1. CAMPUS
Historisk
Internationalt
Dansk
Finn Junge Jensen, rektor CBS, Temamøde i UBST
Campusområder er steder, hvor der sker noget levende. Udenlandske studerende og udenlandske forskere tiltrækkes af et levende miljø.Hvis vi vil tiltrække de bedste udenlandske kræfter, må vi starte med campusområdet
Tre perspektiver
De følgende artikler betragter campusplanlægningen ud fra tre forskellige perspektiver. Tilsammen giver de et billede af, hvad campusområder er, og hvordan de har udviklet sig.
Det historiske perspektiv kigger på, hvordan man de seneste 800 år har bygget universiteter med udgangspunkt i to traditioner. I den ene omslutter universitetet sig selv, og i den anden åbner det sig mod omverden og byliv. De er egentlig modsætninger, men komplimenterer også hinanden på en måde, som er brugbar for nutidens behov for både dynamik og fordybelse.
Det internationale perspektiv beskriver grundlæggende historiske og kulturelle forskelle på den amerikanske og den europæiske campustypologi og foreslår, hvordan vi kan udvikle en europæisk campusmodel.
Det danske perspektiv beretter om, hvordan dansk universitetsplanlægning har udviklet sig i nyere tid. I starten var det en ad hoc præget aktivitet, men i dag ser vi en mere strategisk planlægning, som har konsekvenser for den omkringliggende by.
Universitetet og byen – to traditioner
Af Claes Caldenby, professor i arkitekturteori ved Chalmers, Gøteborg. Har skrevet om universiteter og universitetsmiljøer. Er forfatter til bogen “Universitetet och Staden” fra 1994.To forskellige syn på videnskaben afspejler sig i universitetets bygninger og dets fysiske relation til byen. Videnskaben kan enten ses som værende drevet af indre kræfter eller af interaktion med omverdenen. Artiklen giver et historisk blik på opbygningen af universiteterne og bevægelsen mellem universitets fordybelse og byen som dynamisk ”omverden”
Universitetet og byen – to traditioner
Idéhistorien har længe arbejdet med to perspektiver på kræfterne bag videnskabens forandring. Det ene perspektiv ser videnskaben udviklet af indre drivkræfter, idet der opstår modsætninger i et tankesystem, der finder løsninger. Det kaldes det internalistiske perspektiv. Det andet perspektiv hævder, at ”virkeligheden” opstiller problemer og skaber forudsætningerne for videnskabens udvikling. Det kaldes det eksternalistiske perspektiv. De to perspektiver kan også bruges til at beskrive universiteternes fysiske organisering og deres relation til byen. Den ene mere lukket og den anden mere integreret i byen. Striden mellem de to perspektiver har til tider været hed. Det er samtidig en udbredt opfattelse, at de to perspektiver komplimenterer hinanden.
I universitetets fysiske organisering ses det internalistiske perspektiv ved et sluttet uforstyrret miljø af specialiserede sandhedssøgende og intellektuelle diskussioner på højt niveau. Det eksternalistiske perspektiv handler om universitetet som stærkt involveret i samfundsudviklingen, både i de problemer man tager op, og i hvordan viden anvendes. Derfor er universitetet i dette perspektiv også afhængig af at være et åbent mødested for forskellige strømninger af tanker – velintegreret i byen.
I efterordet til bogen ”The University and the City” 1988 skriver redaktøren Thomas Bender om forskelle og ligheder mellem universiteter og byen. Byen, mener han, er en ”åben heterogenitet”. Heterogeniteten hentyder til mangfoldigheden og de indre modsigelser ved hver kompleks institution. Universitetet er en ”halvlukket heterogenitet” (semicloistered heterogeneity). Halvlukketheden er en balancegang mellem universitetets indre verden (den klosterlignende lukkethed) og deltagelsen i den ydre sammenhæng. Grænsefladen mellem universitetet og dets omgivelser bliver et vigtigt rumligt aspekt.
To traditioner
Gennem 800 års historie af universitetsbygninger løber der to traditioner. Til den internalistiske tradition hører kollegiet, det amerikanske campus og det, man kan kalde, eksternuniversitetet. Til den eksternalistiske tradition hører universitas, institutionsuniversitetet og citycampus. Disse traditioner er i højeste grad levende, både i kraft af bygninger, der stadig er i brug, og i kraft af synspunkter, som videreføres i nye byggerier. Jeg vil skiftevis beskrive den internalistiske og den eksternalistiske tradition gennem en række eksempler.
Kollegiet
Kollegiet blev ved hjælp af donerede midler grundlagt i middelalderen som en stiftelse. Det havde sine statutter, som styrede lærernes og de studerendes liv. Collegio di Spagna i Bologna fra 1367 anses ofte som det første specialiserede universitetsbyggeri i Europa. Dets forbillede er tydeligt klosteret. Inden for en lukket mur ligger en kvadratisk to etagers bygning omkring en indre gård. Her sover, spiser og studerer lærere og studerende i en verden for sig. Ved gårdens ene side ligger en kirke, præcis som kirken ved Klostergården.
Kollegietraditionen lever videre i de engelske ”colleges”. I Oxford er collegeområder spredt ud over byen med boliger og undervisningslokaler omkring store ”quadrangles”, som oftest med en kirke ved den ene side. Cambridge er mere opdelt i en række med college på den ene side og byen på den anden side – den modsætning, som på engelsk kaldes ”town and gown”.
Universitas
Universitas betyder ”lav” her specielt lavet af universitetslærere. De tidligste universiteter var ikke fysisk forankrede institutioner, de kunne faktisk flytte sig fra by til by med deres lille bogsamling. De havde ingen specialbyggede lokaler, men lejede sig ind i byens almindelige huse. Dog gerne i én del af byen, ligesom andre lav hørte til i sine gader. Universitetets gade kunne hedde ”Skolegaden”, ”Boggaden” eller noget lignende. I det centrale København hed den ”Studiestræde”.
Til større samlinger og højtideligheder brugte man byens kirke. Et vigtigt aspekt af universitas var, at de studerende, ligesom lærerne, dannede deres eget lav, og at de havde en tydelig selvstændighed til dels adskilt fra kollegiet.
Campusuniversitetet
Campusuniversitetet er oprindeligt en amerikansk tradition. Det tidligste belæg for begrebet findes i et brev fra 1774 om Princetons universitetsområde. De amerikanske universiteters tradition stammer fra de første engelske kolonialister med baggrund i Oxford og Cambridges colleges. I Amerika fandtes der ikke middelalderbyer. Desuden blev universiteterne ofte opført ude ved ”the frontier”, da deres primære opgave var at uddanne præster. Det blev nemlig anset som vigtigt at udføre missionsvirksomhed blandt indianerne. Her var der ingen forudsætninger for omkransede gårde. Kvadraten blev til ”yard” eller ”ground”. Efter selvstændigheden spredte begrebet campus sig og kom til at betegne ikke blot græsplænen foran hovedbygningen, men hele universitetsområdet. Fra kollegietraditionen havde man stadig ideen om, at universitet skulle tage ansvar for hele den studerendes liv, endda også bolig og fritid fx idræt. Universitetet stod ”in loco parentis”, dvs. i forældrenes sted.
Institutionsuniversitetet
Institutionsuniversitetet på det europæiske kontinent tilhørte snarere universitas traditionen. Efterhånden som universitetet voksede og fik flere specialbygninger – først anatomiske teatre og astronomiobservatorier og fra 1800-tallet stadig flere specialiserede naturvidenskabelige institutioner – kunne man ikke længere holde universitetsområdet samlet. Man måtte anvende de grunde, man kunne finde i byen og fik derigennem en mere eller mindre spredt lokalisering, velintegreret i byen. I løbet af 1800-tallet blev der mange steder opført nye hovedbygninger for de akademiske ceremonier. De blev samtidig en måde, hvor på man kunne hævde de traditionelle humanistiske fags plads på universitetet. Og seminarrummet blev humanioras svar på naturvidenskabens laboratorium.
Eksternuniversitetet
Eksternuniversitetet blev løsningen på 1960’ernes uddannelseseksplosion. Disse universitetsområder kaldes ofte campus, men til forskel fra den amerikanske tradition indeholder de ofte ikke studenterboliger og heller ikke faciliteter som idrætsanlæg. En lighed er adskillelsen fra byen. Universitetets ekspotentielle tilvækst med en fordobling af antallet af studerende på ti år gjorde udbygningsmulighederne og pladsen til ekspansion til et hovedkrav. På den baggrund blev universiteter næsten uden undtagelse placeret i udkanten af byen eller udenfor byen med stor friplads udenom. Universitetet fik en tydelig sammenhængende identitet. Integrationen i byen blev forringet. ”Uddannelsesfabrikker” blev de kaldt på grund af den ensidige fokus på undervisning og hurtig gennemstrømning.
Cityuniversitetet
Cityuniversitetet blev 1990’ernes svar på kritikken mod eksternuniversitetet. Integrationen med byen betones igen: byen som en tilgang til universitetet og universitetet som en tilgang til byen. I Frankrig drev man et stort program ”Université 2000”, som gik ud på at flytte fakulteterne ind i byen, eller at gøre eksternuniversiteterne til mere by-agtige miljøer. I Sverige lå samtlige de nyetablerede universiteter fra 1970’ernes udbygningsboom med undtagelse at et i udkanten eller uden for byen. I en ny udbygningsbølge i 1990’erne blev samtlige nyetableringer placeret i de bygninger, der var ved hånden. Ofte overtog man gamle industrilokaler og militærkaserner. I dag findes eksternuniversiteter og cityuniversiteter side om side, som bygninger som tankemodeller, som dagens version af middelalderens to modeller: det lukkede kollegium og det velintegrerede universitas.
Kundskabsstrøg
Göteborgs store universitet var i 1975 spredt over mere end 70 forskellige adresser i byen. Man havde aldrig fået en samlet udflytning, som det skete i Stockholm. Ulemperne var åbenbare: Manglende stordriftsfordele i alt fra rengøring og pedel til café og bibliotek; træghed i at få informationer ud; færre spontane møder mellem undervisere med forskellige fagligheder. Men der var også fordele; for lokale politikere fremstod universitetet ikke som en verden for sig. Den ”familiære” stemning på de små institutioner fremmede kontakten mellem undervisere og studerende og gjorde, at administrationen påtog sig mere ansvar.
Gennem 1980’erne og 1990’erne blev Göteborgs universitet samlet i fakulteter, i ”clusters”, der fik en størrelse som hele kvarterer, men som stadig lå spredt i den indre by. Samtidig ændredes synet på dette, og fordelene ved cityuniversitetet blev betragtet som indlysende. I løbet af nogle år i 1990’erne blev der lavet en udredning i et samarbejde mellem universitet, kommune og erhvervsliv, der tog udgangspunkt i universitetet.
Formålet var at ”skabe en bedre og mere livskraftig by”. På sædvanlig planlægningsmaner præsenterede rapporten et forenklet billede af universitetet i byen. Den spredte lokalisering blev sammenfattet i en ”universitetsring”. Til dette billede blev der tilføjet tre ”strøg”. Et ”kultur- og forlystelsesstrøg” langs byens hovedgade Kungsportsavenyn, et ”begivenhedsstrøg” med idrætsanlæg, arena, messe og forlystelsespark og et mindre etableret ”videnstrøg” over floden til en ny del af det tekniske universitet. Problemet med dette ”videnstrøg” er dog, at det kræver en båd. Det er en planlægning på alt for højt et abstraktionsniveau til at fange det, som jeg mener, er væsentligt for at skabe et levende videnstrøg i grænsefladen mellem bygningerne og byen. Der findes et andet billede, som bedre fanger denne grænseflade.
Byens rum som mødesteder
Kulturgeografen Torsten Hägerstrand har beskrevet sin dag som studerende i institutionsuniversitetsbyen Lund i 1930’erne. Hägerstrand udviklede ”tidsgeografi” som videnskab, og han bruger her ”trajektorier” gennem tid og rum. Han beskriver sin vej gennem byen fra hjemmet til spisestedet til forskellige undervisningsbygninger og studenterhuset: Den Akademiske Forening. Det tydeliggør, at måden at bruge byen på er en vedvarende bevægelse ud og ind af bygningerne. Pointen er også, at hans vej overlappes af mange andres veje og skaber mulighed for uventede møder. Byen er en ”kreativ plads”, og den består af virkelige videnstrøg. Anderledes forholder det sig i Hägerstrands beskrivelse af en trajektorie, der tilhører en medicinprofessor i 1970’erne.
Han tager bilen fra sit hjem udenfor byen og befinder sig hele dagen i det samme specialiserede miljø på sygehuset. Der opstår ingen uventede møder. Lignende tanker præger arkitekten Christopher Alexanders bog ”The Oregon Experiment” fra 1975, der handler om udviklingen af et universitet i Oregon. Et af de mønstre, han beskriver, er ”open university”, som opløser grænsen mellem byen og universitetet og lader dem vokse ind i hinanden. Andre er ”university streets” hvor universitetet udbygges i små enheder lands gaden, ”local administration” i små spredte enheder, ”department hearth” som samlingspunkter i hver institution, direkte koblet til gangstrøg og med alle vigtige lokaler for institutionen i nærheden og sidst men ikke mindst ”real learning in cafés”, som er privatdrevne caféer, restauranter, boghandlere, biografer i nærhed af hinanden, som fungerer som mødesteder mellem studerende, undervisere og byens borgere.
Mødet mellem by og universitet
Grænsefladen mellem universitetet og dets omgivelser er et vigtigt rumligt aspekt, der sætter rammerne for det kreative arbejde. Den fysiske planlægning skal balancere mellem universitets indre verden og deltagelsen i samfundet. Artiklen viser, at det internalistiske og det eksternalistiske perspektiv ikke er uforenelige, men derimod komplimenterer hinanden. Skabelse af viden er kreativt arbejde. Og beskrivelse af Lund og Oregon bygger på forestillingen om, at kreativt arbejde sker bedst i en kontinuerlig pendling mellem privat og offentlig. Mellem indadvendt tankearbejde og udadvendt afprøvning af ideerne.
Oversættelse fra svensk: Cathrine Schmidt
Fremtiden for det europæiske campus
Af Martin Wilhelm, arkitekt og partner i mwas, Frankfurt, og Judith Elbe, arkitekt ved Technische Universität Darmstadt, har skrevet bogen ‘Der Campus – Zur Zukunft deutscher Hochschulräume im internationalen Vergleich’, som sammenligner det europæiske campus med det nordamerikanskeDet amerikanske campus bliver beundret, og mange europæiske universiteter forsøger at efterligne det. Det er dog værd at bemærke nogle fundamentale kulturelle og historiske forskelle mellem de to typologier, der har indflydelse på, hvordan de samme ideer fungerer under forskellige forhold på de to kontinenter. Denne artikel opsummerer nogle punkter fra et tysk forskningsprojekt, der sammenligner et stort antal europæiske campusområder med et stort antal amerikanske med henblik på at definere, hvad et europæisk campus er, og hvordan det planlægges.
Princeton og Harvard. For langt de fleste, der beskæftiger sig med det europæiske universitets udvikling, lader så fremragende institutioner til at repræsentere selve idealet inden for højere uddannelse. Kun der er det muligt at uddanne fremtidens elite. Ville det ikke være mest ønskværdigt også at have sådanne fantastiske steder, et sådant tæt akademisk fællesskab, et livlig døgnåben campus i Europa?
De misundelige blikke til den anden side af Atlanten er dog baseret på en misforståelse af selve ideen omkring ‘campus’. Harvard-modellen fungerer ikke i Europa, og det europæiske campus eksisterer allerede, den skal bare opdages!
Campus: institution, fællesskab, rum
Uddannelsesinstitutioner er flettet ind i og afhængige af det samfund, de fungerer i og er skabt for.
Alle universiteter består af tre uafhængige dele:
- institutionen som uddannelses- og forskningsafdelinger, arbejdsgiver og repræsentanter;
- det akademiske fællesskab, dvs. studerende, professorer og ansatte;
- universitets rum, som værested for universitetets brugere og dets byggede fremtræden.
En vellykket udvikling af universitetet kræver alle tre dele; institution, akademisk fællesskab, rum.
Hvert universitet består af et eller flere ‘rum’, der er hjemsted for undervisning, forskning, institutionelle, administrative og infrastrukturelle faciliteter. Men universitets rum¹ er meget større end disse områder. Det omfatter også ikke-institutionelle faciliteter og rum. Hvad der hører til ‘campus’ afhænger af, hvordan campus opfattes af fællesskabet og de omgivende observatører – byen.
Det er her, forskellen begynder: Harvard er en by i en storby. Flere af universitets områder og rum overlapper hinanden, hvilket giver denne campustype sin helt særlige karakter. Alt ser ud til at fungere perfekt og virker som en forførende invitation til at blive brugt som grundplan for universitetsudvikling.
I Europa overlapper universitetsrum og -steder ikke hinanden. Derfor er det europæiske campus et andet slags campus, som kræver en noget differentieret undersøgelse af den omgivende by, samfundskultur og identitet samt af den fælles bevidsthed. Kombineret med forskning i det relevante universitets historie, dets institutionelle organisation og det akademiske fællesskab.
USA: campus før storby
Grundlæggelsen af det amerikanske universitet var væsentligt for koloniseringen af et utæmmet land. De første universiteter var civilisationens ydergrænse. Med grundlæggelsen af universiteter forsøgte de religiøse Pilgrimsfædre at skabe en model for en bedre verden som en modsætning til Europa med dets moralsk fordærvede byer. Institutioner såsom Harvard, Princeton og Berkeley blev grundlagt før de omgivende byer. Uddannelse betød altid civilisation og udvikling af et bedre menneske og samfund.
Selv i dag ser man en stærk frygt for byen – for det ukontrollerbare – eksemplificeret i forstæder og lukkede områder. Amerikansk urbanisering betyder forstæder i forbindelse med fortætningsknudepunkter. Det mest bemærkelsesværdige slags knudepunkt er campus. Det adskiller sig fra omgivelserne, er beskyttet, godt vedligeholdt og uden behov for at blande sig med de farlige omgivelser. På campus finder man fremragende arkitektur samt by- og landskabsdesign. Det er her, den amerikanske storbys fremtid og ideal realiseres. Museer, teatre, biblioteker og samlinger blev grundlagt og forbliver på campus; og det er selvfølgelig også her, at forskning hører hjemme. Og med tiden er universiteterne tilmed blevet hjemsted for store sportsklubber. Frygt og klosteragtig idealisme er smeltet sammen til den amerikanske campus, hjertet i amerikansk urbanisering.
Europa: universitet i storbyen
‘Universitetstanken’ er et europæisk koncept. Udviklingen af institutioner med en universel tilgang til viden var det fremskridtsorienterede byfællesskabs udtryk for et behov for intens udveksling – og derfor indbegrebet af forskning og undervisning i forening.
Europæiske universiteter har historisk set haft imponerende betydning. Det er et fælles træk i deres udvikling, at de blev grundlagt inden for eksisterende bysamfund og som en del af den omgivende by. De repræsenterede den herskende klasse og bidrog til monarkens omdømme.
Universitet og by voksede med gensidig indflydelse. Selv i dag er de tæt forbundet via studenterkvarterer og delte institutioner. Byen tilbyder museer, teatre og offentlige biblioteker, sportsklubber og infrastruktur, og det akademiske fællesskab bruger dem og bliver aktive i dem. I Europa er by og universitet forenet. Hvor man i USA fx studerer på Harvard (i byen Cambridge), så studerer man i Europa fx på Frankfurt Universitet.
Institution og identitet: masseuniversitet kontra akademisk landsby
Det europæiske universitets institutionelle struktur afspejler dets hovedformål: Det er statsejet og dermed optimeret til effektiv masseuddannelse. Med en professor i centrum tilbydes specialiseret undervisning og forskning under et professorat. Afdelinger er svage organer, selvstyrende under professoratet, hvor dekanen, ‘fremmest blandt ligestillede’ regelmæssigt skiftes ud (ca. hvert andet år). Det centrale bureaukrati er stærkt og administrerer hele økonomien. I dette system er de studerende nødt til at være uafhængige og ‘voksne’. De kigger sig omkring for at finde den uddannelse, der bedst passer til deres personlige studiemål. De betragter universitetet som en arbejdsplads. Når de starter på universitetet, er det begyndelsen på deres erhvervsliv.
Det europæiske universitets typiske bebyggelsesstruktur består af store midtbyanlæg kombineret med efterkrigstidssatellitområder, der er designet til at have plads til den videnskabelige revolutions studentermasser.
Universiteterne må konkurrere på faglig dygtighed inden for deres områder, og de er altid i fare for at blive beskyldt for at spilde skatteydernes penge, hvis deres udgifter bliver synlige udefra.
Amerikanske universiteter derimod udgør akademiske landsbyer. “Men grundlæggerne var stålsatte i deres kollektive tro på, at højere uddannelse kun er fuldt ud effektiv, når de studerende spiser, sover, studerer, går til gudstjeneste og slapper af sammen i et tæt fællesskab” (Turner, 1984, p. 23). Thomas Jeffersons design til Virginia Universitet i Charlottesville viser ‘professorernes huse’ omkring det centrale campus. Her bor og arbejder professorer og studerende sammen som en akademisk familie og landsby. Disse ‘landsbyboere’ bliver ledet af en stærk dekan og styret af en central administration.
Denne landsbys bebyggelsesstruktur er vigtig for overførslen af image og ideer. Traditionen med bygninger af berømte designere har skabt vartegn over for omverdenen og punkter, som medlemmer af det akademiske fællesskab kan identificere sig med. Bygningerne udtrykker institutionens ånd og resultater.
Boliger er et af den amerikanske campus’ vigtigste elementer. Størstedelen af de ærværdige bygninger omkring Harvard Yard er kollegier for bachelorstuderende – et faktum der kommer som en stor overraskelse for europæiske besøgende. De bachelorstuderende – der ofte kun er 17 år gamle og langt væk hjemmefra – finder en surrogatfamilie i det amerikanske college-system. Det at bo sammen og være selskabelig og samtidig tage ansvar og lære noget er dermed grundlaget for de bachelorstuderendes studieplan.
Studenterkollegierne på campus er karakteristiske for det livlige døgnåbne amerikanske campus – en egenskab som det europæiske campus aldrig vil være i stand til at opnå på universitetsområder.
Det europæiske campus – innovation starter med tilbageblik
Harvard er utvivlsomt fremragende og attraktivt. Men selv om det er noget sværere at få øje på det europæiske ‘campus’, så findes det i bedste velgående, og det er værd at videreudvikle! Det er et rum, der er viklet ind i den omgivende by, dens bydele og deres kultur og infrastruktur. I universitetsbyer som Tübingen og Firenze er hele byen delvist præget af universitetslivsstilen, og i München og Barcelona danner universitetet boligkvarterer, natteliv og kulturelle aktiviteter og skaber et aktivt liv i gaden.
Desværre opdagede offentligheden ikke denne ‘hemmelighed’, førend den var i fare. Frankfurts Universitet ønskede at skabe et europæisk Harvard ved at flytte fra dets historiske beliggenhed til tre fjerne campusområder. Når man besøger disse nybyggede steder om lørdagen, er det helt tydeligt: lukkede låger, tomt, bevogtet. Dette er ikke et campus, men en tom skal, uden egentlig historie og baggrund. Nu da de studerende er flyttet væk fra den gamle beliggenhed, er der dannet aktivistgrupper, der vil ‘redde’ bydelenes universitetskarakter.
Harvard er et sted, der ikke fungerer i Europa. Det truer snarere den europæiske universitetscampus’ egenart, kulturelle kvaliteter og særlige charme.
Vi anbefaler følgende tre handlingspunkter i forbindelse med videreudvikling af den europæiske campus:
- Beskrivelse af universitetets og den omgivende bys lokale særegenhed, promovering af dets (ofte skjulte) kvaliteter for derved at skabe et image.
- Analyse af alle de forskellige steder der hører til universitetet samt steder, der ikke hører til universitetet, men som tydeligt bidrager til universitetsoplevelsen, optimering af deres infrastruktur og forbedring af deres fremtoning/funktionalitet.
- ‘Lynlåsstrategien’: Kæde by og universitet sammen vha. offentlige rum, transportmuligheder, cykelstier, skiltning og vartegn, samt via fælles institutioner, kultur og aktiviteter.
