og fremmest økonomiske, da der er tale om betydelige omkostninger, ligesom der er strukturelle begrænsninger i de eksisterende bygninger, der skal moderniseres. Udfordringen består imidlertid også i at tænke laboratorieplanlægningen strategisk ind i en større plan for hele universitetet. Et laboratorium ”låser” på grund af de dyre installationer, og skal man f.eks. vælge decentrale undervisningslaboratorier med generelt udstyr eller satse på centralt beliggende speciallaboratorier? Interessant er det også, om laboratorier skal bygges og moderniseres på en robust måde, der gør, at de over et århundrede løbende kan opgraderes? Eller om vi skal vælge løsninger, der sandsynligvis skal skiftes grundlæggende efter en kortere årrække. Uanset strategien for laboratorier skal den ses i sammenhæng med planlægning af hele campus.

Inddrager sine studerende i udviklingen af campus

Det moderne universitet inddrager aktivt sine studerende i problemstillinger, der vedrører udvikling af campus. Universiteter har flere problemstillinger, som kan bruges i forbindelse med undervisningen. Det øger de studerendes indblik og forståelse for den komplekse institution, de er del af. Involveringen kan både engagere studerende og kvalificere resultatet.

Det sker på mange forskellige måder: MIT lader de IT-studerende løse infrastrukturelle problemer, f.eks. programmere et nyt informations- og nyhedssystem, som vises på hele campus. Opgaven består ikke kun i at lave softwaren, men særligt at løse den organisatoriske del, der muliggør, at systemet kan leve videre også efter, de studerende har forladt universitetet. En lille, men vigtig detalje.

En anden model ses på Lancaster University, som ansætter studerende til at skaffe frivilligt arbejde i lokalsamfundet. I England er der tradition for, at studerende arbejder frivilligt som en del af deres CV-pleje. Tre studerende er ansat af universitetet, men fundraiser i praksis deres egen løn og er dermed omkostningsneutrale, samtidig med universitetet opnår velvilje i lokalsamfundet.

Harvard bruger strategisk sine studerende som ambassadører for bæredygtige initiativer. De aflønnes på timebasis for at lære deres medstuderende at spare på vand og elektricitet. Studerende på kurset “Environmental Design” involveres samtidig i analyserer af forbruget på stedet - oplysninger, der har vist sig at være nyttige for universitetets driftsafdeling.

En af udfordringerne ved at involvere studerende i problemstillinger, der omhandler universitetets drift og organisation, er, at de som udgangspunkt ikke har nogen forudsætninger for at forstå universitetets komplekse struktur og beslutningsprocesser. I Videnskabsministeriets essaykonkurrence om det gode studiemiljø efterlyste mange studerende muligheder for at blive inddraget og hørt i forbindelsen med udviklingen af de fysiske rammer. ”Hvor går vi hen med en god ide?” eller ”Hvordan kan jeg bidrage?”, lyder spørgsmål fra initiativrige studerende. Mange studerende har lyst til at engagere sig, men de kan ikke agere i forhold til organisationen og bliver naturligt frustrerede.

Eksemplet fra Harvard viser, at studerende har brug for indføring for at kunne handle konstruktivt i universitetets struktur. Det kræver ofte et grundigt forarbejde at engagere studerende i udvikling af studiemiljøet. Administrativt personale skal f.eks. afsætte tid til at finde data frem om forbrug eller planlægning. En positiv effekt er imidlertid, at det kobler det administrative personale tættere til undervisningen og kan bidrage til øget respekt mellem undervisere og administration.

“Blizard Building” på Queen Mary, University of London, har vundet flere arkitekturpriser. Her arbejder 400 forskere omgivet af frithængende og farverige mødeceller

Det kan synes mere overskueligt at inddrage studerende i konkrete projekter, der ikke vedrører daglig drift. Eksemplerne i bogen viser, at universiteter i stigende grad inddrager studerende. De bliver spurgt om indretning, udsmykning, miljøtiltag og deltager med ideer og skitser, ofte i workshopform. En proces, der kan skabe et inkluderende engagement, men som aldrig må erstatte professionelle rådgivere. Udfordringen er, at studerende, såvel som ansatte, kan være bundet til jordnære problemstillinger, og derfor ikke udvikler visionære idéer, der reelt kan bruges. I værste fald er man klar over det, før man starter - og studerende bliver kun inddraget for inddragelsens skyld.

Enkelte universiteter svarer – sat på spidsen – at de studerende, man spørger i dag, jo ikke er her om 4 år, når planen er realiseret. Så hvorfor inddrage dem? Svaret er, at universiteternes fysiske rammer også skal passe til de studerendes aktiviteter og praksis. Inddragelsen handler dermed ikke blot om at spørge, hvad de studerende ønsker, men om løbende at se på udviklingen i, hvad det vil sige at være studerende på universitetet. På samme måde må forandringer i forskerens arbejde og vidensformidling afspejle sig i de fysiske rammer.

Studerende udgør dog uden tvivl en potentiel ressource for den fysiske udvikling af studiemiljøet. Der er typisk to forskellige grunde til at inddrage dem. Enten for at engagere og oplyse studerende eller for sammen at udvikle idéer. Uanset hensigten viser eksemplerne, at det kræver ressourcer samt rammer og mål, der er klare for alle parter, hvis studerende skal inddrages i udviklingen af campusmiljøet på en konstruktiv måde.

Verdensklasse?

Hvordan ser et studie- og forskningsmiljø i verdensklasse så ud? Forholdene omkring åbningstid, studie- og læringsmiljøer, IKT-støttede rum, laboratorier og inddragelsen af studerende er berørt her og tegner omridset af et svar og en strategi for fremtiden. Man kunne også nævne biblioteker, auditorier, kantiner, samlinger eller mødesteder, for hvor og hvordan skal vi opbevare og udveksle viden? Det overordnede spørgsmål er ikke endeligt besvaret og kræver øget opmærksomhed de næste år.

NOTER

¹ Se programmet for Science Talk på www.sciencecity.ethz.ch/treffpunkt/
² F.eks. ITT´s McCormick Tribune Campus Center af Rem Koolhaas
³ I forbindelse med ombygning og nybyggeri udført af Universitets- og Bygningsstyrelsen.

Temaer

Studiearbejdspladser
IKT -støttede læringsrum
Laboratorier

Dette afsnit viser, hvordan danske og internationale universiteter har valgt at håndtere aktuelle og globale udfordringer i forhold til de tre udvalgte temaer: Studiearbejdspladser, Læringsrum understøttet af Informations- og Kommunikations- Teknologi samt Laboratorier.

Temaerne er valgt på grund af deres aktualitet: Studiearbejdspladser efterlyses fra flere sider på landets universiteter. Der er stigende fokus på behovet for at inddrage IKT i undervisningen, ligesom landets universitetslaboratorier står overfor en stor modernisering.

De tre temaer sætter samtidig fokus på generelle udfordringer, som universiteter aktuelt står overfor: Flydende faggrænser, nye læringsformer og krav om fysisk fleksibilitet, bæredygtighed og vidensdeling er med til at ændre den måde, vi tænker studie og forskningsmiljøer på.

Studiearbejdspladser

Temaet studiearbejdspladser er belyst med udgangspunkt i en undersøgelse af studiearbejdspladser på en række danske universiteter.

Eksemplerne er valgt, fordi de hver repræsenterer en ”god historie”, som beskriver, hvordan studiearbejdspladsen er brugt strategisk i indsatsen for at skabe et godt studiemiljø. De bliver f.eks. brugt som rambuk for at forlænge åbningstid, som holdrum, der mindsker frafald og som en metode til at flytte studerende ind i mesterlære på professorkontoret!

Her vises et udvalg fra undersøgelsen fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Det omfatter både ældre og nyetablerede pladser og repræsenterer forskellige læringsformer og uddannelser. Undersøgelsens målgruppe er praktikere og brugere på universiteter og rådgivere, der etablerer studiearbejdspladser.

Foruden eksemplerne beskriver afsnittet først baggrunden for, hvorfor studiearbejdspladser er kommet på dagsordenen. Temaet slutter med en artikel, som peger på de udfordringer universiteterne møder, når de udformer og driver studiearbejdspladser. Artiklen giver samtidig eksempler på, hvordan universiteterne har taklet udfordringerne.

Strategisk brug af studiearbejdspladser

En aktuel dansk undersøgelse

Attraktive studiemiljøer og arbejdspladser på universitetet understøtter moderne læringsformer, skaber socialt og fagligt netværk og mindsker frafald. Alle universiteter ønsker selvsagt at have attraktive studiemiljøer. Men hvilke planlægningsredskaber og strategier virker, når arbejdspladserne og miljøet bliver skabt og drevet? Og hvordan bliver tiltagene finansieret og organiseret? En undersøgelse af danske universiteter giver et bud og tegner samtidig et billede af tendenser, der gør sig gældende for udformningen af det fysiske studiemiljø

Studerende efterspørger flere og bedre studiearbejdspladser. Videnskabsministeriet gennemførte i 2007 en essaykonkurrence for studerende om de fysiske rammer på landets universiteter. Her nævnte stort set alle 63 bidragydere behovet for flere og bedre studiearbejdspladser med længere åbningstider. Uanset studieårgang, studiemønster og fag peger alle, med forskellige begrundelser, på dette behov.

Studiearbejdspladser set i bakspejlet

Studiearbejdspladser var tidligere noget, der blev stillet til rådighed på universiteternes biblioteker. Derudover var der typisk få læse- og studiearbejdspladser, som studerende kunne anvende. Projektgruppebaserede miljøer, som herhjemme på RUC og AAU, ændrede billedet af, hvilke faciliteter et universitet stiller til rådighed, idet de indførte grupperum og projekthuse med faste studiearbejdspladser.

Indtil for nyligt diskuterede vi, hvad indførelsen af teknologi ville gøre ved behovet for fysiske universiteter. Det virtuelle universitet med e-læring og forelæsninger på pod-cast synes dog ikke at have mindsket behovet for at have et fysisk sted at mødes. Snarere tværtimod. Nu stiller alle universiteter herhjemme som en selvfølge faciliteter og areal til rådighed, så studerende har mulighed for – og får lyst til – at blive på universitetet for at lære. Universiteterne opruster med ekstra inventar: Studiearbejdspladserne har fundet rum i gangarealer og er blomstret op i hjørner på bibliotekerne. Fokus har dog flyttet sig fra de faste pladser, som studerende råder over i en periode, til fleksible pladser, som bruges af flere på skift.

De universitetsbygninger vi bygger i dag, adskiller sig fra de foregående på den måde, at studiearbejdspladsen – det sted hvor det sociale og det faglige møde sker – er tænkt ind i arkitekturen fra begyndelsen. Nogle af disse bygninger er på tegnebrættet, og vi kan snart besøge dem. Andre har allerede slået dørene op. Kendetegnende for dem alle er, at de grundlæggende tænker læring på en ny måde. Læring er ikke noget, der bliver hældt på i auditoriet, men noget, der sker i udvekslingen mellem mennesker. Studiearbejdspladsen er altså det fysiske mødested og platform for læring. Her møder studerende hinanden, forskerne og omverdenen. Den studerende møder universitetets miljø og ånd.

Hvorfor fokus på studiearbejdspladser?

Studiearbejdspladser og fysisk studiemiljø er sat på dagsordenen i Danmark af flere grunde. Særlig tre træder tydeligt frem:

Læringsform: Studiemiljøet og tilbuddet om arbejdsplads eller arbejdsrum på universitetet understøtter nyere læringsformer, der baserer sig på samarbejde. Læring bliver til i dialog og udveksling med andre. Også individuelt arbejde kræver sparring og nærhed til andre mennesker.

Konkurrence: Et godt studiemiljø og attraktive studiearbejdspladser giver en konkurrencefordel for et universitet. F.eks. skaber det tilhørsforhold, som kan fastholde studerende og sikre gennemførsel, hvilket har væsentlig betydning for universiteternes bevillinger. Et andet aspekt af konkurrencevinklen er, at private udbydere i visse tilfælde begynder at sælge arbejdspladser til f.eks. specialestuderende udenfor universitetet. Det fjerner naturligvis liv og viden fra universitetsområdet, ligesom det sætter spørgsmålstegn ved universitetets forpligtigelse over for de studerede.

Areal: Arealerne skal udnyttes optimalt, hvilket er blevet en større motivationsfaktor for universiteterne end tidligere. Bl.a. på grund af indførelsen af en statslig huslejeordning, hvor universiteterne kan vælge at bruge penge sparet på husleje til andre aktiviteter, f.eks. undervisning. Det sætter større fokus på værdien af den måde, hvorpå hver enkelt m bliver brugt. Studiearbejdspladser er en fin måde at tænke i dobbeltfunktioner, bedre udnyttelse af f.eks. kantine og biblioteksfaciliteter osv. Studiearbejdspladser og fysisk studiemiljø er med andre ord et strategisk redskab, som universiteterne bruger til at håndtere aktuelle udfordringer.

Hvordan håndteres udfordringen?

Og hvordan håndterer universiteterne så disse udfordringer? Hvilke redskaber virker, når det fysiske studiemiljø bliver udviklet og drevet. Det har vi spurgt otte danske universiteter om i en undersøgelse af danske studiearbejdspladser.

Undersøgelsen ”Strategisk brug af Studiearbejdspladser” er baseret på registrering og analyse af 16 udvalgte studiearbejdspladser på 8 danske universiteter. Undersøgelsen viser, hvordan man kan bruge studiemiljø - herunder etablering af studiearbejdspladser, som et strategisk redskab: Studiemiljø og studiearbejdspladser kan bidrage til at mindske frafald, understøtte læring samt faglige og sociale relationer.

Undersøgelsens formål er at skabe et erfaringskatalog, man kan tage afsæt i, når man etablerer fremtidige studiemiljøer. Den belyser de faktorer, der spiller ind, når studiearbejdspladsen bliver etableret og drevet.

