8. Samspil mellem universitet og erhvervsliv

Uddannelse og viden er i stigende grad blevet en global konkurrencefaktor, og det er højt politisk prioriteret, at dimittender fra de danske universiteter er forberedte på at udfylde højproduktive jobs i samfundet.

Det er et vigtigt instrument til at sikre, at universitetsuddannelserne giver kompetencer, som er efterspurgt på arbejdsmarkedet, at der eksisterer en mangfoldighed af samarbejdsrelationer mellem universiteterne og virksomhederne på uddannelsesområdet.

Det er dog også vigtigt, at mødet mellem universiteter og erhvervsliv respekterer den autonomi og frihed, som kendetegner universiteterne i dag. Tilrettelæggelsen og indholdet af uddannelserne er udelukkende universiteternes ansvar.

De enkelte universiteter har forskellige samarbejdsrelationer – både i forhold til områder, fokus og ’intensitet’. Her sættes fokus på universitets strategiske planer om samspil inden for uddannelsesområdet, understøttelse af iværksætteri, konkrete eksempler, samarbejdet i de regionale vækstfora samt samarbejdet med videns- og forskerparker.

På den baggrund ønsker Universitets- og Bygningsstyrelsen at drøfte styrkepositioner og erfaringer, output, potentialer og barrierer for IT-Universitetets samspil med erhvervslivet. Herunder vil der være fokus på, hvilke tiltag IT-Universitetet gør for at sikre, at universitetets uddannelser er rettet mod og giver kompetencer, som er efterspurgt på arbejdsmarkedet.

8.1 Tiltag rettet mod uddannelsesområdet

8.1.1 IT-Universitetets strategiske tilgang til samarbejdet med erhvervslivet på uddannelsesområdet.

I sin strategi for 2009-2011 præciserer IT-Universitetet sin forståelse af ”ideal study programmes”. Som et ud af tre aspekter fremhæves uddannelsernes evne til at give de studerende de kompetencer, der bliver behov for på fremtidens jobmarked.

Det understreges i strategien, at evnen til at give de studerende disse kompetencer kræver en løbende dialog mellem universitetet og arbejdsgiverne for universitetets kandidater. Dette udmøntes i det konkrete mål om, at anbefalingerne fra universitetets aftagerpanel skal offentliggøres mindst én gang om året.

8.1.2 Mål i udviklingskontrakten for uddannelse og iværksætteri

IT-Universitetet havde indtil udviklingskontrakten for 2011 et mål om, at universitetet i mindst et af årene 2009 og 2010 ville være blandt de tre bedste universiteter til iværksætteri. Det måles ved hvor stor en andel af de studerende der ifølge iværksætterbarometeret føler sig inspireret til virksomhedsopstart. Målet udgik, idet det ikke længere var en del af iværksætterbarometret. Der er ikke opsat nye mål.

IT-Universitetet har til direktionens interne brug fået Centre for Economics and Business Research (CEBR) til at undersøge hvor stor en andel af universitetets studerende, der har startet virksomhed. Undersøgelsen viser, at IT-Universitetet er det universitet i landet, der har den største andel af iværksættere. IT-Universitetets strategi på området er at indarbejde entrepreneurship som en pædagogisk tilgang i kurserne generelt, snarere end at udbyde særskilte entrepreneurshipkurser. Dette understøttes af en relativt høj andel af eksterne lektorer og af bofællesskabet med Væksthuset 5te.