Først og fremmest er det vigtigt at være enige om en hovedregel: Universitetets rum er dets campus. Dette rum går langt ud over summen af universitetets områder og fungerer kun som et hele. De steder, hvor universitet og by er forbundet på kryds og tværs, som det er tilfældet med de fleste europæiske universiteter, er det en udfordring at beskrive campus. Det europæiske universitet er ikke en ø i byen – dets rum overlapper store bydele. Derfor bliver campusudvikling et spørgsmål om samarbejde mellem universitetet og byudviklere og -planlæggere. Dette samarbejde mellem universitet og byplanlæggere er tvingende nødvendigt og til gensidig fordel for udviklingen af både det europæiske universitet og den europæiske by!
NOTE
¹ Denne definition af ‘campus’ som ‘rum’ er baseret på den forståelse af rum, som Prof. Martina Löw beskriver. Hun forstår ‘rum’ som forholdet mellem sociale goder og mennesker et bestemt sted. Denne opfattelse af rum forbinder rummets strukturerende, statiske og ordnende funktion med dets skabelse og permanente forandring. (Löw 2001)
En typisk forskel mellem den amerikanske og det europæiske campus er, at det amerikanske er vokset gradvist i store og mellemstore by-lignende bygningsstrukturer, mens vi i Europa oftest har bygget store undervisningsanlæg på én gang. Her ses Universitat Autònoma de Barcelona og Princeton Universitet i samme skala.Dansk universitetsplanlægning - før og nu
Af Klaus Kofod-Hansen, planchef i Universitets- og Bygningsstyrelsen og har de seneste 10 år arbejdet med campusplanlægning for danske universiteter.Universitetsplanlægningen startede i midten af 1800 tallet med udviklingen af den moderne naturvidenskab. Indtil det seneste årti var planlægningen præget af visionen om ét sammenhængende universitet og placering i byens udkant. Herefter tegner der sig en ny udvikling, hvor by og universitet udvikles samordnet
Udbygningen af den danske universitetssektor via planlægning følger byernes ekspansion og ser dagens lys omkring midten af 1800-tallet. Indtil da var universitetsudbygningen en mere ad hoc-præget aktivitet, der tog afsæt i aktuelle behov og de få ledige byggegrunde i middelalderbyen. Universitetssektorens ekspansion følger i vidt omfang udviklingen af den moderne naturvidenskab. De gamle bygninger kunne ikke huse de nye funktioner.
Universitetsplanlægning i Danmark starter med Københavns Universitet. I modsætning til andre europæiske storbyuniversiteter valgte man at flytte dele af Københavns Universitet ud til de frigivne arealer ved Rosenborg Bastion. Her anlægges Botanisk have, Observatoriet samt en række andre universitetsbygninger nær Kommunehospitalet.
Herefter følger udflytningen af Veterinærskolen fra Christianshavn i 1856 til det åbne land på Frederiksberg. Her bliver den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu LIFE, eta-bleret i Bindesbøll’s ”herregårdsanlæg”. På samme tid etableres Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU) på frie voldarealer ved Sølvtorvet.
Udflytningen af universiteter til provinsen kommer markant til udtryk ved etableringen af Aarhus Universitet i begyndelsen af 1920’erne. Staten ønskede at forbedre muligheden for uddannelse i provinsen med et nyt universitet i Jylland. Det nye universitet skulle i modsætning til universiteterne i København tilbyde en verden med boliger, undervisning og samliv på ét samlet sted. Der var tale om en klassisk campusplan efter angelsaksisk model:
”Et meget vigtigt Middel til at særpræge det nye Universitet er (…) at det nye Universitet i saa høj Grad som muligt bliver et Kollegieuniversitet i den Forstand, at Universitetet ikke blot giver Studenterne Undervisning, men ogsaa til sin Raadighed har Studentergaarde, hvor Studenterne kan bo.”
”Universitetsbebyggelsen bør i det hele være bedre end ved Københavns Universitet, samlet, men dog landskabeligt fri og smuk. Der bør sørges for Studenternes legemlige og personlige Vel, ikke blot ved Studentergaardene, men ogsaa ved Indretning af Studenterbespisning, Sportspladser o.s.v.”¹
Universiteternes udvikling i udkanten af byen fortsætter op gennem 40’erne. Polyteknisk Læreanstalt, som med byens vækst nu er placeret i centrum, søger at ekspandere her. Men et nyt kompleks i centrum bliver straks for lille. Undervisningsministeriet planlægger derfor, at universitetet skal ud af København. Det sker i 1960’erne, hvor de flytter til åbne arealer i Lyngby med gode parkeringsmuligheder, da man forventer, at studerende primært ville køre i bil til universitetet!
I 1960’erne var der stærk vækst både i antallet af studerende og i efterspørgslen på akademisk arbejdskraft. Staten besluttede at opføre et tredje universitet i Danmark. Odense Universitet, nu Syddansk Universitet, blev udpeget som supplement til København og Aarhus.
Pludselig går det stærkt. Allerede inden Odense Universitet var kommet i gang, besluttede Folketinget, at det ikke ville være tilstrækkeligt til at opsuge den forventede voldsomme vækst i studentertilgang. Som et led i landsplanlægningen, der skulle forstærke erhvervsudviklingen regionalt, blev det derfor vedtaget at oprette to, muligvis tre, nye universiteter fordelt i landet.
De nye universiteter blev placeret uden for bycentrum, fordi det var det eneste sted, man kunne få et stort sammenhængende areal. Aalborg blev udpeget som hjemsted for det ene universitet. Roskilde blev udpeget som det andet, fordi det ville aflaste Københavns Universitet mest.
Universiteterne blev samtidig planlagt uden kollegier, fordi opfattelsen af, at studerende skulle tilbringe både studietid og fritid samme sted, var under opbrud. Man anså det for vigtigt, at studerende deltog aktivt i samfundet og ønskede derfor at integrere dem i den almindelige boligmasse frem for i kollegier på campus. Loven om kollegiebyggeri blev ophævet, og man prioriterede i stedet ungdomsboliger for alle unge under uddannelse.
Begyndende ønske om byintegration
Af de tre nye universitetsområder, der blev planlagt fra 1970’erne, blev Odense Universitet opført først. 4 km fra bycentrum uden boliger eller andre funktioner nær universitetet. Herefter ser man et stadig stigende ønske om byintegration. Roskilde Universitet blev planlagt omgivet af boliger og erhverv, men med en stærk opsplitning mellem de enkelte funktioner. Senere blev Aalborg planlagt som byintegreret universitet i et nyt forstadsområde. Universitetet blev opført i enklaver med størst muligt grænseflade til andre funktioner. Man må dog i dag erkende, at de oprindelige intentioner om at skabe by i disse tre tilfælde kun i begrænset omfang er lykkedes.
På samme tid blev pladsen for Københavns Universitets fakulteter i indre by så trang, at man foretog en midlertidig udflytning af Det Humanistiske Fakultet til Amager – det nuværende KUA. Mange tror fejlagtigt, at bygningerne er udført til midlertidigt brug. De er dog bygget som normalt byggeri, blot med en generalitet, så de siden kunne bruges til andre formål, hvis universitetet senere skulle samles uden for København, som der var planer om.
Universiteter i Vækst
Studentertallene steg stadigvæk. Derfor iværksatte Folketinget i midten af 1990’erne en ny handlingsplan for universiteterne kaldet ”Universiteter i Vækst”. Den blev startskuddet til store udvidelser på universitetsområdet og indebar, at der blev afsat 500 mio. kr. årligt til nybyggeri over en 10-årig periode.
I den forbindelse blev KUA udvidet og moderniseret, og placeringen blev gjort permanent. For planerne om den kommende Ørestad gjorde, at universitets bygningskompleks med ét blev del af et helt nyt bykvarter med metro til døren. Det nye bykvarter fik en betydelig boligmasse med DR-byen og IT-universitetet som naboer og mulighed for synergi. Beslutningen om at fastholde Københavns Universitet på Amager gjorde, at man definitivt opgav at flytte universitetet ud af byen. Man opgav samtidig at samle universitetet ét sted. Det gjorde man til gengæld andre steder, hvor muligheden opstod.
Handelshøjskolen i København havde været meget spredt, men blev samlet i et byforløb på Frederiksberg mellem 2 nye metrostationer. På samme vis blev de kunstneriske uddannelser i København samlet på Holmen et tidligere militært område centralt beliggende i byen. Området blev samtidig udbygget med boliger og den kongelige opera.
Det lykkedes også, at holde Aarhus Universitet samlet, bl.a. fordi staten overtog store bygningskomplekser i nærheden ligesom Byggeselskabet under Aarhus Universitetsfond erhvervede arealer og bygninger til innovation og IT i Katrinebjerg ved siden af Universtietsparken. Planerne om at flytte Aalborg Universitet ud fra byen blev dermed endelige opgivet.
Huslejeordning
Indtil år 2000 blev alle universiteternes bygninger stillet til rådighed af staten på baggrund af analyser af lokalebehovet. I 2000 blev de fleste universiteter omfattet af SEA-ordningen (Statens Ejendomsadministration), hvor Universitets- og Bygningsstyrelsen fungerer som ejendomsejer og udlejer til universiteterne. De får statslige bevillinger til at betale husleje, men har frit forbrugsvalg. SEA-ordningen giver incitament til at udnytte og effektivisere arealforbruget og muligheder for at bygge, når der er behov. Besparelser ved arealrationaliseringer kan bruges til forskning og uddannelse
Fusioner
I de seneste år er der samtidig sket en stor organisatorisk koncentration af universiteterne for at imødekomme internationalisering og stigende international konkurrence. Regeringen igangsatte i 2005 en udviklingsproces inden for universiteterne og de statslige sektorforskningsinstitutioner. Det har ført til en række fusioner, der reducerede antallet af landets universiteter fra 12 til 8, mens antallet af sektorforskningsinstitutioner er reduceret fra 13 til 3. Den organisatoriske koncentration vil i de kommende år blive fulgt op af en fysisk koncentration, hvor universiteternes anlæg vil blive samlet på færre lokaliteter.
Nye udfordringer
En væsentlig udfordring for universitetsplanlægningen i de kommende år bliver at sikre ekspansionsmuligheder til universiteternes særligt i bynære omgivelser.
Den globale udfordring for forskning og uddannelser har gjort, at staten afsætter flere midler til offentlig finansieret forskning. Det vil resultere i yderligere nybyggerier i de kommende år, ikke mindst laboratoriebygninger. De laboratorier, der blev bygget for 30-40 år siden, står over for en modernisering. Laboratorier udgør ca. 800.000m², eller ca. 40 % af det samlede areal på universiteterne. Heraf er kun ca. 200.000m² nye eller nyrenoverede (under 10 år).
Væksten i forskningsmidlerne og fusionerne stiller flere af universiteterne overfor nye og store udfordringer, med at skabe plads til den vækst, der kommer i de kommende år. Især fordi universitetsområderne skal suppleres med andre universitetsrelaterede funktioner, så de ses som attraktive akademiske bykvarterer.
Nye planer
Fra 1990’erne og frem har man lagt et stort pres på for at flytte universiteterne ind til bymidten, da erfaringerne viser, at det er svært at skabe liv på kanten af byen. Men pladsen er trang i byen, og både Aarhus Universitet og Københavns Universitet har begrænsede ekspansionsmuligheder indenfor egne arealgrænser. Universiteter, stat og kommunerne laver derfor nu planer for den fremtidige udvikling. Planlægningen inddrager i højere grad end tidligere kommunerne, fordi deres velvilje er nødvendig, når universiteterne erhverver grunde og planlægger udenfor egne områder i bymiljøet.
Det er bl.a. omsat i en ny campusplan for Københavns Universitet, som koncentrerer 4 campusområder i bykvarterer: Søndre Campus, City Campus, Nørre Campus og Frederiksberg Campus. Opdelingen på campus er faglig dvs. den rummer uddannelser på alle niveauer samt forskning indenfor et overordnet fagområde. Samme model har Syddansk Universitet valgt med sine campi fordelt i byerne Odense, Sønderborg Kolding og Esbjerg.
På samme vis har Aarhus Universitet netop lavet en visionsplan for de næste 20 år, der placerer 300.000 nye m². i byområdet omkring den eksisterende universitetspark i Århus. Her vil man samle alle bacheloruddannelser, mens overbygningsuddannelserne, ph.d.-uddannelserne samt forskning placeres i Universitetsparken og på 15 forskningsenheder fordelt i bysamfund rundt i Danmark.
Aktuelt forsøger staten og universiteterne at skabe attraktive campusmiljøer i hele landet. De skal både rumme byens miljø og faciliteter og samtidig tilbyde de kvaliteter, som et akademisk campus besidder. Det betyder høj koncentration af akademiske faciliteter, innovationsfaciliteter, boliger til gæstelærere og udvekslingsstuderende i bynære miljøer, det vil kræve plads.
Den første udfordring bliver at danne en medicinsk og naturvidenskabelig bydel i den nordlige del af Nørrebro i København, der allerede er fuldt udbygget.
NOTER
¹ C.F.Møller, Aarhus Universitets Bygninger 1978
Strategi
Afsnittet rejser spørgsmålet, om hvordan vi skaber et campus i verdensklasse. Det bliver belyst ved at vise eksempler fra en række undersøgelser af danske og internationale campusområder, som Universitets- og Bygningsstyrelsen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har foretaget.
Afsnittet viser talrige eksempler på universiteter, der strategisk bruger de fysiske rammer til at blive endnu mere attraktive og velfungerende. De åbner sig fysisk op overfor omverdenen og får fysisk tilstedeværelse og identitet i bybilledet, ligesom de inddrager kommune og lokalmiljø i en bæredygtig planlægning. Eksemplerne viser desuden, hvordan funktionaliteter ud over de rent akademiske - som innovationsmiljøer og boliger til internationale studerende og forskere, styrker universitetet.
Tilsammen tegner afsnittet Videnskabsministeriets ønsker til, hvilke fysiske kvaliteter og funktionaliteter et campus i verdensklasse bør indeholde.
Hvordan skaber vi campus i verdensklasse?
Hvilke kvaliteter og funktionaliteter har et sådant campus? Og hvordan er det fysisk indrettet og organiseret? Universitets- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet har foretaget en række undersøgelser af danske og internationale campusområder for at belyse disse spørgsmål. Resultatet er en række inspirerende eksempler på universiteter, der strategisk bruger de fysiske rammer til at blive endnu mere attraktive og velfungerende. Tilsammen tegner de seks øjebliksbilleder på, hvad en verdensklasse - campus bør indeholde, og hvordan det er planlagt og drevet
Fra monofunktionelt universitetsområde til akademisk kvarter i byen
Det moderne universitet har en fysisk tilstedeværelse og identitet i bybilledet. Undersøgelserne viser, at mange europæiske universiteter, der typisk er planlagt som monofunktionelle zoner med fokus på akademiske aktiviteter, nu åbner deres områder op over for omverdenen.
Den typiske europæiske campus er bygget udenfor centrum, hvor der ikke er integreret funktioner til andre formål end universitetets undervisning og forskning. Det består ofte af større sammenhængende bygningskomplekser, der er bygget på én gang eller i få etaper. Bygningerne er funktionelt indrettet udelukkende til undervisning og forskning i dagtimerne. Der er derfor normalt ikke integreret boliger, butikker, sportsfaciliteter eller børneinstitutioner i strukturen.
Denne type universitet kan man se mange steder herhjemme, f.eks. Roskilde Universitet eller Syddansk Universitet. Også tidligere komplekser som Aarhus og Nørre Campus i København følger samme model, selv om de i dag ligger centralt i et byområde. Da Aarhus Universitet og Nørre Campus blev opført, lå de imidlertid også udenfor byernes daværende centrum. De blev også bygget som en større ensartet monofunktionel bygningsmasse.
Aktuelt er der mange danske og internationale eksempler på, at man nu forsøger at åbne disse enklaver af universitetsbygninger fysisk op, så de i stedet skaber et flerfunktionelt og akademisk bykvarter. Det fremgår f.eks. af de fem campus-cases, som er beskrevet her i bogen. Målet for alle cases er at give studerende lyst til at tilbringe mere tid på campus og samtidig åbne campus op, så det også fysisk inviterer det omgivende samfund ind til viden, oplevelser og læring.
Denne tendens skal ses i lyset af, at mange universiteter indtil for få år siden var pålagt at levere to ydelser, nemlig uddannelse og forskning til samfundet til gengæld for de midler, de får stillet til rådighed af staten. Som noget nyt skal mange universiteter, herunder de danske, nu også levere videnspredning. Forpligtigelsen til at formidle viden gør sig tydeligt gældende i planlægningen. Det er afgørende, at universiteterne åbner sig fysisk op for omverden bl.a. for at kunne formidle og også retfærdiggøre sin eksistens.
Ambitionen for flere universiteter er at blive et livligt bykvarter med døgnåbent og aktiviteter til langt ud på aftenen. Realiteterne viser imidlertid, at der i praksis ofte ikke er grundlag for dette på kort sigt.
Et universitet som ETH Zürich arbejder derfor strategisk på at udvide den periode, hvor der er liv på campus ved at fokusere på weekenden. Her er ingen undervisning, og alting er derfor normalt lukket, men weekenden er imidlertid det tidspunkt, hvor lokalbefolkningen har tid og lyst til at tage ud på campus. ETH arrangerer derfor nu akademiske aktiviteter, bl.a. rundvisninger i laboratorierne, skakklub for børn og ScienceTalk med kendte forskere. Alt sammen i weekenden. Det hele foregår med udgangspunkt i en dertil indrettet udstillingsbygning, som er centralt og synligt placeret på campus.
De mange besøgende har naturligt medført et behov for weekend-åbne caféer og dermed igangsat en positiv spiral: Caféerne og gæsterne gør det mere attraktivt for studerende at tage ud på universitetet i weekenden, og ETH oplever en stigning i antallet af studerende, der tager ud og arbejder på campus i weekenden.
Eksemplet fra ETH viser tydeligt, hvordan samspil mellem universitet og by kræver en aktiv strategi. Det fysiske miljø kan være tilgængeligt og invitere til åbenhed og inklusion, men det kræver aktiviteter at skabe samspil.
Undersøgelserne viser udelukkende eksempler på universiteter, der ønsker at blive opfattet som et sted, man kan gå ind og besøge. Selv amerikanske eliteuniversiteter stræber efter denne åbenhed. Det opfattes af mange som en måde både at sprede viden og at skabe større forståelse og synlighed, der indirekte retfærdiggør universitetets tilstedeværelse.
Nogle laver fysiske udstillingsbygninger i centrum for at nå et publikum, der ellers aldrig kommer hen til universitetet. Den anerkendte arkitektur- og kunstskole Pratts, som ligger i Brooklyn, NY, præsenterer f.eks. elevernes arbejder i deres egen udstillingsbygning, som er centralt placeret på Manhattan, hvor flere har mulighed for at kigge forbi.
Manchester Universitet har opsat informationsskærme langs større veje, der annoncerer for dagens offentlige forelæsninger og andre arrangementer på campus. Her står tid, sted og en opfordring til at deltage. Tiltag, der gør det let for udefra kommende spontant at besøge universitetet. New York University er et eksempel på det samme. Det er placeret som en integreret del af bylivet på Manhattan og har forelæsninger i det, der svarer til butikslokaler. Alle kan følge med og endda gå ind og deltage, og universitetets virke bliver dermed nærværende på en meget direkte måde.
Amerikanske campusområder, der som nævnt i de indledende artikler har tradition for i praksis at lukke sig af mod omgivelserne, arbejder nu flere steder med fysisk at åbne portene og skabe mulighed for indblik og indsigt. Det sker aktuelt på Columbia University, der i sit ”Manhattan Village Project” lejer butiksarealer i underetagen ud til erhverv, som har relation til universitetet. Her flytter en offentlig lægepraksis for hjerneundersøgelse ind i samme hus, som universitetets hjerneforskere underviser og forsker i osv.
I Danmark planlægger KU's Nørre Campus aktuelt en international konkurrence om en helhedsplan, der skal åbne arealerne op og skabe større samspil med byen omkring. Universitetets Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter ønsker i samarbejde med Rigshospitalet, Kommunen og Parken at udvikle bydelen under temaet “Sundhed og Viden”. Området fremstår i dag fragmenteret og til dels svært tilgængelig dels pga. stærkt trafikerede veje. KU ønsker at bruge den viden og aktivitet, som bliver genereret i og omkring campus, til at udvikle bydelen fysisk og mentalt.
Universiteternes aktiviteter kan også formidles via kunst. KU's Frederiksberg Campus og Holmens campus for de kunstneriske uddannelser i København har netop udarbejdet kunstplaner, der integrerer kunst på campus. Kunstplanerne beskriver en samlet ide for kunstens rolle på campusområdet og synliggør og formidler faglighed. Kunsten skaber samtidig en anledning for offentligheden til at besøge campus.
Universiteterne bliver mødt med krav om større åbenhed og relevans for omverdenen. Det stiller naturligt nye krav til bygningsfunktioner og til campus, og gør det nødvendigt at se universitetsplanlægning i en større skala end tidligere.
En konkret udfordring ved at gøre monofunktionelle campusområder flerfunktionelle er bl.a., at universiteterne i dag ofte ikke har hjemmel til at huse funktioner, der rækker udover det universitetsmæssige. En tradition, der også ses andre steder i Europa. Det er nødvendigt at arbejde for at gøre det muligt at integrere børnehaver, boliger eller butikker på campus. I dag skal den fysiske planlægning af campus under alle omstændigheder tænkes i samspil med den omkringliggende by og de funktioner samt brugere, den har. En større og mere kompleks skala end hidtil.
Bruger fysisk planlægning som strategisk redskab
Det moderne universitet har en nedskrevet strategi og politik for det fysiske studiemiljø og campus. Og de handler efter det. Undersøgelsen viser, at studerende og ansatte oplever studiemiljøet mere attraktivt på de universiteter, der klart har formuleret en strategi og politik for det fysiske miljø på campus, frem for de universiteter som ikke har en strategi. Strategien er som regel udtryk for ledelsens opbakning og anerkendelse af, at fysisk planlægning er en del af en ledelsesmæssig værkstøjskasse.
Lancaster University ligger udenfor større byområder og skal derfor gøre en særlig indsats for at skaffe studerende. Ledelsen på universitetet besluttede at investere i et program for væsentlig opgradering af bygningsmassen for nogle år siden. Universitetet er steget betragteligt i britiske universitets rankings for det gode studiemiljø, og markedsfører sig i dag på et attraktivt socialt miljø, som er understøttet af gode fysiske rammer for både studie- og boligsituationen på campus.
Flere universiteter har anerkendt, at det kræver ekstra “manpower” at omsætte fysiske strategier til handling. Strategien kan i mange tilfælde ikke udføres blot som en ekstra opgave i den daglige bygningsdrift. Den kræver måske helt andre kompetencer, end driftsafdelingerne normalt besidder. På ETH Zürich har man f.eks. etableret en gruppe, der sikrer og styrer udførelsen af en større masterplan. Gruppen består bl.a. af en forsker med baggrund i fysik samt en kommunikationsuddannet.
Herhjemme har CBS en nedskrevet strategi for de fysiske forhold, og CBS bruger samtidig design som et strategisk redskab til at opgradere campus. CBS bruger efter eget udsagn en lille tand mere på design og planlægning, fordi de anerkender dets betydning.1 Indsatsen ses tydeligt, når man besøger campus på Frederiksberg, som fremstår indbydende og moderne, svarende til det signal CBS ønsker at sende.
Der kan være inspiration at hente f.eks. i den måde Ørestad Nord Gruppen2 understøtter strategisk udvikling af et område i København. Det er en interesseorganisation, hvis sekretariat arrangerer store og små aktiviteter i byområdet, der også rummer Københavns Universitet. Ørestad Nord Gruppen henvender sig både til lokale beboere samt private og offentlige virksomheder i den nye bydel. Gruppen rummer bl.a. arkitekt- og kommunikationsfaglige ressourcer og eksperimenterer f.eks. med, hvordan man kan udnytte midlertidige byrum eller skabe sports- og fritidsaktiviteter.
Udfordringen for flere universiteter i undersøgelsen synes at være, at fysisk planlægning – som i mange andre typer af organisationer – ikke normalt bliver opfattet og accepteret som et udviklingsredskab, om end der er et stigende fokus på det. Det betyder også, at der ikke altid afsættes midler til at føre strategierne ud i livet. Det kræver midler og mandskab at skabe og effektuere en helhedsplan.
Det ses både i den store skala som i eksemplet på ETH, men også i den lille skala. På nogle danske universiteter fungerer ledere eller ansatte med arkitektfaglig baggrund som vågne æstetiske øjne. De bevæger sig rundt på campus og tager ansvar for, at f.eks. indretning, belysning og skiltning fungerer efter hensigten. Samtidig sikrer deres tilstedeværelse, at idéerne bag større strategier bliver formidlet professionelt til brugerne.