Her beskriver vi universiteternes erfaringer med etablering, brug og drift. Undersøgelsen beskriver også de fysiske elementer som valg af inventar, arbejdsform og supportfaciliteter.

Undersøgelsen giver et overordnet billede af de typer studiearbejdspladser, man finder på de danske universiteter i dag. Den peger på generelle tendenser og udfordringer, som mange danske universiteter står overfor, når de skal etablere nye arbejdspladser og studiemiljø.

De følgende eksempler er et uddrag fra undersøgelsen ”Strategisk brug af Studiearbejdspladser” som er udarbejdet af SIGNAL Arkitekter i samarbejde med Universitets- og Bygningsstyrelsen

Mikala Holme Samsøe

Aalborg Universitet

Transparens i moderne læringsrum

Visuel kontakt fra gangen

På Aalborg Universitet (AAU) står de enkelte institutter for etablering af studiearbejdspladser. Den decentrale organisering af studiearbejdspladserne gør, at de enkelte institutter er tildelt midler til at finansiere indkøb af inventar. Bestilling og indkøb forgår dog centralt gennem den tekniske forvaltning, hvor en designkonsulent anbefaler møbeltyper for at holde en ensartet designlinie på AAU.

Universitetet vælger inventar efter kvalitet og enkelt klassisk design for at sikre en lang levetid. F.eks. har de gennem mange årtier brugt de samme kontorstole og blot benyttet defekte møbler, som reservedele for de resterende.

Den decentrale organisering gør, at initiativer blomstrer op nede fra. Forskningsenheden E-learninglab er et eksempel på ildsjæle der gennem mange år har eksperimenteret med deres indretning. Først med åbne kontorer i et såkaldt ”garageri”, og nu i en ny bygning, hvor studerende har arbejdsplads i samme rum som professoren.

Specialepladser i E-learning lab
Beskrivelse: E-learning lab er en forskningsenhed under Institut for Kommunikation. Her har studerende fast arbejdsplads i samme rum som forskere og professor. Det sker for at fremme vidensdeling og for at udnytte hinandens kompetencer
Brugere: Rummet er den daglige arbejdsplads for en eller flere specialestuderende, et antal ph.d.-studerende samt forskeradjunkter og administrativt personale.
Inventar: Møblerne til rummet blev nyindkøbt i forbindelse med byggeprojektet. Loungemøblerne har instituttet selv finansieret via forskningsprojekter. Møblerne er mobile og de fleste udstyret med hjul, så man hurtigt kan ændre indretningen.
Adgang: Der er fri adgang til bygningerne fra kl. 08.00 - 17.30. Herefter er der adgang med nøglekort. E-learning lab er dog altid aflåst.

Studerende i mesterlære på forskerkontoret

E-learninglab ønskede at skabe et miljø, hvor de studerende får helt særlige muligheder for faglig udvikling. Derfor etablerede de specialearbejdspladser i forskningsenheden. En af fordelene er, at de studerende befinder sig i et professionelt miljø, hvor de har mulighed for at diskutere deres projekter med bl.a. forskere og ph.d. studerende, mens de samtidigt får et indblik i erhvervslivet. Professor på AAU, Lone Dirckinck-Holmfeldt, som har været idéudvikler til det tværfaglige miljø i E-learning lab, beskriver formen som et slags mesterlæreprincip. De studerende ansættes typisk til 10 timers job, samtidigt med at de skriver deres speciale, hvor de udfører opgaver for forskningsenhedens øvrige ansatte. Man oplever på den måde en gensidig udnyttelse af kompetencer, som er med til at styrke det faglige miljø.

Indretningen af rummet som et åbent arbejdsmiljø understøtter den gensidige videnudveksling mellem ansatte og studerende. En særlig pointe er, at inventaret er ens for alle, da man har ønsket at nedbryde hierarkiet mellem de forskellige brugere af kontoret. Det mobile inventar giver mulighed for hurtigt at tilpasse rummet til arbejdsfunktionen. AAU har med god erfaring indført lignende kontorrum andre steder på campus, hvor grupper på 10-12 specialestuderende og ph.d´studerende arbejder i samme rum.

AARHUS UNIVERSITET

God start mindsker frafaldsprocent

Fra undervisning til gruppearbejde på iNano

Specialdesignede pc borde med plads til to

Strategien for etablering af studiearbejdspladser var integreret fra starten, da Aarhus Universitet i 2002 oprettede nanoteknologiuddannelsen iNANO. Derfor er der etableret særlige holdrum til 1.års studerende på iNANO. Det fungerer som en slags fast klasselokale, hvor hold á 20 studerende har al deres holdundervisning. Rummet bruges derudover til studiecafe og sociale aktiviteter for at fremme tilknytningen.

Udgangspunktet er, at en god start på studiet, giver godt grundlag for at blive, og på den måde kan man mindske frafaldsprocenten. Derfor er der på iNANO lagt særlig vægt på studiearbejdspladser til studerende på 1. del af studiet.

Centerets ledelse ønsker at skabe synergi mellem forskere og studerende ved at skabe fysisk nærhed mellem dem. Derfor er holdrummene placeret på samme gang, som iNANOs administration og lektorer har kontor. En ekstra fordel ved denne løsning er, at administrationen har tæt kontakt til de studerende og dermed fingeren på pulsen med, hvordan studiemiljøet fungerer.

“Den nanoteknologiske uddannelse er meget tværfaglig, hvilket bevirker, at de studerende går til forelæsninger forskellige steder på campus. Det har motiveret til, at der blev gjort en ekstra indsats for at skabe et fast tilhørsforhold for de studerende på uddannelsen i form af fysisk tilknytning”, fortæller Signe Osbahr, som er videnskabelig koordinator på iNANO.

Fra undervisning til gruppearbejde på iNano

Holdrum på iNANO til 1. årsstuderende
Beskrivelse: På iNANO, Interdisciplinært Nanoscience Center, findes 3 holdrum til 1.årsstuderende.
Brugere: Hvert hold á 20 studerende råder over et rum. Pladserne bruges til undervisning, gruppearbejde, frokost og samvær
Inventar: Hvert holdrum er udstyret med 20 standardborde og –stole, foruden 9 specialdesignede computerborde med plads til to studerende pr. bord. De sparer både plads og computere og gør, at studerende samarbejder om opgaveløsningen. De er designet af den undervisningsansvarlige og udført i samarbejde med et møbelfirma. Midlerne til at etablere holdrummene er tilvejebragt via særlige midler fra Undervisningsministeriet til etablering af nanouddannelserne.
Adgang: Den almindelige åbningstid er fra 7.00-17.00. Herefter har de studerende adgang til bygningerne med nøglekort.

Holdrum skaber tilhørsforhold

Holdrummene på iNano er meget populære blandt studerende og bliver vist frem på nettet for at tiltrække nye studerende. Rummene er indrettede til at understøtte flere funktioner, henholdsvis holdundervisning og gruppearbejde, og med det opnår man mange fordele. Dels sparer man plads og penge, idet én plads fungerer som to, og dels får holdet et fysisk og socialt tilhørsforhold til studiet, som tydeligt mindsker frafaldsprocenten.

Indretningen kombinerer standard- og specialinventar, som har givet en fuld brugertilpasset løsning. For at holde det samlede budget nede har man valgt at prioritere en del af inventaret til specialløsninger; Et computerbord, hvor flere kan arbejde sammen ved én stationær PC og købe det øvrige som standard

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU)

Alt på eet sted

Studiearbejdsplads med stadtionær pc

Fordel med opbevaringsskabe

DPU har taget en principiel beslutning om, at samtlige individuelle pladser er placeret på biblioteket, mens gruppepladser og grupperum fordeles i de øvrige bygninger. Ud over disse formelt etablerede pladser findes der på DPU et stort antal lounge- og cafémiljøer, som serviceres med trådløst net og adgang til strøm og mad. Kantinen er én af dem. Dette sikrer optimal udnyttelse af faciliteterne og skaber et levende studiemiljø, der er meget populært hos de studerende. Studie, diskussion, samarbejde, frokost og pause foregår i samme miljø.

DPU eksperimenterer med forskellige møbeltyper og har f.eks. valgt at indkøbe et ganske smalt og meget kort bord, som bruges på hele DPU i vidt forskellige sammenhænge. De studerende klagede over, at der i undervisningssituationer var for stor en afstand til underviseren, og den nye bordtype, som er 60 cm bred, har mindsket den oplevede afstand mærkbart, viser DPU´s rundspørge. Bordet er 130 cm langt, hvilket giver plads til præcis to studerende. Det giver passende tæthed, som de studerende synes godt om. Alle længder under 130 cm ville gøre bordet til et enkeltmandsbord.

I inventarprocessen har DPU valgt at samarbejde med de arkitektrådgivere, som også står for den øvrige ombygning. Resultatet er en nær sammenhæng mellem bygning, rum og møbel, hvilket skaber en visuel identitet.

Studiearbejdspladserne på DPU er oprettet ud fra en overordnet og langsigtet strategi, hvilket giver et ensartet og samlet udtryk over hele campus.

Individuelle studiearbejdspladser på biblioteket
Beskrivelse: Individuelle studiearbejdspladser på DPU findes udelukkende på biblioteket.
Brugere: Det er primært specialestuderende, som bruger pladserne til koncentrationstungt arbejde og opgaveskrivning i kombination med research.
Inventar: Studiearbejdspladserne er indrettede med standardinventar. Ca. halvdelen af pladserne har stationære pc´er. De studerende ønsker, at antallet af pc´er øges, da mange ikke råder over en bærbar.
Adgang: Der er fri adgang på biblioteket fra kl. 9.00-19.00. Biblioteket har netop udvidet sin åbningstid med en time efter stigende efterspørgsel fra de studerende.

Læsepladser som rambuk for længere åbningstid

DPU har en vision om, at biblioteket skal være døgnåbent og bruger placeringen af specialearbejdspladserne som et argument for at få dette gennemført. Derfor er alle stille- arbejdspladser placeret på biblioteket. Biblioteket oplever massiv efterspørgsel på en udvidelse af åbningstiden, da studerende også har brug for at benytte studiepladserne aften og weekend.

Indtil videre har biblioteket udvidet åbningstiden med en ekstra time om morgenen og åbner nu på samme tidspunkt som resten af DPU kl. 9.00. Denne udvidelse af åbningstiden klares med studentermedhjælpere, og på årsbasis koster den ekstra time 150.000 kr.

“Selvfølgelig må man medregne personaleomkostninger ved at døgnåbne biblioteket, men det vurderes som en mindre post i forhold til en løsning, hvor biblioteket kunne afspærres i enkelte sektioner, f.eks. med et gitter. Det ville i øvrigt også være et forkert signal at sende til vores studerende, at de skulle læse bag et gitter,” fortæller chefkonsulent Thomas Møller Kristensen.

Syddansk Universitet Odense, SDU

Rum skaber studiemiljø

Uformelle studiepladser med integreret el i atriet

Grupperum med visuel kontakt til gangarealet

Gruppeborde med integreret kabelbakke

På SDU styres etableringen af studiearbejdspladser centralt. Den overordnede vision er at skabe funktionelle og levedygtige løsninger, hvor de fysiske rammer prioriteres højt. Æstetisk studiemiljø og gode studiearbejdspladser anses som konkurrenceparameter i forhold til at tiltrække nye studerende.

Udvælgelse og indkøb af inventar foregår i bygningsafdelingen. Bygningschefen bevæger sig meget rundt på campus og igangsætter små og store forbedringer af det æstetiske miljø.

I byggeafdelingen har man nedsat en arbejdsgruppe, som udvælger inventar. Afdelingen står selv for udførelse af mindre designkomponenter, og i mere omfattende projekter bruger man de arkitekter, som er tilknyttet som universitetets husarkitekt indenfor en rammeaftale. De enkelte løsninger evalueres løbende, og byggeafdelingen tester selv de forskellige inventarkomponenter for at kunne tilbyde de bedste møbler til de studerende.

Studiekube
Beskrivelse: Studiekuben er et pladsbesparende møbel til individuelt studium. Studiekuben er opstillet forskellige steder på SDU. Kuben kan opstilles alene eller flere sammen i formationer.
Brugere: Alle typer studerende anvender den til koncentrationstungt arbejde.
Inventar: Studiekuben er specialdesign, og hertil har man indkøbt en lampe, som kan integreres, og en justerbar kontorstol. Bordet kan indstilles individuelt i forskellige arbejdshøjder. Den samlede pris ligger på ca. 6000 kr. for alle inventardele.
Adgang: Der er fri adgang på biblioteket fra kl. 9.00-19.00. Biblioteket har netop udvidet sin åbningstid med en time efter stigende efterspørgsel fra de studerende.

Studiekube gør det billigt at etablere læseplads

SDU ønskede at kunne etablere arbejdspladser til fordybelse og koncentration i åbne rum med kort varsel. De blev introduceret til studiekuben af en arkitektstuderende, Stinne Bjerre, som havde udviklet møblet i forbindelse med sit afgangsprojekt. SDU var åben overfor idéen, da man netop ønskede at optimere den individuelle studiearbejdsplads og indgik et samarbejde med den studerende og et kendt møbelfirma for at få produktet færdigudviklet.

Studiekuben er en succes hos de studerende og på Medicin-studiet, hvor de først blev opsat, ønsker man flere af slagsen til erstatning for traditionelle læsepladser. Møblet er udviklet som følge af en lang behovsafdækning på netop individuelt studie, og derfor er den optimalt afstemt til brugen: Studiekuben fungerer som visuel og lydmæssig afskærmning. Den giver maksimal benplads. Kuben er modulopbygget og kan placeres i rumskabende formationer i mange typer lokaler, hvilket SDU aktuelt har gjort f.eks. Alsion i Sønderborg, hvor de møblerer et meget stort lokale.

