3. Undervisningskompetence til de gymnasiale uddannelser

Uddannelsen til gymnasielærer
Uddannelsen til gymnasielærer
Kandidatuddannelsen 300 ECTS
Pædagogikum 60 ECTS
Bachelorprojekt 10 ECTS
I alt 360 ECTS

I modsætning til læreruddannelsen, som er en professions- bacheloruddannelse, der giver direkte kompetence til at undervise i folkeskolen, giver en universitetsuddannelse ikke umiddelbart kompetence til at undervise i gymnasiet. For at blive gymnasielærer kræves det, at kandidaten får undervisningskompetence, det vil sige faglig kompetence og pædagogisk kompetence i ét eller flere fag i de gymnasiale uddannelser.

Langt de fleste fastansættelser som gymnasielærer er betinget af, at kandidaten har undervisningskompetence i 2 gymnasiale fag af hensyn til muligheden for at opnå en fuldtidsstilling samt fleksibiliteten i forbindelse med time- og fagfordelingen.

Faglig kompetence

Det er skolens leder, der tildeler faglig kompetence i forbindelse med lærerens ansættelse på skolen. For alle de fire gymnasiale uddannelser er en betingelse for tildeling af faglig kompetence en kandidateksamen bestået ved et universitet (300 ECTS) i et eller flere fag i de gymnasiale uddannelser. Hvis kandidaten ikke har en kandidateksamen i et eller flere fag i de gymnasiale uddannelser, kan faglig kompetence opnås, hvis kandidaten opfylder de faglige mindstekrav, der fremgår af “Retningslinjer for universitetsuddannelser rettet mod undervisning i de gymnasialeuddannelser” idet/de pågældende fag. De faglige mindstekrav er beskrevet i kapitel 4.

For hhx og htx kan personer uden en kandidateksamen desuden opnå faglig kompetence gennem en kombination af videregående uddannelse af mindst tre et halvt års varighed på en ingeniørhøjskole, handelshøjskole eller et universitet og efterfølgende fagligt kvalificerende beskæftigelse og/eller videre-/efteruddannelse. I det enkelte fag er faglig kompetence betinget af et fagligt niveau, der mindst svarer til et uddannelsesforløb, der er gennemført ved et universitet eller tilsvarende institution med et omfang på mindst 90 ECTS.

Lærere, der underviser i de erhvervsrelaterede fag i hhx og htx, skal endvidere have mindst to års relevant erhvervserfaring.

Pædagogisk kompetence

For alle fire gymnasiale uddannelser gælder, at den pædagogiske kompetence opnås ved gennemførelse af pædagogikum (60 ECTS).

Målet med pædagogikum er, at læreren opnår undervisningsfærdighed, viden om de gymnasiale uddannelsers skoleformer, viden om teoretisk pædagogik samt indsigt i uddannelsernes samspil med det omgivende samfund. Den 1- årige pædagogikumuddannelse veksler mellem en teoretisk del og en praktisk del, der består af undervisning i egne klasser og undervisning med vejledning i vejlederes klasser.

Teoretisk pædagogikum afsluttes med en skriftlig prøve, der kombinerer teori og praksis, idet den skal indeholde almenpædagogiske og fagdidaktiske elementer samtidigt med, at den skal relatere til kandidatens indsigt i undervisningspraksis.

En intern kursusleder og en ekstern tilsynsførende afgør, om kandidaten har bestået den praktiske del af pædagogikum og udarbejder i forbindelse med det afsluttende besøg en pædagogikumudtalelse om kandidatens opfyldelse af målene for pædagogikum.

Denne side er kapitel 5 af 12 til publikationen "Rapport om videreuddannelse af folkeskolelærere til gymnasielærere".


© Universitets- og Bygningsstyrelsen
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling - 2011.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.