Inddrager kommune og lokalmiljø i planlægningsproces
Det moderne universitet er i tæt dialog med sine omgivelser. Det har brug for lokalsamfundets støtte og velvilje for at kunne gennemføre sine planer. Undersøgelserne viser, at planlægningsprocessen ændrer sig. Tidligere var det normalt at udarbejde masterplaner, som angav mulige byggefelter, højder og bygningsvolumen for de næste 20 måske 30 år. Det gjorde det muligt at indarbejde masterplanen i kommunens lokalplan én gang for alle.
I dag bliver masterplaner imidlertid flere steder afløst af helheds- eller visionsplaner med mindre specifikke rammer som f.eks. guidelines og en kortere levetid, f.eks. 10-15 år. Denne gradvise ændring i planlægningsmetode og den kortere tidshorisont gør tilsammen, at universiteterne hyppigere kan få brug for at ændre f.eks. kommunernes lokalplaner for at få nye byggerier gennemført. Det kræver, at universiteterne har en løbende og konstruktiv dialog med myndighederne. Det gælder naturligvis ikke kun på lokalt niveau, for universitetsplanlægning bør også i højere grad ses på et regionalt og landsplansniveau for at sikre sammenhæng og helhed. Trafikplanlægning er et godt eksempel på dette. Etableringen af en ny metroring tænkes sammen med campus planlægning, så den ikke blot servicerer boliger, men også store universitetsområder.
Campus casene i denne bog repræsenterer forskellige planlægningsprocesser og måder at inddrage interessenter på. MIT bruger f.eks. en model de kalder ”Real Time Planning”, som er en ad-hoc planlægningsproces, hvor man ser højst 5 år frem i tiden. Her fokuseres mere på nedslag og enkelte bygninger end på større helheder, som f.eks. generel forbedring af udendørs opholdsrum. Metodens svaghed er, at den ikke skaber helheder og sammenhængende oplevelser mellem de enkelte bygninger. Det kan ses på MIT, hvor mellemrummet mellem husene – set med danske øjne – er ringe udnyttet og kun få steder inviterer til ophold. MIT er kendt for gennem mange år at bruge verdensberømte arkitekter til at udforme identitetsfulde bygningsværker, men bygningerne fremstår som enkelte fyrtårne og ikke som et samlet hele. Real time planning metodens fokus på enkelte bygninger passer imidlertid godt til den amerikanske finansieringsform, der baserer sig på sponsorater. Hvis en sponsor spontant tilbyder at finansiere en specifik bygning, f.eks. en svømmehal eller et nyt laboratorium, gør metoden det let hurtigt at integrere nye bygningsprojekter.
Et andet eksempel er ETH i Zürich, der valgte at involvere interessenter bare 3 måneder efter, de fik den første ide til at lave en gennemgribende transformation af deres campus. De udarbejdede en skitse for at visualisere ideen om et fortættet campusområde og brugte den til at gå i dialog med mennesker og organisationer, som kunne have en politisk eller økonomisk interesse i projektet. Dialogen skabte grundlag for en masterplankonkurrence, der gav guidelines for, hvordan byggefelter skulle bebygges fremover. Fordelen ved denne proces var, at universitetet uden store investeringer og på kort tid kunne gå i dialog og sikre økonomisk og politisk opbakning til at realisere deres vision.
En tredje model er KU’s Frederiksberg Campus. De har gennem en 1-årig visionsproces skabt grundlag for at realisere en trinvis udbygning af campus. Processen har afdækket tre sider af campus i tre forskellige skalatrin. En slags matrix proces, hvor fokus var at skabe overblik over- og hierarki mellem de informationer og visioner, forskellige interessenter havde om stedet. Det handlede om at skabe accepterede retningslinier for den videre udvikling. Fordelen ved processen er, at den giver mulighed for at inddrage megen viden og involvere mange interesserenter på flere niveauer, på én gang.
Hidtil har mange campusområder i Danmark fået udarbejdet helhedsplaner, der meget nøjagtig angav byggefelter og højder for bygninger, der måske først skulle bygges om 10 år. Som det ses, ændrer indholdet af en ”strategisk helhedsplan” sig i disse år. Eksemplerne viser, hvordan universiteterne i højere grad ønsker rammer og spilleregler, som fremtidige bygninger kan forme sig efter. Uanset valget af procesmodel, kræver de alle nær dialog med kommune og lokale interessenter.
Universiteterne ser også sig selv på en ny måde i forhold til omgivelserne. Det er ikke længere nok at formulere, hvad de kan gøre for de studerende, forskere og erhvervslivet. Universiteterne formulerer nu i højere grad, hvad de kan bidrage med til byen eller området. Universiteter bør være en vigtig komponent i en vidensby.
Det er en ny selvforståelse, og det kræver samarbejde med de lokale myndigheder og aktører. KU arbejder f.eks. aktuelt for at udvikle Nørre Campus mellem Nørrebro og Østerbro i København. Hensigten er fysisk at åbne campus op, så det interagerer med bydelene omkring. For KU betyder det, at de sammen med Københavns Kommune, bygningsejere og en række større institutioner og virksomheder i området aktuel formulerer grundlaget for en fælles visionsplan for bydelen.
Det er en udfordring at sikre velvilje og opmærksomhed fra de lokale politikere og embedsmænd. Mange kommuner er optaget af, hvordan boligområder udvikler sig og er ikke nødvendigvis interesseret i de behov, som videntunge erhverv og uddannelser har. SDU’s viden- og kulturcenter, Alsion, i Sønderjylland indeholder både universitet, forskerpark, en fondsfinansieret koncertsal til det lokale symfoniorkester samt et DSB-billetsalg i én stor bygning. Det er et godt eksempel på en planlægning, der ikke kunne finde sted uden et tæt samarbejde med myndigheder og andre parter. Universitetet udvikler sig bedst fysisk, hvis kommunen og lokalmiljøet ser en strategisk fordel i universitetets tilstedeværelse
Mulighed for at agere på ændrede behov for f.eks. inkubatormiljøer
Det moderne universitet har brug for muligheder for hurtigt at kunne agere på ændrede vilkår. Der skal kort sagt være plads til meroptag af studerende, nye forskningsenheder, opstartsprojekter m.m. Undersøgelserne fra udlandet viser, at faciliteter som science-centre, studentercentre, parker eller inkubatormiljøer for unge forskere bidrager positivt til et helhedstænkt campusområde. De skaber f.eks. mulighed for at koble studiejobs og praktik tættere med undervisning og letter dermed overgangen fra studie til arbejdsliv. Det er nødvendigt i fremtiden at kunne skabe plads til disse miljøer på campus.
På MIT har private forskningsvirksomheder etableret sig i universitetets randområder på arealer, som er ejet af MIT. Universitetet investerer bevidst i arealer omkring campusområdet. Dels for at investere med fortjeneste for øje, dels for at fremtidssikre området til senere udvidelser. Derudover giver det universitetet mulighed for at bygge bygninger til spin-offs, inkubator-miljøer og private firmaer, som de ønsker at samarbejde med.
Lancaster Universitet er et offentligt universitet, finansieret dels af den engelske stat og dels af universitetets egne indtægter. Universitetet ejer bygninger og grundareal og lejer nogle af deres bygninger ud til private erhvervsdrivende. Lancaster har 6000 fastboende studerende på campus og har brug for mange dagligvarebutikker på grund af en isoleret beliggenhed. Universitetets “property manager” er bl.a. beskæftiget med at styre detailhandlen på campus, så detail- og bolig- samt undervisningsarealer supplerer hinanden indholdsmæssigt. F.eks. skaber han kommercielt drevne caféer, der omdannes til non-profit studenterdrevne steder om aftenen, eller giver billig husleje til en Røde Kors genbrugsbutik, fordi den sikrer, at de studerendes donerer deres møbler og ting, så de ikke ender som affald, som universitetet skal sørge for at rydde bort ved semesteret slutning. For Lancaster Universitet ligger fleksibiliteten ikke i, at de er bygningsejere. Det opfatter de som mindre væsentlig. Muligheden for selv at udleje til andre og skabe overskud derved, er det primære for dem.
Danske Universiteter er omfattet af husleje-ordningen, som medfører, at statslige institutioner på bl.a. forsknings- og uddannelsesområdet betaler husleje for de anvendte bygninger, som for en stor dels vedkommende bliver udlejet af Universitets- og Bygningsstyrelsen. Universiteterne opnår dermed fleksibilitet, da de med kort varsel kan opsige lejemål, de ikke selv har brug for og beredskab for at udvide.
Aarhus Universitet samarbejder derudover med et ejendomsselskab, der hører under Aarhus Universitets Forskningsfond. Selskabet bygger bygninger for dernæst at leje dem ud, primært til universitetet. Ejendomsselskabet har været en aktiv medspiller i udvidelsen af datalogiske lærings- og forskningsmiljøer på Katrinebjerg, der er et område, som blev opkøbt og udviklet af selskabet. Ejendomsselskabet lejer arealer ud til både virksomheder og til AU. Således sameksisterer flere fag fra det datalogiske institut i dag side om side med private rådgivningsfirmaer fra IT-branchen.
Udfordringen ved hurtigt at kunne agere på ændrede areal- og funktionsbehov på campus er en øget risiko og økonomisk usikkerhed. Det kan f.eks. være vanskeligt for universiteter at binde sig for et areal, som de ikke ved, om de kan leje videre ud til f.eks. små nyopstartede virksomheder. Den fysiske nærhed skaber synergi og er afgørende, når et universitet udvider. Den kan betyde øget fokus på tilstedeværelsen af f.eks. billige og fleksible arealer med lave driftsomkostninger.
Strategisk brug af boliger til udenlandske gæster
Det moderne universitet tilbyder ikke blot attraktive lærings- og forskningsmiljøer, men også attraktive boligmuligheder for sine udenlandske gæster. Undersøgelserne peger på, at flere universiteter, også danske, opfatter antallet af udenlandske gæster på campus som ligefrem proportionalt med antallet af attraktive boliger til udenlandske forskere og studerende. Boligerne er en væsentlig nøgle i en strategisk indsats for et internationalt studie- og forskningsmiljø. Boliger sikrer samtidigt liv på campus og indgår dermed som et byudviklingsfaktor af campus.
De udenlandske universiteter arbejder i langt højere grad end herhjemme med boliger på campus. Det er primært amerikanske og angelsaksiske universiteter, der samtænker boligtilbuddet med uddannelsen, men også universiteter fra det europæiske fastland interesserer sig for at integrere boliger på eller omkring campus.
Der er historiske og kulturelle grunde til, at danske/europæiske studerende og forskere primært bor udenfor campus, som Wilhelm og Elbes beskriver det i deres artikel. Et typisk dansk campus er – i modsætning til det amerikanske – bygget som en arbejdsplads, og ligger lige som et erhvervsområde som et supplement til byen. Derfor findes der ikke naturligt boliger, indkøbsmuligheder og varierede kulturelle fritidstilbud for unge omkring campus, som man ser det i USA. Samtidig har vi et kulturelt ønske herhjemme om at selvstændiggøre unge mennesker bl.a. ved at give dem en tilværelse, der fysisk befinder sig uden for studiet og undervisningen. På samme vis har vi tradition for, at forskere og undervisere ikke bruger fritiden på universitet, men derimod deltager i det sociale liv og benytter de kulturelle tilbud udenfor universitetet. Trods de grundlæggende forskelle er det dog værd at hæfte sig ved et par initiativer på boligfronten i udlandet, idet idéerne kan overføres til f.eks. boliger for udenlandske studerende eller gæsteforskere herhjemme.
Mange amerikanske universiteter som f.eks. MIT, hvor 40 % af de bachelorstuderende er udlændinge, forsøger bevidst at få studielivet til at flyde sammen med privatlivet. Det sker f.eks. ved at integrere lærings- og grupperum i kollegierne, som også bruges i undervisningstiden. Det er en struktur, vi kender herhjemme fra f.eks. højskoler, hvor læring og fritid også smelter sammen. MIT ser boligerne som en god måde at skabe hurtig integration, hvilket er vigtigt særlig for en forsker eller studerende, der kun er på besøg i en kort periode.
MIT placerer samtidig bevidst attraktive forskerfamilieboliger i samme bygning, hvori de studerende bor, for på den måde at øge kendskabet til hinanden. Det understøttes af aktiviteter som f.eks. tilbud om fællesspisning. I praksis betyder det, at forskeren med familie færdes hjemmevant blandt de studerende, og at diskussionen fortsætter efter undervisningen i mere private rammer. MIT oplever en bedre og hurtigere integration mellem gæsteforskere og studerende, når forskeren bliver indlogeret på kollegier på campus.
ETH Zürich planlægger selv at bygge et større antal fire-rumsboliger på campus, fordi de gerne vil have et attraktivt tilbud til studerende og udenlandske forskere med familie. De finansieres af sponsorer og skal udlejes via et boligselskab. Boligerne er bevidst udformet som fire-rumsboliger, så de kan bruges enten som bofællesskab for tre-fire studerende eller som rummelige forskerfamilieboliger. Dermed vil de også være attraktive for almindelige familier, og boligerne kan i eventuelle nedgangsperioder udlejes til interesserede i området.
I Danmark er der opført et antal nye, attraktive fondsfinansierede kollegier i København, bl.a. Bikuben og Tietgen på KU’s Søndre Campus i Ørestaden. Her tilbydes en attraktiv selvstændig bolig for unge mennesker, hvor der samtidig er mulighed for at interagere med ligestillede. Interessen for disse boliger synes at være vokset blandt studerende og er givetvis med til at give denne form for netværksbolig, hvor man trækker på hinandens ressourcer og viden, en opblomstring blandt danske unge generelt. Disse kollegier er imidlertid opført af donatorer uden involvering af universitetet eller andre.
Én af udfordringerne ved at tilbyde boliger for udenlandske gæster er at afklare, hvem der ejer og driver boligerne. Herhjemme er kommunerne generelt forpligtiget til at skaffe boliger, men har ikke særligt ansvar for at løse denne type boligproblemer. Universiteterne kan leje af private, men erfaringerne – særligt fra hovedstaden – viser, at danske universiteter typisk ikke har råd til at leje passende boliger ved campus, da grundpriserne her typisk er for høje. Et andet aspekt er det forholdsmæssigt store praktiske arbejde, der er forbundet med at finde boliger på det private marked – særligt til gæsteforskere, der kun er på besøg i f.eks. et par måneder.
Strategi for bæredygtig campusplanlægning og -drift
Det moderne universitet har en strategi for sin bæredygtige indsats og handler på den. Eksemplerne i denne bog viser, at bæredygtighed langt fra blot er politisk korrekthed for universiteterne, men også på lang sigt en mulighed for at spare. Danske universiteter skal gå foran og sikre en bæredygtig strategi.
Et godt eksempel på en succesfuld organisation, der har arbejdet med temaet meget tidligt er: “Harvard Green Initiative”, som blev grundlagt i 2000. Kontoret består af ca. 20 professionelle fuldtidsansatte, der gennem et par år præger samtlige byggeprojekter ved bl.a. at sørge for den miljørigtige amerikanske certificering LEED samt uddannelse af universitetets brugere.
Uddannelse kan f.eks. bestå i at skabe “peer to peer workshop” for køkkenpersonale eller studerende, hvor de taler med hinanden og konkurrerer om, hvem der kan spare mest. Studerende fra forskellige fag rekrutteres til at være grønne ambassadører og møder mod betaling ind hver 14. dag og oplæres i konkrete tiltag, de selv kan udføre og videregive til deres medstuderende på kollegierne; f.eks. vandbesparelse eller sluk for lyset. Harvard har 10.000 studerende boende på campus, så besparelsen er stor.
Således fungerer de ansatte i initiativet som en mellemting mellem praktiske viceværter, der får installeret vandbesparere i kollegiernes brusebade, og strateger, der skal formidle den større historie både nedad til brugere og opad til ledelsen. Alle ansatte er selvfinansierede, forstået på den måde at universitetet betaler dem som bæredygtighedskonsulenter, der sikrer miljøcertificering i om- og nybygningssager. Det viser sig, at merudgiften til konsulenter og byggeomkostninger er tjent ind på driftsbesparelser.
Universitets- og Bygningsstyrelsen bygger aktuelt den første CO2 neutrale bygning på KU's Nørre Campus. Green Lighthouse får et forbrug på 22khw/m², hvilket er 80 % mindre end Bygningsreglementet foreskriver. Generelt fastlægger styrelsens nye strategi på energiområdet fremover som minimum at bygge i lavenergiklasse 1, som er 50 % under Bygningsreglementet.
I Videnskabsministeriets essaykonkurrence om fysiske rammer for studiemiljø på landets universiteter peger de studerende på, at de oplever, det er svært at”få lov til” at engagere sig i bæredygtigt arbejde på campus. Samtidig har både ansatte på danske universiteter og folkene bag “Harvard Green Initiative” erfaret, hvor vanskeligt det er, at inddrage de studerende. De har typisk meget lille forståelse for universitetets organisation, og har derfor vanskeligt ved at agere i den.
En væsentlig udfordring består i at tænke bæredygtighed ind i alle trin af universitetets drift og virke. Når det er sagt, viser eksemplerne, at det er vanskeligt at organisere og systematisere de bæredygtige tiltag på universiteterne. Det er dels et omstændeligt arbejde i mange skalatrin, og der findes kun få forgangsbilleder. Grundlæggeren af “Harvard Green Initiative”, Leith Sharp opfordrer – i en artikel i denne bog – universiteter til at bruge bæredygtighed som en mulighed for at gennemgå en systemisk transformation. Hun mener, de skal gå fra at være undervisende og forskende organisationer til også at blive lærende organisationer, der professionelt kan håndtere de forandringsprocesser, som bæredygtighed medfører.
Verdensklasse?
Hvordan skaber vi så campus i verdensklasse? Bymæssighed, bæredygtighed, boliger og den inddragende planlægningsproces bidrager hver for sig og er udtryk for det samme: Det handler om at bruge fysiske rammer og planlægning strategisk og professionelt til at håndtere nogle af de udfordringer universiteterne møder.
Artiklen bygger på informationer fra undersøgelser, som alle kan downloades på Universitets- og Bygningsstyrelsens hjemmeside www.ubst.dk/projekt Campus.
NOTER
¹ Rektor Finn Junge, temamøde i Universitets- og Bygningsstyrelsen, juni 2007 ² www.orestadnordgruppen.dk
ETH Zürich er placeret isoleret i landlige omgivelser udenfor bygrænsen. Dens placering kan sammenlignes med placeringen af f.eks. RUC, eller SDU herhjemme ETH Zürich har de seneste år fortættet bygningsstrukturen, så der er opstået en egentlig pladsdannelse med infospot, mødested, busstop, caféer og overblik. NYU er placeret som en integreret del af bylivet på Manhattan og har forelæsninger i det, der svarer til butikslokaler. De skaber et vindue til universitet og gør dets virke nærværende. En DNA-streng pryder belægningen af en plads på KU’s Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg Campus. Kunstværket, som er af Bjørn Nørgaard, formidler dermed den faglighed, som fakultetet arbejder med. Lancaster Universitet markedsfører sig på et attraktivt socialt miljø, som er understøttet af gode fysiske rammer for både studie- og boligsituationen på campus. CBS bruger design som et strategisk redskab til at opgradere campus og har netop indskrevet design og fysiske forhold som ét af fem strategiske punkter for de kommende års indsats.Campus cases
Fem campus cases giver her et billede på, hvordan internationale og danske universiteter arbejder med fysisk campusplanlægning. Campusområderne er udvalgt, fordi de behandler aktuelle udfordringer, som flere andre universiteter står overfor i deres fysiske campus planlægning: ETH Zürich arbejder med byintegration, Harvard med bæredygtighed, Københavns Universitet med inddragelse og kunst, Lancaster med det gode studieliv og MIT med en planlægningsproces, der fremmer ikonarkitektur.
De fem cases repræsenterer forskellige campus typologier: Et fritliggende campus, som Lancaster University, der er omgivet af marker. Et campus som ligger på byens kant og søger at blive integreret med byen, som ETH. Og endelig et campus, der er integreret med byen, og det er Harvard University, Københavns Universitet og MIT eksempler på. Alle fem cases har det til fælles, at de arbejder med bymæssighed og ønsker at åbne op og fysisk synliggøre universitetet i samfundet. Deres forskellige udgangspunkt gør, at de åbner op på helt forskellig vis. Nogle universiteter søger at integrere sig i byen. For andre er byen langt væk, og derfor skaber de selv bymæssigheden på campus.
Hver case består af en analyse af campus. Den belyser, hvordan universitetet er organiseret, hvordan bygninger og byrum samt socialt og fagligt liv fungerer, og endelig beskriver den fremtidsstrategierne for campus. Analysen er suppleret med uddybende interviews med mennesker, der er involveret i planlægningen.
Casene kan bidrage som inspiration, når universiteter, myndigheder og rådgivere skaber morgendagens campusområder.
ETH Zürich
Byintegration
ETH Hönggerberg (Eidgenössische Technische Hochschule Zürich) er et efterkrigstidscampus på kanten af Zürich, 15 min bilkørsel fra centrum. Universitetet ønsker at udvikle det monofunktionelle Höngerberg til en levende vidensbydel i Zürich. Det sker i rammerne af udviklingsprojektet Science City, som siden 2003 har iværksat akademiske aktiviteter, kommunikation og byggeprojekter, der åbner universitetet op overfor omverden
| Hönggerberg, Zürich, Schweiz / | |
|---|---|
| Grundlagt | 1855, campus påbegyndt 1964 |
| Status | Føderalt universitet |
| Campus befolkning | ETH Hönggerberg Campus: 5.500 personer. I alt 18.000 på ETH: Heraf 6.300 bachelor, 4.700 master, 3.000 ph.d og 4.000 VIP og TAP ansatte |
| Afstand til by | 7 km fra Zürich Centrum (1.100.000 indb.) |
| Fagområder | Teknik, Arkitektur, Humaniora, Business, Naturvidenskab |
| Årlig studieafgift | Ca. 2.800 kr. |
| Antal sengepladser på campus | Ingen |
Ejerforhold og organisation
ETH er et ud af to føderale tekniske universiteter i Schweiz, hvilket står i modsætning til kantonale læringsanstalter. Dette betyder, at den schweiziske føderale regering ejer ETH´s bygninger med den konsekvens, at universitetet kun kan leje arealer og lokaler ud til eventuelle ikke-akademiske interessenter, som erhverv, caféer og butikker, på Hönggerberg campusområdet. ETH har ikke mulighed for at opkøbe arealer eller bygninger, som senere kan udlejes eller bebygges. ETH udvikler deres universitet i tæt samarbejde med dels byen Zürich (byggetilladelser og generel bypolitisk opbakning), dels kantonen Zürich (offentlig transport og uddannelsesmæssige rammer) og dels den føderale regering (økonomi og overordnet strategi).
Byrum og bygninger
ETH Hönggerberg var oprindelig tænkt som et anlæg med store, fritstående bygninger af næsten industriel karakter beregnet udelukkende til undervisning og forskning. Universitetet ligger fredfyldt og isoleret omgivet af marker og grønne skove.
Som del af Science City projektet blev der i 2005 afholdt en byrumskonkurrence, og vinderen var en fleksibel urban strategi, der lægger op til bygningstæthed og koncentration for at sikre urbane kvaliteter. En anden vigtig pointe er, at overgangene mellem private og offentlige zoner skal krydse hinanden og skabe interaktion. ETH havde f.eks. hidtil adskilt fagområder, f.eks. ingeniører i én bygning og arkitekter i en anden. Strategien er nu fysisk at blande fagområderne i de forskellige bygninger for at skabe større forståelse fagene imellem.
Et af de seneste byggeprojekter har tilført campus et sluttet byrum i form af en pladsdannelse. Denne plads er nu det centrale ankomst- og orienteringssted, og dens urbane karakter og evne til at skabe stedslighed har gjort den meget populær. Pladsen er møbleret med store orange letvægtsmøbler, som udfylder rummet mellem bygningerne. Møblerne er en gestus, der ligger op til uformelt ophold, ”playfullness” og medindflydelse fra brugernes side.
Socialt og fagligt liv
ETH ønsker, at Hönggerberg Campus bliver et sted, som ikke kun er til arbejde og studie, og planlægger derfor målbevidst rundvisninger og foredrag, som henvender sig til brugergrupper, der bor i de omkringliggende byområder. De formidler forskning og aktuelle akademiske emner til brugergrupper, der normalt ikke har mulighed for at deltage i sådanne arrangementer i løbet af dagen. Det stigende antal besøgende f.eks. i weekenden har medført, at universitetets kantiner nu holder weekend åbent. Hvilket har sat en positiv spiral i gang, fordi det dermed også er mere attraktivt for studerende at komme i weekenden.