Copenhagen Business School, CBS

Specialinventar højner æstetik

I CBS seneste bygning, Kilen ved Solbjerg Plads, findes der både specialdesignet inventar i café- og loungestil og designermøbler med et ungt udtryk. I dag er der en langt mere flydende grænse mellem studie og fritid, og på Kilen har man skabt et miljø, der appellerer til CBS´ studerende, som de genkender og kan afspejle sig i.

Studiearbejdspladserne fordeler sig på flere forskellige typer; formelle, uformelle og en mellemtype til korttidsarbejde, hvilket giver de studerende mulighed for at kunne veksle plads alt efter arbejdsform. Alle pladser er forsynede med net, strøm og diverse andre supportfaciliteter. Sammenhængen mellem det visuelle udtryk, tilpasningen af funktioner og et uformelt, men fuldt serviceret studiemiljø gør CBS til et attraktivt studiested.

CBS har flere steder valgt specialløsninger i form af specialdesignet inventar til sine studiearbejdspladser. Det gøres bl.a. for at understøtte arbejdsfunktionen i moderne og stilrent formudtryk, som bliver kendetegnende for stedet.

CBS etablerer som hovedregel studiearbejdspladser i forbindelse med aktuelle byggeprojekter. Deres egen byggeafdeling har et nært samarbejde med både arkitekter og møbelproducenter for at sikre en optimal udnyttelse og for at kunne tilbyde et attraktivt studiemiljø, hvor det æstetiske udtryk indgår på lige fod med funktionaliteten.

Gruppearbejdspladser på Kilen
Beskrivelse: Gruppearbejdspladserne ligger i forbindelse med atriet på Kilen og er indrettet med høje barborde og barstole. Perfekt til ad hoc møder eller korttidsarbejde.
Brugere: Gruppepladserne er tilgængelige for alle studerende tilknyttet CBS, men anvendes primært af studerende på studiets første del. De bruger pladserne i forbindelse med uformelt gruppearbejde.
Inventar: De bølgeformede barborde er specialdesignet og udviklet specielt til Kilen. Bordet er modulopbygget og kan indgå i flere sammenhænge afhængig af rummets størrelse.
Adgang: På Kilen er der udelukkende adgang for studerende tilknyttet CBS. Åbningstiden er fra kl 08.00 - 22.30, og herefter er der ingen adgang i bygningen. CBS arbejder for øjeblikket på en løsning, hvor de studerende kan få udvidet adgang weekend og aften med nøglekort.

Cafémiljø til korttidsarbejde

CBS ønskede at skabe et alternativ til den traditionelle studiearbejdsplads og peger både i form og funktion på tendenser inden for fremtidens studiemiljø. Visionen var at skabe forskellige typer af pladser, som kunne supplere hinanden i såvel formelle som uformelle miljøer.

Områderne med høje bølgeformede barborde har en uformel karakter og er placerede i et åbent miljø, hvor brugerne har en stor kontaktflade til andre studerende. Bordets bølgeform gør, at det egner sig til såvel gruppearbejde som individuelt arbejde, og at flere grupper kan bruge det samme bord på én gang.

Designet er moderne og inspireret af et typisk cafémiljø. Bordene har integreret kabelbakke, så man nemt kan koble bærbare pc til, og pladserne kan på den måde fungere som reelle arbejdspladser. Det er vigtigt at bemærke, at pladsen er beregnet som et supplement til de øvrige studiearbejdspladser på CBS, men opfylder et behov for uformelle og tilgængelige pladser til arbejde i kortere tid.

Københavns Universitet, KU

Hurtig etableringsproces

”Aktion Læseplads” implementerer samme type møblement på hele universitetet. Udfordringen er, at møblerne skal passe i forskelligartede bygninger. Her gruppepladser på Panum.

Københavns Universitet har på kort tid etableret en stor mængde studiearbejdspladser på hele universitetet. Arbejdspladserne er etableret som en del af en større strategi, der tager sit udgangspunkt i rapporten ”Mærk suset”. Rapporten beskriver visionen for et bedre studiemiljø og indeholder en prioriteret liste over de 10 vigtigste indsatsområder på området. ”Aktion Læseplads” er et af de øverste punkter på listen og fokuserer på at etablere studiepladser og trådløst net.

”Aktion Læseplads” afsatte en pulje med midler, som de enkelte fakulteter kunne søge. Pengene skulle bruges til at etablere studiearbejdspladser, og man kunne vælge mellem fire på forhånd definerede typer. De fire typer er højbord, lave loungemøbler samt bord med hhv. justerbar eller almindelig stol. I første omgang er der indkøbt inventar til 1000 nye studiepladser. Midlerne er overordnet fordelt ud fra devisen ”mest studiemiljø for pengene hurtigst muligt”.

For at afhjælpe det akutte behov for flere læsepladser valgte KU at indkøbe en stor mængde standardinventar i en SKI rammeaftale fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice, hvilket sikrede en høj mængderabat og hurtigere levering. I inventarprocessen har fakulteterne samarbejdet med indretningsarkitekter og designkonsulenter fra det valgte møbelfirma, som har lavet indretningsforslag med udgangspunkt i de fire møbeltyper. Valget af møbler er godkendt af de enkelte fakulteter, og indkøbt til alle af fællesadministrationen.

Et vigtigt aspekt i valget af møbler var designet, da inventaret skal indgå i vidt forskellige sammenhænge i hele universitetets bygningsmasse.

Specialepladser på KUA
Beskrivelse: Arbejdspladserne på KUA er nyindrettede i eksisterende kontorer. Rummene har plads til mellem 5 og 8 studerende
Brugere: Rummene er eksklusivt for specialestuderende.
Inventar: Rummet er møbleret med standardinventar. Én studiearbejdsplads består af et fast bord, en kontorstol med flex ryg og et antal hylder i et fælles reolsystem.
Adgang: Der er døgnåbent for studerende med nøglekort. De studerende udtrykker et ønske om at få lås på døren til rummene af hensyn til risiko for tyveri.

Effektiv strategi til hurtig etableringsproces

KUA ønskede på kort tid at skabe bedre forhold for specialestuderende. De ville tilbyde dem en arbejdsplads på campus og et tværfagligt og socialt studiemiljø for at motivere studerende til at skrive speciale på universitetet frem for f.eks at leje lokaler i byen eller arbejde hjemme.

KU ønskede en hurtig etableringsproces, og dette skete ved at indkøbe en stor mængde standardinventar. I første omgang 1000 borde og stole, som også skulle dække andre områder på universitetet. Fakultetet ansøgte om midler og kunne på den måde oprette et nyt autonomt specialeafsnit med 122 nye studiearbejdspladser, heraf 83 som deciderede specialepladser. Pladserne er netop taget i brug, og lidt under halvdelen af specialepladserne er optaget.

De studerende oplever det som en stor kvalitet, at specialeafsnittet er en samlet enhed, da det understøtter de specialestuderendes behov for ro og koncentration.

Udfordringer og inspiration

Eksempelsamlingen peger på nogle af de udfordringer, universiteterne står overfor, når de etablerer og driver studiearbejdspladserne. Der er inspiration at hente i den måde, de 8 universiteter fra undersøgelsen takler udfordringerne på

Studie når som helst
Mulighed for at studere 24 - 7

Et døgnåbent universitet signalerer tilgængelighed og imødekommer brugernes behov for fleksibilitet. Uanset om studerende har en skarp eller flydende grænse mellem studie, fritid og arbejde, så er der argumenter for også at kunne fordybe sig aften og weekend. Udfordringen ved døgnåbning er den øgede risiko for tyveri og hærværk.

Sikkerhed: Panumbygningen på KU har særdeles høje krav til sikkerhed pga. samlingen af døde legemer, der ikke må misbruges. De har gode erfaringer med en ordning, hvor studerende sikkerhedsscreenes, før de får udleveret et nøglekort, der giver adgang hele døgnet. CBS, som har nye designermøbler stående, arbejder i øjeblikket på en tilsvarende løsning.

Tilpasset åbningstid: Biblioteket på Panum har tilpasset åbningstiden til semesterets rytme og eksamensperioder. Det sparer penge til bemanding og giver gode forhold til de studerende, der føler, at biblioteket aflæser deres behov. Bookingsystemer kan både være med til at sikre studerende en plads og skabe tilknytning.

Booking: På RUC tager nogle studerende kun ud, hvis de på forhånd er sikret en plads. Omvendt kan booking også være en lås i et fleksibelt system, og man risikerer, at pladsen ikke bruges. Nogle beskytter sig mod dette fænomen ved at give pladsen fri, hvis den ikke bruges indenfor 15 min efter det bookede tidspunkt.

Rambuk for åbningstid: DPU, placerer bevidst alle deres individuelle studiearbejdspladser på biblioteket og bruger dem som argument for at udvide bibliotekets åbningstid og udlånstid. Hvis biblioteket ville holde lukket, er der nemlig ingen arbejdspladser til rådighed!

Og hvor som helst
Plug & study

Studiearbejde på bærbar pc og adgang til trådløst net muliggør studiearbejde overalt. De steder, hvor det indføres, bliver muligheden brugt. Samtidig viser eksemplerne – med én undtagelse – at behovet for faste pc-pladser er dalene. Mange af disse pladser nedlægges, og flere uddannelsessteder søger i stedet at skabe fysiske rammer, som understøtter studiearbejde på bærbar pc.

El-stik i trappetrin: På CBS i Kilen er der etableret el-stik i trappetrinene i atriet, som muliggør, at man kan sidde her og arbejde i kortere tid, hvilket sker i stor udstrækning. Strømforsyning er her en vigtig detalje for, at studieaktivitet kan foregå hvor som helst.

Trådløst net: RUC og DPU har brugt det trådløse net til at udnytte og aktivere rum, som står uudnyttede i løbet af dagen. De servicerer nu kantinerne, som allerede bruges til studiearbejde, som arbejdspladser med trådløst net og møblement, der også understøtter arbejdssituationer.

Bord og stol… gør det ikke alene!
Der skal knyttes ydelser til produktet

En studiearbejdsplads skal forsynes med en række support- og serviceydelser for at være attraktiv. Kerneydelserne er adgang til net og el, gode åbningstider og ergonomiske møbler. Noget, der langtfra er en selvfølge alle steder. Derudover peger undersøgelsen på et ønske og behov for en række andre ydelser:

Italiensk sandwichautomat: DPU aktiverede et afsides beliggende lokale ved at placere en italiensk kaffe- og sandwichautomat her. Automaten var forholdsvis billig og fyldes op af kantinen. Dens tilstedeværelse gjorde pludselig, at det afsides beliggende rum med bløde møbler blev attraktivt at opholde sig i til gruppearbejde.

Æstetik: På alle undersøgte steder – på nær én IT-uddannelse – lagde de studerende og personalet vægt på det æstetiske udtryk. Det har direkte indflydelse på glæden ved at bruge rummet og på, hvor værdsatte de føler sig.

Standard- eller specialinventar
”Dyre løsninger er ikke nødvendigvis bedst”

Gode løsningsmodeller kræver en behovsafdækning og en prioritering af de midler, man har til rådighed. Det kan resultere i såvel standard- som specialløsninger. Undersøgelsen viser gode eksempler på begge dele.

1000 ens stole: KU har købt 1000 stole og borde som standardinventar for at afhjælpe et akut behov for flere studiearbejdspladser. Møblerne er købt på en SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service) rammeaftale, der har givet stor mængderabat. Det fælles indkøb har gjort det muligt at handle hurtigt og billigt. Udfordringen for denne løsning er, at inventaret ikke nødvendigvis æstetisk passer ind i alle universitetets forskelligartede bygninger. Den samme stol kan skabe hygge ét sted, og optræde køligt og spinkel i andre bygninger. Derudover skal der den rette belysning til for at skabe miljø, og belysningen var ikke en del af konceptet.

Specielt computerbord: På iNANO, AU har man valgt en kombinationsløsning med standardborde og specialdesignede computerborde. De blev udført, så studerende kunne sidde gruppevis omkring et computerbord, da dette er vigtigt for undervisningsformen.

Studiekube til 6000 kr: Syddansk Universitet har i samarbejde med en arkitektstuderende og et møbelfirma fået sat en ”Studiekube” i produktion. Den gør, at universitetet nu for ca. 6000 kr. hurtigt kan opstille en færdig studiearbejdsplads med justerbart bord, stol og lampe samt skærmvæg. Udover at være en fuld brugertilpasset studiearbejdsplads, fungerer Studiekuben også som afskærmning, rumopdeler og skulptur. Universitetet bruger denne løsning i flere nybyggerier.

3 i 1 - Fokus på fortætning
En plads = flere funktioner & aktivt studiemiljø

Pladsmangel er en generel udfordring, fortæller repræsentanter for de medvirkende universiteter. Alligevel virker flere af de besøgte studiesteder tomme, når man kommer forbi en tilfældig dag. Fortætning kan være en måde at skabe miljø og synligt liv på universitetet.

Klasselokale mindsker frafald: iNANO, AU og Informationsvidenskab, AAU m.fl. har etableret multifunktionelle holdrum. Et slags klasselokale hvor mange funktioner som undervisning, lektielæsning og fredagsbar - samles. Erfaringerne viser, at det fremmer den fysiske og sociale tilknytning og mindsker frafald.

Nye inventartyper
til nye rum og læringsformer

De nye typer af inventar er fleksible, mobile og pladsbesparende. Standarddimensionering af borde og stole er taget op til revurdering flere steder:

Tæt på læreren: DPU bruger 60 cm brede borde, fordi det giver kortere afstand til underviseren, og det virker positivt lyder erfaringerne. De bestiller også standardborde 10 cm højere end normalt, fordi de oplever at bordhøjder på 80 cm, passer bedre til høje studerende. Samtidig mindsker det behovet for de lidt dyrere justerbare stole i seminarrum.

Bord til to: KU og DPU indkøber borde i 130 cm længde, fordi det giver plads til præcis to studerende. Alle længder herunder synes at gøre bordet til et enkeltmandsbord.

