6. Personalesager (juridiske) personalesager og løntillægssager, sagsgange og sagsbehandlingstid

6.1 Indledning

DTU har oplyst, at der i 2008 er håndteret 674 fratrædelser og 985 tiltrædelser. Der forventes et uændret niveau for nyansættelser i 2009, mens der på grund af tilpasninger vil være et forhøjet antal fratrædelser.

6.2 Nøgletal

I 2008 havde DTU 16 afskedigelsessager, mens der i 2009 i alt har været 104 afskedigelser, fordelt på 11 VIP og 93 TAP, primært på grund af tilpasninger. Disse er håndteret mellem DTU og de faglige organisationer. Udover de nævnte afskedigelsessager afsluttes ca. 10 sager årligt med forlig, dvs. uden den formelle afskedigelsesproces, f.eks. i form af fratrædelsesaftaler.

6.3 Sagsbehandling

UBST er inden for det sidste års tid blevet opmærksom på nogle sager af personalejuridisk karakter, som har givet anledning til spørgsmål. UBST er blevet opmærksom på sagerne som følge af omtale i dagspressen, eller fordi fagorganisationen har indbragt sagen for Personalestyrelsen. UBST er på baggrund af sagernes karakter interesseret i, hvordan DTU sikrer, at det lokalt afklares, hvornår der er behov for at inddrage (personale)juridisk ekspertise i sagerne.

DTU oplyser, at der parallelt med etableringen af en HR Partner struktur er sket en opnormering på det personalejuridiske område, så de to funktioner altid spiller tæt sammen i personalejuridiske sager.

UBST har været inddraget i to løntillægssager på det samme institut på DTU i 2008 og 2009. Ved forhandlingerne i Personalestyrelsen har fagorganisationerne efterspurgt en egentlig forhandling med ledelsen. UBST er på den baggrund usikker på, om universitetets ledere er tilstrækkeligt klædt på i forhold til forhandlingskravene i Ny Løn.

DTU oplyser, at der i 2010 er planlagt afholdt workshops på de enkelte institutter med det formål at træne personalelederne i anvendelse af Ny Løn.

UBST har ved behandling af de to lønforhandlingssager oplevet en langsommelig sagsproces og en delvist utilstrækkelig forberedelse. UBST har bedt DTU overveje, hvordan man bedst kan optimere sagsbehandlingen, så der sikres en effektiv proces.

6.4 Konklusion

DTU oplyser, at man med opnormering på det personalejuridiske område vil kunne sikre en mere effektiv sagsbehandling.

Denne side er kapitel 6 af 10 til publikationen "Rapport om Danmarks Tekniske Universitet - Dialogmøde den 30. november 2009".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling - 2010.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.