Science City er også et læringsmæssigt projekt, og universitetet inddrager campusudviklingen i undervisningsforløb og forskningsprojekter. F.eks. huser ETH et forskningsprojekt om campusudvikling, som formidler viden om planlægning og bæredygtig campusudvikling til andre universiteter globalt set.
Hvert år i april afholdes en stor international konference i bæredygtig campusudvikling, hvilket understreger tyngden i Science City: Intentionen er at gøre ETH Hönggerberg til en bæredygtig bydel – og samtidig finder man også overskud til at bruge det som springbræt til oprettelsen af et internationalt bæredygtigt netværk. Det at sprede og initiere viden bliver gjort til en aktiv del af universiteternes profilering.
Fremtidsstrategi
Science City projektet skal sikre, at Hönggerberg bliver ”et akademisk bykvarter”, der indeholder mere end akademiske funktioner. Science City projektet er en platform, som universitetet bruger til at skabe dialog med myndigheder, beboere og interessegrupper om udviklingen af bykvarteret, ligesom platformen bruges til at skabe rammebetingelser for masterplan, trafik, bæredygtighed, finansiering, kommunikation og vedligehold.
Hvert år kommer nye projekter til. Der er i alt ca. 70 delprojekter, som udspringer af paraplyen. Aktuelt arbejdes der f.eks. på ny skiltning på campus og udgivelsen af et digitalt månedsmagasin om campusudviklingen, og så planlægges de første boliger på campus i forsøget på at få flere funktioner og dagsrytmer ind på campus. Der skal opføres 1000 boligenheder, typisk fire-værelses boliger, som både kan bruges som bofællesskab til studerende og som gæsteforskerboliger. Boligerne drives af byens boligselskab, og indretningen gør, at boligerne evt. også kan udlejes til andre målgrupper.
INTERVIEWS
Yvonne Wäger er studerende på 4. semester på miljøstudier
Hvor meget tid bruger du på Hönggerberg campus om ugen?
Da jeg har et studiejob som assistent på et grundkursus i skovstudier, er jeg herude et par gange om ugen. Når jeg er herude, nyder jeg det faktisk, da jeg betragter det som lidt af et fristed: Trods nærhed til byen er der nem adgang til naturen, og man befinder sig i en anden verden – langt fra byens larm og trængsler.
Hvilke funktioner, ud over de faglige benytter du dig af?
Når jeg er på Hönggerberg, forsøger jeg altid at komme over i sportscenteret. Sidste år var jeg med på et rohold, hvor vi blev undervist gratis, men desværre kniber det med tiden i år på grund af studierne. Derudover benytter jeg mig en del af gratis biograftilbud, som finder sted på campus inde i byen.
Kender du folk fra andre fag end dit eget?
Jeg bor i en delt lejlighed med andre studerende fra ETH, vi er fra forskellige fagområder. ETH har en central formidling, der hjælper de studerende med at finde et sted at bo. At bo i en lejlighed med andre studerende har gjort, at min omgangskreds på universitetet er blevet udvidet fagligt såvel som socialt. Derudover er miljøstudier placeret sammen med geologi, hvilket har givet mig mulighed for at lære andre at kende.
Eveline Meier er folkeskolelærer og er taget på campus med sine børn og deres kammerater for at nyde det gode vejr. Hun bor godt 10 minutter fra campus
Hvilket ærinde har du her på campus i dag?
Egentligt har jeg ikke noget decideret ærinde. For et par lørdage siden var jeg på en rundtur herude på campus og opdagede, hvor skønt der er. Derfor tog jeg min egen skoleklasse med herop. Vi havde bat og bolde med og spillede både rundbold og volleybold. Bagefter gik vi forbi den medicinske have og kiggede på planter fra alperne. På vejen hjem købte vi is i den lille campuskiosk. I dag er jeg heroppe med mine egne børn, da jeg tænkte, at de lave soppebassiner ville være lige noget for dem på sådan en varm dag.
Så du kom her første gang pga. af de mange initiativer foranlediget af Science City? Ja, jeg læste i avisen, at der var en masse tiltag på vej heroppe, og jeg fik lyst til at tage med til et åbent hus arrangement. Det var en rigtig ildsjælstype, der viste rundt, og jeg tænkte straks, da jeg så de flydende orange møbler i soppebassinet, at det lige var noget for mine børn. Nu er vi her så. Næste gang vi skal herop, tror jeg bliver til ”børne-universitetsdag”, hvor der blandt andet er skak for de små.
Henri Hagenmiller er tværfaglig ph.d. studerende på det farmaceutiske institut og det mekaniske ingeniørstudie. Sidste år flyttede ingeniørstudiet fra byen ud til Hönggerberg. Derfor fordeler Henri sin tid mellem sit kontor i byen og sin plads i en større forskningscelle på Hönggerberg
Hvad synes du om Hönggerberg som campus?
Det er en meget stor kontrast for mig den ene dag at arbejde i et aflukket kontor i byen og den næste at arbejde blandt andre i et forskningsrum med masser af mennesker. Men jeg kan faktisk godt lide at være på Hönggerberg, for jeg møder flere, når jeg sidder i forskningsrummet, end når jeg er inde i byen, hvor jeg sidder helt for mig selv. Atmosfæren er dog også lidt mere personlig inde i byen. Den nye bygning herude fra 2004 er kold og steril. Med sine fleksible vægge kan alle rum laves om, og der er intet, der er permanent for længere tid ad gangen. Det positive er, at jeg har mit skrivebord lige ved mit laboratorium, og at jeg derfor har hurtig adgang til forsøg og resultater. Jeg kan også hurtigt spørge andre om hjælp. Hvis jeg på Hönggerberg skal koncentrere mig, er jeg nødsaget til gå på biblioteket for at få fred. Det behøver jeg ikke på mit kontor inde i byen.
Kan du sammenligne Hönggerberg med andre universiteter?
Jeg har også læst på et anerkendt amerikansk universitet – og jeg må sige, at de forskningsmæssige faciliteter her faktisk er meget bedre. Der bliver tydeligvis investeret en masse penge i os, hvilket gør det en fryd at komme på arbejde hver morgen. Når det kommer til ikke akademiske programmer, må jeg sige, at der er lang vej til de amerikanske standarder. Der har vi noget at lære.
Bruger du andre af universitetets faciliteter?
I forbindelse med min forskning bruger jeg tit andre maskiner på universitetet. Men det er vist også det. Jeg er ikke så god til at tage del i sociale arrangementer for eksempel. Der sker ting hist og pist, men jeg er nok for lidt universitetsnørd til rigtigt at være med. Det eneste, jeg egentlig benytter mig af, er caféen lige overfor busstoppestedet. Her kan jeg nyde en kop kaffe og skimme avisen, mens jeg venter på bussen.
Fra vision til realitet
Interview Gerhard Schmitt, Vicepræsident for planlægning og logistik på ETH
Det tog bare tre måneder fra ideen om at transformere campus radikalt opstod i 2003, til visionen blev præsenteret i offentligheden. Projektet Science City skal forvandle det monofunktionelle ETH campus til en levende akademisk bydel.
Visionen bliver til
Hvordan startede dette forløb? Hvad var der før visionen?
Før visionen var der et kæmpe behov for et nyt campus. Dengang havde ETH bygninger centralt i Zürich, og en udpost på Hönggerberg i et rekreativt område. Det var kun en samling af bygninger til forskning og undervisning. Der var ingen boliger, intet liv, intet campus i den forstand.
Studerende og ansatte så det som en stor mangel, og nogle af dem ville helst rykke hele universitetet tilbage til byen. Her opstod idéen om at lave en stor fornyelse og revitalisering af udposten. Den skulle fornyes på en måde, så den blev lige så god – ja faktisk bedre end at flytte til byen.
Hvor mange var involveret i denne proces?
Det var meget få personer. Jeg rådførte mig og havde selvfølgelig opbakning fra kollegaer – men beslutningen blev truffet af få mennesker.
Hvor lang tid tog det?
Tiden var moden til det. Det tog bare tre måneder fra vi formulerede den første idé i maj 2003 til vi præsenterede den offentligt i medierne. Dengang kunne mange ikke forestille sig, hvordan det kunne se ud, når Hönggerberg blev forvandlet til et ”Stadt-Quartier für Denkkultur”, en akademisk bydel. Derfor havde vi brug for hurtigt at få det første skitseforslag, som vi brugte til at diskutere ud fra. Det blev lavet af Andreas Deplazes [professor i arkitektur på ETH, red.] og var også klart i juli 2003.
Hvilke oplysninger indgik i dette første skitseforslag til Science City?
Vi kendte allerede funktionerne, vi vidste f.eks., at vi skulle have boliger til studerende. Det var først og fremmest de rumlige virkninger, vi ville vise med det første forslag. Skitseforslaget blev afgørende i den videre proces, fordi vi ud fra det kunne diskutere med vores stakeholders.
En slags dialog grundlag?
Ja – præcis. En fysisk Dialog Model! Med denne første model kunne vi diskutere med nabolaget, de omkringliggende bydele, og de kunne spørge os mere konkret.
Ekko-rum
Hvordan foregik dialogen konkret?
Vi lavede ”Echo-räume” (Ekko-rum) som gjorde det muligt, at grupper, som ikke nødvendigvis var direkte deltagere i vores projekt - bl.a. fordi vi ikke kendte dem endnu - kunne deltage. Det var NGO´er, politiske partier, naboer, omkringliggende institutioner osv. Vi diskuterede muligheder og risici ved projektet – og brugte den første skitsemodel. Alt dette var med til at gøre vores forslag skarpere og bedre.
Har De et godt råd til andre universiteter i lignende situation som Deres?
En fuldstændig afgørende faktor for os var, at vi på det allertidligste tidspunkt inddrog vores stakeholders og fortalte om vores vision. Her blev vi hjulpet af det første tidlige skitseforslag, som var uundværligt i dialogen. Stakeholderne er vigtige for os at fokusere på, fordi de på en meget direkte måde kan bremse processen. Det direkte demokrati i Schweiz gør, at også små grupper har mulighed for at bremse et forslag ved afstemning. Og det er det, der er et under: Vi var i stand til at overvinde tvivlen og de spørgsmål der var i begyndelsen, da det blev præsenteret for de omkringliggende beboere, fordi vi kunne tilpasse planerne og imødekomme spørgsmålene. Der var ikke en eneste ”Einsprache” – formel indvending – da de første bygninger blev præsenteret. ETH er et føderalt universitet – ikke et privat. Det betyder, at det nye bykvarter også er for beboerne i området. Vi føler os forpligtiget til også at lave det til en bydel for dem.
Realisering
Herefter gennemførte I en planlægningsskonkurrence?
Ja, dialogfasen blev grundlaget for, at vi kunne gennemføre en konkurrence året efter i 2004, som Kees Christiaanse vandt. Her fik vi en masterplan, som ikke er en masterplan, men nærmere Master Regler. Det betyder, at vi har frihed til, at ganske meget kan udvikle sig undervejs.
Hvordan omsætter I resultatet af konkurrencen?
Vi har skabt i alt 60 moduler, som tilsammen favner fokuspunkter i visionen. Sport, forplejning, boliger, akademiske aktiviteter osv. Inden for hvert modul har vi formuleret en række delprojekter, som vi realiserer parallelt. De har forskellige målgrupper og vidt forskellig størrelse. Det kan f.eks. være udendørsbelysning, skiltning, men også nye byggerier. Vores modulstruktur gør det muligt at omsætte mange delaspekter parallelt.
Hvilke faktorer er afgørende for, at projektet lykkes i realiseringsfasen? Hvordan fastholder man engagement og fokus?
Det er afgørende, at organisationen er trimmet. Meget trimmet. Vi har en lille styregruppe, som består af projektlederen og vicedirektørerne for infrastruktur og finansiering. Det betyder, at der er meget få personer i den indre kreds, og at det er ETH Zurichs bestyrelses ansvar, at projektet udvikler sig. Heldigvis modtager vi værdifuld hjælp fra vores Strategic Advisory Board, som består af repræsentanter for bl.a. den politiske verden, forskningen og det lokale erhvervsliv.
Samtidig er vi gået i dialog med ligesindede fra andre lande, fordi de har tilsvarende problemstillinger. De kommer og besøger os fra hele verden – ofte fra Asien – og vi modtager gæster fra universiteter fra Berlin til Singapore som er interesseret i Science City modellen. Sammen diskuterer vi mulighederne og problemerne ved denne udvikling. Det foregår på et fagligt og også administrativt plan, hvor vi samarbejder mellem universiteter. Det lærer vi meget af. På grund af planlægningsaspektet er jeg nu også ansvarlig for internationale relationer. Disse to ting følges godt ad.
Finansiering
Hvordan håndterer I finansieringen?
Vi har to organer, som er ansvarlige for at skaffe finansiering til projekterne i Science City. Bestyrelsen for ETH Zürich har det øverste ansvar, og vi arbejder sammen med den uafhængige organisation, ETH Foundation, som har til formål at støtte ETH. Medlemmerne af begge organer taler med sine kontakter og søger derigennem finansiering. Finansieringen må vi generelt afklare meget hurtigt, så det ikke sætter processen i stå. Det skyldes, at der er en lang vej for at få godkendt et kommende byggeri. Det skal godkendes på universitetet og kommunen og også i det schweiziske parlament. Det betyder, at vi på et meget tidligt tidspunkt har brug for en konkretisering, herunder en finansiel afklaring, af de bygninger vi ønsker at bygge i fremtiden.
Er det grunden til, at I ønskede en fleksibel plan?
”Master Reglerne” havde stor betydning i forhold til finansieringen. Vi vidste allerede fra starten, at vi havde brug for ekstern finansiering for at gennemføre visionen. Det giver usikkerhed om, hvad der kan gennemføres hvornår, så vi havde brug for en fleksibel plan, hvor ting kunne foregå samtidig. Det er essentielt for os, at tingene kan foregår parallelt! At hele processen ikke bliver afbrudt, eller sat på standby, blot fordi et enkelt projekt ikke falder på plads.
Er der andre aspekter, der hjælper jer i fundraisingen?
Vores fokus på bæredygtighed viste sig også at være vigtigt for muligheden for at skabe eksterne finansieringsmuligheder. Vi har sat det mål, at vores CO2 udledning skal halveres inden for de næste 10 år. Da vi har meget eksisterende byggeri, betyder det i praksis, at nye bygninger skal producere energi i løbet af året. Denne udfordring har åbenlyst hjulpet os med at skabe interesse for at bidrage til at finansiere de nye energirigtige bygninger.
Mikala Holme Samsøe
Vejen til byområde for ”Tanke Kultur”
Interview Ute Schneider, Arkitekt, Kees Christiaanse Architects & PlannersETH Zürich skal blive til et ”Byområde for Tanke Kultur” med mange forskelligartede funktioner. For at nå dette mål benytter universitetet en masterplan, der fastlægger de væsentligste parametre for den fremtidige udvikling. Den skal sikre, at der under størst mulig frihed opstår helhed i den trinvise udbygning af universitetet. Arkitekt Ute Schneider fra Kees Christiaanse Architects & Planners, KCAP er sammen med sit team ansvarlig for at udføre den masterplan, hun i sin tid var med til at lave
Den nye masterplan har siden 2005 fungeret som grundlag for en omstrukturering og udvidelse af det monofunktionelle ETH Hönggerberg campus fra 60´erne. Det nye ”Science City” på Hönggerberg skal blive til en moderne, bæredygtig akademisk bydel for ”Tanke Kultur”. Målet er at omdanne campus fra at være et sted, man kun kan lære eller forske, til et sted man også bor, handler, dyrker sport og besøger kulturelle arrangementer.
Planen har fokus på fortætning og tolker Science City som et kompakt system af rum, der griber ind i hinanden. Atrier, gårdrum og gennemgange sørger for, at der sker en sammenfletning af private, halv- og hel-offentlige rum. Planen har mere fokus på de enkelte funktioner end på den byggede form.
Masterplan til mangfoldighed
Den masterplan I har lavet for ”Science City” består af retningslinier, som skaber både struktur og fleksibilitet. Hvordan fungerer disse guidelines i praksis? Vores guidelines gælder både for byplanlægning og uderum. Byplanreglerne definerer, hvor meget af et byggefelt der må bebygges, og hvilke byggelinier man skal opfylde for at kunne skabe gader og rum til at orientere sig. De definerer, hvor højt og hvor tæt, der må bygges, og hvor der skal være gennemgange eller perforeringer.
Reglerne fungerer godt i praksis, selvom det tog et stykke tid før de blev accepteret. Sådanne regler bliver helst undgået, fordi der ofte er et økonomisk pres for at maksimere. Som byplanlægger må man allerede af den grund kæmpe og forklare formålet med reglerne. Dette gælder først og fremmest de regler, der handler om maksimal bebyggelsesprocent eller skaber passende gadeforløb og højder, der sikrer det nødvendige lysindfald. Reglernes formål er ikke altid åbenlyse.
Masterplanen lægger op til, at der bliver skabt mange forskellige funktioner på campus. Er der i praksis nogle barrierer for at skabe denne mangfoldighed ? Målet om at få boliger spredt rundt på campus har været svært at opnå, selvom det er essentielt for at få liv til området. Man samler åbenbart alligevel gerne tilsvarende funktioner – også selv om en by ikke fungerer sådan. Mangfoldigheden af funktioner bliver også ofte minimeret fra opdragsgiverens side.
Man må bruge overtalelse for at få implementeret service- og butiksfunktioner på campus. F.eks. satte byggeafdelingen i forbindelse med, at vi planlagde en konkurrence, spørgsmålstegn ved hvilke funktioner, det overhovedet er meningsfuldt at have på campus. Egentlig havde man ikke brug for mere end den allerede foreslåede børnehave. Her kan man som planlægger yde stor indflydelse i planlægningsfasen ved at foreslå funktioner som vaske-saloner, indkøbsfaciliteter eller faciliteter, de studerende selv kan præge og tage i besiddelse. Forslag man også kan lade gå igen i konkurrenceprogrammerne.
Planlæggerens rolle
I har lavet masterplanen for ETH og er nu rådgiver for universitetet i udførelsesfasen. Hvordan er jeres rolle helt konkret i denne realiseringsproces? Vi vandt en byudviklings-testkonkurrence i 2004 [hvor fire firmaer deltog] og blev på det grundlag bedt om at udarbejde en masterplan, som vi arbejdede på i 3/4 år. Herefter lavede vi det juridiske grundlag [til en ny lokalplan] i samarbejde med ETH og byen Zürich. Det resulterede i, at byggeforeskrifterne nu tillader boligfunktioner på Hönggerberg området, hvilket ikke var muligt under byens gældende lokalplan for stedet.
Herefter har vi udarbejdet en plan for de offentlige rum på campus, ligesom vi har lavet diverse mindre undersøgelser af andre funktioner og udarbejdet konkurrencemateriale. Vi har også været med til at bedømme konkurrencer om f.eks. skiltning eller belysningskoncept for ”Science City”.
Det meste af alt dette arbejde går under det, man kan kalde supervision eller bygherrerådgivning. Det har vist sig for os i flere projekter, at det er en meget positiv måde at følge en planlægningsproces på. Særligt når supervisionen er kombineret med udarbejdelse af en plan for det offentlige rum, som er en plan for det tæppe, som alt kommer til at stå på.
Hvilke erfaringer har I samlet i supervisionsprocessen?
Når planlæggeren fungerer som supervisor, kan masterplanens overordnede mål integreres intensivt i ethvert delprojekt eller byggeopgave. Og de ofte meget komplekse sammenhænge, der er i en masterplan, kan integreres naturligt i den videre planlægning. Det oplever vi meget positivt for resultatet.
Hvis masterplanlæggeren imidlertid kun er med som supervisor, uden samtidig at være involveret i at udarbejde plangrundlaget, bliver supervisionen for det meste reduceret til kun at handle om korrigerende indgreb. I tilfældet med ETH var KCAPs indflydelse på planlægningen stor, da vi både deltog i areal- og funktionsstrategierne, konkurrenceforberedelser og bedømmelse samt lavede en plan for de offentlige rum.
Planerne bliver omsat i et meget tæt samarbejde med både den strategiske projektledelse af ”Science City” og med den afdeling på ETH, der står for at gennemføre byggeprojekterne. Før masterplanen blev hvert byggeri behandlet og planlagt som et uafhængigt objekt. For at bringe de enkelte byggeprojekter i overensstemmelse med den overordnede planlægning var det nødvendigt med en periode for at tilpasse sig de nye retningslinier. Her er det væsentligt, at masterplanens mål bliver kommunikeret klart og tydeligt. Det er nødvendigt, at der er en bred opbakning og forståelse af den nye plan. Derfor kommunikerede den strategiske projektledelse masterplanens mål bredt til universitetets medarbejdere, studerende og befolkningen
Organisering
I har også lavet campusplaner for andre universiteter i Europa. Hvad skal universiteter generelt – efter din opfattelse – være opmærksomme på, hvis de ønsker at gå igang med et større campus planlægningsarbejde?
Helt generelt kan man sige, at det er vigtigt at få et godt og stort anlagt helhedskoncept, som indbefatter alle, der er berørt af projektet. Det er vanskeligt at gennemføre sådant et projekt, hvis der ikke er accept fra alle deltagere og brugere.
Det er ganske væsentligt, at universitetet har identificeret én person, som repræsenterer og styrer projektet. Én der har fået tildelt det nødvendige ansvar til at gøre det og samtidig har mandskab til rådighed til at følge og koordinere projektet. Erfaringerne viser også, at det er essentielt, at den strategisk, konceptionelle projektledelse har et tæt samarbejde med den udførende side, der leder byggesagerne.
Endelig er det rigtig vigtigt for helheden at få en masterplan, der fastlægger de vigtigste rammebetingelser – og samtidig efterlader nok frirum til, at mangfoldighed kan udvikle sig i en helhed. Den skal tilbyde så meget fleksibilitet, at konceptet kan ændres i forhold til ændrede vilkår i omgivelserne, f.eks. politiske, erhvervsmæssige ændringer eller ændringer i de akademiske strukturer eller læringsformer.
For at komme ud af den akademiske enklave og udvikle et akademisk bykvarter er det særdeles vigtigt at integrere befolkningen og åbne campus for den undervejs i forløbet. Man kan f.eks. lave Åbent Hus på de enkelte institutter, fritidstilbud, åbne forelæsninger m.m. Projektet “Treffpunkt”(”Møde Sted”), som tilbyder lokalbefolkningen akademiske arrangementer i weekenden, blev startet som en test på ETH, da man dengang slet ikke var sikker på, om befolkningen overhovedet ville være interesseret. Programmet blev imidlertid hele tiden udbygget, fordi interessen viste sig at være enorm. En positiv bieffekt var, at campus blev befolket i weekenden, og at der er opstået en udveksling mellem den lokale og den akademiske befolkning på ETH, som er forbilledlig.
HARVARD UNIVERSITY
Bæredygtighed
Harvard University er det ældste og sandsynligvis mest kendte universitet I USA. Det blev grundlagt samtidig med byen Cambridge, Massachusetts i 1636 og fremstår som en integreret del af byen. Siden da er Harvard ekspanderet trinvist. Universitetet står i dag overfor en stor udvidelse i Allston, som er del af byen Boston. Den nye bydel bliver opført efter bæredygtige principper
| Harvard University, Boston, USA | |
|---|---|
| Grundlagt | 1636 |
| Status | Privat ejet universitet |
| Campus befolkning | ca. 35.000 personer, heraf: Bachelor-studerende 6.650, master/ diploma-studerende: 11 900, VIP: 2.800, andre ansatte 12.500 |
| Afstand til by | 4 km fra Downtown Boston (4 mio. indb. i metroregionen) |
| Fagområder | Business, Design, Forvaltning, Humaniora, Jura, Medicin, Teknologi, Teologi og Uddannelse |
| Årlig studieafgift | 210.000 DKK |
| Antal sengepladser på campus | 7.800 |
Ejerforhold og organisering
Harvard er privat ejet og bliver hovedsageligt finansieret gennem donationer og universitetets egen indkomst. Universitetet består af 14 forskellige skoler og institutter, som med hver deres administration og økonomi fungerer uafhængigt af hinanden. 2/3 af de studerende modtager en eller anden form for økonomisk støtte som f.eks. lån, legater eller har en indtægt fra deltidsjob.
Universitetet ejer og driver adskillelige museer og kunstsamlinger, som er åbne for publikum. Deres mange biblioteker er imidlertid hovedsageligt reserveret for mennesker med tilknytning til Harvard, og offentligheden har begrænset adgang til bygningerne.