Bølgeform til flere: Kilen på CBS er blandt dem, der eksperimenterer med nye typer af studiearbejdspladser, som signalerer en mellemting mellem formel og uformel læring. F.eks. de bølgeformede barborde, der giver mulighed for at arbejde både individuelt og i flere grupper på én gang omkring samme højbord.

Mobile møbler: Undersøgelsen viser flere eksempler på fleksibelt inventar, som kan tilpasses forskellige funktioner. F.eks. køber DPU lette og små borde, som hurtigt kan indgå i både seminaropstilling og bruges til gruppearbejde. Det er ikke unormalt at studerende og undervisere hurtigt møblerer om midt i timen - og rykker på plads efterfølgende.

Hvad med æstetikken
” …den stol har jeg også!”

Det visuelle udtryk kan bruges strategisk til at skabe et brand for uddannelsesstedet, som studerende kan identificere sig med. Universiteterne i denne undersøgelse arbejder i højere eller mindre grad strategisk med æstetik og det visuelle indtryk. De har set, at det ikke er nok blot at arbejde ud fra forudsætninger som kvantitet, funktionalitet og holdbarhed. Design og arkitektur skaber værdi.

Udtryk til målgruppen: Studiestedet kan via indretning, møbler og farver vise, at det forholder sig til nutidige værdier og det samfund, vi er i. F.eks. har Kilen møbler i et ungt design, der passer til målgruppen.

Æstetiske øjne: Tilstedeværelsen af professionelle æstetiske øjne ses tydeligt i studiemiljøet, viser undersøgelsen. Det kan være medarbejdere, f.eks. arkitekter fra administrationen, der afsætter tid til jævnlige rundture på campus. De retter op på små og store detaljer. Den rigtige belysning, et møbel, der matcher eller spotter tiloversblevne arealer, der kan udvikles.

SKI indkøbsaftale: Flere universiteter påpeger, at fremtidige indkøb gennem SKI, Statens og Kommunernes Indkøbs Service, kan give begrænsninger i udvalget af møbler, idet SKI leverandørerne har et markant fokus på den traditionelle arbejds- og studieplads bestående af bord, stol og arkiv.

Rum som strategisk redskab

Undersøgelsen viser vidt forskellige eksempler på tilblivelsesprocesser. De fleste steder er arbejdspladsen resultatet af en større strategi og vision fra ledelsens side. I få tilfælde er initiativet vokset nede fra og er resultatet af enkeltpersoners indsats. Resultatet fremstår mest helstøbt i de eksempler, hvor der fra ledelsesmæssig side er afsat ressourcer til gennemførslen.

Undersøgelsen viser samtidig, at der på universiteterne er bevidsthed om, at rum kan skubbe, befordre eller bare overkomme en udfordring. De bruger i mange tilfælde udformningen af fysiske rammer til at styrke faglige og sociale relationer på tværs af årgange og studier.

Studenterarbejdsplads på professorens kontor: På E-learninglab, AAU, bruges rum til at skabe synergieffekt mellem underviser og studerende. Her arbejder i alt ca. 10 videnskabelige medarbejdere fra humaniora i et åbent rum sammen med specialestuderende samt ph.d studerende. Dvs. professoren arbejder i samme åbne rum som et par studerende.

Skabe et tilhørssted: Lysningen på Humaniora, SDU Odense, blev etableret for at give de studerende social tilknytning og mindske frafald. Lysningen er et højloftet rum med bløde møbler og visuel kontakt til store dele af Humanioras undervisningsfaciliteter og personale. På KUA bruges de nyetablerede specialearbejdspladser til at fastholde studerende og skabe faglig og social tilknytning til studiestedet. Tidligere blev de studerende i højere grad hjemme for at arbejde.

Mikala Holme Samsøe Eksemplerne er et uddrag fra undersøgelsen ”Strategisk brug af Studiearbejdspladser” som er udarbejdet af SIGNAL Arkitekter i samarbejde med Universitets- og Bygningsstyrelsen.

IKT støttede læringsrum

Temaet IKT-støttede læringsrum er belyst med udgangspunkt i en undersøgelse af seks internationale eksempler på, hvordan Informations og Kommunikationsteknologi er inddraget i læringsmiljøer på universitetet.

Eksemplerne er hentet fra Singapore Management University, Stanford University, Massachusetts Institute of Technology, University of Strathclyde og University of Leeds, og de er valgt, fordi de alle tager udgangspunkt i de pædagogiske perspektiver i at anvende teknologi i læringsrummet til at fremme læring gennem interaktion. Udgangspunktet er dermed samspillet mellem pædagogik, teknologi og rum frem for teknologien i sig selv.

Undersøgelsens formål er at inspirere universiteternes ledere, teknikere og undervisere gennem gode internationale eksempler.

Foruden de internationale cases beskriver afsnittet først potentialet i at tænke IKT-støttede læringsrum ind i de fysiske rammer for studiemiljøet. Afslutningsvis kommer et interview med én af folkene bag et projekt på Stanford University, hvor de har skabt et IKT-støttet eksperimentarium for studerende og undervisere.

IKT -støttede læringsmiljøer

Auditorierækker skiftes ud med runde arbejdsstationer til gruppearbejde og foredragspulten ryger til fordel for mixerpulten. Når døren lukkes, ”tændes” undervisningslokalet. Emnet er projekteret op på væggene, og undervisningslokalet er forbundet til omverdenen. Videnskabsministeriet har undersøgt best practice blandt internationale IKT-støttede læringsmiljøer

Hvad betyder teknologien for læringsrummet? De fleste steder har universiteterne sat teknologien ind i rum, vi allerede kender. Men måske er det ikke tilfældet i fremtiden. Ny teknologi ændrer vores opfattelser af auditoriet eller klasseværelset og skaber det nye billede på, hvordan man lærer. Fra den platform kan vi måske tage springet til nye radikalt anderledes rum, nye fysiske rammer for læring, der igen kan skabe nye forståelser af, hvordan man lærer.

Verdenen ind i undervisningslokalet

Gennem computerskærmen kan vandløbet, bylivet eller et tredje studieobjekt ses, når det udfolder sig på stedet. Eksterne professorer eller andre eksperter kan holde gæsteforelæsninger eller workshops på universitetet uden fysisk at være til stede. Og samarbejdet mellem studerende kan foregå på tværs af tidszoner og landegrænser.

Det er ikke en større ensretning af undervisningen, der kommer ud af at bruge den nye informations- og kommunikationsteknologi. Tværtimod gør teknologien det muligt at udforske forskellige former for undervisning og forskellige læringsstile.

På den fælles skærm kan studerende hurtigt vise deres idéer visuelt. Statistik, digt, billede og film giver tilsammen en bedre forståelse af stoffet. Mens underviser lægger næste præsentation ud på universitetets intranet, søger studerende efter mere information på internettet. Undervisningstiden bliver udnyttet bedre, både i samarbejdet og i det individuelle arbejde. For med faglige undervisningsprogrammer kan de studerende arbejde med stoffet i forskellige tempi. Fjernkonferenceudstyr eller elektroniske tavler gør ikke meget ved rummet, men det skaber andre måder at bruge teknologien på.

Let at skifte mellem arbejdsformer

Fordelen ved at bearbejde stoffet på forskellige måder – ved at lytte, handle og spørge, er, at de studerende husker stoffet bedre og aktivt kan bruge det. Flere universiteter forsøger derfor at blande undervisningsformerne. At presse forskellige undervisningsformer ind i samme rum er dog ofte svært. Samtidig kan det være tidskrævende at bevæge sig fra forelæsning til grupperum og tilbage. Teknologien hjælper med at blande undervisningsformerne på MIT. Her kan de studerende nemt og hurtigt skifte mellem undervisningsformer, for auditoriet er sendt på pension, og de studerende sidder ved runde borde og arbejder gruppevis. Underviseren kan undervejs gå rundt og vejlede eller trække eksempler fra gruppearbejdet op på storskærme på væggene. Præsentationer, gruppearbejde og opsamling for de over 100 studerende kan nemt afløse hinanden i det samme rum.

Ny rolle til underviseren

Underviseren er i højere grad vejleder i det teknologi understøttede læringsmiljø end i det traditionelle forelæsningslokale. Katederet er måske erstattet af mixerpulten, når den fagspecifikke viden findes nu og her med et klik på musen. Underviseren skal her sørge for at sætte de spredte informationer ind i en større sammenhæng. Mens rummene før havde faste pladser, kan både studerende og underviser nu bevæge sig rundt. Underviseren kan dermed gå rundt blandt de studerende for at vejlede i at finde og navigere i informationerne, opstille hypoteser og efterprøve dem. Mens rummene før var hierarkisk opbygget, er rummet nu orienteret mod samarbejde mellem studerende og underviseren. Underviseren og holdet af de studerende står ved den elektroniske tavle, når de i fællesskab udforsker en problemstilling og finder egne og gerne nye løsninger.

Teknologien og nyindrettede rum skaber på den måde optimale rammer for en problemorienteret undervisning. Den tager udgangspunkt i den viden, de studerende starter med, og genererer løbende nye spørgsmål, der uddyber den forståelse, de studerendes får af stoffet.

Teknologien tester forståelse

Teknologierne kan bruges til forskellige pædagogiske formål, og det viser undersøgelsen eksempler på. På Strathclyde University er de studerende udstyret med en elektronisk stemme, meget lig en almindelig fjernbetjening. Den kan de studerende bruge til at give hurtige og anonyme svar på undervisernes spørgsmål om faktuelle ting eller holdninger til emnet. Det giver et hurtigt overblik. Teknologierne kan på denne måde bruges til at måle holdets niveau. Men den væsentligste fordel er, at besvarelserne er et godt udgangspunkt for en diskussion i klassen. Afstemningssystemet påvirker ikke rummet i dette tilfælde, men i fremtiden kan inddragelsen af de studerende lige så godt ske fysisk. I dag bevæger skoleelever i Århus sig rundt i elektronisk genererede kort eller simulerede miljøer til vidensspil. Gennem et gulv projekteres lys og billeder op, og gulvet kan med sensorer reagere på, hvordan eleverne svarer ved fysisk at bevæge sig over gulvet. Spørgsmålet er, om det bliver den samme teknologiske arena til vidensspil, vi vil se på universitetet i fremtiden.

Teknologi og læring som vidensfelt

At udvikle læring, rum og teknologi er et vidensfelt i sig selv. Udenlandske universiteter bruger ikke blot virtuelle og fysiske rum til at forbedre egen undervisning. Koncepterne for undervisning er en indtægtskilde for de internationale universiteter, og derfor er det højt prioriteret i universiteternes strategi for udvikling. Når Stanford University samarbejder med producenter af IT produkter, skaber de nye teknologiske produkter og læringsmiljøer, der er tilpasset netop deres egne underviseres ønsker, og som kan inspirere og købes af andre. Danske universiteter har et godt udgangspunkt for også at bidrage til denne udforskning, for i Danmark har universiteter og andre undervisningsinstitutioner længe arbejdet med forskellige undervisnings- og samarbejdsformer. At give slip på auditorieforelæsningen til fordel for undervisningsformer, der inddrager de studerende, er ikke fremmed for danske ører. Men at understøtte disse arbejdsformer med ny teknologi er udfordringen. Fra folkeskole og gymnasium vil fremtidens universitetsstuderende dog være fuldt bekendte med teknologi og forskellige læringsmåder.

Situationen i Danmark

Folkeskolen har eksperimenteret med at sammenkæde teknologi og rum, så der skabes nye muligheder for læring gennem bevægelse. De eksperimenter er endnu ikke udfoldet på universiteterne. Hvordan fremtidens integrerede virtuelle og fysiske rum ser ud på universitetsniveau, er derfor stadig et åbent spørgsmål. Måske vil teknologien skabe en mere effektiv udnyttelse af rummene med nomadiske projektrum; rum beklædt med interaktive tavler og scannere, som overfører og gemmer data direkte på computeren. Her vil projektgrupper måske hurtigt kunne omgive sig med mindmap, noter og en skitse til opgaven. Computerskærmens faneblade vil udfolde sig i rummet, og gruppen vil efter endt arbejde slukke for udstyret og overlade rummet til den næste gruppe, der kan udfolde egne projekter. Især i de natur- og sundhedsvidenskabelige fag vil rum til computerskabte simuleringer kunne gøre problemstillinger mere konkrete og give en mere realistisk træning. Måske vil leg og rollespil ikke blot være forbeholdt folkeskolen. Måske vil virtuelle og fysiske rum hjælpe studerende med at påtage sig forskellige roller, når de arbejder med scenarier og cases for læring.

Barrierer for teknologi, rum og læring

Der kan være forskellige former for barrierer for at udvikle teknologi, rum og læring. En organisatorisk barriere kan være, at teknologistrategierne mangler en forankring i ledelsen. Det er ikke blot et spørgsmål om den økonomiske prioritering. Teknologien skal tænkes ind i universiteternes satsningsområder. En måde at gøre det på er som på MIT at sikre samklang mellem undervisningsform, rum og teknologi. På samme universitet har man skabt hele uddannelser ud fra det teknologi medierede samarbejde mellem universiteterne i USA og Singapore.

Teknologien skal nemlig passe til det samarbejde, man vil skabe, hvad enten man gerne vil samle universitetets fag og campi eller samarbejde med andre universiteter eller virksomheder i ind- og udland.

Teknologi og nye måder at lære må tænkes ind i universitets rum. Her ses fremtidens universitetsbrugere, der afprøver den interaktive ”vidensbrønd” i Århus

En anden barriere er, at den strategiske brug af teknologien kræver menneskelige ressourcer til at vejlede, udforske og sprede information. Stanford University tilbyder underviserne en vejledning, der rækker ud over, hvordan man betjener teknologien. De pædagogiske og teknologiske tiltag er fysisk forankret i et hus kaldet Wallenberg Hall. Her kan undervisere afprøve rum med informations- og kommunikationsteknologier. Underviseren kan kontakte en af de akademiske teknologispecialister for vejledning eller en brainstorm og de tager udgangspunktet i de konkrete problemstillinger, underviseren ønsker at løse. De interne konsulenter opsamler og spreder de gode erfaringer og implementerer derved direkte udviklingen på universitetet.