8.1.3 Eksempler på samarbejdsinitiativer om uddannelser - projektforløb i uddannelserne

IT-Universitetet deltager i DADIU samarbejdet om spil-uddannelse. Det er en konstruktion, hvor universiteter, Filmskolen, Designskolen og Animationsskolen arbejder sammen med industrien om et semester, hvor alle fagligheder inden for spiludvikling bliver bragt sammen. Se mere på dadiu.dk

En stor del af de studerende på IT-Universitetet har samarbejdet med private og offentlige virksomheder om dele af deres uddannelse. IT-Universitetet har kontrakter om forskningssamarbejde med mere end 25 virksomheder, og over 70 procent af kandidaterne har gennemført eksterne projekter i løbet af deres studium. Kravene til de studerendes projektsamarbejder er, at de studerende både lever op til de akademiske mål i uddannelsen og gennem projektarbejdet opnår indsigt i de pågældende virksomheders forretningsområde og virkemåde.

Blandt samarbejdspartnerne på afsluttede og igangværende forskningsprojekter finder man A.P. Møller-Mærsk, Microsoft, mange små nystartede virksomheder, DHI, KMD, Danfoss, Bispebjerg Hospital og mange flere. Også kulturinstitutioner som Bornholms Museum, Filmskolen og Hammershus samarbejder med IT- Universitetets forskere. En detaljeret liste over samarbejdspartnere med beskrivelse af samarbejdets art findes på: http://itu.dk/da/Forskning/Erhvervssamarbejde/Samarbejdspartnere. IT-Universitetet oplyser, at universitetet generelt har positive erfaringer med samspillet med erhvervslivet, idet der er en stærk tradition for samarbejde og stor interesse fra virksomhederne, de studerende og underviserne.

Universitets indsats for etablering af samarbejde med erhvervslivet IT-Universitetet oplyser, at universitetet lægger vægt på at formidle sin forskning gennem bl.a. Danskernes Akademi og omtale i pressen. Der har i 2010 været 610 avisartikler med omtale af eller udtalelser fra universitetets forskere.

IT-Universitetet oplyser, at universitetet i sit erhvervssamarbejde søger at undgå at oprette separate organisatoriske enheder, der skal tage sig af erhvervssamarbejde, men at støtte allerede eksisterende og velfungerende sådanne, som f.eks.

Alexandrainstitutttet. Alle IT-Universitetets uddannelser og de fleste forskningsprojekter laves i samarbejde med offentlige eller private virksomheder.

8.2 Tiltag rettet mod erhvervslivet

8.2.1 Vækstforum Hovedstaden

Vækstforum Hovedstaden har til opgave at skabe og udvikle rammerne for erhvervsudviklingen i Region Hovedstaden. Det sker i samspil mellem erhvervsliv, kommuner, regionen, uddannelses- og forskningsinstitutioner og parterne på arbejdsmarkedet.

IT-Universitetet er ikke repræsenteret i Vækstforum, hvor de tre repræsentanter for uddannelsesområdet er rektor for Handelshøjskolen i København Johan Roos, direktør for myndighedsbetjening og sektorudvikling Niels Axel Nielsen, Danmarks Tekniske Universitet og rektor Ralf Hemmingsen, Københavns Universitet. Vækstforum har dels egne midler og har dels til opgave at indstille ansøgninger til regionale, statslige og europæiske puljer.

Vækstforum har i sit udkast til regional partnerskabsaftale om vækst og erhvervsudvikling defineret en lang række indsatsområder, der efterfølgende konkretiseres i projekter og initiativer, som skal behandles i Vækstforum frem mod 2011. En række målsætninger er blevet defineret:

Uddannelse og arbejdskraftudbud: Bedre vilkår for nye vækstvirksomheder: Innovation og videnspredning:

IT-Universitetets samarbejde med Region Hovedstaden er ikke funderet i Vækstforum Hovedstaden. IT-Universitetet har et samarbejde med Københavns Kommunes Borgerservice om studenterprojekter, der kan hjælpe med digitaliseringen af Borgerservice. Desuden har universitetet forskningssamarbejder med sygehuse i Region Hovedstaden. IT-Universitetet deltager desuden i Copenhagen Finance IT Region, som er beskrevet neden for.