Byrum og bygninger
Harvard består af tre campus-områder: Allston, Longwood og det ældste Cambridge, som alle ligger i umiddelbar nærhed af hinanden. Cambridge Campus er det mest kendte. Det daterer sig tilbage til 1636 og udgør et centrum i bydelen. Harvards Cambridge Campus består primært af små og mellemstore bygninger, der er vokset trinvis og fremstår flydende integreret i det omkringliggende byområde. Universitetets funktioner ligger her side om side med boliger og forretninger.
Harvards ældste og mest kendte del er det kommercielle centrum omkring ”Harvard Square”. Pladsen er et bydelscentrum og rummer metrostation, mange restauranter, cafeer og butikker. Her ligger såvel bydelens modetøjsbutikker som ”Harvard Bookstore” og ”Harvard Shopping Mall”.
Universitetets ældste bygninger fra 1720 befinder sig i den kendte ”Harvard Yard”, et introvert grønt parkrum, som ligger lige rundt om hjørnet fra det pulserende Harvard Square.
Harvards Cambridge Campus består primært af bygninger med et klassisk formsprog og historiske elementer og referencer, og universitetet bevarer dette udtryk i om- og tilbygninger, ligesom nybyggeri også forholder sig til den eksisterende struktur med de mange små og enkeltstående bygninger. Bygningerne danner indadvendte grønne parker, som er omkranset af boliger, institutter eller biblioteker. Den karakteristiske Yard skaber dermed små verdener på campus med hver sine karakteristika og brugergrupper. Nogle haver virker private og bruges af studerende, der bor på stedet. Andre har mere offentlig karakter og tiltrækker store mængder af turister. Bygnings- og yard-strukturen gør, at Cambridge Campus opleves som en lille by, man kan gå på opdagelse i.
Universitetet rummer en række sports- og fritidstilbud, som er spredt ud over alle tre campusområder. Mange af dem i professionel standard. I Allston ligger f.eks. det store Harvard Sportsstadium, som har plads til 30.000 tilskuere.
Fagligt og socialt liv
Harvard tilbyder en mangfoldighed af faciliteter på campus, ligesom der er et rigt handelsliv, som fletter sig ind omkring universitetets campus. Studerende og ansatte kan uden problemer blive i bydelen i flere uger uden at være tvunget til at opsøge de nærliggende områder. Studerende bor på campus under det første år, hvorefter nogle vælger at flytte ud i naboområderne. I alt bor ca. 60 % af alle studerende på campus. Der er 13 forskellige ”Houses”, der fungerer som colleges med egne traditioner, bibliotek, spisesal og fællesrum.
Harvard har en stærk tradition for at engagere studerende i frivillige studentergrupper. Her findes flere hundrede grupper, der dækker områder inden for medie, politik, sport, musik, teater, dans, velgørenhed samt faglige emner generelt. Mange af disse grupper er over 100 år gamle. ”The Harvard Crimson”, fra 1873 er én af USA’s ældste daglige universitetsaviser, Harvards kor er det ældste universitetskor i landet, og ”Phillips Brooks House Association” er en studenterorganisation, der arbejder tæt sammen med det lokale miljø i Boston.
De sociale og faglige aktiviteter på campus henvender sig først og fremmest til studerende og fakultet men rækker i nogle tilfælde også ud til lokalsamfundet. F.eks. driver universitetet adskillige museer med sjældne samlinger. Disse samlinger er typisk åbne for interesserede, ligesom de bruges i undervisningen.
Fremtidsstrategier
Campus ved Allston, som ligger i gåafstand fra det oprindelige Cambridge Campus, er under markant udbygning. Her bygges bygningskomplekser i en større skala og mere moderne udtryk end i den ældste del af Harvard. Området ligger på den sydlige side af floden.
Allston er i dag et nedslidt industriområde med parkering og holdepladser for lastbiler. Den centrale placering og lave udnyttelsesgrad giver imidlertid universitetet en unik mulighed for at udvide. To væsentlige aktiviteter som ”Harvard Business School” og det store sportsstadium befinder sig nemlig allerede i området.
Planen rækker 50 år ud i fremtiden og udstikker fleksible retningslinjer for projekter i området. Campus skal de næste 20 år udvides med 370-450.000 m², og planen er, at campus over de følgende 30 år udvides yderligere med tilsvarende areal.
Planen fokuserer på fire temaer: Interdisciplinær undervisning og forskning, som skal sikre, at mange videnskaber, herunder både science, økonomi og kunst, kan arbejde sammen på tværs. Det vil bl.a. kunne ses i den måde, universitetsbygninger struktureres på. Place Making er et andet tema, som handler om at skabe identitet og forankring i det nedslidte område. Universitetets funktioner her blandes med offentlige og kulturelle for at skabe et levende og karakterfuldt miljø. Samtidig skal en stærkt trafikeret vej, der hidtil har hindret adgang til floden, overdækkes for at skabe et rekreativt område for bydelen. Bæredygtighed er et tredje tema, som sættes på dagsordenen af en gruppe, der kaldes” Harvard Green Campus Initiative”: Allston skal planlægges, opføres og drives på en bæredygtig måde. Udbygningen af Allston er et eksempel på, at Harvard satser strategisk på at blive foregangsuniversitet inden for bæredygtighed, og universitetet har siden årtusindskiftet arbejdet for denne målsætning. Økonomisk udvikling er det sidste tema. Projektet skal skabe udvikling og økonomisk vækst i bydelen, og målet er at sikre i gennemsnit 500 nye jobs og 15 nye virksomheder pr. år i bydelen de næste 50 år.
Research: Julia Anshelm og Mikala Holme Samsøe
INTERVIEWS
Zach Arnold er studenterkoordinator ved Harvards Green Campus Initiatives peer-to peer-program. Han informerer Harvards studerende om energi og miljø og søger at få dem til at agere mere bæredygtigt
Hvad er Harvards peer-to-peer program?Programmets formål er at få studerende til at sænke deres energi- og vandforbrug, genbruge mere og at udbrede en større miljøbevidsthed blandt de studerende. Vi fortæller, hvordan den enkeltes adfærd påvirker campus og derigennem det globale miljø. Det handler om den enkeltes fodaftryk på miljøet. Universitetet sponsorerer gevinster til vores miljøkonkurrencer og betaler løn til en række studenterrepræsentanter, en fast medarbejdere fra universitetet og os tre studenterkoordinatorer.
Hvad går dit og studenterrepræsentanternes daglige arbejde ud på? Vi planlægger et studenteraktivitetsprogram for hele året. Vi er til rådighed for de studerendes spørgsmål og vejleder i, hvordan man arbejder for miljøet på Harvard. Universitetet er nemlig ikke den mest gennemskuelige organisation. Blot det at få energisparepærer i spisesalen involverede tre forskellige kontorer. En af de ting jeg arbejder på er at få større kontakt mellem studerende og de ansatte, der administrerer og varetager driften af universitetet.
Vores studenterrepræsentanter hjælper de studerende, der har individuelle grønne projekter de gerne vil realisere. De arbejder med kollegierne og studentergrupper for at arrangere grønne konkurrencer eller sætter kampagner i gang, hvor studerende kan skrive under på, at de vil tænke bæredygtighed ind i deres hverdag.
Anabela Pappas er køkkenmedarbejder på Harvard University. Hun har deltaget i Harvards kurser om bæredygtighed og arbejder på at gøre køkkenet mere bæredygtigt
Hvad er din motivation for at deltage i Harvards Grønne Initiativ først som studenterrepræsentant og siden som studenterkoordinator?Jeg har altid været involveret i miljøsager. Jeg arbejder også stadig på det politiske plan, hvor vi har fået Harvard til at forpligte sig til at reducere sit aftryk på drivhusgaseffekten. Og tidligere arbejdede jeg på et system, der kunne måle det enkelte kollegiums energiforbrug nu og her.
Jeg synes, det er spændende at være med til at vække en bevidsthed om, hvad vores forbrug betyder. At formidle sammenhængen mellem det, der virker som abstrakte globale miljøproblematikker og det enkelte individ. Det sætter en kædereaktion i gang, da vores studerende kommer til at sidde i meget forskellige stillinger, der vil påvirke verden omkring dem.
Hvad har du lært igennem kurserne for et grønnere Harvard?Jeg har lært, hvor mange penge jeg sparer bare ved at slukke komfurerne og andet køkkenudstyr. Nu ved jeg præcis, hvor lang tid det tager at slukke lys og ovne, og jeg ved, hvor meget energi det sparer. Vi lærer også om genbrug. I køkkenet var vi med i en af campus konkurrencerne om bæredygtighed: ”Den grønne stegepande”, men vi klarede os ikke så godt, før vi havde været gennem kurset.
Hvorfor startede du med at fortælle andre om, hvordan man kan spare energi og reducere affald? Mange folk kunne ikke se problemet. Vi arbejder med de studerende, og jeg så, at meget af grillmaden blev efterladt uspist, fordi de studerende ændrede mening eller måtte skynde sig af sted til timerne. Så meget mad blev spildt, og grillene brugte en masse energi. Vi startede en kampagne med skilte: Tag ikke mere mad, end du kan spise. På den måde kan vi skabe opmærksomhed om, hvordan man kan spare energi.
Hvilke andre initiativer bliver startet i køkkenet?Før havde vi komfurerne tændt 10 timer om dagen. Nu slukker vi dem mellem måltiderne. Det gør en stor forskel! Vi kan også spare vand ved rengøring. I stedet for at bruge en masse vand, når vi renser bøtterne til mad, fylder vi en vask og renser dem på skift, før vi vasker dem.
’Tag din egen kop med’ er også en måde at spare på papirkrus. Jeg sprang faktisk ned i en af affaldscontainerne og tog billeder af alle de brugte papir- og plastikkrus. Det åbnede virkelig øjnene på de studerende og fakultetets ansatte.
Hvordan kunne man forbedre den grønne kampagne?Jeg har foreslået, at tankerne om, hvordan man sparer energi, bringes ind i Brobygnings-undervisningen på Harvard. På Brobygnings-kurser kan folk lære at tale engelsk som deres andet sprog. Harvard er gode til at understøtte diversitet, og vi har mange mennesker, der arbejder her, som ikke taler engelsk. Billeder siger mere end tusind ord, og på den måde kan man også videregive information på campusområdet og på arbejdspladserne.
Grøn organisationsændring
På Harvard University bliver 30-40 studerende ansat hvert år til at være bæredygtige inspiratorer for deres medstuderende. Deres indsats har medført en 15 % reduktion i universitetets energiforbrug. De studerende bliver systematisk undervist i, hvordan de kan bruge leg og konkurrencer til at sætte fokus på vandforbrug eller standby strøm på kollegierne. Oplæringen foregår i rammerne af ”Harvard Green Campus Initiative” (HGCI), som er et akademisk og administrativt initiativ, der vil gøre Harvard University til en global model for, hvordan man driver et bæredygtigt campus
InterviewLeith Sharp, initiativtager og direktør for HGCI, Harvard University
Strateger – og handymænd
HGCI kombinerer et strategisk projekt med arbejde af mere praktisk karakter. På den ene side refererer de direkte til universitetets øverste ledelse og skaber organisatoriske forandringer, som møder de bæredygtige udfordringer. På den anden side er de en slags handymænd ”i marken” som f.eks. sørger for, at alle brusehoveder på kollegierne bliver skiftet ud til en vandbesparende model. Det giver gruppen en daglig berøringsflade med både organisationens top og bund. Inden for disse rammer yder HGCI’s medarbejdere indflydelse på to områder: De ændrer adfærd og indgår samtidig som konsulenter i alle byggeopgaver på Harvard.
Fra én til 24 ansatte
HGCI startede op i 2000 med én tidsbegrænset projektansættelse, og i dag, 8 år senere driver 24 fuldtidsansatte og 40 på deltid initiativet fremad. Direktøren i HGCI, Leith Sharp fortæller, at projektet startede op som et én-mands-projekt, der skulle overbevise universitetet om sin relevans. ”Det, at jeg har grundlagt initiativet, betyder, at jeg har gjort alting selv, indtil jeg var i stand til at skabe finansiering til personale. Så det har været meget hand- on, når man både deltager i byggeprojekter og rådgiver om grønne byggemetoder eller mødes med studerende for at opfordre dem til grøn adfærd. Jeg har fået folk til at se de mere finansielle og miljømæssige besparelser i at investere i vores gruppe, og vi er med tiden vokset til 24 ansatte. Det har gjort det muligt for at mig at fokusere mere på strategiske aktiviteter, som f.eks. at implementere grønne guidelines for byggeri på hele campus eller sikre finansiering på længere sigt.”
Alle bygninger skal være certificerede
HGCI´s medarbejdere deltager i universitetets byggeprojekter og sikrer, at bygningerne kan opnå LEED certificering, som er det amerikanske rating system for grønne bygninger. LEED mærket er forbundet med stor prestige i USA, og man kan blive certificeret i sølv, guld og platin. På Harvard skal alle bygninger som minimum være LEED sølv certificeret, og de er det amerikanske universitet med det største antal certificerede bygninger. Harvard har et stigende antal byggeprojekter i gang, pt. 50 større byggerier, hvoraf størstedelen af dem opnår LEED guld certificering.
Peer-til-Peer-træning af køkkenpersonale og studerende
HGCI’s andet virkefelt er at skabe adfærdsændringer. Det sker ikke kun ved hjælp af studerende, der ansættes som grønne ambassadører, men også i form af træning af f.eks. tekniskpersonale og køkkenpersonale, som typisk har indflydelse på en væsentlig del af energi og ressourceforbruget på campus.
Frem for at undervise studerende og ansatte anvender HGCI Peep-to-Peer, hvor de primært lader deltagerne tale med hinanden, udveksle erfaringer og derigennem finde løsninger. HGCI har gode erfaringer med metoden, da den skaber en positiv konkurrencesituation mellem deltagerne. Konkurrencen er konstruktiv, fordi målet er fælles, og fordi alle vinder. Deltagerne konkurrerer f.eks. indbyrdes om, hvilket kollegium der kan reducere vandforbruget mest den kommende periode. Den, der vinder, opnår social status.
Baggrunden for at de bruger Peer-to-Peer metoden skal findes i psykologien og den ofte ubevidste jagt efter social anderkendelse. Direktøren Leith Sharp, der har læst psykologi og human development, fortæller: ”Ønsket om at opretholde status i de grupper af ligestillede, vi indgår i, er en magtfuld, menneskelig trang. Den kan bruges strategisk til at bryde de barrierer, der er ved effektiv voksenundervisning: Folk har travlt, og det er normalt svært at få dem til at fokusere på læring. Men hvis du gør det til en bydende nødvendighed for deres sociale status at lære, så har folk en tendens til at prioritere det. Skønheden ved Peer-to-Peer modellen er, at det er en proces mellem ligesindede, der indeholder gensidig læring, samtidig med at deltagerne opnår social belønning for deres engagement. Da vi begyndte at bruge disse modeller, fandt vi ud af, at de rummede alle mulige andre slags fordele. Det blev f.eks. mere sjovt og skabte gode forbindelser mellem folk.”
HGCI støtter processen og skaber først og fremmest et forum, hvor disse problemstillinger bliver diskuteret og efterfølgende fulgt op på. De studerende får 11-17 dollars i timen for at deltage én gang hver 2. uge og har derefter til opgave gennem lege og aktiviteter at sætte fokus på et udvalgt aspekt af bæredygtighed på kollegiet den kommende periode.
Studerende forstår campus bedre
De studerende, der deltager i træningen, oplever det typisk som en særdeles positiv oplevelse. Nogle kalder den deres bedste. De studerende ser det som en komponent i deres læring og ophold på universitet. De kan selv identificere nære problemer i lokalmiljøet på campus eller kollegiet – og kan med hjælp fra HGCI lettere implementere løsningerne, som også kan være strukturelle eller organisatoriske. Temaerne bliver som regel også brugt i de studerendes akademiske arbejde, og her hjælper HGCI med at skaffe data og oplysninger.
Barrierer for bæredygtighed i undervisningen
Når de studerende og fakultetet bliver involveret i bæredygtighedsproblematikken lokalt, bidrager det til en større forståelse for den organisation, som universitetet er. HGCI oplever, at studerende og det videnskabelige personale generelt har ringe ide om, hvordan bygningerne bliver drevet. Driften opleves intuitivt som værende et beskidt arbejde, som burde være let at udføre. Disse barrierer er studerende og personale fra fakulteterne med til at nedbryde, når de bruger cases fra Harvards egen drift i deres undervisning.
Her opstår imidlertid et andet problem – nemlig at det administrative personale sjældent har mulighed for at fremskaffe strukturerede oplysninger til de studerendes læringsprojekter. Det er ganske enkelt for svært at få adgang til data om bygningsdrift og transport på Harvard, hvilket sandsynligvis gælder på mange andre universiteter. HGCI oplever, at det sker, fordi det administrative personale ikke tidsmæssigt har ressourcer til at strukturere oplysningerne, så de kan bruges. ”Fakultetet har ofte ikke tid til at sætte sig nok ind i, hvordan et campus fungerer. Studerende kan ikke få adgang til information, ligesom de er afhængige af at skulle aflevere projektet til tiden. Universitetets ansatte er allerede bebyrdede, så de har ikke mulighed for at smide alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe studerende eller fakultetet. Så vores universiteter har faktisk brug for at skabe en bred bro mellem personale, fakultet og studerende, så de sammen kan bruge campus kreativt som et redskab til at lære. Resultatet er ikke umiddelbart målbart, og derfor har meget få universiteter indført sådanne tiltag, til trods for at denne form for praksisorienteret undervisning er essentielt for en uddannelse, der relaterer sig til bæredygtighed”, pointerer Leith Sharp.
Målet er – også - at spare penge
Harvards markedsfører sig på sit engagement i bæredygtighed, som sker gennem HGCI, og universitetet opfattes af mange som blandt de førende på dette område. Det behøver imidlertid ikke altid at koste ekstra at engagere sig i denne sag. Konstruktionen omkring HGCI sikrer nemlig, at størstedelen af alle udgifter dækkes.
Alle HGCI medarbejdere er ansat af Harvard og fungerer i praksis som konsulenter betalt af de enkelte Harvard skoler, der er selvstændige økonomiske enheder. De køber HGCI’s assistance for at sikre, at bæredygtighed bliver implementeret i byggeprojekter og i det daglige liv. Udgiften opvejes let af den besparelse, det medfører for skolens drift. På samme vis betaler f.eks. det firma, der driver kantinerne for træning af køkkenpersonalet, da de oplever en væsentlig nedgang i køkkenets ressourceforbrug og affaldsmængde efter hver session.
Leith Sharp fortæller: ”Der er så mange fordele i det for Harvard: De økonomiske besparelser, den positive medieomtale, stoltheden i lokalsamfundet, bedre udviklingsmuligheder for personalet, bedre forhold til offentlige myndigheder, der regulerer området. Og så selvfølgelig den gode følelse af, at vi handler proaktivt på disse enorme problemstillinger. Omvendt er der også risici forbundet med, at Harvard ikke er frontløber inden for dette emne. Universitetet ville blive angrebet af frustrerede studerende og alumi eller få dårlig medieomtale. Jeg tror, at fordelene er gået hånd i hånd med angsten for risikoen ved ikke at handle, og at begge har været medvirkende årsag til, at folk har involveret sig.”
Lån til grønne initiativer
HGCI har oprettet en låne fond, hvor de enkelte skoler på Harvard kan låne penge til bæredygtige elementer i forbindelse med ny- og ombygning. Der findes forskellige lånetyper, f.eks. svarende til merudgiften ved at indføre elementer, der kan skabe økonomiske besparelser på min. 9 % om året. Leith Sharp forklarer, at muligheden for på en ubureaukratisk måde at låne penge har været afgørende for skolernes evne og lyst til at foretage bæredygtige tiltag i deres bygninger. ”Lånefonden er skabt for at fjerne en undskyldning – f.eks. manglende finansiering – for ikke at indarbejde grønne tiltag, der har en tilbagebetalingstid på 5 måske 10 år”.
Globalt program for campus management
Målet for HGCI er at forandre Harvard University, så det ikke blot er en undervisnings- og forskningsinstitution, men også en lærende institution. Institutionen skal grundlæggende ændre sin organisation, så den kan håndtere nutidens store udfordringer, som f.eks. bæredygtighedsproblematikken. Konkret betyder det, at HGCI implementerer ”University-wide Sustainability Principles”.
”Ideen er, at et voksende antal studerende og lærere hvert semester skal have muligheden for at bruge deres campus som et læringsredskab for en myriade af emner: Fra bæredygtigt bygningsdesign, grønt regnskab og energisystemer til ledelse og beslutningsprocesser. Indtil videre er det mere en vision end realitet på Harvard. Vi har bestemt skønne eksempler på dette i de seneste år. Ingeniørstuderende, der studerer energiforbruget i bygningerne eller kurser i offentlig administration, som undersøger Harvards CO2 udslip. Men det er ikke blevet rutine endnu. For at visionen kan realiseres i den skala, som Principperne forslår, skal Harvard finde en måde at finansiere de ekstra medarbejdere, som kan understøtte det arbejde. Som nævnt tidligere kræver det, at studerende, fakultet og personalet kan få den rette opbakning for at skabe de rette muligheder for at udvikle et bæredygtigt campus”, slutter Leith Sharp.
Mikala Holme Samsøe
CAMPUS CASE: HARVARD
| Harvard Green Campus Initiative (HGCI) | |
|---|---|
| Harvard Green Campus Initiative (HGCI) er et initiativ, der skal gøre Harvard til et levende laboratorium og lærende organisation for bæredygtighed. Forretningsmodellen er entreprenant, da HGCI løbende udvikler og sælger nye services til Harvards enkelte skoler og afdelinger, som kan spare penge og reducere miljømæssige påvirkninger. HGCI er en serviceorganisation med 24 fuldtidsmedarbejdere og 40 deltidsstuderede, som deltager i ny- og ombygningssager – og arbejder med adfærdsændring |
Københavns Universitet
Inddragelse og kunst
Frederiksberg Campus udgør et grønt og næsten landligt åndehul for byområdet Frederiksberg 2 km fra Københavns Centrum. Her bor det Biovidenskabelige Fakultet, LIFE, som arbejder med mennesker, planter og dyreliv. Omverdenen kender LIFE for sit populære haveanlæg, som beboere i nærområdet i dag bruger rekreativt. LIFE ønsker nu med en ny visionsplan at synliggøre de faglige aktiviteter og aspekter af campusområdet
| Det biovidenskabelige fakultet, LIFE, Frederiksberg Campus, København | ||
|---|---|---|
| Grundlagt | 1858, hvor fakultetets have blev anlagt. | |
| Status | Offentligt universitet | |
| Campus befolkning | 5.300 personer. Heraf 3.500 indskrevne studerende, (hvoraf 10 % er udenlandske studerende) samt 1.800 fuldtidsansatte | |
| Afstand til by | 2 km fra Københavns Centrum (1 mio. indbyggere) | |
| Fagområder | Fødevarer, Naturressourcer og Veterinærmedicin | |
| Årlig studieafgift | 0 kr. | |
Ejerforhold og organisering
Københavns Universitet er et offentligt universitet. Universitetet lejer hovedparten af sine bygninger hos Universitets- og Bygningsstyrelsen, som ejer bygningerne og campusområderne.
Københavns Universitet fusionerede i 2007 med en række andre universiteter bl.a. den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, som nu kaldes Det Biovidenskabelige Fakultet, LIFE. Københavns Universitet har omfattende campusplaner for samlokalisering af universitetets aktiviteter på de fire nye campusområder: Nørre Campus, City Campus, Søndre Campus samt Frederiksberg Campus. Foruden Frederiksberg Campus har Det Biovidenskabelige Fakultet også campusområder i Taastrup og Hørsholm. Her er pladskrævende aktiviteter som forsøgsmarker og stalde med store husdyr placeret.
Byrum og bygninger
Frederiksberg Campus består af tre områder. De ligger i forlængelse af hinanden afbrudt af trafikerede veje. Områderne er meget forskelligartede. Det mest kendte område er det oprindelige, som består af et fredet haveanlæg med karakterfulde bygninger af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Et gammelt væksthus på dette område har nu fået en ny funktion som café – nomineret til den bedste i København 2008. Her serveres blandt andet universitetets eget øl.