En tredje barriere kan være penge til at skabe nye rum og ny teknologi. Universiteter kan dog starte med at bruge den teknologi, der allerede er til rådighed. Det kan gøres i almindelige undervisningsrum og studieområder med almindelig software. Undersøgelsen af best practices på internationale universiteter viser, at en fysisk forankring af initiativerne i særegne rum skaber fokus og engagement blandt studerende og undervisere.

Cathrine Schmidt

CASE: Singapore Management University

Teknologi lagt til rette for underviserne

Et typisk undervisningslokale på Singapore Management University: to netværksforbundne projektorer, to whiteboards med flere tavleflader, to højtalere, afspilningsmedier (DVD , VCD, video), en fastmonteret computer og et visualiseringsmedium (document camera). Det elektroniske udstyr styres via et standardiseret ”touch panel”, så underviseren ikke skal tilpasse sig forskellige teknologier i forskellige rum. Der er desuden etableret et teknisk ”support team”, der kan bistå underviserne, hvis der opstår problemer med anvendelsen af teknologien i undervisningslokalerne. Et standardiseret design for den teknologiske indretning af undervisningslokaler hjælper med at udbrede IKT på campus. Designet tager udgangspunkt i de pædagogiske behov og er skabt i et samarbejde mellem lærerstaben og IT-afdelingen.

Underviseren skal ikke tilpasse sig forskellige teknologier i forskellige lokaler. Teknologien skal være den samme, og den skal tilpasses underviseren. Derfor har man på Singapore Management University implementeret det samme standarddesign på hele campus. Det er en praktisk og driftsikker løsning, der giver underviseren større incitament til at bruge teknologien. Et standardiseret design giver samtidig færre begrænsninger i skemaplanlægningen, og derfor maksimerer universitetet udnyttelsen af undervisningslokalerne. Udfordringen er, at det teknologiske design skal understøtte forskellige fag og underviseres forskellige pædagogikker.

Løsningen var for universitetet at skabe et samarbejde mellem to professorer fra hvert fakultet og universitetets IT-afdeling. Gruppen indgik i et interaktivt samarbejde omkring teknologiudviklingen. Det betød, at designet i udviklingsprocessen løbende blev tilpasset i forhold til lærerstabens input.

Gennem et år testede undervisere og studerende de nye teknologier i et ”experimental teaching class room”. Derpå blev den endelige model implementeret på hele campus. Lokalet og samarbejdet mellem undervisere og IT-afdeling sikrer nu en løbende udvikling af teknologien i undervisningslokalerne.

96% af underviserne synes, at teknologien var let at anvende med lidt eller ingen træning et år efter, den blev indført i undervisningslokalerne.

CASE: Stanford University

Rum og vejledning skaber pædagogisk udvikling

Stanford University har etableret Wallenberg Hall som et undervisningseksperimentarium. Med den nyeste og mest avancerede teknologi til rådighed afprøver undervisere og særligt ansatte akademiske teknologispecialister nye idéer om undervisning og teknologisk understøttelse af undervisning, der kan eksporteres til andre lokaliteter og rammer – også mere low-tech undervisningslokaler.

Videokonferencer inddrager eksterne oplægsholdere og kobler undervisningen til hold på andre institutioner. Formålet med Wallenberg Hall er at skabe et skift fra informationsoverførsel til en gruppebaseret og interaktiv pædagogik

Udfordringen for Stanford University var at få undervisere til at bruge de nye teknologiske muligheder. Det indebar blandt andet skift fra en pædagogik baseret informationsoverførsel til en mere gruppebaseret og interaktiv pædagogik.

Løsningen var et center, der samler og udvikler viden og teknologi, som understøtter samarbejde. Det hedder Wallenberg Hall. Her orienterer akademiske teknologispecialister om, hvordan teknologien kan bruges. Gode erfaringer gives videre, og underviseren har mulighed for at tilkalde teknisk assistance før og under undervisningen.

I hvert lokale er der 20 bærbare computere, der er trådløst forbundet og udstyret med open source software. De studerende kan dele filer imellem computerne og projektere billeder eller dokumenter op på fælles skærme. De studerende sidder ved samarbejdsstationer, der forbinder de studerendes individuelle laptops, og som hver har en plasmaskærm. Arbejdet bliver på den måde let delt i gruppen og vist til klassen. De bærbare computere kan selvfølgelig også anvendes til individuelt arbejde.

Wallenberg Hall har stationært udstyr til videokonferencer, men samme princip kan med fordel opnås med mobilt udstyr. Eksterne oplægsholdere, som forskere og erhvervsfolk med meget lidt tid, kan inddrages i undervisningen, uden at de fysisk behøver at besøge Stanford University. Og undervisningshold på Stanford University kan kobles sammen med andre udenlandske hold. Teknikken i rummene styres ved hjælp af standardiserede kontrolpaneler.

Studerende og underviser kan søge informationer på nettet og sende filer til hinanden og den fælles skærm

Poesi til debat. På den elektroniske tavle kan underviser og studerende i fællesskab ændre simultant i teksten.

De studerende bruger letvægts, transportable whiteboards til at vise deres idéer visuelt. Materialet konverteres til digitale billeder ved hjælp af vægmonterede scannere, deles med andre, gemmes på hjemmesider eller filer eller printes ud. Dette er nyttigt, når præsentationen ikke er afsluttet ved timens afslutning. Undervisningslokalerne er også udstyret med lette møbler, der kan flyttes til nye formationer.

Teknologien gør det let at kombinere kilder. På store digitale skærme kan man projektere billeder eller dokumenter op. Skærmene indeholder software, som gør, man kan bruge dem som digitale whiteboards og ”skrive” direkte på dokumenter eller billeder. Med flere af disse skærme i klasselokalet kan man vise forskellige projektioner samtidig – tekst, foto og malerier skaber en nuanceret kontekst for analyse og diskussion.

Stanford University understreger selv, at Wallenberg Hall-modellen ikke nødvendigvis kan eller skal kopieres fuldstændigt til resten af universitetet eller andre institutioner. Men på Wallenberg Hall kan man afprøve nye ideer, som kan bruges andre steder, også i mere low tech undervisningslokaler.

CASE: Massachusetts Institute of Technology, MIT

Et rum, flere undervisningsformer

Organiseringen i grupper betyder, at de studerendes læring opstår i samarbejdet med hinanden såvel som i dialog med underviseren. Underviseren er ikke begrænset til at opholde sig ét sted, men kan bevæge sig rundt blandt de studerende og tale med dem om deres arbejde, vurdere deres forståelse og facilitere interaktion. MIT har brugt teknologi til at integrere forelæsninger, oplæg og eksperimenter. Et radikalt ombygget auditorium understøtter et skift fra passive forelæsninger til undervisning med fokus på interaktion og samarbejde.

I dag har universitetet to rum, der hver kan rumme 117 personer. Et af lokalerne var tidligere et traditionelt auditorium med plads til 300 personer. Hvert lokale rummer 13 runde borde til 9 personer. Her kan tre grupper á tre personer arbejde.

Bærbare computere og whiteboards opstillet langs væggene er til de studerendes rådighed. De studerende kan anvende computersimulering og udføre eksperimenter ved hjælp af teknologien. Arbejdet på whiteboardet bliver filmet og kan projekteres op på de tre billedskærme, der også er anbragt langs væggene i lokalet.

Underviseren har et bord midt i lokalet. Computeren her er forbundet både med grupperne og med billedskærmene. Underviseren kan på den måde vise oplæg, eksempler på gruppernes arbejde eller noget tredje. Med en trådløs mikrofon kan underviseren bevæge sig rundt blandt de studerende, hjælpe grupper og facilitere samarbejdet og videndeling. Underviseren kan også interagere elektronisk med de studerende fx ved at sende multiple-choice spørgsmål ud, der kræver umiddelbart svar. Underviseren får hurtigt et samlet overblik over fordelingen af de studerendes svar, hvilket gør det muligt for underviseren at vurdere, om et stofområde kræver yderligere uddybning.

Svage studerende klarer sig bedre

Efter 4 års brug i fysikundervisning, sprogkurser, ingeniørfag og konferencer viser evalueringer, at svagere studerende klarer sig væsentligt bedre end ved traditionel undervisning, mens stærkere studerende klarer sig lige så godt. Det gennemsnitlige læringsudbytte var to gange større end ved traditionel undervisning. Disse resultater understøttes af studier fra andre universiteter, som det fremgår af andre eksempler beskrevet efterfølgende.

MIT planlægger nu at etablere lignende undervisningslokaler i mindre skala til undervisning af 20-40 personer.

CASE: MIT, National University of Singapore + Nanyang Technological University

Det globale klasseværelse

De tre universiteter i henholdsvis USA og Singapore ønskede at fremme ingeniørområdet og biovidenskab - fagområder i hastig udvikling i de respektive lande. Forbindelser mellem kamera, video og computere sikrer Singapore nødvendige videnressourcer af høj kvalitet og giver MIT’s studerende og lærerstab globalt perspektiv.

Ét sekund adskiller undervisningen i Massachusetts og Singapore. Flere gange dagligt undervises der på tværs af 15.000 km og 12 tidszoner med en forsinkelse af lyden på under et sekund. MIT har tre globale klasseværelser. På grund af krav om driftsikkerhed kan distanceundervisningen ikke foregå med mobilt udstyr. Derfor planlægger man at udvide med flere undervisningslokaler med teknologi til undervisning på tværs af afstande.

Undervisningsfaciliteterne

Kamaraer filmer underviseren de studerende, tavlen og dokumenter fra flere vinkler, og ved et computerlink vises det digitale materiale, som underviseren anvender. Det kan være PowerPoint slides, animationer eller simulationer. Opdelingen af informationen fra video og computer betyder, at underviserens og studerendes elektroniske præsentationer kan fremvises samtidig med selve fremlæggelsen.

Teknologien har givet studerende på de to singaporeanske universiteter adgang til seminarer med nobelpristagere og andre anerkendte medlemmer af MIT’s lærerstab. Størstedelen af de studerende, der tager en uddannelse inden for samarbejdet, har mulighed for at få en dobbeltgrad fra MIT og fra et af de to universiteter i Singapore. Derfor er kandidaterne attraktive og efterspurgte af store, multinationale virksomheder i Singapore og omegn som Motorola, Hewlett-Packard, Phillips Electronics, Singapore Airlines, Apple Computer og Dell.

CASE: University of Strathclyde

Afstemninger starter diskussion

Afstemninger øger interaktionen mellem undervisere og studerende. Det sikrer, at de studerende møder op til undervisningen, fremmer læring og mindsker frafaldet. Løsningen kræver anden indretning af rummet og justering af underviserens forventninger.

Faretruende frafald og faldende fremmøde ved forelæsninger var udfordringen på Glasgow-universitet University of Strathclyde. Løsningen blev ny teknologi og anderledes indretning. I dag kan underviseren stille et spørgsmål og omgående få svar fra hele klassen ved hjælp af et elektronisk afstemningssystem. Svarene stimulerer diskussion i klassen, og underviseren får et indblik i, om emnet er dækket eller skal uddybes. Formen træner desuden de studerende i eksaminer. Afstemningsudstyret koster ca. 10.000 kr. pr. 100 studerende.

Løsningen kræver en ny indretning i klasselokalet. Bananformede borde giver mulighed for at diskutere i mindre grupper og stadig have front mod forelæseren. Computere bag hver kontorstol gør det let for de studerende at veksle mellem selvstudie, gruppearbejde og forelæsning.

Bananformede borde i auditoriet t.v. gør det enkelt at veksle mellem gruppediskussion og forelæsning. Her ses et auditorium indrettet med kontorstole og computere placeret bag hver stol, så der let kan veksles mellem selvstudie, gruppearbejde og forelæsning.

Hver studerende har en fjernbetjening med infrarød teknologi meget lig en tvfjernbetjening. Modtageren er tilsluttet en computer og en projektor. Den sørger for, at svarene bliver synligt for alle med det samme.

Anonyme svar inddrager flere studerende

Anonyme afstemninger inddrager studerende, der normalt ikke ytrer sig i større forsamlinger. Anonymiteten er vigtig. Det fortæller også studerende på sidste semester, der kender de medstuderende godt og kun er 30 på holdet.

Barrierer for at bruge afstemningssystemet er, at undervisningen kræver to timer, når diskussionerne skal nå at udfolde sig. Det kræver også, at rummet indrettes, så mange mindre grupper kan dannes i et større auditorium. Underviseren må også acceptere, at pensum ikke kan gennemgås minutiøst, når noget af tiden går med diskussion.

CASE: University of Leeds

SMS’er hjælper diskussionen

Med SMS afstemninger øger undervisere fra University of Leeds interaktionen med de studerende i sin undervisning.

Mobiltelefoner er som regel ikke ønsket i undervisningen, men på Leeds University er det afsæt for faglig diskussion. Når et spørgsmål bliver stillet, kan de studerende svare per SMS. De indkomne SMS beskeder kan projekteres op på en skærm, og ud fra det diskuterer klassen stoffet.

Svarkategorierne er ikke opstillet på forhånd. De studerende svarer med fritekst, for det giver en større dynamik. Omvendt er det ikke umiddelbart muligt at vise statistik over de studerendes svar, heller ikke når underviseren faktisk ønsker svar inden for bestemte kategorier.

Mobiltelefoner er i forhold til andre afstemningssystemer lette og hurtige at inddrage i undervisningen. Når alle elever har mobiltelefoner, er der ingen særlig fjernbetjening, der skal uddeles, og der er intet avanceret udstyr, der skal stilles op.

Det er frivilligt for studerende at deltage i afstemningen, for universitetet dækker ikke de studerendes SMS-omkostninger. Dette oplever underviseren dog ikke som et problem, da ingen studerende klagede over udgifter.

