5. Udvikling af Roskilde Universitets uddannelsesstruktur

5.1 Indledning

Det fremgår af Roskilde Universitets "Strategiplan 2020 for Roskilde Universitet" fra april 2008, at Roskilde Universitets studiestruktur fremover skal "revideres og fortløbende tilpasses Bologna-processen, så Roskilde Universitets uddannelsesstruktur er gennemskuelig og samtidig fleksibel."

På møder mellem Roskilde Universitet og VTU de seneste par år har udviklingen af Roskilde Universitets uddannelsesstruktur flere gange været på dagsordenen. Senest ved videnskabsministerens besøg på Roskilde Universitet den 24. september 2009. Hidtil har drøftelserne foregået på et overordnet plan. Universitets- og Bygningsstyrelsen ønsker, på dette møde, at igangsætte en dialog om udviklingen af Roskilde Universitets uddannelsesstruktur på baggrund af Roskilde Universitets igangværende arbejde.

5.2 Beskrivelse af Roskilde Universitets nuværende uddannelsesstruktur

Roskilde Universitets uddannelsesstruktur følger universitetslovens bachelor- og kandidatstruktur (3 + 2) med en bred indgang på bacheloruddannelsen via et af universitetets fire basisstudier.

5.2.1 Bacheloruddannelsen

Alle studerende optages på en af fire bacheloruddannelser (de tre første udbydes også på engelsk):

Alle bacheloruddannelser er opbygget af et 2-årigt basisstudium (basis) inden for bacheloruddannelsens hovedområde og 1-års overbygningsstudier.

Roskilde Universitets bacheloruddannelser har en bred indgang på basisstudiet og efterfølges af et bachelorfagstudium. Bachelorfagstudiet består normalt af to bachelormoduler fra to overbygningsfag, hvoraf det ene skal være inden for basisstudiets hovedområde. De studerende vælger allerede i starten af 2. år, hvilke overbygningsfag der skal indgå i bacheloruddannelsen. Således bygger bachelorfagene videre på de færdigheder, der er opnået på basisstudierne. F.eks. skal en studerende, der er optaget på den samfundsvidenskabelige bacheloruddannelse, vælge mindst et overbygningsfag inden for det samfundsvidenskabelige hovedområde. Bachelorprojektet på tredje studieår skal ligeledes skrives i et fag, som ligger inden for bacheloruddannelsens hovedområde. Ligger begge fag inden for hovedområdet, kan den studerende selv vælge, hvilket fag projektet skrives i.

Kandidatuddannelserne er 2-årige og er normalt kombinationsuddannelser, som består af to fag på hver 1 år, men der er også mulighed for at læse en 1-fags kandidatuddannelse på i alt 2 år, f.eks. i Forvaltning.

5.2.2 Kandidatuddannelsen

Den 2-årige kandidatuddannelse er opbygget af fire kandidatmoduler af hver et halvt års varighed.

Alle 2-fags kandidatuddannelser bygger videre på de to overbygningsfag, som indgår i den studerendes 2-fags bacheloruddannelse. De studerende skal skrive speciale i et af de to overbygningsfag, eller de kan vælge at lave et integreret speciale, som inddrager begge fag over to semestre.

Figur 1: Typisk Studieforløb på Roskilde Universitet

Figur 1: Typisk Studieforløb på Roskilde Universitet

Kilde: Roskilde Universitets hjemmeside

5.3 Status for Roskilde Universitets arbejde med at udvikle uddannelsesstrukturen udarbejdet af Roskilde Universitet

Se Roskilde Universitets bidrag vedrørende uddannelsesstrukturen i bilag 3, notatet "Udvikling af Roskilde Universitets uddannelsesstruktur, Pkt. 5 på dagsorden for møde den 18. november 2009 mellem Roskilde Universitet og Universitets- og Bygningsstyrelsen".

5.4 Konklusion

Roskilde Universitet arbejder på at udvikle en ny uddannelsesstruktur, som forventes færdig i foråret 2010. Roskilde Universitets forslag til den nye uddannelsesstruktur bryder med Roskilde Universitets hidtidige uddannelsesstruktur. Den nye struktur kan potentielt løse nogle af Roskilde Universitets nuværende strukturproblemer, men den nye struktur synes ikke at løse alle problemer, herunder problemet med at kandidatstuderende ikke bliver færdige til tiden eller på normeret tid + 1 år.

Med uddannelsesreformen forventer Roskilde Universitet, at universitetets kandidatuddannelser bliver mere attraktive for de studerende, f.eks. gennem større valgfrihed inden for den enkelte uddannelse. Samtidig vil nye attraktive uddannelser søges udviklet. Det forventes at medføre mindsket frafald.

For kandidatuddannelserne betyder den nye struktur, som er præsenteret i bilag 3, at:

Den nye struktur lægger op til, at der i højere grad end tidligere bliver mulighed for at tage en et-faglig kandidat på Roskilde Universitet.

Roskilde Universitet er indstillet på, at kandidatuddannelserne skal være så åbne som muligt for bachelordimittender fra de øvrige universiteter. Samtidig vurderer universitetet, at ændringerne i studiestrukturen for de et-faglige kandidatuddannelser vil reducere omfanget af supplering. Det er ikke forventningen, at ændringer i studiestrukturen for de to-faglige kandidatuddannelser vil reducere omfanget af supplering for bachelordimittender fra andre universiteter.

Den nye uddannelsesstruktur vedtages i 2010 og forventes implementeret i 2011/12.

Denne side er kapitel 5 af 10 til publikationen "Rapport om Roskilde Universitet - Dialogmøde den 18. november 2009".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling - 2010.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.