En række historiske og bevaringsværdige bygninger fra 1770 og 1858 er placeret på det nordligste område, der i løbet af årene blev inddraget. I 1968-70 blev det markante højhus opført på grund af udviklingen i fakultetets uddannelser. Det anses i dag som det centrale kompleks. Den 8 etager høje funktionalistiske laboratorie- og undervisningsbygning er tegnet af arkitekterne Steen Eiler Rasmussen og Mogens Koch. Bygningen skaber en indre vandregang og fungerer som en livlig zone med aktivitet. Nye auditorie-, laboratorium- og foyerbygninger blev opført af arkitektfirmaer som Erik Møllers Tegnestue i 1995 og Dissing+Weitling i 1996.
Tilgængelighed: haven er åben for byens publikum. Her er plads til aktivitet og pauser i solen.
Socialt og fagligt liv:
Studentermiljøet er aktivt på LIFE. Studiernes undersøgelser og eksperimenter tager typisk afsæt i campusområdets væksthuse og haver. Mange studerende knytter sig naturligt til campusområdet og tilbringer gerne fritiden her.
Nogle studerende har også mulighed for at bo i nærheden.
Campus strækker sig over et stort areal, og som forsker færdes man typisk nær sit eget fag. De studerende mødes dog gerne på tværs af alle studieretninger i den populære kantine Gimle, der befinder sig ved en forplads til det oprindelige campusområdet. Således fungerer Gimle som et socialt holdepunkt, som alle studerende besøger med jævne mellemrum.
Campus har både mødesteder ude og inde. Den centrale gang giver god mulighed for samvær med borde og stole til faglig og anden snak. Udenfor er plantesamlingerne på campus samlet i parker. Her kan ansatte, studerende og folk udefra gå en tur eller ligge og nyde solen. Man kan også høre om plantelivet på en af rundvisningerne, som universitetet tilbyder.
Fremtidsstrategi
LIFE står overfor et større nybyggeri af læringsarealer, gæsteboliger og forskningsfaciliteter. Fakultetet har derfor netop udarbejdet en udviklingsplan. I arbejdet med udviklingsplanen blev studerende og forskere fra LIFE inddraget sammen med eksterne ressourcepersoner. Planen kombinerer visioner for bæredygtighed, trafikale forhold, det sociale liv og plantelivet på campus.
En særlig kunstplan viser mulighederne for kunst på fremtidens Frederiksberg Campus. Og på Det Biovidenskabelige Fakultets campus i Taastrup har kunstneren Camilla Berner lavet en kunstplan, der gør hele området til et stort kunstværk.
Forholdet mellem universitet og by er et væsentligt punkt i Københavns Universitets campus planlægning. Frederiksberg Campus er allerede i dag en attraktion i bydelen blandt andet på grund af sin have. Fremover ønsker fakultetet at tilbyde endnu flere grønne rum og oplevelser som koncerter eller åbne forelæsninger til byens borgere og universitetets befolkning. Visionsplanen indeholder en rambla, som forbinder campus internt og indgår i en eksisterende grøn cykelsti i kommunen.
Murene skal brydes ned på udvalgte steder omkring campus, så der fysisk åbnes op for indsyn. Samtidig lægger visionsplanen op til nye steder som Gastronomiens hus. Hensigten med de nye tiltag er at styrke universitetets formidling af viden blandt andet om fødevarer fra jord til bord. I dag har universitetet allerede plantesalg fra drivhusene til private – og trækker på den måde flere besøgende til campusområdet.
Research: Cathrine SchmidtINTERVIEWS
Per Holten-Andersen er dekan på Det Biovidenskabelige Fakultet
Kan du beskrive, hvad det kræver af ledelsen at starte og gennemføre arbejdet med en visionsplan?Som formand for styregruppen fulgte jeg processen ret nøje. Vi skulle ikke bare have flotte arkitekttegninger men en operationel plan. Derfor meldte vi klart ud, hvad vi prioriterede – f.eks. at de praktiske ting som parkeringsforhold skulle løses i visionsplanen.
Har inddragelsen af Frederiksberg kommune hjulpet det videre arbejde?Med inddragelsen har vi haft mulighed for at præge kommunens tanker om området og omvendt. Vi ville sikre, at visionsplanerne blev forankret i kommunens lokalplaner og i trafikplanerne for Frederiksberg. Og vi havde bl.a. kommunens planchef med i styregruppen. Beslutningen om, hvad der skal ske med de to veje, der krydser campusområdet fra øst mod vest, træffes inden for et par år. Det ved vi på grund af de fælles møder.
Har du gode råd til andre i en lignende situation?Jeg har ingen patentløsning, men jeg mener, det er vigtigt, at universitetsledelsen tager hånd om campusmiljøet. Universiteter er ikke blot forskning og uddannelse. Miljøet er en vigtig komponent, når man skal tiltrække studerende og er vigtig for arbejdsglæden blandt de ansatte. Sammenlagt bruger jeg nok 10 % af min tid på arbejdet med udeområderne og bygningerne. Jeg ser det som en integreret del af opgaven for universitetsledelsen at følge op på og udvikle miljøet både gennem store fremtidsplaner og små vedligehold.
Universiteterne skal markere sig med synlige campusområder, der løfter resten af byområdet og ånden på universitetet. Vi har i forvejen gode rammer, og det prøver vi at gøre endnu bedre. F.eks. har vi arbejdet meget på at gøre udeområderne anvendelige. I dag dækker vores trådløse netværk fx også hele parken, der altid er åben for adgang. Og i modsætningen til for to år siden er der ikke ét skilt, hvor der står: ”Græsset må ikke betrædes”. Det er tiltag vi får meget positiv respons på i vores undervisningsmiljøvurderinger.
INTERVIEWS
Trine Sofie Nielsen studerer Naturressourcer ved LIFE og er formand for De Studerendes Råd. Trine Sofie Nielsen deltog både i Advisory Board og Styregruppen for udviklingssplanen på LIFE
Hvad synes du om forløbet med visionsplanerne og hvad var dit fokus som studerende?Workshoppen [dialogdagene red.] fungerede rigtigt godt. Vores fokus som studerende var naturligvis at få et bedre studiemiljø med bedre faciliteter f.eks. et større studenterhus.
Synes du, I har fået sat et præg på visionsplanerne?Ja, det var vigtigt med det sociale på campusområdet. Ramblaen binder de studerende bedre sammen, og mens nogle af faciliteterne i dag kun er i den ene ende af campusområdet, har vi sikret, at der er kantine og caféer i alle tre dele af campus, i visionsplanen. På den måde har de studerende også noget at byde ind med. Mens de ansatte på LIFE selvfølgelig har deres specifikke interesser i forhold til det sted, hvor de arbejder, ser vi studerende det måske mere overordnet. Fordi vi ikke har specifikke steder, vi hører til. Vi færdes jo over det hele på campusområdet.
Har andre studerende vist interesse for visionsplanerne?I starten var det svært at fange de studerendes interesse. Mange jeg talte med blev først klar over, at de studerende havde en mulighed for at blive inddraget i processen, efter at workshoppen var blevet afholdt. Informationen var ikke nået ud til alle. Skulle man gøre det om, kunne man måske holde workshoppen over to dage for at få mere opmærksomhed om projektet og få flere inddraget.
Er der andre ting du nu bagefter ville ønske, der var sket?Det havde været oplagt at inddrage de studerende fra landskabsarkitektlinien. Jeg har hørt flere, der har ærgret sig over, at de ikke blev inddraget i processen.
INTERVIEWS
Marina Bergen Jensen er forsker ved Skov og Landskab, Parker & Urbant Landskab
Hvad var din involvering i arbejdet med visionsplanen?Jeg præsenterede ideer, til hvordan man kunne arbejde med vand på campusområdet, på et af Advisory Boardets møder. Ideen er at aflaste Frederiksberg Kommunes kloaksystem ved at holde regnvandet på campusområdet. Kloaksystemerne vil nemlig være under pres i fremtiden. For klimaændringerne giver mere og kraftigere regn.
Med vandet kunne vi lave et spændende campus med særlige bede med planter, der gror bedst i en fugtig jordbund. Det vil være en god opgave for vores landskabsarkitektuddannelse. Vandet kunne også bruges til vores væksthuse, toiletskyl eller andre ting, der ikke kræver samme kvalitet som drikkevand.”
Hvad synes du om forløbet med visionsplanen?Jeg forstod først rigtig sammenhængen med campusplanen ved det første møde. Jeg oplevede, at min rolle var at komme med inspiration, som arbejdsgruppen kunne lytte til. Nu vil jeg gerne høre, hvad der sker med visionsplanen.
Hvad synes du om resultatet?Jeg havde ikke hørt mere om resultatet, før rektor præsenterede det til vores personalemøde. Ramblaen lyder rigtig flot. Det er godt, at vi får bundet hele campus sammen. Jeg ved ikke, om der sker noget med vandplanerne.
Hvad glæder du dig mest til i den fremtidig udvikling der er skitseret?Væksthuset, vores studenterdrevne café, skal ligge centralt på ramblaen. Det er rigtig godt tænkt! Det glæder jeg mig til at se.
LIFE: Planen for fremtidens campus
Den nye udviklingsplan for Frederiksberg Campus skal sikre, at de overordnede linier er gennemtænkt, så fremtidens tiltag bliver en del af en helhed. Siden skal planen hjælpe med at realisere tiltagene gennem fundraising. Erfaringen er, at man skal involvere alle niveauer af universitetet og samtidig have blik for, at det færdige produkt skal være lige til at omsætte
InterviewMarianne Vejen Hansen, campuschef og Anette Persson, projektleder
”Når vi bruger offentlige penge, er det vigtigt, at vi bruger dem rigtigt den første gang. Derfor lavede vi udviklingsplanen. Det samme gælder, når vi søger private fonde om midler til at udvikle vores campus. Udviklingsplanen gør det tydeligt, at vi har gennemtænkt de projekter, vi søger midler til – at vi har en overordnet plan med udviklingen. Det er vigtigt, hvis målet skal nås”, fortæller Marianne Vejen Hansen. Planen skal også formidle LIFE’s kvaliteter i offentligheden. Den viser de muligheder, campusområdet rummer og viser, hvordan man kan omsætte dem til konkrete fysiske forslag.
Intenst arbejde med udviklingsplanen
”Man skal selv aktivt involvere sig i samarbejdet med rådgivere. Arbejdet med udviklingsplanen kræver, at man har et godt kendskab til området og bygningerne. Det har også været godt, at projektet har været centralt forankret i organisationen. Det Biovidenskabelige Fakultets dekan Per Holten-Andersen var allerede fra begyndelsen aktivt involveret i projektet”, fortæller Marianne Vejen Hansen og fortsætter: ”Vi havde et rigtig godt og smidigt samarbejde indenfor den lille arbejdsgruppe. De mange deltagere ved dialogmøderne var en fordel. Vi ville dels have så mange input som muligt, og dels ville vi skabe netværk og ejerskab om de fremtidige beslutninger.”
Der var kun 4 personer i arbejdsgruppen: Rådgiverne fra arkitektfirmaet Kjær & Richter og Schønherr Landskab samt bygningschef og projektleder. Input til arbejdsgruppen kom blandt andet fra et Advisory Board. Det blev nedsat i starten af processen. Interne og eksterne sparringspartnere i Advisory Board blev inviteret til dialogmøder igennem hele arbejdsprocessen. De tanker og visioner, der kom frem på møderne med Advisory Board, blev siden bearbejdet og præsenteret for styregruppen, der stod for prioriteringen af forslagene.
En proces med mange involverede kræver dog klare rammer, fortæller Anette Persson: ”Set i bakspejlet kunne dialogmøderne godt have haft mere aktiv deltagelse og mindre karakter af orienteringsmøder. Dialogmøderne kræver meget præcise udmeldinger om, hvad man forventer af Advisory Boardets medlemmer fra de faglige miljøer. Nogle af Advisory Boardets medlemmer havde nok den oplevelse, at de ved deres tilstedeværelse bidrog med deres egen faglighed og interesse. De havde ikke følelsen af, at de var forpligtet til at være ambassadører, der fik spredt debatten ud i deres faglige bagland på institutterne. Det var ellers vores tanke, da vi havde bedt institutterne om at udpege repræsentanter fra hvert fagområde”.
Overblik, legitimitet og engagement
”Vi ville gerne skabe et ejerskab til processen hos vores studerende og ansatte,” fortæller Anette Persson. ”Derfor ville vi gerne inddrage dem. Vi ville gerne skabe et engagement i- og et ejerskab både til processen og til området og til det efterfølgende resultat. Vi ville gerne have ansatte og studerende til at tænke over, hvad der kunne blive bedre ved omgivelserne. Vi ville vise, at LIFE har nogle særlige kvaliteter.”
Udviklingsplanen er også en huskeliste. Den udpeger, hvilke overvejelser man skal gøre sig, inden de fysiske tiltag udføres. Svarene på de spørgsmål er forskellige fra område til område og kan ændre sig. Derfor skal beslutningsgrundlaget være gennemskueligt. At forklare hvorfor tiltagene er valgt og ikke blot fortælle, hvad der er valgt, giver processen legitimitet og engagerer brugere og samarbejdspartnere, fortæller Marianne Vejen Hansen. For eksempel blev Frederiksberg Kommune inddraget tidligt i visionsprocessen.
”Vi holdt møder med kommunen, hvor vi fortalte om vores planer, og de fortalte blandt andet om deres trafikplaner. Vi vil gerne ændre trafikforholdende omkring campus. Især med hensyn til de to veje, der gennemskærer campusområdet. Det har givet os en god start på det fremtidige samarbejdet, at de ved, båd
e hvad vi vil og hvorfor, og at de har haft indflydelse på udformningen”, fortæller Anette Persson.Universitets fagligheder kan bidrage til planlægningen af campus
”Vi var selvfølgelig i en privilegeret situation med de forskellige fagligheder på LIFE. Men jeg tror, at man sagtens kan drage stor nytte af på samme måde at inddrage faglighederne på andre universitetsfakulteter”, siger Marianne Vejen Hansen. Med faglige kompetencer indenfor landskabsarkitektur, byrum og beplantning kunne forskere på LIFE bidrage med konkrete forslag til visionsplanen. Blandt andet arbejdede en forsker ved Center for Skov og Landskab med et nedsivningssystem, der kan forebygge oversvømmelser i forbindelse med store regnskyl.
Studerende og ansatte kan også bidrage med kendskab til området. Ved et af dialogmøderne fik de til opgave at indtegne campusområdets kvaliteter, potentialer og problemer på individuelle kort, der senere blev lagt sammen til ét kort. Det gjorde det tydeligt for arbejdsgruppen, hvor de skulle sætte ind. En positiv overraskelse for arbejdsgruppen var, at de studerende og ansatte så rigtig mange muligheder for campus og var åbne for forandring.
Planlæg i god tid når studerende skal inddrages gennem undervisningen
Gratis fadøl og hotdogs tiltrækker studerende. Og det uddelte arbejdsgruppen for at tiltrække de studerende på LIFE til de åbne dialogmøder. Flyers og e-mails var til gengæld ikke vejen til at skabe opmærksomhed om dialogmøderne i dette projekt. For at sikre en stor studenterdeltagelse må møder heller ikke ligge for tæt op ad eksamener men gerne umiddelbart inden fredagsbaren, lyder det enstemmigt fra Marianne Vejen Hansen og Anette Persson. Yderligere at inddrage studerende gennem deres undervisning kræver endnu mere planlægning. ”Vi havde planer om at inddrage et hold studerende i et projekt om handicaptilgængelighed på campus, men undervisningsplanen var allerede lagt fast for året. Derudover kan det godt være en udfordring at få gjort de studerende involverede i arbejdet med at udvikle campusområdet. Undervisningen ligger jo spredt, og midt i den faglige fokusering får de studerende ’skyklapper på’”, fortæller Marianne Vejen Hansen. Nemmere er det at inddrage studenterorganisationerne, der kan formulere og repræsentere klare interesser. For eksempel havde studentergrupper for bæredygtighed mulighed for at præsentere deres idéer på et af Advisory Boardets møder. Både Advisory Boardet og i Styregruppen sad den samme repræsentant fra De Studerendes Råd, og det sikrede et godt vidensflow.
Udviklingsplanen udfoldes
Udviklingsplanen skal ikke blot samle støv på hylden, og derfor er der stadig et stort stykke arbejde, der skal gøres. Udviklingsplanen indeholder ikke konkrete tiltag og fysiske guidelines. De skal nu skabes, mens hverdagen sætter ind. Arbejdsgruppen er derfor ved at udarbejde en handlingsplan, der kommer til at indeholde både de helt overordnede langsigtede visioner og de små hurtige succeser som f.eks. at etablere en løberute på campusområdet. Forskellen mellem udviklingsplan og handlingsplan kan beskrives med temaet, ”Udendørs belysning”. Handlingsplanen skal opstille konkrete anvisninger for, hvad den rette udendørs belysning er på en række steder ud fra de hensyn, udviklingsplanen beskriver. Hensynene relaterer sig til orientering, sikkerhed, stemning og iscenesættelse. Med mere konkrete fysiske guidelines, ønsker arbejdsgruppen et sæt fælles spilleregler for nye fysiske tiltag. Ikke for at skabe en ensartethed, men for at sikre en diversitet, hvor initiativet kan komme fra flere forskellige aktører, og projekterne kan sættes i gang løbende. Hvert halve år vil gruppen gøre status over arbejdet og udstikke detaljer for det videre forløb.
Formidlingsarbejdet er heller ikke slut. Det er vigtigt at synliggøre tidligere tiltag, så både interne og udefrakommende brugere af campusområdet kan se, at der sker noget efter deres indsats. ”Når den nye løberute får skilte op, eller der kommer liggestole frem på campusområdet, skal det være tydeligt, at det er en lille del af den overordnede udviklingsplan”, slutter Anette Persson
Cathrine SchmidtCampusplanlægning er ikke kun fysiske rammer
Af Camilla Hedegaard Møller, arkitekt MAA Schønherr Landskab og John Mortensen, arkitekt MAA, Kjaer & RichterCampusplanlægning har store økonomiske samt politiske konsekvenser. Der skal tages alvorlige beslutninger i et vidtrækkende perspektiv. Hvad er planlæggerens rolle i at afklare alt dette? Schønherr Landskab og Kjaer & Richter arbejdede tæt sammen med LIFE gennem et år for at lave den nye udviklingsplan
Vi arbejdede gennem et år tæt sammen med fakultetets medarbejdere. Processen var formuleret åben og sammen måtte vi løbende definere, hvordan den skulle forme sig. For mange enheder i bygherrens organisation må spørge sig selv og hinanden: Hvilket liv skal udfolde sig på campus, hvordan vil vi ses af omverdenen, og hvilken udvikling ønsker vi?
Arbejdsro eller diskussionsklub?
Som rådgivere måtte vi gøre os klart, hvordan vi fik inddraget de relevante parter på de rigtige tidspunkter. Vi måtte finde en måde at lade en visionær og realistisk plan vokse frem i samarbejde med fakultet og ikke mindst finde vores egen rolle som arkitekter.
Brugerne skulle være centrale i forhold til at formulere planens indhold, og vi skulle som rådgivere være centrale i forhold til at give planen et fysisk udtryk. Brugernes indsigt i området fik på den måde indflydelse på projektet samtidig med, at vi fik arbejdsro til at skabe planen som en syntese. Det viste sig at være en god og forståelig skelnen, der også præciserede forskellen på arkitekter og brugerne.
Arbejdsgruppen var sammensat af arkitekter fra fakultetet og rådgiverne. Det var frugtbart og helt nødvendig. Fakultetets arkitekter havde en indsigt i campusmiljøet, der var af vital betydning for både produkt og proces. Kendskabet til organisationen sikrede at planen blev forstået, godkendt og kvalificeret indefra organisationen. Det tætte samarbejde var positivt og sparede os for vildskud og urealistiske forslag.
På Advisory Board møderne præsenterede vi løbende projektet og fik konstruktiv respons. F.eks. kom en deltager med ideen om den såkaldte ”Rambla” – et tværgående sti- og aktivitetsforløb på campusområdet. Det er svært at afgøre, om panelets medlemmer i praksis tog noget med fra møderne og bragte det tilbage til resten af fakultet. Erfaringen vi tager med er, at formålet med et Advisory Boards skal afklares tidligt. Sammensætningen af panelet og medlemmernes forståelse af deres rolle er af afgørende betydning.
Programmet som omdrejningspunkt
Vi lagde vægt på at udarbejde et program for planen. Programmet skulle udpege de fælles intentioner og mål for planen. Bygherrens oplæg var vidtfavnende og ambitiøst. Området stort og interessenterne mange. Med programmet identificerede vi værdier, problemer og potentialer og skabte fokus og hierarki.
Programmet var et godt redskab til at inddrage både brugere og beslutningstagere. Fokus blev lagt på planens substans, og vi undgik løs snak om tilfældige kæpheste. Det var en fordel for planens faglige indhold og udbyttet af brugerinddragelsen at kunne udvikle program og planforslag i én og samme proces. Store dele af programmet indgik direkte i den endelige udviklingsplan, fordi det blev et fundament for planen. Programudviklingen skærpede alle parters bevidsthed om planens indhold og skabte fælles forståelse for baggrunden for planens fysiske udtryk.
Huller i tidsplanen
Hvorfor endte projektet med at tage 10,5 måneder, når det var planlagt til at tage omkring 6? Vi har en tilståelse: Styregruppens godkendelse af programmet og det afsluttende arbejde med at formidle planen til fakultets 150 års jubilæum viste sig at tage meget længere tid end nogen i arbejdsgruppen havde forventet.
Et program er forpligtende, voldsomt determinerende og godkendelse af det må ikke undervurderes. Programgodkendelsen satte projektets alvor på spidsen for alle og det medførte en reel pause på en måned samt ekstra møder med f.eks. Frederiksberg Kommune. Erfaringen vi tager med er, at en programgodkendelse skal planlægges. Alle beslutningstagere skal på forhånd tages tidmæssig i ed og skal have fuld forståelse for, hvad et program er. Samtidig er det et arbejde i sig selv, at skabe klarhed om projektets endelige form. Formen er afhængig af modtager og overdragelsesform.
Hvordan kan man arbejde med hele Campus som et ”miljø”?
For at kunne gribe kompleksiteten i opgaven udarbejdede vi en matrix. I tre skalaforhold fokuserede vi på 1. campusområdets relation til byen, 2. området som helhed og 3. de enkelte rum og bygninger. Samtidig arbejdede vi med tre spor, som repræsenterede tre dimensioner af campusmiljøet. Det mentale spor omhandlede aspekter som branding og identitet. Det sociale spor kredsede om f.eks. liv og fællesskab på campus. Det fysiske spor behandlede områdets konkrete materialitet.
Koblingen mellem spor og skalaforhold satte system i og synliggjorde vidt forskellige aspekter, fra manglen på enkelte parkeringspladser til campusområdets ry i resten af byen. Alle kunne hurtigt forstå modellen og sætte deres egne kommentarer og synspunkter i sammenhæng. Modellen viste sig meget brugbar til og med programmet, hvor den efterfølgende mere blev til en måde at tænke på.
Skal brugerne nu tegne eller tale?
Der er forskel på om brugerne bidrager igennem f.eks. ord, tegning eller foto. Medierne inviterer til noget og besværliggør noget andet. Vores erfaringer er, at ord og snak let bliver for uforpligtigende generelt og ikke udfordrer brugerne til at vælge eller se nye sammenhænge. Da brugerne derimod tegnede på kort, satte de naturligt deres ”egne hjørner” ind i en helhed. da vi bad brugerne om at bidrage med tre fotos af ”det bedste” gav det en mulighed for at indfange stemninger og situationer. Andre aspekter beskrives selvsagt bedst i ord.
Det må understreges at inddragelsen af brugerne ikke må udvande forskellen på aktørerne. Brugerne ved bedst, hvad deres drømme er, hvilke kvaliteter og problemer, de har gjort sig erfaringer med på et sted, og arkitekterne ved bedst, hvordan det hele vægtes i en helhed og får fysisk udtryk.
Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvilken kommunikationsstrategi har den ønskede effekt i organisationen? Det skal diskuteres tidligt. Projektet fik en plads på Fakultets egen hjemmeside, hvor studerende som ansatte kunne skrive kommentarer. De relativt få kommentarer, der blev indsendt, kan skyldes at projektet fik en mindre eksponeret placering på fakultetets hjemmeside. Alle blev inviteret til dialogdagen – en fælles workshop mellem brugere og arbejdsgruppe. Arrangementet og hjemmesiden blev annonceret igennem flyers og plakater på hele campusområdet. De mange flyers og plakater skabte opmærksomhed, men Fakultets designskabelon så ud til at have en neutraliserende effekt. Det havde været bedre at lade projektet have sin egen grafiske profil og dermed tiltrække sig større opmærksomhed.