Edited extract of the survey ‘IKT-støttet læringsmiljø – det gode eksempel’ (ICT-supported learning envi-ronments – a good example) prepared by the Danish University and Property Agency.

Teknologien er en løftestang til at ændre undervisning

Wallenberg Hall er et eksperimentarium for undervisning, rum og teknologi. Her tilbyder Stanford University optimale fysiske rammer, den nyeste teknologi og eksperter til at inspirere underviserne

Interview
Daniel Gilbert, IKT-vejleder, Stanford University

I Wallenberg Hall kan undervisere afprøve og få erfaringer med IKT og nye læringsformer. Wallenberg Hall har 5 undervisningslokaler. Alle har udstyr til videokonferencer, møbler, der kan flyttes efter behov og digitale skærme, der kan kobles til de bærbare computere. Også dialogen med underviseren tager udgangspunkt i det optimale, for man skal se ud over det mulige for at finde de praktiske løsninger.

På Stanford University er udviklingen af IKT støttet læring og læringsmiljøer integreret i teknologispecialisternes vejledning af underviserne, men hvordan foregår dialogen?

Et spørgsmål, der kan åbne dialogen er: Hvad ville du ønske, at dine studerende kunne gøre, hvis vi ser bort fra økonomi og den teknologi, der er i dag? Det kan være, at underviserne ønsker, at deres studerende kan researche i de bedste databaser, at de kan samarbejde med andre studerende verden over, eller at de blot vil tie stille og lytte. Derfra kan vi se på, hvilke IKT løsninger, der kan bruges, og hvordan undervisningen kan koordineres”

Hvordan gør man så det?

Grundlæggende handler det om at imødekomme en ny underviserrolle. Underviseren er ikke bare en afsender af viden, men den der leder samtalen og hiver de interessante sammenligninger eller modeller frem. Han eller hun vejleder både i, hvordan den studerende selv kan finde information og selv skabe viden ud af informationerne, for underviseren skal sætte informationerne ind i en forståelsesmæssig ramme. IKT- faciliteterne åbner underviserens øjne for at aktivere de studerende mere og øge samarbejdet både mellem studerende og indbyrdes mellem studerende og underviser.

Wallenberg Hall samler tre researchere, der forsker i IKT og udviklingen af læring. De vejleder samtidig universitetets undervisere i at bruge IKT og udvikle undervisningen.

Skydedøre giver mulighed for samarbejde og fordybelse i Wallbergs "box-cars". De fysiske rammer og teknologien tilpasser sig på denne måde husets aktiviteter. Hvad karakteriserer et godt læringsmiljø?

Når dialogen er i centrum, er det et grundlæggende krav, at man kan synliggøre sine idéer. At vise ideerne visuelt er den hurtigste måde at udveksle viden. Her skaber elektroniske tavler nye muligheder for at vise, gemme og distribuere idéer hurtigt. Et andet grundlæggende element i et godt læringsmiljø er lette og fleksible møbler. Rum og indretning skal nemlig passe til undervisningsformen. De lette møbler gør det nemmere at skifte mellem undervisningsformer, da man altid kan møblere om, så det passer til situationen.

Kan omkostningen ved fleksibiliteten ikke være, at man skal bruge en masse energi på at omarrangere rummet og definere situationen på ny?

Jo. Det tager noget tid at omstille sig fysisk og mentalt til nye situationer. Det vores undervisere gør, er at starte lektionen med at skabe et sted, der understøtter den type undervisning, de skal have den dag. De studerende tager hurtigt ansvar for at flytte rundt ved fx hver at tage en stol, hvis underviseren lægger op til det. Men det er ikke blot møblerne, der skal være fleksible. Fleksibiliteten skal også tænkes ind i rummene.

Hvilke råd giver I til underviserne, der vil ændre deres undervisning?

Vi opfordrer underviseren til at fokusere på en problemstilling fx et emne, hvor de studerende har svært ved at gribe stoffet. De skal finde ét punkt, hvor de vil ændre deres undervisning. Det giver et godt udgangspunkt for udvikling, og ud fra dette ene fokus dukker der dog altid en masse andre nye idéer op.

Hvad må man aldrig gøre, når det handler om teknologi?

Helt grundlæggende er det vigtigt ikke at tage udgangspunkt i IKT-udbuddet. Der er mange eksempler på, at universiteter har købt teknologi uden at gennemtænke, om det faktisk kan muliggøre nogle aktiviteter, der er brug for. I USA har regeringen haft meget fokus på muligheden for automatisk at videooptage undervisningen. Men ingen har tænkt over, hvor lang tid det tager at gennemse optagelsen eller redigere i den. Derfor bruges det næsten ikke. De færreste af vores undervisere gør det. Udstyret har dog fået en anden anvendelse for de studerende, som kan bruge det til at vise deres universitetsoplæg til fremtidige arbejdsgivere.

Det er slet ikke meningen, at alle klasselokaler skal have de faciliteter, man finder i Wallenberg Hall. Rådgivningen handler derfor også om, hvordan man bibeholde undervisningsaktiviteterne udenfor Wallenberg. At anskaffe IT udstyret er en tung investering for nogle universiteter, men man kan sagtens implementere undervisningsmetoderne uden Wallenberg Halls tekniske faciliteter.

Cathrine Schmidt

Laboratorier

Afsnittet ser på laboratorierne på de danske universiteter og tegner et billede af de udfordringer, som universiteter og bygherrer står overfor, når de skal moderniseres.

Temaet er belyst med udgangspunkt i en undersøgelse af et udsnit af de natur-, sundheds-, veterinær- og ingeniørvidenskabelige laboratorier på fem danske universiteter. Undersøgelsen foregår netop nu og her vises det første uddrag.

Afsnittet præsenterer først den baggrund og nye krav, som møder laboratorierne: Bæredygtighed, faglig specialisering, fleksibilitet og ikke mindst nye samarbejdsformer.

Derpå giver en forsker og en driftansvarlig på et universitet deres bud på de behov, fremtiden byder på. Forskeren fortæller, hvordan glas frem for gips styrker samarbejdet, mens den driftansvarlige beretter om, at æstetik giver et mere sikkert arbejdsmiljø.

Afsnittet præsenterer arketypiske typologier for de laboratorier, vi ser i dag og derpå en første skitse af, hvordan de fremover kan moderniseres og tænkes, så de imødekommer de aktuelle udfordringer.

Fleksibilitet og bæredygtighed er de nye udfordringer

Nye samarbejdsformer og øget bevidsthed om byggeriets og bygningsdriftens indvirkning på miljøet er blandt de væsentligste udfordringer, når danske universiteter i fremtiden moderniserer og bygger nye laboratorier

Indretning og udvikling af forsknings- og undervisningslaboratorier er særdeles komplekst, og bygherrer og rådgivere på landets universiteter står overfor en stor udfordring, idet hovedparten af laboratorierne er planlagt og bygget for 30-40 år siden. Laboratorierne overholder myndighedernes krav til arbejdsmiljø, men for den væsentligste dels vedkommende er de opført til en anden måde at arbejde på end den, der er gængs i dag.

Når vi i dag taler om laboratorier, er der ikke længere bare tale om et arbejdsrum, men om et helt forskningskompleks. Til et forskningskompleks hører der også vejerum, depotrum, kontorer, studielokaler, sociale rum med frokostfaciliteter, opholdområder samt forskerhoteller og boliger til forskere og studerende fra ind- og udland. Forskningskomplekserne er en del af universitetets infrastruktur og fysiske planlægning.

Universitets- og Bygningsstyrelsen har, for at være rustet til udviklingen på området, iværksat en registrering og undersøgelse af størstedelen af laboratoriearealerne på de danske universiteter. De udgør ca. 40% af universiteternes samlede etageareal og registrering omfatter ca. 425.000 m² netto. Undersøgelsen har til formål at analysere standarden for at skabe et skøn over de forventede omkostninger til opgradering. Registreringen omfatter repræsentative faciliteter indenfor de natur-, sundheds-, veterinær- og ingeniørvidenskabelige laboratorier på fem danske universiteter. Registreringen, som efterfølges af en analyse og handlingsplan, vil kunne give et overblik over området og en mulighed for at prioritere indsatsen i de kommende år.

Men hvad er det så for nogle problemstillinger, der skal indarbejdes i planlægningen af rammerne for forskning og undervisning på universiteterne? Hvordan sikrer vi, at den fysiske planlægning på området kan tiltrække og understøtte de bedste forskere, undervisere og studerende? Og hvorledes udformer vi rammer, der er tilstrækkeligt robuste til at kunne imødegå de næste årtiers accelererende udvikling? Svarene er ikke entydige, men vi kan pege på en række områder, der bliver centrale i de kommende års planlægning.

The Blizard Building på Queen Mary, University of London til celle- og moleculærforskning. Nederst ses laboratorier, øverst arbejdspladser.

Et område er behovet for tværfaglighed. Robert Feidenhans´l og Jette Miller fra Niels Bohr Instituttet og Det Naturvidenskabelige Fakultet, KU, beskriver andetsteds i denne bog vejen til nye videnskabelige gennembrud som en flerfaglig smeltedigel. Her vil projekterne være i centrum, og den fysiske og indholdsmæssige opdeling af videnskaberne er forældet. En sådan virkelighed stiller krav til rumforløb, der både fremmer tværvidenskabeligt samarbejde og understøtter forskernes egen fagdisciplin, så de samtidigt bevarer og udvikler deres eget håndværk. Ligeledes fortæller professor på KU og DTU Søren Brunak i interviewet her i bogen, hvor essentielt det er at skabe åbne samarbejdsmiljøer, der nedbryder hierarkier og fremmer en vekselvirkning mellem fagområderne.

En anden problemstilling, der bliver central, er fleksibilitet. Samarbejde på tværs af fag, internationalt samarbejde og samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv peger på et behov for nye typer generiske og centralt placerede laboratoriearealer, som både har særligt teknisk udstyr og mere generelt udstyr. De vil kunne bruges af mange og skabe en bedre udnyttelse af laboratoriearealerne fordi de imødekommer skiftende forskerteams varierende behov.

Men fleksibilitet skal også tænkes ind i forbindelse med indretningen af det enkelte forskningskompleks. Hvilke faciliteter kan indrettes generisk? Har bygningen en struktur og indretning, der kan ændres? Giver indretningen mulighed for IKT-støttet undervisning og tværfagligt samarbejde? Det er spørgsmål der, hvis de besvares under planlægningen af indretningen, kan være med til at give laboratoriearealer større fleksibilitet.

Speciealisering er der i dag højere krav til. Tidligere har man tænkt laboratorier som alt på ét sted, men i dag flytter forskere sig efter det særlige udstyr og laboratorier. Det stiller nye krav til universiteter om strategisk at overveje, hvilket udstyr, der skal være hvor, hvilket arbejdsmiljøleder på DTU Lene Hjerrild omtaler i interviewet her i bogen. Når en forsker opholder sig to uger et sted, laver forsøg, rejser hjem og analyserer, kunne det også være relevant at tænke i forskerhoteller og faciliteter, der understøtter det korte ophold.

Fokus på bæredygtighed er et nyt område. Tænkes bæredygtighed med helt fra planlægningen over projekteringen til driften af laboratorierne, optimeres muligheden for at reducere det samlede ressourceforbrug og beskytte miljøet. Bæredygtigt byggeri og renovering kan understøtte adfærdsændrende tiltag og være en del af universitetets strategi. Det satser flere universiteter også på i øjeblikket.

Endelig er en central problemstilling i forbindelse med modernisering og nybyggeri konstruktionen. Skal vi fortsat modernisere og bygge laboratorier, så de kan holde i mange årtier fremover, når nu indretningen i laboratorieområderne skal fornyes med en langt hurtigere takt? Et alternativ kan være huse, der holder i en kortere periode og er bygget af genbrugelige materialer. Et andet alternativ kunne være en bærende konstruktion, der bygges robust med lang holdbarhed og lette, nye laboratorieenheder af genanvendelige materialer, der løbende kan udskiftes. Altså en form for Plug and Play.

Strategisk planlægning og handleplan

De mange centrale problemstillinger stiller krav til en langsigtet, fysisk planlægning, der giver bygherren mulighed for at understøtte universitetets strategi og prioritere processen. Det er væsentligt at laboratorieområderne integreres og tænkes sammen med universitetets overordnede planlægning og infrastruktur for at udnytte potentialet fuldt ud. Den store opgave bliver ikke mindst at inddrage og modernisere de mange eksisterende arealer og herunder tage stilling til klassificering, arbejdsmiljø og drift.

Registreringen af de danske laboratoriearealer bliver fulgt op af analyser, et idekatalog samt en handlingsplan, der peger på, hvordan man kan imødekomme udfordringerne. Vi kan allerede nu se på de eksisterende typologier og lære hvilke udfordringer, der venter, ligesom vi kan se de første skitser på, hvordan fremtiden ser ud. Det vil primært ske gennem ombygning og modernisering af de mange eksisterende laboratoriearealer, men suppleres af nyt byggeri, hvor det viser sig mest hensigtsmæssigt og rentabelt.

Lene Schaumburg

Fremtidens laboratorier er fleksible og gennemskuelige

Hierarkiske strukturer skal nedbrydes, og der skal være mere glas end gips i fremtidens forskningscentre

Interview
Søren Brunak, professor og centerleder på Center for Biologisk Sekvensanlyse, DTU Hvad er de vigtigste elementer i forskning på topniveau i forhold til de fysiske rammer?

Der er to vigtige udfordringer med hensyn til forskningsmiljøer. For det første at indrette forskningsmiljøer, så de ikke skaber hierarkier men nedbryder dem. Og for det andet at skabe rammer, der fremmer en vekselvirkning mellem forskellige faglige områder.