8.2.2 Copenhagen Finance IT Region (CFIR)

IT-Universitetet er en aktiv deltager i ”Copenhagen Finance IT Region (CFIR)”, der er et initiativ ledet af Finansrådet for at udvikle finans-it området, som er en stærk erhvervsklynge i hovedstadsregionen. F.eks. ansættes en meget stor andel af IT- Universitetets kandidater i denne sektor, hvor der skabes stor værdi gennem avanceret it-udvikling og forskning. IT-Universitetets rektor deltager i styregruppen for initiativer, og universitetet deltager desuden i en række arbejdsgrupper.

CFIR arbejder med initiativer inden for både uddannelse og forskning bl.a. er der i 2010 udarbejdet en meget grundig kompetenceanalyse. På baggrund af dette arbejdes der nu på at etablere et samarbejde mellem KU, CBS og IT-Universitetet om et uddannelsestilbud på kandidatniveau.

Forskningsmæssigt har CFIR spillet en afgørende rolle i at skabe forskningskonsortier med deltagelse af både virksomheder i finanssektoren og universiteter. Flere af disse konsortier har i 2010 fået en bevilling fra bl.a. Det Strategiske Forskningsråd. CFIR har også afholdt en stribe succesfulde arrangementer, som har været med til at udvikle relationer mellem virksomheder i finanssektoren og universiteterne.

8.2.3 Videns- og forskerparker

IT-Universitetet ønsker et tæt samarbejde med erhvervslivet. Universitets øverste etage har bl.a. derfor siden 2004 været udlejet til IT-væksthuset A/S (5te), som er et samarbejde mellem Symbion Science Park, Alexandra Instituttet / Innovation Lab Katrinebjerg og Incuba Science Park. IT-væksthuset videreudlejer kontorer til små innovations- og opstartsvirksomheder. Ordningen fungerer med et tilskud fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der muliggør en lav husleje. Placeringen af innovationsmiljøet i IT-Universitetets bygning gør, at både ansatte og studerende ved IT-Universitetet har en høj grad af samarbejde med IT-væksthuset.

8.3 Konklusion

En stor del af de studerende på IT-Universitetet har samarbejdet med private og offentlige virksomheder om dele af deres uddannelse. IT-Universitetet har kontrakter om forskningssamarbejde med mere end 25 virksomheder, og over 70 procent af kandidaterne har lavet eksterne projekter i løbet af deres studium.

IT-Universitetets samspil med erhvervslivet er kendetegnet ved mangfoldighed og mange undervisere fra erhvervslivet. IT-Universitetets strategi på iværksætter området er at indarbejde entrepreneurship som en pædagogisk tilgang i kurserne generelt, snarere end at udbyde særskilte entrepreneurshipkurser. Dette understøttes af en relativt høj andel af eksterne lektorer og af bofællesskabet med Væksthuset 5te. IT-Universitetet deltager i en et samarbejde om spil-uddannelse (DAIDU), hvor universiteter, Filmskolen, Designskolen og Animationsskolen arbejder sammen med industrien om et semester.

IT-Universitetet er en aktiv deltager i ”Copenhagen Finance IT Region (CFIR)”, der er et initiativ ledet af Finansrådet for at udvikle finans-it området, som er en stærk erhvervsklynge i hovedstadsregionen. CFIR har spillet en afgørende rolle i at skabe forskningskonsortier, og der arbejdes nu på at etablere et samarbejde mellem Københavns Universitet, Handelshøjskolen i København og IT-Universitetet om et uddannelsestilbud på kandidatniveau.

Universitets- og Bygningsstyrelsen finder IT-Universitetets arbejde med entrepeneurskab og samspil med erhvervslivet i uddannelserne positivt, herunder samarbejderne DAIDU og CFIR. Universitets- og Bygningsstyrelsen vil følge de forventeligt positive effekter af samarbejdet.

Denne side er kapitel 8 af 12 til publikationen; "Rapport om IT-Universitetet - Tilsynsmode d. 23. marts 2011".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling - 2010.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.