Kollegaere i New york
Studieturen til campusmiljøer i New York og Connecticut var planlagt til at ligge i de indledende faser. Men på grund af det store koordineringsarbejde blev turen afholdt senere i programgodkendelsesperioden. Det viste sig at være et godt tidspunkt.
En større delegation med repræsentanter fra en række af de involverede parter deltog på turen. Særligt møderne med universiteternes egne planlæggere var til stor inspiration. På turen blev alle klar over, at planen skulle være et dynamisk værktøj. Samtidig blev der på turen taget konkrete beslutninger. F.eks. ideen om en egentlig hovedindgang til campus blev elimineret. Studieturen var en katalysator for forventningsafstemning og konkretisering. Den optimale placering af en studietur er ud fra vores erfaringer midtvejs i programudarbejdelsen, idet en række foreløbige programspørgsmål allerede her ville kunne afprøves fremadrettet.
Det uforudsete?
Undervejs i projektet fik vi en række overraskelser. Muligheden for samtidig at igangsætte arbejdet med en kunstplan for Frederiksberg Campus medførte en generel konsolidering af udviklingsplanen, men også yderligere koordinering og præcisering af relationen mellem de to planer. Frederiksberg Kommune fik tillige en uventet rolle, da det viste sig at et delområde var underlagt naturbeskyttelsesloven i et omfang, som var svært at få afklaret indenfor tidsrammen.
Hvad kom der så ud af denne proces? Den primære substans i planen er en række retningslinier og principper - for at fastholde områdets værdier, udfolde dets potentialer og løse hovedproblematikker. Plantegninger og visualiseringerne fortæller, hvordan der kan, men ikke skal, gives fysik plads indenfor de opstillede rammer. Udviklingsplanen er et værktøj til planlægning. Den vil derfor være aktuel i mange år, hvis handlingsplanen forankres bredt udover de fysiske rammer.
Koblingen mellem spor og skala satte system i de mange forskellige ideer og problemstillinger..
Nye muligheder for kunst i campusplanlægning
Universiteternes fysiske miljøer skal ikke blot være sikre og sunde, men også æstetiske. Det fastslår loven om undervisningsmiljø. Universiteterne kan derfor få hjælp af Universitets- og Bygningsstyrelsen både til kunstudsmykninger og til en samlet kunstplan for de fysiske omgivelser, ude som inde. Den mulighed benytter Det Biovidenskabelige Fakultet, LIFE sig af
Interview
Camilla Berner, kunstnerPå LIFE i Taastrup har land-art-kunstneren Camilla Berner lavet en kunstplan, hvor landskabet udgør værket. Hun fortæller, hvordan en række stier i landskabet ikke blot giver én mulighed for at komme ud i de smukke omgivelser på campus, men også synliggør det daglige liv på stedet ved at fortælle om den faglige viden, der ligger bag det, der ses og sanses.
”Hvid Rute” er titlen på værket, som handler om ”genveje”. Ifølge planen vil en række af hvide fliser føre én ud til forskningsaktiviteter på campusområdet; til klimastation, træsamling eller vandbalancestation. Foruden stier af hvide fliser, bliver forsøgsmarkerne slået, så der dannes stier. Stierne er både dem som de studerende og ansatte allerede har dannet, og dem man kunne ønske sig, så man kan gå igennem de blomstrende raps- og lupinmarker, der er anlagt som forsøgsmarker. Derfor er det også planen, at hvide gummistøvler i alle størrelse bliver stillet til rådighed, så besøgende kan gå gennem landskabet uanset vejret.
”Man strukturerer og forskønner normalt et landskab i et bestemt design. Så går der noget tid, og så har den menneskelige brug ”rodet” det hele til igen. Folk har trampet deres egne stier. Det er de stier jeg vil tage udgangspunkt i - i brugen af stedet og betydningen af de ting, der er på campus”, fortæller Camilla Berner og fortsætter: ”Når man kører ud til LIFE’s Højbakkegård i Taastrup, kommer man forbi markerne og den smukke æblehave kaldet ”Pometet”. Men på selve stedet kan man ikke umiddelbart se historien. Da jeg var der første gang, var det efterår. Der var ikke blade på træerne, og foruden en rød vildvin var de grå gasbetonbygninger det eneste, jeg så. Stedet havde ikke tegn på det spændende liv, som foregår derude. Og som besøgende manglede man en skiltning, der kunne føre én rundt, til det, der rent faktisk foregår på campus”.
Synlig kunst, synligt campus
Der skal være en tæt dialog mellem bygherre, rådgivere og brugere, når kunsten skal integreres i campusudviklingen. Et kunstudvalg med to kunstkonsulenter og to embedsmænd støtter arbejdet med at lave en kunstplan. Som oftest bliver uddannelsesinstitutionen bedt om at nedsætte et kunstudvalg, som kunstkonsulenterne kan indgå en dialog med, for at finde retningslinier for udtryk, placering, vedligeholdelse og opfyldelse af specifikke krav og ønsker. I den proces kan forskernes faglighed og brugen af området give nye ideer til at gøre kunsten synlig på campus.
På LIFE i Taastrup er det kunstneren Camilla Berner, der selv har inddraget forskere og ansatte fra området. Hun har blandt andet fået indblik i stedets brug ved at bede ansatte og studerende om at indtegne deres smutveje på et kort over området. I alt brugte Camilla Berner 3-4 måneder på det indledende arbejde med at lære om stedet og undersøge mulighederne for ruter.”Jeg er gået ned og har sagt dav!”, siger Camilla Berner og griner. ”Så har jeg spurgt: hvordan kommer du hertil? De svarer måske; med bussen og fortæller, hvilken rute de går for at komme herhen. Egentlig ville de gerne gå en anden vej, for det ville spare dem 5 minutter, men de kan ikke lide at gå over græsplænen. Så tager jeg dem på ordet og indtegner en sti dér”.
Arbejdet har på den måde været bundet op om de ønsker, de daglige brugere har til stedet. Camilla Berner ekspliciterer: ”Dyrlægerne og de studerende vil gerne gå en tur og tømme hovedet efter svære operationer, som kan tage flere timer. Det fortalte Susanne Nautrup Olsen, der leder det nye store dyrehospital. Ejerne af de store dyr vil også gerne spadsere og tænke over, om de skal bekoste en svær operation eller aflive dyret. Ligesom forskere og studerende gerne vil gå ture til at vende ideer”.
Kunstfolder til formidling og fundraisning
Kunstplanen skal sikre, at kunsten understøtter campusområdet, universitetets identitet og historie og den videnskabelige profil. For æstetik og faglighed kan nemlig kombineres, og det er vigtigt at inddrage kunstplanlægningen så tidligt som muligt i planlægningen.
LIFE satser på, at kunstplanen også kan skaffe midler til campusområdet, og har lavet en folder om værket for at søge sponsorpenge til at anlægge stierne. LIFE vil senere lave en folder til besøgende, der skal gøre historierne i landskabet tilgængelige. Folderen skal være ved rutens hovedlinier. Man vil kunne læse om planten ”Gåsemad”, der kan spore landminer. (Den grønne plante bliver rød, hvis den vokser ovenpå en mine). Man kan også læse om ”Pometet”, den gamle æblehave, der fungerer som en nordisk genbank for æbler. Folderen er udarbejdet af Camilla Berner og Hanne Lipczak Jakobsen, teknisk chef på LIFEs campusområde i Taastrup. De to har haft et tæt samarbejde, og det har været en stor fordel for projektet.
”Der er mange aktiviteter i landskabet som ingen, undtagen dem, der arbejder med det, kender til. For eksempel gik jeg en tur rundt med Hanne, og vi standsede ved de små bakker med majs. De virkede som en arkitektonisk indramning af landskabet. Som æstetiker udbrød jeg, at det så helt fantastisk ud, mens Hanne svarede: ”Ja det er en stor succes!”. ”Succes - hvordan? Jeg fandt så ud af, at forskerne på LIFE har eksperimenteret med, at majs giver et større udbytte, hvis det bliver dyrket på små jordvolde end på flad jord. Den formidling kunne de godt gøre mere ud af.” Universiteterne forpligtiger sig ikke til at bruge kunstplanerne, men foruden at være et middel til formidling og fundraising er kunstplanerne også en brugbar referenceramme, når universiteterne hver tredje år skal evaluere det æstetiske undervisningsmiljø.
Campuskunst rejser nye udfordringer
Kunsten i campusudviklingen giver både nye muligheder og nye udfordringer, især når kunstværket er et landskab med mange funktioner. For hvordan skal man håndtere kunstværkets mere flydende form? Skal de definerede smutveje, fliser og kort over området ændres, når der kommer nye aktiviteter til? Eller skal kunstværket være et fastfrosset billede af aktiviteterne i dag? Samtidig har det været vigtigt, at den kunstneriske udsmykning tænkes sammen med produktionen og forskningen på LIFE og med de målsætninger for sundhed, bæredygtighed og tilgængelighed, der er for offentligt tilgængelige campusområder.
For kunstplanen på Taastrup Campus betyder det, at de høstede stier skal kunne omlægges, så de ikke ligger uhensigtsmæssigt for de forsøgsmarker, der løbende bliver beplantet. Samtidig skal andre vigtige planlægningsmæssige hensyn som handicaptilgængelighed indarbejdes i planen for udeområdet. Skal de hvide stier og de nedtrådte stier f.eks. gøres tilgængelige for kørestolsbrugere? Camilla Berners svar er indtil videre nej. Hun argumenterer: ”Selvfølgelig skal der tages hensyn til handicappede, men i den forstand er jeg ikke landskabsarkitekt og har ikke lavet landskabsdesign, det er et kunstværk. Det betyder til tider mere vægt på æstetik end funktion. Der er en finhed i den hvide streg som en linie af hvide fliser vil skabe. Det vil have karakter af en trampesti. Dobbelte fliserækker vil minde om brede fortove. Men et nyt samarbejde med en ny landskabsarkitekt vil give mulighed for at åben op for en samlet rute, hvor mine stier kan forbinde sig til nye asfalt- og grusstier, der tilgodeser tilgængelighed for handicappede”.
Når der er fundet en ny landskabsarkitekt, begynder Det Biovidenskabelige Fakultet at søge om midler til at realisere kunstplanen, som inkluderer alt fra indkøb af gummistøvler til anlæggelse af stier. Kunstplanen, som Camilla Berner har udarbejdet, har dermed konkretiseret et mål om at indarbejde kunst på campus.
Kunststøtten er funderet i et offentligt cirkulære, der fastsætter, at 1,5% af håndværkerudgifterne ved offentligt ny- eller ombygning skal anvendes til udsmykning¹. Ordningen har fungeret siden 2004, og der er blevet bevilliget ca. 5 mio. kr. årligt i den periode. På Universitets- og Bygningsstyrelsens hjemmeside vil man snart kunne se de op mod 40 udsmykninger, som styrelsen har støttet siden ordningen begyndte. Her vil man også kunne se kunstplanerne for campusområderne.
Cathrine SchmidtNOTER
¹ Kunststøtten beregnes ud fra de normale byggeudgifter. Det betyder, at selvom der for eksempel er ekstra udgifter forbundet med at oprette laboratorier, udløser det ikke flere midler til udsmykning.
Lancaster University
Det gode studieliv
Lancaster Universitet fra 1964 er et fritliggende universitet ca. 5 km udenfor Lancaster by. Der er 6.000 sengepladser på campus og 15.000 studerende og ansatte i alt. Den landskabelige placering og de mange fastboende studerende gør, at universitetet må tilgodese de behov, der knytter sig til de studerendes hverdag
| Det biovidenskabelige fakultet, LIFE, Frederiksberg Campus, København | ||
|---|---|---|
| Grundlagt | 1964, hvor det også er opført | |
| Status | Offentligt universitet | |
| Campus befolkning | 15.000 personer. Heraf: 8.500 bachelorstuderende, 3.000 masterstuderende, 800 ph.d. studerende, 1.200 VIP ansatte og 1.500 TAP ansatte | |
| Afstand til by | 5 km fra Lancaster Centrum (46.000 indb.) | |
| Fagområder | 3 fakulteter: Management, Art/Social Science og Science/Tech. | |
| Årlig studieafgift | Ca. 35.000 kr. (Standard for engelske universiteter). | |
| Antal sengepladser på campus | Ca. 6.000 | |
Ejerforhold og organisering
Lancaster University er et offentligt universitet, der finansieres dels af den engelske regering og dels af universitetets egne indtægter. Universitetet ejer selv deres bygninger og deres arealer. Det betyder, at de kan leje lokaler ud til forskellige kommercielle foretagender og selv få gavn af overskuddet. Universitetet indgår i flere offentlige-private partnerskaber (OPP), blandt andet er det nyere ”graduate housing”. Den nye science park, der er på tegnebrættet, tænkes finansieret i samarbejde med Lancaster by, som i høj grad er interesseret i at have et godt samarbejde med universitetet, eftersom universitetet er byens og regionens største arbejdsplads.
Byrum og bygninger
Lancaster Universitet er et isoleret campus placeret 5 km fra Lancaster by. Campusområdet har en meget bred sammensætning af tilbud – akademiske som sociale – hvilket gør det til et levende område, der kan sammenlignes med en lille by.
Campus er opbygget som et langt gadeforløb – i daglig tale kaldet ”The Spine” (ryggraden), som forbinder alle undervisningsrum, butikker og sociale funktioner med hinanden. Studenterkollegierne har gerne en bar eller en café i stueetagen, som netop vender ansigtet mod gadeforløbet, hvorimod undervisning og boliger er placeret på første og anden sal. Det medfører et livligt gadebillede, med åbne butiks- eller læringsfacader. Den centrale ryggrad er delvist overdækket, så man kan altid komme tørskoet fra bygning til bygning, ligesom overdækningen skaber læ og rare steder at mødes uformelt.
Bygningsstrukturen er kompakt og uhierarkisk opbygget, og fodgængere er adskilt fra kørende trafik. Den tætte struktur gør, at alle afstande er overkommelige at tilbagelægge til fods. Intet er mere end 10 minutters gang væk. Det giver en særlig nærhed, at campuslivet udspiller sig i et koncentreret område.
”Alexander Square” er campusområdets centrale torv, og herfra spreder gadeforløbet sig til resten af campus og til mindre pladsdannelser. Pladsen er en slags ”Rådhusplads” med underjordisk stoppested for bussen til Lancaster by samt centrale funktioner såsom bibliotek, administration, boghandel og bager. Alexander Square er flankeret af bygninger på alle sider og har sol og dejlig læ. Pladsens ene side er hævet med siddevenlige trin, som giver en intim og afslappet atmosfære. Her opholder studerende sig med og uden formål, og pladsen bliver konstant krydset af folk på vej fra den ene ende af campus til den anden.
Socialt og fagligt liv
Over halvdelen af de studerende bor på ét af de 9 kollegier på campus. For at servicere de 6.000 studerende der bor her, findes et alsidigt udbud af byfunktioner på campus, som stort set alle er placeret i gadeforløbet: Biograf, genbrugsbutik, boghandel, aviskiosk, bageri, kaffebarer, spisesteder, kirke, bank, blomsterhandler, teater, tandlæge, læge, apotek, postkontor mv. Nogle spisesteder er forvaltet af universitetet, men langt de fleste er private foretagender, som lejer sig ind på universitetet. Udlejningen forvaltes af universitetet, der således har mulighed for at tjene penge på detailhandelens tilstedeværelse.
Universitetet udnytter generelt lokalerne hele døgnet ved f.eks. at forpagte en café, der drives kommercielt i dagtimerne, og lade studerende drive en non-profit café i aftentimerne.
Lancaster har med sit fokus på en helhedsorienteret campusplanlægning gjort meget for også at tilfredsstille de ikke akademiske behov. Således prioriteres uformelle mødesteder højt – også i lærings- og forskningstunge bygninger: F.eks. InfoLab 21, et nyt forskningscenter, indeholder således både inkubartormiljøer, forskningsfaciliteter og en attraktiv spisecafe med tagterrasse og udsigt, som tiltrækker gæster, der ellers ikke benytter huset.
Fremtidsstrategi
Lancaster University har siden 2007 arbejdet efter en ny 10 årig masterplan, som i modsætning til den foregående forsøger at bibeholde campus inden for det oprindelige bebyggelsesfelt. Den nye strategi forstærker derved det centrale gadeforløb fra den oprindelige plan fra 1966 og flytter fokus tilbage på campusanlæggets midte og væk fra yderområderne. Intentionen i den nye plan er at opgradere det offentlige rum og at reintroducere grønne akser med udsyn til det omkringliggende landskab. Det indebærer bl.a. nedrivning af udvalgte bygninger, der ligger uhensigtsmæssigt. Der skal skabes nye bypladser og opgradering af eksisterende, således at gadeforløbet bliver tilført nye destinationer, bl.a. en kulturplads i den nordlige ende af campus, som knytter sig til teateret og koncertsalen. På det centrale Alexander Square er intentionen at etablere en ny eksponeret læringshub, som skal gøre ”selvstudier og selvforvaltede studiekredse” mere attraktive for de studerende.
Kapitlet er et redigeret uddrag af arbejdspapiret ”Fremtidens Campusområde” lavet af Universitets- og Bygningsstyrelsen og JuulIFrost Arkitekter.
INTERVIEWS
Joe Rigby studerer sociologi på Lancaster University. Han er ved at afslutte sit første år på en kombinationsuddannelse af en mastergrad og en Ph.d., efter at han har taget sin bachelorgrad på Oxford Universitet
Hvor meget tid bruger du på campus?Jeg bor inde i byen, da jeg under mit BA-studie har prøvet at bo på campus. Denne gang ville jeg gerne bo i et miljø, hvor der ikke udelukkende var studerende omkring mig. Tanken om studentikos isolation appellerede ikke ligefrem til mig. Men når det er sagt, skal det siges, at jeg kommer på campus hver dag for at studere.
Hvad fik dig til at skifte universitet mellem din bachelorgrad og din overbygning?Da jeg skulle vælge overbygnings-universitet, var jeg blandt andet nødt til at overveje min økonomi. Jeg tog til samtale på Lancaster, da jeg er meget imponeret over de professorer, der underviser på sociologi. Det er folk, hvis bøger jeg har læst på min BA. Under samtalen tilbød de mig en fordelagtig aftale med en kombineret master og Ph.d., og så var det svært at sige nej. Da de også gjorde det økonomisk rentabelt, tog jeg imod tilbuddet. Jeg skiftede på grund af den faglige profil, og ikke så meget på grund af det sociale liv.
Hvilke forskelle ser du mellem Oxford og Lancaster Universitet?På Lancaster er der helt sikkert en anden stemning, end der er på Oxford. Lancaster er næsten anti-elitær. Jeg møder ikke det klasseskel, som var meget tydeligt på Oxford. Derimod støder jeg gerne ind i mine professorer og underviser på campusområdet, som – med fødderne solidt plantet på jorden – gerne stopper op og sludrer. På Oxford var der en masse pres, både fra mig selv og fra omgivelserne: når jeg nu var så privilegeret at få en studieplads på Oxford, så måtte jeg jo yde alt, hvad jeg kunne. Det blev lidt af en hæmsko, og her på Lancaster trives jeg faktisk bedre, da jeg har ubegrænset plads til at finde mit eget ståsted.
Lianne Robinson har for tiden orlov fra sit bachelorstudie i filmvidenskab og arbejder lønnet som ansvarlig for ”uddannelse og velfærd” i Lancaster Universitets studenterforening LUSU
Hvor meget tid bruger du på campus?Jeg bruger næsten al min tid, i den forstand, at jeg bor, arbejder og socialiserer her. Jeg bor på et af kollegierne, men tilbringer det meste af min tid hernede i studenterforeningen. Her har jeg flest venner, og vi fungerer vel nærmest som en stor familie. Så selvom jeg har orlov, er mit liv stadig centreret, mentalt som fysisk, omkring campus.
Hvorfor valgte du at arbejde for studenterforeningen LUSU, og hvad laver du der?Der er mange grunde til, at jeg valgte at blive aktiv i LUSU. Først og fremmest har foreningen givet mig nogle fantastiske stunder som studerende og gjort min tid på campus nemmere. LUSU har en filmklub placeret i et af universitetes forelæsningssale. Her kom jeg meget, da biografen er billigere end inde i byen.
Igennem filmklubben blev jeg opmærksom på de mange andre klubber og foreninger, der hører under LUSU. De dækker alt fra politiske, etniske, faglige og sociale forhold. Da jeg så sidste sommer trængte til en pause fra studierne, fandt jeg det oplagt at arbejde for LUSU og stillede derfor op til valg som en af de seks studerende, der er lønnet for deres arbejde. Jeg blev valgt og har i dag ansvaret for den generelle velfærd og uddannelse på campus. Det er en glimrende kombination, idet jeg får relevant arbejdserfaring uden at miste forbindelsen til universitetet.
Hvad arbejder du for at forbedre på universitetet?Nu er Lancaster Universitet jo et sted, hvor de studerendes behov generelt er blevet godt tilgodeset, så der er heldigvis mange ting, jeg ikke behøver at bekymre mig om. En ting, der dog optager os for tiden, er opgraderingen af de fysiske studieområder. Lancaster Universitetsområde tilbyder et væld af uformelle steder, man kan studere, men mange af dem er koblet op på enten caféer eller vores mange barer. Der findes faktisk også studerende, der gerne vil kunne sidde uformelt sammen uden at have krummer, smuldrede chips eller ølsjatter i deres bærbare computere, og det er vigtig, at der også er plads til dem. Mange af dem er ofte overbygningsstuderende, der ikke deltager meget i universitetet sociale liv, og det er vigtigt, at deres behov bliver tilgodeset.
Patricia Russo er udvekslingsstudent fra Italien. Hun studerer et år på instituttet for engelsk litteratur som en del af hendes BA fra Italien
Hvor meget tid bruger du på campus?Jeg bruger al min tid her. Jeg var lidt nervøs for, hvordan det skulle være at flytte helt alene til Nord-england, så jeg blev meget glad, da jeg endelig kom hertil. Jeg bor på et kollegium med studerende fra forskellige fag, og det har været meget nemt at falde til. Jeg havde kun været her i to dage, da jeg blev hevet med ned i baren for første gang af en af mine gangfæller. Jeg nyder at studere og leve på sådan et intenst sted. Når jeg vågner om morgen, er jeg studerende, når jeg spiser frokost, er jeg studerende, og når jeg fester om natten, er jeg det sådan set også. Jeg er trådt ind i et ”fuldkomment” studenterliv!
Hvilke faciliteter bruger du på campus?Det ville næsten være nemmere at sige, hvilke jeg ikke bruger, for hele mit liv lever jeg jo her. Mine indkøb foregår nede hos Spar-købmanden, mine penge henter jeg nede i en af de mange bankautomater på campus, mine pints drikker jeg på en af de mange barer, der ligger på campus, og min yoga foregår i sportscenteret. Jeg kan egentlig ikke tænke på noget behov, som jeg ikke får dækket her – det skulle da lige være tøjshopping – men det er nu også meget godt at være tvunget til at tage ind til byen af og til.
Hvilke steder foretrækker du på campus?Jeg elsker at sidde her på pladsen og se på alle de folk, der går forbi. Det er et sted, hvor man både ser og bliver set. Nu er her lidt stille i dag, men nogle gange foregår der de mærkeligste ting. Folk laver happenings for at samle penge ind eller sælger ud af deres gamle bøger, ligesom de mange foreninger værger medlemmer af og til. Det skyldes måske min italienske baggrund, men hvis jeg skulle brokke mig lidt, kunne jeg godt savne en café her på pladsen, der solgte ordentlig kaffe og som måske havde nogle borde i solen, man kunne sidde ved. Ja, ikke for at fornærme nogen, men madkvaliteten her på campus er altså ikke italiensk standard.
Mere campusmiljø - bedre ranking
Lancaster University har netop forbedret sin placering i en national ranking efter en massiv satsning de seneste fire år på fysiske forbedringer af campus. Universitetet, der ligger i provinsen i England, gør sig ekstra umage med at skabe et attraktivt fysisk og socialt miljø. Strategien er at skabe rum til ”Det gode studieliv”. For Lancaster University inkluderer det butikker, banker, restauranter og teater, og måske også snart et boligområde for 55+ årige. De kan fungere som mentorer
Interview
Mark Swindlehurst, Director of Estates, Lancaster University
RANKING
I har netop forbedret jeres placering på de britiske ranking-lister for universiteter. Har det fysiske miljø været medvirkende til dette – og i så fald hvilke aspekter af det fysiske miljø? Vi kan se, at det fysiske miljø har en stor betydning, når de studerende skal vælge universitet. Jeg tror, det handler om to ting: Dels om udvalget af faciliteter og dels om kvaliteten af dem. Vi prøver på at skabe en diversitet og et udvalg af tilbud på campus. Her tænker jeg på f.eks. sportsfaciliteter, butikker, supermarkeder, banker og fritidsmuligheder, og kvaliteten af det skal være i orden. Derudover gør vi meget ud af at skabe sikre miljøer for vores studerende. Det skal være et behageligt og sikkert sted at bo, leve og studere.