Der er mange forskellige forskertraditioner. Internationalt er det særligt tydeligt. I England er der f.eks. tradition for en meget flad struktur med en synlighed baseret på resultater, som understøttes i mange af de nye laboratoriemiljøer. I Frankrig derimod er der en mere hierarkisk struktur, hvor forskerne højest i hierarkiet ”fylder det hele” og har de bedste forhold. Danmark har traditionelt en struktur, der er en mellemting mellem de to landes strukturer. Jeg mener, at vi med generiske, fysiske rammer skal skabe udfoldelsesmuligheder til den enkelte, som det f.eks. sker i England.

Det er ofte yngre forskere længere nede i systeme, der tager initiativ til forskning, som ligger på grænsefladen mellem forskellige forskerområder. Initiativerne fremmes af faktorer som f.eks. åbne, gennemskuelige miljøer, der understøtter samarbejde; traditioner, der aktivt bryder grænserne mellem forskningsområderne ned; kommunikations- og IT-muligheder, der er integrerede i forskermiljøet; og rammer, der befordrer udadvendt adfærd. Der skal være mere glas end gips, når forskningscentre indrettes i fremtiden.

Hvad er de optimale rammer for et forskningscenter med forsknings- og undervisningsaktiviteter herunder laboratorier?

De optimale rammer er en matrixinspireret organisation med stor fleksibilitet, der kan håndtere, at behovene løbende og hurtigt ændres.

Noget af det vigtigste er, at få folk til at mødes og gerne på nye måder. Udfordringen med at bringe forskere sammen er blevet større i takt med, at mange forskere arbejder meget hjemme og rejser meget.

Det er problematisk, at mange forskermiljøer er uden ret mange mødefaciliteter. Der er ikke køkkener med ordentlige kaffemaskiner, komfurer og mikrobølgeovne, hvor den uformelle kontakt opstår naturligt. Så gode mødelokaler og gerne andre, uformelle forskertorve, og brainstorming-områder med sofagrupper og gangarealer, der indrettes med små siddegrupper, er helt essentielle.

Det er karakteristisk for forskningsbaseret undervisning, at vi har megen projektkontakt. Her er det optimalt med sofamiljøer, brohovedkontorer med kommunikationsskærme og kameraer samt gennemgangsarealer, der også udnyttes til andre funktioner. Forskningsmiljøer skal ikke indrettes, så de kun fungerer fra 9 til 17. Folk skal have mulighed for selv at lave mad og opholde sig der på alle tidspunkter. Det er ligeledes vigtigt, at de studerende pladsmæssigt tænkes ind i forskningscentrene og ikke blot placeres i centrale studentercentre. På Center for Biologisk Sekvensanalyse, hvor jeg er centerleder, har vi indrettet store opholdsområder med sofamiljøer af moduler, der kan sammensættes på mange forskellige måder. Det fungerer meget produktivt og bliver brugt til projektarbejde, uformelle møder og socialt samvær.

Hvilke erfaringer har I med virtuelt udstyr og IKT-støttet undervisning?

Vores erfaringer med virtuelt udstyr er, at det skal være en integreret del af forskermiljøet for at blive brugt. Er det meget kompliceret at bruge, så bliver det ikke brugt. Hvis der f.eks. er mulighed for IKT-støttet undervisning i undervisningslokaler og laboratorier, så bliver det en integreret del af undervisningen. Det fremmer også nedbrydningen af en traditionel, hierarkisk struktur, når alle har de samme muligheder. MSN Messenger er også et godt eksempel på en ukompliceret teknologi, og vi har skabt mange videnskabelige artikler på baggrund af dette redskab, selvom dem, der arbejder tæt sammen, fysisk sidder i Lyngby, Heidelberg og Boston.

Er der eksempler på forskningscentre, som har de kvaliteter du nævner?

Det nye biokemicenter på Oxford Universitet i England er et godt eksempel på et forskermiljø, der har mange af de kvaliteter, som jeg efterlyser – altså fleksible, åbne rumforløb, der understøtter samarbejde og tværfaglighed.

Lene Schaumburg

Indeklima og ergonomi

Driften skal tænkes ind allerede i planlægningsfasen. Vi skal i langt højere grad bruge centrale enheder som undervisnings- og speciallaboratorier for at få bedre indeklima og bedre ergonomi

Interview
Lene Hjerrild, arbejdsmiljøleder og kemiingeniør, DTU.

Lene Hjerrild har gennem en årrække haft ansvaret for arbejdsmiljøområdet på DTU, Danmarks Tekniske Universitet, og deltager i planlægningen af alle større byggesager, både renoveringer og nybyggerier. Målet er at udbrede og implementere en høj arbejdsmiljøstandard, der samtidig tager hensyn til universitetets interesser i forbindelse med den senere brug og drift af områderne.

Hvad oplever du, er det væsentligste med hensyn til arbejdsmiljø i forsknings- og undervisningslaboratorier?

De vigtigste ting, mener jeg, er indeklima og ergonomi. Altså at forskerne arbejder i justerbare, lukkede systemer og derfor undgår påvirkning fra de stoffer, de arbejder med. Vi har brug for beskyttede arbejdspladser, der kan tilpasses den enkeltes fysiologi.

I undervisningslaboratorier er overskuelighed desuden vigtig af hensyn til pædagogikken. Det er også vigtigt, at der er tilstrækkeligt med støttefunktioner til de studerende som f.eks. garderober til frakker og tasker, som ellers hvis smidt på gulvet udgør et sikkerhedsproblem. De studerende har jo ikke et kontor eller et andet tilholdssted, hvor de kan komme af med deres ting.

Hvad mener du, er de optimale rammer for et forskningscenter med forsknings- og undervisningsaktivitet?

Fleksibilitet er også centralt i forhold til tilslutningsmuligheder for installationer i vores laboratorier, så opstillingerne kan ændres og indretningen laves om. Det er også optimalt, hvis inventaret kan flyttes og højdereguleres. Det ser man næsten ikke i laboratorieområder, men her er det lige så vigtigt som i kontorområder, hvor der efterhånden er indført regulerbare borde og stole alle vegne. Det giver en masse ryg- og nakkeproblemer, at der ikke er hæve-sænke-borde og højderegulerbare stole i laboratorierne.

Det er en god idé, at laboratorier og støttefunktioner ligger i umiddelbar nærhed af hinanden, så der ikke er langt til kontorer, køkkener, garderober osv. De sociale funktioner er særdeles vigtige for et velfungerende arbejdsmiljø.

Undervisningslaboratorier foreslår jeg etableret som centrale undervisningslaboratorier til større grupper af bachelorstuderende, som institutterne kan booke sig ind på. Det ville sikre en langt bedre udnyttelse af ressourcerne og dermed gøre det nemmere at sikre gode faciliteter, og løsningen er samtidig meget fleksibel og giver alle de samme muligheder. I dag har man særlige lokaler til uorganisk kemi, organisk kemi, teknisk kemi og særlige lokaler til biologiske kurser. Disse lokaler er ikke fuldt udnyttet, idet de kun huser kurser inden for det konkrete fagområde. Centrale undervisningslaboratorier kan sikres fuld udnyttelse – det eneste krav er et fleksibelt laboratorium som nævnt ovenfor.

Er der tekniske forhold, der kan skabe optimale laboratorier?

Noget, der ikke fungerer i mange forskningscentre, er transportforholdene til støttefunktioner og mellem laboratorierne. Det skal tænkes ind, når nybyggeri eller moderniseringer planlægges, så arbejdet med stoffer hele tiden foregår på klassificeret område.

Bæredygtighed og drift skal planlægges ind fra starten. Ofte glemmes f.eks. en funktion som vareindlevering, og en sådan relativ simpel funktion bliver et problem, når der efterfølgende skal etableres læsserampe, porte mv., og når vareindleveringen er placeret ved siden af indblæsningsanlægget til ventilationen!

Affaldsproblematikken skal også tænkes ind, og mængden af farligt affald minimeres. Det skal være muligt at destruere så meget affald som muligt på stedet, f.eks. autoklavering af smittefarligt affald, kemisk destruktion mv. Og så skal der etableres ordentlige opsamlingsmuligheder og let tilgængelige opbevaringsmuligheder til det affald, der skal sendes videre.

Jeg mener, at alle laboratoriearealer skal have justerbar solafskærmning, og at materialerne skal være robuste. Faktisk bør alle laboratorier i dag kunne klare GMO-klasse-1-kriterierne som minimum [henviser til ”Arbejdstilsynets vejledning om klassifikation af laboratorier til genteknologisk arbejde”, red.], for at de er tilstrækkeligt rengøringsvenlige. Det vil også medvirke til større fleksibilitet, hvis der er et mere ensartet niveau på laboratorieområdet.

Blandt byggefagfolk diskuteres det, hvilken type bygninger, der skal bygges til at huse laboratorier i de kommende år. Der skelnes mellem huse af tunge materialer, der kan holde i mange år og lette materialer med begrænset holdbarhed. En tredje variant er en tung, langtidsholdbar hovedkonstruktion med lette laboratorieelementer, der kan skiftes i takt med ændrede behov. Du har været involveret i mange byggerier og ombygninger på DTU. Hvad mener du om de skitserede scenarier?

Jeg synes, det er genialt med en langtidsholdbar hovedkonstruktion og så lette, udskiftelige laboratorieenheder, der kan tilpasses skiftende behov. Men en vigtig pointe er, at det skal involvere et højt æstetisk niveau. Det er nemlig min erfaring, at hvis lokalerne er attraktive at bruge, så passer brugerne langt bedre på dem og arbejder mere ansvarligt. Det gavner på den måde også sikkerheden i laboratorieområderne.

Hvilke udfordringer tror du, vi kommer til at arbejde med i fremtiden på laboratorieområdet?

Jeg tror, vi skal arbejde med centrale, specialiserede laboratorier, der kan bruges af alle. Altså laboratorier med kostbart specialudstyr, som så hele tiden kan ajourføres. Det ville også fremme samarbejde. I den forbindelse er det også interessant at overveje laboratoriehoteller, hvor man kan leje sig ind i afgrænsede perioder, så det ikke kun er universitetet, der har glæde af faciliteterne, men også andre universiteter og private firmaer.

Lene Schaumburg

Fra cellelaboratorier til tværfagligt samarbejde

Forskernes arbejdsmetoder har ændret sig og den traditionelle undervisning suppleres af nye undervisningsmetoder og det kræver moderniseringer af nutidens laboratorier. Et kig på de eksisterende bygninger giver et indtryk af, hvordan man fremadrettet kan arbejde med planlægningen, så de opfylder fremtidige krav

En stor del af det eksisterende laboratorieareal, der findes på de danske universiteter, kan opdeles som tre typer. Det er typisk planlagt omkring en eller to midtergange, der giver adgang til laboratorier, kontorer og hjælperum.

En stor del af disse laboratorier er planlagt og indrettet i en anden tid med andre forudsætninger. En tid, hvor forskningen og størstedelen af samarbejdet stort set kun foregik i laboratorier og kontorer på universitetet. Udvekslingen af forskningsmateriale skete via brevpost og lejlighedsvis på konferencer og forskningen var traditionelt var opdelt efter fag.

Indretningen understøtter derfor mest ro til fordybelse og forskning i små forskerteams sammensat af forskere fra samme faggruppe. Der er få eller ingen fællesfunktioner som f.eks. mødelokaler, køkkener og opholdsområder, der indbyder til uformelle samtaler og nye samarbejder. Bygningernes karakter er lukket med lange gange uden lys og kig ind til de mange celler, laboratorier og kontorer. De centrale rum er trapperum og gange, og opholdsområder og torvefunktioner har traditionelt ikke været tænkt ind i bygningen.

Danske forsknings og undervisningslaboratorier i dag

Universitets- og Bygningsstyrelsen har netop afsluttet en vurdering af den bygningsmæssige kvalitet af laboratorierne på Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Århus Universitet og Ålborg Universitet. Udover den kvalitative vurdering af indretningen er det registreret, hvilke bygningstyper, der er de mest anvendte på de registrerede 425.000 m² netto. I undersøgelsen indgår både undervisningslaboratorier (5%), forskningslaboratorier (32%) og hjælperum som kontorer, gange og servicearealer (63%).

Én væsentlig forskel på undervisnings- og forskningslaboratorierne er, at undervisningslaboratorierne typisk har større rum beregnet til 20-40 studerende. Undervisningslaboratorier i de ældre bygninger er placeret i selvstændige bygninger, mens de i nyere bygninger er tilknyttet forskningslaboratorierne. Undervisnings- og forskningslaboratorierne kan opdeles i tre grundlæggende typer, som går igen i registreringen, når vi kigger på de fysiske rammer. En gennemgang af arketyperne er med til at give et overblik over, hvor udfordringerne er, og hvordan de kan takles.

De tre typologier repræsenterer en væsentlig del af de danske undervisnings- og forskningslaboratorier. En gennemgang af arketyperne er med til at give et overblik over hvor udfordringerne er, og hvordan de kan tackles.

Type 1

De ældste laboratorieområder, typisk bygget før eller i 60´erne, er bygget op med en central og lang gang med to rækker af lige store celler på begge sider af gangen, hvor der er både laboratorier og kontorer. Forskerne har typisk eget kontor, mens assistenter og ph.d studerende har kontorarbejdsplads i selve laboratoriet. Adgangen til laboratorier og kontorer kan ofte kun foregå via gangen. 15% af de registrerede laboratoriearealer er type 1.

Strukturen er ikke særlig fleksibel og understøtter ikke samarbejde og tværfaglighed. Der er ikke taget højde for fællesfunktioner som større mødelokaler og opholdsområder. De ensartede små celler med gangforløbet imellem gør det vanskeligt at skabe større sammenhængende laboratorie- og opholdsarealer på tværs af gangen ved ombygninger. En fordel ved denne type bygninger er, at der vil typisk vil være mulighed for at flytte skillevægge og ændre på cellernes størrelse.