SIKKERHED
I tager altså ansvar for de unge mennesker ved at tænke sikkerhed ind i planlægningen på campus. Hvordan gør I det?
Når man bor her på campus, har man alle de tilbud, man har i en almindelig by. I modsætning til byen har vi en mulighed for at skabe en større sikkerhed her. Og det er der nogle studerende, der foretrækker. Det engelske politi har en pris: ”Secure by Design”, som gives til bebyggelser, der tænker sikkerheden ind i udformningen. Det kan f.eks. dreje sig om belysning eller overblik. Vi har opnået denne pris for alle de byggerier, vi har gennemført de seneste to år. Sikkerhed er vigtigt for os, og vi er glade for ”Secure by Design”-prisen.
BOLIGER
I har 6-7000 boliger på campus, og det betyder, at halvdelen af jeres studerende bor her, hvilket skaber liv på alle tider af døgnet. Campus er omgivet af grønne marker, og nærmeste by er 5 km væk. Som gæst kan man opfatte campus som en isoleret, men livlig ungdomsby. I har bygget boliger til studerende med børn og får derved en mere differentieret beboersammensætning. Har I også overvejet at bygge boliger til andre målgrupper end studerende?
Ja, vi overvejer, om vi skal tilbyde boliger til 55+ på campus. Det er et koncept, vi har hørt om fra Australien, hvor man har gjort det. De ældre tilflyttere får en forældre-lignende rolle over for de studerende. De bliver en slags mentorer. Vi kan naturligvis tilbyde videreuddannelse og voksenundervisning for dem, der vælger at flytte hertil. De kan selvfølgelig også bruge universitetets sports- og fritidsfaciliteter. Så jeg vil ikke kalde det at trække sig tilbage for at leve en rolig tilværelse! Vi er ved at søge myndighederne om tilladelse til at benytte nogle af universitetets arealer til boligformål og vil herefter beslutte, om vi skal bruge dem til 55+ boliger. Vi synes, det er en spændende tanke.
DOBBELFUNKTIONER
I forsøger at udnytte de arealer, I har til rådighed på en effektiv måde og tænker i dobbeltfunktioner, som også har nogle sociale fordele. F.eks. har I indført caféer, der drives privat i dagtimerne og forvandles til studenterdrevne non-profit caféer i aftentimerne. Lokalet og køkkenet er således det samme, der er blot to pengekasser. Har du andre eksempler på arealer, der udnyttes til flere ting på én gang ?
Ja, lige nu ombygger vi arbejdspladserne til de videnskabelige medarbejdere (academic accomondation) rundt omkring på campus. Vi introducerer ”Brake outs” eller ”Mixing Hubs” i kontorarealerne, som både kan bruges af studerende og ansatte. ”Brake outs” er et supplement til arbejdspladsen, som både kan bruges til formelle møder med studerende, men også til uformel samtale eller interaktion med kollegaer. Vi placerer typisk disse mødesteder i hjørnerne, hvor der er det bedste udsyn. Dermed fungerer de som en slags bindeled mellem forskellige funktioner og mennesker i bygningen.
GENNEMGRIBENDE RENOVERING
Hvilke planer har I for de næste par år?Vi følger vores 10-årige masterplan, som blev færdig sidste år, og går frem projekt for projekt. Vi foretager derfor f.eks. gennemgribende renovering af samtlige ældre bygninger over de næste 9 år. Det betyder, at vi skifter vinduer, installationer, kabler og rør i alle bygninger for at sikre en bæredygtig drift. Renoveringen giver os samtidig mulighed for at ommøblere og strukturere kontorer og studiearealerne.
Bæredygtigheden er generelt vigtig, og vi har fået flere priser for vores indsats her. Én af de ting vi gør, er at studerende nu kan logge sig på og se energiforbruget i deres eget hus. Det hus der bruger mindst energi pr. semester, kan vinde en pris på 600 pund. Der bor bare 12 personer i et hus, og udsigten til, at den enkelte kan tjene 50 pund, har vist sig at virke meget opmuntrende til at få bedre vaner!
FINANSIERING
Udover renoveringerne er I også i gang med flere nybyggerier og en opgradering af mange pladser og gadeforløb på campus. Hvordan finansierer I alle disse tiltag? Universitetet har strategisk besluttet at bruge en andel af det årlige overskud på at opgradere bygningsmassen. Universitetet kan herudover søge både nationale og regionale midler. Så bruger vi OPP, til alle vores boliger. Uden OPP havde vi ikke råd til at opføre de nye boliger.
På sigt ønsker vi at overlade ejerskabet og driften af de studenterboliger, vi allerede ejer, til private virksomheder. Når vi fokuserer på at eje og drive undervisningsbygningerne og overlade boligerne til andre, kan vi minimere risikoen ved drift og byggeri. Ejerskabet af bygninger er i sig selv ikke vigtigt for os. Så længe kontrakterne er i orden, kan vi sagtens afhænde dem i OPP. Det gør det muligt for os at bruge pengene til det, vi helst vil.
Mikala Holme SamsøeMIT
Planlægningsproces & ikon arkitektur
MIT (Massachusetts Institute of Technology) ligger i et industrielt præget byområde i byen Cambridge blot få kilometer fra Boston centrum. Campusområdet er grundlagt i 1916 og siden udbygget punktvist. Universitetet bruger ikonografisk stjernearkitektur til at markedsføre sin tværfaglige og innovative tilgang. De bruger ingen masterplaner men satser derimod på løbende planlægningsprocesser
| MIT, Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, Boston | ||
|---|---|---|
| Grundlagt | 1861, campus påbegyndt 1916. | |
| Status | Privat universitet | |
| Campus befolkning | 18.000 personer. Heraf 4.000 bachelorstuderende, 2.400 master/diplomastuderende, 3.700 ph.d-studerende/doktor, 1.800 VIP ansatte og 6.100 TAP ansatte | |
| Afstand til by | 2 km fra Boston centrum (4 mio. indbyggere i Boston metroregion) | |
| Fagområder | Tekniske uddannelser (45%), Arkitektur (8%), Humaniora (5%), Business (12%) og Naturvidenskab (29%) | |
| Årlig studieafgift | Ca. 185.000 kr. | |
| Antal sengepladser på campus | 5.000 | |
Ejerforhold og organisering
MIT er et privat universitet, der regnes blandt de bedste i verden. Der satses tungt på teoretisk, anvendt og interdisciplinær forskning samt højteknologisk udviklingsarbejde. MIT er en privat virksomhed, der ejer alle sine bygninger. Universitetet modtager dog offentlige midler via tilskud til forskningsprojekter. MIT udlejer lokaler til selvstændige serviceerhverv, hvorimod sportsfaciliteter og kollegier er finansieret og forvaltet af universitetet selv.
Byrum og bygninger
MIT er et samlet by-universitet med et langstrakt campusområde i byen Cambridge få kilometer fra Boston centrum. Campusområdet er funktionelt opdelt i to, da Massachusetts Avenue, der forbinder Boston og Cambridge, går tværs igennem. På den ene side ligger samtlige akademiske bygninger, mens den anden side af campus indeholder boliger, sport, kultur og et mindre antal næringsdrivende.
Bebyggelsesmæssigt domineres det akademiske område af universitetets tidligste bygning, som er en sammenhængende bygningsstruktur af lange gange. Den centrale gang forbinder vidt forskellige fagområder og er MIT’s ”catwalk”, hvor man ses og mødes.
Begge dele af campus er prydet af en række bygningsværker af verdenskendte arkitekter. MIT har en lang tradition for at tiltrække dem, da innovativ arkitektur ses som del af universitetets profil. De ikonografiske og til tider ekspressive bygninger som f.eks. Frank Gehrys ”Stata Center” giver imidlertid campus en fragmenteret karakter.
Der er ikke fokus på mellemrummet mellem disse bygninger, og der findes i dag ikke mange byrum, der inviterer til brug. Der er dog undtagelser som f.eks. den monumentale plæne ved flodbredden, som transformeres til skolens ”festsal” til diplomoverrækkelser ligesom det bruges mere uformelt og intimt til hverdag. Sloganet: ”On MIT we do not walk – We run” indikerer, at MIT- brugeren ikke spadserer formålsløst rundt på campus, men derimod bevæger sig med et mål for øje. Oplevelsen mellem afgang og ankomst bliver da betydningsfuld, og det kan give en mulig forklaring på det sparsomme fokus på rummet mellem husene.
MIT’s usædvanligt stærke faglige profil har gjort, at universitetet ikke har haft væsentligt behov for at spille sammen med sine omgivelser. De seneste 90 års udvidelser spiller måske derfor i ringe grad sammen med resten af byen: MIT synliggør ikke sin viden i de urbane omgivelser og udbyder som sådan ikke programmer, der inviterer folk ind.
Området omkring MIT består primært af industri og kontorarealer og fremstår dødt. Byen Cambridge ønsker ikke meget detailhandel i området, da man har prioriteret forskningsvirksomheder med større skattepligt højere. Netop prioriteringen af forskningsvirksomheder og det høje antal inkubatormiljøer, der er nabo til MIT, er med til at gøre Cambridge/Boston-regionen til en videnby par excellence. Set med denne optik sameksisterer MIT glimrende med resten af byen.
Socialt og fagligt liv
Det er en stor udfordring for MIT at sikre det sociale miljø i et fagligt klima, der er præget af elitestuderende og høje ambitioner. MIT tilbyder alle nye bachelorstuderende en kollegieplads, så de integreres godt i MIT-miljøet. Kollegier, der præger den vestlige side af campus er som regel bygget, så de skaber et univers af værelser og kroge til både læring og socialt samvær. Dermed forener kollegierne det hjemlige med det akademiske. Universitetets satsning på kollegiebygninger udført af kendte arkitekter skal således netop forstås som en styrkelse af det akademiske miljø.
”Simmons Hall” er det nyeste kollegium, tegnet af Steven Holl, og USA’s dyreste kollegiebygning til dato. Bygningen digter videre på tiltag fra den finske arkitekt Alvar Aaltos kanoniserede MIT-kollegium ”Baker House”. Kollegiet huser også en værtsfamilie med et medlem af lærerstaben, ligesom der er boliger for gæsteforskere.
”Learning by doing” er MIT’s faglige motto. Undervisningen har en afprøvende karakter, og studerende og forskere arbejder konsekvent på tværs af fag, ligesom de gerne bygger og afprøver ideer på et af de mange værksteder eller laboratorier.
De lange korridorer og ”catwalken” på MIT danner – trods deres kedelige fremtoning – grundlag for MIT’s særlige iværksætterkultur. I korridorerne mødes folk på tværs af fag og deler deres viden, uagtet at der ikke rumligt er gjort noget ekstra ud af uformelle mødesteder. Den tværfaglige udveksling bliver understøttet af, at flere fag er samlet i samme korridor i modsætning til en struktur, hvor hvert fag er organiseret i selvstændige bygninger.
Tendenser og Fremtidsstrategi
MIT er det eneste af universitet i denne undersøgelse, der ikke har en masterplan, men derimod satser på ”Real Time Planning”. Det er et mindre formaliseret planlægningsredskab, der handler på kort sigt og skal tilgodese en kompleks og omskiftelig omverden.
Igennem det seneste årti har MIT fokuseret på ved hjælp af ”Real Time Planning” at bygge nye enestående og ikoniske bygninger til forskning og beboelse, ligesom der er gjort forskellige punktvise forsøg på at revitalisere uderum på campus.
MIT’s næste udviklingsfase, ”Evolving Campus”, skal sikre, at universitetet forbliver ledende inden for viden, innovation, forskning og uddannelse og samtidig en bydel, der kan tilgodese mange forskelligartede behov.
Da det globale klasseværelse er blevet en normalitet på MIT, ønsker man nu at opprioritere det lokale campus og nærområde for også fremover at kunne lokke internationale forskere, studerende og investorer til.
De kommende projekter skal derfor bidrage til en positiv udvikling af de omkringliggende bykvarterer, særligt et nedslidt industriområde, som danner overgang til byen. Området er allerede delvist udviklet, da MIT gennem årene har opkøbt store mængder jord og nu ønsker at udvikle det.
Kapitlet er et redigeret uddrag af arbejdspapiret ”Fremtidens Campusområde” af Universitets- og Bygningsstyrelsen og JuulIFrost Arkitekter.
INTERVIEWS
Kaitlyn Becker læser til mekanisk ingeniør på andet år. Bacheloruddannelsen er nomineret til fire år
Hvor meget af din tid bruger du på campus?Al min tid, mere eller mindre. Jeg bor på Simmons Hall kollegiet, som ligger på den vestlige del af campus, og jeg studerer på den østlige. Engang imellem forlader jeg dog campus for at handle lidt ind - men det er vist alt. Ellers bruger jeg min tid ligeligt imellem mit værelse og min undervisning. MIT er min verden.
Hvorfor bor du på Simmons Hall-kollegiet?Som bachelorstuderende er man garanteret en plads på et af universitetets kollegier. Man vælger selv, hvilket kollegium man vil bo på og håber dernæst på, at man bliver tildelt sin første prioritet. Jeg valgte Simmons Hall fordi, det er det nyeste og derfor også, om man vil, det mindst nedslidte. Simmons Hall er godt nok det dyreste af kollegierne, men jeg ville bare så gerne prøve at bo i denne fantastiske, nye bygning. Faktisk synes jeg så godt om bygningen, at jeg stillede op til valg om at blive bygningens guidefører. Det er godt nok ulønnet, men da jeg også har studiejob i kollegiets reception, gør det ikke noget. Tværtimod vidner det blot om engagement, når jeg skriver det på mit cv. Jobbet i receptionen giver mig derimod gratis logi, samtidig med at jeg lærer en masse af kollegiets andre beboere at kende. Ja, og som om det ikke var nok, har jeg også et sommerjob som del af et ”undergrad research program”. Her får jeg laboratorieerfaring, som er alfa og omega for min fremtidige færd.
Hvad fik dig til at vælge MIT som dit universitet?Jeg havde faktisk aldrig overvejet MIT, førend min fysiklærer hev fat i mig og opmuntrede mig til at søge. Derfor rejste mine forældre og jeg hertil og så de fysiske faciliteter an. Min første tanke var: ” Oh my god. Her skal jeg aldrig gå”. For jeg så et råt og koldt campus, der ikke var særlig appellerende. Men så tog vi på en rundvisning guidet af en studerende. Han var fantastisk, og her mødte jeg en studerende, der var lige som mig selv: Glad for mekanik og passioneret bruger af tekniske termer, ja, han var vel egentlig ret nørdet, på en god måde altså. Det var helt klart denne fornemmelse af, at jeg på MIT kunne finde ”soulmates”, som fik mig til at ansøge i sidste ende.
Phoebe Putnam er ved at færdiggøre en Ph.d.-afhandling i litteratur fra Harvard Universitet
Hvad bringer dig til MIT, når du studerer på Harvard?Jeg bor midt imellem de to universiteter, men er faktisk tættest på Harvard. Men Harvard lukker mange af deres faciliteter ned i sommerperioden, hvorimod MIT bliver ved med at holde åbent. Konkret er jeg her i dag, fordi jeg godt kan lide at sidde oppe på læsesalen på øverste etage af studentercenteret, som er det sted, hvor alle ”ikke akademiske faciliteter” er samlet. Det gør det nemt for mig, når jeg trænger til en pause: Jeg kan blot gå et par etager ned og købe min kaffe, spise min frokost eller tage en tur i svømmehallen.
Hvordan vil du sammenligne MIT og Harvard?På Harvard er det, groft sagt, din underviser, der har nøglen til klasseværelserne. Når der ikke er undervisning, sidder du altså andre steder og studerer. På MIT er miljøet langt mere socialt og uformelt. Hvis et klasseværelse ikke bliver brugt, kan du blot sætte dig derind. Det er sådan set lige meget, om du overhovedet er indskrevet på MIT eller ej. MIT er også langt mere isoleret fra byen, end Harvard er, og man har derfor været nødt til at udbyde ”støttefunktioner” så som dette studentercenter, der har alt fra mad og kaffe til kopiering, merchandise og sportsfaciliteter under ét tag. Det betyder, at selvom designet og arkitekturen måske ikke ligefrem er det kønneste, så kan jeg få de fleste af mine behov dækket inden for ét område. Det er praktisk, når man som mig har travlt med at få skrevet, men også er let at distrahere. I denne bygning har jeg fred og ro, næsten da!
Bruger du andre af universitetets faciliteter?Grunden til, at jeg begyndte at bruge læsesalen på MIT, var min kæreste, som har læst til kemiingeniør her på universitetet. Førend jeg mødte ham, havde jeg aldrig været på MIT, og jeg er endda født og opvokset i Boston. Min interesse for litteratur har ført mig langt væk fra ”nørderne” på MIT. Siden fandt jeg ud af, at MIT faktisk har et ganske udmærket bibliotek, som også har fagstof og håndbøger, som jeg kunne bruge. Så nu bruger jeg flittigt biblioteket. Måske er vi litterater og de tekniske ingeniører ikke så forskellige alligevel.
Planlægning i ‘real time’
For MIT er det essentielt at kunne trække på talent og de helt rigtige personer i samarbejdsprocessen omkring campusplanlægning. Dette sker i en ‘real-time’ planlægningsproces, der skal udfordre intellektuelle samarbejdspartnere og give arkitektonisk innovation plads til at udfolde sig. Adèle Santos er medlem af universitetets byggeudvalg, og dermed med til at rådgive universitetets rektor om campusplanlægning
Interview
Adèle Santos, dekan på School of Architecture and Planning, MITReal-time-planlægning er en mindre struktureret planlægningsproces, der giver plads til mange forskellige synspunkter for at nå frem til innovativ arkitektur. Det er et eksempel på en noget anderledes tilgang til campusplanlægning. MIT har fulgt denne fremgangsmåde i nogen tid, og det har skabt en rig variation af arkitekturmesterværker på campus. Udfordringen er dog den særegenhed og den ad-hoc-stil, den kan forårsage.
Fordele og ulemper
I bruger ikke masterplaner på MIT – men snarere det, I kalder real-time-planlægning …?Åh ja, hvis jeg skal være ærlig, så har vi ikke haft en masterplan i evigheder! Tidligere havde vi en planlægger, der lavede masterplaner, men de blev betragtet som alt for usmidige. Hans kontrakt blev ikke fornyet, og siden da har vi ikke haft en formel planlægningsproces. I stedet for at anvende masterplaner prøver vi nu at se på den involveringsproces, der kan give os flere valgmuligheder fremover.
Hvad er fordelen ved real-time-planlægning efter din mening?Jeg synes, det er meget pragmatisk. Man har selvfølgelig nogle rammer, så man kender det overordnede mål. Men der er også behov for den fleksibilitet i processen, som man får med real-time-planlægning.
Og ulempen?Det kan være ret så ad-hoc-agtigt. Der må nødvendigvis være nogle overordnede rammer til at styre udvikling. Vi skal have en idé om, hvad der kan placeres relativt centralt, og hvad der kan anbringes i periferien. Ellers ender vi bare med alting på de forkerte steder. For eksempel byggede vi et kollegium et uegnet sted, bare fordi der var mulighed for at bygge der. Og helt ærligt, så er det faktisk typisk for MIT: Vores måde at udnytte arealer på er ret særegent.
Få fat i de bedste folk
Hvad kræver det af universitetets ledelse og administration at gennemføre real-time-planlægning?Jeg tror, man er nødt til at gå ud og finde de bedste talenter. Man skal have fat i de ‘bedste hoveder’, og man er virkelig nødt til at samarbejde. Dvs. med universitetets egne folk, både fra fakultetssiden og fra planlægningsafdelingen. På den måde kan vi skabe det bedste produkt og tænke det ind i universitetets større sammenhæng. Vi forsøger at udnytte potentialet sammen med de mest talentfulde arkitekter, bydesignere og landskabsarkitekter.
Det handler altså mere om de rigtige mennesker end om den rigtige proces?Ja, når bare den er baseret på samarbejde. Vi skal stadig have nogle overordnede rammer at arbejde ud fra.
| ”Real-Time Planning” | |
|---|---|
”Real-Time Planning” er en mindre formaliseret fremgangsmåde, som kan bruges i komplekse planlægningsprocesser, der har til mål at skabe innovative byggeprojekter som f.eks. ikonbyggerier. I ”Real-Time Planning” bruges hverken masterplan eller guidelines, som man kender fra lokalplansarbejde. Man finder derimod de internationalt mest talentfulde mennesker, matcher deres evner med de benspænd opgaven giver og tager ud på en åben rejse sammen. Her skal man kunne læse de foranderlige omgivelser for hurtigt at kunne træffe valg, der bringer projektet i den rigtige retning. Retningen er i dette tilfælde nogle fundamentale sociale og urbane mål. Denne tilgang skal gøre det muligt at læse de kræfter, der er i spil omkring et byggeprojekt i en stor kompleks organisation, som et universitet. Hvert enkelt byggeprojekt bliver behandlet som en mulighed for både at se kritisk tilbage og udforske fremtiden. ”Real-Time Planning”-processens fordel er den fleksibilitet, den giver i alle projektets faser. Man undgår den mekaniske gentagelse og tillader nye ideer. Ulempen er, at uden passioneret engagement, stærkt lederskab og høje arkitektoniske mål lykkes projektet ikke. Kilde: Mitchell (2007) |
Fremtidsplaner
MIT har bygget mange betydningsfulde bygninger de seneste år med brug af stjernearkitekter. Hvad er jeres fremtidsplaner lige nu?Ja, der blev bygget mange bygninger under den tidligere ledelse, og vi har faktisk ikke rigtigt en masse ressourcer til at gøre den slags lige nu. Så det nemmeste er at se på alt det landskab, der samler campus. Designede områder og stier, der forbindes med det indendørs netværk, kan skabe en større sammenhæng for den bebyggede campus. Vores nuværende landskab er for det meste ret ordinært. For nu at sige det lige ud.
Hvis området mellem bygningerne er blevet forsømt hidtil, har det så noget at gøre med den ad-hoc-agtige real-time-planlægningsproces?Jeg tror snarere, det handler om landskabsplaner, der ikke førte til noget. MIT fokuserede mere på bygningerne. De landskabsarkitekter, der arbejder med os nu, er meget brugerorienterede. Jeg synes, de er særdeles brugerfølsomme, og de forsøger at tage fat i vigtige træk fra fortiden. Selvfølgelig er Killian Court, den grønne plæne mellem hovedbygningen og floden, et rigtig dejligt område. Mange af vores åbne rum er ikke særligt nyttige, fordi de ikke er brugervenlige.
Fortaler for arkitektur
Som dekan for School of Architecture and Planning og medlem af byggeudvalget har du stor beslutningskraft, hvad angår byggeprojekter på MIT. Hvordan er du i praksis involveret i planlægningsprocessen?Jeg sætter mig sammen med designerne forud for byggeudvalgsmøderne og får en professionel snak med dem. Jeg kan identificere de problemer, der vil dukke op og hjælpe med at nå frem til den bedste løsning. På en måde er jeg fortaler for godt design som forbedring af alt, hvad vi laver på MIT.
På den anden side, så er jeg også nødt til at være lidt af en aktivist. Vores universitet ligger meget spredt, og vi befinder os i en række sammenkoblede bygninger. Det er svært at gennemskue, hvilken forskning, der finder sted bag de lukkede døre på vores gange. Lige nu er jeg involveret i et tiltag, der skal skabe rum, hvor vi kan vise, hvad vi skaber. En idé går ud på at have et ‘innovationsgalleri’, hvor alle fem skoler kan udstille deres arbejde. Det ville fremme diskussion og vise MIT frem over for MIT.
Jeg er sikker på, at det gør sig gældende alle steder, men MIT viser ikke sig selv for verden. Der er en unik kultur her, og når man kører ned ad Massachusetts Avenue, så bør man vide, at man kører gennem MIT. Jeg har for eksempel anbefalet, at busstoppestederne tæt ved vores hovedindgang skal designes af vores fakultetsmedlemmer, der ved, hvordan man designer interaktive digitale strukturer. Der skulle være skærme, der annoncerer aktiviteter på campus og viser innovationer, der finder sted på MIT. Folk skal kunne se de innovationer, vi arbejder med, når de går forbi. Jeg tror, at offentligheden ville finde det meget spændende!