Type 2

Denne type er typisk fra 70'erne og 80'erne og har en lang gang med kontorer på begge sider. Gangen er her asymmetrisk placeret, og rumstørrelsen varierer. Der er mindre celler til kontorer på den ene side af gangen og større celler til laboratorier på den anden side. Et skøn lyder, at 45% af de registrerede laboratoriearealer er af denne type. Her er tilsvarende problematikker med manglende fleksibilitet som type 1. En særlig ulempe ved type 2 er, at der ofte er tale om en forholdsvis smal bygning.

Type 3

I de nyere bygninger som er bygget fra 70´erne og frem, er laboratorieområderne placeret omkring to parallelle gangforløb. 20% af de registrerede laboratoriearealer består af denne type. Adgangen kan typisk ske fra såvel gangarealet som via en intern, sekundær gangforbindelse fra laboratorium til laboratorium. Det giver et bedre flow i bygningen og kan være med til at forhindre kontaminering, fordi forskerne ikke er tvunget til at færdes på gangarealer, der er uklassificeret område. De sekundære ganglinjer kan også medvirke til at understøtte kommunikation og tværfagligt samarbejde.

De nyere typer har nogle af de samme problematikker med manglende fleksibilitet som de foregående typer. Indretningen kan også her være bundet af de bærende konstruktioners placering i den relativt stramme struktur. Fordelen ved denne bygningstype er, at dybden er forholdsvis stor, hvilket giver mulighed for at etablere en variation af små og store rum. Én af midtergangene kan nedlægges, og der kan laves dybe laboratorier eller auditorier. Dog kræver det, at vinduesarealet er stort, så der også kommer lys ind i midten af bygningen.

Fokusområder for fremtiden

Registreringen skal bruges til at give en vurdering af moderniseringsbehovet i de danske universitetslaboratorier. Den undersøger derfor de tekniske aspekter som f.eks., hvor nedslidte rummenes overflader og inventar er, hvor gamle installationerne er, og om der er asbest. Man har konstateret, om der er varmegenindvinding på ventilationsanlæggene og registreret etagehøjder. Registreringen afdækker dermed ikke, om bygningerne er hensigtsmæssigt indrettet, om indretningen passer til funktionen, eller om der stadigvæk er behov for den pågældende funktion. Den kigger heller ikke på laboratoriernes risikoklassifikationsniveau i forhold til hvilken type forskning, der foregår i laboratoriet.

Registreringen og analysen er endnu ikke afsluttet, men peger allerede på flere vigtige fokusområder som konstruktioner, installationer, overflader og opdelingen i undervisnings- og forskningslaboratorier.

Et grundlæggende problem i en del bygninger er lav rumhøjde og utilstrækkelig plads til nye installationer. Det gør det både vanskeligt og omkostningskrævende, at modernisere arealerne.

En del af installationerne er nedslidte og ventilationsanlæggene har ikke varmegenindvinding. Der er således et potentiale for energibesparelser. En del overflader og inventar er også nedslidte. Der skal planlægges hvordan arbejdstilsynets krav mht. klassifikation og arbejdsmiljø skal indarbejdes i de kommende års moderniseringer.

Registreringen peger også på, at mange undervisningslaboratorier ikke længere er indrettet og bestykket, så de kan understøtte undervisningen tilstrækkeligt. Det har i dag den uhensigtsmæssige konsekvens, at forskningslaboratorier, der ikke er indrettet til undervisning, inddrages til undervisningsbrug. Det tyder på, at der er behov for opgradering af mange undervisningslaboratorier, så forskningslaboratorier ikke benyttes til undervisning. Alternativt kan der indrettes flere forskningslaboratorier og en del af de eksisterende anvendes fremadrettet til undervisning.

Udfordringerne

Registreringen peger på en række udfordringer i arbejdet med laboratorier i de kommende år. Hvis tværfaglighed og faglig og social udveksling, skal være centrale værdier, må man i planlægningen af fremtidens laboratorier ændre tankegangen fra, at det er bygningen og en fast struktur, der er udgangspunktet, til at det er mennesket og samarbejdsformerne, der er i centrum.

Lene Schaumburg

Fremtidens laboratorier - en visualiseringsmodel

Hvordan kan man planlægge laboratorier fremover, så de svarer til de nye krav til f.eks. fleksibilitet, miljø og samarbejds- og undervisningsmetoder? En visualiseringsmodel tegner et scenarie og kan samtidig hjælpe til at samle op på de funktioner og sammenhænge, der skal tænkes ind i det indledende arbejde med at udforme fremtidens laboratorieområder

Universitets- og Bygningsstyrelsen har som led i ”Projekt Campus” undersøgelsen af laboratorieforholdene på danske universiteter afholdt workshops med deltagelse af forskere og rådgivere for at belyse problematikkerne omkring laboratoriebyggeri og finde nye løsninger. Udviklingsarbejdet er ikke afsluttet, men de afholdte workshops har foreløbig resulteret i en model, der samler op på de funktioner og sammenhænge, der skal tænkes ind i det indledende arbejde med at udforme fremtidens laboratorieområder.

Modellen er bygget op om fem skalatrin og er en visualisering af de mange faktorer, der skal tages højde for ved indretning af laboratorier – både moderniseringer og nybyggeri. Modellen indgår i et idekatalog, som udviklingsarbejdet resulterer i.

Fra atomer til levende organisme

Traditionelt starter planlægningen af bygninger oppe fra med de overordnede strukturer, konstruktive principper og hovedforsyninger, og først meget langt henne i processen kommer man til den enkelte arbejdsplads. Men ved at starte nede fra og arbejde sig op bliver brugernes praksisser helt centrale i indretningen.

01
Arbejdspladsen. Laboratoriemøblet konfigureres fleksibelt tilpasset den enkelte bruger – Plug and Play

02
Arenaen er det centrale sted i laboratorieenheden, hvor ny viden opstår. Den kan hurtigt indrettes og ombygges til nye tværfaglige projekter med møbelsystemer, specielt udstyr og mødepladser

Modellen er bygget op over fem skalatrin spændende fra laboratoriemøblet til hele universitetet. Modellen dækker ”Arbejdspladsen”, ”Arenaen”, ”Enheden”, ”Centeret” og ”Universitetet”.

Som en fraktal struktur, hvor der startes med de mindste atomer, der ved mutation udvikler sig til en stor levende organisme kan flere Arbejdspladser sammenstykkes på arenaen. ”Arenaen” knyttes til hjælpefunktioner og laboratorier og bliver til en ”Enhed”, der igen kan sættes sammen til ”Centre” og derpå hele ”Universiteter”.

Modellen skal bruges nedefra og op ligesom man skal lave en tilsvarende proces oppe fra, hvor overordnede funktionelle, bymæssige og arkitektoniske hensyn bliver udstukket. Dernæst flettes de to veje sammen.

01 Arbejdspladsen

Den enkelte arbejdsplads i laboratoriet skal hurtigt kunne tilpasses den enkelte forsker eller studerendes skiftende behov og fysiologi. Ud over hæve-sænke arbejdsbord består den af fælles basisinstallationer (stinkskabe, vægte mv.). Arbejdspladsen hører til et fagspeciale og er indrettet derefter.

Traditionelt starter nyindretning eller ombygning af et laboratorium med et projekt for de enkelte bygningsdele: Installationer, møbler og overflader. Hvert laboratorium indrettes efter brugernes specifikke ønsker. Behovet for mere alsidig brug og hurtig omstilling kunne tale for at gå bort fra traditionel fagopdelt projektering og i stedet arbejde med konfigurering af sammenhængende inventar og installationssystemer, såkaldte Plug and Play systemer.

02 Arena

Projekter kan planlægges på tværs af faggrænser, men opdagelser kan også ske mere eller mindre tilfældigt ved at forskere med forskellig baggrund inspirerer hinanden og får øje på nye perspektiver. Arenaen er et centralt sted i forskningsenheden, hvor ny viden opstår og deles med andre. Tidligere foregik forskningen i små lukkede laboratorier, hvor den enkelte forsker værnede om sit projekt. I fremtidens laboratorium er der en arena, hvor forskerne optræder og udstiller deres viden og eksperimenter. Her kan de forvente løbende at få kommentarer og forslag til ændringer, nye indfaldsvinkler og nye projekter. Forskningen bliver transparent.

Resultater skal udstilles og kommunikeres. På arenaen kan der f.eks. være opbygget en prøveopstilling bag glasvægge. Opstillingen skal stå der i det halve år, forskningsprojektet varer. Ikke så langt derfra afholder en forskergruppe videokonference med deltagere i Japan og USA.

Arenaen kan blive brugt af forskere og studerende fra flere fagspecialer. Den er indrettet med de beskrevne laboratoriemøbler, specialopstillinger eller særligt krævende og dyrt udstyr, der kan bruges af mange forskellige forskere og rum til socialt samvær. Det kan være et stort åbent rum, eller det kan være underopdelt til specielle processer og afskærmet, typisk af glasvægge.

Arenaen skal hurtigt kunne ryddes eller bygges om til nye projekter. Her er altså også tale om Plug and Play princippet, hvor basisinstallationer er fremført til opkoblingspunkter.

03 LaboratorieEnhed

Rundt om ”Arenaen” ligger laboratorier som har basisinstallationer, hjælpelaboratorier, apparatrum, kontorer, studie- og skrivepladser og rum til fordybelse. Tilsammen udgør det en ”LaboratorieEnhed”. Opmærksomheden i enheden er rettet mod de mangeartede aktiviteter i arenaen.

03
Enheden er organiseret rundt om arenaen, og indeholder laboratorier med basisinstallationer, hjælpelaboratorier, apparatrum, kontorer, studie- og skrivepladser og rum til fordybelse

04
Centret består af en række enheder. Det er transparent og imødekommende med optimalt overblik over igangværende projekter. Mellemrummet mellem enhederne indeholder de nære sociale rum og den nære natur.

05
Universitetet består af en række centre. Mellemrummet mellem centrene indeholder de store fælles sociale mødesteder, naturen og byen.

Den faglige enhed består af måske 20-40 forskere, assistenter, studerende og administratorer. De enkelte fagspecialer stiller specifikke krav til en basisindretning, f.eks. har kemikerne som regel behov for at kunne arbejde sikkert i stinkskabe. Og biologer, der arbejder med genmodificeret materiale, stiller særlige krav til rengøringsvenlige overflader, og i nogle tilfælde til beskyttelse af produktet i LAF-bænke eller beskyttelse af personalet med sikkerhedsbænke. Mange faggrupper har brug for at placere vægte på særligt stabilt underlag og med lokalt sug. Herudover er der brug for hjælpefunktioner så som laboratorieopvask, kølerum og mørkekamre.

Laboratoriet er imidlertid ikke en 8-17 arbejdsplads, men en døgnåben funktion. Den fagspecifikke basisindretning skal derfor kunne findes i “Enheden”, men for at udnytte laboratoriekapacitet og udstyr optimalt, er det ikke dedikeret enkelte brugere. Forskeren og den studerende booker sig ind på en plads eller et forsøg. Som en slags New Ways of Working princip for laboratorier, hvor man ikke har private arbejdsrum, men aktiviteten definerer arbejdspladsen for den enkelte.

04 Center

Afhængig af universitetets og fagområdets størrelse rummer ”Centret” måske 20-30 faglige enheder. Projekter løses på tværs af disse enheder. Det har også vist sig, at frafald blandt studerende er mindst, hvor de knyttes tæt til forskermiljøet og bliver en del af det nye og spændende.

Centret er dels meget transparent og imødekommende, hvor alle har optimalt overblik over igangværende projekter, ligesom der er huler og dagligstuer til at trække sig tilbage i.

Afhængig af den bymæssige lokalitet, kan landskabet trækkes tæt på bygningen eller ind i bygningen. Den tekniske og sociale intensitet får modvægt – en oase til ro og fordybelse.

05 Universitet

Universitetscentre kan spredes på flere campusområder eller samles til et centralt ”Universitet". Antallet af centre, der indgår i et universitet, kan variere meget afhængigt af geografisk opdeling, antal studieretninger, historik osv.

Centrenes placering og særlige udstyr planlægges strategisk i forhold til helheden på campus. Centrets åbningstider, dagsrytmer og aktivitetszoner har en indflydelse på måden man vil opleve den faglige aktivitet og liv, der er på hele campus som helhed.

Mellem de fem skalatrin

Mellem de fem niveauer findes ”Mellemrummet”. Her ligger måske et af nøgleordene for indretning af fremtidens laboratorium. Mellemrummet er stedet, hvor fagspecialer mødes, og ny viden opstår. Der hvor forskere og studerende mødes på tværs af fag og position. Mellemrum skaber ikke afstand, men forener. I mellemrummene placeres de tværfaglige og sociale funktioner.

Hvilke funktioner, der placeres i mellemrummet afhænger af, hvilket skalatrin man opererer på. På arenaniveau kan det være køkkener med kaffemaskiner, hvor uformelle kontakter opstår. På enhedsniveau er det måske projektområder med møbler, der kan understøtte samarbejde og udveksling. På centerniveau kan det være brohovedkontorer med IKT udstyr eller uformelle forskertorve. På universitetsniveau er mellemrummene universitetets infrastruktur, som f.eks. servicefaciliteter, spisesteder, centrale studentercentre, sportsfaciliteter og boliger til undervisere, forskere og studerende.

Fremtiden

Morgendagens komplekse udfordringer på laboratorieområdet vil kræve planlægning. De mange eksisterende, utidssvarende laboratoriearealer skal gøres til en levende organisme af tidssvarende laboratoriecentre. De skal være baseret på fremadrettede værdier, der kan tiltrække og fastholde forskere og undervisere på højde med verdens bedste universiteter.

Lene Schaumburg Afsnittet om laboratorier bygger på materiale fra Universitets- og Bygningsstyrelsens laboratorieundersøgelse, som er lavet i samarbejde med Cowi, NNEpharmaplan og RH Arkitekter og Dalux. Afsnittet er redigeret af Mikala Holme Samsøe.

Denne side er kapitel 4 af 8 til publikationen "Campus og Studiemiljø".

© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2009. Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.